1842. Mai : Den 6. marts 1842 var SK vendt tilbage til 📌København fra et 4½ md. langt ophold i 📌Berlin, og den 14. april har han afsluttet manuskriptet til »Forførerens Dagbog« til Enten – Eller ( 157,7), jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 55; den 5. maj fyldte SK 29 år.

I trykt udgave: Bind 18 side 145 linje 1

Judiths Bog ... i Dalen : ordret citat fra Judit 10,11 (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 145 linje 4

Ladegaardslem : pensionær e.l. på 📌Ladegaarden, en institution i 📌København📌Ladegaardsvej (nuv. Åboulevard) umiddelbart efter dæmningen mellem 📌St. Jørgens Sø og 📌Peblinge Sø (se kort 5, B2-3). Fra 1822 blev Ladegaardens bygninger brugt som arbejdsanstalt for fattige og fra 1833 som tvangsarbejdsanstalt for straffede og vagabonderende.

I trykt udgave: Bind 18 side 145 linje 11

Grønningen : dagligdags udtryk for 📌Esplanaden (se kort 2, F2-G2). Om sommeren blev 📌Grønningens skyggefulde alleer benyttet til spadsereture af især det bedre borgerskab.

I trykt udgave: Bind 18 side 145 linje 11

Dronning Elisabeth (...) havde haft Mod nok til at lade Essex henrette : Den eng. dronning 👤Elizabeth I (1558-1603) måtte i 1601 af politiske hensyn lade den unge greve af 👤Essex henrette, selvom hun var stærkt indtaget i ham: Efter hans katastrofale felttog i 📌Irland 1599 ville dronningen for eksemplets skyld straffe hans stolthed ved at fratage ham posten som guvernør og midlertidigt bortvise ham fra hoffet. Essex planlagde da en sammensværgelse mod dronningen, men denne blev afsløret og han selv taget til fange. Dronningen forventede, at han ville bede om hendes tilgivelse, men da denne bøn udeblev, trodsede hun sit hjertes tilbøjelighed og lod ham henrette. Det fortælles desuden, at dronningen engang havde givet Essex en ring som et tegn på sin uforgængelige gunst; denne ring skulle han sende dronningen som en påmindelse, hvis han en dag faldt i unåde. Senere erfarede dronningen, at Essex fra fængslet havde forsøgt at sende hende denne ring, men hans fjender havde hindret, at den nåede frem til hende; herover blev hun så fortvivlet, at hun døde ti dage senere. Jf. fx Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbeidet af Johan Gottfried Woltmann, overs. af 👤J. Riise, bd. 1-12, 📌Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983 (forkortet Beckers Verdenshistorie); bd. 7, 1824, s. 435-441. Jf. også 👤G.E. Lessing ( 146,1) Hamburgische Dramaturgie (1767), nr. 22 og 23, i Gotthold Ephraim Lessing's sämmtliche Schriften bd. 1-32, 📌Berlin 1825-28, ktl. 1747-1762 (forkortet Lessing's sämmtliche Schriften); bd. 24, 1827, s. 162-171.

I trykt udgave: Bind 18 side 145 linje 27

Brutus (...) lod Sønnen henrette : 👤Lucius Junius Brutus, hovedmanden bag fordrivelsen af 📌Roms sidste konge, 👤Tarquinius Superbus ( 183,1), og én af den i år 510 f.Kr. grundlagte republiks to første konsuler, blev nødsaget til i overensstemmelse med de love, han selv havde anbefalet, at lade sine sønner 👤Titus og 👤Tiberius henrette, da de havde deltaget i en sammensværgelse mod republikken. Før henrettelsen angrede de grædende deres gerninger, og det forsamlede folk gik i forbøn for dem, men Brutus forblev urokkelig i sin dom over dem, og med ufravendt blik så han dem blive pisket og derefter halshugget. Jf. fx Beckers Verdenshistorie bd. 2, 1822, s. 727-729.

I trykt udgave: Bind 18 side 145 linje 29

En spansk Vise ... Gern an gestern : citat fra Lessings »Lied aus dem Spanischen« i Lessing's sämmtliche Schriften ( 145,27) bd. 17, 1827, s. 281. – Lessing: 👤Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), ty. forfatter, dramatiker, kritiker og filosof.

I trykt udgave: Bind 18 side 146 linje 1

Regnens Udebliven : April og maj 1842 var præget af vedvarende tørke og hede, men i løbet af juni slog det om og blev koldere fulgt af voldsomme uvejr; de københavnske aviser skrev flittigt om vejret, jf. fx Dagen 15. juni (nr. 162): » – Veiret. Efter længere Tids Tørveir er der inat faldet lidt Regn, hvortil der var den største Trang. Dog har denne Regn, ligesom den sidste, der faldt for en halv Snees Dage siden, været ledsaget af en Storm lignende Blæst, der for største Delen allerede igjen har fortørret Alt.«

I trykt udgave: Bind 18 side 146 linje 9

Naar man ... slaae deres Forældre ihjel : Kilden har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 146 linje 14

»Schreibe« sprach jene Stimme ... 16d B. p. 114 : citat fra Johann Gottfried von Herder's sämmtliche Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst bd. 1-20, 📌Stuttgart og 📌Tübingen 1827-30, ktl. 1685-1694 (forkortet Herder's Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst); bd. 16, 1829, s. 114. – Herder: 👤Johann Gottfried von Herder (1744-1803), ty. polyhistor, teolog, kritiker og filolog.

I trykt udgave: Bind 18 side 146 linje 27

samme Bind ... Biskop Synesius : jf. Herder's Werke. Zur schönen Litteratur und Kunst bd. 16, s. 9-11, som bringes i *. – Synesius: jf. 👤Herders note til digtet, s. 9: »Synesius ward im Jahr 410 Bischof zu 📌Ptolemais, und bedung sich dabei ausdrücklich, daß er weder seine Frau verlassen, noch eine Auferstehung des Leibes glauben dürfe. Seine Hymnen sowohl als seine andern Schriften sind ein Gemisch des Christenthums und der Alexandrinischen Philosophie, in welcher Hypatia seine Lehrerinn gewesen war.«

I trykt udgave: Bind 18 side 146m linje 1

Ilithyia : i den rom. mytologi et tilnavn til gudinden 👤Diana ( 241,26), der udtrykker hendes særlige funktion som fødselshjælper, jf. fx artiklen »ILITHYIA« i Paul Fr. A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved 👤F.G. Klopfer, bd. 1-2, 📌Leipzig og 📌Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945 (forkortet Neues mythologisches Wörterbuch); bd. 2, s. 23-28. 👤Ilithyía fremstilles også som en selvstændig gudinde og da som datter af Diana.

I trykt udgave: Bind 18 side 147 linje 2

Naar hun sad ... ikke føde : sigter til fortællingen om 👤Ilithyías forsøg på at sinke 👤Herkules' fødsel for at øge 👤Alkmenes fødselssmerter, jf. 👤Ovid Metamorphoses, 9. sang, v. 299f., i P. Ovidii Nasonis opera quae supersunt, udg. af 👤A. Richter, stereotypudg., bd. 1-3, 📌Leipzig 1828, ktl. 1265; bd. 2, s. 199. Jf. Forvandlinger, et fortællende Digt i femten Sange af Publius Ovidius Naso, overs. af 👤S. Meisling, 📌Kbh. 1831, s. 244f.: »Med Hænderne lagt' udi Form af en Haarkam, / Sinked hun [Ilithyía] Fødselens Stund«.

I trykt udgave: Bind 18 side 147 linje 3

min Antigone : sigter til SKs egen behandling af 👤Antigone i manuskriptet »Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske«, som på dette tidspunkt var færdigskrevet, og som siden indgik i første del af Enten – Eller ( 157,7), jf. SKS 2, 137-162 og tekstredegørelsen, SKS K2-3, 38-58. – Antigone: datter af den thebanske sagnfigur kong 👤Ødipus, skildret af 👤Sofokles (o. 496-406 f.Kr.) i den tragedie, der bærer hendes navn. Antigone betragtes ofte i sammenhæng med to andre tragedier af Sofokles: Tragedien Oedipus rex el. Oedipus tyrannos (Kong Ødipus) handler om Ødipus, der if. sagnene befriede 📌Theben for den sphinx, som dræbte alle, der ikke kunne løse dens gåde; og herefter dræbte han uafvidende sin far, kong 👤Laos, og giftede sig med sin mor, dronning 👤Iokaste. Da Ødipus' udåd afsløredes for ham, stak han sine øjne ud. I Oedipus Coloneus (Ødipus i Kolonos) skildres kong Ødipus' død. Antigone handler om Ødipus' og Iokastes datter Antigone, der således var født i blodskam, og som i strid med statens love opfyldte sin hellige pligt til at begrave sin faldne bror 👤Polyneikes, efter at hans angreb på Theben var mislykkedes, og han og hans bror 👤Eteokles havde dræbt hinanden i tvekamp. SK havde både en gr. udgave af Sofokles' værker, Sophoclis Tragoediae, udg. af 👤C.H. Weise, bd. 1-2, 📌Leipzig 1841, ktl. 1201, og en ty. oversættelse Sophokles, overs. af 👤J.J. Donner, 📌Heidelberg 1839, ktl. 1202.

I trykt udgave: Bind 18 side 147 linje 18

Novelle ... fingerede Navne : Fra slutningen af 1820'erne blev novellen en populær genre i da. litteratur, især ved forfattere som 👤Carl Bernhard (pseudonym for 👤A. de Saint-Aubain), 👤St. St. Blicher og »Forfatteren til 'En Hverdags-Historie'« (pseudonym for 👤Thomasine Gyllembourg). Såvel i Carl Bernhards noveller som i 'hverdagshistorierne' var scene og persontyper genkendelige for det københavnske borgerskab, og Thomasine Gyllembourg udfordrede bevidst sine læseres nysgerrighed ved at give de 'fingerede navne' et skin af virkelighed; således lader hun som del af en feuilleton en vis »Christian« indrykke en skrivelse i Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblade (red. af hendes søn 👤J.L. Heiberg), hvori han giver en ufordelagtig karakteristik af en ærgerrig og beregnende københavnsk pige ved navn »Mathilde F.« (nr. 25-26 for hhv. 21. og 26. sept. 1834, jf. ktl. 1607).

I trykt udgave: Bind 18 side 147 linje 28

Æschulus : Æschylos (525-456 f.Kr.), gr. tragediedigter; af hans 90 tragedier er syv bevaret, heriblandt Orestien, den eneste antikke trilogi, som er overleveret til vore dage, jf. fx Des Aischylos Werke, overs. af 👤J.G. Droysen, 2. udg., 📌Berlin 1842 [1832], ktl. 1046.

I trykt udgave: Bind 18 side 147m linje 2

Mysterierne : de eleusiske mysterier, som var hemmelige for alle andre end de særligt udvalgte, der i 📌Eleusis blev indviet i dem.

I trykt udgave: Bind 18 side 147m linje 3

Arist. Ethik 3, 2 : 👤AristotelesDen nikomacheiske Etik, 3. bog, kap. 2 (1111a 8-10). Aristoteles overvejer her, i hvilken udstrækning uvidenhed kan undskylde en fri handling, jf. »Die Sittenlehre des Aristoteles« i Die Ethik des Aristoteles, overs. og kommenteret af 👤C. Garve, bd. 1-2, 📌Breslau 1798-1801, ktl. 1082-1083; bd. 2, s. 12: »Wenn z.B. jemand etwas sagt, so kann er vielleicht nicht wissen, daß das, was er sagt, ein Geheimniß sey, – so wie es dem Aeschylus in Absicht der Mysterien gegangen seyn soll.« I sin kommentar hertil skriver Garve i noten s. 12f.: »Der tragische Dichter Aeschylus soll in einigen seiner Stücke, wovon aber keines mehr vorhanden ist, einige von den geheimen Lehren oder Gebräuchen der Eleusinischen Mysterien bekannt gemacht haben: – worüber das Atheniensische Volk so aufgebracht war, daß es ihn im Theater steinigen wollte. Er floh zum Altar des Bacchus, und der Areopagus, welcher über die Entweihung der Mysterien zu richten hatte, entschied, 'daß er nicht deßhalb unverhört ums Leben gebracht werden dürfe; besonders da er läugnete, daß ihm die Verpflichtung, die Sachen welche er gesagt hatte, geheim halten, bekannt gewesen wäre.' Im Grunde aber wollten die Richter ihm dadurch nur Zeit geben, zu entfliehen: – und diese Nachsicht hatte er seinem tapfern Betragen in der Marathonischen Schlacht, und den Verdiensten seines Bruders zu danken, der in eben dieser Schlacht beyde Hände verlohren hatte.« – Arist.: Aristoteles fra 📌Stageira (384-322 f.Kr.), gr. filosof, logiker og naturforsker, skrev banebrydende værker inden for filosofiens og videnskabens forskellige discipliner; han studerede på Akademiet og var elev af 👤Platon ( 163,21), men distancerede sig fra denne og grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i 📌Lykeion; 324 f.Kr. måtte han forlade 📌Athen for at undgå at blive anklaget ligesom 👤Sokrates ( 157,24). I sit private bibliotek havde SK forskellige udg. af Aristoteles' samlede værker, jf. Aristotelis Opera cum Averrois commentariis bd. 1-9, 📌Venedig 1562-74 (ktl. 1056-1068), Aristotelis Opera omnia graece bd. 1-5, udg. af 👤J.T. Buhle, 📌Zweibrücken 1791-97 (ktl. 1069-1073), Aristoteles Graece, udg. af 👤I. Bekker, bd. 1-2 (i Aristoteles edidit Academia Regia Borussica el. Aristotelis Opera bd. 1-2 med fortløbende paginering), 📌Berlin 1831 (ktl. 1074-1075), og Aristotelis Latine, udg. af I. Bekker, (i Aristoteles edidit Academia Regia Borussica el. Aristotelis Opera bd. 3), Berlin 1831 (ktl. 1076).

I trykt udgave: Bind 18 side 147m linje 5

Inter accidentia sola ... Cartesius de methode p. 1 : lat. »Kun blandt accidenser, men ikke blandt substantielle former af individer af samme slags, finder man 'mere' eller 'mindre'.« Citat fra Dissertatio de methodo (lat. Afhandling om metoden, fr. 1637, lat. 1644), i Renati Des-Cartes opera philosophica bd. 1-4, 6. Elzevier-udg., 📌Amsterdam 1677-78 (bd. 1, 1678, bd. 2-4, 1677) [1644], ktl. 473; bd. 3, s. 1. – Cartesius: lat. for 👤René Descartes (1596-1650), fr. filosof, matematiker og naturforsker.

I trykt udgave: Bind 18 side 148 linje 5

Cartesius har ... meditationes : sigter til 👤Descartes Meditationes de prima philosophia (Meditationer over den første filosofi, lat. 1641, fr. 1647), jf. Renati Des-Cartes opera philosophica ( 148,5) bd. 1. Værket er inddelt i seks meditationer.

I trykt udgave: Bind 18 side 148 linje 10

skrive Systemer : Fra og med 👤Descartes blev filosofi almindeligvis foreskrevet som en totalanskuelse, der burde formuleres i et fuldstændigt system; med 'systemer' kan SK især sigte til 👤Spinoza ( 201,32), 👤Leibniz ( 150,14), 👤Kant ( 198,1) og 👤Schelling ( 192,13) samt ikke mindst 👤Hegel og hans elever ( 193,21), der hævdede, at filosofien kun lod sig videnskabeligt fremstille i et system ( 200,32).

I trykt udgave: Bind 18 side 148 linje 12

Solons Sætning ... han lever : sigter til historien om den rige og mægtige, lydiske kong 👤Krøsos, om hvem det i 👤Herodots ( 152,17) Historier, 1. bog, kap. 32, berettes, at han engang spurgte den vise 👤Solon fra 📌Athen, om denne ikke betragtede ham som lykkelig. På dette spørgsmål svarede Solon: »Vor seinem Ende aber muß man sich wohl hüten, daß man saget, er sei glückselig, sondern nur, es gehe ihm wohl«, Die Geschichten des Herodotos, overs. af 👤F. Lange, bd. 1-2, 📌Berlin 1811-12, ktl. 1117; bd. 1, s. 19.

I trykt udgave: Bind 18 side 148 linje 17

opposita juxta se posita magis illucescunt : lat. »modsatte Ting blive tydeligere, naar de stilles ved Siden af hinanden«, 👤L. Meyer Kortfattet Lexikon over fremmede, i det danske Skrift- og Omgangs-Sprog forekommende Ord, Konstudtryk og Talemaader, 📌Kbh. 1837, s. 386; alm. læresætning i den klassiske retorik.

I trykt udgave: Bind 18 side 148 linje 24

Heraklit : gr. filosof (o. 540-480 f.Kr.), der udmærker sig ved at udtrykke sine tanker i modsætninger; hans skrifter er kun overleveret i fragmenter.

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 1

Empedokles : gr. filosof (o. 490-430 f.Kr.), der har udtrykt sin kosmologi i læredigtet Om naturen, som er overleveret i fragmenter.

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 2

Arist. Ethik 8, 2 : 👤AristotelesDen nikomacheiske Etik ( 147m,5), 8. bog, kap. 2 (1155a 32 - 1156a 5). Her afhandler Aristoteles spørgsmålet om, hvorvidt venner forenes af tilbøjelighed for det lige eller det forskellige. Jf. »Die Sittenlehre des Aristoteles« i Die Ethik des Aristoteles ( 147m,5); bd. 2, s. 431 (1155b 4-6): »Sie führen ferner den 👤Heraklit an, welcher sagt, daß das, was einander entgegen steht, auch einander nützlich sey, daß nur aus Dingen, die von einander entfernt sind, eine schöne Harmonie werden könne, und daß alles durch den Streit der Elemente sey hervorgebracht worden. / Diesem widersprechen 👤Empedokles und andere, welche behaupten, daß jede Sache von der ihr ähnlichen angezogen werde und sie wechselweise anziehe.«

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 4

in natura : lat. i den naturlige tilstand; i naturalier, dvs. i naturprodukter, især levnedsmidler.

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 7

Philostratus Leben des Apollonius v. Tyana p. 185 : Leben des Apollonius von Tyana, 1. bog, kap. 15, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke, overs. af 👤H.F. Jacobs, bd. 1-5 med fortsat paginering (i Griechische Prosaiker in neuen Uebersetzungen, udg. af 👤G.L.F. Tafel, 👤C.N. von Osiander og 👤G. Schwab, bd. 25, bd. 48, bd. 66, bd. 106 og bd. 111), 📌Stuttgart 1828-32, ktl. 1143; bd. 2, 1829, s. 185: »Da war nun jedes Alter gegen den Statthalter aufgeregt, und sie griffen zum Feuer gegen ihn, ob er gleich Schutz bei den kaiserlichen Standbildern suchte, die damals furchtbarer und unverletzlicher waren, als selbst 👤Zeus in Olympia; denn es waren Bilder des Tiberius, unter dem ein Mann des Majestätsverbrechens schuldig befunden wurde, der seinen Sclaven geschlagen hatte, welcher eine silberne Drachme mit dem ausgeprägten Bilde des Kaisers bei sich trug.« Jf. hertil fodnoten: »Schutz bei den Standbildern der Herrscher zu suchen, war, wie es scheint, unter den Ptolemäern gebräuchlich geworden; in 📌Rom kam es unter August auf. Antoninus Pius verbot es. Von der tyrannischen Ausdehnung, mit der unter Tiberius das Majestätsgesetz gehandhabt wurde, gibt Suetonius (vita Tiber. 58.) Beispiele, welche den hier erwähnten nicht nachstehen.« – Philostratus: 👤Flavius Philostratus el. Philostratus den Ældre (o. 170-245), gr. sofist og retor, som under kejser 👤Septimus Severus opholdt sig ved hoffet i Rom, hvor han bl.a. skrev værkerne Apollonius fra Tyana og Heltehistorier ( 154,2), som SK begge havde i ty. oversættelser. – Apollonius v. Tyana: 👤Apollonios fra Tyana i 📌Kappadokien (1. årh. e.Kr.), gr. filosof, der tilhørte den nypythagoræiske skole, som hævdede sjælens præeksistens.

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 17

Suetonius vita Tiberii 58 : 👤Svetons biografi om den rom. kejser 👤Tiberius Claudius Nero, § 58. Den rom. historieskriver 👤Gajus Tranquillus Suetonius (født o. 70) biograferede i De vita Caesarum (Om Kejsernes liv) de tolv rom. kejsere fra 👤Cæsar til 👤Domitian og beskrev udførligt deres udskejelser, jf. fx Caji Svetonii Tranqvilli Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af 👤J. Baden, bd. 1-2, 📌Kbh. 1802-03, ktl. 1281 (forkortet Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse).

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 18

Aristoteles Politik 5, 4 : 👤Aristoteles ( 147m,5) Statslære, 5. bog, kap. 4 (1303b 37 - 1304a 4). Jf. Die Politik des Aristoteles, overs. af 👤C. Garve, udg. og kommenteret af 👤G.G. Fülleborn, bd. 1-2, 📌Breslau 1799-1802, ktl. 1088-1089; bd. 1, s. 407f., som bringes i *.

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 22

Augurierne: spådomme, der ud fra fugles skrig, flugt og måde at æde på kunne forudsige gudernes vilje og hændelser i fremtiden.

I trykt udgave: Bind 18 side 149 linje 24

Aristoteles Ethik 5te Bog cap. 10 : fejl for 👤Aristoteles ( 147m,5) Statslære, 5. bog, kap. 10 (1311a 28 - 1312a 11). Jf. Die Politik des Aristoteles ( 149,22) bd. 1, s. 460-466, som bringes i *.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 1

Flor : stor og yppig samling.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 4

Saaledes bør man ... Garve p. 468 : overs. citat fra 👤Aristoteles' ( 147m,5) Statslære (1312a 33-39), 5. bog, kap. 10, i Die Politik des Aristoteles ( 149,22) bd. 1, s. 468, som bringes i *. – Dion: syrakusisk statsmand (f. 409 f.Kr.), berømt for at have søgt at praktisere 👤Platons statstanker, i 366 f.Kr. fordrevet af 👤Dionysios den Yngre, men landede i 357 f.Kr. med en lejehær ved 📌Syrakus, hvorefter han fordrev denne. – Dionys: Dionysios den Yngre, tyran i Syrakus 367-356 f.Kr., da han blev fordrevet af 👤Dion, atter tyran 356-353 f.Kr. – Garve: 👤Christian Garve (1742-98), ty. filosof, essayist og oversætter.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 6

Leibnitz : 👤Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), ty. filosof og polyhistor.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 14

i Begyndelsen af Theodiceen : jf. Essais de Théodicée sur la Bonté de Dieu, la Liberté de l'Homme et l'Origine du Mal, i God. Guil. Leibnitii opera philosophica, quae exstant, udg. af 👤J.E. Erdmann, bd. 1-2 (med fortløbende paginering), 📌Berlin 1839-40, ktl. 620 (forkortet Opera philosophica); bd. 2, s. 470, sp. 1: »Il y a deux Labyrinthes fameux, ou notre Raison s'égare bien souvent: l'un regarde la grande Question du Libre et du Nécessaire, sur-tout dans la production et dans l'Origine du Mal; l'autre consiste dans la discussion de la Continuité, et des indivisibles, qui en paroissent les Élemens, et où doit entrer la considération de l'Infini. Le premier embarasse presque tout le Genrehumain, l'autre n'exerce que les Philosophes.« Jf. også Herrn Gottfried Wilhelms, Freyherrn von Leibnitz, Theodicee, das ist, Versuch von der Güte Gottes, Freyheit des Menschen, und vom Ursprunge des Bösen, udg. af 👤J.C. Gottsched, 5. udg., 📌Hannover og 📌Leipzig 1763 [1710], ktl. 619 (forkortet Theodicee), s. 72, som bringes i *.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 14

Leibnitz : 150,14.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 21

la raison paresseuse : fr. den dovne fornuft.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 22

Erdmanns Udgave p. 470, anden Spalte : 👤LeibnizOpera philosophica ( 150,14) bd. 2, s. 470, sp. 2: »Les hommes presque de tout tems ont été troublés par un sophisme, que les Anciens appelloient la Raison paresseuse, parce qu'il alloit à ne rien faire, ou du moins à n'avoir soin de rien, et à ne suivre que le penchant des plaisirs présens.« Sml. Theodicee ( 150,14), s. 73, hvor 👤Gottsched overs. »la Raison paresseuse« til »die faule Vernunft«.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 22

Chrysipp ... 4d B. p. 300 : W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, 📌Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 4, 1803, s. 300: »Der erste Einwurf gegen das Fatum bestand darinn, daß dadurch alle vernünftige Thätigkeit des Menschen, wo nicht unmöglich, doch vergeblich gemacht werde. Denn wenn es durch das Schicksal verhängt sey, daß ein Kranker wieder gesund werde, so moge er Arzneymittel nehmen und vernünftige Lebensordnung halten, oder nicht, er werde doch gesund werden, so wie im entgegengesetzten Falle er auch bey Anwendung der besten Mittel doch sterben müsse. Diesen Trugschluß der faulen Vernunft (αϱγος λογος [gr. (argós lógos) det dovne argument]), widerlegte Chrysipp treffend dadurch, daß er zeigte, daß dieses eine bedingte Begebenheit ist, welche ohne ihre Bedingung nicht wirklich werden kann; daß wenn also die Begebenheit durch das Schicksal verhängt ist, auch in dem Weltplan auf die Bedingung gerechnet sey; daß also kein blindes, sondern verständiges Schicksal anzunehmen sey, durch welches keine selbständige Bestimmung zu vernünftiger Thätigkeit, keine Wahl vernünftiger Mittel zu den vorgesetzten Zwecken verworfen werde.« – Tennemann: 👤Wilhelm Gottlieb Tennemann (1761-1819), ty. filosof, 1798 ekstraordinær prof. i 📌Jena, 1804 ordinær prof. i 📌Marburg. – Chrysipp: 👤Chrysippos fra Soloi i 📌Kilikien (o. 281 - o. 208 f.Kr.), gr. filosof, stoiker, en af oldtidens største logikere.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 23

p 518 § 55 ... sophisma pigrum : 👤LeibnizOpera philosophica ( 150,14) bd. 2, s. 518, sp. 1: »Cette considération fait tomber en même tems ce qui étoit appellé des Anciens le sophisme paresseux (λογος αϱγος) qui concluoit a ne rien faire: car (disoit-on) si ce que je demande doit arriver, il arrivera, quand je ne ferois rien«. – le sophisme paresseux: fr. den dovne fejlslutning. – λογος αϱγος: gr. (lógos argós) det dovne argument, dvs. det fornuftsargument, der anbefaler uvirksomhed, fordi skæbnens bestemmelse alligevel ikke lader sig forandre, fx kan udfaldet af en sygdom if. dette ræsonnement ikke påvirkes af en læge. – sophisma pigrum: lat. den dovne fejlslutning; i den ty. oversættelse af Theodicee ( 150,14), § 55, s. 166, anvendes dette lat. udtryk som gengivelse af Leibniz' fr. form »le sophisme paresseux«.

I trykt udgave: Bind 18 side 150m linje 1

Vindex gjorde Oprør under Nero : Under det første, mislykkede oprør mod 👤Nero (rom. kejser 54-68 e.Kr.) i 68 e.Kr. blev den rom. statholder, 👤Vindex, udråbt til kejser af tropperne i 📌Gallien.

I trykt udgave: Bind 18 side 150 linje 26

Philostratus ... p. 430 i Oversættelse ... Vit. Ner. 41 : Leben des Apollonius von Tyana, 5. bog, kap. 10, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke ( 149,17) bd. 3, 1830, s. 430: »Während 👤Nero in Achaja sang, regte 👤Vindex die Hesperischen Völker gegen ihn auf; ein Mann, welcher die Saiten, die Nero so unverständig schlug, wohl zu zerreißen vermochte. So hielt er eine Rede gegen ihn an das Heer, über das er gesetzt war, dergleichen nur eine edle Philosophie über einen Tyrannen eingeben kann. Er sagte darin, Nero sey Alles eher als ein Citharöde, und mehr ein Citharöde als ein König.« Og fodnoten samme side: »Von der Verschwörung des Vindex gegen Nero s.[iehe] Dio Cass. LXIII, 22-24., wo auch eine seiner Reden angeführt wird, die Einiges von Dem enthält, was Philostratus hier anführt. Von Allem, was V. gegen ihn gesagt hatte, kränkte ihn nichts so sehr, als der Vorwurf, daß er ein schlechter Citharöde sey. Sueton. Vit. Ner. 41.« – Dio Cassius LXIII,22-24: 63. bog, kap. 22-24, i Romersk historie af den gr. historiker og rom. konsul 👤Dion Cassius (o. 150-235), jf. Cassius Dio's Römische Geschichte, overs. af 👤L. Tafel, bd. 1-13 med fortsat paginering (i Griechische Prosaiker in neuen Uebersetzungen, udg. af G.L.F. Tafel, 👤C.N. von Osiander og 👤G. Schwab), 📌Stuttgart 1831-39, if. regning købt hos 👤Philipsen 16. jan. 1843 (KA, D pk. 7 læg 7), ktl. 1098-1100; bd. 12, 1839, s. 1486-1488. – Sveton. Vit. Ner. 41: 👤Svetons Nero-biografi (også kaldet »Tiberius Claudius Drusus Cæsar«), § 41, i hans De vita Caesarum ( 149,18).

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 1

Augustiner-Generalen ... tortor infantum : 👤Gregor fra Rimini (o. 1300-58), augustinergeneral (dvs. øverstbefalende inden for den augustinske munkeorden), forelæste i 📌Paris og fra 1351 i 📌Rimini, hævdede, at udøbte børn kommer i 📌Helvede, mens de efter den almindelige katolske opfattelse kommer i en forgård til Helvede, hvor der hverken er pine eller salighed. – tortor infantum: lat. de små børns bøddel.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 6

Leibnitz Theodicee 1., § 92 : 👤Leibniz ( 150,14) Theodicee ( 150,14), 1. del, § 92, s. 210: »Gregorius von Rimini, General der Augustiner, ist mit wenigen andern, wider die von den Schulen seiner Zeit angenommene Meynung, dem heil. Augustin gefolget, und deswegen der Henker der Kinder (Tortor infantum) genennet worden.«

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 8

Johan Davidius ... Veridicus Christianus : J. David Veridicus Christianus, seu de fidei christianæ capitibus (lat. Den sanddru kristne, eller om den kristne tros væsentlige spørgsmål), 📌Antwerpen 1601. 👤Johannes David (1546-1613) var belgisk teolog og trådte 1581 ind i den jesuitiske orden.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 10

en Bibliomantie, hvori man kan slaae op : dvs. en bog, som man kan benytte if. princippet bibliomanti, gr. det at tage råd eller varsler af tilfældige opslag i Bibelen.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 11

Leibnitz Theod. 1, 101 : 👤Leibniz ( 150,14) Theodicee ( 150,14), 1. del, § 101, s. 220: »Der Pater Johann Davidius, ein Jesuit, hat ein Buch geschrieben, unter dem Titel: Veridicus Christianus; welches gleichsam eine Art einer Bibliomantie ist, darinnen man die Stellen, zur Nachahmung des Tolle Lege [lat. 'Slå op på et tilfældigt sted i Biblen og læs så dette vers!'] des heiligen Augustins [Conf. 8,12] von ungefehr erwählet: und es ist gleichsam ein andächtiges Spiel.«

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 14

Gomaristerne : tilhængere af 👤Frans Gomarus (1563-1641), reformert teolog, der hævdede en strengt ortodoks forståelse af dogmet om Guds nåde som ene afgørende for det enkelte menneskes frelse; gomaristerne bevirkede, at deres mindre dogmatiske modpart, remonstranterne el. arminianerne, blev udvist af den reformerte kirke.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 16

fur prædestinatus : Fur praedestinatus (lat. Den prædestinerede tyv), 📌London 1651, formentlig skrevet af den eng. ærkebiskop 👤William Sancroft.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 16

Leibnitz Theodic. § 167 : jf. 👤Leibniz ( 150,14) Theodicee ( 150,14) 2. del, § 167, s. 330: »Es kam zu eben der Zeit eine sinnreiche Satire wider die Gomaristen heraus, unter dem Titel: Fur praedestinatus, der prädestinirte Dieb; in der man einen zum Galgen verdammten Dieb einführet, der alle seine Gottlosigkeiten Gott zuschreibt, und seiner bösen Thaten ungeachtet, dennoch glaubet, daß er zur Seligkeit auserwählet sey; der sich einbildet, er habe an diesem Glauben schon genug, und einen Contraremonstrantischen Prediger, der ihn zum Tode bereiten soll, mit argumentis ad hominem widerlegt. Allein dieser Dieb wird endlich durch einen alten, wegen der arminianischen Lehre abgesetzten Prediger bekehret; welchen der Stockmeister aus Mitleiden mit dem armen Sünder, und mit der Schwachheit des Predigers, heimlich zu ihm geführet hatte. Man hat zwar auf diese Spottschrift geantwortet: allein die Antworten auf dergleichen satirische Schriften sind nie so angenehm, als die Satiren selbst.«

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 17

en Roman ... Mademoiselle de Scudéry : jf. 👤Leibniz ( 150,14) Opera philosophica ( 150,14); bd. 2, s. 557, sp. 1, hvor Leibniz diskuterer 👤Spinozas determinisme ( 150,14) og i den anledning betvivler, at en tilhænger af denne vil hævde, at en mulighed, som den fx kan skildres i en roman, nødvendigvis må være, have været eller blive virkelighed, selvom man ikke kan nægte, at Mademoiselle de Scudérys (virkelighedsfjerne) romaner er mulige: »Je ne crois point qu'un Spinosiste dise que tous les romans qu'on peut imaginer, existent réellement à présent, ou ont existé, ou existeront encore dans quelque endroit de l'Univers: cependant on ne sauroit nier que des Romans, comme ceux de Mademoiselle de Scudéry, ou comme l'Octavia, ne soient possibles.« Der er således ikke tale om en roman med titlen »Mademoiselle de Scudéry«, men om en forfatter af dette navn. Jf. 👤Gottscheds ty. overs. af Theodicee ( 150,14), s. 344, som bringes i *. – Mademoiselle de Scudéry: 👤Madeleine de Scudéry (1607-1701), fr. forfatterinde, skrev en lang række romaner, som nok var populære, men også berygtede for deres overdrevne følsomhed og karikerede sentimentalitet.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 19

Hoffmanns bekjendte Fortælling : »Das Fräulein von Scuderi. Erzählung aus dem Zeitalter Ludwig des Vierzehnten«, indgår i rammefortællingen Die Serapionsbrüder (1819-21), optrykt i E.T.A. Hoffmann's ausgewählte Schriften bd. 1-10, 📌Berlin 1827-28, ktl. 1712-1716; bd. 1-4; bd. 3, s. 177-259. I 👤Hoffmanns fortælling bliver en eventyrlig kriminalgåde løst af netop 👤Mlle. de Scudéry ( 151,19).

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 21

Augustus : rom. kejser (23 f.Kr. - 14 e.Kr.).

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 24

plaudite : lat. klap! I de rom. komedier den afsluttende opfordring til publikum om at give deres bifald til kende.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 26

Sveton anfører det : jf. 👤Sveton Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse ( 149,18) bd. 1, s. 195f.: »Den sidste Dag spurgte han adskillige Gange, om der alt var Stoi udenfor for hans Skyld, begiærte et Speil, og befol at man skulde sætte hans Haar og hans indfaldne Kinder til Rette. Hvorpaa han spurgte de Venner han lod for sig: 'om de syntes, at han havde spillet Livets Rolle taaleligt'? og føiede et Vers til af en græsk Comiker, hvis Indhold var: 'at de skulde give ham Afsked fra Skuepladsen med Glædesklap' (...) / Han fik en let Udgang af Verden, og saadan som han stedse havde ønsket sig den.«

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 26

Δοτε ϰϱοτον ... Leibnitz Theod. § 261 : gr. »Giv mig et ordentligt bifald, og alle skal I klappe med glæde«. SK udelader accenttegn, men citerer i øvrigt ordret fra 👤Leibniz ( 150,14) Theodicee ( 150,14), 3. del, § 261, s. 400, hvor Leibniz gengiver det gr. citat med ref. til 👤Sveton.

I trykt udgave: Bind 18 side 151 linje 27

Apollonius af Tyana : 149,17.

I trykt udgave: Bind 18 side 152 linje 1

den Sætning at kjende sig selv : sigter til indskriften på 📌Grækenlands fornemste 📌Apollontempel (orakeltemplet) i 📌Delfi: γνωϑι σεαυτόν, gr. (gnōthi seautón) kend dig selv! Ordene er bl.a. blevet tillagt den joniske filosof 👤Thales fra Milet (o. 624-o. 545 f.Kr.) og den spartanske lovgiver 👤Chilon (d. 580 f.Kr.), jf. 👤Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 39f.: »Af ham [Thales] er hiint: 'Kjend dig selv,' hvilket Antisthen i Skriftet om Filosofernes Følgeorden siger at være af Femonoe, men at Chilon har brugt det, som sit eget«, jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, overs. af 👤Børge Riisbrigh, udg. af 👤Børge Thorlacius, bd. 1-2, 📌Kbh. 1812, ktl. 1110-1111 (forkortet Diogen Laërtses filosofiske Historie); bd. 1, s. 16. I 👤L. Moréri Le Grand Dictionnaire historique, ou le mélange curieux de l'histoire sacrée et profane bd. 1-6, 📌Basel 1731-32 [1674], ktl. 1965-1969 oplyses det, at sætningen af Diogenes Laërtios blev tillagt Thales, af 👤Ovid 👤Pythagoras og af 👤Plutark 👤Æsop, bd. 6, s. 230.

I trykt udgave: Bind 18 side 152 linje 2

Pytagoras : 👤Pythagoras (o. 570-497 f.Kr.), gr. matematiker og filosof.

I trykt udgave: Bind 18 side 152 linje 4

6 Bog, 11 p. 500 : 6. bog, kap. 11, i Leben des Apollonius von Tyana, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke ( 149,17) bd. 3, 1830, s. 500: »Denn da ich in 👤Pythagoras Lehre Großes erkannte, und daß er durch geheimnißvolle Weisheit nicht bloß wußte, Wer er sey, sondern auch, Wer er gewesen sey (...) so eilte ich seiner Lehre zu«.

I trykt udgave: Bind 18 side 152m linje 1

Heraklits: 149,1.

I trykt udgave: Bind 18 side 152m linje 2

Heraklit havde sagt ... det eengang : jf. fx 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 220.

I trykt udgave: Bind 18 side 152m linje 3

en eleatisk Sætning (...) nægter Bevægelsen : Den eleatiske skole har sit navn fra den jonisk-gr. koloni 📌Elea (i dag 📌Velia) på 📌Syditaliens vestkyst; skolen var en af de ældste i det gr. storrige og grundlagt o. 540 f.Kr. af filosoffen 👤Xenofanes fra Kolofon, der ofte kaldes den første skeptiker, fordi han betvivlede gyldigheden af den menneskelige erkendelse. Den eleatiske skepsis førtes videre af især 👤Parmenides og dennes elever, 👤Zenon og 👤Melissos, der i forlængelse af deres læremester formulerede sig i paradoksale påstande om det værendes udelelighed og umuligheden af enhver form for bevægelse. Jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 150-153.

I trykt udgave: Bind 18 side 152m linje 10

Hyperboræeren Abaris : en mytisk Apollon-præst, som af 👤Apollon skal have fået en pil, hvorpå han bl.a. fløj fra 📌Skythien til 📌Athen, jf. fx 👤O. Wolff Historisk Ordbog bd. 1-11, 📌Kbh. 1807-19; bd. 1, s. 6. – Hyperboræerne: if. antik overlevering et folk, der boede højt mod nord, 'hinsides 👤Borea', dvs. hinsides den som gud personificerede nordenvind.

I trykt udgave: Bind 18 side 152 linje 15

Herodot IV, 36 : dvs. 👤Herodots Historier, 4. bog, kap. 36, i Die Geschichten des Herodotos ( 148,17); bd. 1, s. 326: »Und so viel von den Hyperboreern; denn die Geschichte von dem Abaris, der auch ein Hyperboreer sein soll, erzähl' ich gar nicht, nämlich daß er mit dem Pfeil um die ganze Erde gegangen, ohne etwas zu essen.« – Herodot: gr. historiker (o. 485-425 f.Kr.).

I trykt udgave: Bind 18 side 152 linje 17

Cantantur hæc ... lecta negliguntur : lat. »Man synger dette, priser hint, / Taler og hører derom. / Man skriver dette, læser hint / Og glemmer det, man har læst«. Ordret citat fra 👤Leibniz Nouveaux Essais sur l'Entendement Humain, par l'Autuer du Système de l'Harmonie Préétablie (1703), i Opera philosophica ( 150,14) bd. 1, s. 216, sp. 2.

I trykt udgave: Bind 18 side 152 linje 19

Dronning Elisabeth ... med Ringen : 145,27.

I trykt udgave: Bind 18 side 153 linje 4

I Erasmus Montanus ... Jorden er rund : sigter til 👤L. Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (1731): Ridefogeden 👤Jesper fortæller 👤Jeronimus, at hans tilkommende svigersøn, 👤Erasmus Montanus, »har saa selsomme Meeninger udi Troen«, da denne har sagt, »at Jorden var rund. Hvad kan jeg kalde saadan Monsieur Jeronimus? det er jo ikke andet end at kuldkaste al Religion, og føre Folk af Troen. En Hedning kan jo ikke tale værre« (3. akt, 4. scene). Herefter afhører Jeronimus Erasmus: »Mig er sagt, at I har saadanne egne Meeninger; Folk skulle jo tænke, at I var gal eller catolsk i Hovedet; thi hvorledes kan et fornuftigt Menneske falde til den Daarlighed, at sige Jorden er rund« (3. akt, 5. scene). Da Jeronimus har overbevist sig om Erasmus' ugudelige tro på, at jorden er rund, siger han til sin datter 👤Lisbed: »Du skal vide mit Barn, at da han blev forlovet med dig, var han et skikkeligt Menneske, og en god Christen; men nu er han en Kiettere og Sværmere, som fortiener heller at indføres i et Litanie, end udi Svogerskab med os«, hvorefter han forsikrer Erasmus om, »at I aldrig faaer min Datter, saa længe I blir i Jere Vildfarelser« (3. akt, 6. scene). Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, 📌Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal. Erasmus Montanus eller Rasmus Berg blev aktuelt opført på 📌Det kgl. Teater mandag 19. dec. 1842.

