Mai.
Et ganske fuldendt Exempel paa Romantik finder jeg i det 📖 Gamle Testamente, i ►►Judiths Bog, Cap. 10, V. 11:
»Og 👤Judith gik ud, hun, og hendes Pige med hende; men de Mænd af Staden saae efter hende, indtil hun kom ned af Bjerget, indtil hun kom igjennem Dalen, og de ikke kunde see hende mere. Og de gik ret frem i Dalen.«
IIIA198 Hvori ligger det Komiske i følgende Begivenhed. I Dag kom et ►Ladegaardslem til mig ude i ►📌Grønningen og overrakte mig en Skrivelse, som han bad mig at gjennemlæse. Den begyndte saaledes: Jeg kaster mig i dybeste Underdanighed paa Knæ for Dem o. s. v.; – uvilkaarligt saae jeg ud over Papiret for at see, om han gjorde det; han gjorde det imidlertid ikke. Vilde det have været mere komisk, om han havde gjort det? Ligger det Komiske i denne Modsætning mellem en Talemaade og Virkeligheden?
IIIA199Det kunde være et Motiv til en Tragedie at lade en Helt have udført en ægte stor Bedrift, men i Handlingens Øieblik opdagede han ikke Collisionen, først bag efter og dermed begyndte Stykket; han blev raadvild over sig selv, om det var forsvarligt, om man tør krænke de almindelige Love o. s. v. Saaledes f. Ex. at lade ►👤Dronning Elisabeth fortryde, at hun havde haft Mod nok til at lade 👤Essex henrette, ikke fulgt Hjertets Dom men Statsforholdenes Bud. Eller ►👤Brutus fortryde, at han lod Sønnen henrette.
146IIIA2002►En spansk Vise. (👤Lessing. 17dB.p. 281.)
Gestern ⓘ liebt ich,
Heute leid' ich,
Morgen sterb' ich,
Dennoch denk' ich,
Heut' und morgen,
Gern an gestern.
IIIA201Der var en Kone idag, der sagde i Anledning af ►Regnens ⓘ Udebliven, vor Herre veed nok naar det er bedst tjenligt, og saa kommer den nok med Guds Hjælp.
IIIA202Det gjælder dog bestandig om, ikke at lade sig forstyrre af det Udvortes. ►Naar man saaledes for at modbevise den Sætning, at der er noget absolut moralsk til, har beraabt sig paa det Modsigende i Skik og Brug, har anført saa himmelraabende Exempler som det, at de Vilde slaae deres Forældre ihjel, saa har man forseet sig paa det Udvortes. Dersom man nemlig kunde bevise, at de Vilde paastaae, at man skal hade sine Forældre, saa var det en anden Sag; men det mene de ikke, de mene at man skal elske dem, og Feilen er blot den Maade, paa hvilken det yttrer sig; men det er jo klart, at de Vilde mene ikke at skade deres Forældre, men at gavne dem.
IIIA2033►»📖 Schreibe« sprach jene Stimme und der Prophet antwortete »für wen?« – Die Stimme sprach: für die Todten, für die, die Du in der Vorwelt lieb hast«. – »Werden sie mich [a] lesen.« – »Ja, denn sie kommen zurück als Nachwelt«.
✂ [a] cfr ogsaa ►samme Bind p. 8.9.10 angaaende et Digt af Biskop 👤Synesius, der er værd at læse.
cfr👤Herder📖 zur Litteratur und Kunst 16d B. p. 114
147IIIA204Saa længe man har noget udstaaende med Nogen, bliver man ikke lykkelig. ►👤Ilithyia var den Gudinde, der kom de Fødende til Hjælp. ►Naar hun sad med foldede Hænder, da kunde den Fødende ikke føde, saaledes naar der er et andet Msk., der folder Hænderne, saa kan man ikke blive lykkelig; maaskee det er en Bedende han har nægtet Noget. –
IIIA206Jo mere organisk et Legeme er udviklet, desto forfærdeligere er For[r]aadnelsen. Naar Græsset raadner, er det en Vellugt, naar et Dyr raadner, stinker det. En Mands Fortabelse er forfærdelig, end forfærdeligere en Qvindes. Er det et Beviis for, at Manden staaer høiere end Qvinden?
IIIA207Jeg kunde nok danne en Ende paa ►min 👤Antigone, naar jeg lod hende være et Mandfolk. Han forlod da den Elskede for4di han ikke kunde beholde hende i Forening med sin egen Smerte. For at gjøre det rigtigt, maatte han gjøre hele sin Elskov til et Bedrag mod hende; thi ellers fik hun Deel paa en aldeles uforsvarlig Maade i hans Lidelse. Denne Krænkelse opbragte Familiens Vrede; en Broder fE. traadte frem som Hævner, jeg vilde da lade min Helt falde i en Duel.
d. 20 Nov. 42.
IIIA208 [a] Anlæg. Een giver en ►Novelle ud, for at bortlede Opmærksomheden fra det Historiske i den, bruger han fingerede Navne, Skjebnen vil, at han kommer til at bruge et Navn paa en Pige, der virkelig er til, paa hvem mange Smaatræk passe. Pigen i Novellen er fremstil148let i et ufordeelagtigt Lys; den virkelige Pige er prostitueret. ⓘ Forfatteren kan kun redde sig ud af Sagen ved at tilstaae Sandheden. Det kan han ikke – Collision.
✂ [a] IIIA209Til en saadan Tragedie kunde ►👤Æschulus' Liv give Anledning, da han uvidende aabenbarer ►Mysterierne. cfr.►👤Arist.📖 Ethik 3, 2.
d. 20 Nov. 42.
IVA1 »►Inter accidentia sola, non autem inter ⓘ formas substantiales individuorum ejusdem speciei, plus et minus reperitur.«
cfr.👤Cartesius📖 de methodop. 1.
IVA2►👤Cartesius har for en stor Deel nedlagt sit System i de 6 første 📖 meditationes. Man behøver da ikke altid at ►skrive Systemer. Jeg vil udgive »philosophiske Overveielser i Hefter og deri kan jeg rykke ud med mine 5 midlertidige Betænkninger. Det var maaskee ikke saa galt at skrive paa Latin.
IVA3►👤Solons Sætning, at Ingen tør prise sig lykkelig, saa længe han lever, indeholder en dyb Smerte over Livet; thi egl. vil det sige, at Ingen er lykkelig før i det Øieblik han har været det, og da er han jo paa en Maade ulykkelig, fordi han ved sin Lykke som noget Forbigangent.
IVA4Hvorvidt har det gl. Ord: ►opposita juxta se posita magis illucescunt speculativ Gyldighed i Forhold til hele Mskelivets Bygning, hvorvidt er den blot en æsthetisk-praktisk Regel. Har den speculativ Gyldighed, saa er Livets Dupplicitæt statueret.
IVA5Hvilken Anskuelse indeholder den dybeste Opfattelse af Livet, at Modsætning forener Mskene ell. Een149hed og Liighed. ►👤Heraklit lærte, at kun Ting, der staae hinanden imod ere nyttige for hinanden; ►👤Empedokles, at enhver Ting kun drages til sig af det Lige.
IVA6Det er gaaet i Videnskabernes Verden som i Handelens. Først skete Omsætningen ►in natura, siden opfandt 6 man Penge; nu skeer i Videnskaben al Omsætning i Papirspenge, som intet Msk. bryder sig om uden – Professorer.
IVA7Saavidt har ingen ⓘ Orthodoxie drevet det med overspændt Afgudsdyrkelse, som man i Keiser-Perioden drev det med Keiserens Billede: en Mand blev dømt for Majestæts-Forbrydelse, der ⓘ slog sin Slave, der bar en Sølv-Drachme hos sig, paa hvilken Keiserens Billede var præget (cfr. ►📖 Philostratus Leben des Apollonius v. ⓘ Tyanap. 185. Noten citerer ►👤Suetonius📖 vita Tiberii 58.).
IVA8Det var et ret brugeligt Motiv til en Tragedie, naar man moderniserede det lidt, den Historie, der fortælles i ►👤Aristoteles📖 Politik 5, 4. angaaende Oprindelsen til ⓘ politiske Uroligheder i 📌Delphi, grundede paa en Giftermaalssag. Brudgommen, hvem ►Augurierne forudsige en Ulykke, der vilde have sin Oprindelse af hans Giftermaal, forandrer pludselig sin Plan, idet han kommer for at hente Bruden. Familien bliver fornærmet, da den antager det for en Spot, for at hævne sig skaffer den et Tempel-Kar iblandt hans Husgeraad, medens han er i Templet, og han blev dømt som Tempelrøver.
150IVA97 I ►👤Aristoteles📖 Ethik 5te Bog cap. ⓘ 10, findes en Mængde Exempler paa hvorledes Konger selvforskyldt have foranlediget Revoloutioner. Det er ofte meget interessante Collisioner, et godt ►Flor for en Digter.
IVA10►Saaledes bør man være begeistret som 👤Dion var det, da han med faae Ledsagere gik i Krig mod 👤Dionys: ham var det nok, sagde han, at have deeltaget deri; om han skulde døe i det Øieblik han steeg i Land, uden at komme til at udrette Noget, vilde han dog ansee denne ⓘ Død for lykkelig og hæderlig.
cfr👤Aristoteles📖 Politik 5, 10 (hos 👤Garve p. 468.)
IVA11Der er 2 Ting, siger ►👤Leibnitz strax ►i Begyndelsen af 📖 Theodiceen, der især har voldet Msk. Vanskeligheder, det er Forholdet mell. Frihed og Nødv:, og Materiens Sammenhæng og dens enkelte Dele. Det første Problem har beskjæftiget alle Msker, det sidste Philosopherne.
IVA12Det er ypperligt hvad ►👤Leibnitz taler [a] om den dovne Fornuft »►📖 la raison paresseuse« cfr ►👤Erdmanns Udgave p. 470, anden Spalte. ⓘ – ►Chrysipp har ogsaa brugt den, cfr 👤Tennemann 📖 Ges. d. Ph. 4d B. p. 300.
✂ [a] og ►p 518 § 55 le sophisme paresseux (λογος αϱγος) sophisma pigrum.
IVA13Det er en psychologisk Mærkelighed. ►👤Vindex gjorde Oprør under 👤Nero. Det Nero blev meest forbittret over, var, at han havde sagt 8 at Nero var alt mere end en ⓘ Citarspiller, og mere en Citarspiller end en Konge.« Det der krænkede ham var, at han ansaae ham for en slet Citarspiller.
151►👤Philostratus. 📖 Apollonius af Tyanas Levnet. 5, 10. p. 430 i Oversættelse
i Noten citeres 👤Dio Cassius LXIII, 22-24.
👤Sveton. 📖 Vit. Ner. 41.
IVA14►Augustiner-Generalen👤Gregorius Rimini antog de smaae Børn[s] Fordømmelse og fik derfor Tilnavnet tortor infantum cfr. ►👤Leibnitz📖 Theodicee 1., § 92.
IVA15En Jesuit ►👤Johan Davidius har skrevet en Bog: 📖 Veridicus Christianus, der er ligesom ►en Bibliomantie, hvori man kan slaae op for at gribes af det Pludselige og derved blive Χsten
IVA16Imod ►Gomaristerne udkom der et satirisk Skrift: 📖 ►fur prædestinatus. cfr ►👤Leibnitz📖 Theodic. § 167.
IVA17Hvad kan det være for ►en Roman som 👤Leibnitz omtaler i sin 📖 Theodicee § 173 under Titlen: 📖 Mademoiselle de Scudéry? Saaledes hedder jo ogsaa ►👤Hoffmanns bekjendte Fortælling.
IVA189►👤Augustus synes at være død meget fornøiet; han citerede i sin Dødsstund et græsk Vers, der betyder: ►plaudite, ►👤Sveton anfører det:
►Δοτε ϰϱοτον, ϰαι παντες ⓘ υμεις μετα χαϱας ϰτυπησατε.
cfr.👤Leibnitz📖 Theod. § 261.
152IVA19 [a] Det er et ret comisk Lapserie af ►👤Apollonius af Tyana, den Udvidelse af ►den Sætning [b] at kjende sig selv. Det blev anseet for vanskeligt og for det Høieste, og dog er han ikke fornøiet dermed, men siger om ►👤Pytagoras, hvad han da vel ogsaa vil anvende paa sig selv, at han ikke blot kjendte sig selv, men tillige vidste, hvem han havde været. Herved er paa en besynderlig comisk Maade den første Sætnings Dybsind hævet. Saaledes gaaer det i vor Tid mange Philosopher, de skal sige noget Mere og latterliggjør derved Alt, om der end altid bliver nok, der finder, at det er en uhyre Viisdom.
✂ [a] cfr.►6 Bog, 11 p. 500.
✂ [b] IVA20Et lignende Lapserie af en af ►👤Heraklits Tilhængere. ►👤Heraklit havde sagt: man kan ikke gaae to Gange igjennem den samme Flod. En Discipel vilde forbedre det og sagde: man kan end ikke gjøre det eengang. Derved er Nerven hævet, Sætningen, forsaavidt den er bleven til Noget, blev til det Modsatte, til ►en eleatisk Sætning, og nægter Bevægelsen.
IVA21Naar man har een Tanke, men en uendelig, da kan man bæres af den hele Livet igjennem, let og flyvende, ligesom ►Hyperboræeren 👤Abaris, der baaret af en Piil, bereiste hele Verden
IVA22 10 ►Cantantur hæc, laudantur hæc,
Dicuntur, audiuntur.
Scribuntur hæc, leguntur hæc
Et lecta negliguntur.
IVA23 Situation
Et Msk. modtager et Brev fra et andet Msk. Saasnart han blot seer Udskriften ahner han strax dets Indhold, hvilket er yderst afgjørende for hans hele Liv. Han giver sig ikke Tid til at læse Brevet, styrter hen til den Anden. Denne forudsætter at han har læst Brevet, og da det virkelig handlede om, hvad den første havde ahnet, bestyrkes den Anden i sin Vildfarelse. Det forundrer ham, at der intet Hensyn tages til dets Indhold, han maa ansee det for en Art Haardnakkethed. Endnu staaer det i hans Magt at give Sagen et andet Udseende, der forandrer Alt og deres Forhold. Det153 lykkes. Lang Tid efter kommer den Første til at læse Brevet, og seer hvorledes han ved sin Overilelse har gjort alt galt og den Anden Uret. (denne Skyld er en tragisk Skyld. ►👤Dronning Elisabeth i den bekjendte Situation med Ringen har ingen Skyld, Skylden ligger i en Anden, det er det Ufuldkomne). (Overilelsen kunde motiveres derved at der i Øieblikket maatte skee Noget, fordi Tiden var kort, og saaledes det første Msk. i denne Skynding fæstede sin 11 Opmærksomhed alene paa at handle, hvilket var tilgiveligt, saa meget mere som han godt vidste, at han maatte vide det Almindelige)
IVA24Naar man vil opfatte Troen som en blot Erkjenden af historiske Ting, saa kommer man consequent og simplement til saadanne Latterligheder som at mene, at det om Jorden er flad ell. rund hører med til Troen. ►I 👤Erasmus Montanus siger derfor 👤Jeronymus meget rigtigt, at Erasmus har vildfarende Meninger i Troen, og anfører dette, at han ⓘ troer Jorden er rund.
IVA25I ►👤Kings Værk: 📖 de origine mundi i 5 Capitels 4d Afdeling findes der udentvivl adskillige Notitser der i ethisk Henseende vare ret brugbare.
IVA26👤Leibnitz fortæller, at der var en Baron 👤Andrè Taifel, der i sit Vaaben havde en Satyr og følgende spanske Indskrift: mas perdido y menos arrepentido plus perdu et moins repentant, og at senere en Greve Villamedina, der var forelsket i Dronningen, havde samme Valsprog, for at betegne en haabløs Lidenskab man dog ikke vil opgive
12154IVA27Det kunde være et lille Epigram paa Forholdet mell. Hedenskab og Χstd. de Ord, der findes i ►👤Philostrat den Ældres 📖 Heltehistorier (i Oversættelsen p. 20): paa vilde Træer er Blomsterne vellugtende, paa tamme Frugterne.
IVA28►Da 👤Amor forlod 👤Psyche sagde han til hende: Du skal blive Moder til et Barn, der vil blive et Gude-Barn, hvis Du tier, kun et Msk, hvis Du forraader Hemmeligheden. – Ethvert Msk, der veed at tie bliver et Gudebarn; thi i Taushed ligger Besindelsen paa sin guddl. Herkomst, den, der taler, bliver et Msk. – Hvor Mange veed at tie – hvor Mange forstaae blot, hvad det vil sige: at tie
IVA29»►Hvad jeg forudsiger, det vil enten skee ell. det vil ikke skee; thi 👤Apollo forundte mig Prophetiens Gave.«
(►Disse Ord findes etsteds hos 👤Leibnitz i hans 📖 Theodicee, citerede efter 👤Bayle, troer jeg).
IVA30►παντως γαϱ ουδεις Εϱωτα εφυγεν η φευξεται μεχϱι αν ϰαλλος η ϰαι οφϑαλμοι βλεπωσιν. –
cfr.►de sidste Ord af Fortalen til 👤Longi 📖 Pastoralia. –
IVA3113►👤Abælard lod sig ypperlig behandle dramatisk. I ►👤Bossuets 📖 Geschichte, 6te Bind p. 315 o: fl., har jeg understreget enkelte Vink hans Liv betræffende. Situationerne vilde blive yderst interessante; ►👤Heloise har ikke blot været forelsket i 👤Abælard, men philosophisk forgabet i ham, stolt af hans Navnkundighed, iversyg paa hans philosophiske Ære.155
IVA32 Hvori ligger det Comiske i disse Ord af ►👤Erasmus Rotterodamus
►neque enim sum nescia (det er stul[ti]tia der indføres talende) quam male audiat stultitia etiam apud stultissimos.
cfr📖 Stultitiæ Lausp. 1.
IVA33Jo mere ophøiet et Msk. er over et andet, hvem han elsker, desto mere vil han (msklig talt) føle sig fristet til at drage ham op til sig; men desto mere vil han (ⓘ guddl. talt) føle sig bevæget til at stige ned til ham. Dette er Kjærlighedens Dialektik. Besynderligt nok at man ikke har seet det i Χstd., men bestandig talt om Christi Mskblivelse som en Medlidenhed ell. som en Nødvendighed.
IVA3414 Dersom jeg nogensinde skulde blive anklaget, da vilde jeg strax ►indgaae med ⓘ et Bønskrift til hans Majestæt, om det ikke maatte forundes mig den Naade strax at blive idømt den (i Forhold til Tilfældet) ►høieste Straf, om det saa var at blive henrettet, om det strax maatte blive exeqveret. Dette vilde jeg ansøge af følgende Grunde: 1) fordi ►Processen koster Penge, 2) ►koster Tid, og jeg har ikke Tid til at vente paa, at Msker skulde faae afgjort hvad der er det Retfærdige, hvilket desuden er mig ligegyldigt, naar jeg blot faaer en Ende paa Sagen 3) fordi den hele Snak om Retfærdighed er Passiar, og man kan ligesaa godt ►lade sig henrette uden Lov og Dom, som efter ►3 Instantsers Kjendelse.
156IVA35Jo betydningsfuldere en Individualitet er desto lettere vil han finde Virkeligheden, desto tungere vil han finde Muligheden. Dette er Udtryk for en ethisk Betragtning. Æsthetisk betragtet (ɔ: i Forhold til Nydelse) vil han finde Muligheden intensivere end Virkeligheden.
IVA36 ►Quod vero ⓘ (perdix) supervolante masculo, vel audita solum voce ejus, vel etiam solo halitu oris concepto concipiat, 👤Aristoteles refert.
👤Hieronymi Cardani📖 de rerum varietatep. 375.
15IVA37Den philosophiske Terminologie og Brugen af samme udarter dog reent til det Latterlige. Jeg gad vidst, hvad Een vilde sige, hvis jeg m: H: t: Jordskjælv fulgte den gl. Terminologie.
»►Inter terræ miracula est motus ejus, de quo alias dictum est. Quatuor ejus differentiæ, ab effectu. Chasmatichus, Brasmatichus, Clitimachus, Micematichus.«
Enhver vil let forstaae Forskjellen men ikke Terminologien.
cfr.👤Hieronymus Cardanus📖 de varietate rerump. 57.
IVA38Det er ret interessant, at ►Pythagoræerne antoge, at εν baade er πεϱιττον og αϱτιον – det er ligesom ►den Væren der baade er Væren og Ikke-Væren ɔ: Bevægelsen.
IVA39 ►👤Hamann 8d B. p. 307. n:
Det er en ret interessant Historie [a] , som ►👤Lucian skal fortælle om ►👤Demonax. Ikke blot den, der aabenbarede de ►eleusinske Mysterier, men ogsaa den, der ikke vilde lade sig indvie i dem, blev straffet. Det sidste var Tilfældet med 👤Demonax. Athenienserne, der allerede før de157 hørte hans Forsvar, havde forberedt sig paa at stene ham, bleve dog bevægede, da de hørte hans Forklaring, at han ikke kunde lade sig indvie deri, fordi han ikke kunde opfylde Betingelsen, at
✂ [a] Den findes hos ►👤Lucian i 2d B.
IVA42ⓘ Naar jeg har ladet »►📖 Enten – Eller« ende med den Sætning: ►at kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for En, saa er der destoværre vel kun Faae, der see den Anskuelse, der ligger deri. Der er bleven stridt meget i den græske Philosophie om Sandhedens Kriterium (jfr. f. Ex. ►👤Tennemann📖 Gesch. d. Philos. 5. C. S. 301); det vilde være ret interessant at forfølge denne Sag videre. Jeg tvivler imidlertid stærkt paa, at man vil finde et concretere Udtryk. Folk troe formodentlig, at hine Ord staae i »📖 Enten – Eller« som et Udtryk; der kunde ogsaa være brugt et andet Udtryk. Ordene ere jo ikke engang spatierede, – Herre Gud, saa er der formodenlig ikke stort ved dem.
IVA43 Min Dom om »►📖 Enten – Eller«.
Der var et ►ungt Menneske, lykkeligt begavet som en 👤Alcibiades. Han foer vild i Verden. I sin Nød saae han sig om efter en ►👤Socrates, men i sin Samtid fandt han ingen. Da bad han Guderne at forvandle ham selv dertil. Og see! Den, der havde været saa stolt af at være en Alcibiades, han blev saa beskjæmmet og ydmyget ved Gudernes Naade, at han, da ep361 han netop havde faaet det han kunde være stolt af, følte sig ringere end Alle.
158IVA4418 Det er det, jeg ønsker hos et Msk, hvad ►en Stoiker bruger i ond Forstand: ⓘ ευϰαταφοϱια εις παϑος (cfr 👤Tennemann 📖 Ges. d. Ph. B. 4. p. 129. not.).
IVA45Om jeg end ikke har beviist Andet ved at skrive »📖 Enten – Eller« saa har jeg dog beviist, at man i dansk Litteratur kan skrive et Værk, at man kan arbeide uden at behøve Sympathiens varme Omslag, uden at behøve Forventningens Incitamenter, at man kan arbeide, medens man har Strømmen mod sig, at man kan være flittig uden at synes det, at man i Stilhed samler sig, medens næsten enhver Stymper af Student tør tillade sig, at ansee Een for en Dagdriver. Om Bogen selv var meningsløs, dens Tilblivelse er dog det fyndigste Epigram, jeg har skrevet over en vrøvlevoren philosophisk Samtid.
IVA46Man siger, at ►Erfaringen gjør et Msk. klog. Det er meget ufornuftigt talet. Var der ikke noget Høiere til end Erfaring, saa vilde den netop gjøre ham gal.
IVA47Χsti Fremtræden er og bliver dog et Paradox. I Forhold til hans Samtid laae det deri, at han dette bestemte enkelte Msk, der saae ud som andre Msker, talte som disse, fulgte Skik og Brug, at han var Guds Søn. For enhver senere Tid er Paradoxet et andet; thi da den ikke seer ham med legemlige Øine er det lettere at forestille sig ham som Guds Søn, men nu kom19mer det Anstødelige, at han talte i en bestemt Tidsalders Tankegang. Og dog hvis han ikke havde gjort det, saa havde der været skeet en stor Uretfærdighed mod hans Samtid; thi den havde da været den eneste, der havde haft et Paradox at forarge sig over. – At hans Samtid har haft det værste Paradox, det er idetmindste min Mening; thi den sentimentale Længsel efter at159 have været samtidig med Χsto, som Mange tale om, har ikke stort at betyde, at være Vidne til et saadan Paradox er en høist alvorlig Sag.
IVA48Det er et herligt ►Digt af 👤Evald, Advarsel mod Selvmord. Et Vers især:
Mon Havets Bølger slette ud?
Mon Gift fortærer Præg af Gud?
Kan Dolken dræbe Tanker?
cfr►1ste B. p. 299.
IVA49Bevidstheden forudsætter sig selv, og at spørge om dens Oprindelse, er et ørkesløst Spørgsmaal, der er ligesaa ►captieust som det gl.: ►hvad har først været til Træet ell. Kjernen? Var der ingen Kjerne hvoraf blev da det første Træ? Var der intet Træ, hvoraf blev da den første Kjerne?
IVA5020 Det er besynderligt nok, at ►👤Schakspeare i 📖 Machbet har ladet det blive en Søvngjænger-Scene, hvori vi ahne 👤Lady M. Samvittigheds Nag. Jeg troer Virkningen vilde have blevet endnu større, hvis han ⓘ havde ladet hende selv vide, at hun gik i Søvne, og nu aldrig turde betroe sig til Søvnen af Skræk for at forraade sig: I en saadan Nattetime, hvor hun havde fjernet Alt fra sig, hvor hun vilde ønske hele Verden en tryg og urokkelig Søvn, blot for at hun da turde forunde sig selv et Blund, i denne natlige Angst, hvor hun blot blundede og hvert Øieblik vaagnede vilde hendes Qval tage sig forfærdelig ud.
IVA51Den egl Rugen over Ideen bør være skjult for enhver profan Viden, og Indblanden af Fremmede – saa160ledes vil Fuglen ikke udruge sit Æg, naar man har rørt ved det.
IVA52Livets Udvikling er en besynderlig Tilbagegang; Barnet bryder sit Hoved med at forstaae de vanskelige Ting, den Ældre kan netop ikke forstaae de allersimpleste.
IVA53Da jeg var meget ung kunde jeg ikke forstaae, hvorledes man bar sig ad med at skrive en Bog. Det forstaaer jeg nu meget godt, nu derimod kan jeg ikke begribe, hvorledes Nogen gider gjøre det.
IVA5421Hvad der fortrinligt beskæftigede ►den ældre Philosophie, den ældste i 📌Grækenland, er Spørgsmaalet om Bevægelsen, hvorved ⓘ Verden blev til, Elementernes constitutive Forhold til hinanden. – Hvad der især har beskjæftiget ►den nyeste Philosophie er Bevægelsen ɔ: den logiske Bevægelse. Det vilde ikke være uden Betydning at ►paralellisere de forskjellige Sætninger fra disse tvende Sphærer. Den nyere Philosophie har aldrig gjort Rede for Bevægelsen. Saaledes findes der i den ellers noksom vidtløftige ►Categorie-Tavle ►ingen Categorie, der hedder Mediationen, hvilken dog for den nyeste Ph. er den væsentligste af Alle, ja egl. Nerven i den, det hvorved den vil adskille sig fra enhver ældre.