I trykt udgave: Bind 18 side 153 linje 17

Kings Værk ... 4d Afdeling : sigter til 👤Guilielmo King De Origine Mali (Om det ondes oprindelse), 📌Bremen 1704, kap. 5, 4. afsnit, s. 193-197. SK har fundet henvisningen hertil i 👤Leibniz Remarques sur le Livre de l'Origine du Mal, publié depuis peu en Angleterre (en diskussion af King De Origine Mali), § 26, trykt i Opera philosophica ( 150,14) bd. 2, s. 651, sp. 1, hvor det om 'usømmelige valg' refereres: »qu'on ne doit point choisir des choses impossibles, inconsistantes, nuisibles, contraires à la Volonté Divine, préoccupées par d'autres. Et l'Auteur [dvs. King] remarque très-bien qu'en dérogeant sans besoin à la félicité d'autrui, on choque la Volonté Divine, qui veut que tous soient heureux autant qu'il se peut. J'en dirai autant de la IV. Section, où il est parlé de la source des élections indues, qui sont l'erreur ou l'ignorance, a négligence, la légéreté à changer trop facilement l'obstination à ne pas changer à tems, et les mauvaises habitudes; enfin l'importunité des appétits, qui nous poussent souvent mal à propos vers les choces externes.«

I trykt udgave: Bind 18 side 153 linje 22

Erdmanns Udgave af Leibnitz p. 652, 2 Spalte : jf. 👤Leibniz ( 150,14) Remarques sur le Livre de l'Origine du Mal, publié depuis peu en Angleterre (en kritik af 👤King De Origine Mali ( 153,22), § 27, trykt i Opera philosophica ( 150,14) bd. 2, s. 652, sp. 2: »Le Baron André Taifel Seigneur Autrichien, Cavallerizzo maggior de Ferdinand Archiduc d'Autriche, depuis Empereur second du nom faisant allusion à son nom (qui semble signifier un Diable en Allemand) prit pour Symbole un Diable ou Satyre, avec ce mot Espagnol, mas perdido y menos arrepentido [sp. mere fortabt og mindre angrende], plus perdu, et moins repentant; ce qui marque une passion sans espérance, et dont on ne se peut détacher. Et cette devise a été répétée depuis par le Comte de Villamediana Espagnol, quand on le disoit amoureux de la Reine.«

I trykt udgave: Bind 18 side 153 linje 33

Philostrat den Ældres ... paa tamme Frugterne : overs. citat fra Heldengeschichten, i Flavius Philostratus, des Aeltern, Werke ( 149,17) bd. 1, s. 20: »An wilden Bäumen sind die Blüthen wohlriechend; an zahmen, die Früchte.« – Philostrat den Ældres: el. 👤Flavius Philostratus 149,17.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 2

Da Amor ... forraader Hemmeligheden : sigter til sagnet om 👤Amor og 👤Psyke, som blev gendigtet af den rom. forfatter 👤Lucius Apuleius (f. o. 125), der indlagde det i sit hovedværk, den satiriske roman Metamorphoses (Forvandlinger), 5,11,6. Her fortælles det bl.a., hvorledes Amor forelskede sig i den underskønne Psyke, men kun besøgte hende om natten og forbød hende at se ham. Da han en nat trækker sig tilbage, pålægger han hende atter tavshed og føjer til: »Thi inden kort Tid vil vor Familie blive forøget, og Du vil føde en Søn, som Du bærer under Dit Hjerte, og som vil blive udødelig, hvis Du bevarer vor Hemmelighed, men dødelig, dersom Du røber den«, Æslet eller Forvandlingen, en Fortælling i 13 Bøger af Apuleius fra Madaura, overs. af 👤Fr. Schaldemose, 📌Kbh. 1842, s. 146f. SK ejede både en lat. og en ty. udg. af Apuleius' gendigtning af sagnet om Amor og Psyke, hvori replikken gengives, jf. Apuleii Fabula de Psyche et Cupidine, udg. af 👤J.C. Orellius, 📌Turici 1833, ktl. 1217, s. 19, linie 20-23; og Amor und Psyche, freie metrische Bearbeitung nach dem Lateinischen des Apuleius, overs. af 👤J. Kehrein, 📌Giessen 1834, ktl. 1216, s. 40.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 7

Hvad jeg forudsiger ... Prophetiens Gave : overs. citat fra den rom. digter 👤Horats' Satirer, 2. bog, nr. 5, v. 59f. Den lat. original lyder: »(...) quidquid dicam, aut erit aut non: / Divinare etenim magnus mihi donat Apollo«, Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., 📌Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 211.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 16

Tiresias : eller 👤Teiresias, blind gr. spåmand, oprindelig i 👤Homers Odysseen, 11. sang, hvor 👤Odysseus fremmaner hans sjæl fra dødsriget for at få 'sandsagn' af ham. 👤Horats' satire fingerer en fortsættelse af denne samtale, men retter sig aktuelt mod de testamentejægere, der huserer i 📌Rom.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 18

Disse Ord ... efter Bayle : jf. 👤Leibniz ( 150,14) Theodicee ( 150,14), 2. del, § 169, s. 335, hvor Leibniz citerer Bayle: »Man hat nicht ohne Grund diese Rede des Tiresias für auslachens würdig gehalten: Alles was ich sagen werde, das wird entweder geschehen, oder nicht; denn der große Apollo giebt mir die Kraft zu prophezeihen.« Leibniz citerer efter artiklen »Epicurus« i P. Bayle Dictionaire historique et critique, jf. også Leibniz Opera philosophica ( 150,14); bd. 2, s. 555, sp. 1. – Bayle: 👤Pierre Bayle (1647-1706), fr. filosof og kritiker, forkæmper for ånds- og religionsfrihed, udgav i 1695-97 sit hovedværk Dictionnaire historique et critique, som kom i flere forøgede udgaver frem til 1740; SK ejede en ty. overs. af den sidste udg., jf. Herrn Peter Baylens Historisches und Kritisches Wörterbuch, overs. af 👤J.C. Gottscheden, bd. 1-4, 📌Leipzig 1741-44, ktl. 1961-1964.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 19

παντως ... ϰαι οφϑαλμοι βλεπωσιν : gr. »for der er bestemt ingen, der har undgået 👤Eros, og ingen vil kunne undgå ham, så længe der er skønhed til og øjne, som ser«. Ordret citat fra Pastoralia (se følgende kommentar), idet SK dog har udeladt accenttegnene; således skal det sidste η læses som ᾖ.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 22

de sidste Ord af Fortalen til Longi Pastoralia : 👤Longos »👤Daphnis og Chloë«, indledningen § 4, i hans Pastoralia, jf. Longi Pastoralia graece et latine, udg. af 👤E.E. Seiler, 📌Leipzig 1843, ktl. 1128, s. 4.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 24

Abælard (...) Heloise : sigter til den berømte kærlighedshistorie ml. den fr. filosof og teolog, 👤Pierre Abélard (1079-1142), og den unge, begavede 👤Héloïse (o. 1101-64): Abélard traf Héloïse i 📌Paris, blev betaget af hende og tilbød hendes værge og onkel, 👤Fulbert, at undervise hende. Abélard flyttede ind som huslærer, de to forelskede sig i hinanden og dyrkede uhindret deres elskov, indtil Fulbert opdagede forbindelsen; da var Héloïse imidlertid gravid, og de to elskende stak af. For at forsone sig med Fulbert giftede Abélard sig med Héloïse, dog således at ægteskabet blev bevaret som en hemmelighed. Men da Abélard snart efter anbragte Héloïse som pensionær i et kloster, troede Fulbert, at Abélard var ved at skille sig af med sin hustru og tog hævn. Han hyrede nogle mænd, som en nat brød ind hos Abélard og kastrerede ham. Derpå søgte Abélard tilflugt i et kloster, blev senere abbed og grundlagde et nonnekloster, hvis abbedisse blev Héloïse, der indtil da havde levet som nonne.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 26

Bossuets Geschichte, 6te Bind p. 315 o: fl. : J.B. Bossuet Einleitung in die allgemeine Geschichte der Welt, bis auf Kaiser Carl den Grossen für den ehemaligen Dauphin von Frankreich abgefasst, uebersetzt und mit einem Anhange historisch-critischer Abhandlungen vermehrt von Johann Andreas Cramer bd. 1-7 (bd. 2-7 udgøres af Cramers 2.-7. fortsættelse af Bossuets opr. værk og bærer i modsætning til bd. 1 titlen Einleitung in die Geschichte der Welt und der Religion, fortgesetzet von D. Johann Andreas Cramer), 📌Leipzig 1748-86, ktl. 1984-1990 (forkortet Einleitung in die Geschichte); bd. 6, 1785, s. 315-317, som bringes i *. – Det anførte sted findes i kapitlet »Ueber 👤Peter Abélards Versuche, den Lehrbegrif der Religion seiner Zeit dialektisch zu erklären und zu beweisen«, s. 309-411, hvor biografien udgør s. 310-337. SKs eksemplar af Einleitung in die Geschichte er ikke kendt og derfor heller ikke de vink om Abélards liv, som han har fundet særligt velegnet til en dramatisk behandling og understreget; men da den resterende del af biografien alene er en redegørelse for Abélards teologiske karriere, synes det sikkert, at SKs understregninger måtte findes på de anførte sider. – Bossuet: 👤Jacques Bénigne Bossuet el. Jacob Benignus Bossuet (1627-1704), fr. teolog, retor, historiker og legalist, opgav et bispeembede, da kongen overdrog ham opdragelsen af Dauphinen (kronprinsen); som lærebog for denne skrev han bl.a. Discours sur l'histoire universelle jusqu'à l'empire de Charlemagne (1681), hvis grundtanke er, at de hist. begivenheders årsager må søges i Guds vilje (det er dette værk, som 👤J.A. Cramer oversatte, og som udgør bd. 1, 1. del, af Einleitung in die Geschichte).

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 26

Heloise ... iversyg paa hans philosophiske Ære : Dette antydes i Einleitung in die Geschichte, s. 316.

I trykt udgave: Bind 18 side 154 linje 29

Erasmus Rotterodamus : 👤Erasmus af Rotterdam (1467 el. 1469-1536), holl. filolog og filosof, ledende skikkelse i den nordeuropæiske humanisme.

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 2

neque enim ... Stultitiæ Laus p. 1 : lat. »det er mig ikke ubekiendt, hvor ilde Daarlighed bliver omtaelt end og af de allerdaarligste«, Moria eller Daarligheds Berømmmelse. Skreven i det Latinske Sprog af Rasmus Roterdam, overs. af 👤B.J. Lodde, 📌Altona 1745, s. 11. SK citerer ordret fra Desiderii Erasmi Roterodami ΜΩΡΙΑΣ ΕΓΚΩΜΙΟΝ, sive Declamatio in laudem stultitiæ (lat. og gr. Erasmus af Rotterdams Lovtale over Dårskaben eller Foredrag til dårskabens pris), 📌Leipzig 1702, ktl. 478, s. 1. I 👤Erasmus af Rotterdams satire træder den personificerede 👤Stultitia (lat. Dårskab) frem og holder en tale til lovprisning af dårskaben, jf. regibemærkningen samme side: »Stultitia loquitur [lat. Stultitia taler].«

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 4

indgaae med et Bønskrift til hans Majestæt : Kongen besad ift. rigets højeste domstol, Højesteret, et prærogativ, ved hvilket han efter eget forgodtbefindende kunne benåde en efter loven dømt forbryder; han benyttede typisk dette prærogativ til at omstøde dødsdomme, som da blev erstattet med en livs- eller langvarig frihedsstraf. Ofte indstillede Højesteret selv til kongen, at dens dom måtte erstattes med frihedsstraf, men når dette ikke var tilfældet, kunne den dømte eller en af dennes pårørende netop indgå med et bønskrift til kongen om benådning.

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 19

høieste Straf ... henrettet : If. 👤Chr. V's Danske Lov (1683, her citeres efter den ortografisk ajourførte Kong Christian den Femtes Danske Lov af det Iuridiske Fakultet giennemset, udg. af 👤Bærens, 📌Kbh. 1797, forkortet Danske Lov) var den højeste straf, nemlig for majestætsforbrydelse, at »have forbrudt Ære, Liv og Gods, den høire Haand af hannem levendes afhugges, Kroppen parteres og lægges paa Steile og Hiul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage« (6. bog, kap. 4, § 1). Simpel livsstraf, dvs. henrettelse uden hjul og stejle e.l., idømtes typisk for manddrab (6. bog, kap. 6). Men når man fandt, at nogen havde begået manddrab i den hensigt selv ved straffen at miste livet, blev den pågældende if. forordning af 18. dec. 1767 netop ikke dømt til døden, men idømt andre, mere passende straffe.

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 21

Processen koster Penge : jf. 👤P.G. Bang og 👤J.E. Larsen Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade bd. 1-5, 📌Kbh. 1841; bd. 2, s. 481: »Ved Processens Omkostninger i vidtløftig Forstand forstod Loven [Danske Lov] og forstaae endnu de senere Anordninger alle de Udgifter, som hidrøre fra Processens Førelse, saasom til Rettens Gebyhr, stemplet Papir, Sagførersalair, Reiseomkostninger, hvortil kommer Vederlag for Partens egen Uleilighed og Tidsspilde ved den ham forvoldte Proces.«

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 24

koster Tid : jf. forordning af 3. juni 1796 ang. »Rettens vedbørlige og hurtige Pleie«, som blev motiveret med henvisning til, »at de Klager, som føres over Rettergangens Langsomhed, ikke ere mindre beføiede, end de ere almindelige«. Trods forordningen blev retsprocesserne fortsat kritiseret for langsommelighed.

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 24

lade sig henrette uden Lov og Dom : If. Danske Lov kunne ingen dømmes uden ved 'lov og dom', men lejlighedsvis nedsatte kongen kommissionsdomstole uden den lovbefalede mulighed for anke af dommen, ligesom han selv (omend sjældent) forbeholdt sig retten til at gribe ind i rettens pleje.

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 29

3 Instantsers Kjendelse: sigter til de tre trin inden for domstolenes organisation, anden instans med højere myndighed end første og tredje med højeste. Siden 1771 var der dog kun to instanser i det københavnske retssystem. Første instans var Hof- og Stadsretten (fra 1805 Landsover- samt Hof- og Stadsretten), anden instans var Højesteret ( 177,19). For det øvrige 📌Sjælland var der tre instanser, idet de lokale by- og herredsretter eller birkeretter fungerede som første instans med Landsover- samt Hof- og Stadsretten som anden instans og Højesteret som tredje.

I trykt udgave: Bind 18 side 155 linje 30

Quod vero ... varietate p. 375 : lat. »👤Aristoteles skriver [Dyrenes historie, 5. bog, kap. 5, 541a 27-29], at agerhønen imidlertid undfanger, når hannen flyver hen over hende, eller hun hører hans røst eller blot inddrager hans ånde.« SK indsætter perdix (lat. agerhøne) fra den foregående sætning, men citerer i øvrigt ordret fra 👤Hieronymus Cardanus De Rerum Varietate, libri XVII (lat. Om naturens mangfoldighed, 17 bøger) 📌Basel 1581 [1557], ktl. 137, s. 375. – Aristoteles: 147m,5. – Hieronymi Cardani: Hieronymo Cardano el. Hieronymus Cardanus (1501-76), ital. matematiker, læge og filosof.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 8

Inter terræ miracula ... Micematichus (...) Hieronymus Cardanus ... p. 57 : lat. »Blandt jordens ejendommelige foreteelser er dens skælven, hvorom vi tidligere har talt. Alt efter jordskælvets følger skelner man mellem fire forskellige typer: de chasmatiske, brasmatiske, clitimachiske og micematiske.« Til dels ordret citat fra 👤Hieronymus Cardanus De Rerum Varietate, libri XVII ( 156,8), s. 57, hvor opremsningen af jordskælvets typer lyder således: »Chasmatichus, cùm perfoditur terra, atque dehiscit: succeditque lacus, aut specus. Brasmatichus, cùm attollitur: sic fiunt montes, eo in mari insulæ nascuntur. Clitimachus, cùm euertuntur ædificia: ex hoc genere maximus, Traiani tempore, cùm euersa est ciuitas: eo ipse, ut ferunt, miraculo seruatus. Micematichus, cùm dum fit sonus maximus, exauditur.« Lat. »Jordskælvet kaldes khasmatisk, når jorden slår revner og åbner sig; dernæst danner der sig en sø eller en hule. Man kalder jordskælvet brasmatisk, når jordskorpen rejser sig i vejret; således opstår der bjerge, og på den måde dannes der øer i havet. Man kalder det klitimakisk, når bygninger vælter omkuld. På Trajans tid var der et meget kraftigt et af den slags, og byen blev lagt i ruiner; kejseren selv skal kun ved et mirakel være blevet reddet derfra. Jordskælvet kaldes mikematisk, når man kun hører en meget høj lyd.«

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 16

Pythagoræerne antoge, at εν baade er πεϱιττον og αϱτιον : jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 105: »Die Elemente der Zahlen sind das Ungerade, (πεϱιττον) und Gerade (αϱτιον), weil nehmlich alle Zahlen unter die zwei Klassen, gerade und ungerade, gebraucht werden können. Eins [εν] enthält beide Elemente, und daher ist sie gleichsam der Stamm, aus welchem alle Zahlen (wahrscheinlich durch Addition) entspringen. Die Eins selbst ist keine Zahl, denn jede Zahl ist eine Mehrheit von Einheiten.« – εν: gr. ét, det éne. – πεϱιττον: gr. det ulige (tal). – αϱτιον: gr. det lige (tal) ( 160,23). – Pythagoræerne: en filosofisk skole og et religiøst-kultisk fællesskab, der blev grundlagt af 👤Pythagoras ( 152,4) i 📌Syditalien, og som blev opløst i det 4. årh. f.Kr. Jf. W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1, s. 75-150.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 23

den Væren ... Ikke-Væren ɔ: Bevægelsen : synes nærmest at referere til 👤Poul Martin Møllers diskussion af den bevirkende årsag, som 👤Aristoteles introducerer i 2. bog, kap. 3, i Fysikken (194b 29f.). Jf. Efterladte Skrifter af Poul M. Møller bd. 1-3 (bd. 1 udg. af 👤Chr. Winther, bd. 2-3 udg. af 👤F.C. Olsen), 📌Kbh. 1839-43, ktl. 1574-1576 (forkortet Efterladte Skrifter); bd. 2, 1842, s. 481: »Alle Væsner bestaae af Materie og Form, men hvorledes blive disse to Elementer forenede; hvorledes bliver det, der er som Anlæg, virkeligt? Denne Overgang fra Muelighed til Virkelighed kalder Aristoteles Bevægelse (ϰινησις [ 288,33]), og mener, at han herved har bortryddet de Vanskeligheder, der finde sted i dette Begrebs Bestemmelse: Bevægelsen er baade virkelig og ikke virkelig, da den er Overgang fra Muelighed til Virkelighed.« – Poul Martin Møller: da. forfatter og filosof (1794-1838), 1822 adjunkt i latin og græsk ved 📌Metropolitanskolen i 📌København, 1826 lektor og 1828 prof. i filosofi ved universitetet i 📌Kristiania (📌Oslo), fra 1831 til sin død prof. i filosofi ved universitetet i København, hvor han var en af SKs lærere. – Bevægelsen: 160,14.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 24

Hamann 8d B. p. 307. n: : jf. Hamann's Schriften, udg. af 👤Fr. Roth og 👤G.A. Wiener, bd. 1-7, 📌Berlin og 📌Leipzig 1821-25, og bd. 8,1-2 (registerbind), Berlin 1842-43, ktl. 536-544; bd. 8,1, 1842, s. 307f., noten (dvs. Hamanns noter til 👤Hesychius Apologie des Ordens der Frey-Mäurer. Von dem Bruder **** Mitgliede der ** schottischen Loge zu P*. Neue ganz umgearbeitete und einzige authentische Ausgabe. Philadelphia, im Jahr 3882. d.i. 1778, Berlin 1778, hhv. s. 321 og 323): »S. 321. Nicht nur die Bekanntmachung, sondern so gar die Vernachläßigung der Mysterien wurde zu gewissen Zeiten zum strafbaren Verbrechen gemacht. Der verehrungswürdige Demonax, dessen Leben Lucian so schön beschrieben hat, wurde in 📌Athen – – angeklagt, daß er – – unter allen Griechen (μόνος ἁπαντων) der einzige sey, der sich nicht in die Eleusinischen Geheimnisse habe einweihen lassen. (Tom. I. Opp. Lucian. Amstel. 1687. p. 861.) Die Athenienser, die sich vor seiner Vertheidigung schon mit Werkzeugen zur Steinigung versehen hatten, befriedigten sich doch zuletzt mit seiner Verantwortung, daß er sich in keinem Falle, die Myst. möchten nützlich oder schädlich seyn, einweihen lassen könnte, weil er sich zur Erfüllung der Bedingung, unter welcher sie mitgetheilet würden, unfähig fühlte. Wären sie nemlich nützlich; so würde er sie ausbreiten, um durch ihre Vortrefflichkeit alle Menschen zur Einweihung zu reizen. Fände er sie hingegen schädlich, so würde er sie auch alsdenn nicht verschweigen, um alle Menschen davon abzuhalten – – – S. 323. Der zweyte sonderbare Umstand in der Geschichte der Geheimnisse, ist die Seltenheit der Anklagen ihrer Entweihung. Man konnte auf so tausendfältige Art unvorsichtig seyn, oder einer Unvorsichtigkeit beschuldiget werden &c.« – Hamann: 👤Johann Georg Hamann (1730-88), ty. forfatter og filosof fra 📌Königsberg. Hans allusionsrige og ikke let tilgængelige skrifter udgjorde en vigtig del af kampen mod oplysningstidens rene fornuftideal; i modsætning til dette betonede Hamann den paradoksale forening af modsætninger, fx sanselighed og ånd, historie og fornuft. Et kernepunkt i hans tænkning var overbevisningen om, at Gud ved at blive menneske har anerkendt den konkrete virkelighed.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 27

Lucian : 👤Lukian fra Samosata (o. 125-180), gr. forfatter, især kendt for sine mange satiriske dialoger. Han fik tilnavnet 'gudsbespotteren' eller 'spotteren', idet han latterliggjorde sin tids politiske, filosofiske og ikke mindst religiøse bestræbelser.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 28

Demonax : gr. filosof (2. årh.), hørte til den kyniske skole, men lagde større vægt på skolens praktiske moral end på dens askese.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 29

eleusinske Mysterier : 147m,3.

I trykt udgave: Bind 18 side 156 linje 30

Lucian i 2d B. : jf. »Demonax« i Lucians Schriften, overs. af 👤H. Waser, bd. 1-4, 📌Zürich 1769-73, ktl. 1135-1138; bd. 2, 1769, s. 254-281; s. 260f.

I trykt udgave: Bind 18 side 156m linje 1

Trendlenburg : 👤Friedrich Adolph Trendelenburg (1802-72), ty. filosof og filolog. If. boghandlerregning fra 👤P.G. Philipsen (KA, D pk. 7 læg 7) købte SK den 13. feb. 1843 Trendelenburgs Elementa logices Aristotelicae. Editio altera recognita et aucta, 📌Berlin 1842 [1837], ktl. 844, og Erläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik, Berlin 1842, ktl. 845.

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 5

Enten – Eller : Enten – Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita var færdig fra trykkeriet den 15. feb. 1843 og udkom den 20. feb.

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 7

at kun den ... Sandhed for En : løst citat fra 👤Assessor Wilhelms »Ultimatum« (SKS 3, 315-332) til A, en prædiken af en præst i 📌Jylland om »Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret«, som slutter med ordene: »kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig«, SKS 3, 332,35.

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 8

Tennemann Gesch. d. Philos. 5. C. S. 301 : jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 5, 1805, s. 301: »Ueber das Kriterium der Wahrheit herrscht die größte Uneinigkeit unter den dogmatischen Philosophen. Einige haben behauptet, es gebe gar kein Kriterium, wie Xenophanes, Xeniades, 👤Anacharsis, 👤Protagoras, Dionysidorus, Gorgias, Metrodorus, Anaxarchus der Eudämonist, und Monimus der Cyniker. Andere nehmen zwar ein Kriterium an, weichen aber in der Bestimmung desselben gar sehr von einander ab. Nach einigen ist die Vernunft, nach andern das Gefühl, nach dem 👤Epikur der Sinn, nach Plato und 👤Aristoteles die Vernunft und der Sinn, nach den Stoikern die begreifende Vorstellung der letzte Bestimmungsgrund der Wahrheit.«

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 12

Enten – Eller : 157,7.

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 21

ungt Menneske ... foer vild i Verden : 👤Alkibiades (o. 450-404 f.Kr.), gr. politiker, i 👤Platons dialog Symposion den begejstrede yngling og 👤Sokrates' bejler, berømmet for sin veltalenhed, begavelse og skønhed, berygtet for sit lune og skørlevned samt sin ærgærrighed, jf. fx 👤Plutarks Alkibiades-biografi, 16, i Vitae parallelae (De parallelle liv), i Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af 👤S. Tetens, bd. 1-4, 📌Kbh. 1800-11, ktl. 1197- 1200; bd. 2, 1803, s. 341f. – lykkeligt begavet (...) foer vild: spiller måske på Ordsp 21,16: »Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 22

Socrates : 👤Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af 👤Platon og 👤Aristoteles ( 147m,5) den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig 👤Aristofanes i komedien Skyerne, 👤Xenofon i sine fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i 📌Athen dømt til døden for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro.

I trykt udgave: Bind 18 side 157 linje 24

en Stoiker ... p. 129. not. : jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 4, 1803, s. 129, note 98, hvor stoikeren 👤Chrysippos ( 150,23) angives at have betegnet sygelig tilbøjelighed som »ευϰαταφοϱια εις παϑος«, gr. (eukataphoría eis páthos) 'tilbøjelighed til lidenskab'.

I trykt udgave: Bind 18 side 158 linje 1

Erfaringen gjør et Msk. klog : jf. ordsproget »Erfaring er den bedste Lære-Mester«, nr. 1739 i 👤N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, 📌Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 66. Også optegnet som nr. 1778 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, 📌Kbh. 1879; bd. 1, s. 180.

I trykt udgave: Bind 18 side 158 linje 18

Digt af Evald, Advarsel mod Selvmord : jf. »En aandelig Sang, hvori indføres Forsonerens Jesu Christi kierlige Advarsel til dem, som fristes af de onde og ulyksalige Tanker at ville forkorte deres eget Liv« (1779) i Johannes Ewalds samtlige Skrifter bd. 1-4, 📌Kbh. 1780-91, ktl. 1533-1536; bd. 1, s. 291-302. – Evald: 👤Johannes Ewald (1743-81), da. digter.

I trykt udgave: Bind 18 side 159 linje 5

1ste B. p. 299 : jf. Johannes Ewalds samtlige Skrifter bd. 1, s. 299, hvorfra SK citerer de første tre af strofens seks verslinier; dets fortsættelse lyder: »Kan Aander døe? Kan Mennesket / Undflye sin Siel, sig selv saa let / Som Støv, hvorpaa det anker?«

I trykt udgave: Bind 18 side 159 linje 10

captieust: underfundig, sofistisk.

I trykt udgave: Bind 18 side 159 linje 14

hvad har først været til Træet ell. Kjernen : Udtrykket har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 159 linje 14

Schakspeare i Machbet ... Samvittigheds-Nag : jf. 👤Shakespeare Macbeth, 5. akt, 1. scene, i Macbeth. Tragedie i fem Acter. Efter Shakspeare og Schiller bearbeidet til Opførelse paa den danske Skueplads ved P. Foersom, 📌Kbh. 1816, s. 101-106: Lady 👤Macbeth har bevæget sin mand til at myrde Kong 👤Duncan, for at han selv kan blive konge, men i søvngængerscenen siges hun at lide af »ond Samvittighed« (s. 105). Hendes stuepige og læge overværer, hvordan hun går i søvne, mens hun forgæves søger at vaske Duncans blod af sine hænder: »Her lugter altid – altid end af Blod! / Al Østens Myrrha ei borttage kan / Liigstanken her af denne lille Haand!« (s. 104). På 📌Det kgl. Teater blev Macbeth opført 14 gange fra 1817 til 1843; i 1843 blev tragedien opført 5., 9. og 25. marts.

I trykt udgave: Bind 18 side 159 linje 19

den ældre Philosophie ... Forhold til hinanden : sigter til den førsokratiske diskussion af bevægelsen, jf. afsnittet »Geschichte der Philosophie in der ersten Periode bis auf Sokrates« i 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 29-53 (særligt s. 36-43): »Die Frage: wie und woraus ist die Welt enstanden, wäre also das erste Problem, welches sich die speculierende Vernunft vorlegte, und womit sie einen Schritt über die Erfahrungswelt hinaus that«, s. 37. Man forudsatte da som aksiom, at det, af hvilket verden var opstået, var »eine erste Materie, einen Grundstoff, aus welchem sich in der Folge alle organische und unorganische Stoffe und Wesen entwickelten, oder vielmehr einen Elementarzustand an, in welchem alle Stoffe beisammen gemischt waren, aus dem sie durch die Scheidung abgesondert und in Körper verbunden wurden«, s. 39. Da den erfarede verdens øvrige elementer imidlertid ikke lod sig forklare ved rekurs til ét grundelement (vand, luft, ild), »legte man eine ursprüngliche Mischung von allen Elemente zum Grunde«, s. 41. Ved en bevægelse i denne 'oprindelige blanding' var verden da blevet til: »Waren mehrere ungleichartige Elementartheile in einen chaotischen Zustand aufgelöst und mit einander vermischt; so entwickelte sich durch Absonderung und Verbindung die gegenwärtige Körperwelt; bei einartigen Atomen ging diese Bildung durch Trennung und Verbindung von Statten. Bei allen diesen Veränderungen der ersten Materie und den daraus entstehenden Bildungen wurde Bewegung als die wirkende Ursache verausgesetzt. Diese setzt aber selbst wieder als etwas Entstandenes einen Grund voraus. Die Vernunft konnte aber, um ihren Streben nach dem Unbedingten ein Genüge zu thun, nicht weiter gehen, als der Urmaterie eine ursprüngliche Bewegkraft beizulegen, welche auch eben so wenig als die Materie selbst entstanden war. Diese Bewegkraft äußerte sich durch Anziehung und Zurückstoßen, als Freundschaft und Feindschaft«, s. 42.

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 14

den nyeste Philosophie ... den logiske Bevægelse : I modsætning til den klassiske logik opererer 👤Hegel i sin spekulative logik ( 224,33) med en formidling el. forsoning af modsatte begreber: Et logisk begreb (en kategori) sætter sin modsætning, hvorved der dannes et nyt, som indeholder både det oprindelige begreb og dets modsætning; således sætter fx det abstrakte og indholdsløse begreb 'væren' dets modsætning 'intet' og forenes med det i begrebet 'vorden'. Denne bevægelse fra 'væren' over 'intet' til 'vorden' er en logisk bevægelse, 160,23. – den nyeste Philosophie: dvs. den hegelske, 193,21.

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 18

paralellisere de forskjellige Sætninger fra disse tvende Sphærer : dvs. sammenligne det gr. begreb om bevægelsen som en overgang fra mulighed til virkelighed med det hegelske begreb om bevægelsen som en formidling af logisk modsatte begreber (kategorier).

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 20

Categorie-Tavle : dvs. oversigt over kategorier, i 👤Aristoteles' filosofi forstået dels som logiske begreber (tænkningens grundlæggende prædikater), dels som ontologiske begreber (virkelighedens grundlæggende egenskaber). Aristoteles angiver ti kategorier – substans, kvantitet, kvalitet, relation, sted, tid, stilling, haven, handlen og liden (Cat. 1b 25ff. Top. 103b 22ff.) – men hævder ikke, at denne kategoritavle nødvendigvis er udtømmende; før Aristoteles har pythagoræerne hævdet, at der måtte være netop ti kategorier, som de da opstillede i en kategoritavle, hvor disse ti kategorier som det fuldkomne kontrasteres deres modsætninger som det ufuldkomne, jf. den af 👤Tennemann angivne 'kategoritavle' (Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 115), som SK i 1842 excerperer i en notesbog (L-Fort. 366a): det endelige/det uendelige, det ene/det mange, det ulige/det lige, det højre/det venstre, det mandlige/det kvindelige, det hvilende/det bevægede, det lige/det krumme, lyset/mørket, det gode/det onde, firkanten/den uligesidede firkant (Pap. IV C 3, s. 374f.). En tilsvarende »Tavle over Kategorierne« findes i 👤P.M. Møller Efterladte Skrifter ( 156,24) bd. 2, 1842, s. 322f. 👤Kant ( 198,1) opfatter kategorierne som rene forstandsformer, dvs. som logiske og ikke ontologiske begreber, jf. hans »Tafel der Kategorien« i Kritik der reinen Vernunft, 4. udg., 📌Riga 1794 [1781], ktl. 595, s. 106. I en notesbog (L-Fort. 366c) har SK i en optegnelse fra 👤K. Werders forelæsninger i 📌Berlin i vintersemesteret 1841-42 over »Logik og Metafysik, med særligt Hensyn til fremtrædende Systemer i ældre og nyere Filosofi« opstillet en tavle over 👤Hegels kategorier (Pap. III C 29 i bd. XIII, s. 332f.)

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 23

ingen Categorie ... den væsentligste af Alle : Udtrykket 'mediation', der ikke forekommer hos 👤Hegel ( 193,21), anvendes af de da. hegelianere som gengivelse af det hegelske begreb »Vermittlung«. Således skriver fx den da. teolog og hegelianer 👤A.P. Adler i Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, 📌Kbh. 1842, ktl. 383, § 9: »den dialectiske Bevægelse, hvorved det hegelske System charakteriseres, ligger ikke blot i Negationen. Dialectik hos Hegel udtrykker baade den objective Nødvendighed, hvormed Umiddelbarheden gaaer over i det Modsatte, og den, hvormed begge, Umiddelbarhed og Tanke, gaae over i en fælleds, høiere Eenhed; den indbefatter altsaa baade Negationen og Mediationen. Vi have sagt, at Negationen er Umiddelbarhedens Overgang i det Modsatte; Mediationen er Modsætningernes Forsoning i den høiere Eenhed«, s. 19.

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 23

Pythagoras : 152,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 29

Tennemann 1ste B. p. 101 : 👤W.G. TennemannGeschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 101: »Daher konnte 👤Pythagoras mit Recht sagen: der weiseste Mann dünke ihm der zu seyn, der den Dingen ihren Nahmen gegeben, und die Zahlen erfunden habe.«

I trykt udgave: Bind 18 side 160 linje 32

altid at have Uret : 157,8.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 3

Saaledes lærte Pythagoras ... det ulige fuldkommen : jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 105 »Die geraden Zahlen sind unvollkommen, unvollständig, die ungeraden vollkommen und vollständig«. Jf. den pythagoræiske kategoritavle ( 160,23). I en notesbog (L-fort. 366a, 160,23) excerperer SK samme sted: »de lige Tal er ufuldkomne og ufuldstændige; de ulige ere fuldkomne og fuldstændige« (Pap. IV C 3, s. 374). – Pythagoras: 152,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 4

Pythagoræerne : 156,23.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 8

Tennemann 1ste B. p. 115 : Umiddelbart efter at have opstillet den pythagoræiske 'kategoritavle' ( 160,23) skriver 👤Tennemann, Geschichte der Philosophie bd. 1, s. 115f.: »Diejenige Idee, welche die Erfinder dieser Tafel leitete, war, alle Begriffe, durch welche den Dingen eine Vollkommenheit beigelegt wird, auf der einen Seite, so wie auf der andern diejenigen zusammen zu stellen, welche einen Mangel der Vollkommenheit nach ihrer Vorstellungsart einschließen. Daher stehet der Begriff des Endlichen oder Begrenzten, und auf der andern Seite der des Unendlichen oben an. Denn mit dem Endlichen, der Einheit verglichen sie alles Bestimmte und Regelmäßige, / [s. 116] / mit dem Unendlichen, Gleichen aber das Unbestimmte, Unordentlige, Unerkennbare in der Welt.«

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 10

Tennemann 1ste B. p. 119 : 👤W.G. TennemannGeschichte der Philosophie bd. 1, s. 119: Tennemann skriver, »daß die Pythagoräer nicht das Princip woraus etwas enstehet, sondern was daraus enstehet, wie bei den Pflanzen, Thieren, für das vollkommenste gehalten haben«.

I trykt udgave: Bind 18 side 161m linje 5

Eenheds-Principet ... Modsætnings-Principet : 202,19 og 223,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 11

Pythagoras lærte ... et Tal : 156,23.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 12

Eleaten Zeno : 👤Zenon fra Elea (5. årh. f.Kr.), gr. filosof af den eleatiske skole, 152m,10.

I trykt udgave: Bind 18 side 161m linje 6

μηδεν των οντων ... p. 202 og note : gr. (mēden tōn óntōn estí to hen) »det ene er intet af det værende«. Ordret citat fra 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 202, note 75, hvor den gr. filosof 👤Simplikios (d. 547) angives som kilde. Noten føjes til denne passage, s. 202: »Aeltere und neuere Schriftsteller haben behauptet, Zeno habe die Existenz der einen Substanz nicht nur bezweifelt sondern ganz und gar geleugnet, und gesagt: sie sey keins von den existierenden Dingen, er habe daraus gefolgert: es existiere gar nichts

I trykt udgave: Bind 18 side 161m linje 7

Heraklit trak ... for Kjendere : excerpt fra 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 210. – Heraklit: 149,1. – Dianas: 241,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 18

En af de 7 Vise ... vare Dommere : De syv vise var if. oldgræsk tradition syv statsmænd fra det 7. og 6. årh. f.Kr., især kendt for en række korte leveregler; kilderne er ikke enige om deres navne. Den, der her sigtes til, er den skythisk fødte filosof 👤Anacharsis, der omtales i 👤Diogenes Laertios' filosofihistorie, 1. bog, kap. 8, 103, hvor han tilægges denne replik: »Underligt er det, at hos Grækerne stride kunsterfarne Mænd om Prisen, men uerfarne Mennesker ere Dommere«, Diogen Laërtses filosofiske Historie ( 152,2) bd. 1, s. 47.

I trykt udgave: Bind 18 side 161 linje 22

et Barn ... Moderens Smerte : Ved besværlige fødsler, fx når blodstyrtninger eller krampetrækninger truede moderens liv, blev barnet taget med tang, hvorved dets hoved blev deformeret; således fik det spæde barn en midlertidig (og ikke bestandig) mindelse om moderens smerte, jf. 👤M. Saxtorph Nyeste Udtog af Fødsels-Videnskaben, til Brug for Jordemødrene, 3. opl., 📌Kbh. 1828 [1802], § 290, s. 229: »Tangen er et Instrument, med hvilket man ligesom med Jernhænder kan omfatte visse Dele af Barnet, og uden at skade dem dermed sikkert udtrække Barnet.«

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 4

Stoicisme : filosofisk skole, grundlagt af 👤Zenon o. 300 i 📌Grækenland og i de første årh. e.Kr. videreført i 📌Rom af bl.a. 👤Seneca, 👤Epiktet og 👤Marcus Aurelius; her sigtes til dens lære om, at alle mennesker af natur er ens og principielt i stand til at hæve sig over tilfældige lidelser for at realisere en ideal sindsro.

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 14

Pontoppidan i hans Forklaring ... deres Sjæl : sigter til 👤Erik Pontoppidan (1698-1764) Sandhed til Gudfrygtighed udi en eenfoldig og efter Mulighed kort dog tilstrekkelig Forklaring over Sal. Doct. Mort. Luthers Liden Catechismo, 📌Kbh. 1738 (i almindelighed kendt og betegnet som »Pontoppidans Forklaring«), s. 168f.: »Er ikke Vantroe og Guds-bespottelige Tanker eller Indfald farlige Fristelser af Dievelen og Menniskets Hierte? / Jo, men en troende, som har stor Afskye derfor, og strider efter Muelighed der imod, kand trøste sig ved, at Gud seer, at det er paa hans Side ingen frivillig Gierning, men en smertelig Lidelse, som og tilsidst har sin salige Nytte.« Og s. 136f.: »Hvilke ere da saadanne Evangelii Naade-Gaver? / Det er (...) endog de bitterste Lidelsers Udfald til de troendes beste; et levende Haab om Saligheden, hvorpaa endelig følger den uudsigelige evige Glæde og Herlighed i Himmelen o.s.f.«

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 15

Leucipp : 👤Leukippos fra 📌Milet (5. årh. f.Kr.), gr. filosof; menes at have skrevet Megas Diakosmos (»Det store verdensbillede«), hvoraf der kendes et fragment.

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 23

et Sørgespil ... p. 264 n: : overs. citat fra 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 264, nederst.

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 23

Han (...) havde ikke ... Hoved til : sigter til Matt 8,20: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819). Jf. desuden Luk 9,58.

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 33

sorgløs som Himlens Fugl og Markens Blomst (...) Skal et Msk. ... den Dag imorgen : sigter til Matt 6,24-34 (NT-1819); v. 26: »Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget Mere end de?«; v. 28: »Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke«; og v. 34: »Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.«

I trykt udgave: Bind 18 side 162 linje 36

vi lære jo dog ... at indordne sig derunder : Lærebøgerne til brug i kristendomsundervisningen formanede enhver til flid i sin givne næringsvej (kald), både for at indordne sig under den af Gud sanktionerede verdslige orden og for at sikre sit og sin husstands daglige udkomme, jf. fx kap. 6, afsnittet om pligten at drage »Omsorg for vor timelige Velfærd«, § 1a i 👤N.E. Balle og 👤C.B. Bastholm Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler, 📌Kbh. 1824 [1791], ktl. 183: »Vi maae stræbe, at forøge vor Velstand, baade ved Fliid i vort lovlige Kald, og ved en klog Sparsommelighed, saavel til Nytte for os selv, som for at kunde komme andre til Hielp i deres Trang« (s. 72).

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 10

det stumme Bogstav : det bogstav, som skrives, men ikke udtales.

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 15

kalde min Smule Viisdom Sophistik : hentyder måske til 👤J.L. Heibergs og 👤M.A. Goldschmidts anmeldelser af Enten – Eller ( 157,7): I »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade ( 193,18) priser Heiberg »Forfatterens ualmindelige Aandrighed, Lærdom og stilistiske Færdighed« (bd. 2, s. 290), men »tvivler ikke paa, at dersom Forfatteren vilde lade den see for Penge, vilde han faae ligesaa Meget ind som ved at lade den læses for Penge« (bd. 2, s. 288). I Corsaren den 10. marts 1843 (nr. 129) skriver Goldschmidt om forfatteren, at han er »en mægtig Aand, han er en Aandsaristocrat, han spotter over den hele Menneskeslægt, viser dens Jammerlighed« (sp. 1), og derfor har forfatteren desuden sat en ære i selv at bekoste udgivelsen uden hensyn til, om nogen ville købe den eller ej (sp. 2f.).

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 20

den mangler ... tjener Penge ved den : Enten – Eller udkom i kommission hos 👤C.A. Reitzel, og SK var således sin egen forlægger, en forretningsmåde, som indebar, at han selv måtte slutte kontrakt med trykkeriet; for papir og trykning betalte han 640 rigsdaler og 46 skilling ( 176,17), og for de første 100 solgte eksemplarer modtog han den 7. maj 1843 fra C.A. Reitzel 395 rigsdaler og 80 skilling; han tjente således ikke på udgivelsen i første omgang. Jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 58-62. – Platos: 👤Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af 👤Sokrates ( 157,24), som desuden er den gennemgående hovedperson i Platons dialoger, der hyppigt polemiserer mod sofisterne, grundlagde 387 f.Kr. Akademiet i Athen, blandt hans elever var 👤Aristoteles. Af Platons værker ejede SK bl.a. en gr. og lat. udg. Platonis opera, quae exstant, udg. af 👤F. Ast, bd. 1-11, 📌Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154 (forkortet Platonis opera), en ty. overs. Platons Werke, overs. af 👤F. Schleiermacher, del 1-3 i 6 bd., 📌Berlin 1804-28, ktl. 1158-1163, og en da. overs. Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af 👤C.J. Heise, bd. 1-8, 📌Kbh. 1830-59; bd. 1-3, 1830-38, ktl. 1164-1166; i kommentarerne til JJ vil der fortrinsvist blive henvist til disse og supplerende til Platons Skrifter, udg. af 👤C. Høeg og 👤H. Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]. – Aristoteles: 147m,5.

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 21

Tennemann ... not. 6 : 👤W.G. TennemannGeschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 1, s. 355, note 6b: »Dieses sind die Charactere, welche Plato von den Sophisten an mehreren Stellen vorzüglich in seinem Dialog Sophista [231d-e] angiebt. z. B. S. 230 νεων ϰαι πλουσιων εμμιςϑος ϑηϱευτης, 2) εμποϱος τις πεϱι τα της ψυχης μαϑηματα, 3) πεϱι ταυτα ϰαπηλος, 4) αυτοπωλης πεϱι τα μαϑηματα, 5) της αγωνιστιϰης πεϱι λογους αϑλητης την εϱιστιϰην τεχνην αφωϱιςμενος, 6) δοξων εμποδιων μαϑημασι πεϱι ψυχην ϰαϑαϱτης [gr. »en hyret jæger af unge og rige mænd, 2) en eksportør af sjælekundskaber, 3) en kræmmer, der gør sig i samme, 4) en producent af kundskaber, 5) en kæmper i stridskunst med ord, specialiseret i disputerekunst, 6) en sjælerenser, der fjerner de forestillinger, som er til hindring for kundskaber«]. Doch das letzte Merkmal, sagt er, könne dem Sophisten noch streitig gemacht werden. 👤Aristoteles de Sophist. elenchis c. 1. [165a 21-23] εστι γαϱ ἡ σοφιστιϰη φαινομενη σοφια, ουσα δε μη· ϰαι ὁ σοπιστης χϱηματιστης απο, φαινομενης σοφιας, αλλʹ ουϰ ουσης [gr. »For den sofistiske kunst minder om visdom, men er uden realitet; og sofisten er en, som tjener penge på visdom, der kun er tilsyneladende, men uden realitet«].«

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 25

Socrates siger til Theætet : jf. 👤Sokrates' ( 157,24) replik i 👤Platons dialog Theaitetos, 148e. – Theætet: 👤Theaitetos (415 el. 413-369 f.Kr.), gr. matematiker.

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 27

Ωδινεις γαϱ ... Ast 2 Tom. p. 22 : gr. »Det [at 👤Theaitetos ikke kan lade være at spekulere] kommer af, at du har Fødselsveer, kære Theaitetos, fordi du ikke er tom, men svanger«, Platons Skrifter ( 163,21) bd. 6, s. 102. SK citerer i øvrigt ordret fra Platonis opera ( 163,21) bd. 2, 1820, s. 22, men udelader accenttegnene.

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 29

offentlig Fruentimer : prostitueret, luder. If. Danske Lov ( 155,21) var prostitution ulovlig, men da den i praksis ikke var mulig at undgå, blev den tolereret; i et forsøg på at holde de vidt udbredte kønssygdomme i ave, blev de prostituerede lovet anonymitet og gratis behandling af evt. sygdomme, hvis de selv meldte sig på politikammeret. Jf. 👤A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, 📌Kbh. 1844-53; bd. 3, 1848, s. 36: »I Forbindelse med denne Materie bør det her ikke lades ubemærket, at de hos Politiet indskrevne offentlige Fruentimmers Antal i Kjøbenhavn i den sidste halve Snees Aar har været c. 300, snart lidt over, snart lidt derunder, og at der vistnok er meget faa andre end de Indskrevne, som søge Hovederhverv ved Løsagtighed, da Politiet er meget agtpaagivende og streng i saa Henseende, hvorimod Antallet paa dem, som herved søge en Bifortjeneste, ikke skal kunne calculeres til under 1000.«

I trykt udgave: Bind 18 side 163 linje 35

han kunde være Fader ... skyldte ham Livet : Det var ikke ualmindeligt, at prostituerede fødte 'uægte børn', selvom de stræbte at undgå graviditet; men »det maa erindres at hvert Aar kun mellem ⅓ og ¼ af alle faldne Piger kunne antages at blive svangre, selv om Man vil ansee deres Frugtbarhed for lige saa stor som de gifte Koners, hvad den dog sikkert ikke er«, 👤A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 3, 1848, s. 32. En plakat af 6. dec. 1839 indskærpede, at faderen (dersom han lod sig identificere) var pligtig til »at sørge for sit uægte Barn«. – etsteds i Verden ... skyldte ham Livet: Når en prostitueret (eller anden ugift pige) skulle føde, kunne hun anonymt lade sig indlægge på 📌Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse i 📌Amaliegade (se kort 2, F3). Her kunne hun mod ydelse af et alimentationsbidrag efterlade barnet til stiftelsens eller en plejefamilies forsorg. De færreste prostituerede var i stand til at yde det årlige bidrag på 50 rigsdaler ( 176,17), og derfor var de i praksis tvunget til at tage de nyfødte med sig, hvis de ikke i stedet ville opgive deres anonymitet.

I trykt udgave: Bind 18 side 164 linje 2

Det er bedre at give end at tage : sigter til Jesu ord if. 👤Paulus, ApG 20,35: »Det er saligere at give end at få.«

I trykt udgave: Bind 18 side 164 linje 16

redebon til af Kjærlighed at bortgive Alt : spiller måske på Tit 3,1 om »at være redebonne til al god Gierning« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 164 linje 18

Un sot trouve ... Boileau : ordret citat fra 👤F.C. Eilschov Philosophiske Breve Over adskillige nyttige vigtige Ting, 📌Kbh. 1748, ktl. 475, s. 126, note y. Jf. teksten samme side, hvor Eilschov benytter det oversatte citat som karakteristik af fritænkere, der med fabler og løs viden benægter forsynet: »En Nar en større for sig finder, / Som med sit Narrerie han lættelig forblinder (y).« Versene skyldes den fr. digter og kritiker 👤Nicolas Boileau-Despréaux (1636-1711) L'art poétique (1674), 1. sang, vers. 232.

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 6

reus voti : lat. bundet af et løfte. Udtrykket optræder i 👤Vergils Æneide, 5. sang, v. 237, og angiver, at man er forpligtet til at opfylde sit løfte til guderne (fordi man har fået sit ønske opfyldt).

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 9

theologisk Attestats : egl. attesteret eksamensbevis, dvs. teologisk embedseksamen (efter fundats af 7. maj 1788, kap. 4, § 9-10, og kgl. resolution af 13. dec. 1835). SK tog sin teologiske embedseksamen den 3. juli 1840.

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 10

Disputats : SK disputerede for den filosofiske magistergrad den 29. sept. 1841 med Om Begrebet Ironi, 📌Kbh. 1841; han kan allerede have påbegyndt disputatsen 1838-39, men i det væsentlige blev den formentlig udarbejdet fra o. sept. 1840 frem til kort før indleveringen den 3. juni 1841, dvs. under forlovelsen med 👤Regine Olsen ( 174,8), jf. tekstredegørelsen, SKS K1, 125-129.

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 11

i 11 Maaneder fix og færdig med »Enten – Eller« : SK har formentlig nedskrevet de første udkast til Enten – Eller ( 157,7) i okt. 1841 og arbejdet på værket frem til sept. 1842, hvorefter de følgende fire måneder gik med renskrivning og korrekturlæsningen, jf. tekstredegørelsen, SKS K2-3, 54-58.

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 11

Mynsters Prædikener : jf. J.P. Mynster Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 1-2, 3. opl., 📌Kbh. 1837 [1823], ktl. 2191, og Prædikener bd. 1-2, 📌Kbh. 1810-15; bd. 1, 3. opl, 1826, og bd. 2, 2. opl., 1832, ktl. 2192. – Mynsters: 👤Jacob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, fra 1834 biskop over 📌Sjællands stift og som sådan kirkens gejstlige overhoved.

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 23

han trøster ... blidere Dage : jf. fx 👤J.P. Mynster »Formaning til at holde fast ved Haabet« i Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret bd. 2, s. 398: »Det er vel saa, at ogsaa paa den klare Dag samle Skyer sig ofte over Menneskenes Hoved, og indhylle deres Vei i Taage og Mørke; men det er sandeligen og saa, at efter Regn skinner Solen atter, efter Vinter kommer Foraar, efter sørgelige Tider komme atter glædeligere.«

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 24

Cartesius have meent ... det Sandsynlige : I fortalen til Meditationes de prima philosophia (i Renati Des-Cartes opera philosophica ( 148,5) bd. 1, s. 1-4) forklarer 👤Descartes, at de filosofiske problemer, han mener at kunne løse vha. sin metodiske tvivl, alene vedrører spekulative sandheder og hverken troen eller handlingslivet; i 1. meditation (s. 5-8) udtrykker Descartes prægnant, at det – mens man tvivler – ikke drejer sig om at handle, men kun om at meditere og erkende. – Cartesius: 148,5.

I trykt udgave: Bind 18 side 165 linje 33

Χstus skjulte noget ... ikke kunde bære det : sigter til Joh 16,12: »Jeg haver endnu Meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 166 linje 11

mod Gud har jeg altid Uret : 157,8.

I trykt udgave: Bind 18 side 166m linje 2

Hiin Qvinde ... Fornuftens Gudinde : jf. fx Beckers Verdenshistorie ( 145,27) bd. 11, 1827, s. 532: »Ødelæggerne af det christelige Kirkevæsen opfandt Fornuftens Cultus, og helligholdt samme for første Gang den 10de November 1793 i Notre Dame Kirken. En berygtet Skiøge blev som Fornuftens Gudinde kiørt halvnøgen paa en Triumphvogn til Alteret, og der hædret med Hymner og Røgelse.« Becker fortæller ikke om kvindens senere skæbne.

I trykt udgave: Bind 18 side 166 linje 18

Theodorus Atheos ... p. 124. not. 39 : overs. citat fra 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 2, 1799, s. 124, note 39, hvor Tennemann citerer på gr. fra 👤Plutark De tranquillitate animi (Om sindsro). – Theodorus Atheos: 👤Theodoros fra Kyrene (4. årh. f.Kr.), gr. kyrenæisk-epikuræisk filosof med tilnavnet átheos, gr. gudløs, ateist.

I trykt udgave: Bind 18 side 166 linje 23

hvad hverken det gl. T. ell. Koranen melder om : If. 1 Mos 22,1-19 byder Gud 👤Abraham at begive sig til 📌Moria for der at ofre sin søn; han forbereder ofringen, og på den tredie dag når de frem, mens 👤Isak fortsat er uvidende om sin bestemmelse, jf. v. 7-8. Da Abraham har bygget et alter, bundet Isak og grebet kniven for at slagte ham, standses han af en engels råb fra Himlen; nu ved Gud, at Abraham af frygt for ham end ikke ville spare sin søn, og derfor velsigner han ham og byder ham i stedet at ofre en vædder, der pludselig viser sig nær ved. – Koranen: SK ejede en ty. overs., Der Koran, overs. af 👤L. Ullmann, 📌Crefeld 1840, ktl. 603; han har formentlig og forgæves søgt i 14. sure, som bærer titlen »Abraham« (s. 206-211), men if. 37. sure, »Die sich Ordnenden« (s. 383-389), v. 102, vidste 👤Ismael (som i Koranen er genstand for Abrahams prøvelse og ikke hans broder, Isak) faktisk, at Abraham ville ofre ham, jf. s. 386: »Als dieser [Ismael] nun in die Jahre der Einsicht kam, da sagte Abraham zu ihm: O mein Sohn, ich sah in einem Traume, daß ich dich zum Opfer darbringen soll; nun bedenke, was du davon hältst. Er aber antwortete: Thue, mein Vater, wie dir geheißen worden, und du wirst mich, mit Gottes Willen, ganz geduldig finden.«

I trykt udgave: Bind 18 side 166 linje 29

som Furier over hans Hoved : sigter til den gr. mytologis nidkære hævngudinder, furierne, der med slangehår på hovedet og dolke og fakler i hænderne forfulgte forbrydere med skrækindjagende syner.

I trykt udgave: Bind 18 side 167 linje 12

Naar Barnet ... Moderen sit Bryst : Moderen har antagelig sværtet sit bryst med kønrøg (et sort farvestof, som fås af den sod, der sætter sig i ovnen eller skorstenen, hvor fedt gran- el. fyrretræ antændes) el. lampesod (den sod, der samler sig af brændende lamper; lampesværte).

I trykt udgave: Bind 18 side 167 linje 31

Idag stod der ... svært sort Silketøi : jf. Adresseavisen den 10. april. 1843 (nr. 85), 1. tillæg, sp. 10: »Behag at bemærke! / Formedelst anden Bestemmelse sælges (som er kjøbt til eget Brug) 14 Al. svært sort Silketøi, eens paa begge Sider og 5 Qv. br., samt et meget smukt fransk Shawl, som sælges betydeligt under den Priis, som det har kostet i Borgergaden 204, i Stuen, 1ste Dør fra Gothersgaden.« Under rubrikken »Blandede Bekjendtgørelser« i Adresseavisen benyttes udtrykket »Formedelst anden Bestemmelse« som en fast og hyppig vending. – Adresseavisen: egl. Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger, grundlagt 1759 og det vigtigste organ for den københavnske avertering, da den – Berlingske Tidende undtaget – som det eneste blad i 📌Kbh. havde ret til at indrykke avertissementer for betaling; fra 1800 udkom avisen seks dage om ugen, og i 1840'erne lå oplaget på 7000 eksemplarer, jf. 👤A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, 📌Kbh. 1844-53; bd. 3, 1848, s. 261f.

I trykt udgave: Bind 18 side 168 linje 8

theolog: Candidater (...) begynde med at være Lærere : Endnu på SKs tid blev en del teologiske kandidater efter embedseksamen antaget som privatlærere for velholdende borgeres el. embedsmænds børn, jf. »Om de theologiske Candidaters Huuslærerliv« i Archiv for den praktiske Theologie, udg. af 👤J.S.B. Suhr, bd. 1-2, 📌Kbh. 1839-40; bd. 1, s. 273-289.

I trykt udgave: Bind 18 side 168 linje 17

Jeg begyndte ... at være Sjælesørger : SK blev teologisk kandidat den 3. juli 1840 og forlovet med 👤Regine Olsen ( 174,8) den 8. sept. samme år; at han 'endte med at være sjælesørger' sigter måske til, at han efter endegyldigt at have brudt forlovelsen den 11. okt. 1841 på hendes faders foranledning samme aften og igen den følgende dag prøvede at trøste hende (jf. notesbogen »Mit Forhold til 'hende'«, dateret 24. aug. 1849, Pap. X 5 A 149,12, s. 164), men kan desuden sigte til To opbyggelige Taler ( 169,11) som særligt henvendt til Regine Olsen alias »hiin Enkelte« ( 169,19), jf. kommentaren til SKS 5, 13,11, i SKS K5, 35.

I trykt udgave: Bind 18 side 168 linje 20

Det Opbyggelige : dels en homiletisk genre, der sigter mod at opbygge og befæste menighedens følsomhed over for det guddommelige, dels en privat praksis, hvor den troende i lønkammeret ved bøn og læsning af opbyggelige skrifter søger Gud i sit hjerte, jf. fx artiklen »Erbauung« i 👤F.A. Brockhaus Allgemeine deutsche Real-Encyklopädie für die gebildeten Stände. (Conversations-Lexikon.), 8. udg., bd. 1-12, 📌Leipzig 1833-37, ktl. 1299-1310 (forkortet Conversations-Lexikon); bd. 3, 1833, s. 664f.

I trykt udgave: Bind 18 side 168 linje 27

en Spøg ... siger Du : sml. journaloptegnelsen FF:91, SKS 18, 94, hvor SK i 1837 spørger: »Hvorvidt kan der ligge noget humoristisk i Bønnen, i den deri indeholdte Tilsidesættelse af al verdslig Relativitæt, det at være Duus med Gud.«

I trykt udgave: Bind 18 side 168 linje 28

tiltaler den jordiske Majestæt med det fortrolige Du : Enhver undersåt var pligtig at titulere den enevældige konge »Deres Majestæt«, ligesom både Kongeloven (1665, offentliggjort 1709) og Danske Lov ( 155,21) byder at »holde og agte Kongen for det ypperste og høyeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved eller Dommer kiender over sig, enten i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud aleene« (her cit. efter Danske Lov, 1. bog, kap. 1, § 1, som med ubetydelige ortografiske ændringer følger Kongeloven).

I trykt udgave: Bind 18 side 168 linje 34

Sted herude i Gribs-Skov ... Otteveiskrogen : 📌Gribskov i 📌Nordsjælland (📌Frederiksborg Amt), knap 40 km NNV for 📌København, var (som i dag) 📌Sjællands største skov, omfattende 7.700 tdr. (42 km2) fredskov, dvs. indhegnet skov, hvor kreaturer ikke måtte græsse, med tilstødende skove i alt 10.000 tdr. (55 km2). Jf. 👤A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, 📌Kbh. 1844-53; bd. 2, 1847, s. 213. I det 17. årh. anlagdes retlinjede vejsystemer i stjernemønstre til parforcejagt i skoven, og 📌Ottevejskrogen er et mødested for sådanne veje; den findes i skovens sydlige ende, nær 📌Kildeport, men er tidl. fejlagtigt blevet identificeret med 📌Rødepæl Stjernen el. 📌Syvstjernen, hvor der i 1913 blev opstillet en mindedysse for SK. Ottevejskrogen blev desuden brugt som betegnelse for den tilstødende del af 📌Grib Skov, hvilket ses på et skovkort fra o. 1850, mens navnet fx ikke findes på 👤J.H. Mansa Kort over den nordøstlige Deel af Sjælland, 📌Kbh. 1837 (el. senere), ktl. 2051 (se kort 3, D3).

I trykt udgave: Bind 18 side 169 linje 4

Forord til de »to Prædikener« : dvs. forordet til To opbyggelige Taler, 📌Kbh. 1843, jf. SKS 5, 13. Forordet er dateret »Kjøbenhavn, den 5te Mai 1843«, SKs 30-års fødselsdag; men dateringen må være fremskreven, da bogen allerede var færdig fra trykkeriet lørdag 6. maj (og udkom tirsdag 16. maj); SK har formentlig afleveret sit manuskript til sætteren i midten af april, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 15f. – to Prædikener: I forordet til To opbyggelige Taler skriver SK, at bogen »blev kalden 'Taler' ikke Prædikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,2.

I trykt udgave: Bind 18 side 169 linje 11

Jeg iler op i Bogtrykkeriet (...) Sætteren : SK boede i 📌Nørregade, nuværende nr. 38 (se kort 2, B1), og 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri lå på det vestlige hjørne af 📌Østergade og 📌Pedermadsensgang, nuværende 📌Ny Østergade (se kort 2, D2). Sætteren er ikke identificeret. Jf. i øvrigt tekstredegørelsen til To opbyggelige Taler, 📌Kbh. 1843, SKS K5, 15f.

I trykt udgave: Bind 18 side 169 linje 16

den »Enkelte« : nemlig, som SK skriver i forordet til To opbyggelige Taler, »hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser, hiin Enkelte, hvem den søger, efter hvem den ligesom udstrækker sine Arme, hiin Enkelte, der er velvillig nok til at lade sig finde, velvillig nok til at modtage den«, SKS 5, 13,11.

I trykt udgave: Bind 18 side 169 linje 19

først besluttet kun at lade trykke 2 Exemplarer : To opbyggelige Taler udkom formentlig i et oplag på 500 eksemplarer, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 20.

I trykt udgave: Bind 18 side 169 linje 20

jeg tager den hemmelige Note bort : Det kan ikke afgøres, om SK sigter til en faktuel el. fiktiv handling.

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 1

qvitterer (...) til Takke : giver igen, honorerer (en fordring) med tak.

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 5

Synd (...) der skal sørges over : 241,12.

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 6

Christi Ord: naar Du faster (...) saa salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt : jf. Matt 6, 17: »Men naar du faster, da salv dit Hoved, og toe [vask] dit Ansigt« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 9

Menighed og (...) Menighedens Idee : sigter formentlig til 👤N.F.S. Grundtvig ( 220,28) og hans lære om menighedsfællesskabet som kristendommens fundament.

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 14

Myndighed : især den myndighed, som en ordineret præst i den da. kirke havde, og som SK ikke havde, da han ikke var ordineret. Jf. forordet til To opbyggelige Taler, 1843 ( 169,11), hvor SK straks erklærer, at »denne lille Bog (...) blev kalden 'Taler' ikke Prædikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,2.

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 24

Bileams Æsel der taler : jf. 4 Mos 22,21-30.

I trykt udgave: Bind 18 side 170 linje 30

hiin Gartnersvend ... gode Recommendationer : sigter til en vignet, som ikke blev brugt i Adresseavisen ( 168,8), men derimod ofte under rubrikken »Ledige Tjenester« i Berlingske Tidende i forbindelse med annoncer for gartneri og havearbejde: Vignetten forestiller en mand, som i foroverbøjet stilling og med en vandkande i hånden, vander et par buske, jf. fx 6., 11. og 16. feb. 1843 (nr. 34, 39 og 44). Under vignetten den 11. feb. læses denne annonce: »For en, helst ugift Gartner, der er dulig i sit Fag og selv tager Deel i alt forefaldende Arbeide og som tillige kan producere Beviser for Ædrulighed og god Opførsel, er Tjeneste ledig til 1ste Mai, paa Hørbygaard pr. Holbek.« Se illustration 8.


8. Annonce i Berlingske Tidende med vignet af en gartnersvend

Jf. også en annonce under en tilsvarende vignet den 10. feb. 1840 (nr. 33): »En ung Mand, som har taget Gartner-Examen, og i de senere Aar lært Landvæsenet hos duelige Landmænd, ønsker sig anbragt som Forvalter, ligemeget om paa en større eller mindre Landeiendom. Gode Anbefalinger kunne tilveiebringes. Man behage at henvende sig til Hr. Urtekræmmer Øst, Hjørnet af Integade og Kirkestræde, som giver nærmere Oplysning.«

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 1

snu Lommeprokurator : En prokurator (sagfører), dvs. en person, som fører sager for andre el. 'går i rette for andre', burde if. Danske Lov ( 155,21) være god, oprigtig og uberygtet (1. bog, kap. 9, § 8). Ikke desto mindre blev prokuratorerne i almindelighed ringeagtet som moralsk anløbne personer, der af hensyn til klientens sag og sin egen indtjening uden skrupler forsøgte at bøje loven. Udtrykket lommeprokurator blev brugt nedsættende om sådanne prokuratorer, men også om andre, der fremmede en (fx litterær) sag vha. uhæderlige og amoralske midler.

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 7

dreie (...) en Næse : narre.

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 8

Det vil jeg ei ... det Hele : delvist overs. citat fra Fra Diavolo eller Værtshuset i Terracina. Syngespil i 3 Akter af E. Scribe; oversat til Aubers Musik af Th. Overskou, 1. akt, 3. scene (Det kongelige Theaters Repertoire nr. 37, 📌Kbh. 1831, s. 3f.): »Jeg gjerne saae, jeg gjerne saae, / At De paa Moden altid var, / At diamonds and Silk' De bar, / Og dertil mine Peng' let gaae! / Jeg glad det saae, jeg glad det saae! / Men hvis, Mylady! De mig til / En Mand paa Moden gjøre vil – / You are in fault – jeg svarer: nei! / Det vil jeg ei, det vil jeg ei! – / No, no, no, no, no, Goddam! / Det vil jeg ei, – det vil jeg ei!« Verset synges af 👤Lord Rokborough, en eng. rejsende i 📌Italien, for hans kone, 👤Pamela, som han umiddelbart forinden har beskyldt for koketteri. Fra 19. maj 1831 til 21. febr. 1842 blev stykket opført 53 gange på 📌Det kgl. Teater.

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 8

saa kan de Andre ... lade være at kjøbe, at læse, at anmelde o.s.v. : spiller formentlig på 👤J.L. Heibergs anmeldelse af Enten – Eller i »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade ( 193,18), s. 288f.: »Man tænker: 'Har jeg Tid til at læse saadan en Bog, og hvad Garantie har jeg for, at Opoffrelsen vil blive lønnet?' Man føler sig underligt greben af selve Titelen, idet man applicerer den paa sit eget Forhold til Bogen, og spørger sig selv: 'Skal jeg enten læse den, eller lade det være?'«

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 11

sat ned i det mørke Hul ... seer Intet, ingen Udvei : allusion til Sl 88, 2-9, jf. især v. 7-9: »Du lagde mig i en Hule, i de nederste Steder, i mørke, i dybe Steder. Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger, Sela! Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem, jeg er indelukt, og kan ikke komme ud« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 15

viet (...) ved venstre Haand : indgået i et forhold til en anden end den, man er lovformeligt gift med.

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 20

skrumpet sammen som en Græshoppe : formentlig en allusion til 👤Tithonus, i antik mytologi gift med 👤Aurora, morgenrødens gudinde: Aurora fik Tithonus gjort udødelig, men glemte tillige at bede om evig ungdom for ham; han ældedes da, mistede såvel sin skønhed som Auroras kærlighed og bad derfor om atter at blive dødelig, men forgæves; i stedet forvandlede Aurora ham til en cikade el. græshoppe, jf. Neues mythologisches Wörterbuch ( 147,2) bd. 1, s. 365. SK kan også sigte til Sl 109,23: »Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 24

spændt i Selerne : som et trækdyr, fx en hest el. okse, der spændes i seletøjet for at trække en plov eller drive en tærskemaskine, jf. talemåden at lægge sig i selen, dvs. at anstrænge sig, arbejde ihærdigt.

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 28

Spæde-Kalv : den unge (spæde) kalv, som måtte ofres til Gud (jf. 3 Mos 9,3 og 22,27). I sammenhængen ( 171,28) synes SK desuden at sigte til 👤Efraims bøn til Gud i Jer 31,18: »du haver tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv der ikke var lært; omvend mig, saa bliver jeg omvendt, thi du, HERRE, er min Gud« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 171 linje 33

Daub siger ... som Andre ikke faae : sigter til en udtalelse af den ty. teolog 👤Karl Daub (1765-1836) i en samtale med den ty. filosof 👤Karl Rosenkranz (1805-79), gengivet i dennes Erinnerungen an Karl Daub, 📌Berlin 1837, ktl. 743. Da Rosenkranz beklager sig over, at han skal tilbage til 📌Preussen og gøre militærtjeneste, bemærker Daub: »Alles Praktische, beschied er mich, hat eine Seite der concreten Erfüllung. Und glauben Sie mir nur, so als Schildwacht, zur Nachtzeit auf einsamen Posten, etwa an einem Pulvermagazin, hat man Gedanken, die außerdem ganz unmöglich sind. Also grämen Sie sich darum nicht«, s. 24f. Jf. også den da. oversættelse i Erindringer om Karl Daub, i Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur, 5. årg, 📌Kbh. 1837 (hvori SK står anført blandt subskribenterne), s. 534-562; s. 551.

I trykt udgave: Bind 18 side 172 linje 11

hiin Asket ... faldt til Drik : ikke identificeret. – faldt: forfaldt.

I trykt udgave: Bind 18 side 172 linje 18

Angst og Bævelse : sigter formentlig især til Job 4,13-14: »I Tanker, af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk; da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 172 linje 23

mediere : 160,23.

I trykt udgave: Bind 18 side 172 linje 30

Bournonville (...) i sin Fremstilling af Mephistopheles : Den da. solodanser, koreograf og balletmester 👤Antoine August Bournonville (1805-79) var fra 1830 fast ansat ved 📌Det kgl. Teater i 📌København; her blev hans egen ballet Faust. Original romantisk Ballet i tre Akter, 📌Kbh. 1832, opført 32 gange fra 25. april 1832 til 13. marts 1843, og fra 10. juni 1842 dansede han selv 👤Mefistofeles' parti (tidl. havde han danset 👤Fausts parti).

I trykt udgave: Bind 18 side 172 linje 33

Winsløv (...) sagde: »Taalmodighed« ... de Uadskillelige : 👤Carl Winsløw (1796-1834), da. skuespiller, ved 📌Det kgl. Teater fra 1819 til sin død. I de fem opførelser af 👤Adam Oehlenschlægers tragedie Karl den Store i sæsonen 1829-30 spillede Winsløw rollen som kong 👤Karls uægte søn, 👤Pipin; denne siger ikke »Taalmodighed«, men SK tænker formentlig på hans monolog i 1. handling, hvori han bl.a. erklærer at ville tøjle sin elementariske utålmodighed for at kunne bedrage sin fader: »Har Elementerne Medlidenhed? / De knuse Tag og Hytter, Mast og Flaader. / Den røde Ild sig hvirvler med sin Flamme, / Frist i sin Skiønhed, uden Skaansomhed, / Og Havet smiler, mens det drukner Folk. / Men derfor bliver Ild og Vand og Luft / Dog Adels-Elementer. – Men min Fader / Tilhører Jorden kun. Han nærer dem! / Og veed ei, at en lydig, dygtig Flok / Skal aves, som et Kobbel magre Hunde. – / Men nu maa jeg dog lidt betvinge mig, / Og stemme Visen noget i hans Tone« (jf. Oehlenschlägers Tragødier bd. 1-9, 📌Kbh. 1841-44, ktl. 1601-1605; bd. 7, 1842, s. 17f.; if. boghandlerregning fra Reitzel har SK først købt disse 12. nov. 1844 (KA, D pk. 7 læg 6), men han har formentlig set tragediens opførelse på Det kgl. Teater og citeret efter hukommelsen). – I 👤J.L. Heibergs vaudeville De Uadskillelige (1827) spillede Winsløv 1827-34 rollen som 👤Klister; denne er konstant gnaven og småskændende på sin kæreste 👤Amalie, og de to er da uadskillelige, nemlig »I Vrøvleri og Kjedsommelighed«, som det hedder i 2. scene, jf. J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, 📌Kbh 1833-41, ktl. 1553-1559 (forkortet Skuespil); bd. 4, 1835, s. 230.

I trykt udgave: Bind 18 side 173 linje 5

Petrarchs Digt: Amors Triumph : sigter til »Trionfo dell'Amore«, jf. den ty. overs. »Triumph 👤Amors« i Francesco Petrarca's sämmtliche italienische Gedichte bd. 1-6, overs. af 👤Bruckbräu, 📌München 1827, ktl. 1932-1933; bd. 5, s. 51-78. I digtet, som er i prosa og fire sange, beretter fortælleren, hvordan han i sin elskovs kvaler er søgt ud på et ensomt sted, hvor han imidlertid forstyrres af den vingede kærlighedsgud, Amor, der kommer trækkende med verdens- og litteraturhistoriens ofre for hans kærlighedsindgydende pile: 👤Cæsar og 👤Kleopatra, 👤Theseus og 👤Ariadne, 👤Jason og 👤Medea, 👤Jakob og 👤Rakel samt mange flere, hvis skæbner begrædes. – Petrarchs: 👤Francesco Petrarca (1304-74), ital. digter, filolog og filosof.

I trykt udgave: Bind 18 side 173 linje 10

Concupiscents : begær, lystenhed.

I trykt udgave: Bind 18 side 173 linje 16

Heiberg : 👤Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. digter, tidsskriftudgiver, litteratur- og teaterkritiker og (fra 1824) erklæret hegeliansk filosof; i 1829 udnævnt til titulær professor, var 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved den nyoprettede, kongelige militære højskole; fra 1829 ansat som teaterdigter og fast oversætter ved 📌Det kongelige Teater, for hvilket han fra 1839 fungerede som censor; i 1831 gift med skuespillerinden 👤Johanne Luise Pätges (1812-90), med hvem han gjorde sit hjem søgt af det dannede borgerskab.

I trykt udgave: Bind 18 side 173 linje 20

de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene : jf. 👤J.L. Heiberg De Danske i Paris. Vaudeville i to Acter, 1. akt, 12. scene. Som ung rejser 👤Johannes Bruun udenlands og møder i 📌Frankrig en pige af lavere klasse end han selv; de gifter sig og får en datter, 👤Juliette, men af frygt for at blive gjort arveløs af sin rige onkel holder Johannes sit ægteskab hemmeligt. Imidlertid mister han sin egen formue og vælger derfor at gøre militær karriere i sit hjemland, 📌Danmark, hvorfor han i mange år hverken ser sin hustru eller sit barn. Han når endelig grad af major, og kort efter, i 1816, sendes han til Frankrig for at gøre tjeneste i et da. regiment, som efter Napoleonskrigene og Wienerkonferencen deltager i den allierede besættelse af landet. Desuden er hans onkel død og har efterladt Johannes en stor arv, hvorfor han endelig vil genforenes med sin hustru, der nu er modehandlerinde i 📌Paris, og Juliette, som han ikke har set, siden hun var spæd. I 1. akt, 12. scene, sidder han i en have uden for et hus i 👤Bouchain, hvor hans regiment snart skal indkvarteres, og genkalder sig sin historie, som han slutter med at forudse sin hjemkomst til 📌København: »Og i Kjøbenhavn vil man gjøre store Øine, naar man seer mig, hvem man stedse har behaget at kalde Pebersvend, vende tilbage med en Kone og en Datter paa sytten Aar«, J.L. Heiberg Skuespil ( 173,5); bd. 5, 1835, s. 48. Fra 29. jan. 1833 til 19. maj 1842 blev De Danske i Paris opført 41 gange på 📌Det kgl. Teater.

I trykt udgave: Bind 18 side 173 linje 22

Holbergs Ulisses (...) er Karl for Tiden : I sin komedie 👤Ulysses von Ithacia eller En tydsk Comoedie (1725) følger Holberg i store træk begivenhederne i 👤Homers Iliade og Odyssee, men retter bestandigt en satirisk brod mod det fantastiske tidsforløb i Homers tragedier: Da Ulysses (lat. for 👤Odysseus) har hørt om 👤Helenes bortførelse til 📌Troja, sender han sin tjener, 👤Chilian, ud for at bede de gr. konger om bistand til et togt mod trojanerne; han sværger ikke at ville lade sig rage før Chilians tilbagekomst, så da denne efter et år vender hjem, finder han Ulysses med et langt skæg, som viser sig at være et løst skæmteskæg. Under Trojas belejring bliver Chilian sat til at vogte et pas uden for byen, men han når hverken at bekymre sig om vådt eller tørt, før Ulysses vender tilbage og hævder, at der er gået ti år. Straks efter indtages Troja, og øjeblikket efter er Ulysses og Chilian på vej hjem og har angiveligt været undervejs i 20 år. Chilian beregner, at Ulysses nu må være 70 år gl., og han undrer sig derfor, da den ellers så kyske 👤Dido forelsker sig heftigt i ham. Endelig efter 36 år når de hjem til 📌Ithaka, hvor Ulysses kone, 👤Penelope, viser sig at have været knap så standhaftig som i Homers Odyssee. Jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, 📌Kbh. 1758 eller 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 3. Bindene er uden årstal og sidetal. I 1843 var Ulysses von Ithacia ikke blevet opført på 📌Det kgl. Teater siden 1835. – Holbergs: 👤Ludvig Holberg (1684-1754), da.-no. forf. og videnskabsmand, fra 1717 prof. ved 📌Københavns Universitet, hvor han blev rektor og 1737-51 formueforvalter. I forbindelse med oprettelsen af et dansk teater i 📌Lille Grønnegade (nu 📌Ny Adelgade) skrev Holberg sine første komedier, udgivet i tre bind 1723-25. De første 25 komedier udkom under titlen Den Danske Skue-Plads bd. 1-5.

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 5

Første Paaskedag til Aftensang i Frue-Kirke (i Mynsters Prædiken) : 1. påskedag faldt i 1843 den 16. april, jf. rubrikken »Prædikanterne paa 1ste Paaskedag« i Adresseavisen ( 168,8) den 15. april 1843, nr. 89: »Aftensang. / (...) Frue Kirke, (...) Hr. Biskop 👤Mynster [ 165,23].« – Frue-Kirke: 📌Vor Frue Kirke i 📌København (se kort 2, B1).

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 7

nikkede hun til mig: 👤Regine Olsen (1822-1904), med hvem SK var forlovet fra 8. sept. 1840 til 11. okt. 1841. I 1843 blev Regine forlovet med 👤Johan Frederik Schlegel ( 178,7), til hvem hun blev viet 3. nov. 1847.

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 8

halvanden Aars Lidelser : sigter angiveligt til, at SK efter bruddet med 👤Regine Olsen den 11. okt. 1841 havde søgt at gøre hende fri ved at give hende indtryk af, at forlovelsen havde været et bedrag og ikke et udtryk for kærlighed til hende.

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 12

i det Sted ... at ydmyge mig : Det kan ikke afgøres, hvad 👤Regines angivelige stolthed sigter til, jf. dog notesbogen »Mit Forhold til 'hende'«, dateret 24. aug. 1849, hvor SK henviser til, at hun under forlovelsen havde sagt, »at hun havde taget mig af Medlidenhed«, og at »'hvis hun troede det var af Vane jeg kom, saa vilde hun strax slaae op'« (Pap. X 5 A 149,5, s. 161). Hvad SKs ydmygelse af sig selv sigter til, kan heller ikke afgøres.

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 29

Da bød hun mig Spidsen : da trådte hun kæmpende op imod mig; sigter formentlig til den 11. aug. 1841, da SK havde søgt at bryde med 👤Regine ved at sende hendes forlovelsesring retur, hvilket hun imidlertid besvarede med et brev, hvori hun (if. en optegnelse med titlen »Mit Forhold til hende« fra o. 1. sept. 1849 i journalen NB12) besværgede ham »for Jesu Christi Skyld og ved Mindet om min afdøde Fader ikke at forlade hende« (Pap. X 1 A 667, s. 422).

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 33

det Senere : sigter formentlig til de to følgende måneder – indtil det endelige brud den 11. okt. – som SK i »Mit Forhold til 'hende'« ( 174,29) omtaler som »Bedragets to Maaneder« (Pap. X 5 A 149,11), i hvilke han »for at ryste hende af (...) maatte være saaledes grusom« (Pap. X 5 A 149,10).

I trykt udgave: Bind 18 side 174 linje 37

Da brast Baandet : nemlig da SK den 11. okt. 1841 gjorde det endegyldigt forbi med 👤Regine.