IVA55►👤Pythagoras sagde, at den viseste Mand var den, der gav Tingene deres Navn og som havde opfundet Tallet.
IVA56Enhver uendelig Viden er negativ, (et uendeligt Forhold er det ogsaa »►altid at have Uret), og dog er det Negative høiere end det Positive1. ►Saaledes lærte 👤Pythagoras ogsaa, at det lige Tal er ufuldkomment, det ulige [a] fuldkommen.
✂ [a] Som Pythagoræerne overhovedet ikke ansaae det for det Fuldkomne, hvoraf Noget opstaaer, men det, der opstaaer deraf. cfr►👤Tennemann 1ste B. p. 119.
✂ 1 saaledes ansaae ogsaa ►Pythagoræerne det Endelige for høiere og fuldkomnere end det Uendelige. cfr.►👤Tennemann 1ste B. p. 115.
IVA5722 At ►Eenheds-Principet har ophævet Modsætnings-Principet, kan man kun sige i samme Forstand som ►👤Pythagoras lærte, at Een ikke var et Tal. Een gaaer forud [a] for Adskillelsen, og med Adskillelsen begynder først Tallet. Eenheden gaaer forud for Modsætningen og med Modsætningen begynder først Tilværelsen.
✂ [a] eller i samme Forstand som ►Eleaten 👤Zeno sagde: ►μηδεν των οντων εστι το ἑν cfr. 👤Tennemann 1ste B. p. 202 og note.
IVA58►👤Heraklit trak sig tilbage fra Forretninger, skrev sit berømte Værk, nedlagde det i 👤Dianas Tempel som en Skat, der kun skulde være tilgjængelig for Kjendere.
IVA59►En af de 7 Vise har sagt, at det var forunderligt, at paa Løbebanen stred de Kunsterfarne, men de i Kunsten Uerfarne vare Dommere.
IVA60Det Forfærdelige er, naar et Mskes Bevidsthed fra Barndommen af har faaet et Tryk, som al Sjælens Elasticitæt, al Frihedens Energie ikke kan hæve. Sorg i Livet kan vel fortrykke Bevidstheden, men indtræder Sorgen først i en modnere Alder faaer den ikke Tid til at162 antage denne Natur-Skikkelse, det bliver et historisk Moment, ikke et Noget, der ligger ligesom ud over Bevidstheden selv. Den, der har et saadant Tryk fra Barndommen af, han er ligesom ►et Barn, der bliver med Tangen taget ud af Modersliv og som bestandig har en Mindelse om Moderens Smerte. Et saadant Tryk lader sig ikke hæve, men derfor behøver man ikke at fortvivle; thi det lader sig bære i Ydmyghed. Det er unægtelig een af de vanskeligste Opgaver, fordi 23 det er saa vanskeligt at faae det ind under Bestemmelsen af Skyld. Der var en Tid, da jeg af Frygt for at blive stolt af mine Lidelser, opstillede den ⓘ Sætning, at alle Msker i Grunden lide ligemeget. Dog dette er i Grunden en Art ►Stoicisme, der ved sin Abstraktion hæver den concretere Forestilling om et Forsyn. ►👤Pontoppidan i hans Forklaring siger: at enkelte Msker blive forsøgte i usædvanlige Lidelser, men dette vil engang baade deres Sjæl. Dette er langt Skjønnere.
IVA61Naar man paastaaer, at det, jeg siger, er det Samme, som alle de Andre sige, da skal jeg Intet have derimod, naar man tager det i samme Betydning som naar ►👤Leucipp sagde, at ►et Sørgespil og et Lystspil bestaaer af de samme Bogstaver, kun at ⓘ Ordenen er forskjellig.
cfr👤Tennemann📖 Gesch. d. Ph. 1ste B. p. 264 n:
IVA62At Guds Søn blev Mske er vistnok det høieste metaphysiske og religieuse Paradox, men det er endnu ikke det dybeste ethiske Paradox. Χsti Fremtræden beholdt en Polemik imod Tilværelsen. Han blev Msk. saaledes som alle Andre, men Virkelighedens concret-ethiske Momenter stod han i et polemisk Forhold til. ►Han gik omkring og lærte Folket, eiede Intet, havde ikke det han skulde helde sit Hoved til. Det er nu vistnok 24 Opløftende, at see den Tro og Tillid til Forsynet, der gjør et Msk. ►sorgløs som Himlens Fugl og Markens Blomst; men hvorvidt er dette et ethisk Udtryk163 for et Mskliv. Skal et Msk. ikke arbeide for at leve, ⓘ tør jeg saaledes lade være at sørge for den Dag imorgen. Her møder de allervanskeligste Problemer. Χsti Liv havde et negativ-polemisk Forhold til Kirke og Stat. Det høieste ethiske Paradox, vilde være, naar Guds Søn gik ind i hele den Virkelighed, blev et Leed deri, bøiede sig under hele dens Smaalighed; thi om jeg end har Mod og Tillid og Tro til at døe af Sult, saa er dette beundringsværdigt, og i hver Generation er der vel ikke 10 der har det, men ►vi lære jo dog og forkynde, at det vilde være endnu større, at indordne sig derunder
Gud hjælpe det stakkels Hoved, der har med den Art Tvivl at gjøre, det ulykkelige Msk., der har Lidenskab nok til at tænke, ►det stumme Bogstav, der ikke kan gjøre Andet for andre Msker, end tie stille med hvad han lider og om muligt smile, at Ingen skal mærke det paa ham.
IVA63Vil man ►kalde min Smule Viisdom Sophistik, saa maa jeg dog gjøre opmærksom paa, at ►den mangler een Egenskab idetmindste, som dog saavel efter 👤Platos som 👤Aristoteless Definitioner hører til: at man tjener Penge ved den.
cfr►👤Tennemann📖 Ges. d. Ph. 1ste B. p. 355. not.ⓘ 6.
IVA6425Jeg vil sige til mig selv, hvad ►👤Socrates siger til 👤Theætet:
►Ωδινεις γαϱ, ω φιλε Θεαιτητε, δια το μη ϰενος αλλ' εγϰυμων ειναι.
cfr👤Ast 2 Tom. p. 22.
IVA65 Anlæg.
Et Msk. har i sin tidlige Ungdom engang ladet sig i en exalteret Tilstand henrive til at besøge et offentlig164 Fruentimer. Det Hele er glemt. Nu vil han gifte sig. Da vaagner Angesten. Den Mulighed, at ►han kunde være Fader, at der etsteds i Verden kunde leve en Skabning, der skyldte ham Livet, martrer ham Dag og Nat. Han kan Ingen indvie deri, han eier end ikke selv en paalidelig Vished om Faktum. – Det maa derfor være skeet hos et ►offentlig Fruentimer, i Ungdommens vilde Hensigtsløshed; havde det været en lille Forelskelse, ell. en virkelig Forførelse lod det sig ikke tænke, at han kunde være uvidende, men nu er netop denne Uvidenhed Uroen i hans Qval. 26 Paa den anden Side kan Tvivlen, netop paa Grund af det hele Faktums Letsindighed, først ret komme i Bevægelse, idet han virkelig bliver forelsket.
IVA66►Det er bedre at give end at tage, men det kan stundom være ydmygere at ville modtage, end at ville give. Der var maaskee den, der var ►redebon til af Kjærlighed at bortgive Alt, men ikke vilde modtage Noget.
IVA68Anlæg.
Et Mske, der længe har gaaet og gjemt paa en Hemmelighed, bliver sindssvag. Her skulde man troe, at hans Hemmelighed maatte komme for Dagen, men see trods sin Afsindighed fastholder hans Sjæl dog sit Skjul, og hans Omgivelse bliver endnu mere overbeviist om at den falske Historie, med hvilken han har bedraget den, er Sandhed. Han helbredes for sin Galskab, faaer Alt at vide, hvoraf han indseer, at han Intet har forraadt. Var det nu glædeligt for ham ell. ikke, maaskee kunde han have ønsket i sin Afsindighed at blive af med sin Hemmelighed; det er som var der en165 Skjebne, der nødsagede ham til at forblive i sin Hemmelighed og ikke vil lade ham slippe ud deraf. Eller var det ikke glædeligt, 27 var det ikke en god Genius, der hjalp ham til at bevare sin Hemmelighed.
IVA70Naar jeg ikke er ►reus voti, saa vil Intet gaae for mig. Derved fik jeg ►theologisk Attestats, derved skrev jeg min ►Disputats, derved blev jeg ►i 11 Maaneder fix og færdig med »📖 Enten – Eller«. Hvis noget Msk. fik den egl. Bevæggrund at vide, ..... Herre Gud et saadant stort Værk tænker man vel maa have ⓘ en meget dyb Grund ... og dog betræffer den aldeles mit private Liv – og Hensigten – ja fik man den at vide, saa blev jeg erklæret for splittergal. Om jeg selv ansaae det for et interessant Arbeide, det vilde man maaskee tilgive mig, men at jeg antog det for en god Gjerning, at det er det der tiltaler mig meest ved den hele Sag ...
IVA71Hvor er Grændsen dog mellem Leve-Viisdom og Religieusitet. ►👤Mynsters Prædikener ere langtfra altid reent religieuse, ►han trøster ogsaa med, at det maaskee kan blive godt igjen, at der 28 kommer blidere Dage o: s: v:, hvilket dog egl. ikke endnu er en religieus Trøst; man krymper sig ved at gaae ud paa Strømmen, man søger at vade saa længe som muligt. Saa længe dette ikke bestemt er afgjort, bliver der altid en Tvivl om Virkelighedens Betydning i Eens hele Tankegang.
IVA72Det Skeptikerne egl. skal fanges paa, er det Ethiske. Alle lige siden ►👤Cartesius have meent, at i den Tid i166 hvilken de tvivlede, turde de Intet bestemt udsige m: H: t: Viden, men derimod turde de vel handle, fordi man i denne Henseende kunde nøies med det Sandsynlige. Hvilken uhyre Modsigelse! Som om det ikke var langt forfærdeligere at gjøre Noget, hvorom man var tvivlsom (thi derved paadrager man sig Ansvar) end at statuere Noget. Eller var det fordi det Ethiske i sig var vist? Saa var der da altsaa noget som Tvivlen ikke kunde naae!
IVA73 [a] ►Χstus skjulte noget for sine Disciple fordi de ikke kunde bære det. Det var kjærligt gjort af ham, men er det ethisk? Det er en af de vanskeligste ethiske Tvivl, naar jeg ved at fortie Noget kan frelse et andet Msk. for en Smerte, har jeg Lov dertil, eller gjør jeg ikke et Indgreb i hans msklige Existents.
✂ [a] Paa dette Punkt ligger mit Livs Paradox, ►mod Gud har jeg altid Uret, men er det en Forbrydelse mod Msker?
IVA7429►Hiin Qvinde, der i den franske Revolution blev tilbedt »som Fornuftens Gudinde« kunde afgive et tjenligt Stof til et Drama. Hun døde, som bekjendt, senere i den ussleste Tilstand i et Hospital.
IVA75►👤Theodorus Atheos har sagt: han gav sin Lære med den høire Haand, men hans Tilhørere modtoge den med den venstre.
cfr👤Tennemann📖 Ges. d. Ph. 2d B. p. 124. not. 39.
IVA76 Anlæg.
Lad os antage (►hvad hverken det gl. T. ell. 📖 Koranen melder om) at 👤Isaak vidste, at ⓘ det var Hensigten af den Reise han med sin Fader skulde foretage til 📌Morijabjerget, at han skulde offres – hvis der nu levede en Digter i min Samtid, han vilde kunne fortælle, hvad167 disse tvende Mænd talte sammen om paa Veiena. Jeg tænker først har 👤Abraham seet med al sin Faderkjærlighed paa ham, hans ærværdige Aasyn hans sønderknuste Hjerte har gjort hans Tale mere indtrængende, han har formanet 👤Isaak at bære sin Skjebne med Taalmodighed, han har ladet ham dunkelt forstaae, at han som Fader leed endnu mere derved. – Dog det hjalp ikke. Da tænker jeg, at 👤Abraham har et Øieblik vendt sig bort fra ham, og da han atter vendte sig ⓘ til ham, da var han ukjendelig for ham, hans Øie var vildt, hans Mine isnende, de ærværdige Lokker havde reist sig ►som Furier over hans Hoved. Han greb 👤Isaak i Brystet, han drog Kniven, han sagde: »Du troede, at det var for Guds Skyld, at jeg vilde gjøre det, Du tog feil, jeg er en Afgudsdyrker, denne Lyst er igjen vaagnet i min Sjæl, jeg vil myrde Dig, det er min Lyst, jeg er værre end nogen Menneskeæder, fortvivl Du taabelige Dreng, der indbildte Dig, at jeg var ep407 din Fader; jeg er din Morder, og det er min Lyst«. Og 👤Isaak faldt paa Knæ og raabte til Himlen: Forbarmende Gud, forbarm Dig over mig. Men da sagde 👤Abraham ganske sagte ved sig selv: »Saaledes skal det være; thi det er dog bedre, at han troer, at jeg er et Umenneske, at han forbander mig, at jeg var hans Fader, og endnu dog beder til Gud, end at han skulde vide, at det var Gud, der paalagde Fristelsen, thi da vilde han tabe sin Forstand og maaskee forbande Gud«.
✂ a IVA77 Man kunde tillige lade 👤Abrahams tidligere Liv ikke have været uden Skyld, og nu lade ham i sit stille Sind gumle paa den Tanke, at det var Guds Straf, maaskee endog lade ham faae den tungsindige Idee, at han maatte komme Gud til Hjælp i at gjøre Straffen saa tung som mulig.