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 3

Den anden Prædiken : dvs. »Al god og al fuldkommen Gave er ovenfra« i To opbyggelige Taler, 📌Kbh. 1843, jf. SKS 5, 39-56. Denne anden af de to prædikener, som SK i sit forord insisterer på at kalde taler og ikke prædikener ( 169,11), tager sit afsæt i epistelen Jak 1,17-21, jf. v. 17, hvorfra titlen er taget: »Al god og al fuldkommen Gave er ovenfra (...)« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 4

vide I ... Gud ikke vide det : jf. Matt 7,11 (NT-1819): »Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede!«

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 5

Evangel. ... det bliver Blæst : sigter til Kristi ord til farisæerne og saddukæerne, da de kræver et tegn, Matt 16,2-3: »om Aftenen sige I: det bliver en skiøn Dag, thi Himmelen er rød; og om Morgenen: det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! om Himmelens Skikkelse vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I ikke« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 175m linje 3

Berlin d. 10. Mai 1843 : SK rejste mandag 8. maj 1843 fra 📌Kbh. med dampskib til 📌Stralsund, jf. Dagen den 8. maj 1843, nr. 125: »Den 8de Mai. Afg. med Dampskibet 'Dronning Elisabeth' Kl. 11 Form. til Stralsund: Magister Kierkegaard (...).« (Jf. Adresseavisen ( 168,8) 6. maj 1843, nr. 106: »Post-Dampskibet 'Königin Elisabeth' til Ystad og Stralsund hver Mandag-Formiddag Kl. 11, medtagende Reisende og deres Gods, samt Penge- og Pakkepostsager til Østpreussen og Vogne til Stralsund. / Reisende indskrives paa den kongl. Postgaard i Pakkepostcomptoiret, hver Søgnedag fra Kl. 9 til 2 og fra Kl. 6 til 8, samt Mandag-Morgen fra Kl. 8 til 9.«) Han overnattede i Stralsund og rejste dagen efter videre med diligence til 📌Berlin, hvor han således ankom den 9. maj. Tirsdag 30. maj 1843 var SK tilbage i 📌Kbh., jf. Dagen den 31. maj 1843: »Den 30te Mai. Ankomne med Dampskibet 'Svenska Lejonet' Kl. 10 Formiddag fra Stralsund: Magister Kierkegaard (...)«. Hjemrejsen foregik til dels med tog, nemlig fra Berlin til 📌Angermünde, hvorfra han fortsatte til Stralsund med diligence. (Jf. Adresseavisen den 10. maj 1843, nr. 109: »Formedelst den alt halvveis aabnede Jernbane gjøres en Reise fra Stettin til Berlin i 9 a 10 Timer, medens der til Reisen fra Stralsund til Berlin udkræves circa 30 Timer.« Se kladden til et brev til 👤A.F. Krieger, hvori SK beretter om sine genvordigheder på togturen, B&A bd. 1, s. 119-120.) – Berlin: hoved- og kongelig residensstad i den preussiske stat, beliggende i provinsen 📌Brandenburg, o. 350.000 indbyggere uden militære (o. tre gange så mange som 📌København).

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 18

Stralsund : tidl. hansestad ved farvandet mellem 📌Rügen og fastlandet, hørte fra 1815 til kongeriget 📌Preussen og var administrationsby i distriktet af samme navn.

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 21

Webers sidste Valts : jf. fx Carl Maria de Webers sidste Vals, i Udvalg af nye og yndede Dandse for Piano-Forte, nr. 15, 📌Kbh. 1831. – Webers: 👤Carl Maria von Weber (1786-1826), ty. komponist, inden for musikken fader til den ty. romantik, bl.a. med operaen Jægerbruden (1821), der blev opført 60 gange på 📌Det kgl. Teater i 📌Kbh. fra 1822-41. Udover operaer og danse for klaver (valse) komponerede han bl.a. messer og klaverkoncerter.

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 23

Den forrige Gang jeg var i Berlin : dvs. fra slutningen af okt. 1841 til begyndelsen af marts 1842.

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 23

Thiergarten : park vest for 📌Brandenburger Thor (se kort 4, Da-Ea).

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 24

min Apotheker ... giftet sig : formentlig identisk med SKs vært under hans forrige ophold i 📌Berlin, da han i et brev dateret 15. maj 1843 til vennen 👤Emil Boesen (1812-81) fortæller, at han nu er flyttet til sin forrige bopæl ( 175,35): »Min Adresse er Jägerstrasse und Charlottenstrasse an der Ecke. min forrige Bopæl, kun har Værten giftet sig, og jeg lever derfor som en Eremit i eet Værelse, i hvilket endog min Seng staaer«, B&A bd. 1, s. 119. I 1841/42 lejede SK hele lejligheden på 1. sal, mens han nu i 1843 må nøjes med at leje et enkelt værelse af apoteker 👤Lange, der fra 1840 havde drevet »König-Salomo-Apotheke« i stueetagen på samme adresse, jf. Adreß-Kalender für die königlich Haupt- und Residenz-Städte Berlin und Potsdam, desgleichen für Brandenburg, Charlottenburg, Frankfurt, Neu-Ruppin, Oranienburg, Prenzlow, Schwedt und Spandaw (forkortet Adreß-Kalender), Berlin 1842, s. 364.

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 27

I Hotel Saxen ... Baadene ligger : Ved ankomsten til 📌Berlin indlogerede SK sig på 📌Hôtel de Saxe, 📌Burgstrasse 20 (se kort 4, Cf), jf. Adreß-Kalender, Berlin 1842, s. 369, hvor hotellet rangeres blandt »Gasthoefe erster Klasse«. Jf. også et brev til 👤Emil Boesen, som synes at være skrevet samme dag som optegnelsen i JJ: »Jeg er da i Berlin, logerer indtil videre i Hotel Saxen, er overordentlig anstrænget af Reisen, noget svækket, dog det giver sig vel. Igaar ankom jeg (...)«, B&A bd. 1, s. 117f. Brevet blev sendt sammen med et efterfølgende, dateret 15. maj 1843, jf. foregående kommentar. – Vandet, hvor Baadene ligger: dvs. floden 📌Spree Ø for 📌Spree-øen og N for 📌Friedrichsbrücke (se kort 4, Cf).

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 34

det erindrer ... har jeg Kirken : Kirken, som SK fra 📌Hôtel de Saxe kan se i baggrunden, er 📌Berliner Dom S for 📌Friedrichsbrücke (se kort 4, Cf). – det Gl.: dvs. SKs forrige ophold i 📌Berlin ( 175,27), hvor han først boede »Mittelstraße No 61 / eine Treppe hoch« (B&A bd. 1, s. 72f.), derefter »Jägerstraße No 57 eine Treppe hoch« (B&A bd. 1, s. 91). Mittelstraße nr. 61 ligger dog ikke i umiddelbar nærhed af vandet (floden 📌Spree), men i gaden ligger 📌Dorotheen Kirche (se kort 4, Dc). Heller ikke hjørnet af Jägerstraße og Charlottenstraße (se kort 4, Ed) ligger i nærheden af vandet, men tæt på – N for 📌Gendarmen Markt – ligger 📌Französische Kirche, senere kaldet 📌Französischer Dom (se kort 4, Dd).

I trykt udgave: Bind 18 side 175 linje 35

at Gud (...) altid er den samme : jf. Jak 1,17: »Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse« ( 175,4).

I trykt udgave: Bind 18 side 176 linje 4

et enkelt Menneske ... giftede sig osv. : 163,10.

I trykt udgave: Bind 18 side 176 linje 10

4 ß : 4 skilling, dvs. 1/4 mark el. 1/24 rigsdaler; fast udtryk for et meget lille beløb. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsdaler (egl. »Rigsbankdaler«, i samtiden typisk forkortet »Rbd.«), mark og skilling, sådan at der gik 6 mark på en rigsdaler og 16 skilling på en mark; på 1 rigsdaler gik således 96 skilling. – I Hof- og Stadsretten ( 155,30) havde en assessor 1.200-1.800 rigsdaler og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn, mens man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie; en pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi, ligesom en håndværkssvend havde fri kost og logi hos mesteren, men almindeligvis tjente 200 rigsdaler om året. Et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling; for 2 mark el. 32 skilling kunne man købe SKs To opbyggelige Taler, 📌Kbh. 1843 ( 169,11).

I trykt udgave: Bind 18 side 176 linje 17

daarlige : tåbelige, uforstandige. SK spiller formentlig på 1 Kor 1,21-24 (NT-1819): »Thi efterdi Verden for idel Viisdom ikke erkiendte Gud i hans Viisdom, da behagede det Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at giøre dem salige, som troe. Saasom baade Jøderne æske Tegn, og Grækerne søge Viisdom; men vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en Forargelse, og Grækerne en Daarlighed, men dem, som ere kaldte, baade Jøder og Græker, prædike vi Christum, Guds Kraft og Guds Viisdom.«

I trykt udgave: Bind 18 side 176 linje 24

den gl. China-Captain (...) 74 Aar gl. : ikke identificeret. Han kan i 'den glimrende handelsperiode' 1793-99 have været kaptajn på et af de mange skibe, der var beskæftiget med den lukrative mellemhandel på 📌Ostindien og 📌Kina, som det neutrale da. flag gav mulighed for under Napoleonskrigene.

I trykt udgave: Bind 18 side 176 linje 34

Mini : et konditori på 📌Kongens Nytorv, som SK fra midten af 1830'erne hyppigt besøgte, og som desuden besørgede hans private køb af kaffebønner. Jf. Veiviser eller Anviisning til Kiøbenhavns, Christianshavns, Forstædernes og Frederiksbergs Beboere (forkortet Kiøbenhavns Veiviser), 1843, s. 416: »Mini, Jacob, Conditor, Kongens Nytorv 3«, dvs. det sydlige hjørne af torvet og 📌Lille Kongensgade (se kort 2, D2-3). Bemærk, at numrene i Kiøbenhavns Veiviser ikke er gadenumre, men matrikelnumre, der tælles separat inden for byens enkelte kvarterer ( 184,21).

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 1

Manila : hovedstaden på 📌Filippinerne, sp. koloni indtil 1898.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 3

London : kun sjældent besejlet i 'den glimrende handelsperiode' og slet ikke, da 📌Danmark 1801-14 lå i krig med 📌England; siden blev England efter 📌Norge, 📌Preussen og 📌Sverige landets vigtigste oversøiske handelspartner, og 📌London blev således en af de da. handelsskibes hyppigst anløbne havne.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 5

Guds Navn : sigter til 2 Mos 20,7: »Du skal ikke tage HERRENS din Guds Navn forfængeligen; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 18

intetsigende Veneration ... det Blækhuus (...), der i høieste Ret forestiller Kongen : Sædvanligvis præsiderede kongen kun fra tronstolen i Højesteret ved dennes årlige åbning første torsdag i marts, men højesteretsadvokaterne var altid pligtige i deres procedure at henvende deres tale til kongen i ærbødige vendinger ( 168,34). Ved tronstolen kan der have stået et blækhus som symbol på kongens navn, da Højesterets domme formelt repræsenterede kongens vilje og således blev afsagt (skrevet) i hans navn.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 19

den Maade ... at tiltale Gud : Det er et karakteristisk træk ved GT, at den bedende tiltaler Gud i anden person (se JJ:90).

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 22

d. 17 Mai : onsdag 17. maj 1843 var SK fortsat i 📌Berlin, 175,18.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 28

Regine : 174,8.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 29

ængstet mig med sit Skrig : 👤Regine skal angiveligt, da SK endegyldigt brød forlovelsen med hende den 11. okt. 1841, have skreget, at det blev hendes død, hvilket SK opfattede sådan, at han havde fået et mord på sin samvittighed – ligegyldigt om hun vitterligt døde eller ej. Jf. en optegnelse fra maj 1847 i journalen NB, Pap. VIII 1 A 100.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 37

Jeg har da begyndt ... Skyldig – Ikke Skyldig : SK er formentlig allerede under udarbejdelsen af manuskriptet til Enten – Eller begyndt på en fortælling, som han oprindeligt ville have kaldt »Ulykkelig Kjærlighed«, jf. en tilskreven bemærkning på et friblad i SKs håndeksemplar af Enten – Eller (Pap. IV A 215). Under sit ophold i 📌Berlin i maj 1843 er SK vendt tilbage til sin idé og er begyndt at skrive en ny fortælling, som nu for første gang optræder med titlen »Skyldig – Ikke Skyldig« ( 239,3); af manuskriptet er kun bevaret to fragmenter, hvoraf en enkelt passus synes at referere til forholdet til 👤Regine Olsen: »Hvis min Ære ikke var sat paa Spil hvis min Stolthed ikke var krænket, jeg har villet det, men ikke kunnet det. – Havde hun forladt mig Hvad saa – saa var det Hele Intet. – « (Pap. IV B 142). Om denne fase i tilblivelsen af »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, som siden indgår i Stadier paa Livets Vei ( 239,3), jf. tekstredegørelsen, SKS K6, 53-60.

I trykt udgave: Bind 18 side 177 linje 37

i 1½ Aar : dvs. siden SK hævede forlovelsen ( 174,12).

I trykt udgave: Bind 18 side 178 linje 3

Theaterprincesse : feteret skuespillerinde.

I trykt udgave: Bind 18 side 178 linje 7

saa skal hun, om muligt blive min Kone : SK har formentlig først erfaret 👤Regines forlovelse med 👤Johan Frederik Schlegel (1817-96) efter sin hjemkomst til 📌København den 30. maj, og han har derfor fortsat kunnet overveje en genoptagelse af forholdet.

I trykt udgave: Bind 18 side 178 linje 7

da kunde jeg ... selv bad derom : I »Mit Forhold til 'hende'« ( 174,29) skriver SK: »Lidt af hvordan det hang sammen med mig, har hun dog anet. Thi oftere faldt denne Replik: Du bliver dog aldrig glad, saa kan det jo hverken gjøre Dig fra eller til, om jeg faaer Lov at blive hos Dig. Hun sagde ogsaa engang: at hun aldrig skulde spørge mig om Noget, naar hun blot maatte blive hos mig« (Pap. X 5 A 149,7). »Hun sagde at hun gjerne vilde takke mig hele Livet igjennem for at maatte blive hos mig, om hun saa skulde boe i et lille Skab« (Pap. X 5 A 149,25).

I trykt udgave: Bind 18 side 178 linje 15

da Faderen bad derom : Samme dag, som SK havde brudt med 👤Regine, bad hendes fader, etatsråd 👤Therkel Olsen (1784-1849), ham om blive hos hende, jf. »Mit Forhold til 'hende'« ( 174,29), hvor SK bl.a. skriver: »Fra hende gik jeg umiddelbart i Theatret, fordi jeg vilde træffe 👤Emil Boesen (...). Acten var forbi. Idet jeg gaaer ud af 2det Parquet, kommer Etatsraaden fra første Parquet og siger: maa jeg tale med Dem. Vi fulgtes ad hjem til ham. Hun er fortvivlet. Han sagde: det bliver hendes Død, hun er ganske fortvivlet. Jeg sagde: jeg skal nok bringe hende i Ro; men Sagen er afgjort. Han sagde: jeg er en stolt Mand; det er haardt; men jeg beder Dem slaae ikke op med hende. I Sandhed han var stor; han rystede mig. Men jeg blev ved Mit« (Pap. X 5 A 149,12, s. 163f.).

I trykt udgave: Bind 18 side 178 linje 18

forfærdelige Ting ... Lyster og Udskeielser : SKs angivelige 'lyster og udskejelser' er ikke bevidnet af andre, og det kan ikke afgøres, hvortil han sigter. – Fader: SKs fader, 👤Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), voksede op i 📌Sædding i 📌Vestjylland, hvor han bl.a. vogtede får; o. 12 år gl. rejste han til 📌København, hvor han kom i lære hos sin morbror, hosekræmmeren 👤Niels Andersen. I 1780 løste han borgerskab som hosekræmmer i København og opnåede otte år senere tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). Dygtigt købmandskab gjorde ham til en særdeles velhavende mand, så han i en alder af 40 år kunne trække sig tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter yderligere forøgede, formentlig som rentier og investor. I maj 1794 havde han giftet sig med 👤Kirstine Røyen, som døde barnløs den 23. marts 1796. Den 26. april 1797 giftede han sig med 👤Ane Sørensdatter Lund (1768-1834), med hvem han fik syv børn: 👤Maren Kirstine (1797-1822), 👤Nicoline Christine (1799-1832), 👤Petrea Severine (1801-34), 👤Peter Christian (1805-88), 👤Søren Michael (1807-19), 👤Niels Andreas (1809-33) og SK (1813-55); da SKs far døde var kun han selv og Peter Christian tilbage. Med undtagelse af årene 1803-05 boede familien i København, hvor M.P. Kierkegaard i 1809 købte huset på 📌Nytorv 2 (se kort 2, B2); her boede han til sin død den 9. aug. 1838, og her boede SK efterfølgende til 1840 og igen 1844-48.

I trykt udgave: Bind 18 side 179 linje 2

hvad Grækerne kaldte den guddl. Vanvid : alluderer formentlig til 👤Platons dialog Faidros (244a - 245b, 256 og 265b), hvor der findes en længere udvikling af dette begreb og dets forskellige skikkelser: profetisk begejstring, religiøs ekstase, poetisk inspiration og erotisk vanvid. Jf. Platons Skrifter ( 163,21) bd. 6, s. 35-37, s. 51, og s. 63f.

I trykt udgave: Bind 18 side 179 linje 15

Spedalsks Selvbetragtning: en, der er befængt med ulægelig hudsygdom, spedalskhed, som endnu på SKs tid blev anset for moralsk anstødelig, jf. Danske Lov ( 155,21), 3. bog, kap. 16, § 14, stk. 7 ( 185,7).

I trykt udgave: Bind 18 side 179 linje 22

Det høieste Udtryk ... jeg skal angre : I den protestantiske kirke betragtes angeren som det nødvendige udtryk for syndserkendelsen og dermed som betingelse for troen på syndernes forladelse, jf. Confessio Augustana, § 12, hvor det om absolutionen (syndsforladelsen) hedder: »Men denne bestaaer egentlig af disse tvende Stykker. Det første er den sande Ruelse og Sønderknuselse, at Samvittigheden nemlig opskrækkes, naar den haver erkjendt Synden. Det andet er Troen, som undfanges af Evangeliet eller Absolutionen, og troer, at Synderne forlades formedelst Christum, og trøster Samvittigheden og frier den af Skræk. Derefter skal de gode Gjerninger følge, som ere den sande Bods og Poenitentses Frugter«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse, overs. af 👤A.G. Rudelbach, 📌Kbh. 1825, ktl. 386, s. 54. I anden del af Enten – Eller redegør 👤Assessor Wilhelm for angeren som en væsentlig del af sin etiske livsanskuelse, jf. især SKS 3, 207-209. – jeg skal altid angre: jf. artiklen »Reue«, § 1, i M. Gottfried Büchner's biblische Real- und Verbal- Hand-Concordanz oder Exegetisch-homiletisches Lexicon bd. 1-2 (med fortsat paginering), 6. udg. ved 👤H.L. Heubner, 📌Halle 1837-1840 [1740], ktl. 79 (forkortet Büchner's biblische Hand-Concordanz); bd. 2, 1837, s. 1055: »Unser ganzes Leben soll eine stete Buße sein.« – at selv det bedste jeg gjør kun er Synd: Med kirkefaderen 👤Augustin (354-430) blev forestillingen om arvesynd gjort til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Jf. SKs referat af § 38 i 👤H.N. Clausens dogmatiske forelæsninger på 📌Københavns Universitet i vintersemesteret 1833-34 og sommersemesteret 1834, hvor det med reference til Augustins lære hedder, »at alle Msk: havde syndet i og med Adam, og have modtaget som retfærdig Straf en ved Fødselen fordærvet Natur, som alene har Frihed til at gjøre det Onde« (Pap. I C 19 i bd. XII, s. 83). – saa kan jeg egl. ikke ... jeg skal angre: sigter muligvis til 👤H.L. Martensen, der i Grundrids til Moralphilosophiens System, 📌Kbh. 1841, ktl. 650, s. 45, skriver, at den ty. filosof 👤Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) forkaster angeren, »fordi gjort Gjerning ikke staaer til at ændre, og Mennesket ikke tør have Tid til at angre«.

I trykt udgave: Bind 18 side 179 linje 24

Agnete og Havmanden : jf. folkevisen »Agnete og Havmanden« i Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen; efter A.S. Vedels og P. Syvs trykte Udgaver og efter haandskrevne Samlinger, udg. af 👤W. Abrahamson, 👤R. Nyerup og 👤K.L. Rahbek, bd. 1-5, 📌Kbh. 1812-14, ktl. 1477-1481; bd. 1, s. 313-315. 👤Jens Baggesen ( 229,20) gendigtede visen i »Agnete fra Holmegaard« (1808), jf. Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og 👤C.J. Boye, bd. 1-12, 📌Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 2, 1828, s. 348-358 (også trykt i Danske Romanzer af danske Digtere, udg. af 👤Chr. Winther, Kbh. 1836, ktl. U 112, s. 329-338, og i Danske Romanzer, hundrede og fem, udg. af Chr. Winther, Kbh. 1839, ktl. 2196, s. 279-286). 👤H.C. Andersen gendigtede ligeledes visen, nemlig i dramatisk form, Agnete og Havmanden (1834); stykket blev en fiasko og kun opført to gange på 📌Det kgl. Teater, hhv. 20. april og 2. maj 1843, jf. bl.a. anmeldelsen i Ny Portefeuille 1843, bd. 2, sp. 120-122, som i tilslutning til SKs kritik af H.C. Andersen som dramatisk forfatter i Af en endnu Levendes Papirer (1838) priser digtets lyriske kvaliteter, men finder det uegnet til dramatisk opførelse.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 1

ikke er opkommen i nogen Digters Hoved : allusion til 1 Kor 2,9 (NT-1819): »ikke er opkommet i noget Menneskes Hierte«.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 2

da maatte han indvie hende i hele sin sørgelige Existents : sml. JJ:115, hvor SK forklarer sin uvilje til at gifte sig med 👤Regine ved henvisning til, at »da maatte jeg indvie hende i forfærdelige Ting, mit Forhold til Fader, hans Tungsind, den evige Nat, der ruger inderst inde, min Forvildelse, Lyster og Udskeielser«.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 6

Kirken kan ikke lyse sin Velsignelse : spiller på en strofe af »👤Agnete fra Holmegaard« i Jens Baggesens danske Værker ( 180,1), hvor Agnete i 📌Holmekirke har erfaret af sin moders ånd, at hendes menneskelige mand har taget livet af sig i fortvivlelse over, at hun har forladt ham og deres to små døtre: »Agnete, hun stirred / Mod Altertavlen hen – / Og Altertavlen vendte sig, og / Alteret med den – / Alt med den / Sig vendte, hvor hun Øiet / I Kirken vendte hen«, bd. 2, s. 357. – lyse sin Velsignelse: If. Dannemarks og Norges Kirke-Ritual, 📌Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), s. 325, skulle præsten slutte vielsen af brudeparret med »Velsignelsen: / HErren være med Eder &c.« Jf. Forordnet Alter-Bog for Danmark, 📌Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Alterbogen), s. 242: »Velsignelsen. / Herren være med Eder! / Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred! Amen!« Jf. også forordning af 30. april 1824, som i § 3 angiver de vigtigste forhold, der kan være til hinder for, at kirken kan lyse sin velsignelse over ægteskabet.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 8

dukker i sin Fortvivlelse ned paa Havets Bund og bliver der : spiller på en strofe af »👤Agnete fra Holmegaard« i Jens Baggesens danske Værker bd. 2, s. 352: »Han stopped hendes Øre, / Han stopped hendes Mund; / Saa foer han med den Skiønne / Dybt ned i Havets Bund. / (...).« I et brev til 👤Regine Olsen dateret onsdag 9. dec. 1840 citerer SK disse verslinier og kommenterer dem således: »Det er omtrent hvad jeg har gjort; thi da mit egentlige Liv ikke er i den udvortes og synlige Verden, men dybt nede i Sjælens Hemmelighedsfuldhed, (og hvilket Billede herfor er vel skjønnere og mere træffende end Havet), saa veed jeg Intet at sammenligne mig selv med uden en Havmand; men saa blev det da ogsaa nødv: at stoppe 'hendes Øre og stoppe hendes Mund', det vil sige saa længe Nedfarten staaer; thi dernede behøves det ikke som man jo seer af det følgende Vers: 'Mund paa Mund'«, B&A bd. 1, s. 56. Jf. også en efterfølgende strofe om Agnetes fatale færd til 📌Holmekirke: »Han stopped hendes Øre, / Han stopped hendes Mund, / Saa foer han op med hende / Til Holmegaardens Grund – / Mund fra Mund / De skiltes, og han dukked / Igien til Havets Bund«, Jens Baggesens danske Værker bd. 2, s. 353.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 9

erbarmelige: ynkværdig; ynkelig.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 12

det Religieuse ... løser alt Tryllerie : lat. 'religio' sættes bl.a. i forbindelse med verbet 'religo', løser.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 15

hvis Havmanden kunde troe ... et Menneske : sml. JJ:115: »Havde jeg haft Tro, da var jeg bleven hos 👤Regine

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 17

min Antigone (...) Ahnelsen af Skyld : sigter til den antikke tragedie Antigone, som SK i Enten – Eller fremskriver som en moderne tragedie ( 147,18): I den gr. tragedie er det væsentlige en substantiel sorg, mens det i den moderne tragedie er en reflekteret smerte, her motiveret af 👤Antigones anelse af faderens skyld, dvs. kong 👤Ødipus' ægteskab med sin egen mor: »Min Antigone er nu ingen almindelig Pige, og saaledes er ogsaa hendes Medgift en ualmindelig, hendes Smerte«, SKS 2, 161,5.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 20

Salomo og David : konger af 📌Israel (10. årh. f.Kr.): 👤Salomon er søn af 👤Davids ægteskab med 👤Batseba, 👤Urias' hustru, som David blev forelsket i og gjorde gravid, mens hendes mand lå i krig fjernt fra 📌Jerusalem. David foranstaltede Urias' død, ægtede Batseba og fik med hende en søn; som straf for Davids synd lod Gud denne søn dø. Straks efter besvangrer David atter Batseba, og hun føder da Salomon, der som konge af Israel berømmes for sin visdom, men klandres for sit skørlevned, jf. 1 Kong 11,1-4; han tillægges forfatterskabet til de gammeltestamentlige skrifter Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen samt den apokryfe Visdommens Bog.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 23

om David havde været Mystiker : jf. anden del af Enten – Eller, hvor 👤Assessor Wilhelm netop skelner mellem anger og mystik, SKS 3, 236f.

I trykt udgave: Bind 18 side 180 linje 31

Jesu Sirach (...) 41,19: Bedre ... sin Viisdom : ordret citat fra Sir 41,19 (GT-1740), som dog har »Bedre er (...)Siraks Bog hører til GTs apokryfe skrifter og er forfattet af 👤Jesus Sirak, jødisk forfatter og embedsmand, der tilhørte overklassen i 📌Jerusalem, o. 180 f.Kr.

I trykt udgave: Bind 18 side 181 linje 1

Dersom man ved at angre ... dyb nok o. s. v. : For den protestantiske kirkes forståelse af angeren ( 179,24) er det afgørende, at den angrende ikke selv ved sin anger kan gøre sig fortjent til syndsforladelsen: »Mit der Reue selbst verdienen wir zwar nichts bei GOtt; denn die Sünde ist ein solcher Greuel vor ihm, daß, wenn sich gleich ein Mensch über dieselbe zu Tode grämte, so würde er sich doch nicht genugsam grämen können, um GOtt damit zu genügen«, Büchner's biblische Hand-Concordanz ( 179,24) bd. 2, 1837, s. 1055. Jf. også den 30. af den ty. reformator 👤Martin Luthers 95 teser, som han opslog på kirken i 📌Wittenberg den 30. okt. 1517: »Niemand ist deß gewiß, daß er wahre Reu und Leid genug habe; viel weniger kann er gewiß seyn, ob er vollkommene Vergebung der Sünden bekommen habe«, Luthers Werke ( 277,26) bd. 1, s. 33. Se JJ:119. – ved at angre (...) forblive i et Kjærligheds-Forhold til Gud: jf. 👤Assessor Wilhelms redegørelse for angeren i anden del af Enten – Eller, hvor han forklarer, at man må angre sig således tilbage i sin historie, at man finder sig selv i Gud: »der gives ogsaa en Kjærlighed, hvormed jeg elsker Gud, og denne har kun eet Udtryk i Sproget, det er: Anger. (...) saasnart jeg elsker frit og elsker Gud, da angrer jeg«, SKS 3, 207,32. Og: »saaledes er det Tegn paa et høimodigt Menneske, paa en dyb Sjæl, at han er tilbøielig til at angre, at han ikke gaaer i Rette med Gud, men angrer og elsker Gud i sin Anger«, SKS 3, 227,6.

I trykt udgave: Bind 18 side 181 linje 5

Da Paulus ... ogsaa for sin timelige : sigter til ApG 27,33-34. 👤Paulus er lagt i lænker og med skib på vej til 📌Rom, men da skibet under en storm er kommet i havsnød og provianten er sluppet op, siger han til besætningen: »det er i Dag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise, og Intet taget til Eder. Derfor formaner jeg Eder, at I faae Mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved ibandt Eder« (NT-1819). – Paulus: fra 📌Tarsus (død o. 63), jøde, den første kristne missionær, forstod sig selv som »Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«, Rom 1,1-2. Forfatter af de første 13 breve i NT.

I trykt udgave: Bind 18 side 181 linje 26

Men hvad er ... Schack Staffeldt : de sidste to vers i første strofe af 👤Schack Staffeldts romance »Elskovsbaalet«, jf. Hundrede Romanzer, udg. af 👤Chr. Winther, 📌Kbh. 1836, ktl. U 112, s. 415, og Danske Romanzer, hundrede og fem, udg. af Chr. Winther, 📌Kbh. 1839, ktl. 2196, s. 354. Romancen er desuden trykt i Schack Staffeldt Samlede Digte, udg. af 👤F.L. Liebenberg, Kbh. 1843, ktl. 1579-1585, der annonceres som udkomne i Berlingske Tidende 15. juni, men 👤J.L. Heiberg ( 173,20) omtaler dem allerede i »Lyrisk Poesie« i Intelligensblade ( 193,18) nr. 26-27, den 15. april 1843, jf. ktl. U 56 (jf. tekstredegørelsen til Gjentagelsen, SKS K4, 22). Afvigelse: Staffeldt har »af« og ikke »fra«. – Schack Staffeldt: da. digter (1769-1826).

I trykt udgave: Bind 18 side 181 linje 33

Nebucadnezar, forhen Keiser, siden en Oxe : egl. 👤Nebukadnesar II (605-562 f.Kr.), konge i 📌Babylon, der i Dan 3,31-4,34 (i GT-1740 Dan 4) fortæller, hvorledes han har haft en drøm, på hvilken profeten 👤Daniel i v. 4,29 (i GT-1740 v. 4,25) giver kongen denne forklaring: »Du skal jages bort fra menneskene og have din bolig hos de vilde dyr; du skal æde græs som oksen, og syv tider skal gå hen over dig, indtil du forstår, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil.«

I trykt udgave: Bind 18 side 182 linje 5

Nicolaus Notabene : lat., efternavnet betyder en kritisk anmærkning eller et NB. Forkortet til initialer svarer navnet også til den gængse angivelse af en anonym el. ukendt person, N.N., fork. for »nomen nescio«, lat. navnet ved jeg ikke; hvemsomhelst.

I trykt udgave: Bind 18 side 182 linje 9

et for nylig udkommen Værk ... (Altona 1843) : 👤P.S. FrandsenC. Cilnius Maecenas. Eine historische Untersuchung über dessen Leben und Wirken, 📌Altona 1843. Det er ikke lykkedes at datere udgivelsen nærmere. – C. Cilnius Maecenas: Cajus (el. Gajus) 👤Cilnius Mæcenas (d. 8 f.Kr.), rom. adelig, kejser 👤Augustus nære ven og rådgiver, yndede kunst og litteratur og indlagde sig fortjeneste ved at støtte bl.a. 👤Vergil og 👤Horats, hvorved hans navn er blevet fællesbetegnelse for personer, der støtter kunst og videnskab, altså mæcener.

I trykt udgave: Bind 18 side 182 linje 11

S. 230 ø. : s. 230 øverst: »Vergebens sucht er den Schlaf durch entfernte Töne einer sanften Musik, und durch das Gepläscher der Wasserfälle. Sogar durch starken Wein bemüht er umsonst sich einzuschläfern.«

I trykt udgave: Bind 18 side 182 linje 13

S. 229 : s. 229: »Nur in den drei letzten Lebensjahren litt er, laut Plinius, an beständiger Schlaflosigkeit, wie es in der eben angeführten Stelle [Naturalis historia 7,172] heißt: 'Eidem triennio supremo nullo horae momento contigit somnus. [lat. I sine tre sidste leveår lykkedes det ham ikke på noget tidspunkt at falde i søvn]' Dies Leiden mag arg genug gewesen sein, aber Meibom weiß doch mehrere Fälle anzuführen, gegen welche drei Jahre ganz wegfallen, nemlich Nizolius, jener Affe des 👤Cicero, hat zehn ganze Jahre den Schlaf nicht gesehen, und eine gewisse Edelfrau soll sogar 35 Jahre bei guter Gesundheit, und ohne allen Nachtheil, schlaflos zugebracht haben.«

I trykt udgave: Bind 18 side 182 linje 16

et Billedgallerie af græsk Skulptur : 📌Kbh. havde ikke noget egentligt galleri af gr. skulpturer, men der fandtes en mindre samling af gr. antikviteter på 📌Det kgl. Kunstmuseum i 📌Dr. Tværgade (se kort 2, E2). Den da. billedhugger 👤Bertel Thorvaldsen (1770-1844) hjembragte 1838 fra 📌Rom en større samling af rom. og gr. afstøbninger, men denne blev ikke offentligt tilgængelig, før 📌Thorvaldsens Museum stod færdigt 1848; derimod kunne en del af hans egne nyklassicistiske værker ses på den årlige udstilling på 📌Kunstakademiet (se kort 2, D3) i april 1843, jf. artiklen »Konstudstillingen« i Journal for Literatur og Konst bd. 1, 📌Kbh. 1843, s. 224-233 og s. 279-325; s. 224.

I trykt udgave: Bind 18 side 182 linje 22

Was Tarquinius Superbus ... Hamann 3d B. p. 190 m: : ordret citat fra Hamann's Schriften ( 156,27) bd. 3, 1822, s. 190. – Tarquinius Superbus: Den sidste konge i 📌Rom (534-510 f.Kr.) inden republikkens indførelse. Om ham fortælles det, at da hans søn, 👤Sextus Tarquinius, i sin bestræbelse på at bringe byen 📌Gabii under sin fars herredømme, ved list havde fået sig selv anbragt i en magtfuld position i byen, sendte han et bud til ham i Rom for at høre, hvad han videre skulle gøre. 👤Tarquinius Superbus, der ikke stolede på budet, sagde intet, men førte ham ud i en have, hvor han med sin stok slog hovederne af de højeste valmuer. Dette fortalte budet til sønnen, som da forstod, at han skulle rydde byens mest fremtrædende mænd af vejen.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 1

periissem nisi periissem : lat. 'jeg ville være gået til grunde, hvis ikke jeg allerede var gået til grunde'. – Udtrykket bruges af 👤J.G. Hamann i et brev af 2. maj 1764 til 👤Johannes G. Lindner: »Periissem, nisi periissem, hoffe ich auch noch einmal sagen zu können«, Hamann's Schriften ( 156,27) bd. 3, 1822, s. 224. I samme bind, s. 151, bringer Hamann udtalelsen i formen: »Nisi periissemus, periissemus« og tilskriver den en græker; det drejer sig om den athenske statsmand 👤Themistokles (død o. 460 f.Kr.), der if. 👤Plutarks Themistokles-biografi 29,7 i Vitae parallelae (De parallelle liv) skal have sagt noget sådant efter at være blevet fordrevet fra 📌Athen og have opnået stor anseelse som perserkongens vasal.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 7

Socrates siger ... Cratyllus § 428 : SKs overs. af 👤Platons dialog Kratylos, 428d, jf. Platonis opera ( 163,21) bd. 3, 1821, s. 228 (Platons Skrifter bd. 3, s. 64).

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 9

Schl: Overs: 2D. 2 Af. p. 104 : Platons Werke ( 163,21) bd. 2,2, 1807, s. 98 (ikke s. 104): »Denn von sich selbst hintergangen zu werden, ist doch das allerärgste. Denn wenn der Betrieger auch nicht auf ein Weilchen sich entfernt, sondern immer bei der Hand ist, wie sollte das nicht schreklich sein?« – Schl: 👤Friedrich Schleiermacher (1768-1834), ty. teolog og filosof, fra 1810 prof. i teologi ved universitetet i 📌Berlin, udgav som den første 👤Platon på ty. i en næsten fuldstændig udgave, den nævnte Platons Werke.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 14

Potentat : magthaver, fx kejser el. konge.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 17

Motto paa »Frygt og Bæven« : Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de silentio var færdig fra 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri den 7. okt. og udkom den 16. okt. 1843. Som motto anvendte SK det citat af 👤Hamann, som er optegnet i JJ:129, jf. SKS 4, 100,1 og tekstredegørelsen, SKS K4, 96.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 21

»Skriv« ... »Nei!« : formentlig SKs egen variation og overs. af Herder-citatet ovenfor, JJ:7.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 22

Shakspeares »Ende gut : 👤ShakespeareEnde gut, Alles gut (overs. fra eng. All's well that ends well), i Shakspeare's dramatische Werke, overs. af 👤A.W. v. Schlegel og 👤L. Tieck, bd. 1-12, 📌Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 11, 1840, s. 265-373.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 26

Forførerens Dagbog : »Forførerens Dagbog« i Enten – Eller, SKS 2, 291-432. 👤Forføreren Johannes' motiv er det interessante, en af tidens yndlingstermer, jf. kommentaren til SKS 2, 17,2.

I trykt udgave: Bind 18 side 183 linje 28

Fortsættelsen af Forførerens Dagbog ... en ung Kone : I »Forførerens Dagbog« ( 183,28) skriver 👤Johannes, »at jeg bestandig søger mit Bytte blandt de unge Piger, ikke blandt de unge Koner. En Kone har mindre Natur, mere Coquetteri, Forholdet til hende er ikke skjønt, ikke interessant, det er pikant, og det Pikante er altid det Sidste«, SKS 2, 314,15, se kommentaren hertil.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 2

Pleiehuus for Krøblinger : hospital for krigsinvalider og militære personer i øvrigt. I 📌København fandtes på SKs tid tre hospitaler under militær jurisdiktion: 📌Garnisonshospitalet i 📌Rigensgade (se kort 2, E1) og 📌Søetatens Hospital ml. Fredericiagade og 📌Olfert Fischers Gade, daværende 📌Nellikegade og 📌Balsomgade (se kort 2, E2), samt 📌Qvæsthuset📌Christianshavn (se kort 2, C4), der i modsætning til de to førstnævnte i fredstid kun blev benyttet under epidemier o.l.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 5

sunde, glade, trivelige ... Moderens udtrykte Billede : sml. SKs tredje og sidste brev til 👤Emil Boesen fra 📌Berlin ( 175,34), dateret 25. maj 1843, hvori han omtaler et arbejde, han er blevet færdig med, formentlig manuskriptet til Gjentagelsen ( 190,26), og et påbegyndt arbejde, formentlig manuskriptet til Frygt og Bæven ( 183,21): »I de forløbne Maaneder havde jeg i Indolents pumpet et alvorligt Styrtebad op, nu har jeg trukket i Snoren, og Ideerne vælte ned over mig sunde, glade, trivelige, muntre, velsignede Børn, let fødte og dog alle med min Personligheds Modermærke«, B&A bd. 1, s. 121. – Luneglutter: lune glutter, dvs. glade småbørn.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 6

Faderens Lænders Kraft : udtryk, der spiller på forestillingen om lændepartiet (skøddet) som omfattende den særligt kønsprægede del af mandens (el. kvindens) legeme, jf. fx 1 Mos 35,11, hvor Gud velsigner 👤Jakob: »Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige gud, vær frugtbar, og formeer dig, Folk og Folkets Hob skulle vorde af dig; og Konger skulle udkomme af dine Lænder« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 9

Efterveers Sildinger: sildefødning, især om husdyr, der fødes senere på året end normalt og ofte bliver svagere og mindre udviklet.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 10

Blade af en Gadecommissairs Lommebog : spiller på 👤B.S. Ingemann Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog, 📌Kbh. 1833, ktl. 1571. SK synes i optegnelsen at elaborere på et tidl. udkast på et løst papir: »Blade af en Opsigtsbetjents Dagbog / det var d. 1ste April 1830 at jeg blev Gestrikts Betjent under 📌Børsen. / a) Betragtninger over et Hyttefad ved een af Qvaserne. / den uhyre Horizont, Stilleben i Modsætning / b) en Finlapper-Idyll. / Kultorvet gl. Torv. / 📌Halmtorvet – / et Rendesteensbræts Historie / Oversvømmelse. / Udgiveren har ikke kunnet afholde sig fra at indskyde enkelte Observationer. / Det er Søndag-Eftermiddag – Alt saa stille – en Mand raaber med Reier – / en Mand med Kæmper – det afsides Sted, hvor de voxe – en Appelsinkone – Foraarsbudskab – / en lille Forliebelses Historie i Distriktet – // Fortællingen om Rotten som blev Misanthrop. – « (Pap. III A 245f.). – Gadecommissairs: 'opsigtsbetjent', der førte tilsyn med gadernes renlighed og vedligeholdelse i et bestemt kvarter, se følgende kommentar; også kaldet renovationsbetjent, kvarterkommissær, gadefoged og gadebetjent.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 20

de enkelte Qvarterer af Byen : 📌København var af hensyn til matrikulering og skatteindkrævning inddelt i 12 kvarterer. En detaljeret beskrivelse af kvartererne findes i 👤S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Hoved- og Residentsstaden Kjøbenhavn, 📌Kbh. 1841 (forkortet Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn), s. 23-77; navnene på de enkelte kvarterer opramses under »Farvernes Forklaring« på det kort, som ledsagede værket (se kort 1).

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 21

Kultorvet ... meest Stemning : jf. 👤S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn, s. 83: »Paa Kultorvet, i Klædebo- og Rosenborgqvarteer, ud for 📌Nørreport, fra Frederiksborggade til Lille-Kjøbmagergade, falholder [falbyder] Bonden, især fra den nordøstlige Deel af 📌Sjælland, Kul, Tørv og Brænde« (se kort 2, C1).