– Men hvor er vel den Digter i Samtiden, der ahner saadanne Collisioner? Og dog var 👤Abrahams Adfærd ægte poetisk, høimodig, høimodigere end Alt, hvad jeg har læst om i Tragedier. – ►Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen sit Bryst, men hendes Øie hviler ligesaa kjærligt paa Barnet. Dette troer, at det er Brystet, der har forandret sig, men Moderen er uforandret. Og hvorfor sværter hun Brystet, fordi hun siger, at det var Synd, at det skulde see lifligt ud, naar Barnet ikke maa faae det. – Denne Collision er let løst; thi Brystet er kun en Deel af Moderen selv. Held den, der ikke oplevede rædsommere Collisioner, der ikke behøvede at sværte sig selv, der ikke behøvede at fare til Helvede for at faae at vide, hvorledes en Djævel seer ud, at han168 kunde tegne sig selv saaledes, og om mulig paa den Maade frelse et andet Menneske idetmindste i dets Guds-Forhold. Det vilde være 👤Abrahams-Collisionen.
– Den, der har forklaret denne Gaade, han har forklaret mit Liv.
IVA78►Idag stod der i 📖 Adresseavisen: formedelst anden Bestemmelse sælges 16 Alen svært sort Silketøi.« Gud veed, hvilken den første Bestemmelse har været. Det kunde blive en god Replik, om man lod en Pige, der i de afgjørende Dage før Brylluppet ⓘ blev bedraget, avertere, at 16 Alen svært sort Silketøi o: s: v:, der var bestemte til en Brudekjole.
IVA79
Mit Kjærligheds-Forhold er af en egen Natur. Det er en almdl. Taktik ►theolog: Candidater bruge, at de begynde med at være Lærere ja saa smaat Sjælesørgere for deres Udvalgte og ende med at blive Elskere og Ægtemænd ►Jeg begyndte med at være Elsker og ender med at være Sjælesørger. Naar galt skal være saa er dog min Adfærd langt bedre, jeg har ikke nedværdiget det Hellige i min Kjærligheds Tjeneste, jeg bøier ligesaa meget mig selv som jeg søger at bøie en Anden under det Religieuse
IVA80►Det Opbyggelige er det eneste, der i Sandhed forener Spøg og Alvor. Det er saaledes ►en Spøg, der er kosteligere end hele Verden, at Gud i Himlene er den eneste Store, til hvem man frisk væk siger Du, om man er nok saa lille, men denne Spøg er tillige den dybeste Alvor, netop 33 fordi ethvert Msk. gjør det. Det er derimod en saare ufuldkommen, daarlig, msklig Spøg, at en enkelt Yndling ►tiltaler den jordiske Majestæt169 med det fortrolige Du, derfor er der hell. ingen Alvor i denne Spøg.
IVA81Der er et ►Sted herude i 📌Gribs-Skov som hedder 📌Otteveiskrogen. Det Navn behager mig særdeles meget.
IVA82Jo mere et Msk. formaaer at glemme, desto flere Metamorphoser kan hans Liv faae, ⓘ jo mere han formaaer at erindre, desto guddommeligere bliver hans Liv.
IVA83Det er curieust nok. Hiint lille ►Forord til de »📖 to Prædikener« havde jeg besluttet at forandre, fordi det forekom mig at skjule en vis aandelig Erotik i sig, og fordi det falder mig saa overordentlig besværligt at hengive mig saa fredeligt, at den polemiske Modsætning ikke er tydelig tilstæde. ►Jeg iler op i Bogtrykkeriet. Hvad skeer! Sætteren beder for dette Forord. ⓘ Jeg loe rigtignok lidt af ⓘ ham, i mit stille Sind derimod tænkte jeg: saa kan han jo være ►den »Enkelte«. Af Glæde herover havde jeg ►først besluttet kun at lade trykke 2 Exemplarer og forære Sætteren det ene. Der var virkelig noget skjønt i at see hans Bevægelse. En Sætter, som man skulde troe maatte blive nok saa kjed af et Manuscript som en Forfatter!
IVA85ⓘ Efter min Død skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig, og170 hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar ►jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det.
IVA86Paa følgende Maade frelser man i vor Tid det Religieuse. Man ►qvitterer Virkeligheden til Takke med Humor (thi Endeligheden er vel ►Synd men ikke den, der skal sørges over) og paa den Maade kan man bevare det sundt. Man gaaer ikke i Kloster, men man bliver en Nar i Verden; man mindes ►Christi Ord: naar Du faster (hvad vil dette sige andet end: naar Du sørger, thi Fasten var jo blot Sorgens udvortes Tegn) saa salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt, at Du ikke maa synes fastende for Mennesker. Ved disse Ord er al Sludder og Sladder om ►Menighed og Leven for Menighedens Idee ophævet. Det Første, det Religieuse gjør, er at det lukker sin Dør og taler i Løndom.
Overhovedet er Inderligheden langt mere incommensurabel for Yderligheden, og intet Menneske, ikke det aabenhjertigste, formaaer at sige Alt og at begrunde alle Modsætnings-Udtrykkene.
IVA87Min Bestemmelse synes at være, at jeg skal foredrage Sandheden, saavidt jeg opdager den, saaledes, at det skeer ved samtidig at tilintetgjøre al mulig ►Myndighed. Idet jeg da bliver umyndig, i høieste Grad upaalidelig i Menneskers Øine, siger jeg det Sande og bringer dem derved i den Modsigelse, hvoraf de kun kan hjælpes ud ved selv at tilegne sig Sandep417heden. Først dens Personlighed er modnet, der tilegner sig det Sande, ligegodt enten det er ►👤Bileams Æsel der taler, eller en Grinebidder med sin Skoggerlatter, eller en Apostel og en Engel.
IVA88Det at være Forfatter er da efterhaanden bleven det usleste af Alt. I Almindelighed skal man træde frem171 ligesom ►hiin Gartnersvend paa en Vignet i 📖 Adresseavisen, med Hatten i Haanden, bukkende og krybende, anbefalende sig ved gode Recommendationer. Hvor dumt: den, der skriver, skal forstaae det hvorom han skriver bedre end den, der læser, ellers skal han ikke skrive. –
Eller man maa see at blive en ►snu Lommeprokurator, der veed at ►dreie Publikum en Næse. – ►Det vil jeg ei, det vil jeg ei, det vil jeg ei, nei, nei, F– i Vold med det Hele. Jeg skriver som jeg vil og her skal Skabet staae, ►saa kan de Andre jo gjøre hvad de vil, lade være at kjøbe, at læse, at anmelde o. s. v. –
IVA89Det ⓘ er saaⓘ besynderligt, saa strængt jeg i en vis Forstand bliver opdraget. Af og til bliver jeg ►sat ned i det mørke Hul, der kryber jeg omkring i Qval og Smerte, seer Intet, ingen Udvei. Da vaagner pludselig en Tanke i min Sjæl saa levende som om jeg aldrig havde havt den før, om den end ikke er mig ubekjendt, men jeg har før kun ligesom været ►viet til den ved venstre Haand, nu vies jeg til den ved høire. Naar denne nu har sat sig fast i mig, da bliver der kjælet lidt for mig, jeg bliver taget paa Armene, og jeg, der var ►skrumpet sammen som en Græshoppe, jeg voxer nu op igjen, sund, trivelig, glad, blodvarm, smidig som en Nyfødt. Derpaa maa jeg ligesom give mit Ord paa, at jeg vil forfølge denne Tanke til det Yderste, jeg sætter mit Liv i Pant, og nu er jeg ►spændt i Selerne. Standse kan jeg ikke, og Kræfterne holde ud. Da bliver jeg færdig, og nu begynder Alt forfra.
IVA90ep418Naar jeg har Guds Mishag, da er jeg elendigere end en ►Spæde-Kalv; naar han tilnikker mig Bifald, da er jeg stoltere end hele Verden.
172IVA91Jeg veed meget godt, at jeg i dette Øieblik er det meest begavede Hoved blandt alle Yngre, men jeg veed ogsaa, at dette kan tages fra mig imorgen, ja inden jeg faaer endt denne Periode. Naar en Anden opdager, at han er et godt Hoved, saa mener han derved at være forsørget for hele sit Liv, det mener jeg ikke; i den Forstand at bygge paa Endeligheden kan jeg ikke.
IVA92Man skal være saa æsthetisk udviklet, at man kan gribe de ethiske Problemer æsthetisk, ellers er det ⓘ Sk–t med det Ethiske. Hvor Mange formaae det? ►👤Daub siger etsteds, at naar en Soldat staaer ene paa Post i en stormfuld Uveirs-Nat med ladt Gevær ved et Krudttaarn i Lynild og Torden, saa faaer han Tanker som Andre ikke faae. Vel muligt, hvis han er æsthetisk nok udviklet; vel muligt, hvis han er æsthetisk nok udviklet til ikke at glemme. Hvor mange Mennesker kunde man ikke fortælle om ►hiin Asket, der levede i Eensomhed og kun drak Dug og Regn, og som et Øieblik forlod sin Eensomhed, fik Viin at smage og faldt til Drik – hvor Mange kan man ikke fortælle dette, uden at det for dem bliver Andet end et Curiosum? Hvor Mange føle den ►Angst og Bævelse, der fatter det ethiske Problem?
IVA93Jeg sidder og lytter til Tonerne i mit Indre, Musikkens glade Vink og Orgelets dybe Alvor; at sammenarbeide dem, det er en Opgave ikke for en Componist, men for et Menneske, der i Mangel af større Fordringer til Livet indskrænker sig til den simple, at ville forstaae sig selv. – At ►mediere er ingen Kunst, naar man ingen Momenter har i sig.
ep419IVA94Det er en Fortjeneste, som ►👤Bournonville har i sin Fremstilling af 👤Mephistopheles, det Spring, med hvilket han altid træder frem og springer sig ind i en pla173stisk Stilling. Dette Spring er et Moment, som bør paaagtes i Opfattelsen af det Dæmoniske. Det Dæmoniske er nemlig det Pludselige. –
En anden Side af det Dæmoniske er det Kjedsommelige, saaledes som lille ►👤Winsløv saa ypperligt opfattede det, hvorved det gaaer over i det Komiske (den Maade paa hvilken han sagde: »Taalmodighed« i 📖 Carl den Store som 👤Pipin – jfr. hans 👤Klister i de 📖 Uadskillelige).
IVA95I ►👤Petrarchs Digt: 📖 Amors Triumph findes mange Smaatræk, der i erotisk Henseende kunde gjøres til Noget; thi det var Synd at beskylde 👤Petrarch for i denne Henseende at være en Mester. For ham er det noget Historisk, noget Udvortes han fornemmer, ikke Ideens Hjertebanken deri, og idet han betragter det har han ikke Ideens ►Concupiscents, ingen vellystig salig Gysen i Undfangelsens Øieblik.
IVA96Det er utroligt, hvilken Naivitet man kan finde endog hos en saa udviklet Forfatter som ►👤Heiberg, hvilken letsindig Galimathias i Henseende til Tidens Kategorie, hvilken dramatisk-conventionel Snak, f. Ex. i ►📖 de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene. Majoren fortæller i Korthed sit Levnetsløb.ⓘ 40 Han ender med, at man i 📌Kjøbhv. vil gjøre store Øine, naar man seer ham, hvem man stedse har behaget at kalde Pebersvend, vende tilbage med en Kone og en Datter paa 17 Aar.« Han har altsaa været gift i 18 Aar, intet Msk. har ahnet det, han har intet ængstet ⓘ Øieblik, ingen Lidelser, ingen bange Ahnelser o: s: v:, ell. ⓘ han har havt dette, men Ingen har formaaet at gjennemtrænge ⓘ ham. Det er virkelig Synd for den Mand, at han ikke er bleven mere end Major, og det for ganske kort siden, han burde idetmindste være Oberstlieutenant. Min gode Hr. Major min gode Hr. Prof. at faae Lidt at vide om dette Kunststykke, det gad jeg nok, og til Gjengjeld skjænker jeg Dem hele Vaudevillen; blot et Par Blade; thi den der beskjæftiger174 sig med det Vigtige, behøver ikke saa mange Scener. Om jeg kunde faae 100rd, om jeg kunde blive erklæret for et Genie, jeg vilde ikke have skrevet en saadan Sludder for Alvor.a Majoren vrøvler (efter 👤Heibergs Ordre) ganske alvorlig aldeles som kunde det være ►👤Holbergs 👤Ulisses, der ogsaa er Karl for Tiden.
✂ a at skrive saaledes, det er, hvad jeg kalder, at lade Pennen løbe med Snak paa Papiret.
41
IVA97
►Første Paaskedag til Aftensang i 📌Frue-Kirke (i 👤Mynsters Prædiken)►nikkede hun til mig, jeg veed ikke om det var bedende ell tilgivende, men i ethvert Fald saa hengivende. Jeg havde sat mig paa et afsides Sted, men hun opdagede mig. Gud give hun ikke havde gjort det. Nu er ►halvanden Aars Lidelser forspildte, alle mine uhyre Anstrængelser, hun troer dog ikke, at jeg var en Bedrager hun troer mig. ⓘ
Hvilke Prøvelser forestaaer der ikke nu hende. Det næste bliver, at jeg er en Hykler. Jo høiere vi komme op, jo rædsommere. At et Msk. med min Inderlighed, min Religieusitet, kunde bære sig saaledes ad! Og dog kan jeg nu ikke længere leve alene for hende, ikke udsætte mig for Mskenes Foragt, for at tabe min Ære, det har jeg jo gjort. Vil jeg ikke i Vanvid gaae hen og blive en Skurk blot for at faae hende til at troe det – og hvad hjalp det. Hun vil dog mene, at jeg ikke forud var det.