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 23

Rendesteensbræt : et bræt, som ud for porte og gadedøre lægges over rendestenen; kun i 📌Østergade ( 204,11) var rendestenene helt overdækkede. De stenlagte fordybninger og render i gaderne, hvor vand og flydende uhumskheder havde afløb, var ligesom de lovbefalede brædder over dem under opsyn af en gadekommissær; under uvejr kunne en rendesten forvandles til en ildelugtende strøm, der rev løse rendestensbrædder med sig, og derfor var disse bestandigt genstand for offentlige klager.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 25

Fiskerqvaserne: fartøj m. et rum, hvori der gennem borede huller kan trænge havvand ind for at holde de fisk i live, der føres el. bevares i et sådant fartøj. Fiskerkvaserne lagde typisk til ved 📌Gammelstrands bolværk (se kort 2, B2), sådan at de friske fisk kunne sælges på 📌Fisketorvet, jf. 👤S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn, s. 79f.

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 25

Knippelsbro : vindebro, der fra enden af 📌Nybørs førte over havnen til 📌Christianshavn, hvorfor den også i daglig tale kaldtes 📌Christianshavns Bro (se kort 2, C3).

I trykt udgave: Bind 18 side 184 linje 27

Ved Vielsen ... tør jeg Intet fortie : If. Alterbogen ( 180,8) spørger præsten først brudgommen, »Om I har beraadt Eder med Gud i Himmelen, dernæst med Eders eget Hiertelag, siden ogsaa med Eders Slægt og Venner, at I vil have denne ærlige Pige (Qvinde), som hos Eder staaer N. N., til Eders Ægte-Hustru?« (s. 256) Når bruden og brudgommen hver har svaret ja til præstens tre spørgsmål, forkynder han dem for »rette Ægte-Folk at være baade for Gud og Menneskene, i Navnet Gud Faders, Gud Søns, og Gud den Hellig Aands!« (s. 258) Kirke-Ritualet ( 180,8) forordner desuden, at brud og brudgom nogle dage før vielsen har været hos præsten for at »fremvise for hannem lovlig Skudsmaal og Beviis, at intet paa begge Sider er, som efter Loven kand hindre samme deres Egteskab« (s. 308). Loven, dvs. Danske Lov ( 155,21), 3. bog, kap. 16, »Om Egteskab«, opregner de forhold, der kan hindre ægteskab, jf. særligt § 14, »Aarsager, hvorfor de, som ere trolovede, maae adskilles«, men kun stk. 7 omhandler ulovlig fortielse: »Om nogen for Trolovelsen havde nogen hemmelig Sygdom, som Spedalskhed, faldende Sot, eller nogen anden slig besmittelig Syge, og ikke den aabenbarede, da maae han, eller hun, blive hveranden qvit, om de det begiere.«

I trykt udgave: Bind 18 side 185 linje 7

Dersom jeg ikke lader mig vie til hende, da krænker jeg hende : Hvis han ikke desto mindre forblev trolovet med hende, ville han ikke krænke hende i juridisk forstand, da trolovelsen havde mistet sin lovkraft ved forordning af 4. jan. 1799, hvilket betød, at de forlovede ikke som tidl. havde pligt til at lade sig vie inden den sjette søndag efter trolovelsen, men efter eget behag kunne udskyde vielsen; dog har borgerskabet endnu i 1840'erne anset meget langvarige forlovelser for anstødelige. Hvis han derimod ville ophæve forlovelsen, men ikke kunne få hendes billigelse, måtte han henvende sig i Forligelseskommissionen for om muligt at få dens sanktion (jf. kancelliskrivelse til 📌Sjællands Biskop af 17. juli 1802).

I trykt udgave: Bind 18 side 185 linje 10

Hun har bedet mig, det er mig nok : 178,15.

I trykt udgave: Bind 18 side 185 linje 13

dandser paa en Vulkan : fast udtryk: optræder yderst letsindigt, lader hånt om en stor fare.

I trykt udgave: Bind 18 side 185 linje 15

Modehandler : I 1839 var der 81 modehandlere i 📌Kbh., jf. 👤S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn ( 184,21), s. 100. If. regninger (KA, D pk. 8 læg 1 og læg 25) lod SK sig bl.a. ekvipere hos »Agerskov, C. T., Mode- og Manufacturhandler, Skinderg. 24«, Kiøbenhavns Veiviser ( 177,1), 1843, s. 5.

I trykt udgave: Bind 18 side 185 linje 27

insinuant : indsmigrende, indtagende, som forstår at gøre sig yndet.

I trykt udgave: Bind 18 side 185 linje 30

inventerer : opfinder, udtænker.

I trykt udgave: Bind 18 side 185m linje 1

qvindelig Dragt til at gaae i Kirke med : I 📌Kbh. synes borgerskabets kvinder at have lagt så stor vægt på at møde velklædt til Gudstjenesten, at de i en vis udstrækning skammede den dårligt klædte almue ud af kirkerne, jf. »Hvem gaaer i Kirke?« i Den Frisindede den 14. okt. 1845, nr. 119-120, s. 475-477.

I trykt udgave: Bind 18 side 185m linje 1

Fiskebeensskjørter: omfangsrigt underskørt, krinoline. Skørtet fik sin vidde og bæreevne af indsyede, nærmest koncentriske ringe, oftest bestående af strimler af hvalbarder ('fiskeben'); på SKs tid var det for længst gået af mode, men især kendt fra 👤Holbergs komedier på 📌Det kgl. Teater.

I trykt udgave: Bind 18 side 185m linje 6

Ring i Næsen hos de Vilde : Næseringe kendes som kvindesmykke fra Bibelen, jf. fx Es 3,21 og Ez 16,12, samt fra etnografien. Her sigtes tillige til den ring, man sætter i næsen på en tyr for bedre at kunne styre den el. på et svin for at hindre det i at rode i jorden.

I trykt udgave: Bind 18 side 185m linje 7

hiin ophøiede Genius : sigter formentlig til 👤Sokrates, 157,24.

I trykt udgave: Bind 18 side 186m linje 1

Dyr ɔ: Mennesket : spiller formentlig på 👤Aristoteles' definition af mennesket som 'politikón zōon', gr. politisk, statsligt væsen; selskabeligt dyr (Statslære, 1. bog, kap. 2, 1253a 3).

I trykt udgave: Bind 18 side 186m linje 3

Brüssler-Kniplinger : Kniplinger fra 📌Brüssel el. 📌Bruxelles var siden det 16. årh. af en særlig fin kvalitet og efterspurgt i hele 📌Europa; derfor også meget kostbare.

I trykt udgave: Bind 18 side 186m linje 9

forskjære : skære forkert; forringe el. beskadige ved at skære.

I trykt udgave: Bind 18 side 186m linje 11

det Smagløse : I den dannede verden blev der, særligt af 👤J.L. Heiberg ( 173,20), lagt stor vægt på smag; hans kone, skuespillerinden 👤Johanne Luise Heiberg (1812-90), skrev aktuelt en anonym »Mode-Artikel, meddeelt af en Dame« i Intelligensblade nr. 39-40, den 1. nov. 1843, hvori hun kritiserer den forskels- og smagløse leflen for moden: »Naar i 📌Paris en Dame gaaer ind i en Mode-Boutique og begjærer at see paa Hatte, Shawler, Kjoletøier, Baand o.s.v., saa er det første Spørgsmaal, hun faaer, om det er til hende selv, og hvis ei, om Damen da er ung eller aldrende; og efter Svaret retter det sig da, hvad der forevises. I vore Boutiquer kjender man kun een Mode, og det er den nyeste, og den maa nu enhver underkaste sig, uden Hensyn paa Alderen og den øvrige Individualitet«, Intelligensblade ( 193,18) bd. 4, s. 93.

I trykt udgave: Bind 18 side 186m linje 11

i deres Paaklædning ... Partieforskjelligheder : Politiske organisationer i moderne forstand fandtes ikke i 1843, men i de rådgivende stænderforsamlinger ( 296,27) og i den opblomstrende dagspresse skiltes vandene mellem liberale og konservative. Om disse udtrykte deres partiforskelligheder i påklædningen er uvist, jf. dog »Af en Forrykts Papirer. Forsigtighedsregler for Borgeren og Landmanden mod Indflydelsen af Oprørssmitte og Nutidens Oplysning, overeensstemmende med Tidens Trang« i Corsaren den 2. juni 1843 (nr. 141), hvor det blandt de anbefalede »Forsigtighedsregler ved Klædedragten« hedder, at »Alle hans Klæder maae sidde meget snævre, for at han kun med Vanskelighed kan bevæge [de liberale kaldtes også 'bevægelsespartiet'] sig i dem. Han maa ikke bære Overfrakke, da Ordet Over [fr. ouver, konnoterer liberal] er meget mistænkeligt«, sp. 10.

I trykt udgave: Bind 18 side 186m linje 16

Kl. 9: Smaabørnene som gaae i Skole : fra mandag til lørdag alm. mødetid i de københavnske skoler.

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 16

Kl. 10: Tjenestepigerne : Om formiddagen gik tjenestepigerne på torvet for at handle, fx på 📌Gammeltorv og 📌Nytorv, 📌Københavns vigtigste marked for korn- og fedevarer, fjerkræ, frugt m.v. eller på 📌Fisketorvet efter fisk ( 184,25).

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 16

Kl. 1: den fornemme Verden : Omkring eller over middag kunne mændene af det bedre borgerskab fx gå i klubben eller promenere med fruerne på voldene, 📌Langelinie (se kort 2, G2-H2) eller i 📌Grønningen ( 145,11); fruerne kunne desuden gå på indkøb i 📌Østergade ( 204,11), hvor de finere forretninger lå.

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 17

Secretair Hr. Christensen : 👤Peter Vilhelm Christensen (1819-63), da. teolog, 1838 dimitteret til universitetet i 📌Kbh. af 👤P.C. Kierkegaard, SKs ældre broder, bestod 6. juli 1842 den teologiske embedseksamen, i en periode 1842-43 SKs sekretær, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, SKS K2-3, 52-54.

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 23

ligger og smører i Bladene og i smaa Pjecer : sigter muligvis til en anonym pjece, der 12. aug. 1843 blev averteret som udkommet i Adresseavisen (nr. 188): Med hvad Ret kaldes Theologien Løgn? Nogle Modbemærkninger mod det Brøchnerske Skrift, 📌Kbh. 1843, jf. 👤Hans Brøchner Nogle Bemærkninger om Daaben, foranledigede ved Prof. Martensens Skrift: 'Den christelige Daab', 📌Kbh. 1843, ktl. U 27. 👤P.V. Christensen er ikke identificeret som forfatter af den nævnte pjece, men i perioden som SKs sekretær udgav han under eget navn »Foreløbig Anmeldelse af 'Catalogue raisonné des médailles antiques de la Cyrénaïque et de l'anciennes Afrique par M.M. Falbe et Lindberg« i Journal for Literatur og Konst bd. 2, hefte 1 (annonceret som »under Pressen« i Adresseavisen ( 168,8) den 29. juni 1843, nr. 150), s. 15-34, samt den ndf. nævnte artikel ( 187,1).

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 25

Anklang : genklang.

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 26

betalte ham godt : Størrelsen på honoraret er ikke kendt; derimod fortæller SK senere (jf. Pap. X 1 A 584), at han gav 100 rigsdaler ( 176,17) for korrekturlæsning af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift ( 276,31), hvilket formentlig har været en 'god betaling', når en kopist (afskriver) i Hof- og Stadsretten til sammenligning havde en årsløn på 300-400 rigsdaler.

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 29

Afskriver : egl. en, som tager en afskrift (genpart, kopi) af et dokument, en kopist; her i nedsættende betydning en, der 'skriver af'.

I trykt udgave: Bind 18 side 186 linje 32

den lille Artikel ... før Enten – Eller udkom : sigter til Litterært Qvægsølv eller Forsøg i det høiere Vanvid, samt Lucida Intervalla, en anonym artikel i Ny Portefeuille bd. 1, 7. hefte (sp. 198-216), 12. febr. 1843; otte dage senere, 20. febr. 1843, udgav SK Enten – Eller ( 157,7). Den anonyme artikel er en samling af aforismer, hvis ironiske tone og anskuelse genkendes i flere »Diapsalmata« og visse af 👤Johannes' iagttagelser i »Forførerens Dagbog« i Enten – Eller.

I trykt udgave: Bind 18 side 187 linje 1

Eftertrykkere: en, der uden lovlig hjemmel eller tilladelse eftertrykker et manuskript eller en bog, hvortil en anden besidder trykkerettighederne, jf. forordning af 7. jan. 1741: »Men et saadant Skrift, som nogen engang saaledes eller paa nogen anden lovlig Maade er blevet eier af, skal bestandig tilhøre den, som sit eget; hvilket ingen maa tilegne eller ved Eftertrykning benytte sig af, under alle Exemplarers Confiscation og anden vilkaarlig Mulct; med mindre det haves med Autors eller første Forlæggers gode Minde og fuldkomne Tilstaaelse«.

I trykt udgave: Bind 18 side 187 linje 10

Mine Optegninger m: H: t: mit Forhold til Regine : se JJ:89, JJ:107, JJ:115 og JJ:140. – Regine: 174,8.

I trykt udgave: Bind 18 side 187 linje 12

Mynsters Prædikener : 165,23.

I trykt udgave: Bind 18 side 187 linje 32

Differentser: uoverensstemmelse, lille tvistighed.

I trykt udgave: Bind 18 side 187 linje 36

en Tro ... godt i Verden : se JJ:82 og JJ:116.

I trykt udgave: Bind 18 side 188 linje 3

min Barndoms Tragoedie ... i Haanden : sml. JJ:115 (hen mod slutningen) og JJ:121. Sml. også journaloptegnelsen FF:35 fra 1837, hvor SK skriver om den frygtelige anelse af et familieforhold, som han relaterer til arvesynden (SKS 18, 82); og en optegnelse på et løst ark fra o. 1838, hvor han tilsyneladende beskriver sin egen anelse af, at hans fader ( 179,2) som en Guds straf skulle overleve alle sine børn og kun leve for at trøste dem ved religionen (Pap. II A 805).

I trykt udgave: Bind 18 side 188 linje 10

denne menneskelige ... bedre Tider : sml. JJ:82.

I trykt udgave: Bind 18 side 188 linje 23

Befrielses Time : den sidste time, døden; den kristelige frelse, udfrielse.

I trykt udgave: Bind 18 side 188 linje 27

besvangret en Pige : se JJ:76.

I trykt udgave: Bind 18 side 189 linje 3

at opdage Barnet : 164,2.

I trykt udgave: Bind 18 side 189 linje 5

Nullum exstitit ... aliqua dementia : lat. 'Der findes ikke noget geni, som ikke har en vis grad af vanvid'. Udsagnet parafraserer den rom. filosof og forfatter 👤Seneca (o. 4 f.Kr. - 65 e.Kr.) De tranquillitate animi (Om sindsro) 17, 10: »nullum magnum ingenium fuit sine mixtura dementiae fuit« (lat. »der findes ingen stor begavelse, som ikke har et islæt af vanvid«), jf. L. Annaei Senecae opera bd. 1-5, 📌Leipzig 1832, ktl. 1275-1279; bd. 4, s. 102. Seneca angiver 👤Aristoteles ( 147m,5) som sin kilde (Problemata, 30. bog, kap. 1, 954a 34-37). – SK synes her (og både i den foregående og den efterfølgende optegnelse om sindssvaghed) at elaborere på en tanke i det allerede færdige manuskript til Frygt og Bæven ( 183,21), hvor han ligeledes knytter an til stedet hos Seneca, jf. SKS 4, 195,13.

I trykt udgave: Bind 18 side 189 linje 9

eo ipso : lat. netop derfor.

I trykt udgave: Bind 18 side 189 linje 12

Den Methode ... til Philosophie : Den filosofiske fordring om at tvivle om alt (lat. 'de omnibus dubitandum est') stammer fra 👤Descartes ( 148,5), der i overskriften til 1. del, § 1, af Principia philosophiae (lat. Filosofiens principper, 1644) skriver: »Veritatem inquirenti, semel in vita de omnibus, quantum fieri potest, esse dubitandum« (lat. »Den, som søger sandheden, bør én gang i sit liv tvivle om, så vidt muligt, alting«), Renati Des-Cartes opera philosophica ( 148,5) bd. 2, s. 1. Sætningen, som SK allerede kritiserer i Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est ( 231,15), var hyppigt anført og diskuteret i den da. hegelianisme, således af fx 👤H.L. Martensen og 👤J.L. Heiberg.

I trykt udgave: Bind 18 side 189 linje 28

lade en Soldat ligge krum ... staae lige : sigter til kommandoen: »Stå ret!« som henvendes til soldater, der naturligvis allerede står op og ikke ligger.

I trykt udgave: Bind 18 side 189 linje 29

et Stueuhr ... færdig med 12 : Den samme historie fortælles i en ubenyttet optegnelse, som SK oprindeligt havde tænkt sig skulle indgå blandt A's papirer i Enten – Eller, formentlig i »Diapsalmata«, og som sandsynligvis er skrevet i 1841 el. 1842, jf. Pap. III B 180,18.

I trykt udgave: Bind 18 side 190 linje 2

Pige, der engang ... forlod hende : 177,37.

I trykt udgave: Bind 18 side 190 linje 12

2 ℳ 8 ß : 2 mark og 8 skilling ( 176,17), hvilket i 1844 fx var prisen på en ny udg. af NT (16o).

I trykt udgave: Bind 18 side 190 linje 17

det Anlæg i »Gjentagelsen« : Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius var færdig fra 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri 7. okt. og udkom 16. okt. 1843. 👤Constantin Constantius forsøger eksperimentelt at gentage en tidl. rejse til 📌Berlin; da dette ikke lykkes, konkluderer han, at der ingen gentagelse gives. Imidlertid møder han 👤Det unge Menneske, der er forelsket i en pige, som han nu forlover sig med: Som følge af forelskelsen bryder en stærk digterisk produktivitet igennem hos ham, og pigen bliver nu nærmest til ulejlighed. Med en del af sit væsen ønsker han at kvitte sin digtereksistens og genindtræde i et normalt kærlighedsforhold til pigen ('gentage' forholdet), men det lykkes ikke. Gjentagelsen ender for Det unge Menneskes vedkommende med, at han fejrer sin befrielse, da han erfarer, at pigen har giftet sig med en anden.

I trykt udgave: Bind 18 side 190 linje 26

»fordi han skyldte hende for meget.« : formentlig et fiktivt citat.

I trykt udgave: Bind 18 side 191 linje 6

man skulde da ... hæves ved Frihed : sml. JJ:152.

I trykt udgave: Bind 18 side 191 linje 17

slagvant Due : due, som er vant til at søge tilbage til dueslaget.

I trykt udgave: Bind 18 side 191 linje 25

Gjentagelsen : tematisk og litterært behandlet i Gjentagelsen, 190,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 191 linje 29

integer : lat. hel, urørt, uskadt.

I trykt udgave: Bind 18 side 191 linje 33

tilbage til mig selv igjen : sml. Gjentagelsen ( 190,26), hvor 👤Det unge Menneske efter at have erfaret, at hans tidl. forlovede har giftet sig, i sit sidste brev til sin tavse medvider, 👤Constantin Constantius, bl.a. skriver: »Jeg er atter mig selv; her har jeg Gjentagelsen«, SKS 4, 87,5, jf. SKS 4, 87,24-28 og SKS 4, 88,7-12.

I trykt udgave: Bind 18 side 191 linje 35

den aristoteliske Categorie: Das – Was – war – seyn : sigter til begrebet om den primære essens i 👤Aristoteles' Metafysik, første gang nævnt 983a 27f., »τὸ τί ἦν εἶναι« (gr. 'det at være hvad det var'), som 👤Marbach (jf. næste kommentar) oversætter »das Was-war-sein«.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 4

Marbach Geschichte ... p. 4 og 5 : G.O. Marbach Geschichte der Philosophie des Mittelalters (bd. 2 i Lehrbuch der Geschichte der Philosophie bd. 1-2 (med separat paginering, men fortløbende paragraffering), 📌Leipzig 1838-41, ktl. 642-643), § 128, s. 4f., som bringes i *. – Marbach: 👤Gotthard Oswald Marbach (1810-90), ty. filosof, naturvidenskabsmand og forfatter, prof. i filosofi i Leipzig.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 5

§ 102 ... griechichen Philosophie : 👤G.O. MarbachGeschichte der Griechischen Philosophie (bd. 1 i Lehrbuch der Geschichte der Philosophie), § 102 (om 👤Aristoteles' Metafysik), s. 247-260, som bringes i *.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 7

Aristoteles (...) siger ... selv αϰινητος : sigter til 👤Aristoteles' bestemmelse af den første bevæger i Metafysikken, 12. bog, kap. 7f. (1072a 19ff.), og i Fysikken, 8. bog, kap. 5 (258b 4f.). I 👤Tennemanns Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 3, 1801, s. 159, parafraseres stedet i Fysikken som følger: »Dieses erste Bewegende kann nicht von einem andern wieder bewegt werden, es muß bewegen ohne bewegt zu werden (το πϱωτον ϰινουν αϰινητον [gr. tó prōton kinoôn akínēton, den første bevægende (selv) ubevægelig]).« – αϰινητος: gr. (akínētos) ubevæget.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 10

Schelling opmærksom herpaa i Berlin : sigter til Schellings forelæsninger i 📌Berlin 1841/42 ( 175,23), som SK delvis deltog i og tog referater af, og hvori det om 👤Aristoteles' første årsag el. princip noteres: »Det Sidste [i en retrograd årsagsslutning] har han tillige som et Existerende; da hans Videnskab er det Virkeliges Videnskab. Men alligevel er det, der især ligger ham paa Sinde, ikke das, men was. Han gjør heller ei Brug af det Sidste som af et Princip; det er for ham blot Ende-Aarsag; ikke frembringende, ikke τελος ποιητιϰον [gr. (télos poiētikón) frembringende formål]. Dette Sidste er τελος [gr. (télos) mål; formål], selv αϰινητον; Alt drages hen der til, selv bliver det ubevæget, ligesom det Forlangte er Gjenstand for Forlangen, men selv bliver roligt«, Pap. III C 27 i bd. XIII, s. 278. – Schelling: 👤Friedrich Wilhelm Joseph Schelling (1775-1854), ty. filosof, studerede i 1790-95 filosofi og teologi i 📌Tübingen sammen med 👤Hegel ( 193,21), blev i 1798 ekstraordinær prof. i 📌Jena, i 1803 ordinær prof. i 📌Würzburg, underviste ved universitetet i 📌Erlangen fra 1820 til 1827, da han blev prof. i 📌München. Herfra blev han i 1841 kaldet til universitetet i Berlin som modvægt til venstrehegelianismen, men trak sig tilbage i 1846.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 13

Rationalisme : åndsstrømning inden for teologien, fremherskende i oplysningstiden, særlig i perioden fra 1750 til 1800. Rationalismen var kendetegnet ved den opfattelse, at alle religiøse trossætninger skal kunne begrundes fornuftsmæssigt, og ved en afvisning af enhver tro, der overskrider menneskets rationelle fatteevne. De rationalistiske teologer søgte derfor at tolke den kristne åbenbaringslære, de bibelske beretninger og de kirkelige dogmer således, at de ikke kom i modstrid med fornuften og erfaringen. Den rationalistiske teologi og forkyndelse lagde hovedvægten på Gud (Guds væsen og egenskaber og forhold til verden), dyd (religionsudøvelse og livsudfoldelse i etisk fromhed baseret på humane og kristne dyder), udødelighed (sjælens udødelighed modsat det dødelige legeme) samt katekismusundervisning (oplæring i den kristne religions grundsandheder). Endnu på SKs tid var rationalismen ganske udbredt, især hos teologiske lærere og præster, men undertiden i afsvækket betydning som antipietistisk, fornuftsbetonet troslære.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 16

Steffens fortæller ... p. 215 og 216 : 👤Henrich SteffensWas ich erlebte bd. 1-2, 2. udg., 📌Breslau 1844 [1840], og bd. 3-10, Breslau 1841-1844, ktl. 1834-1843; bd. 7, 1843, s. 215f.: »Ich nenne vor Allem Benda, Bürgermeister in Landeshut, welcher trotz der opponirenden Gesinnung der Stadt, mich von dem ersten Augenblicke an, völlig rücksichtslos unterstützte. Er war ein merkwürdiger und vielseitig gebildeter Mann. Als Gerichtsperson in Polnisch-Lissa, damals preußisch, hatte er mit großer Kühnheit einen zum Tode verurtheilten Verbrecher gerettet, durch eine Opposition, die für ihn mit vielen Unannehmlichkeiten verbunden war. / [s. 216] / Auch seine Stellung in Landeshut ward, den Bürgern gegenüber, durch seine erklärte Gesinnung während des Krieges bedenklich; er war ein sehr thätiger und umsichtiger Beamter, periodisch aber von einer düstern melancholischen Stimmung gequält. Eine psychologische Merkwürdigkeit war die, daß er genöthigt, eine Perücke zu tragen, sobald er diese abnahm, verwirrten sich alle Gedanken und er ward von einer unsäglichen Angst ergriffen.« – Steffens: Henrich Steffens (1773-1845), no.-da.-ty. filosof, mineralog og forfatter, influeret af 👤Schelling ( 192,13) og den ty. romantik, som han introducerede i 📌Danmark ved en række forelæsninger 1802-03.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 18

Trilogie ... Kunst, Religion, Philosophie : I Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, 📌Heidelberg 1817, bestemmer 👤Hegel ( 193,21) den absolutte Ånds udvikling i momenterne »Die Religion der Kunst« (§ 456-464), »Die geoffenbarte Religion« (§ 465-471) og »Die Philosophie« (§ 472-477), s. 279-288 (Jub. ( 193,21) bd. 6, s. 301-310). Især 👤J.L. Heiberg ( 173,20) gør senere en del ud af denne idé, således i Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik. Som Ledetraad ved Forelæsningerne paa den kongelige militaire Høiskole, 📌Kbh. 1832 (også udgivet som Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik ved den kongelige militaire Høiskole, 📌Kbh. 1831-32, samme paginering; forkortet Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik), § 189-191, s. 122-124, hvor han skildrer udviklingen af »Den speculative Idee« fra sit umiddelbare udtryk i »Det Skjønne« (§ 189) over »Det Gode« (§ 190) til »Det Sande« (§ 191), hvorefter han i § 192, anmærkning 1, s. 124, identificerer disse momenter med hhv. kunst, religion og filosofi.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 25

Plato ... Musik, Kjærlighed, Philosophie : jf. 👤Marbach Geschichte der Philosophie des Mittelalters ( 192,5) s. 58 og især den hertil knyttede note 11, s. 63f.: »👤Plotin erkennt (nach 👤Platon) drei Wege an, welche führen wohin man streben muss: Musik, Liebe, Philosophie. (...) – Als andere Wege zum Ewigen führt Plotin die Musik und die Liebe an, wie wir gesehen haben. Es läuft diess auf dasselbe hinaus, wenn Neuere die Kunst und die Religion neben der Philosophie als Mittel bezeichnen, durch welche das Ewige geschaut werde.« – Plato: 163,21. – Plotin: el. Plotinos (204-270 e.Kr.), alexandrinsk filosof, grundlægger af neoplatonismen.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 26

man siger ... sit Talent til sit Kald : inden for den protestantiske kirke en alm. etisk læresætning, der går tilbage til 👤Luthers tanke om arbejdet som kald, jf. fx 👤W.M.L. de Wette Lærebog i den christelige Sædelære og sammes Historie, overs. af 👤C.E. Scharling, 📌Kbh. 1835 [ty. 1819-23], ktl. 871, § 280, s. 255f. Som opgave for dannelsen er det 'at forvandle sit talent til sit kald' en bærende idé i 👤Goethes dobbeltroman Wilhelm Meisters Lehrjahre og Wilhelm Meisters Wanderjahre oder die Entsagenden ( 227,13). I anden del af Enten – Eller ( 157,7) redegør etikeren 👤Assessor Wilhelm for, hvorledes det særlige talent må forvaltes som et alment kald, nemlig i arbejdet, jf. SKS 3, 275-281, især 276,34-277,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 29

difficilere: vanskelig.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 31

min Lyst (...) at blive Politi-Embedsmand : jf. journaloptegnelsen AA:12, dateret 1. aug. 1835: »Derfor troede jeg, at det vilde være godt at kaste mig ind i Jurisprudentsen [retsvidenskaben, jurastudiet], for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger. Her tilbød sig netop en stor Masse af Enkeltheder, hvori jeg kunde fortabe mig; her kunde jeg maaskee fra de givne Facta udconstruere en Totalitet, en Organisme af Tyve-Liv, forfølge det i hele dets dunkle Side«, SKS 17, 25,8.

I trykt udgave: Bind 18 side 192 linje 33

lader dette bryde sig : som lyset gennem en prisme.

I trykt udgave: Bind 18 side 193 linje 16

Heiberg bemærkede ... dybsindige eller ikke : jf. 👤J.L. Heibergs anmeldelse af Enten – Eller ( 157,7) i »Litterær Vintersæd« i Intelligensblade nr. 24, den 1. marts 1843: »Man støder paa mange piquante Reflexioner; nogle af dem ere maaskee endog dybsindige, man veed det ikke vist«, Intelligensblade, udg. af J.L. Heiberg, bd. 1-4, 📌Kbh. 1842-44 (jf. ktl. U 56); bd. 2, s. 285-292; s. 289. – Heiberg: 173,20.

I trykt udgave: Bind 18 side 193 linje 18

Heiberg og Consorter (...) Hvad de veed, laane de af Hegel : Som 👤J.L. Heiberg søgte bl.a. teologerne 👤H.L. Martensen ( 205,25) og 👤A.P. Adler samt filosoffen 👤Rasmus Nielsen at tænke videre på grundlag af Hegel, jf. især J.L. Heiberg Grundtræk til Philosophiens Philosophie eller den speculative Logik ( 192,25) og Perseus, Journal for den speculative Idee bd. 1-2, udg. af J.L. Heiberg, 📌Kbh. 1837-38, ktl. 569 (forkortet Perseus). – Hegel: 👤Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof, 1801-06 privatdocent (ekstraordinær prof.) i 📌Jena, 1816-18 prof. i 📌Heidelberg og fra 1818 til sin død prof. i 📌Berlin. SK havde i sit bibliotek en række separatudgaver af Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke).

I trykt udgave: Bind 18 side 193 linje 21

ergo : lat. altså.

I trykt udgave: Bind 18 side 193 linje 26

Mennesker, der eie hele Tilværelsens Resultat : sigter bl.a. til hegelianerne, der mente at kunne give en udtømmende fremstilling af tilværelsen i et videnskabeligt system, fx 👤Martensen ( 205,25), der om 👤Hegels system skriver, at det »optræder med en uendelig Betydning for vor Tid, da det indeholder den meest fuldendte og omfattende Udvikling af den rationelle Viden, hvormed det synes, at en heel Aera i Philosophiens Historie, som uafhængig af al Tradition og given Positivitet søgte at løse Tilværelsens Gaade, er sluttet«, Maanedsskrift for Litteratur, udg. af et Selskab, bd. 16, 📌Kbh. 1836, s. 515. Jf. også 👤J.L. Heiberg, der i anledning af en anmeldelse af Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, 📌Kbh. 1833, ktl. 568, skriver, at den spekulative idé ikke blot, »saaledes som i vor tilvante Forestilling om Gud som Fader og Skaber, eensidigen betragtes som Ophav til Alt, men tillige som Resultatet af Alt, og navnlig som Resultatet af Bevidstheden«, Dansk Litteratur-Tidende for 1833, Kbh. 1833, nr. 46, s. 777.

I trykt udgave: Bind 18 side 193 linje 33

Philosophien siger ... forstaaes baglænds : sigter formentlig til 👤Karl Daub ( 172,11), som SK i Af en endnu Levendes Papirer, 📌Kbh. 1838, tillægger den opfattelse, at der i livet må »indtræde det Øieblik, da, som Daub bemærker, Livet forstaaes baglænds gjennem Ideen«, SKS 1, 33,16. Kilden har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 194 linje 2

at have overvundet Tvivlen : allusion til de hegelianske filosoffer, især 👤Martensen og 👤Heiberg, der ikke blot gjorde tvivlen til metodisk udgangspunkt ( 189,28), men også ville overvinde den ('gå ud over' el. 'gå videre'), jf. forordet til Frygt og Bæven ( 183,21): »Enhver speculativ Marqueur, der samvittighedsfuldt pointerer den nyere Philosophies betydningsfulde Gang, enhver Privatdocent, Repetent, Student, enhver Udflytter og Indsidder i Philosophien bliver ikke staaende ved at tvivle om Alt, men gaaer videre«, SKS 4, 101,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 194 linje 19

den tydske Theologie (...) Cap. 10. S. 41 : Die deutsche Theologie, eine sehr alte, für jeden Christen äußerst wichtige Schrift, mit einer Vorrede von Dr. Martin Luther und dem gewesenen Generalsuperintendenten Johann Arnd, udg. af 👤F.C. Krüger, 📌Lemgo 1822, ktl. 634, kap. 10 (»Die vollkommnen Menschen begehren nichts anders, als daß sie dem ewigen Gut möchten das seyn, was dem Menschen seine Hand ist. Sie haben verlohren die Furcht der Hölle und die Begierde des Himmelreichs«, s. 39-41), s. 41: »Was ist aber edler, als wahre geistliche Armuth? Matth. 5,3. Und wenn sie uns vorgehalten wird; so wollen wir sie nicht. Wir wollen stets geistlich reich seyn, so, daß wir in uns großen Geschmack, Süßigkeit und Lust befinden. So wäre uns wohl und wir hätten Gott lieb. Wenn uns aber das entfällt; so ist uns weh; so vergessen wir Gottes und rühmen, wir seyn verlohren. Das ist ein großes Gebrechen und ein bößes Zeichen. Denn ein wahrer Liebhaber Gottes hat Gott oder das ewige Gut gleich lieb im Haben und im Darben, in Süß, Sauer und desgleichen. (Ps. 73,25.26.) Hierin erkenne und merke sich ein Jeglicher – darnach prüfe und erforsche sich jeder, damit er erfahre, wie er mit Gott und seinen Herzen steht – «.

I trykt udgave: Bind 18 side 194 linje 21

Emmeline i den første Kjærlighed : sigter til 1. scene af 👤A.E. Scribes lystspil i én akt, Den første Kjærlighed, som SK havde behandlet i Enten – Eller ( 157,7), jf. SKS 2, 225-270. 👤Emmelines far, 👤Dervière, vil mod hendes vilje præsentere hende for en frier, 👤Rinville, selvom hun hævder kun at ville gifte sig med én, nemlig hendes 'første kærlighed', fætteren 👤Charles, som hun ikke har set i otte år: »Emmeline. I to Dage har jeg havt Tandpine eller Feber, jeg veed ikke hvilken af Delene det er, men jeg befinder mig meget ilde. / Dervière. Saa maa det være Feber! og det er jeg Skyld i! / Emmeline. Ja, hvem ellers? Jeg er allerede ganske forandret i mit Udseende; det kan jeg godt mærke, naar jeg staaer for Speilet. Det bliver hver Dag værre og værre. Og naar jeg saa er død og borte, saa vil Du sige: 'Min stakkels Emmeline, som var saadan en nydelig Pige!' men saa er det for silde«, Det kgl. Theaters Repertoire nr. 45, 📌Kbh. 1832, ktl. U 98, s. 2. Den første Kjærlighed blev opført på 📌Det kgl. Teater 57 gange fra 10. juni 1831 til lørdag 11. nov. 1843.

I trykt udgave: Bind 18 side 194 linje 36

Skrig : 177,37.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 10

Recension (...) Recensent : anmeldelse hhv. anmelder.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 13

gadestreifende Barbeersvend ... Skjæggevand : barbersvend, som af sin mester er sendt uden for barberstuen for – udstyret med bækken og ragekniv – at barbere kunder på gader og torve, jf. forordning af 15. jan. 1745, § 14.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 14

fiamsker : forvirrer, forfjamsker; fumler.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 17

Nytaarsgratulationer : Efter gammel skik og i forventning om en skilling gik politi- og andre embedsmænd, særligt i 📌København, i dagene omkring nytår rundt til beboerne i deres distrikt for at gratulere, dvs. ønske godt nytår. Ikke blot den liberale presse, men også den konservative kritiserede skikken, jf. fx det konservative Dagen 5. jan. 1843 (nr. 4): » – Nytaars-Gratulanter. Der har nu i en Række af Aar været skrevet og ivret saa heftig mod den fordærvelige og høist upassende Nytaars-Gratulation, at man skulde have troet dette Onde udryddet med Roden. Det syntes ogsaa i de sidstforløbne Aar, som om denne overdrevne Høflighed var noget aftaget, men vist er det, at neppe nogen tidligere Nytaarsdag har fremviist en saadan Sværm og Stimen af Gratulanter som sidstafvigte Søndag [1. jan. 1843]. Naar undtages Skarpretteren, der for et Fjerdedeels-Seculum [25 år] siden ogsaa gjorde Folk den Ære at opvarte dem paa Nytaarsdag, og som efter gammel mundtlig Vedtægt skulde have Beføielse til at slaae en Rude ud i det Huus, hvor han ingen Gjenopmærksomhed nød, saa troe vi ikke, at nogensomhelst Stand, der i tidligere Tider har givet sig af med Gratulation, har manqveret [manglet] iaar, hvorimod snarere flere nye Gratulanter ere som Padehatte skudte op af Jorden, ligesom ogsaa nogle Classer Gratulanter have kunnet opvise falske Duplicater [genparter].«

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 19

Kagstrygning : piskning med ris af en dømt person, som var bundet til en pæl kaldet 'kagen', i 📌København placeret på 📌Halmtorvet (se kort 2, A2). Kagstrygning anvendtes desuden som disciplinær straf af tugthusfanger.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 23

Gjentagelsen : 190,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 25

Constantin Constantius (...) bekjæmper det Interessante : Med henvisning til unge pigers forkærlighed for interessante mænd, skriver 👤Constantin Constantius i Gjentagelsen ( 190,26): »Hvis en Mand var løben vild i det Interessante, hvo skulde da frelse ham, uden netop en Pige. Og gjør hun ikke ogsaa Synd derved? Enten er den Vedkommende ikke istand til at præstere det, og da er det udelicat at fordre det; eller han kan det, og saa ......, thi en ung Pige skulde netop være saa forsigtig aldrig at lokke det Interessante frem; den Pige, der gjør det, hun taber altid, i Ideen seet; thi det Interessante lader sig aldrig gjentage; den, der ikke gjør det, hun seirer altid«, SKS 4, 23,36. – det Interessante: fra o. 1830 et modeord, overtaget fra ty. idealistisk kunstteori; fællesbetegnelse for de stimulerende kunstneriske virkemidler, der blev betragtet som ikke-skønne, men fascinerende. 'Interessant' kan således være udtryk for spænding, tendens, disharmoni, det individuelt problematiske, det pirrende, det opsigtsvækkende, men tillige den raffinerede el. reflekterede stil og den æggende nyhed i stof og arrangement. I dansk sammenhæng blev 'det Interessante' aktualiseret af 👤J.L. Heiberg, som i sin anmeldelse af 👤Oehlenschlägers skuespil Dina i Intelligensblade nr. 16-17, den 15. nov. 1842, skrev, at den antikke tragedie ikke kendte »det Interessante, som er et modernt Begreb, for hvilket de gamle Sprog ei engang have noget tilsvarende Udtryk. Denne Omstændighed betegner paa eengang det Store, det Colossale ved den antike Tragedie og tillige dens Indskrænkning; thi heraf følger, at saa meget som hiin Digtart fordrer Characteer-Skildringer, saa lidet kan den i Grunden tilstede Characteer-Udviklinger; her er nemlig, saa at sige, Intet at udvikle, lige saa lidt som i en Marmorstatue; Alt er fra Begyndelsen af plastisk bestemt i alle sine Omrids, ja endog forudbestemt«, Intelligensblade ( 193,18) bd. 2, s. 80.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 26

Afvexlingen : jf. fx »Vexel-Driften. Forsøg til en social Klogskabslære« i første del af Enten – Eller, SKS 2, 271-289.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 29

Selbstgenugsamkeit : egl. Selbstgenügsamkeit, ty. selvtilfredshed, men SK spiller måske på genug, ty. nok, tilstrækkelig; selvtilstrækkelighed.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 30

det unge Menneske : 190,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 195 linje 32

In vino veritas : lat. 'i vin sandhed', 'i vinen [findes] sandheden'. Opr. et gr. ordsprog, optegnet af ordsprogssamleren 👤Zenobios (o. 100 e.Kr.), men det kendes allerede fra lyrikeren 👤Alkaios fra Mytilene (o. 600 f.Kr.) i formen 'Vin er også sandhed'. I den gr. litteratur findes hyppige henvisninger til dette ordsprog, fx i 👤Platons dialog Symposion, 217e, hvor det med udtrykkelig henvisning til ordsproget hedder, at »Vinen faaer baade Unge og Gamle til at tale Sandhed«, Udvalgte Dialoger af Platon ( 163,21) bd. 2, 1831, s. 93 (Platons Skrifter bd. 3, s. 141). Den her gengivne lat. form skyldes formentlig 👤Erasmus af Rotterdam, der medtager og kommenterer 'In vino veritas' i sin ordsprogssamling Adagia (1. chil., cent. 7, 17) fra begyndelsen af det 16. årh. Jf. fx rejsebogen Labyrinten (1792-93), hvori 👤Jens Baggesen ( 229,20) fortæller om et værtshus, som på et skilt med en påmalet drueklase forkynder: »Veritas in Vino«, Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og 👤C.J. Boye, bd. 1-12, 📌Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 8, 1829, s. 310.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 3

Otteveiskrogen : 169,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 7

Foredrag over Eros : I den gr. mytologi er 👤Eros guden for elskov, jf. 👤Platons Symposion, hvori deltagerne på skift priser elskoven.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 14

Johannes med Tilnavn Forføreren : forfatteren til »Forførerens Dagbog« i første del af Enten – Eller, SKS 2, 291-432.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 15

Victor Eremita : lat. den sejrende eneboer, den der sejrer i ensomhed; udgiver af Enten – Eller, jf. titelbladet, SKS 2, 9,5.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 16

Erindringens ulykkelige Elsker : jf. »Den Ulykkeligste« i første del af Enten – Eller (SKS 2, 211-223), hvor »Erindringens ulykkelige Elsker« (SKS 2, 222,21) af pseudonymen A kåres som den ulykkeligste overhovedet.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 16

Constantin Constantius, »et ungt Menneske« : 190,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 17

Henr. Cornel. Agrippa ... foeminæi sexus : Henricus Cornelius Agrippa, latiniseret form af 👤Heinrich Cornelius Agrippa (1486-1535), ty. filosof og teolog; en kontroversiel og mytedannende skikkelse, der færdedes i det meste af 📌Europa som soldat, læge og lærer. Hans skæbne var omskiftelig; snart var han i tjeneste hos fyrster, snart spærret inde el. eftersøgt som kætter. I hovedværket De occulta philosophia (1533, Om den hemmelige filosofi), søgte han at forene åndelige strømninger som nyplatonisme, hermetisme og kabbalisme. Han anså magien for en lige så gyldig videnskab som fysik, matematik og teologi. I skriftet De incertitudine et vanitate scientiarum atque artium declamatio (1526, Tale om videnskabers og kunsters usikkerhed og tomhed), benægtede han muligheden af at erhverve viden ad intellektuel vej; kun det personlige gudsforhold fører til sandheden. Sidstnævnte værk stod i SKs bibliotek i en udg. fra 1622, indbundet sammen med det nævnte De nobilitate et præcellentia foeminei sexus, ejusdemque supra virilem eminentia libellus, lat. Et lille skrift om kvindekønnets fortræffelighed og ypperlighed og sammes fortrin frem for mandkønnet [1529], jf. ktl. 113.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 23

Taffelmusik (af Don Juan) : dvs. den kammermusik, der spilles til taffelet i 👤Mozarts opera Don Giovanni, 2. akt, 13. scene, og som SK allerede havde beskrevet i Enten – Eller, første del, SKS 2, 135,7-25.