Hver Mandag mell. 9-10 Formiddag har hun mødt mig. Jeg har intet Skridt gjort derfor. Hun veed, hvilken Vei jeg pleier at gaae, jeg veed, hvad ⓘ
Vei hun
44
jeg faar dog gjort Alt saaledes, at hun ikke ahner, at hun dog maaskee selv har lidt Skyld. En ung Pige skulde jo have Stilhed og Ydmyghed, ►i det Sted var det hende der var stolt, mig der maatte lære hende Ydmyghed ved selv at ydmyge mig. Da tog hun mit Tungsind forfængelig, hun troede, at det var fordi hun var en saa mageløs Pige, at jeg var saa ydmyg. ►Da bød hun mig Spidsen, Gud tilgive det, hun vakte min Stolthed, det er min Synd. Jeg løb hende paa Grund. Det havde hun fortjent, det er min oprigtige Mening men ikke ►det Senere. Da var det, at mit Tungsind vaagnede, jo mere hun nu i lidenskabelig Heftighed klam175rede sig om mig, desto mere følte jeg Ansvaret, saa tungt var det aldrig bleven, havde denne Strid ikke været. ►Da brast Baandet.
45IVA98►Den anden Prædiken kunde ogsaa være anlagt anderledens. Den kunde begyndt med de Ord: ►vide I da som ere onde at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skulde da Gud ikke vide det.1 Den skulde [a] da begynde med Tvivlen om nu virkelig et Msk vidste at give gode Gaver. Denne Tvivl skulde gjennemføres til det yderste Paradox, saa selv Kjærligheden (den reen msklige) blev en tvivlsom god Gave. Det viste sig da, at hine Ord af Χstus snarere vare en Ironi end som man i Almdl. forstaaer dem. Derpaa skulde Bevægelsen gjøres.
✂ [a] IVA100Mskene forstaae sig meget lidt paa hvad det Gode er. De vide Beskeed om Veier og Vind (cfr et Sted i ►Evangel.: naar Himlen rødmer da sige I: det bliver Blæst ►Job. 28, 1-11. v. 12.
IVA101Dagen efter min Ankomst var jeg meget slet, færdig at synke i Knæ.
I ►📌Stralsund var jeg nær bleven gal ved at høre en ung Pige ovenover spille Fortepiano, blandt Andet ogsaa ►👤Webers sidste Valts. ►Den forrige Gang jeg var i 📌Berlin var det det første Stykke, der modtog mig i ►📌Thiergarten, foredraget af en blind Mand, der spillede paa Harpe.
ep413Det er som om Alt blot var for at minde mig; ►min Apotheker, der var en ivrig Pebersvend, har giftet sig. Han forklarede i den Anledning flere Ting: man lever kun eengang; man maa have et Menneske, man kan gjøre sig forstaaelig for. Hvor Meget ligger der ikke heri, især naar det siges uden al Prætension, da rammer det mig.
►I 📌Hotel Saxen har jeg et Værelse, der vender ud til Vandet, hvor Baadene ligger. Herre Gud, ►det erindrer om det Gl. – I Baggrunden har jeg Kirken, – og dens176 Klokkelyd, naar den angiver Tiden, trænger ind til Marv og Been.
IVA102Den Tanke, ►at Gud er Kjærlighed i den Forstand, at han altid er den samme, er saa abstrakt, at den i Grunden er en skeptisk Tanke.
IVA103ⓘ Denⓘ absolute Paradox vilde være, at Guds Søn blev Menneske, kom til Verden, gik saaledes omkring, at slet Ingen mærkede det, blev i strengeste Forstand ►et enkelt Menneske, der havde en Næringsvei, giftede sig osv. (Paa dette Punkt lod de enkelte Bemærkninger sig afhandle, om hvorledes Christi Liv er lagt an efter en høiere Maalestok end det Ethiske). Isaafald havde Gud været den største Ironiker, ikke Gud og Menneskenes Fader. (Dersom mine høistærede samtidige Theologer og Philosopher havde for ►4 ß Tanker i deres Pande, da havde de forlængst opdaget dette, maaskee gjort Blæst nok. Dog Tanker har jeg just ikke funden hos dem). Det guddommelige Paradox er, at han bliver bemærket, om ikke paa anden Maade saa ved at blive korsfæstet, at han gjør Mirakler osv., hvori ligger, at han dog er kjendelig paa sin guddommeligeⓘ 48 Myndighed, om den end fordrer Troen for at løse dens Paradox – den ►daarlige msklige Forstand vil, at han skal have Fremgang, gribe sin Samtid, begeistrede den o:s:v: Herre Gud, der er vistnok skeet noget Stort i Verden ved at gribe sin Samtid.
IVA104Gud er vistnok Kjærlighed, men ikke Kjærlighed til Syndere. Dette er han først i Χsto ɔ: Forsoningen.
IVA10549Den Eneste, jeg nogensinde har talt liderligt med er egl.►den gl. China-Captain, med hvem jeg samtaler177 hos ►Mini og som troer, at jeg er 40 Aar gl. Dog er denne Samtalen mere humoristisk. Naar han begynder at fortælle om, hvorledes paa ►📌Manila Enhver har en Tøs, ell. om det Comerce han i sin Ungdom har haft med Tøsene (det er hans Yndlingsudtryk) i ►📌London, som man beværter med et Glas Grok; »thi det holde de saa meget af.« – Situationen er humoristisk nok, en gl. China[-Ca]ptain (74 Aar gl.) taler med mig paa den Maade derom. Forøvrigt har han vistnok ikke selv været synderlig med; thi der er endnu en Reenhed i ham, som vidner for ham; hans Udtryk er derfor mere humoristisk end liderligt.
IVA106Det er ogsaa en Følge af vor Tids Forstand Udvikling og Viisdom, at Intet er bleven et Msk. fjernere end Gud, uagtet Intet er ham nærmere, derfor har det Religieuse antaget en vis dum Høitidelighed, hvori der ingen Mening er, og ►Guds Navn ⓘ nævnes med en lignende ►intetsigende Veneration som det Blækhuus betragtes, 50 * der i høieste Ret forestiller Kongen. Derfor kan i vor Tid en simpel og naturlig Udgydelse af det Religieuse næsten blive Blasphemie, og ►den Maade man i det gl. Testamente tillader sig at tiltale Gud maa vække Forargelse som usømmelig og stridende mod Ceremoniellet, og dog nærede hine Mænd vistnok en ganske anden, dyb Ærbødighed for Gud.
Havde jeg haft Tro, da var jeg bleven hos ►👤Regine. Gud skee Lov og Tak det har jeg nu indseet. Jeg har været nærved at miste min Forstand i disse Dage. Msklig talt har jeg haft Ret mod hende, jeg burde maaskee aldrig forlovet mig, men fra det Øieblik har jeg handlet ridderligt mod hende. I æsthetisk og ridderlig Forstand har jeg elsket hende langt høiere end hun har elsket mig; thi ellers havde hun hverken været stolt mod mig ell. senere ►ængstet mig med sit Skrig. ►Jeg har178 da begyndt paa en Fortælling, betitlet: 📖 Skyldig – Ikke Skyldig, det vilde naturligviis indeholde Ting, der kunde forbause Verden; thi jeg lever i mig selv ►i 1½ Aar mere Poesie end alle Romaner tilsammen; men jeg kan og vil dog ikke, mit Forhold til hende skal ikke poetisk forflygtiges, det har en ganske anden Realitet. Hun er ikke bleven nogen 51 ►Theaterprincesse,a ►saa skal hun, om muligt blive min Kone. Herre Gud det var jo mit eneste Ønske, og dog maatte jeg nægte mig det. Og deri havde jeg msklig talt fuldkommen Ret og har handlet i høi Grad nobelt mod hende ved ikke at lade hende ahne min Smerte. Jeg har reent æsthetisk talt været et stort Msk; jeg tør give mig selv den Lov, at jeg har gjort hvad Faae i mit Sted vilde gjøre; thi havde jeg ikke tænkt saa meget paa hendes Vel, ►da ⓘ
kunde jeg jo have taget hende, da hun selv bad derom (hvilket hun visselig aldrig burde have gjort, det var et falsk Vaaben), ►da Faderen bad derom, gjort en Velgjerning mod hende og faaet mit Ønske opfyldt, og var hun da engang bleven træt, da kunde jeg jo have tugtet hende med den Forklaring, at hun selv havde forlangt det. Det har jeg ikke gjort. Gud er mit Vidne, at det var mit eneste Ønske, Gud er mit Vidne, hvorledes jeg har vaaget over mig selv, at ingen Glemsel skulde udslette Mindet af hende, jeg har ikke talt, troer jeg, til nogen ung Pige siden den Tid; jeg har tænkt, at enhver Slyngel af en Forloved saae i mig et ufuldkommen Væsen, en Skurk, jeg har tjent min Samtid; thi i Sandhed det var ⓘ
vistnok en temmelig fuld-
✂
a
hvor skulde En ogsaa have ahnet, at en saadan ung Pige kunde gaae og gjemme saadanne Ideer. Det var da ogsaa en meget umoden og kun en forfængelig Idee, som Eftertiden viste; thi hvis der virkelig havde været Elementer, da vilde den Maade, paa hvilken jeg hævede Forlovelsen, have været absolut afgjørende. Sligt maatte netop give den Art af Elasticitet. Men saaledes var ·· Pige, først knibsk og ellevild af Stolthed og Overmod, saa feig.
54var det vist skeet. Men m:H:t: et Ægteskab gjelder det ikke, at Alt sælges i den Tilstand, i hvilken det ved Hammerslaget befindes, her gjelder det om lidt Redelighed for den tidligere Tid. Her er igjen min Ridderlighed klar. Havde jeg ikke hædret hende høiere end mig selv som min tilkommende Ægteviv, havde jeg ikke været stoltere af hendes Ære end af min, saa havde jeg tiet og opfyldt hendes og mit Ønske, ladet mig vie til hende – der er saa mangt et Ægteskab, der skjuler Smaa-Historier. Det vilde jeg ikke, saa blev hun min Medhustrue, saa vil jeg hellere myrde hende. – Men179 skulde jeg forklaret mig, da maatte jeg indvie hende i ►forfærdelige Ting, mit Forhold til Fader, hans Tungsind, den evige Nat, der ruger inderst inde, min Forvildelse, Lyster, Udskeielser, som dog maaskee i Guds Øine ikke ere saa himmelraabende, thi det var dog Angst der bragte mig til at fare vild, og hvor skulde jeg søge Tilhold, da jeg vidste ell. ahnede, at den eneste Mand, jeg havde beundret for sin Styrke og Kraft, vaklede.
–
IVA108Troen haaber derfor ogsaa for dette Liv, men ⓘ vel at mærke i Kraft af det Absurde, ikke i Kraft af msklig Forstand, ellers er det kun Leve-Viisdom, ikke Tro.
IVA10955Troen er derfor ►hvad Grækerne kaldte den guddl. Vanvid. Dette er ikke blot en aandrig Bemærkning, men Noget, der ligefrem lader sig gjennemføre.
IVA110 [a] Hvad der endnu boer i mig af mørke Tanker og sorte Lidenskaber, det vil jeg see at blive af med i et Skrift, som skal hedde:
IVA112►Det høieste Udtryk som den ethiske Betragtning af Livet har, er, at angre, og jeg skal altid angre – men dette er netop det Ethiskes Selvmodsigelse, hvorved det Religieuses Paradox bryder frem ɔ: Forsoningen, hvortil svarer Troen. Reent ethisk talt maa jeg sige, at selv det Bedste jeg gjør kun er Synd, altsaa vil jeg angre det, men saa kan jeg egl. ikke komme til at handle, fordi jeg skal angre.
180IVA113ⓘ Jeg havde tænkt paa at bearbeide ►📖 Agnete og Havmanden fra en Side, som nok ►ikke er opkommen i nogen Digters Hoved. 👤Havmanden er en Forfører, men da han har vundet 👤Agnetes Kjærlighed, da bliver han saa rørt derover, at han vil tilhøre hende ganske. – Men see det kan han ikke, ►da maatte han indvie hende i hele sin sørgelige Existents, at han til visse Tider er et Uhyre o. s. v., ►Kirken kan ikke lyse sin Velsignelse over dem. Da fortvivler han, ►dukker i sin Fortvivlelse ned paa Havets Bund og bliver der, men indbilder 👤Agnete, at han kun vilde bedrage hende.
Det er dog Poesie, ikke dette usle ►erbarmelige Sludder, hvor Alt dreier sig om Latterligheder og Narrestreger.
En saadan Knude lader sig kun løse ved ►det Religieuse (som deraf har sit Navn, fordi det løser alt Tryllerie); ►hvis Havmanden kunde troe, saa kunde hans Tro maaskee forvandle ham til et Menneske.
IVA114Jeg maa endnu engang have fat paa ►min 👤Antigone. Det vil da blive Opgaven psychologisk at udvikle og motivere Ahnelsen af Skyld. – Til den Ende har jeg tænkt paa ►👤Salomo og 👤David, 👤Salomos Ungdoms Forhold til 👤David; thi det er ganske vist, at baade 👤Salomos Forstandighed (det Overveiende deri) og hans Vellyst ere Consequentser af det Store hos ep422👤David. Han har tidligere ahnet den uhyre Bevægelse i 👤David, ikke vidst, hvad Skyld der kunde hvile paa ham, og dog seet denne dybt gudfrygtige Mand give sin Anger et saa ethisk Udtryk; thi en anden Sag havde det været, ►om 👤David havde været Mystiker. Disse Forestillinger, disse Ahnelser qvæle det Energiske (undtagen i Phantasiens Form), vække det Forstandige, og denne Combination af det Phantastiske og det Forstandige, hvor Villies-Momentet mangler, er egentlig det Vellystige.
181IVA115►👤Jesu Sirach synes ikke at ynde Ironie, jfr. ►41, 19: Bedre et Menneske, som skjuler sin Daarlighed, end et Menneske, som skjuler sin Viisdom.