I trykt udgave: Bind 18 side 196 linje 36

Mit fulde Glas og Sangens raske Toner : nr. 132 i Visebog indeholdende udvalgte danske Selskabssange; med Tillæg af nogle svenske og tydske, udg. af 👤A. Seidelin, 📌Kbh. 1814, ktl. 1483, s. 203f. SK henviser allerede til visen i journaloptegnelsen FF:161 i jan. 1838, jf. SKS 18, 106,12 og den tilhørende kommentar.

I trykt udgave: Bind 18 side 197 linje 3

et saadant Selskab ... en Drikkevise : sigter til de sidste årtier af det 18. årh., da det oplyste borgerskab samledes i klubber og selskaber, hvor dets yndlingspoesi var drikkeviser af forfattere som 👤J.H. Wessel, 👤K.L. Rahbek, 👤P.A. Heiberg og 👤Jens Baggesen ( 229,20). Fra klubberne forplantede drikkeviserne sig efterhånden til middelstanden, og fra århundredskiftet blev udgivelsen af populære visesamlinger en veritabel boghandlerindustri. Jf. 👤J.L. Heiberg »Bellman, som comisk Dithyrambiker. Et Foredrag, holdt ved det scandinaviske Selskabs Bellmans-Fest den 20de December 1843« i Intelligensblade ( 193,18) nr. 41-42, den 1. jan. 1844, bd. 4, s. 115-140. Heiberg afslutter sin indledende henvendelse til selskabet således: »Dog, mine indledende Ord ere vistnok overflødige; den rette Stemning maa allerede være tilveiebragt ved det blotte Syn af de bacchantiske Emblemer, hvormed Kunsten har omringet os; denne colossale, af Satyrer omsværmede Punchebolle har allerede stillet os paa det rette Standpunkt; de Sange, som nys klingede for vort Øre, og den foregaaende Talers Skildring af et til Bacchi Tjeneste indviet Digterliv, – alt Dette har ført os til en Indgang, over hvilken der staaer skrevet: 'Træder ind! thi ogsaa her ere Guder.'«, s. 116f. Siden henviser Heiberg til »vor i sin Tid saa yndede og endnu stedse berømte Drikkevise-Litteratur«, og han bemærker, »at hiin Tids saakaldte Drikkeviser vare bestemte til at synges i Chor af alle Gjæsterne om et munters Spisebord«, s. 124.

I trykt udgave: Bind 18 side 197 linje 5

saaer vel ... dog i Uforkrænkelighed : spiller på 1 Kor 15,42: »Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 197 linje 12

den Scene i Shakspeares ... Cæsars Liig : jf. 👤Shakespeare Julius Cæsar, 3. akt, 2. scene, i Shakspeare's dramatische Werke ( 183,26) bd. 5, 1841, s. 55-65. Efter de sammensvornes mord på 👤Cæsar i den foregående scene overbeviser 👤Brutus først de forsamlede romere på 📌Forum om, at Cæsar var en diktator, der kun fik løn som forskyldt; borgerne er parate til at kåre Brutus til kejser, men forinden forlader han Forum for at lade 👤Antonius tale over Cæsars lig. Denne overbeviser dem i stedet om Cæsars ufortjente skæbne, og nu vil de straks hævne ham, mens Brutus og hans medsammensvorne i al hast har forladt 📌Rom.

I trykt udgave: Bind 18 side 197 linje 18

Albertus Magnus : 👤Albert von Bollstädt (1193-1280), kaldet Albert der Große el. Albertus Magnus, ty. skolastiker og videnskabsmand, jf. § 197f. i 👤G.O. Marbach Lehrbuch der Geschichte der Philosophie ( 192,5), bd. 2, s. 301-310, og 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23), bd. 8,1, 1810, s. 323-325. Optegnelsen har formentlig tjent som udkast til en passage i Begrebet Angest ( 213,25), hvor SK henviser til, »hvad der hændte Albertus Magnus, da han overmodig trodsede paa sin Speculation imod Guddommen, at han pludselig blev dum«, SKS 4, 450,12, jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 321.

I trykt udgave: Bind 18 side 197 linje 27

Mathæus Parisiensis : eng. historiker (o. 1200-1259), jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23), bd. 8,1, 1810, s. 314, note 152, hvor der med denne som kilde fortælles om den fr. skolastiske teolog 👤Simon Tornacensis (1130-1201), der under en forelæsning over treenighedslæren hævdede at kunne gendrive denne, hvis han skulle ønske det: »Er wurde darauf zur Strafe stumm und einfältig, ein Spott und Gelächter aller Leute. Er konnte hernach kaum in zwei Jahren wieder lesen lernen.« Optegnelsen har formentlig tjent som udkast til den ovennævnte passage i Begrebet Angest ( 197,27), hvor SK i en note citerer disse oplysninger fra Tennemann, jf. SKS 4, 450,21.

I trykt udgave: Bind 18 side 197 linje 28

Denn wovon ... 2d B. p. 253 : ordret citat fra Imanuel Kant's vermischte Schriften, udg. af 👤J.H. Tieftrunk, bd. 1-3, 📌Halle 1799 (et 4. bd. udkom i 📌Königsberg 1807), ktl. 1731-1733; bd. 2, s. 253. Som det følgende citat stammer dette fra afhandlingen Träume eines Geistersehers, erlaütert durch Träume der Metaphysik [1766], s. 247-346. – Kants: 👤Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, prof. ved universitetet i Königsberg 1770-1796, gav med sin såkaldte kriticisme et nyt udgangspunkt for filosofien, idet han ville undersøge mulighedsbetingelsen for den menneskelige erkendelse, erfaring og fornuft.

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 1

Welcher Philosoph ... p. 250 : ordret citat fra samme bog, s. 250, dog skriver SK »kan« for »kann«.

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 7

Abælard (...) Conflicterne (...) mellem Pavens og Kirkens Auctoritet, og hans Viden : 👤Abélard ( 154,26) kom i konflikt med kirken, da han nægtede at tro dens lære, hvis han ikke kunne begribe den med sit intellekt: »Zwar wollte auch er seine Dialektik und Speculation nicht zur Bekämpfung, sondern zur Erörterung und Vertheidigung der kirchlichen Glaubenslehre gebrauchen; aber er verfuhr dabei zügelloser und kühner, als andere seiner Zeitgenossen, in seinem früheren Leben bis zur Frivolität, und manche seiner Principien waren so sehr nur auf seine subjective Vernünftigkeit basirt, daß ihre seichten Ergebnisse mit der historischen Objectivität der göttlichen Offenbarungslehre, die er allein aus inneren Gründen deduciren mochte, nur zuvor Eingesehenes glaubend, in entschiedenem Conflict standen«, 👤H.E.F. Guerike Handbuch der Kirchengeschichte, 3. udg., bd. 1-2, 📌Halle 1838 [1833], ktl. 158-159; bd. 1, s. 557. På en synode i 📌Soissons i 1121 blev hans lære fordømt, og i overværelse af en pavelig legat måtte han selv kaste en af sine kætterske bøger på bålet; igen på en synode i 1140 blev hans lære fordømt, og hans efterfølgende appel til paven var forgæves.

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 14

Sympathien i ham ... Heloise : Den skitserede konflikt synes at være, at netop den kirke, 👤Abélard af sympati vil lade bestå, ikke tillader hans fortsatte ægteskab med 👤Héloïse ( 154,26), efter at han er blevet kastreret, jf. 👤J.B. Bossuet Einleitung in die Geschichte ( 154,26) bd. 6, 1785, s. 316f., hvor der henvises til kastraktionen, »wodurch die weitere Fortsetzung seiner Ehe unmöglich ward, sie nun wider ihre Neigung völlig eine Nonne werden, er aber auch, nach dem damaligen Aberglauben, der Welt entsagen und in den Mönchstand zu treten, sich entschließen mußte.«

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 17

Constantin Constantius' Reise til Berlin : 190,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 21

Possen : fordringsløs komedie, der kalder på latteren med sine overdrivelser og manglende sandsynlighed, men også med sin godmodige, sunde fornuft, sin lokalkolorit og brug af dialekt. Stykkerne, der ofte omfatter musik- og sangnumre, kan nærme sig satiren; de var populære i 📌Berlin i 1830-40'erne. Jf. Gjentagelsen ( 190,26), SKS 4, 33-43.

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 22

Daglønnerne i Livet : spiller på lignelsen om arbejderne i vingården, jf. Matt 20,1-16, som er evangelieteksten til søndag septuagesima, i 1844 den 4. febr. Arbejderne i vingården er, som SK skriver, daglønnere, der får deres løn samme dag, som de er blevet lejet, jf. Matt 20,8: »Men der det blev Aften, siger Viingaardens Herre til sin Foged: kald Arbeiderne, og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste til de Første« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 25

Fabrik-Arbeidere ... længe derpaa : Fra o. 1840 blev en del nye fabrikker etableret uden for de fag, som var omfattet af lavstvangen; fabrikanterne kunne i vid udstrækning fastsætte lønnen på frie markedsvilkår, mens lavene søgte at fastholde en højere løn indenfor deres egne fag, jf. 👤A.F. Bergsøe Om Laugsvæsen og Næringsfrihed med specielt Hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning, 📌Kbh. 1840, s. 120, hvor den liberale forfatter beklager, at en »fabrikmæssig Drift« ikke er blevet gennemført inden for håndværkslavene (if. forordning af 21. marts 1800 ang. Haandværks-Laugene i Kiøbenhavn): »thi Ingen maa betjene sig af andre end laugsoplærte Svende, og saadanne ville hverken give sig af med sligt fabrikmæssigt Arbeide (...) eller lade sig nøie med saa lav en Løn, som slige simple Beskjeftigelser kunne afkaste, og den laveste og fattigste Deel af Folket, for hvilken selv den ringeste Fortjeneste vilde være en Velgjerning, er ved samme forhindret i at blive brugt til saadant Arbeide.« Fabrikanterne ansatte både daglejere (daglønnere) og faste medarbejdere (fabriksarbejdere); i 1844 beskæftigede Lundes Jernstøberi i 📌Kbh. således »40 Fabrikarbeidere og 54 Dagleiere«, A.F. Bergsøe Den danske Stats Statistik bd. 1-4, Kbh. 1844-53; bd. 2, 1847, s. 450.

I trykt udgave: Bind 18 side 198 linje 25

Lønnen begynder at blive Utak : variation af talemåden »Han fik Utak til Løn for beviist Tieneste«, optegnet i Dansk Ordbog, udg. af Videnskabernes Selskabs Bestyrelse, bd. 3, 📌Kbh. 1820, s. 181.

I trykt udgave: Bind 18 side 198m linje 1

Forførerens Dagbog : jf. »Forførerens Dagbog« i første del af Enten – Eller ( 157,7), SKS 2, 291-432.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 1

Johannes Mephistopheles : 👤Mefistofeles er i Faust-traditionen navnet på 👤Djævelen, der forleder Dr. 👤Faust, hvis fornavn er Johan, diminutiv af 👤Johannes. I »Forførerens Dagbog« overvejer Johannes, om han kan sammenligne sig med Mefistofeles, men konkluderer, at han ikke er »nogen Mephistopheles«, SKS 2, 340,3.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 5

svimle for det Rædsomme ... være bedre : Tiden og ikke mindst 👤J.L. Heiberg ( 173,20) 'svimlede for det rædsomme', som blev forment adgang til scenen og litteraturen. Således vakte »Forførerens Dagbog« almindelig forargelse: I sin anmeldelse af Enten – Eller i »Litterær Vintersæd« skrev Heiberg, at »man væmmes, man ækles, man oprøres, og man spørger sig selv, ikke om det er muligt, at et Menneske kan være som denne Forfører, men om det er muligt, at en Forfatter-Individualitet kan være saaledes beskaffen, at den finder Behag i at sætte sig ind i en saadan Characteer, og udarbeide den i sine stille Tanker«, Intelligensblade ( 193,18) bd. 2, s. 290f. 👤J.F. Hagen anmeldte Enten – Eller i Fædrelandet den 7. til 21. maj 1843 (nr. 1227-1228, nr. 1234 og nr. 1241, jf. ktl. U 39), hvor han skrev, at forførerens praksis kunne forstås som »et diabolsk Tankeexperiment; thi Mennesket er dog, Gud være lovet, ved altfor faste Baand knyttet til det, der er et Høiere end han selv, til at han skulde kunne ville, end sige udføre en saadan Methode«, nr. 1234, s. 9906. Og i en redaktionel note til »Episode af 'Forførerens Dagbog'« i Den Frisindede den 23. feb. 1843 (nr. 23, ktl. U 34) hed det, at man kunne fristes til at opfordre visse »moralske Tilsynsmænd til at lyse Forfatteren i Ban, bede det moralske Sundhedspoliti confisquere Værket og brænde den Ubekjendte in effigie [lat. 'i billede', dvs. brænde hans billede]; men i næste Øieblik vil man i alt Fald tilstaae, at de, der læse denne Bog, neppe kunne tage Skade af den«, s. 90.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 6

den af Victor Eremita udgivne (...) er bleven opbyggelig : 👤Victor Eremita præsenteres som udgiver af Enten – Eller ( 196,16) og dermed af »Forførerens Dagbog«. I sit forord til værket gør Eremita bl.a. rede for sin forståelse af »Forførerens Dagbog«, som han anser for at være et digt og ikke en virkelig begivenhed (SKS 2, 16,23); måske er det dette, der sigtes til.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 10

Scenen er i Cordelias Huus ... gift med Edvard : I »Forførerens Dagbog« beskriver 👤Johannes detaljeret sin metodiske forførelse af 👤Cordelia, i hvem en anden allerede er forelsket, nemlig 👤Edvard; disse tre personer suppleres af en fjerde, Cordelias tante, i hvis hus forførelsen beredes.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 15

compendieust : kort, forkortet, kortfattet, sammentrængt, nem.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 24

Qvindelighedens Idee : I et manuskript til Enten – Eller har SK først ladet A skrive følgende passus i sin fortale til »Forførerens Dagbog«, men senere overstreget den med blæk: »Da jeg vendte Dagbogen om fandt jeg, at der ogsaa var skrevet i den fra den anden Ende af. Den indeholdt en Afhandling betitlet: Qvinden kategorisk betraget« (Pap. III B 48; manuskript 4, jf. tekstredegørelsen til Enten – Eller, SKS K2-3, 13-15).

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 25

Hetære : se JJ:135.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 30

Don Juan : I afsnittet »Sandselig Genialitet, bestemmet som Forførelse« (SKS 2, 92-107) i Enten – Eller lader SK pseudonymen A modstille 👤Don Juan og 👤Faust som repræsentanter for hhv. et sandseligt og et åndeligt forførelsesprincip, idet Don Juan som sandselig attrå forfører ekstensivt, mens Faust ved sin tale (åndens medium) forfører intensivt: »Dette er den egentlige Forfører, den æsthetiske Interesse er her ogsaa en anden, nemlig: hvorledes, Methoden«, SKS 2, 103,15.

I trykt udgave: Bind 18 side 199 linje 36

Cammerraad : If. forordning om rangen af 14. okt. 1746 var kammerråder placeret i 7. klasse (af i alt ni) som nr. 2 og virkelige kammerråder i 6. klasse som nr. 2. En kammerråd skulle tituleres »velædle og velbyrdige Herre«, jf. »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i 👤C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, 📌Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56.

I trykt udgave: Bind 18 side 200 linje 6

den absolut Ophøiede (...) den Ringe i Kjærligheds Lighed : formentlig en allusion til epistelen på palmesøndag (i 1844 den 31. marts), Fil 2,5-11: »Thi det samme Sindelag være i Eder, som og var i Christo JEsu; 6. hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig. 7. Men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig; 8. og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død. 9. Derfor haver og Gud høit ophøiet ham, og skienket ham et Navn, som er over alt Navn; 10. at i JEsu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden, og under Jorden. 11. og hver Tunge skal bekiende, at JEsus Christus er en HErre til Gud Faders Ære«, Alterbogen ( 180,8), s. 64. Sml. JJ:44.

I trykt udgave: Bind 18 side 200 linje 10

saarer da ... værst bagfra : jf. 👤Plutarks Crassus-biografi, kap. 24, 6, i hans Vitae parallelae (De parallelle liv), hvor det fortælles om partherne, at de fortsatte med at skyde med deres pile, mens de flygtede, og at de gjorde det med stor dygtighed, jf. Plutarchi vitae parallelae, stereotypudg., bd. 1-9, 📌Leipzig 1829, ktl. 1181-1189; bd. 5, s. 192.

I trykt udgave: Bind 18 side 200 linje 28

Systemet (...) i den hegelske Skole : sigter til 👤Hegel, der o. 1800 begyndte et selvstændigt filosofisk forfatterskab, hvis kernepunkt var tanken om, at det centrale i tilværelsen (det absolutte) er ånd, og at det absolutte er af dialektisk art, dvs. er i en stadig fremadskridende udvikling; med dette udgangspunkt var det hans bestræbelse ved en særlig metode at samle de filosofiske synspunkter i et stort 'system', omfattende såvel den materielle som den åndelige verden. – den hegelske Skole: dvs. Hegels elever ( 193,21).

I trykt udgave: Bind 18 side 200 linje 32

Schelling (...) »det uendelige Epos« : Udtrykket er ikke i denne formulering fundet i 👤Schellings skrifter, men sigter måske til »das große Epos«, om hvilket SK kan have læst i 👤Karl Rosenkranz' kommenterede udg. af Schellings Vorlesungen, gehalten im Sommer 1842 an der Universität zu Königsberg, 📌Danzig 1843, ktl. 766, s. 187, hvor Rosenkranz skriver: »Allein seine Grille, Philosophie und Poesie zu verschmelzen, verführte ihn neben diesen vortrefflichen Expositionen zu den trübsten Aeußerungen über die Mythologie, welche 👤Dante aus der Wissenschaft sich geschaffen habe und womit er als der Erste für die moderne Poesie vorbildlich geworden; verführte ihn, der falschen, neuerdings wieder bei uns aufgewärmten Theorie zu huldigen, das Ziel der Poesie ([👤Hegel og Schelling Kritisches Journal der Philosophie bd. 2, hefte 3, 📌Tübingen 1803] S. 37) in das große Epos zu setzen, das 'bis jetzt nur rhapsodisch und in einzelnen Erscheinungen verkündet, dann als beschlossene Totalität hervortreten werde.'« – Schelling: 192,13.

I trykt udgave: Bind 18 side 200 linje 33

den Dag idag ... en Fugl paa Taget : sigter til ordsproget: 'Bedre én fugl i hånden end to på taget', jf. nr. 1677 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 158,18) bd. 1, s. 168. Formuleringen synes desuden at spille på Matt 6,34: »Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 2

Hvad er dette Liv : Denne og den følgende optegnelse synes SK at benytte i sammenhæng og med få afvigelser i »At bevare sin Sjel i Taalmodighed« i To opbyggelige Taler, 📌Kbh. 1844, jf. SKS 5, 198,12. SK indleverede manuskriptet til 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri den 13. feb. 1844; imidlertid kan det ikke afgøres, om optegnelserne i JJ er tidligere el. senere.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 5

naar jeg er ... ikke : sigter til 👤Epikur (341-270 f. Kr.), gr. filosof og æstetisk livskunstner, der skal have sagt: »Naar vi ere, er Døden ikke, og naar Døden er der, saa ere vi ikke«, 10. bog, 125, i Diogen Laërtses filosofiske Historie ( 152,2) bd. 1, s. 502.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 7

Hvad er Lykke ... har været : 148,17.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 10

Hvad er Haabet ... en trettekjær Ven : Hvis der alluderes til talemåder, har de ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 11

altid beholder ... har tabt sin : spiller på ordsproget 'Hvor intet er, har kejseren tabt sin ret', jf. nr. 1362 i 👤N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld ( 158,18), s. 52, og nr. 4391 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 158,18) bd. 1, s. 486.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 14

Hvad er Erindringen en besværlig Trøster : Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 15

en Nidding, der saarer bag fra : 200,28.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 15

en Skygge ... kjøbe den : allusion til Adelbert von (egl. Louis Charles Adelaide de) 👤Chamisso Peter Schlemihl's wundersame Geschichte, 3. udg., 📌Nürnberg 1835 [1814], ktl. 1630. Heri fortælles om, hvordan en mand, der viser sig at være 👤Djævlen, frister 👤Peter Schlemihl til at sælge sin skygge for en uudtømmelig lykkepung.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 16

Hvad er Lyksalighed ... have det : Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 17

hvad er Troen ... hænger sig selv : Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 19

hvad Sandhed ... med sig : Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 20

hvad er Venskab, en Plage mere : Hvis der sigtes til en talemåde, har denne ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 21

en flyvende Piil der ikke kommer af Stedet : sigter til det ene af de fire argumenter, som den gr. filosof 👤Zenon fra Elea (det 5. årh. f.Kr.) rettede mod bevægelsens realitet: Ifølge dette vil en flyvende pil ikke bevæge sig, da den i et hvilket som helst øjeblik vil befinde sig på et bestemt sted og således altid være i hvile. Zenons argument er overleveret og gendrevet af 👤Aristoteles ( 147m,5) i 9. bog af Fysikken, især kap. 6, 9 (239b 5ff.), som er kilden til de senere filosofihistoriske fremstillinger, jf. fx 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23), bd. 1, s. 198f.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 22

Spinoza ... overspringe Mellem-Aarsagerne : jf. kap. 1, »De Prophetia« (lat. 'Om Profetier'), i Spinoza Tractatus theologico-politicus (lat. Teologisk-politisk afhandling) fra 1670, i Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af 👤A.F. Gfrörer, 📌Stuttgart 1830, ktl. 788 (forkortet Spinoza opera), s. 81-255; s. 90-99. I det nævnte kapitel diskuterer Spinoza profetiens og åbenbaringens væsen i GT, og herom bemærker han s. 91: »Sed hic apprime notandum, quod Judaei nunquam causarum mediarum sive particularium faciunt mentionem, nec eas curant, sed religionis ac pietatis, sive (ut vulgo dici solet) devotionis causa ad Deum semper recurrunt« (lat. »Men det bør her særligt bemærkes, at jøderne aldrig omtaler mellemårsagerne eller de særlige årsager og heller ikke interesserer sig herfor, men altid søger Gud på grund af deres religion og fromhed eller (som man plejer at sige) hengivenhed«). – Spinoza: Baruch (el. Benedikt) 👤de Spinoza (1632-77), holl. filosof, der gennem naturvidenskabelige og filosofiske studier efterhånden fjernede sig fra den jødiske tro og i 1656 blev udstødt af synagogen. Han offentliggjorde under eget navn kun ét skrift, nemlig Principia philosophiae Cartesianae more geometrico demonstrata (1663, Principperne for den cartesianske filosofi, efter den geometriske metode), mens hans hovedværk, Ethica ordine geometrico demonstrata (afsluttet 1675, Etik fremstillet efter den geometriske metode), formentlig pga. tidens religiøse intolerance, først udkom posthumt i 1677.

I trykt udgave: Bind 18 side 201 linje 32

gjør Studier ... al Philosophies Stræben) : Den eksakte formulering findes ikke hos 👤Hegel, men er et dækkende udtryk for hans systematiske tænknings enhedsstræben, idet filosofien som videnskab må fremstille og forklare fænomenerne i ét sammenhængende og restløst system ( 200,32). – Hegel: 193,21.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 19

τελος : gr. (télos) mål.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 21

teleologiske Betragtning: af gr. télos, lære om verdens formålsbestemte indretning.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 21

Immanents : dét, at noget forbliver inden for sine egne grænser, sådan at dette 'noget' er immanent, modsat transcendent. 👤Hegel ( 193,21) bruger udtrykket 'immanent', når han skal karakterisere, hvorledes begrebet bevæger sig i kraft af de indre modsigelser og således ikke er drevet af noget udefrakommende. Resultatet af denne dialektiske udvikling er virkeliggørelsen af det, der allerede ved begyndelsen forelå som mulighed.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 22

causa sufficiens : lat. 'tilstrækkelig årsag'.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 23

Den Lidenskab ... Helvedsstraffenes Evighed : se JJ:324.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 23

summa summarum : lat. 'summernes sum'; alt i alt.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 25

Anmældelsen af »Frygt og Bæven« ... Tidsskrift : jf. den anonyme anmeldelse af Frygt og Bæven ( 183,21) i Theologisk Tidsskrift, udg. af 👤C.E. Scharling og 👤C.T. Engelstoft, bd. 8 (1844; ny række, bd. 2), s. 191-199; anmeldelsen findes i årgangens første hefte, der i Berlingske Tidende 1844, nr. 58, 1. marts, omtales som udkommet »i disse Dage«. Forfatteren var teologen 👤Johan Frederik Hagen (1817-59), der tidl. havde anmeldt Enten – Eller i Fædrelandet den 7. til 21. maj (nr. 1227-1228, 1234 og 1241, jf. ktl. U 39).

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 31

Johannes de silentio : lat. Johannes af tavsheden; den pseudonyme forfatter af Frygt og Bæven.

I trykt udgave: Bind 18 side 202 linje 34

forklarer Alt, forklarer alle Vanskeligheder : Efter at have givet, hvad han kalder »et sammentrængt Resumé af den almindelige Tankeudvikling«, s. 197, søger 👤Hagen at opløse det problematiske forhold mellem tro og fornuft, som 👤Johannes de silentio har udtrykt sådan, at den troende kun tror i kraft af det absurde. Hagen hævder i stedet, at den troende »troer i Kraft af den høiere Viisdom, som han veed at Troen indeslutter i sig og som udgjør dens Mysterium. Det kommer her fremfor Alt an paa, at gjøre sig Forskjellen mellem det Absurde og Mysteriet ret klar. Det Absurde staaer i et reent negativt, exclusivt Forhold til det Intelligente og er, som saadant, det absolut Ufornuftige, med andre Ord – absolut transcendent (...). Thi det er jo Noget, der følger af sig selv, at der ei kan være Tale om nogen Mediation af Troen, saalænge denne som et Absurdum stilles i exclusiv ɔ: umedieerlig Modsætning til det Almeen-Fornuftige; men da Troens Mysterium ikke indtager denne Stilling, er Mediationen ikke udelukket. – Man kan saaledes ikke nægte, at Forf., i sin begeistrede Interesse for at drive Troens Opgaver op til deres høie Værdi, gjør sig skyldig i et Bedrag, og at han i denne Henseende træffende sammenligner sin Taktik med hine hollandske Kjøbmænds, der, da Priserne paa Kryderi bleve noget flaue, lode et Par Ladninger nedsænke i Havet, for atter at skrue Priserne op«, s. 198f.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 1

Glæde over Danmark : titel på digt af 👤P.M. Møller ( 156,24). På sin lange rejse til Østen i 1819-21 skrev han digtet »Rosen blusser alt i Danas Have«, udg. under titlen »Glæde over Danmark« i 👤K.L. Rahbeks Tilskuerne. Et Ugeskrift nr. 47, bd. 1, 📌Kbh. 1823, s. 374-376, senere genudgivet i Efterladte Skrifter bd. 1, 1839, s. 47-49.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 4

Ære over Forfatteren, Velbehagelighed i Tidsskriftet : spiller på slutningen af juleevangeliet, Luk 2,14: »Ære være Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 5

Paulus: jeg veed, hvad jeg har troet : egl. »jeg veed, hvem jeg haver troet«, 2 Tim 1,12 (NT-1819). – Paulus: 181,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 11

credo ut intelligam : lat. »jeg tror for at kunne forstå«. Udtrykket skyldes den eng. skolastiker 👤Anselm af Canterbury (o. 1033-1109), hvis grundsætning var, at troen dels måtte gå forud for al religionsfilosofi og dels måtte forblive fornuftens norm, jf. Proslogion, kap. 1: »Neque enim quaero intelligere, ut credam, sed credo, ut intelligam. Nam et hoc credo, quia nisi credidero, non intelligam« (lat. »For jeg søger ikke at forstå for at kunne tro, men jeg tror for at kunne forstå. Jeg tror nemlig også, at hvis ikke jeg tror, så forstår jeg ikke«), her citeret efter 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie ( 150,23) bd. 8,1, 1810, s. 120, note 71.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 12

Troen er det umiddelbare : hentyder formodentlig til de hegelianske dogmatikere, bl.a. den ty. teolog 👤Philipp Marheineke (1780-1846), der hævder, at troen dels er umiddelbarhed (eller umiddelbar viden om Gud), dels kan og skal ophæves ( 204,20) i spekulativ viden, og at denne viden som spekulativ står højere end troen, jf. Die Grundlehren der christlichen Dogmatik als Wissenschaft, 2. udg., 📌Berlin 1827 [1819], ktl. 644, s. 48f. En sådan anskuelse noteres og modsiges i Frygt og Bæven ( 183,21): »Den nyere Philosophi har tilladt sig uden videre istedenfor 'Tro' at substituere det Umiddelbare« (SKS 4, 161,21), og: »Philosophien lærer, at det Umiddelbare skal ophæves. Dette er sandt nok; men, hvad der ikke er sandt, er, at (...) Troen uden videre er det Umiddelbare« (SKS 4, 188,16). I indledningen til Begrebet Angest ( 213,25) hedder det tilsvarende, at »man saaledes i Dogmatiken kalder Tro det Umiddelbare« (SKS 4, 318,10); og i kladden til dette sted, som SK formentlig har skrevet i dec. 1843 el. jan. 1844 (jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 331f.), bemærker han i marginen, at »dette skeer jo hver Dag lige for vore Øine« (Pap. V B 49,2). Hermed sigtes formentlig til H.L. 👤Martensens anmeldelse af 👤J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag til det i November 1834 begyndte logiske Cursus paa den kongelige militaire Høiskole i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, s. 516f.; til Martensen De autonomia conscientiæ sui humanæ, 📌Kbh. 1837, ktl. 648, s. 2ff. (jf. 👤L.V. Petersens da. overs. Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841, ktl. 651, s. 2ff.); og til 👤Rasmus Nielsen De speculativa historiæ sacræ tractandæ methodo, Kbh. 1840, ktl. 697, s. 6 (jf. den da. overs. Den speculative Methodes Anvendelse paa den hellige Historie, Kbh. 1842, s. 3f.).

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 13

Vindepind : el. garnpind, rund pind, hvorom det første af garnet vindes til et nøgle.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 18

Embedsforretninger som virkelig ... dens otium : sigter til forskellen på virkelige og titulære embeder, hvor fx kun den virkelige kammerråd udøvede embedet, mens den titulære kammerråd blot nød navn af kammerråd ( 200,6).

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 22

Man klager ... for mange Embeder : Oppositionen mod enevælden klagede hyppigt over, at kongens embedsmænd besad 'for mange embeder'; fx var politidirektøren i 📌Kbh. genstand for kritik, da han ikke blot var chef for politibetjentene, men også (indtil 1. juli 1845) justitiarius i Politiretten, sådan at udøvende og dømmende magt her var forenet i ét embede, jf. således Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1843, nr. 52, s. 207. Netop Kjøbenhavnsposten forfægtede magtdelingsprincippet, og i en dobbeltartikel med titlen »Statsstyrelse fra Oven nedad« (nr. 43 den 19. feb. og nr. 45 den 21. feb. 1844) hhv. »Statsstyrelse fra Neden opad« (nr. 50 den 27. feb., nr. 51 den 28. feb. og nr. 54 den 2. marts 1844) blev embedsværket i almindelighed kritiseret for bureaukratisk centralisme og bl.a. betegnet som »et saadant som Formynder for Alt optrædende Regimente af Embedsmænd«, nr. 45, s. 177.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 23

1813 blev jeg født ... sat i Circulation : Efter 📌Danmarks inddragelse i Napoleonskrigene søgte regeringen at financiere oprustningen ved at lade Kurantbanken udstede dækningsløse pengesedler, hvorfor staten i 1813 reelt gik bankerot, jf. 👤C.F. Allen Haandbog i Fædrelandets Historie med stadigt Henblik paa Folkets og Statens indre Udvikling, 📌Kbh. 1840, ktl. 2011 (forkortet Haandbog i Fædrelandets Historie), s. 589: »Som en Følge af denne overordentlige Forøgelse af Seddelmassen, for hvilken ingen betryggende Sikkerhed havdes, sank Papiirspengene dybt under deres paalydende Værdie. Man maatte derfor under den stedse voxende Forvirring i Pengevæsenet, gribe til det sørgelige, men uundgaaelige Middel til at nedsætte Pengenes Værdie, saaledes at 6 Rdlr. Kourant kun gjaldt lige med 1 Rdlr. af de nye Rigsbankspenge. Disse udstædtes af den nyoprettede Rigsbank (5te Januar 1813)«. SK blev født den 5. maj.

I trykt udgave: Bind 18 side 203 linje 27

fornem Dame: 186,17.

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 6

Domestik : tjener el. tjenestepige.

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 10

Østergade : gade mellem 📌Amagertorv og 📌Kgs. Nytorv, hvor oprindeligt 📌Østerport stod, og hvoraf gaden havde navn, jf. 👤S. Sterm Statistisk-Topographisk Beskrivelse over Kjøbenhavn ( 184,21), s. 44: »Gaden er nu deels en Boutikgade, hvori Man tæller omtrent 150 Boutikker, deels en til Spadsering brugt Gade« (se kort 2, C2-D2).

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 11

Voxlysets Tande bøies ... den hele Aften : Ved at bøje spidsen af vokslysets væge (tande) undgik man en osende lysetande, som man selv måtte afklippe (pudse) med en lysesaks; i stedet pudsede vægen så at sige sig selv.

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 15

At jeg er til, var den antike Verdens evige Forudsætning : hvilket vil sige, at den ikke tvivlede om, hvorvidt 'jeg er til', hvilket først 👤Descartes gør ( 148,10 og 212,1). – Denne og den følgende optegnelse kan oprindeligt have været udkast til Philosophiske Smuler ( 226,29), som SK har kasseret, men valgt at bevare ved at skrive dem ind i journalen, sml. en passage i den foreløbige udarbejdelse til kap. 3 (Pap. V B 5,3) samt det trykte manuskript, SKS 4, 245,20-34, og jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 187, note 1.

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 18

ny Umiddelbarhed : Hos 👤Hegel og hans elever ( 193,21) betegner 'ny umiddelbarhed' det tredje moment i åndens dialektiske selvudvikling: Det første moment, umiddelbarheden, negeres el. ophæves i det andet moment, refleksionen, men formidles ( 160,23) i det tredje moment, syntesen, som en ny umiddelbarhed.

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 20

bevise Guds Tilværelse : Særligt i antikken og i skolastikken søgte filosoffer og teologer spekulativt at bevise Guds eksistens, jf. de såkaldte gudsbeviser, som 👤Kant ( 198,1) kategoriserer som hhv. ontologiske, kosmologiske og teleologiske el. fysikoteologiske, Kritik der reinen Vernunft ( 160,23), s. 611-658. Kant forkaster gudsbevisernes gyldighed, men de diskuteres atter af 👤Hegel, jf. Vorlesungen über die Philosophie der Religion. Nebst einer Schrift über die Beweise vom Daseyn Gottes bd. 2 (i Hegel's Werke ( 193,21) bd. 12, Jub. bd. 16), s. 357-553.

I trykt udgave: Bind 18 side 204 linje 23

de gode Forsætter føre til Helvede : sigter til ordsproget: 'Vejen til 📌Helvede er brolagt (el. belagt) med gode forsætter', jf. nr. 3554 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 158,18) bd. 1, s. 402.

I trykt udgave: Bind 18 side 205 linje 11

Dersom Christendommen ... at døbes : sigter til 👤H.L. Martensen Den christelige Daab betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal, 📌Kbh. 1843, ktl. 652, s. 23: »Thi det er i og for sig klart, at i det Tidsrum, da det væsentligt var Opgave at indplante Kirken i Verden, Meget maa gestalte sig anderledes, end i de efterfølgende Tider, hvor Kirken har slaaet faste Rødder i Verden, hvor Guds Rige ligesom er blevet Natur. Saaledes maa navnlig Daaben, skjøndt dens sacramentale Væsen, dens Grundforhold til Troen stedse er det samme, fremtræde under en anden Form der, hvor Guds Rige skal forplantes ved Mission – hvor det altsaa udenfra skal bringes ind i Folkeaanderne – end der, hvor det skal forplantes formedelst Inhabitation – hvor det er blevet Folkeaanderne iboende, og indenfra skal udfolde sine omskabende Kræfter i Verdenslivet.«

I trykt udgave: Bind 18 side 205 linje 13

conditio sine qua non : lat. 'betingelse uden hvilken ikke'; ufravigelig el. nødvendig betingelse.

I trykt udgave: Bind 18 side 205 linje 17

Martensens berømmelige Daabs-Theorie : H.L. Martensen Den christelige Daab betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal ( 205,13) blev anmeldt i Theologisk Tidsskrift, udg. af 👤Scharling og 👤Engelstoft, bd. 7 (ny række, bd. 1), 📌Kbh. 1844, s. 358-360; i Journal for Literatur og Kunst bd. 2, 📌Kbh. 1843, s. 272-311; under mærket »–g.« i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift bd. 2, 📌Odense 1844, s. 74-92; og af 👤A.F. Beck i Theologische Jahrbücher, udg. af 👤E. Zeller, 📌Tübingen 1843, hefte 4, s. 760-785, i anledning af den ty. overs. Die christliche Taufe und die baptistische Frage, 📌Hamborg og 📌Gotha 1843. Jf. desuden 👤Hans Brøchner Nogle Bemærkninger om Daaben, foranledigede ved Prof. Martensens Skrift: 'Den christelige Daab', Kbh. 1843, ktl. U 27 ( 186,25), og 👤M. Eiríksson Om Baptister og Barnedaab, samt flere Momenter af Den kirkelige og speculative Christendom, Kbh. 1844, jf. hertil Epistola eller Sende-Brev til Sr. Magnus Eiriksson fra en anden gammel Landsbypræst. Til Publici videre Nytte og Fornøielse nu til Trykken befordret, Kbh. 1844, if. regning købt hos 👤Philipsen 24. juli 1844 (KA, D pk. 7 læg 7), ktl. U 36. Martensen svarede på Eiríkssons kritik i Berlingske Tidende den 29. april 1844 (nr. 115). – Martensens: 👤Hans Lassen Martensen (1808-84), cand.theol. 1832, efter udlandsrejsen 1834-36 privatdocent for bl.a. SK, 1837 lic.theol., fra 1838 lektor i teologi ved 📌Københavns Universitet, hvor han 1840 blev udnævnt til ekstraordinær prof. i teologi, 16. maj 1845 udnævnt til hofprædikant.

I trykt udgave: Bind 18 side 205 linje 25

ung theologisk Candidat : sigter måske især til den unge 👤Grundtvig ( 220,28).

I trykt udgave: Bind 18 side 205 linje 30

Berusede i Løfters usunde Bedunstelse : Optegnelsen er formentlig en reminiscens af SKs kladde til et påtænkt, men ikke anvendt efterskrift til Begrebet Angest ( 213,25), hvor han med henvisning til »den nyere Philosophie« ( 160,18) og dens »Løftemagere« betegner sit hurtigt udarbejdede skrift som »en forfærdelig Dom og et drastisk Epigram over deres opsminkede Usandheder og deres hele tomme kun af Løfters usunde Beruselse opdunstede Væsen« (Pap. V B 48, jf. tekstredegørelsen til Begrebet Angest, SKS K4, 323). Således forstået sigter SK til da. hegelianeres artikulerede, men ikke indfriede løfter om at skrive og udgive et fuldstændigt 'system', fx et logisk (jf. 👤J.L. Heiberg »Det logiske System« i Perseus ( 193,21) bd. 2, s. 7, samt »I Anledning af Recensionen over mit Skrift: 'Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid'« i Dansk Litteratur-Tidende for 1833, red. af 👤Jens Møller, nr. 46, 📌Kbh. 1833, s. 765) el. et moralfilosofisk (jf. 👤H.L. Martensen Grundrids til Moralphilosophiens System ( 179,24), s. III). – Efter at have skrevet denne passus ind i JJ i april 1844 synes SK imidlertid at have brugt den i kladden til talen »Imod Feighed« i Fire opbyggelige Taler, 1844 ( 215,12), hvor der henvises til, »naar alt det uægte Glimrende, den sminkede Usandhed holdes høit i Ære og endog vil dømme den Miskjendte« (SKS 5, 356,19). Til dette sted findes i kladden en ubenyttet tilføjelse: »naar Tankeløshed og Ordsqvalder og halvtimes Følelser og Hastværks Beslutninger og Misforstand og opsminket Selvkjærlighed og Løfters og Forsætters usunde Beruselse angribe en saadan [miskendt]« (Pap. V B 220,3). Hvis dette også er perspektivet for journaloptegnelsen, sigtes der ikke til filosoffer, men snarere til prædikanter med tilknytning til 👤Grundtvig ( 220,28). – Bedunstelse: beruselse; omtågethed.

I trykt udgave: Bind 18 side 206 linje 6

Plato (...) antager ... kun Mandkjønnet til (...), men ved Fordærvelse ... fremkom Qvindekjønnet : I 👤Platons dialog Timaios fortæller 👤Timaios, at Gud efter at have skabt udødelige væsner lod disse skabe tre arter af dødelige væsner: manden, kvinden og dyret. Den bedste slags menneske skulle kaldes mand, men da menneskets natur både består af dødeligt og udødeligt, er det hans opgave i det tilmålte liv at betvinge sit dødelige begær; lykkes det ham ikke, vil han blive genfødt som kvinde, og opgaven vil da være den samme. Hvis han ikke som kvinde kan betvinge sit begær, genfødes han som et dyr af en sådan art, der svarer til hans synd; men lykkes det ham, genfødes han som mand, og først når han som mand har levet i overensstemmelse med sin guddommelige natur, vil han endelig slippe for forvandlingerne og optages blandt de evige sjæle (Timaios 41b-42c).

I trykt udgave: Bind 18 side 206 linje 8

Feuerbach ... Kjønsforskjelligheden gjeldende : jf. L. Feuerbach Das Wesen des Christenthums, 2. udg., 📌Leipzig 1843 [1841], ktl. 488, som SK if. boghandlerregning fra 👤Philipsen har købt den 20. marts 1844 (KA, D pk. 7 læg 7). If. Feuerbach er mennesket bl.a. og væsentligt bestemt ved kønsforskelligheden (»die Geschlechtsdifferenz«), hvorfor han adskillige steder i værket kritiserer kristendommen for at suspendere denne, jf. særligt s. 249: »Der Christ identificirt unmittelbar mit dem Individuum die Gattung: er streift daher die Geschlechtsdifferenz als einen lästigen, zufälligen Anhang von sich ab. Mann und Weib zusammen machen erst den wirklichen Menschen aus, Mann und Weib zusammen ist die Existenz der Gattung – denn ihre Verbindung ist die Quelle der Vielheit, die Quelle anderer Menschen. Der Mensch daher, der seine Mannheit nicht negirt, der sich fühlt als Mann und dieses Gefühl als ein natur- und gesetzmäßiges Gefühl anerkennt, der weiß und fühlt sich als ein Theilwesen, welches eines andern Theilwesens zur Hervorbringung des Ganzen, der wahren Menschheit bedarf. Der Christ dagegen erfaßt sich in seiner überschwänglichen, transcendenten Subjektivität als ein für sich selbst vollkommnes Wesen.« – Feuerbach: 👤Ludwig Feuerbach (1804-72), ty. filosof, såkaldt venstrehegelianer. Ud over det nævnte værk af Feuerbach havde SK tidl. anskaffet Geschichte der neuern Philosophie, 📌Ansbach 1837, ktl. 487, og Abälard und Heloise oder der Schriftsteller und der Mensch, Ansbach 1834, ktl. 1637 ( 198,14).

I trykt udgave: Bind 18 side 206 linje 9

Han antager ... blive til Qvinder : jf. Timaios 90e: »So viele nämlich von den gewordenen Männern feig waren und das Leben auf unrechte Weise hinbrachten, wurden, wie man mit Wahrscheinlichkeit schliessen kann, bei dem zweiten Werden in Weiber verwandelt«, Platon's Timæus und Kritias, overs. af 👤F.W. Wagner, 📌Breslau 1841, ktl. 1168, s. 116 (Platons Skrifter ( 163,21) bd. 8, s. 110).

I trykt udgave: Bind 18 side 206 linje 17

uagtet Stats-Ideen ... christelige Anskuelse : dvs. uagtet, at 👤Platons filosofi ikke har en højere idé end staten, hævder den kønsindifferensen ligesom den kristelige anskuelse, der har en højere idé end staten. – Stats-Ideen: sigter til dialogen Staten, hvor Platon giver den mest omfattende og systematiske fremstilling af hele sin filosofi, og hvor 👤Sokrates i begyndelsen af 5. bog (449a - 457a) argumenterer for, at drenge og piger skal opdrages sammen og uden forskel, da mandens og kvindens natur væsentligt er den samme og blot adskiller sig med hensyn til styrke (Platons Skrifter ( 163,21) bd. 5, s. 7-18). – den christelige Anskuelse: jf. Gal 3,28, hvor 👤Paulus forfægter kønsindifferensen blandt dem, der er døbt til troen på Kristus: »Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus«.

I trykt udgave: Bind 18 side 206 linje 22

Aristoteles siger ... ufuldstændige Former : 👤Aristoteles skriver i De generatione animalium (Om dyrenes formering), 4. bog, kap. 6 (775a 15-16), at den kvindelige natur må anses for at være en naturlig ufuldkommenhed. I samme afhandlings 2. bog, kap. 3 (737a 27-30), siges det, at hunnen el. kvinden er en slags forvansket han el. mand, hvis bidrag til dannelsen af det nye individ blot mangler det sjælelige princip.

I trykt udgave: Bind 18 side 206m linje 1

selv om han ... stærkere end sig selv : måske en allusion til Luk 9, 25: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?«

I trykt udgave: Bind 18 side 206 linje 33

Christendommen den absolute Religion : jf. 3. del (med titlen »Die absolute Religion«) af 👤Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Religion ( 204,23) bd. 2 (i Hegel's Werke ( 193,21) bd. 12, Jub. bd. 16), s. 189-356, hvor Hegel identificerer kristendommen med den absolutte religion.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 3

Spang : 👤Peter Johannes Spang (1796-1846), da. præst, fra 3. maj 1840 residerende kapellan ved 📌Helliggeistes Kirke (se kort 2, B2/C2). SK kendte Spang personligt og skrev bl.a. til ham under sit ophold i 📌Berlin 1841/42, jf. B&A bd. 1, s. 75-77 og 91-93.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 8

Prædikenen : 👤Spang prædikede bl.a. til højmesse søndag den 12. maj 1844 over teksten til 5. søndag efter påske, Joh. 16,23-28, og det er formentlig denne prædiken, SK refererer til.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 12

Guds Huus ... et Grædehuus : sigter til Matt 21,13, hvor Jesus siger: »Der står skrevet: 'Mit hus skal kaldes et bedehus.' Men I gør det til en røverkule.« Jf. Es 56,7.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 20

stipuleres enhver Tjenende ... Søndag Formiddag : If. Danske Lov ( 155,21), 6. bog, kap. 3, § 2, skulle husbonder foreskrive »Tyende og Tienere at komme til Kirke, og dem ingenlunde derfra forholde«, ligesom ethvert herskab if. § 6 skulle »Tyende paa Helligdage med Fordringskab og alt andet Arbeid, hvad det og være kan, aldeles forskaane, med mindre saadan uomgængelig Fornødenhed, dog Guds Tieneste uforsømmet, indfalder, som ganske ingen Forhaling kan lide.« Disse bestemmelser blev netop diskuteret i 1844 (bl.a. på stænderforsamlingerne i 📌Viborg og 📌Roskilde, 296,27) og siden præciseret ved forordning af 26. marts 1845 ang. »Søn- og Helligdagenes vedbørlige Helligholdelse«, § 4, som bød herskab og husbonder at give »Tyende (...) Tid og Leilighed til flittig at kunne besøge Gudstienesten, og tilholde disse, dertil at afbenytte den.« En del gejstlige embedsmænd havde plæderet for en bestemt ret til forskånelse fra arbejdet om søndagen, men aht. 'den huslige fred og subordination [lydighed]' ville Kancelliet kun tilstå tyendet en betinget ret. Jf. Tidende for Forhandlinger ved Provindsialstænderne for Sjællands, Fyens og Lollands-Falsters Stifter samt for Færøerne (forkortet Roskilde Stænder-Tidende), 📌Kbh. og Roskilde 1844, nr. 21, bd. 1, sp. 335. – stipuleres: give løfte ved overenskomst, forlig el. lignende, jf. 👤C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog ( 200,6) bd. 2, s. 229.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 23

Frederiksberg : sigter til 📌Frederiksberg Have, o. 3 km. uden for den daværende 📌Vesterport. Havens spadseregange var almindeligt søgt af såvel tyende som borgerskab, særligt om sommeren og ikke mindst om søndagen.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 27

Præsternes Præk (...) om hele Verdenshistorien : sigter især til præster med tilknytning til 👤Grundtvig ( 220,28), der både som teolog og historiker beskæftigede sig indgående med verdenshistorien.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 30

Præst, der prædikede ... om Himmelfarten : Kristi Himmelfartsdag, torsdag 16. maj 1844, prædikede bl.a. hofprædikant 👤J.H. Paulli i 📌Slotskirken, licentiat, 2. residerende kapellan 👤P.C. Rothe i 📌Vor Frue, pastor 👤Spang ( 207,8) i 📌Helliggeistes og (sandsynligvis Harald) Boisen i 📌Vartov, jf. Adresseavisen ( 168,8) 15. maj 1844, nr. 113. – Evangelium (...) om Himmelfarten: Evangeliet på Kristi Himmelfartsdag er Mark 16,14-20, jf. især v. 14, som kan have været genstand for prædikenens fokus på 'troens øjne' og de 'sanselige øjne': »Paa det sidste aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbords, og bebreidede dem deres Vantro og Hiertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden« (NT-1819). Jf. også epistlen på samme dag, ApG 1,1-11, især v. 9-11.

I trykt udgave: Bind 18 side 207 linje 33

Cæsuren: rytmisk deling af et længere vers ved en kort hvile efter nogle versefødder.

I trykt udgave: Bind 18 side 208 linje 11

Menneskene synes (...) at have faaet ... (Talleyrand (...) Young i Nattetankerne) : Den fr. biskop og statsmand 👤Charles-Maurice de Talleyrand (1754-1838) skal i 1807 have sagt til den sp. gesandt 👤Isquierdo: »La parole a été donnée à l'homme pour déguiser sa pensée« (»Sprogets/talens gave har mennesket fået for at skjule sin tanke«); kilden har ikke kunnet identificeres. – Young i Nattetankerne: dvs. The Complaint or Night-Thoughts on Life, Death, and Immortality (1742-45) af den eng. digter og præst 👤Edward Young (1681-1765), jf. »Dr. Eduard Young's Klagen, oder Nachtgedanken über Leben, Tod und Unsterblichkeit. In neun Nächten« i Einige Werke von Dr. Eduard Young, overs. af 👤J.A. Ebert, bd. 1-3, 📌Hildesheim og 📌Braunschweig 1772-77 (bd. 1-2, 1777; bd. 3, 1772), ktl. 1911; bd. 1. Det er imidlertid i digtet »Love of Fame«, at Young (om hofferne) skriver således, jf. »Dr. Eduard Young's sieben characteristische Satiren auf die Ruhmbegierde, die allgemeine Leidenschaft« i Einige Werke von Dr. Eduard Young bd. 3, s. 36: »wo der natürliche Zweck der Sprache vermieden wird, und Menschen nur reden, um die Seele zu verhehlen«.

I trykt udgave: Bind 18 side 208 linje 18

tage Forstanden fangen : spiller på 2 Kor 10,5 om at »tage al Tanke til Fange under Christi Lydighed« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 208 linje 34

Petrus Ramus : lat. for 👤Pierre de la Ramée (1515-72), fr. humanist og matematiker, blandt andre hverv prof. i retorik og filosofi ved 📌Collège Royal, afskediget 1561 pga. sin kritik af skolastikken og sympati for reformationen, af samme grunde myrdet i Bartholomæusnatten 24. aug. 1572.

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 2

daß er ... 1. Afdeling; Forordet : ordret citat fra »Vorbericht« i Friedrich Heinrich Jacobi's Werke, udg. af 👤F. Roth, bd. 1-6 (i 8 bd.), 📌Leipzig 1812-25, ktl. 1722-1728 (forkortet Jacobi's Werke); bd. 4,1, 1819, s. LI. – Jacobi: 👤Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819), ty. filosof, først købmand, senere embedsmand. Stærkt præget af vennen 👤J.G. Hamann ( 156,27) førte han en omfattende diskussion med sine samtidige (👤I. Kant, 👤J.G. Fichte, 👤F.W.J. Schelling, 👤M. Mendelssohn) og udviklede en egen 'livsfilosofi', som stiller begreberne følelse og tro i midtpunkt.

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 4

Nicodemus kom vel med Natten : sigter til farisæeren 👤Nikodemus, om hvem det Joh 3,2 fortælles, at han kom til Jesus om natten, jf. Joh 3,1-15, evangeliet på trinitatis søndag, som i 1844 faldt 2. juni.

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 8

søge den Opstandne blandt de Døde : spiller på fortællingen om kvinderne ved Kristi grav, hvor de forgæves søger den døde, og hvor to engle forkynder dem hans opstandelse, Luk 24,5-6: »Men der de bleve forfærdede, og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? Han er ikke her, men han er opstanden« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 10

Opgaven er (...) at retfærdiggjøre Christendommen for Menneskene : alluderer måske til en anmeldelse af Enten – Eller i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift den 16. okt. 1843 (bd. 1, s. 377-405), hvori teologen, adjunkt 👤H.P. Kofoed-Hansen (1813-93) i en digression hævder, »at Kirken endnu ei har vidst, at bemægtige sig de mere Dannede (...). De saakaldte Opvakte og Hellige maae derfor sige, hvad de ville, saa nøies dog den nyere Tids Dannede ikke længer med den gammeldags Christendom eller den gamle Tro, men kræve den fremsat i en ny og frisk Form, som ene et philosophisk Bad formaaer at skjænke den«, s. 384f. Kofoed-Hansens bemærkninger blev imødegået af biskop 👤J.P. Mynster i artiklen »Kirkelig Polemik« i Intelligensblade ( 193,18) den 1. jan. 1844 (nr. 41-42, bd. 4, s. 97-114). Kofoed-Hansen replicerede i Fædrelandet den 19. jan. 1844 (nr. 1479, sp. 11859-11864). Jf. også 👤F. Schleiermacher Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern, 5. udg., 📌Berlin 1843 [1799], ktl. 271.

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 12

Flydebro : bro, som ikke hviler på fast grund, men flyder på vandet; pontonbro.

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 18

gaaet i Vandet ... ei er tilladt : jf. politiplakat af 14. juli 1791, som af hensyn til skibstrafikken forbød svømning ved 📌Toldboden og i kanalerne, særligt ved Knippels-, Holmens- og 📌Højbro (se kort 2, C2-3).

I trykt udgave: Bind 18 side 209 linje 29

mulcterer : idømmer en mulkt.

I trykt udgave: Bind 18 side 210 linje 2

Forundring : sigter formentlig til forskellige tekststeder i NT, hvor det fortælles, at Kristi lære og mirakler (sml. JJ:192) mødes med forundring, jf. fx Matt 7,28f. (NT-1819): »Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom; thi han lærte dem, som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.« Mark 7,37 (NT-1819): »Og de forundrede sig overmaade, og sagde: han haver gjort alle Ting vel; baade giør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.«

I trykt udgave: Bind 18 side 210 linje 9

Christendommen betragtede Hedenskabet som Synd : jf. fx Büchner's biblische Hand-Concordanz ( 179,24) bd. 1, 1840, s. 705, sp. 2: »Die Schrift lehrt die Verirrungen des Heidenthums überall als GOtt schlechthin mißfällige Greuel, und Folgen der Sünde, ja als Werk des 👤Satans ansehen.«

I trykt udgave: Bind 18 side 210 linje 12

Naar den hedenske Tydsker ... det var Guden : Der findes formentlig ikke nogen specifik kilde til denne alm. betragtning af hedenskabet i den ty. romantik. – skuffende: bedragende; illusionsskabende.

I trykt udgave: Bind 18 side 210 linje 20

man siger ... forbedret Faareavl : sigter formentlig til 👤C.F. Allen, der i Haandbog i Fædrelandets Historie ( 203,27) beretter, at »Christendommens fuldkomne Indførelse i 📌Danmark skyldtes Knud den Store«, der som konge i Danmark (1019-35) desuden arrangerede, at »indvandrende Englændere, baade Verdslige og Geistlige, medbragte Kundskab til et forbedret Agerbrug, til nye Haandværker og Kunster«, s. 79f.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 5

Brudetaler: dvs. bryllupstale, jf. bestemmelsen herom i kap. 9, »Om Ægteskab«, i Kirke-Ritualet ( 180,8): »Naar Vielsen skal skee, triner Præsten frem og staaendes lige for Brudefolkene holder en liden Tale til dennem om Egteskab, hvor til han kand bruge et Sprog af Bibelen kortelig at forklare, saa vidt den Act kand vedkomme, og siden slutter med en kort Ynske«, s. 318.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 10

mine opbyggelige : dvs. SKs opbyggelige Taler, jf. SKS 5. Aktuelt udkom Tre opbyggelige Taler den 8. juni 1844.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 11

Det Umiddelbare : se JJ:196.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 15

Desdemona forelsker sig i Othello : sigter formentlig til det kontroversielle i 👤Shakespeares tragedie Othello, nemlig at den smukke 👤Desdemona forelsker sig i den sorte 👤Othello. Jf. Shakspeare's dramatische Werke ( 183,26) bd. 12, 1840, s. 1-134.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 17

Reflexion : se JJ:218.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 18

daarligt : 176,24.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 21

Ord af Hamann ... die Jungfraukinder der Speculation : stedet har ikke kunnet identificeres. – Hamann: 156,27.

I trykt udgave: Bind 18 side 211 linje 28

Cartesius Sætning ... Jacobi S.W. 2d B. p. 102. not. : overs. citat fra Jacobi's Werke ( 209,4) bd. 2, 1815, s. 102, hvor 👤Jacobi i noten citerer Idee einer Apodiktik (1799) af den ty. filosof 👤Fr. Bouterwek (1765-1828). – Cartesius Sætning: jeg tænker – altsaa er jeg: sigter til 👤Descartes, som brød med en lang tradition, der ville redegøre for virkeligheden ud fra metafysiske præmisser, og i stedet spurgte om mulighederne for en sikker menneskelig erkendelse og fandt denne i det ubetvivlelige faktum: 'jeg tænker', jf. kap. 4 i Dissertatio de methodo ( 148,5), hvor han skriver: »Ego cogito, ergo sum« (lat. 'Jeg tænker, altså eksisterer jeg'). Jf. også 2. meditation i Meditationes de prima philosophia ( 148,10), hvor Descartes ikke formulerer sætningen som et argument, men som en påstand: »cogito sum« (lat. 'jeg tænker; jeg eksisterer').

I trykt udgave: Bind 18 side 212 linje 1

Baco : 👤Francis Bacon (1561-1626), eng. filosof og statsmand.

I trykt udgave: Bind 18 side 212 linje 6

tempus siquidem ... Jacobi S.W. 2d B. p. 134. not. : lat. »tiden kan jo sammenlignes med en flod, som fører det, der er let og flyder ovenpå, hen til os, men lader det solide og vægtige gå til bunds«; ordret citat fra Jacobi's Werke ( 209,4) bd. 2, 1815, s. 134, hvor 👤Jacobi i noten citerer 👤Bacons De augmentis scientiarum (Om videnskabens fremgang, lat. 1623, eng. 1605).

I trykt udgave: Bind 18 side 212 linje 6

man siger at Troen støtter sig til Auctoritet : fx skriftens.

I trykt udgave: Bind 18 side 212 linje 11

stille Fortvivlelse : jf. journaloptegnelsen EE:117 om forskellige former for sløv- og mathed, dateret 20. juli 1839, hvortil SK i marginen (EE:117.a) bemærker, at »det er det min Fader kaldte: en stille Fortvivlelse«, SKS 18, 44. I sin prøveprædiken på pastoralseminariet ( 250,3) den 12. jan. 1841 henviser SK også til den stille fortvivlelse: »Var der ikke en Tid, da Du Ingen fandt, Du kunde henvende Dig til, da stille Fortvivlelses Mørke rugede over Din Sjæl, og Du dog ikke havde Mod til at opgive den, men snarere fastholdt den og selv igjen rugede over Din Fortvivlelse?« Pap. III C 1, s. 243.

I trykt udgave: Bind 18 side 212 linje 21

Engelænderen Swift ... Stakkels gamle Mand : 👤Jonathan Swift (1667-1745), eng. satirisk forfatter og anglikansk provst i 📌Dublin. Swift frygtede gennem mange år for at miste sin forstand; i 1731 skrev han Verses on the Death of Dr. Swift (trykt 1739), hvori han bl.a. siger om den afdøde, at han gav sin smule formue til at opbygge et hus for gale. I 1733 udgav han A Serious and Useful Scheme, To make an Hospital for Incurables, dvs. uforbederlige tåber, kæltringe, rappenskralder, løgnere m.fl., og han udtalte et ønske om – som uhelbredelig skrivesyg – selv at måtte blive optaget deri. Swifts senere år var præget af depressioner, han blev sindssyg og endte sine dage i fuldstændig sløvhed. Ved sin død testamenterede han en tredjedel af sin formue til oprettelse af et hospital for sindssyge i fødebyen Dublin. At han i sin ungdom skulle have oprettet et galehus, som han selv endte i, er dog en myte, der beror på en sammenblanding af ovenstående ingredienser. – SKs formulering rummer en parodi på 👤Goethes motto for 2. del (6.-10. bog) af dennes selvbiografi Dichtung und Wahrheit ( 220,20): »Was man in der Jugend wünscht, hat man im Alter die Fülle«, jf. Goethe's Werke ( 220,20) bd. 25, 1829, s. 1. – Anekdoten om Swift foran spejlet kender SK fra 👤J.G. Hamanns Wolken. Ein Nachspiel Sokratischer Denkwürdigkeiten (1761), jf. Hamann's Schriften ( 156,27) bd. 2, 1821, s. 61f. (fodnoten): »wie der kindische Swift über den alten armen Mann die Achseln zuckte, den er im Spiegel sahe, und der nichts anders als sein eigener Schatten war.«

I trykt udgave: Bind 18 side 212 linje 23

Skizze ... »Begrebet Angest« af en Iagttager : Manuskriptet til Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden af 👤Vigilius Haufniensis, 📌Kbh. 1844, blev sammen med manuskriptet til Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene, 📌Kbh. 1844, indleveret til 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri den 18. maj 1844. Begge bøger var færdig fra trykkeriet den 11. juni 1844 og udkom den 17. juni. – Skizze (...) af en Iagttager: jf. SKS 4, 359f.

I trykt udgave: Bind 18 side 213 linje 25

Jeg staaer ... derfor er jeg pseudonym : SK havde oprindeligt tænkt sig at udgive Begrebet Angest i eget navn, og han synes først at have besluttet sig for pseudonymiteten umiddelbart inden afleveringen af manuskriptet til trykkeriet, jf. tekstredegørelsen, SKS K4, 323f.

I trykt udgave: Bind 18 side 213 linje 28

Vigilius Hauf. tegner nu flere af : bl.a. uskyldige unge, æstetiske og religiøse genier, vanvittigt angrende, dæmoniske individualiteter, forstokkede forbrydere, indesluttede, spekulanter og skinhellige. – Vigilius Hauf.: lat. den årvågne fra 📌København el. vægteren fra København.

I trykt udgave: Bind 18 side 213 linje 31

Man tegner i Ord ... Virkeligheden : Hvis 'man' sigter til nogen bestemt, er denne ikke identificeret. – en saadan Idee maa bevæge (...) Virkeligheden: måske en allusion til 👤Hegels filosofi ( 193,21), hvor den spekulative idé er enheden af det abstrakte begreb og dettes aktualisering i virkeligheden.

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 2

Claudius : 👤Mathias Claudius (1740-1815), ty. forf., bl.a. under navnet »Asmus den Wandsbecker Boten«, jf. Matthias Claudius ASMUS omnia sua SECUM portans, oder Sämmtliche Werke des Wandsbecker Bothen bd. 1-8, 5. udg., 📌Hamborg 1838 [1790-1812]; bd. 1-4, ktl. 1631-1632.

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 9

Jacobi S. W. 3d B. p. 282 : jf. Jacobi's Werke ( 209,4) bd. 3, 1816, s. 282, hvor 👤Jacobi citerer 👤Claudius' fremstilling af Kristus: »'Ein Erretter aus aller Noth, von allem Uebel; Ein Erlöser vom Bösen; – Ein Helfer, der umher ging und wohl that, und selbst nicht hatte wo er sein Haupt hinlege! um den die Lahmen gehen, die Aussätzigen rein werden, die Tauben hören, die Todten auferstehen und den Armen das Evangelium gepredigt wird. Dem Wind und Meer gehorsam sind, und – der die Kindlein zu sich kommen ließ, und sie herzete und segnete ..... der keine Mühe und keine Schmach achtete und geduldig war bis zum Tod am Kreuz, daß er sein Werk vollende; – der in die Welt kam die Welt selig zu machen, und der darin geschlagen und gemartert ward und mit einer Dornenkrone hinaus ging!'«

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 10

Røsten af Abels Blod, der skriger mod Himlen : sigter til 👤Kains brodermord, jf. 1 Mos 4,10-11: »Herren sagde: 'Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød.[']«

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 13

Under Helliggeistes Kirke ... bragt an : sigter åbenbart til en gravkrypt under 📌Helliggeistes Kirke (se kort 2, B2-C2). Graven lader sig imidlertid ikke identificere, da kirkens krypter i 1878 blev sløjfet for at give plads til en varmekælder. – Dødningehoved: indtil o. midten af det 18. årh. var det almindeligt at udsmykke epitafier, ligsten og kister med dødningehoveder, men under indtryk af nyklassicismen blev det mindre almindeligt, og o. 1800 var brugen hørt op.

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 18

gjøre stort Udvalg : annoncere et 'stort udvalg' af varer; i Adresseavisen ( 168,8) og Berlingske Tidende var vendingen 'stort udvalg af ...' almindelig.

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 23

snakke om Kategorier ... Hedenskab og Χstd. : sigter til stående indbyrdes diskussioner blandt især hegelianske filosoffer og teologer. – Kategorier: 160,23.

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 23

Betragtningen af ... samme Synd : allusion til den femte bøn i fadervor, Matt 6,12: »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«.

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 27

Den philosophiske Snakken, der (...) blot gaaer videre ... ved Synden : sigter formentlig til Hegels religionsfilosofi, hvori synden bestemmes på mangfoldig vis, bl.a. som det standpunkt el. den selvbetragtning, at mennesket i sig selv og ifølge sit begreb er godt, mens det som virkelighed er ondt. Som ånd må mennesket imidlertid ikke blive stående på dette standpunkt, jf. 👤G.W.F. Hegel Vorlesungen über die Philosophie der Religion ( 204,23) bd. 2 (i Hegel's Werke ( 193,21) bd. 12, Jub. bd. 16), s. 269: »Der Geist soll sich betrachten und dadurch ist die Entzweiung [ml. begreb og virkelighed], er soll nicht stehen bleiben auf diesem Standpunkt, daß er nicht ist, wie er an sich ist, soll seinem Begriff angemessen werden, der allgemeine Geist«. SK kan desuden sigte til 👤H.L. Martensen, der i § 36-39 i Grundrids til Moralphilosophiens System ( 179,24) afhandler »Synden« (s. 39-43), hvorefter han i § 40-45 går over til at behandle »Straffen og Omvendelsen« (s. 43-48), jf. særligt § 42 med 1. anmærkning (s. 44f.): »I Angeren som den fuldførte Selv-Tilregnelse culminerer Straffen; men netop derfor er Angeren Straffens Ende og Tilgivelsens virkelige Begyndelse. I den levende Fortrydelse over Synden udstøder Villien det Onde fra sig og slutter sig sammen med den guddommelige Villie og sit eget evige Væsen. Angeren er denne dialectiske Overgang af Straffen i Naaden, af den guddommelige Retfærdighed i den guddommelige Kjærlighed, af Forskydelsen i Frelsen. Men da den kun er den dialectiske Overgang, da Forskydelsen endnu ikke er ophævet i Frelsen, da Frelsen ligesaameget ikke er som er i Angeren, maa denne Crise ikke fastholdes, men komme til Ro i det nye Menneske. / Anm. 1. De Philosopher, der som 👤Spinoza og 👤Fichte, forkaste Angeren, fordi gjort Gjerning ikke staaer til at ændre, og Mennesket ikke tør have Tid til at angre, ere ikke mindre eensidige, end de Mennesker, der forvandle Angeren til en uafbrudt resultatløs Rugen over Synden. Begge oversee det, hvorpaa det egentlig kommer an, nemlig Angerens dialectiske Betydning og dens Nødvendighed som Gjennemgangspunct

I trykt udgave: Bind 18 side 214 linje 30

Snak om Persien, China : sigter til 👤Hegels Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte, udg. af 👤E. Gans og 👤K. Hegel, 📌Berlin 1840 [1837], der begynder med en skildring af 📌Kina, 📌Indien og 📌Persien. Den historiske udvikling er inddelt i fire perioder (»Die orientalische Welt«, »Die griechische Welt«, »Die römische Welt« og »Die germanische Welt«), jf. Hegel's Werke ( 193,21) bd. 9, s. 131ff. (Jub. bd. 11, s. 153ff.).

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 3

I gl. Dage ... mere liberal : Formelt blev adelens politiske privilegier afskaffet ved enevældens indførelse i 1660, men den besad fortsat stor anseelse og ikke mindst økonomisk magt i kraft af sine jordbesiddelser, og reelt mistede den først sin politiske betydning under 👤Fr. VI (1768-1839, konge fra 1808, men pga. sin fars sindssyge 'kronprinsregent' allerede fra 1784). Valgret og valgbarhed til de rådgivende provinsialstænder ( 296,27) og 📌Københavns Borgerrepræsentation (oprettet ved forordning af 1. jan. 1840) var betinget af råderet over ejendomme af en vis (og temmelig høj) assuranceværdi. I modsætning til en sådan ejendomscensus plæderede de liberale for en skattecensus, hvillket ville sige, at valgret og valgbarhed skulle være betinget af en vis skattepligtig formue; hensigten var at privilegere de liberale støtter blandt rige købmænd og embedsmænd, som sjældent besad den krævede ejendom, men så meget desto større formue.

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 6

mere verdenshistorisk ... det 19d Aarh. : sigter formentlig til 👤Grundtvig ( 220,28), der ofte udbredte sig om samtidens verdenshistoriske betydning, jf. fx hans artikel »En Yttring af Nordens Aand« i Fædrelandet den 11. april 1844 ( 206,6), hvori han om 'ytringen af nordens ånd' skriver, at denne har »verdens-historisk Kald og Betydning«, sp. 12422. Se JJ:251 og 220,26.

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 8

opbyggelige Taler : Den 8. juni 1844 var udkommet Tre opbyggelige Taler ( 211,11), og den 31. aug. udkom Fire opbyggelige Taler, begge udgivelser helliget SKs fader ( 179,2), »👤Michael Pedersen Kierkegaard, forhen Hosekræmmer her i Byen«, SKS 5, 229 og 287. Om talerne skriver SK i de respektive forord, at de henvender sig til 'hin enkelte', hvem han med glæde kalder 'sin læser'.

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 12

Jacobi : 209,4.

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 16

Kategorien der Verzweiflung : 215,22.

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 18

Frygt og Bæven : sigter til Fil 2,12: »Derfor, mine Elskelige, ligesom I altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggiørelse med Frygt og Bæven« (NT-1819), jf. 1 Kor 2,3; 2 Kor 7,15; Es 6,5. Jf. desuden titlen på SKs Frygt og Bæven ( 183,21).

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 19

Jacobi S. W. 3d B. p. 435 : Jacobi's Werke ( 209,4) bd. 3, 1816, s. 435: »Freilich, wenn das an sich Wahre, Gute und Schöne nur aus Noth erfundene Ideen, unzulässig erweiterte Verstandesbegriffe ohne objektive Gültigkeit, nur Kategorien in der Verzweiflung sind; dann ist eine sie bewährende intellectuelle Anschauung widersinnig und überflüssig, denn sie sollen in der That und Wahrheit nicht bewährt, sondern nur erklärt, als heuristische Fictionen begreiflich gemacht werden.«

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 22

harmonia præstabilita : lat. forudbestemt harmoni. En filosofisk term præget af 👤Leibniz ( 150,14), som i § 59 i første del af Theodicee ( 150,14), s. 169-171, gør rede for en »Lehre von der vorherbestimmten Harmonie«, s. 170. Leibniz anvender udtrykket »l'Harmonie préétablie« i § 80 i La monadologie (1714), jf. Opera philosophica ( 150,14), bd. 2, s. 711.

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 24

terminus medius : lat. mellemsætningen el. forbindelsesbegrebet i en fornuftslutning el. syllogisme ( 225,9).

I trykt udgave: Bind 18 side 215 linje 27

En strøgen Passus ... Pælen i Kjødet : jf. »Pælen i Kjødet« i Fire opbyggelige Taler, 📌Kbh. 1844 ( 215,12), SKS 5, 317-334. Manuskriptet til talerne blev formentlig udarbejdet fra midten af juni til begyndelsen af aug. 1844, jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 303. Det færdige manuskript blev indleveret til Bianco Lunos Bogtrykkeri den 9. aug., seksårsdagen for SKs faders død ( 179,2) og samme dag som forordets datering, SKS 5, 289,4. Talerne udkom den 31. aug. 1844. »Pælen i Kjødet« er en tale over 2 Kor 12,7, hvor 👤Paulus skriver: »Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kiødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig« (NT-1819; tidligere bibeloversættelser har »en Pæl i Kiødet« for »en Torn i Kiødet«). Om skriftstedet skriver SK i talen, at det er blevet læst af mange, fx af den skriftlærde, den forfængeligt bekymrede, den tungsindige yngling, den selvbeskikkede apostel, den fejt troende og – som den sidste, han nævner – den enfoldigt fromme, der har »læst det og læst det mange Gange, men aldrig troet egentligen at forstaae det, fordi han tænkte ringe om sig selv og sine Lidelser i Sammenligning med en Apostels«, SKS 5, 320,1. Herefter findes i manuskriptet en passus, som SK linie for linie har overstreget med blæksløjfer, og som er stort set identisk med nærværende optegnelse. Jf. tekstredegørelsen til Fire opbyggelige Taler, SKS K5, 308f.

I trykt udgave: Bind 18 side 216 linje 2

lyse (...) i Hævd : bringe til anerkendelse, formentlig en allusion til det 'at lyse i køn og kuld', som udtrykker faderens forskelsløse anerkerkendelse af såvel ægte som uægte børn, jf. Danske Lov ( 155,21), 5. bog, kap. 2, § 70.

I trykt udgave: Bind 18 side 217 linje 3

Fenelons Lebensbeschreibungen ... p. 80 n: – 87 n: : jf. »V. Lebens-Beschreibung. / Periander« i Herrn von Fenelon weiland Erzbischofs und Herzogs zu Cambray Kurze Lebens-Beschreibungen und Lehr-Sätze der alten Welt-Weisen, in das Teutsche übersetzt und mit Anmerckungen und Zusätzen vermehret af 👤J.M. von Loen, 📌Frankfurt og 📌Leipzig 1748 [fr. 1697], ktl. 486, s. 78-91; s. 80 nederst - 87 nederst, som bringes i *. – Periander: el. Periandros fra 📌Korinth, søn af 👤Kypselos, tyran i Korinth (o. 625-585 f.Kr.), udvidede Korinths områder og gjorde det til en stormagt, herskede med stor strenghed, men beskyttede også kunst og poesi; gr. filosof, der af flere regnes blandt 📌Grækenlands syv vise ( 161,22). SK har tidl. kunnet læse om 👤Periander i afsnittet om denne i Diogen Laërtses filosofiske Historie ( 152,2) bd. 1, s. 42-45. Fenelons fortælling om Periander indgår senere i SKs overs. og referat i indskudsstykket »Indenads-Lectien« med underrubrikken »Periander« (SKS 6, 301-305) i »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« i Stadier paa Livets Vei ( 239,3). I et dispositionsudkast til indskudsstykkerne henviser han for de første seks påtænkte til journal JJ, mens han til det syvende om Periander ikke henviser til journalen, men direkte til Fenelon: »7). cfr. Fenelon Lebensbeschreibungen und Lehrsätze der alten Weltweisen .. Perianders Liv. bemærket i mit Exemplar fra p. 79 o:fl.«, Pap. V B 124. De foregående sidehenvisninger til JJ spænder fra s. 13 (JJ:180) til s. 121 (JJ:227) som den seneste, og derfor kan det ikke afgøres om dispositionsudkastet er tidl. el. senere end JJ:239. – Fenelon: 👤François de Salignac de la Mothe-Fénelon (1651-1715), fr. ærkebiskop og forfatter, der særligt udmærkede sig som opdrager for den vordende konge, 👤Ludvig XIV's sønnesøn, 👤Hertugen af Bourgogne. If. boghandler 👤Schubothes »Hoved-Journal« (jf. Fund og Forskning bd. 8, 📌Kbh. 1961, s. 125) har SK 20. juni 1844 købt Fr. de Salignac de la Motte-Fénelons, sämmtliche Werke bd. 1-2, Leipzig 1781-82, ktl. 1912-1913, og if. boghandlerregning fra 👤Philipsen (KA, D pk. 7 læg 7) har han 29. juli 1844 købt Fenelons Werke religiösen Inhalts, overs. af 👤M. Claudius, bd. 1-3 [bd. 3 med titlen Fenelon's Werke religiösen Inhalts nebst einem Anhang aus dem Pascal], »Neue Auflage«, 📌Hamborg 1823 [1800-11], ktl. 1914.

I trykt udgave: Bind 18 side 217 linje 6

begynder med Intet ... Forudsætning : 👤Hegel kræver i indledningen til Wissenschaft der Logik, at logikken skal begynde med 'den rene væren', der imidlertid er identisk med 'intet', jf. Wissenschaft der Logik, udg. af 👤L. von Henning, bd. 1,1-2, 📌Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,1 (Hegel's Werke ( 193,21) bd. 3), s. 59-74 (Jub. bd. 4, s. 69-84). Hegels danske elev, 👤J.L. Heiberg ( 173,20), gjorde tanken om, at systemet måtte begynde med intet, til noget i retning af et slagord; jf. fx de første otte paragraffer af hans artikel »Det logiske System« i tidsskriftet Perseus ( 193,21), nr. 2, aug. 1838, s. 1-45, og Grundtræk til Philosophiens Philosophie, eller den speculative Logik, 📌Kbh. 1832, s. 11: »§ 26. Abstraherer man fra enhver Bestemmelse i Alt – hvilket er nødvendigt, for at komme udenfor alle Forudsætninger, og heri bestaaer det at komme til Begyndelsen, som er det Abstract-Umiddelbare – saa bliver der kun Eet tilovers, hvorfra ikke videre kan abstraheres, fordi det selv er uden Forudsætning, og følgelig det Abstract-Umiddelbare eller Begyndelsen; og dette Ene er Væren i Almindelighed, eller den abstracte eller absolute Væren, den yderste Abstraction af Alt. / § 27. Abstraherede man endnu fra dette, saa tog man den yderste (sidste) Abstraction bort, og følgelig blev Intet tilovers. Men da der ikke kan abstraheres derfra (§ 26), saa er den yderste Abstraction allerede foretaget dermed, og Væren er saaledes det Samme som Intet«. – SK henviser allerede i Af en endnu Levendes Papirer (1838) til »Hegels store Forsøg paa at begynde med Intet« (SKS 1, 17,15), og i Enten – Eller (1843) skriver han, »at det ingenlunde er Philosophien saa vanskeligt at begynde. Langtfra; den begynder jo med Intet, og kan altsaa altid begynde« (SKS 2, 48,27).

I trykt udgave: Bind 18 side 217 linje 14

der er mange Ting ... har forklaret : Nogenlunde således siger 👤Hamlet til 👤Horatio i 👤Shakespeares drama Hamlet, Prince of Denmark, 1. akt, 5. scene, jf. Shakspeare's dramatische Werke ( 183,26) bd. 6, 1841, s. 35: »Es giebt mehr Ding' im Himmel und auf Erden / Als eure Schulweisheit sich träumt, Horatio«. Jf. også 👤L. Helwegs kritik af 'den tyske filosofi' i »Om Tro og Viden. Et Forsøg til en Characteristik af Nutidens Theologie« i For Literatur og Kritik. Et Fjerdingaarsskrift bd. 1, 📌Odense 1843, s. 20-67. 123-160; s. 54: »Naar derfor den systematiske Tænker krænker og fornægter den umiddelbare Bevidstheds Udsagn, fordi de ikke ville stemme med hans System, da vender den bedre Deel af Menneskeheden sig fra ham med Hamlets Ord hos Shakespeare: / There are more things in heaven and earth, Horatio, / than Ye have dreamt of in your philosophy«.

I trykt udgave: Bind 18 side 217 linje 17

Svar: Bæ : jf. 👤J.G. Hamann ( 156,27), der i et brev af 22. jan. 1785 til 👤F.H. Jacobi ( 209,4) skriver om den tvivl, der kan opstå i ens hjerte: »Es giebt Zweifel, die mit keinen Gründen noch Antworten, sondern schlechterdings mit einem Bah! abgewiesen werden müssen, – so wie es Sorgen giebt, die durch Gelächter am Besten gehoben werden können«, Jacobi's Werke ( 156,27) bd. 4,3, 1819, s. 34.