IVA116►Dersom man ved at angre kan forblive i et Kjærligheds-Forhold til Gud, saa er det dog væsentlig Mennesket selv, der gjør Alt, selv om Angeren bestemmes i sin yderste Grændse som en Liden. Angeren er intet Paradox, men idet den slipper, da begynder Paradoxet; derfor er den, der troer Forsoningen, større end den dybest Angrende. Angeren hilder bestandig sig selv; thi skal den være det Høieste, det Eneste i et Menneske, det Frelsende, saa gaaer den igjen ind under en Dialektik, om den nu er dyb nok o. s. v.
IVA117Det gjælder netop om at kunne troe Gud i Smaating, ellers staaer man dog ikke i noget ret Forhold til ham. Dersom man vilde sige om et Menneske: han er min Ven, det veed jeg, og hvad der saa end skeer, saa bliver han min Ven; men det træffer sig saa besynderligt, at hvert Øieblik er vor Anskuelse af det Enkelte lige modsat; men desuagtet holder jeg det fast, at han er min Ven, – saa var der dog noget Bagvendt deri, og det var egentlig en Art Sværmerie. Saaledes gjælder det ogsaa at drage Gud ind med i denne Verdens Virkelighed, hvor han dog vistnok er. ►Da 👤Paulus var ombord paa Skibet, ep423 der var nær ved at forlise, da bad han ikke blot for sin evige Salighed, men ogsaa for sin timelige. Maaskee skulde han strax have tænkt: nu er det forbi, etc., jeg vil alene tænke paa min Sjæls Salighed. Og han var dog en Herrens Apostel.
IVA118 NB.:
»►Men hvad er Navnkundigheds smigrende Røst
Mod et Elskovssuk fra en Jomfrues Bryst«.
👤Schack Staffeldt. 182
IVA120I ►et for nylig udkommen Værk: »📖 C. Cilnius Maecenas, eine historische Untersuchung v. Dr. 👤Frandsen«, i 📌Altona (📌Altona 1843) seer jeg, ►S. 230 ø., at han brugte forskjellige Midler for at falde i Søvn, et Vandsprings Pladsken o. s. v. Det lod sig bruge. (Der fortælles, at han i 3 Aar leed af Søvnløshed. ►S. 229 anføres et andet Exempel paa 10 Aar, ja en fornem Dame, der i 35 Aar ikke sov).
IVA12162 Exempel paa Dialektik i Retning af Skyld og Uskyld
En gl. Vellystning, dog endnu vittig ironisk (en Diplomat) fører nogle unge Piger ind i ►et ⓘ Billedgallerie af græsk Skulptur. Der er nogle unge Herrer med i Selskabet. En af de unge Piger, den uskyldigste af dem alle, komer til at rødme, ikke fordi det forstyrrer hende, men fordi der i den gl. Slyngels Mine er noget der saarer hendes Blufærdighed. Men denne Rødmen undgaaer ikke hans Opmærksomhed, hun læser Dommen i hans Mine, og i det samme seer ogsaa een af de unge Herrer paa hende – hun er krænket, hun kan ikke tale til noget Msk. derom, og hun bliver melancholsk.
183IVA122►Was 👤Tarquinius Superbus in seinem Garten mit den Mohnköpfen sprach, verstand der Sohn, aber nicht der Bote.
cfr👤Hamann 3d B. p. 190 m:
IVA124Det er skjønt hvad ►👤Socrates siger i 📖 Cratyllus: det at blive bedragen af sig selv, er det Værste af Alt; thi naar Bedrageren end ikke fjerner sig et Øieblik, men bestandig er ved Haanden, hvorledes skulde det ikke være forfærdeligt?
📖 Cratyllus § 428. ►👤Schl:Overs: 2D. 2 Af. p. 104.
IVA125Der ligger noget besynderligt tragisk og comisk deri, at Gud i Himlen er den eneste ►Potentat, der faaer Lov til at bevare sit Incognito; ellers har Menneskene travlt nok med at opdage Sligt.
IVA126Til ►Motto paa »📖 Frygt og Bæven« skulde først have staaet ►»Skriv« – »for hvem« – »ⓘ Skriv for de Døde, for dem Du elsker i en Fortid« – »ville de da læse mig?« – »Nei!«
IVA128ⓘ Jeg kunde have Lyst ⓘ til atⓘ skrive et Modbillede til »►📖 Forførerens Dagbog«. Det skulde være en qvindelig Figur: »Hetærens Dagbog«. En saadan Skikkelse var vel Umagen værd at tegne.184
IVA129►Fortsættelsen af 📖 Forførerens Dagbog maatte være i det Piquante, hans Forhold til en ung Kone.
IVA130Saaledes skulde Litteraturen være, ikke et ►Pleiehuus for Krøblinger, men en Tumleplads for ►sunde, glade, trivelige, smilende, fuldbaarne Luneglutter, velskabte, sluttede, selvtilfredse Væsener, der hver især var Moderens udtrykte Billede og ►Faderens Lænders Kraft, ikke afmægtige Ønskers Aborter, ikke ►Efterveers Sildinger.
IVA131Det er aldeles ingen sophistisk Betragtning, at man hvert Øieblik holder den Mulighed i sin Sjæl, at Gud endnu i ep433 dette Øieblik kan gjøre Alt godt. Holder man ikke den oppe, da afmatter man sig selv i Fortvivlelse og er end ikke istand til at modtage det Gode, naar det virkelig tilbydes.
IVA132 ►Blade af en Gadecommissairs Lommebog.
Under denne Titel kunde jeg have Lyst at beskrive ►de enkelte Qvarterer af Byen, over hvilke der saa at sige er udbredt en poetisk Stemning, f. Ex. ►📌Kultorvet (det er det Torv, hvor der er meest Stemning), Gadescener, et ►Rendesteensbræt, osv., ►Fiskerqvaserne. Hvilken fortræffelig Modsætning, i det ene Øieblik lade sin Tanke haste ud i den uendelige Udsigt over Vandet ved ►📌Knippelsbro, i det næste Øieblik fordybe sig i at beskue Torsk og Rødspætter i et Hyttefad. Personer skulde bestandig slynges ind deri, Elskovs-Eventyr, Tjenestepigerne o. s. v. Det er overhovedet mærkeligt, hvilken sund Humor man ofte finder hos Tjenestepigerne, især naar de recensere de fornemme Damers Pynt.
185– Det er mig et Studium i denne Tid at faae ethvert Barn, jeg møder, til ⓘ at smile.
70
IVA133
hende. Dersom hun vidste alle mine Lidelser i det senere Aar. Hun skulde aldrig have opdaget Noget. Men da forandres paa eengang hele min Anskuelse. ►Ved Vielsen skal jeg aflægge en Eed – altsaa tør jeg Intet fortie; og paa den anden Side der er Ting, jeg ikke kan sige hende. Det at det Guddl. kommer ind med i Ægteskabet er min Ruin. ►Dersom jeg ikke lader mig vie til hende, da krænker jeg hende. Kan et uethisk Forhold være forsvarlig – saa begynder jeg endnu imorgen. ►Hun har bedet mig, det er mig nok. Hun kan stole ubetinget paa mig, men det er en usalig Existents. Jeg ►dandser paa en Vulkan og maa da lade hende dandse med, saa længe det kan vare. Derfor er det ydmygere af mig at blive i Stilhed. At det ydmyger mig, det veed jeg kun altfor godt.
IVA134Hovedsagen er det dog, at man er ret oprigtig mod Gud, ikke søger at komme bort fra Noget, men trænger igjennem til han selv giver Forklaringen; hvad enten den nu er som man selv kunde ønske den eller ikke, den er dog den bedste.
IVA13571Det kunde blive en god dramatisk Figur: en dyb humoristisk Natur, der havde etableret sig som ►Modehandler, og anvendte Alt, Indflydelse, Pengemidler for at gjøre Fruentimmerne latterlige, [a] medens han i Forhold til dem var saa ►insinuant som mulig, bedaarede dem ved sin Smiger og Tale, ikke fordi [b] han attraaede nogen Gunst (dertil var han meget for aandelig) men for at bringe dem til at klæde sig saa latterligt som muligt og da mættede han sin Foragt for Fruentimmer, og især naar en saadan Dame fandt en Mand, der var li186gesaa stor en Daare. – For at straffe ham kunde man lade det dramatiske Anlæg føre dertil, at alle Msk. virkelig antog det for smagfuldt som han paa sin ondskabsfulde Maade indførte i Mode, saa [c] han selv blev den Eneste, der loe, og dog havde han fuldkommen Ret. – Da blev han selv forelsket i en Pige. Hende vil han undtage, han kan ikke taale, at hun skal gaae i den latterlige Dragt, som [d] ⓘ han selv har bragt i Moden for at prostituere Kjønnet. Imidlertid kan han ikke overbevise hende og maa nu taale, at hans Elskede gaaer ligesom de Andre.
✂ [a] IVA137Han ►inventererfE en ny ►qvindelig Dragt til at gaae i Kirke med for ogsaa der at prostituere dem.
✂ [b] IVA138Replik: Hvad er Alt i Livet, det er Modesag – Gudsfrygt er Modesag og Kjerlighed og ►Fiskebeensskjørter og ►Ring i Næsen hos de Vilde – – kun deri er jeg forskjellig fra Andre, at jeg har indseet det og paa enhver Maade kommer ►hiin ophøiede Genius til Hjælp til ⓘ jeg skoggerleer af det latterligste Dyr af alle ►Dyr ɔ: Mennesket; men der kommer Baronesse von der Vüe, hun skal formodentlig kjøbe sig en ny Narredragt.
✂ [c] IVA139Jeg bedrager ikke mine Kunder, jeg sætter altid det bedste Tøi i Alt, ægte Guld, ægte ►Brüssler-Kniplinger, kun har jeg min Glæde af at ►forskjære Alt og bringe ►det Smagløse ud deraf; thi Guld og Sølv og ægte Schawler foragter jeg netop lige saa dybt som Qvinderne der svøbe sig deri.
✂ [d] IVA136Han faaer Damerne til ►i deres Paaklædning at ville antyde de Partieforskjelligheder i hvilke Mændene ere adskilte; dette vinder Mændenes Behag og saaledes er Alt prostitueret.
IVA140Under Titlen: ⓘ Gjennemsnit-Sagⓘ (eller ogsaa: Paa kryds og paa tvers) vilde jeg give en skummel ep435Skildring af Livet, som det til visse Tider paa Dagen er i 📌Kjøbenhavn. ►Kl. 9: Smaabørnene som gaae i Skole; ►Kl. 10: Tjenestepigerne; ►Kl. 1: den fornemme Verden. Dette at overhovedet[?] Livet til forskjellige Tider er forskjelligt farvet, ligesom Vandet af de forskjellige Fiskestimer, – det skulde begynde med en Lyrik over min kjære Hoved- og Residensstad 📌Kjøbenhavn.
IVA141Det er dog curieust med min lille ►Secretair Hr. 👤Christensen. Jeg vedder dog paa, at det er ham, der paa forskjellig Maade ►ligger og smører i Bladene og i smaa Pjecer; thi det er ikke sjeldent jeg møder en ►Anklang af mine Ideer, ikke saaledes som jeg pleier at skrive dem, men mundtligt at henkaste dem. Og jeg der behandlede ham saa velvillig, ►betalte ham godt, converserede ham hele Timer, som jeg betalte ham for, blot forat det ikke skulde krænke og ydmyge ham, at hans Uformuenhed gjorde ham det nødvendigt at være ►Afskriver; jeg gjorde ham til Medindviet i det Hele, kastede et Mystifications-Slør over det Hele, gjorde ham paa enhver Maade Tiden saa behagelig som det var muligt. –187 Den er dog vist af ham ►den lille Artikel i 📖 Portefeuillen, der stod lige nogle Dage før 📖 Enten – Eller udkom. Det var dog ikke smukt af ham. Han ep436 kunde jo betroe sig til mig og sige, han havde Lyst til at være Forfatter; men hans Forfatterskab har ingen god Samvittighed. Han mærker nok selv, at jeg er lidt forandret, skjøndt jeg var lige høflig og velvillig mod ham. Derimod har jeg vendt ham af med en vis nysgjerrig Snusen om paa mit Værelse; man maa holde ham lidt fra Livet; jeg hader alle ►Eftertrykkere.
IVA142
74
►Mine Optegninger m: H: t: mit Forhold til 👤Regine ere besynderlig bagvendte; thi hvad der i Tiden var først bliver altid optegnet sidst, netop fordi det Første gjorde et saa afgjørende Indtryk paa mig, at jeg ikke behøvede at befrygte Glemsel. Saaledes har jeg endnu ikke engang optegnet noget af det meest Afgjørende, at hun selv flere Gange erklærede, hvis jeg blot kunde overbevise hende om, at jeg var en Bedrager, saa vilde hun finde sig i Alt. Forøvrigt var denne Yttring, naar jeg nu betænker den, igjen en Udfoldelse af hendes Overmod, som om hun havde en saadan ethisk Structur. Der burde derfor ikke være lagt saa meget Vægt derpaa. Tilværelsen er dog dybsindig. Jeg viste Pigen den Tillid at troe alt det Store hun behager at lade mig forstaae om sig selv, i Kraft deraf handler jeg – o saa bliver det maaskee værst for hende. Der seer man da hvor ulyksaligt det er, naar en Pige ingen religieus Opdragelse har faaet. Naar jeg tænker paa, at der virkelig gik nogen Tid hen inden det egl. gjorde Indtryk paa hende, at jeg eengang om Ugen læste ►👤Mynsters Prædikener op for hende. Det er nu 75 besynderligt, at en Pige kan være saa stor i sine egne Øine, at det, at hun (qua den Enkelte) beærede mig med sin Kjerlighed, ell. rettere ved at være forlovet, at det skulde ryste mig saaledes. Naar det kom an paa ►Differentser troer jeg dog nok, jeg kunde hamle op med hende.
188IVA143Det er det vanskelige af det, at man baade har det gl. og det n: Testamente; thi det gl. har ganske andre Categorier. Thi hvad vilde vel det n: T. sige om ►en Tro, der mener at skulde faae det rigtig godt i Verden, i det Timelige, istedenfor at opgive dette for at gribe det Evige. Deraf den Ubestandighed i det geistlige Foredrag, alt eftersom det gl. ell. det n: T. er transparent deri.
IVA144Jeg kunde maaskee reproducere ►min Barndoms Tragoedie, den forfærdelige, hemmelige Forklaring af det Religieuse som ⓘ bange Ahnelse spillede mig i Haanden som min Phantasie udhamrede, min 76 Forargelse paa det Religieuse i en Novelle kaldet: den gaadefulde Familie. Der skulde begyndes aldeles patriarchalsk idyllisk, saa Ingen ahnede det før pludselig hiint Ord lød ind deri og forklarede Alt til Forfærdelse.
IVA146Og om Du end veed med Dig selv, at Du har lidt meget, og ►denne menneskelige Formodning vaagner i Din Sjæl, at det dog vil tage en Ende og der vil komme bedre Tider, hvad hjælper det Dig, naar Du blot vil stirre paa det Forbigangne og suge ny Sorg ud deraf, istedenfor at glæde Dig til, at Din ►Befrielses Time maaskee snart skal slaae, at Du ikke skal være saa afmattet, at Du ikke kan høre dens Slag, naar den slaaer.
IVA14718977 *En Sindssvag, der gik omkring og betragtede alle Børn; thi han havde engang, som han troede, ►besvangret en Pige, men vidste ikke hvor hun var bleven af og var nu ene bekymret for om muligt ►at opdage Barnet. Ingen kunde forklare sig den ubeskrivelige Deeltagelse, med hvilken han kunde betragte et Barn.
IVA148►Nullum exstitit magnum ingenium sine aliqua dementia dette er det verdslige Udtryk for den religieuse Sætning: den Gud velsigner i religieus Forstand ham forbander han ►eo ipso i verdslig. Saa maa det være det første har sin Grund i Tilværelsens Grændse, det andet i Tilværelsens Dupplicitet.
IVA149Da begynder ⓘ først Livet at blive vanskeligt, naar Livets Opgave selv bliver dialektisk ɔ: naar en foregaaende Dialektik maa constituere Opgaven. Overalt hvor ⓘ saaledes Friheden kommer ind i Discussionen, der er et saadant Tilfælde. Et Msk. er sindssvagt, den msklige Kraft, Villiens Frihed kan jo modarbeide det, her er Problemet: skal han ligesom forfølge sig selv, og maaskee blive gal over at han ikke kan hæve det; ell. skal han ydmyge sig derunder. Og ⓘ dog denne Ydmygen er den ikke Svaghed? Skam skulde de Msk. faae, som klynke, hvor Opgaven selv ikke er ⓘ dialektisk.
80IVA150►Den Methode at begynde med Tvivl for at komme til Philosophie synes ligesaa hensigtsmæssig som at ►lade en Soldat ligge krum for at han kan komme til at staae lige.
190IVA151Der gives Msker, der inddele deres Tale ligesaa viist og abstrakt, som ►et Stueuhr, en Familie af mig havde, inddeelte Tiden. Det tænkte formdl. som saa: hvor urimeligt at slaae 12 Slag paa eengang og en anden Gang kun 1. Det brugde derfor lige lang Tid mellem hver Slag, naar da Kl. var 12 slog det eet Slag, og derpaa hvert Qvarteer 1 ⓘ Slag, saa at Kl. var bleven 3 inden det var færdig med 12.
IVA152 Replik:
En humoristisk Individualitet træffer sammen med en ►Pige, der engang har forsikkret ham, at hun vilde tage sin 81 Død, hvis han forlod hende, ⓘ han træffer hende nu forlovet. Han hilser paa hende og siger: maa jeg takke Dem for den Velgjerning, De har beviist mig, maaskee tillader De, at jeg viser min Erkjendtlighed, (han tager af sin Vestelomme ►2 ℳ 8 ß, som han rækker hende. Hun bliver stum af Forbittrelse, men bliver dog staaende og vil imponere ham med sit Blik; da vedbliver han:) Intet at takke for, det er til Hjælp til Udstyr, og den Dag, da ⓘ De holder Bryllup og først kroner deres Velgjerning forpligter jeg mig til ⓘ ved alt hvad Helligt er, for Guds Skyld og Deres evige Salighed, at sende Dem andre 2 ℳ 8 ß
IVA153Istedenfor ►det Anlæg i »📖 Gjentagelsen« kunde jeg tænke mig et andet. Et ungt Msk. med Phantasie og mange andre Elementer, men som hidtil havde været i anden Tjeneste, forelsker sig i en ung Pige; ⓘ thi at bruge en erfaren Coquette hertil interesserer ikke saa meget psychologisk uden fra en anden Side. Denne unge Pige er vel reen og uskyldig men meget phantastisk netop i Retning af det Erotiske. Han kommer med sine enfoldige Forestillinger. Hun udvikler ham. I det Øieblik hun ret har Glæde af ham, viser det sig, at han ikke kan blive hos hende. Den eventyrlige Trang til det Mangfoldige er vakt og hun maa bort. Hun havde selv191 paa en Maade dannet en Forfører af ham, en Forfører, der har den Grændse, at han aldrig kan forføre hende. Forøvrigt kunde det være ret interessant at lade ham i en senere Tid, da han staaer i sin fulde Kraft, beriget med Øvelse, lægge an paa ogsaa at forføre hende, ►»fordi han skyldte hende for meget.«
IVA154 Anlæg.
Et Genie, udrustet med alle mulige Gaver, med Magt til at beherske hele Tilværelsen og lade Menneskene lyde sig, opdager i sin Bevidsthed et lille fast Punkt, en lille Galskab. Derover bliver han saa forbittret, at han beslutter at dræbe sig selv; thi dette lille Punkt er for ham Alt, det gjør ham til en tjenende Aand, et Menneske. Dette lille Punkt er tillige ikke noget blot Udvortes (f. Ex. at være halt, eenøiet, grim o. s. v., Sligt vilde ikke beskjæftige ham) men har et Moment af Aand, og ►man skulde da synes, at det kunde hæves ved Frihed; derfor hidser det ham.
IVA155Det er dog egentlig en Ufuldkommenhed ved en Personlighed, at den kan give sig saaledes hen til et andet Menneske, ep439 at den ikke beholder sig selv tilbage. En ægte modnet Personlighed tilhører sig selv netop saaledes som en ►slagvantⓘ 84 Due tilhører ⓘ Slaget; man kan sælge den til saa Mange man vil, den vender altid tilbage til Slaget.
IVA156►Gjentagelsen kommer igjen allevegne. 1) Naar jeg skal handle, da har min Gjerning existeret i Bevidstheden i Forestilling og Tanke, ellers handler jeg tankeløs ɔ: jeg handler ikke. 2) Idet jeg da skal handle, da forudsætter jeg, at jeg er i oprindelig ►integer Tilstand. Nu kommer Syndens Problem. Det er den anden Gjentagelse; thi nu maa jeg ►tilbage til mig selv igjen. 3) Det egl.192 Paradox, hvorved jeg bliver den Enkelte; thi dersom jeg forbliver i Synden opfattet som det Almene, er kun Gjentagelsen No 2 der.
Man kan hermed sammenligne ►den aristoteliske Categorie: Das – Was – war – seyn.) cfr. ►👤Marbach📖 Geschichte der Philos. d. Mittelalters ⓘ § 128. p. 4 og 5. og ►§ 102 i hans 📖 Geschichte der griechichen Philosophie.
IVA15785Guddommens Forhold til Mennesket saaledes som al Philosophie er istand til at opfatte den, har allerede ►👤Aristoteles udtrykt fortræffelig, naar han siger: at Gud bevæger Alt, selv αϰινητος. (Saavidt jeg erindrer gjorde ►👤Schelling opmærksom herpaa i 📌Berlin.) Det er egl. det abstrakte Begreb af ⓘ U-Foranderlighed, og hans Virken er derfor en magnetisk Tryllevirken ligesom en Cirene-Sang. Saaledes ender al ►Rationalisme i Overtro..
IVA158Det er et Exempel, jeg kan bruge. ►👤Steffens fortæller i 7d Bind af hans 📖 Erindringer om en Borgemester Benda, en forøvrigt talentfuld og energisk Mand, at han baer en ⓘ Paryk. Saasnart han tog den af, forvirrede Alt sig for ham. – Denne Trældom i den Forstand at være bunden til en Paryk. Ikke blot at han som Andre fik lidt Forkjølelse, men at han blev gal. cfr. p. 215 og 216.
IVA159ⓘ Den ►Trilogie der er gjort saa megen Blæst af: Kunst, Religion, Philosophie, har da allerede ►👤Plato og især Plotin: Musik, Kjærlighed, Philosophie.
IVA160Det er nu godt nok, at ►man siger, at det ethiske Udtryk er at forvandle sit Talent til sit Kald. Men Spørgsmaalet er her langt ►difficilere. Hvorvidt bør et Individ i sit Valg ikke oversee Hensynet til det Religieuse? Mit eget Liv er et Exempel. Havde jeg fulgt ►min Lyst, valgt193 hvad jeg aabenbart har haft et afgjort Talent til: at blive Politi-Embedsmand, saa var jeg bleven langt lykkeligere end jeg senere blev det, om nu end Alt er bedre. Min Skarpsindighed havde vendt sig ud efter. Det Religieuse var bleven en Inderlighedsbestemmelse, som ikke videre var bleven forfulgt, om jeg end ofte vilde have vendt tilbage til den. Ved at [gaae?] gjennem det Religieuse til min egentlige Opgave, vendte jeg min Skarpsindighed mod mig selv. Dersom denne saakaldte Virkelighed er det Høieste burde jeg have valgt anderledes. Her seer man en ny Vanskelighed.
IVA161Loven for Delicatessen, med hvilken en Forfatter har Lov til at benytte hvad han selv har oplevet, er, at han aldrig siger det Sande, men beholder det Sande for sig selv og kun ►lader dette bryde sig paa forskjellig Maade.
IVA162►👤Heiberg bemærkede i hans Anskrig i Anledning af »📖 Enten – Eller«, at der var Bemærkninger i den, som man ikke ret vidste, om de vare dybsindige eller ikke. Det er den store Gevinst, Prof. ►👤Heiberg og Consorter har, at hvad de sige, om det veed man forud, førend man hører det, at det er dybsindigt. Tildeels har det sin Grund deri, at man hos dem sjelden eller ep441 aldrig finder en eneste primitiv Tanke. Hvad de veed, laane de af 👤Hegel. Og 👤Hegel er jo dybsindig, – ►ergo er det Prof. 👤Heiberg siger ogsaa dybsindigt. Paa den Maade kan enhver theologisk Student, der i sin Prædiken indskrænker sig til lutter Bibelcitater, blive den Dybsindigste af Alle; thi 📖 Bibelen er dog vel den dybsindigste Bog.
IVA163Der er i vor Tid mange ►Mennesker, der eie hele Tilværelsens Resultat, og ikke veed at gjøre Rede for det Mindste.194
IVA164Det er ganske sandt, hvad ►Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds.
IVA165Der er dog ikke Noget med Tiden at gjøre, før den faaer langt dybere Rystelser. Hele Tiden kan deles i dem der skrive, og dem der ikke skrive. De, der skrive, repræsentere Fortvivlelsen, og de, der læse, misbillige det vel og mene at have en bedre Viisdom, og dog, hvis de var istand til at skrive, saa skreve de det Samme. I Grunden ere de Alle ligemeget fortvivlede, men naar man ikke kan faae Leilighed til at blive vigtig med sin Fortvivlelse, saa er det ikke Umagen værdt at fortvivle og at lade sig mærke dermed. Er det ►at have overvundet Tvivlen? – Det kan egentlig ansees som et Motto paa hele Tiden, hvad der staaer i ►den tydske Theologie: (maaskee det tydske Ord ikke i Forfatterens Mening ganske har havt den Betydning, han har ikke ahnet Fortvivlelsens Maximum): »naar vi ikke mere ere aandelig rige, saa forglemme vi Gud og rose (rühmen) os af, at vi ere fortabte«. (Jfr. Cap. 10. S. 41). Det er denne Roes, Tiden saa at sige vil have for Gud. Saaledes viser Tidens Fortvivlelse, at den dog ikke kan ep442 undvære Gud, thi Pointet i dens Fortvivlelse er netop, at der er en Gud til. Den er ligesom en Pige, der, naar hun ikke kan faae sin Villie med den Elskede, for at trodse ham forelsker sig i en Anden. Derved viser hun netop sin Afhængighed af ham, og Pointet i hendes første Kjærlighed er netop Forholdet til den Første. Saaledes vil Tiden ligesom blive sig selv vigtig i Guds Øine. Den behandler ham ligesom ►👤Emmeline i 📖 den første Kjærlighed behandler Faderen. Kan hun ikke faae sin Villie, saa bli195ver hun syg, og saa døer hun: »og naar jeg saa engang er død, saa er det bag efter«. – Formodentlig mener Tiden, at Gud paa en lignende Maade skal komme i Forlegenhed.
IVA166Det Forfærdeligste, der kan hænde et Menneske, er at han bliver sig selv comisk i det Væsentlige, at han opdager, at hans Følelsers Gehalt er Piat f. Ex. Dette kan da et Menneske let løbe Fare for ved sit Forhold til et andet Menneske, f. Ex. ved at troe Udraab og ►Skrig o. s. v. Her gjelder det om at være godt bygget.
IVA167Jeg frabeder mig enhver ►Recension; thi en Recensent er mig ligesaa modbydelig som en ►gadestreifende Barbeersvend, der kommer rendende med sit Skjæggevand, der bruges til alle Kunder, og med sine klamme Fingre ►fiamsker mig i Ansigtet.
IVA168►Nytaarsgratulationer gaae vidt. De mistænkelige Personer (især de snildeste, der volde Politiet meest Uleilighed) gratulere Politi-Embedsmændene. Det manglede blot, at Skarpretteren skulde gratulere den, han har betjent med en ►Kagstrygning.
IVA169»►Gjentagelsen« er og bliver en religieus Kategorie. ►👤Constantin Constantius kan derfor ikke komme videre. Han er klog, Ironiker, bekjæmper det Interessante, men mærker ikke, at han selv bliver hængende i det. Den første Form af det ep443Interessante er at elske ►Afvexlingen; den anden er at ville Gjentagelsen, men dog i ►Selbstgenugsamkeit, ingen Liden deri, – derfor strander 👤Constantin paa den han selv har opdaget, og ►👤det unge Menneske kommer videre.196
IVA170 Gjestebudet,
hellere maaskee: ►📖 In vino veritas,
eller: Nattetimen.
(Grundstemningen vil da blive en forskjellig i Forhold til Titelen.)
Fortælleren gaaer og spadserer i ►📌Otteveiskrogen for at søge Eensomhed. Da møder han en Ven, »skjøndt han snarere kun havde ventet at finde en opskræmmet Fugl«. Han fortæller ham nu Alt om hiint Gjestebud. Ved Modsætningen af Skovens dybe Stilhed tager Fortællingen om den larmende Nattetime sig bedre ud, mere phantastisk. –
Der samles Personerne: ►👤Johannes med Tilnavn Forføreren, ►👤Victor Eremita, ►Erindringens ulykkelige Elsker, ►👤Constantin Constantius, »👤et ungt Menneske«. Denne Sidste, et aldeles ungt Menneske, holder et Foredrag, hvori han beviser, at Elskoven og den sandselige Lyst er det Latterligste af Alt (dens frygtelige Consequentser – at faae Børn; samt at Mennesket i denne Lyst narrer sig selv og blot tjener Tilværelsen). Han benytter en Afhandling af ►👤Henr. Cornel. Agrippa: 📖 de nobilitate et præcellentia foeminæi sexus« (som jeg eier). Ved at benytte dens Naivitet bliver den comiske og humoristiske Virkning sikkret.
Bestemmelsen er, at Enhver skal lægge en bestemt oplevet Kjærlighedshistorie til Grund for sit Foredrag. – 👤Det unge Menneske erklærer imidlertid, at han ikke kan tilveiebringe nogen saadan, da han altid har været klog nok til at holde sig udenfor. »Man kan blive sig selv comisk ved at komme til at deeltage i en Pige, hvis Væsen altid er Piat. Skal man have med dem at gjøre, maa man kun forføre«.
ep444Gjestebudet begynder med en Situation. De ere samlede i en festlig oplyst Sal, hvor der er ►Taffelmusik (af 👤Don Juan); de selv er paa det Pragtfuldeste og en Tjener til Hver især. Medens Taffelmusiken lyder, reiser197 👤Victor Eremita sig op og foreslaaer, at man først skal afsynge den Vise:
►Mit fulde Glas og Sangens raske Toner.
Virkningen heraf viser sig strax paa de tilstedeværende Herrer, der let opdage det Humoristiske i, at ►et saadant Selskab i sin phantastiske Modsætning til Drikkevise-Perioden afsynger en Drikkevise.
IVA171.... thi Bønnen er vel, naar den høres her paa Jorden og blander sig mellem det menneskelige travle Ord, en ørkesløs Tale; men den arbeider i Himlene; og Bønnen ►saaer vel ofte i Forkrænkelighed, men den høster dog i Uforkrænkelighed.
IVA172Naar jeg ret vil forvisse mig om, hvor elendigt det er at ville virke for Menneskene i den Forstand, at man mener noget Øieblik at høste i det Synlige, – saa læser jeg ►den Scene i 👤Shakspeares 📖 Julius Cæsar, hvori 👤Brutus og 👤Antonius tale efter hinanden over 👤Cæsars Liig.
IVA173I vore Tider bliver Bogskriveriet saa elendigt, og Folk skrive om Ting, som de aldrig have tænkt over, end mindre oplevet, – jeg har derfor besluttet, kun at læse de Mænds Skrifter, der ere blevne henrettede, eller paa anden Maade have været i Fare.
198IVA17696 »►Denn wovon man frühzeitig als Kind ⓘ sehr viel weiß, davon ist man sicher, später hin und im Alter nichts zu wissen, und der Mann der Gründlichkeit wird zuletzt höchstens der Sophiste seines Jugendwahns.« cfr. 👤Kants 📖 vermischte Schriften v. 👤Tieftrunk 2d B. p. 253.
►Welcher Philosoph hat nicht einmal, zwischen den Betheurungen eines vernünftigen und festüberredeten Augenzeugen, und der innern ⓘ Gegenwehr eines ⓘ unüberwindlichen Zweifels, die einfältigste Figur gemacht, die man sich vorstellen kan?
samme Bog p. 250.
IVA177►👤Abælard maa jeg dog engang bruge. Han maa aldeles moderniseres. Conflicterne i hans Sjæl maa ikke være mellem Pavens og Kirkens Auctoritet, ⓘ og hans Viden, ⓘ men mellem ►Sympathien i ham, der gjerne vil holde det Bestaaende oppe. – Og saa 👤Heloise –
IVA17897►👤Constantin Constantius' Reise til 📌Berlin er ikke noget Tilfældigt. Han udvikler især Stemningen for ►Possen, og naaer her Yderspidsen af det Humoristiske.
IVA179 ... Thi det er kun ►Daglønnerne i Livet, der som ►Fabrik-Arbeidere fordre Betaling hver Løverdag-Aften og umulig kunne vente længere (hvilket da hell. ei er saa underligt; thi det de arbeide for, vilde blive altfor ubetydeligt, naar man skulde vente for længe derpaa), men den høimodige Sjæl har Courage til at gjøre hele Timeligheden til den Uge, i [a] hvilken man arbeider uden at faae Løn.
✂ [a] IVA180og naar endog ►Lønnen begynder at blive Utak saa bliver han ret begeistret, thi saa kan han i Sandhed sige, han tjener gratis.
199 IVA181 ⓘ ► 📖 Forførerens Dagbog
Nr. 2.
Et Forsøg i det Dæmoniske
af
NB. Det er det Tiden vil have, ►svimle for det Rædsomme og saa indbilde sig selv at være bedre. Fra mig skal den ikke faae det.
Fortale.
Ideen skylder jeg ►den af 👤Victor Eremita udgivne, og kan jeg kun beklage, at denne Forfatter istedenfor at forfølge de fortræffelige Tanker, der stode ham til Raadighed, er bleven opbyggelig.
►Scenen er i 👤Cordelias Huus, hvem han træffer gift med 👤Edvard; – i hendes Huus er der en ung Pige, der er Gjenep446standen, medens det, at det er i 👤Cordelias Huus, er Raffinementet.
Han potenserer Nydelsen ved i ethvert Moment at holde den Tanke fast og ligesom dividere den med ind i Nydelsen, at det bliver hans sidste Eventyr, – fremdeles potenserer han ved i den enkelte Situation af alt Erotisk at reproducere ►compendieust Erindringen om den Pige, der gik til Grunde paa denne Side af ►Qvindelighedens Idee, – han potenserer ved at reproducere hele sit eget Liv, hvorved de psychologiske Forudsætninger i hans Sjæl komme tilsyne.
Han lærer at kjende en ►Hetære, med hvem han stifter en psychologisk Forening til at overveie Forholdet mellem den Forførelse, der udgaaer fra en Mand, og den, der udgaaer fra en Qvinde; – tilsidst beslutter han at styrte hende med.
Han carambolerer med en ►👤Don Juan paa den samme Pige. Derved belyses Methoden, men han veed at benytte 👤Don Juan som et tjenende Moment i sin Plan.ⓘ 200
IVA182100Det kunde være moersomt at lade et Skuespil begynde saaledes, (Scenen var i en Mands Dagligstue paa Landet og han talte med hans Naboe):
»Ja min Ven og Naboe, det bliver som jeg har sagt, vort Forhold er uforandret, om jeg end er bleven ►Cammerraad.«
IVA183Derfor ⓘ er Incarnationen saa saare vanskelig at forstaae, fordi det er saa saare vanskelig for ►den absolut Ophøiede at gjøre sig forstaaelig for den Ringe i Kjærligheds Lighed, (ikke i Kjerligheds Nedladenhed) – dette er det Erotisk-Dybe deri, hvilket man ved en jordisk Misforstaaelse ⓘ har opfattet som var det skeet ⓘ til Forargelse og Fald. – Hvis en Fyrste elskede en ringe Bondepige, saa vilde Opgaven være saare vanskelig forat finde Ligheden. Han vilde ikke blot skjule sin kongelige Værdighed (ikke lade den titte igjenem) men, naar hun nu ønskede, at han skulde vist sig som Konge og hæve hende op til 101 sig, da vilde han sige: det er uskjønt, og det vilde netop vise det dybe Erotiske i ham, at han var bekymret for ikke at saare hende og heller ei at tilfredsstille hendes jordiske Forfængelighed (hvilket i en anden Forstand er Synd mod hende, om hun end beder derom) men i Sandhed elske hende og blive aldeles lige med hende. –
IVA184 ... Thi ⓘ Tiden er det Farligste at stride med, den ►saarer da ligesom den parthiske Skydte, idet den flygter, og angriber altid værst bagfra.
IVA185►Systemet er i den hegelske Skole en lignende Fiction som den ►👤Schelling bragte til Verden i »det uendelige Epos« og som i sin Tid gjorde Lykke nok.201
IVA186102... ►den Dag idag er en Fugl i Haanden, der vil flyve, og den Dag imorgen er en Fugl paa Taget. –
IVA187►Hvad er dette Liv, hvor det eneste Visse er det Eneste man ikke med Vished kan faae Noget at vide om: Døden; thi ►naar jeg er, er Døden ikke, og naar Døden er, er jeg ikke
IVA188►Hvad er Lykke? Et Spøgelse, der først er, naar det har været? ►Hvad er Haabet? En paatrængende Plageaand, man ikke kan blive af med; en snild Bedrager, der holder ud længere selv end Ærlighed; en trettekjær Ven, der ►altid beholder Ret, selv naar Keiseren har tabt sin. ►Hvad er Erindringen en besværlig Trøster; ►en Nidding, der saarer bag fra, ►en Skygge, man ikke kan sælge ⓘ selvom Nogen vilde kjøbe den! ►Hvad er Lyksalighed, et Ønske man giver til hvem, der vil have det; ►hvad er Troen, en Strikke, hvori man bliver hængende, hvis man ikke hænger sig selv; ►hvad Sandhed en Hemmelighed den Døende tager med sig. ►hvad er Venskab, en Plage mere! hvad er Forventning, ►en flyvende Piil der ikke kommer af Stedet, hvad er Opfyldelsen en Piil, der farer Maalet forbi.
IVA189103 Som Forestillingen om Gud udvikler sig af Msk. Aanden gjennem dens Forhold til sig selv og Verden, saaledes Forestillingen om Christus gjennem Syndsbevidsthed. Denne var det som Hedenskabet manglede og ikke saa meget den historiske Aabenbarelse.
IVA190Det er dog mærkeligt, at ►👤Spinoza bestandig mod Underet, mod Aabenbaringen o: s: v: bruger den Indven202ding, at det var en Eiendommelighed hos Jøderne, at føre noget umiddelbart tilbage til Gud og overspringe Mellem-Aarsagerne, ret som om, at det ⓘ blot var noget eiendommeligt for Jøderne, og det ikke er det Eiendommelige i al Religieusitet, saaledes, at 👤Spinoza selv har gjort det, hvis han ellers har havt Religieusitet, og ligesom ikke netop her laae Vanskeligheden: om, hvorvidt, hvorledes, kort: Undersøgelser, som kunne give den skarpeste Tænkning fuldt op at gjøre.
IVA191Det er og bliver dog en Betragtning, man ikke saaledes uden videre kan afvise: hvorvidt Fornuften bør ansees som Anfægtelse i Forhold til Troen, hvorvidt Fornuften er syndig, hvor104vidt dette, at Troen og Fornuften stemme overeens atter er en Troes-Gjenstand.
IVA192Den Betragtning, der seer Livets Dupplicitæt (Dualisme) er høiere og dybere end den, der søger efter Eenheden ell. »►gjør Studier til Eenheden« (et Udtryk af 👤Hegel om al Philosophies Stræben); den, der seer Evigheden som ►τελος, og overhovedet den ►teleologiske Betragtning er høiere end al ►Immanents, ell. al Tale om ►causa sufficiens. ►Den Lidenskab, der saae Hedenskabet som Synd, og antog Helvedsstraffenes Evighed, er større end ►summa summarum af den Tankeløshed (der er løs paa Traaden) som seer alt under Immanentsen.
IVA193Interjections-Bemærkning
betræffende
►Anmældelsen af »📖 Frygt og Bæven« i 👤Scharlings
og 👤Engelstofts 📖 Tidsskrift
af
Strax da jeg havde læst denne Anmældelse sagde jeg til mig selv, her har vi det, sagde jeg; denne Forfatter203 er Manden, han ►forklarer Alt, forklarer alle Vanskeligheder og spilder ikke Tiden paa foreløbi105gen at forstaae dem; maa jeg deraf tage Anledning til at ønske denne Forfatter al mulig Held og Lykke: ►📖 Glæde over Danmark, ►Ære over Forfatteren, Velbehagelighed i Tidsskriftet
ærbødigst
👤Joh. d. s.