I trykt udgave: Bind 18 side 217 linje 34

I denne Tid ... Intet har gidet : Fra midten af juni 1844 arbejdede SK med Fire opbyggelige Taler, der blev indleveret til sætning den 9. aug. (jf. tekstredegørelsen, SKS K5, 303); fra slutningen af juni arbejdede han desuden med manuskriptet til »'In vino veritas'« ( 227,11), men i slutningen af aug. 1844 gik han i stå og synes da at have haft en mindre produktiv periode (jf. tekstredegørelsen til Stadier paa Livets Vei, SKS K6, 45-48).

I trykt udgave: Bind 18 side 218 linje 3

en Dame ... med sit Slør : har ikke kunnet identificeres. Jf. SKs brev til 👤A.F. Krieger efter sin hjemkomst fra 📌Berlin 30. maj 1843 ( 175,18), hvori SK ligeledes associerer til »hint Vers: en Dame staaer paa Borgen og vinker ad mig med sit Slør«, B&A bd. 1, s. 120.

I trykt udgave: Bind 18 side 218 linje 6

Sindssvaghed (...) Friheden : se JJ:152 og JJ:157.

I trykt udgave: Bind 18 side 218 linje 22

et (...) Blomster : en blomst.

I trykt udgave: Bind 18 side 219 linje 4

en Engellænder ... for at bytte den : Kilden har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 219 linje 7

al Villie (...) Intet formaaer : se JJ:152 og JJ:157.

I trykt udgave: Bind 18 side 219 linje 22

tro over det Lidet : spiller på Jesu lignelse om de betroede pund, Luk 19,11-27, hvor en herre giver sine tjenere hver et pund og byder dem at investere det, mens han er bortrejst; ved hjemkomsten lader han sine tjenere kalde, jf. v. 16-17: »Da traadte den første frem, og sagde: Herre, dit Pund haver forhvervet ti Pund. Og han sagde til ham: vel, du gode Tiener! efterdi du haver været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 219 linje 26

M:T: : Min Tilhører! SKs foretrukne tiltaleformular i sine opbyggelige taler.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 1

Kirkegaarden : dvs. 📌Assistens Kirkegård📌Nørrebro, o. 1½ km uden for 📌Nørreport. Kirkegården blev anlagt 1760 for at aflaste de overfyldte sognekirkegårde inden for voldene, og endnu på SKs tid havde de enkelte sogn hver deres afgrænsede kirkegård el. kirkegårde, dels på »Gamle Kirke G[aard]« (i dag benævnt afsnit A) og dels på »Ny Assistens Kirkegaard« (i dag benævnt afsnit B-G), anlagt ved udvidelsen i 1805 (se kort 5, A1).

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 3

den Gudfrygtiges Minde er i Velsignelse : En sådan indskrift findes ikke på de bevarede gravsten på 📌Assistens Kirkegård; derimod findes endnu en del indskrifter med tilnærmelsesvis den samme betydning, fx »den retfærdiges ihukommelse bliver i velsignelse« på gravmælet over forhenv. postkasserer 👤F.P.B. Mazar de la Garde (1750-1833) på den tysk-reformerte kirkegård på »Ny Assistens Kirkegaard« (i dag registreret som nr. D 565), jf. Ordsp 10,7: »En Retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 7

et Grav-Monument ... i Bryststykke : Et gravmonument identisk med det beskrevne er ikke identificeret på 📌Assistens Kirkegård; da det imidlertid er utænkeligt, at en ung pige uden familie skulle blive genstand for et så kostbart monument, er det sandsynligt, at SK sigter til det, der hædrer 👤Sophie Vilhelmine Caroline Bornemann (1767-92), og som befinder sig på Trinitatis sogns kirkegård på »Gamle Kirkegaard« få meter SV for 👤Schmettaus grav (se følgende kommentar), i dag registreret som nr. A 292. Monumentet (1792-94), som er tegnet af den da. billedhugger 👤Dajon, er et fritstående gravmæle af grå marmor på sokkel og postament, kronet af en urne i lys marmor og med en portrætmedaljon af den 25-årige pige i hvid marmor. I inskriptionen over portrætmedaljonen mindes hun (med sit pigenavn) af sin enkemand, admiral 👤J.N. Cornelius Krieger (1756-1824), mens inskriptionen under portrættet anråber kirkegårdsgængeren: »wandrer / hvis dig dyden er hellig / da betræd dette sted med ærbødighed / og hvis du har elsket / da skienk dette kierlighedsminde en taare«.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 9

En anden Grav ... aldrig skal glemmes : sigter til rigsgreve og generalløjtnant 👤G.W.C. Schmettau (1752-1823), hvis grav på Petri sogns kirkegård på »Gamle Kirkegaard« i dag er registreret som nr. A 240. Graven har oprindeligt været omgivet af et rækværk, men er det ikke længere; monumentet er tegnet af den da. arkitekt 👤G.F. Hetsch og ligger op mod den gl. kirkegårdsmur mod NV, hvor man i en niche ser siden af en sarkofag, der netop bærer et sværd og en gr. ridderhjelm samt et epigram med teksten: »hædret af kongen elsket af sine savnet af mange / jordedes her / gottfried wilhelm christian greve af schmettau / generallieutenant commandeur for den kongelige livgarde til hest / commandeur af dannebrogordenen / han var fød paa godset stack i mecklenborg schwerin den 12 juni 1752, / første gang gift med elisabeth alexandrine de hemmert anden gang med margrethe wilhelmine von stemann / af hvilket sidste ægteskab en søn møder ham i evigheden / to sønner og tre døttre begræde med moderen en kjærlig faders tab / han døde i kiøbenhavn den 27 april 1823«.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 12

Goethe (...) i aus meinem Leben : I Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33), der består af 20 bøger fordelt på fire dele, skildrer Goethe de første 25 år af sit liv, jf. Goethe's Werke bd. 24-26, 1829, og bd. 48, 1833. – Goethe: 👤Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), ty. digter, naturforsker, teaterleder og minister ved hoffet i 📌Weimar. SK ejede Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, 📌Stuttgart og 📌Tübingen 1828-42; bd. 1-55, 1828-33, ktl. 1641-1668 (forkortet Goethe's Werke). Denne udgave kom i to formater: henvisningerne her gælder lommeudgaven (16o), som stemmer overens med SKs egne henvisninger, men if. regning fra 👤C.A. Reitzels boghandel skulle SK desuden have købt oktavudgaven den 10. feb. 1836 (KA, D pk. 8 læg 1).

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 20

Defensor : sagfører, som i straffesager beskikkes den tiltalte som forsvarer.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 21

fjerner den fra sig ved at digte : citat fra »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser. Af en Ægtemand« i Stadier paa Livets Vei ( 239,3), SKS 6, 145,2.

I trykt udgave: Bind 18 side 220m linje 5

drage Rigtigheden ... i hvilken vi leve : sigter formentlig til »Vor Tids Bevægelser«, en anonym artikel i Kjøbenhavnsposten den 18. maj 1844, nr. 114, s. 453f., som (bl.a. med allusion til 👤Grundtvig, se næste kommentar) betvivler tidens selvopfattelse: »Den nærværende Tid har det forud for de foregaaende, at den i en langt høiere Grad end disse er Gjenstand for sin egen Opmærksomhed; at den anstiller den mest omfattende, grundige Undersøgelse angaaende sin egen formeentlig 'verdenshistoriske' Bestemmelse og Betydning for alle andre Tider, saa omfattende, at den ikke faaer Tid tilovers til at foretage Noget, som kunde afgive en værdig Gjenstand for disse Reflexioner. Almindelig taler man om Bevægelser, om betydningsfuld Kamp for Erhvervelsen af politiske Rettigheder, om gjenopvaagnet Nationalfølelse, medens alt dette nøiere beseet opløser sig i Dunster og for det meste giver sig tilkjende som tomt Phrasemageri«, s. 453.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 26

Pastor Grundtvig : 👤Nicolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), der i 1810 vakte opsigt, da han mod sædvane udgav sin dimisprædiken, hvorfor konsistoriet gav ham en irettesættelse, jf. Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?, 📌Kbh. 1810. Året efter blev han kapellan i 📌Udby📌Sjælland, hvor hans far var sognepræst; da denne døde 1813 vendte Grundtvig tilbage til 📌København, hvor han i forskellige kirker prædikede for en fast skare tilhørere. Som i sin dimisprædiken gik Grundtvig skarpt i rette med 'vantro' og 'falske lærere', hvilket sammen med hans voldsomme gebærder ledte til beskyldninger mod ham for sværmeri og fanatisme; derfor besluttede han i 1815 at standse sin prædikantvirksomhed for i stedet at hellige sig sit forfatterskab. Således genkalder han sig i fortalen til sin Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, 📌Kbh. 1817 (ktl. 1970), sine genvordigheder i kampen for sin sag, »noget jeg, fornemmelig i de syv sidste Aar, under megen Trængsel og Modgang, uden Partie, uden mindste verdsligt Rygstød, uden en eneste Medhjelper, har behandlet som en Samvittigheds-Sag«, s. XXXIX. Trods vanskelighederne ville han dog ikke forsage: »Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne!«, s. XLIII. I 1821 blev han af kongen kaldet til sognepræst i 📌Præstø på Sjælland, men allerede året efter vendte han igen tilbage til hovedstaden, denne gang for at tiltræde et embede som kapellan ved 📌Vor Frelsers Kirke📌Christianshavn; sine prædikener dér udgav han som Christelige Prædikener eller Søndags-Bog bd. 1-3, Kbh. 1827-30, ktl. 222-224. Da 👤H.N. Clausen i 1825 udgav Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, beskyldte Grundtvig ham for vranglære og rationalisme ( 192,16), nemlig i Kirkens Gjenmæle mod Professor Theologiæ Dr. H. N. Clausen, Kbh. 1825, der gav anledning til den såkaldte 'kirkekamp'. Clausen sigtede ham for injurier, og selv nedlagde Grundtvig sit embede, men blev 1826 idømt en bøde samt underlagt censur (ophævet 1838). Som reaktion på dommen plæderede Grundtvig nu for retten til at danne frimenigheder uden for statskirken, jf. »Om Religions-Frihed« i Theologisk Maanedsskrift, udg. af N.F.S. Grundtvig og 👤A.G. Rudelbach, bd. 1-13, Kbh. 1825-28, ktl. 346-351; bd. 8, 1827, s. 28-59 og 136-171. I 1834 formulerede Grundtvig i stedet et krav om præsters dogmatiske og liturgiske frihed inden for den danske statskirke kombineret med en almindelig sognebåndsløsning, dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres sognepræst, jf. Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet, Kbh. 1834. Fra 1832 blev det Grundtvig tilladt at prædike til aftensang i 📌Frederikskirken (i dag 📌Christianskirken) på Christianshavn; den 28. maj 1839 blev han præst ved 📌Vartov Hospitalskirke (se kort 2, A2), hvor han forblev til sin død, jf. SKs karakteristik i journaloptegnelsen EE:165, dateret 26. aug. 1839, SKS 18, 57. – If. regning fra 👤Philipsen (KA, D pk. 7 læg 7) købte SK på udgivelsesdagen den 13. juli 1844 Skovhornets Klang mellem Skamlings-Bankerne, Kbh. 1844, ktl. U 45, dvs. Grundtvigs taler og sange ved den såkaldte Skamlingsbankefest den 4. juli, om hvilken Kjøbenhavnsposten den 6. juli (nr. 155) bl.a. skriver: »Grundtvig skal saaledes have holdt et Foredrag, der varede i fem Qvarteer«.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 28

Archimedes (...) behøver ... Himmel og Jord : Den gr. matematiker, fysiker og opfinder 👤Arkimedes (287-212 f.Kr.) fra 📌Syrakus📌Sicilien tillægges bemærkningen: »Giv mig et fast punkt, hvor jeg kan stå, så skal jeg bevæge Jorden«. Jf. Marcellus-biografien 14, 7, i 👤Plutarks Vitae parallelae (De parallelle liv), hvor det om Arkimedes' faste overbevisning om de geometriske loves mekaniske anvendelighed fortælles, at han sågar hævdede, »at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid kunne have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetsbeskrivelser ( 157,22) bd. 3, s. 272.

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 29

ølnordiske Kæmpe : sigter til en angivelig 'oldnordisk' helteæra, hvis 'kæmpeånd' 👤Grundtvig fra begyndelsen af sit forfatterskab havde anråbt for at vække til kamp for de betrængte nordiske modersmål, jf. fx Grundtvig Om Nordens Historiske Forhold. Tale den 20de October 1843 i det Skandinaviske Selskab, 📌Kbh. 1843, ktl. U 44, s. 8: »nu, da alle Folke-Aander vaagne og vil gjøre deres Bedste, nu maa den kraftigste og mest historiske af dem Alle 'Nordens Kæmpeaand' nødvendig giøre folkelige Underværker, nu maa Timen være kommet, den store Time, der ikke blot skal vise os vort Folkelivs herlige Sammenhæng med hele Menneske-Slægtens, men ogsaa føde en Fremtid, der er Fortiden værd, skiænke de Sidste hvad de Første saae, og forklare i Sønnerne hvad Fædrene virkede«. I vinteren 1843/44 gav Grundtvig en række foredrag om gr. og nord. mytologi ( 230,14).

I trykt udgave: Bind 18 side 220 linje 37

lægge Alt under Synd : formentlig en allussion til epistlen på 13. søndag efter trinitatis (1. sept. 1844), Gal 3,15-22, jf. v. 22: »Men Skriften haver indsluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive givet dem, som troe« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 221 linje 6

hver skal gjøre Gud Regnskab for sig : allusion til Rom 14,12: »Altsaa skal Hver af os giøre Gud Regnskab for sig selv« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 18 side 221 linje 14

Politivennen skriver dette Ord: hylsterisk : jf. »En Dame af Bonton« i Politievennen den 16. aug. 1844, nr. 1494, s. 518-526, hvor det i anledning af den unge dames koketteri med 'den gode tone' i det københavnske selskabsliv hedder, at hun hjemme er »hylsterisk«, s. 524. – Politivennen: københavnsk ugeskrift, grundlagt 1798, havde til hensigt at tjene sædeligheden ved at påtale svagheder i den offentlige forvaltning og borgernes privatliv, i 1844 redigeret af litteraten L.M. d'Olin 👤Hallberg.

I trykt udgave: Bind 18 side 221m linje 1

Leilighedstaler : bred betegnelse for de kirkelige taler, præster holder ved konfirmation, ved bryllup, ved begravelse (lig- og gravtaler) og ved skriftemål (skriftetaler), såvel som for de kirkelige taler, provster holder ved præsteindsættelse og biskopper ved præstevielse, bispevielse og kirkeindvielse. Undertiden bruges betegnelsen endnu bredere, således indeholder 👤J.P. Mynsters Kirkelige Leiligheds-Taler, udg. af 👤F.J. Mynster, bd. 1-2, 📌Kbh. 1854, også tiltrædelses- og afskedsprædikener, prædikener ved særlige anledninger, fx kirkelige jubilæumsfester, politiske begivenheder og landemoder samt sørgetaler ved konger og dronningers bisættelse. Det var ikke ualmindeligt, at præster og biskopper udgav sådanne lejlighedstaler, jf. fx Kirkelige Leilighedstaler, af danske Prædikanter, udg. af 👤G.P. Brammer, bd. 1-2, 📌Kbh. 1832-34. Jf. også For huuslig Andagt. Et Ugeskrivt, udg. af 👤C.H. Visby, 2. og 3. årg., Kbh. 1839-40, ktl. 370-371, hvori der findes en række skrifte-, brude- og gravtaler. Jf. endvidere J.P. Mynster Taler ved Præste-Vielse bd. 1-3, Kbh. 1840-51, ktl. 235-236, og 👤P.J. Spang Prædikener og Leilighedstaler, Kbh. 1847, ktl. 243.

I trykt udgave: Bind 18 side 221 linje 28

opbyggelige Taler ... ell. Gravtaler : Efter udgivelsen af Fire opbyggelige Taler ( 215,12) den 31. aug. 1844, udgav SK ikke 'opbyggelige taler' igen før Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 📌Kbh. 1847. Derimod udgav han 29. april 1845 Tre Taler ved tænkte Leiligheder med titlerne »Ved Anledningen af et Skriftemaal«, »Ved Anledningen af en Brudevielse« og »Ved en Grav«, jf. SKS 5.

I trykt udgave: Bind 18 side 221 linje 28

at Gud eller vor Herre klarer op for ham : folkeligt pietistisk udtryk: at Gud lyser op for ham, bringer ham til afklaring.

I trykt udgave: Bind 18 side 221 linje 32

andet Ægteskab : På SKs tid blev indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse almindeligvis anset for at være anstødeligt, men såvel skilsmisse som vielse af fraskilte var dog tilladt under visse betingelser, jf. Danske Lov ( 155,21), 3. bog, kap. 16, § 15.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 4

Eftertryk : ulovligt oplag af et skrift, som en anden har trykkerettighederne til 187,10.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 4

opbyggelige Skrifter : Opbyggelige ( 168,27) skrifter var dominerende i den religiøse litteratur i slutningen af det 17. årh. og langt op i det 18. årh.; genren var fortsat udbredt på SKs tid, og fra 1842 søgte Foreningen til christelige Opbyggelsesskrifters Udbredelse i Folket at fremme den ved at udgive både gl. og nye opbyggelsesskrifter.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 8

læste Alt med i Psalmebogen under Mesningen : sigter til »Collecter, Epistler og Evangelier paa Søn- og Helligdagene i det ganske Aar, og vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie, dernæst Bønner for og efter Gudstienesten og aarlige Kirke-Bønner, samt Morgen- og Aftenbønner« i den forordnede salmebog, jf. Evangelisk-kristelig Psalmebog, til Brug ved Kirke- og Huus-Andagt, 📌Kbh. 1823, ktl. 196 (forkortet Evangelisk-kristelig Psalmebog), s. 483-672.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 18

vælge det ene Fornødne : sigter til beretningen om Jesu besøg hos søstrene 👤Martha og 👤Maria, hvor Jesus siger til den travle Martha: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende«, Luk 10,41-42.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 24

Genier : af lat. genius, ånder; skytsånder, i kunsten ofte i skikkelse af bevingede børn.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 26

omskifte det Timelige med det Evige : talemåde, bl.a. optegnet i 👤C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, 📌Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 2, s. 114. – omskifte: ombytte, jur. skifte.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 30

det Opbyggelige : 168,27, 221,28 og 222,8.

I trykt udgave: Bind 18 side 222 linje 32

Identitets-Principet : et af den klassiske logiks tre grundprincipper. Identitetsprincippet hævder, at enhver logisk størrelse restløst er identisk med sig selv. Den klassiske logiks grundlægger, 👤Aristoteles, forudsætter dette princip, men uden at formulere det; derimod definerer han i Metafysikken de to andre grundprincipper, nemlig kontradiktionsprincippet (1005b 19) og bivalensprincippet (1011b 23). I sin polemik imod den klassiske logik forkaster 👤Hegel identitetsprincippet som en tom tautologi og hævder i stedet identiteten som absolut forskellig fra sig selv, jf. Wissenschaft der Logik ( 217,14) bd. 1,2, i Hegel's Werke ( 193,21) bd. 4, s. 32-37 (Jub. bd. 4, s. 510-515).

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 3

Contradictionsprincipet : el. modsigelsens grundsætning hævder, at det er umuligt, at den samme bestemmelse på én gang både kan gælde og ikke gælde for den samme ting i samme betydning, fx at noget både besidder en bestemt egenskab og samtidig ikke besidder den. 👤Aristoteles hævder i 4. bog af Metafysikken (1005b 17-20), at denne grundsætning er den sikreste af alle, og da den altid vil være forudsat i enhver bevisførelse, kan han ikke bevise, men kun gendrive ethvert forsøg på at benægte dens gyldighed. I den spekulative filosofi, især i 👤Hegels, bliver kontradiktionsprincippet 'ophævet': For Hegel er modsigelsen udviklingsprincippet i alt; således udvikler enhver position sig til sin modsætning i en dialektisk proces, som ikke fører til ophævelse af modsigelsen, men til en højere forening af identitet og forskel, jf. Wissenschaft der Logik bd. 1,2 (Hegel's Werke bd. 4), s. 57-73 (Jub. bd. 4, s. 535-551) og Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, 3. udg., 📌Heidelberg 1830 [1817], § 119, s. 129-132. Hegels lære om ophævelse af modsigelsens grundsætning gav anledning til en stærk debat i 📌Danmark, hvor bl.a. 👤J.L. Heiberg og 👤H.L. Martensen fulgte Hegel, mens bl.a. 👤J.P. Mynster og 👤F.C. Sibbern forsvarede grundsætningens universelle gyldighed.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 4

de blaae Bjerge : det fjerne, ubestemte, eventyrlige; alm. romantisk udtryk.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 7

den Linie, Tegneren kalder Grunden : sigter formentlig til den linie, med hvilken en tegner på geometrisk vis angiver 'horisonten' på sin tegning for at kunne illudere perspektiv, jf. fx 👤C.W. Eckersberg Linearperspectiven, anvendt paa Malerkunsten, en Række af perspectiviske Studier, 📌Kbh. 1841.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 7

terminus a quo : lat. grænse fra hvilken; begyndelsespunkt.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 25

terminus ad quem : lat. grænse til hvilken; endepunkt.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 25

Begyndelsens Dialektik : 217,14.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 29

ingen forudsætningsløs Begynden ... abstraherer fra Alt : jf. kritikken af 👤Hegels 'forudsætningsløse begynden' ( 217,14) i 👤F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen ( 225,4) bd. 1, kap. 2, »Die dialektische Methode«, s. 23-99: »Wir fragen zuerst: giebt es einen solchen voraussetzungslosen Anfang der Logik, in welchem das Denken nichts hat als sich selbst und alles Bild und alle Anschauung dergestalt verschmäht, daß es den Namen des reinen Denkens verdient?« Trendelenburg bemærker, at Hegel vil begynde med den rene væren, som han identificerer med den rene abstraktion, men indvender herimod, at »um zu abstrahieren, muß etwas vorausgesetzt sein, von dem man abstrahiert«, s. 24.

I trykt udgave: Bind 18 side 223 linje 32

Ligesom Nebucadnezar ... jeg drømte : sigter til Dan 2, hvor 👤Nebukadnesar ( 182,5) ængstes af en drøm, som han ikke vil fortælle, men have både kundgjort og tydet af landets vismænd, v. 5: »Dette er min faste beslutning: Hvis I ikke kan gengive drømmen for mig og tyde den, skal I sønderlemmes og jeres huse lægges i grus.«

I trykt udgave: Bind 18 side 224 linje 7

anden Examen : egl. Examen philosophicum, den prøve i almene kundskaber, som studerende ved 📌Københavns Universitet måtte underkaste sig et år efter, at de var blevet indskrevet. Denne eksamen var den anden af de to såkaldte 'akademiske eksaminer'; den første, Examen artium, gav adgang til universitetet og svarer således til senere tiders studentereksamen. Først når anden eksamen var bestået, kunne den studerende lade sig indstille til embedseksamen inden for det valgte hovedstudium, fx på det filosofiske fakultet. Jf. kap. 3 i Nye Fundation og Anordning for Kiøbenhavns Universitet af 7. maj 1788.

I trykt udgave: Bind 18 side 224 linje 17

den nyere Videnskab : dvs. den nyere filosofi, nemlig fra 👤Descartes til 👤Hegel, der af filosofien fordrede, at den skulle præsentere sine erkendelser i et videnskabeligt system, 148,12 og 200,32.

I trykt udgave: Bind 18 side 224 linje 25

Hegel (...) Logik (...) Forordet : jf. hhv. »Vorrede zur ersten Aufgabe« [1812] og »Vorrede zur zweiten Ausgabe« [1831] i 👤Hegel Wissenschaft der Logik ( 217,14) bd. 1,1 (Hegel's Werke ( 193,21) bd. 3), s. 3-9, hhv. s. 10-25 (Jub. bd. 4, s. 13-19, hhv. s. 20-35). I forordet til 1. udg. skriver Hegel om logikken, at dens indhold er den form, som bevidstheden giver sin genstand; i forordet til 2. udg. skærper han denne påstand, idet han om mennesket hævder, at dets væsen er den kategoriale tænken, som den udfoldes i sproget; »so sehr natürlich ist ihm das Logische, oder vielmehr dasselbige ist seine eigenthümliche Natur selbst«, s. 11 (Jub. bd. 4, s. 21). – Hegel: 193,21.

I trykt udgave: Bind 18 side 224 linje 33

De øverste Principer ... logische Untersuchungen : jf. 👤F.A. Trendelenburg ( 157,5) Logische Untersuchungen bd. 1-2, 📌Berlin 1840, ktl. 843. I bd. 2, kap. 18 (»Der indirecte Beweis«), s. 320-331, forklarer Trendelenburg, at de enkelte videnskabers 'øverste principper', fx sjælen, lysets hastighed, kontradiktionsprincippet el. det gode, ikke kan bevises direkte, men kun bekræftes ved et 'indirekte bevis', dvs. ved hypotetisk benægtelse af princippet; når denne benægtelse i sin konsekvens viser sig absurd, er princippet bekræftet. Det indirekte bevis afhænger imidlertid selv af en forudsætning, som ikke kan bevises direkte, nemlig kontradiktionsprincippet ( 223,4), og derfor er det indirekte bevis tvivlsomt; ydermere er dets beviskraft afhængigt af, at såvel princippets mulighed som dets benægtelses umulighed er udtømmende beskrevet, hvorfor det indirekte bevis forudsætter, at virkeligheden lader sig fremstille i et modsigelsesfrit system og som sådan har en uoverskridelig grænse. »Wenn nun auf diese Weiße die Erkenntniß des Unmöglichen die unbezwingliche Grenze des Wirklichen bildet, so ist für die Sache zwar ein Grund des Erkennens, aber noch nicht der innere Grund der Entstehung gefunden«, bd. 2, s. 327. Således ligger også teologiens begreb om Gud hinsides erkendelsens grænse, hvorfor et 'gudsbevis' kun er et indirekte bevis, jf. det afsluttende kap. 20, »Das Unbedingte und die Idee«, bd. 2, s. 337-362; s. 339: »Wir strecken an dieser Grenze die Waffen unsers endlichen Erkennens«.

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 4

Slutningsfigurerne: en formal figur (model), som i en syllogisme illustrerer forholdet mellem hhv. prædikatet (P) og mellembegrebet (M) i oversætningen (1. præmis), mellembegrebet (M) og subjektet (S) i undersætningen (2. præmis) og subjektet (S) og prædikatet (P) i konklusionen. Den klassiske logik opererer med fire figurer, 👤Aristoteles dog kun med tre, jf. fx 👤F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen bd. 2, s. 233. Ved bogstavnotation angives figurens modus, dvs. om dommene i syllogismens tre led er hhv. universelt bekræftende (A), partikulært bekræftende (I), universelt benægtende (E) el. partikulært benægtende (O). En slutningsfigur kan fx udtrykkes som dommen EAE i 1. figur.

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 9

Trendlenburg Erlaüterungen ... p. 58 : 👤F.A. TrendelenburgErläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik, 📌Berlin 1842, ktl. 845, s. 58: »In den Schlußfiguren hat die Möglichkeit, verneinend zu schließen, über die Bejahung ein großes Uebergewicht.«

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 10

Analogie og Induction : slutningsformer i den uformelle logik, videnskabsteorien og argumentationsteorien. Hverken analogien el. induktionen er logisk tvingende slutninger, da man uden selvmodsigelse kan hævde præmisserne og benægte konklusionen; »so entflieht die Induction und Analogie den Schranken der formalen Logik«, 👤F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen bd. 1, s. 18. Analogien er en slutning fra, at alle subjekter af en vis art har et eller flere fællestræk, til, at de desuden har et eller flere andre træk til fælles. Induktionen er en slutning fra, at nogle subjekter af én art har visse fællestræk, til, at alle har disse. Således er analogien som induktionen en slutning fra det partikulære til det universelle.

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 12

Al anden Slutning er væsentlig Identitet : sigter til en analytisk dom (tautologi), dvs. en prædikativ dom som gives ved subjektets eget begreb, fx 'mennesket er et levende væsen'. »Will die Logik durch das Princip der Einstimmung [dvs. identitetsprincippet 223,3] das s.[o] g.[enannte] synthetische Urtheil begründen, so liegt nach dem Vorangehenden diese Begründung außerhalb des von ihr abgesteckten Kreises. Sie kann von ihrem Standpuncte aus nur die s. g. analytischen Urtheile anerkennen«, 👤Trendelenburg Logische Untersuchungen bd. 1, s. 14.

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 14

Trendlenburg elementa p. 15 n. og 16 ø. : 👤F.A. TrendelenburgElementa logices Aristotelicae, 2. udg., 📌Berlin 1842 [1837], ktl. 844, s. 15f., som bringes i *. Det gr. citat lyder i da. overs.: »De ting er 'sande' og 'først', som giver vished ikke pga. andre ting, men pga. sig selv; hvad angår principperne for viden, bør man nemlig ikke spørge om årsagen, men ethvert af principperne skulle være sikkert i sig selv. (👤Aristoteles Topikken, 1. bog, kap. 1, 100a 30 - 100b 21.) Forhåndsviden er nødvendig på to måder. Om nogle ting må man på forhånd antage, at de er, om andre må man forstå, hvad den omtalte ting er, om atter andre ting må man begge dele, fx om enhver ting enten bejae eller benægte udtrykkeligt, at den er noget bestemt, om en trekant, at den betegner netop dette bestemte, om en enhed begge dele, dvs. hvad den betegner, og at den er. (Aristoteles Anden analytik, 1. bog, kap. 1, 71a 11-16.)«

I trykt udgave: Bind 18 side 225m linje 1

Aristoteles : 147m,5.

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 18

Trendlenburg Erlaüterungen ... § 51 : 👤A. TrendelenburgErläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik ( 225,10), s. 109. I sin kommentar til § 59 i Elementa logices Aristotelicae ( 225m,1) skriver Trendelenburg: »Aus den vorangehenden Paragraphen kann man an die allgemeine Bestimmung des Terminus (§. 22.) und seine Arten (§. 24. ff.), an die allgemeine Bestimmung des Syllogismus (§. 20. ff.) und die aus dem verschiedenen Zwecke entspringenden Arten desselben (§. 33.), endlich an das Unmitttelbare in der doppelten aristotelischen Bedeutung (§. 51.) erinnern.« – § 51: jf. § 51 i Elementa logices Aristotelicae, s. 16, som bringes i *. Det gr. citat lyder i da. overs.: »Men vi siger, at ikke enhver viden er bevislig, men at den viden, som angår det umiddelbare, ikke er bevislig. At dette nødvendigvis forholder sig sådan, er klart; for hvis det er nødvendigt at forstå præmisserne, som beviset afhænger af, og hvis det umiddelbare på et tidspunkt må standse, så må dette nødvendigvis være ubevisligt. Dette er altså, hvad vi siger, og vi hævder, at der ikke blot er viden, men et vist princip for viden, hvorved vi gør os bekendt med definitionerne. (👤Aristoteles Anden analytik, 1. bog, kap. 3, 72b 18-25.) / Vi må på forhånd ikke blot kende præmisserne, enten alle eller nogle, men også kende dem bedre [end konklusionen]; for det, som er årsagen til, at noget tilkommer en ting, tilkommer altid tingen mere end dette noget; fx er det, som gør, at vi elsker noget, os mere kært [end det, som vi elsker]. Hvis vi således ved og er forvisset gennem præmisserne, så både ved og er vi forvisset om dem bedre, eftersom vi gennem dem ved, hvad der følger af dem. (Aristoteles Anden analytik, 1. bog, kap. 2, 72a 27-32.)«

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 20

I den hegelske ... det Sandselige : 204,20. – subrept: ved en tilsnigelse, 'listigt'; på en underfundig måde. – det Sandselige: sigter formentlig til den blot sanselige anskuelse, »Anschauung«, som organ for den umiddelbare erkendelse (i modsætning til refleksion og erkendelse if. begrebet).

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 21

Preciosa ... Zigeunerqvinde siger det : sigter til en replik af »Viarda, Zigeuneranførerske« i den ty. forfatter 👤P.A. Wolffs syngespil Preciosa (1821), 2. akt: »Ja, i hver en Landsbye næsten / Har vi været; overalt, / Veed vi, ligne Folk hinanden; / Har man været vel etsteds, / Bør man der ei komme mere«, Preciosa. Lyrisk Drama af Wolff. Med Musik af C.M. v. Weber, overs. af 👤C.J. Boye, 📌Kbh. 1822, s. 25. Fra 29. okt. 1822 til 26. nov. 1843 blev Preciosa opført 72 gange på 📌Det Kgl. Teater.

I trykt udgave: Bind 18 side 225 linje 28

Tordenskjold ... Troppers Antal : sigter til den bekendte historie om den som Tordenskjold adlede 👤Peder Vessel (1691-1720), der i 1719 erobrede den sv. havneby 📌Marstrand ved først at tvinge den stærke fæstning 📌Karlsteen til overgivelse: »Herved brugte han ligesaamegen List som Tapperhed; thi da han talede Svensk som en Indfødt, gik han først forklædt som en Fisker omkring baade i Byen, paa Fæstningen og den fiendtlige Flaade, og falbød nogle Fisk meget dyrt, for desto bedre at kunne udspeide Alt. Derefter udspredte han, at der vare 20,000 Mand paa Marschen til hans Undsætning, og da Kommandanten paa Fæstningen sendte en Officeer ned i Byen, for at see, hvor stor den danske Krigsmagt var, fik Tordenskjold Officeren beskjenket og opstillede de samme Folk i forskjellige Gader«, 👤E. Munthe De vigtigste indenlandske Tildragelser, og de mærkeligste danske og norske Personers Levnetsbeskrivelser fra de ældste Tider til vore Dage, 6. udg., 📌Kbh. 1837 [1806], ktl. 2012, s. 225f.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 1

ved Nytaarstid ... gjennem Gaderne : 195,19.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 4

det er det Tiden fordrer : en af 👤J.L. Heibergs ( 173,20) hyppigt benyttede vendinger, jf. fx Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid ( 193,33), hvor han plæderer filosofiens sag som dannelsens og tidens fordring, s. 52f.: »saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt. Forfatteren til nærværende Skrift nærer i det Mindste det Haab, at han nu er kommen saa vidt, at han vil kunne (...) fremstille en for alle Dannede fattelig Indledning til Philosophien

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 12

ny Psalmebog : Ønsket om en ny salmebog blev først ytret på stænderforsamlingen ( 296,27) i 📌Viborg i 1840, men ved resolution af 25. juni 1842 meddelte myndighederne, at de kun ville sanktionere et tillæg til den i 1798 autoriserede Evangelisk-kristelig Psalmebog ( 222,18). Det følgende år udkom ved 👤J.P. Mynster ( 165,23) Udkast til et Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog (Foreløbig udgivet som Prøve), 📌Kbh. 1843. Samme år organiserede hovedstadens præster og universitetsansatte teologer sig imidlertid i Kjøbenhavns geistlige Convent, som i en forestilling til Det kgl. danske Cancellie af 1. maj 1844 anbefalede en helt ny salmebog og angav følgende motiv: »Det er gjennem en meget lang Række af Aar saa almindelig erkjendt og udtalt, at den i vore allerfleste Kirker indførte og, foruden de ældre Psalme-Samlinger af Kingo, Pontoppidan og Guldberg, alene auctoriserede 'evangelisk-christelige Psalmebog' ikke tilfredsstiller det kirkelige Livs Trang, og at Savnet af en Psalmebog, der kan give den religiøse Følelse en mere styrkende Næring og Andagten en høiere Opløftelse, føles dybt og levende, at det, ved et Andragende som det nærværende, der har til Hensigt at henlede det kongelige danske Cancellies Opmærksomhed paa Vigtigheden af en nye og bedre Psalmebogs Indførelse, neppe er nødvendigt omstændeligere at udvikle den ældres Ufuldkommenheder.« Jf. »Beretning om Kjøbenhavns geistlige Convents Forhandlinger« i Theologisk Tidsskrift, udg. af 👤Scharling og 👤Engelstoft, bd. 8 (1844; ny række, bd. 2), s. 320-358; s. 350. Forestillingen står i bindets 2. hefte, som blev annonceret som udkommet i Adresseavisen ( 168,8) den 26. aug. 1844, nr. 200.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 13

Heiberg troer det er Astronomie : sigter til 👤Heibergs i tiden velkendte interesse for astronomi, som bl.a. kom til udtryk i artiklen »Stjernehimlen« i Intelligensblade nr. 14, 1. okt. 1842, hvori han skriver, at »naar Astronomien anbefales som et i Grunden uundværligt Element af den almindelige Dannelse, saa er kun Meningen, at dette Element skal indgaae en gavnlig Forbindelse med de andre, eller ligesom tilføre dem et nødvendigt Supplement«, Intelligensblade ( 193,18) bd. 2, s. 45f. I dec. 1843 udgav Heiberg første årg. (for 1844) af sin årbog Urania (ktl. U 57), hvortil han selv skrev artiklerne »Stjerne-Calender for 1844, til Orientering i Himmellegemernes Bevægelser og Stillinger« og »Det astronomiske Aar«. Kort efter bemærkede SK på et løst ark papir, at den »eneste Forskjel der er imellem os, er m: H: t: vor Mening om hvad Tidens Fordring er. Prof. H. mener, at det er Astronomie« (Pap. IV B 101, s. 255). I Forord ( 213,25) er det fjerde forord en satire over Heibergs interesse for astronomi, jf. SKS 4, 486-488.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 14

Dette udtrykte ... var Døden : jf. 2 Mos 33,20, hvor Gud siger til 👤Moses: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Jf. også Dom 13,22, hvor 👤Manoa siger til sin hustru: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!«

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 23

see Vidunderet ... gaae af Veien : jf. den hyppige beskrivelse af troen som et »Vidunder« i Frygt og Bæven ( 183,21), hvor SK om 👤Abrahams dobbeltbevægelse – nemlig på én gang at give afkald på 👤Isak, da Gud fordrer det, og dog tro, at han skal få ham igen – bl.a. skriver om det »at kunne tabe sin Forstand og dermed hele den Endelighed, hvis Vexel-Mægler den er, og da i Kraft af det Absurde vinde netop den samme Endelighed, det forfærder min Sjæl, men derfor siger jeg ikke, at det er noget Ringe, da det tvertimod er det eneste Vidunder«, SKS 4, 131,19.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 26

Efterhaanden ... Tale om Paradoxet : Paradokset sigter til den særlige betydning, SK selv giver det i sine skrifter, især i Frygt og Bæven ( 183,21), hvor troen skildres som et paradoks, og i Philosophiske Smuler, hvor troens genstand skildres som det absolutte paradoks: at Guden som den evige bliver til i tiden som menneske. Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi, 📌Kbh. 1844, udkom den 13. juni 1844 under pseudonymet 👤Johannes Climacus, men som 'udgivet af S. Kierkegaard'. Philosophiske Smuler blev ikke anmeldt i 1844, men i en anmeldelse af Frygt og Bæven i Theologisk Tidsskrift bd. 8 ( 202,31) fremhævede og kritiserede anmelderen værkets »Tendents til det Paradoxe«, s. 192.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 29

ενδοξον : éndoxon, gr. populært synspunkt, gængs opfattelse.

I trykt udgave: Bind 18 side 226 linje 31

Sophisten Gorgias ... hellenischen Dichtkunst : SK citerer med ubetydelig afvigelse i interpunktion ordret fra H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung. In ihrem organischen Zusammenhange wissenschaftlich entwickelt, 📌Berlin 1841, ktl. 1391 (forkortet Die Kunst der dramatischen Darstellung; som anden del af Die Kunst der dramatischen Darstellung udgav Rötscher Cyclus dramatischer Charaktere bd. 1-2, Berlin 1844-46, ktl. 1802-1803), s. 20, noten. Rötscher angiver den gr. filosof, sofist og retoriker 👤Gorgias af Leontini (o. 480 - o. 380 f.Kr.) som ophavsmand til udsagnet og henviser som kilde til et værk af den ty. bibliotekar 👤Georg Heinrich Bode (1802-46), Geschichte der Hellenischen Dichtkunst bd. 1-3 [bd. 2 og 3 er i to dele med separat paginering], 📌Leipzig 1838-40; bd. 3,1, 1839, s. 50. – Rötscher: 👤Heinrich Theodor Rötscher (1803-71), ty. prof., filosof og kritiker, stærkt præget af 👤Hegel.

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 1

in vino veritas : sigter til det nu, i sept. 1844, færdige manuskript til »'In vino veritas'« ( 196,3 og 218,3), der siden indgik i Stadier paa Livets Vei ( 239,3), SKS 6, 15-84.

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 11

Goethe fE Philine i Wilhelm Meister : I 👤Goethes store dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre i otte bøger (1795-96, jf. fortsættelsen Wilhelm Meisters Wanderjahre oder die Entsagenden, 1821-29), som SK havde i Goethe's Werke ( 220,20) bd. 18-20, 1828, er den frimodige unge pige 👤Philine en gennemgående figur. Romanens hovedperson 👤Wilhelm bliver præsenteret for hende i 2. bog, kap. 4, hvor hun insisterer på at rede hans hår, »indem sie nicht vermeiden konnte, mit ihren Knien die seinigen zu berühren, und Strauß und Busen so nahe an seine Lippen zu bringen, daß er mehr als Einmal in Versuchung gesetzt ward, einen Kuß darauf zu drücken«, bd. 18, s. 147.

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 13

Rachel siger ... Moder – saa : jf. 1 Mos 25,22, hvor det dog er den gravide 👤Rebekka, der taler: »Og Børnene stødtes tilhobe i hende, og hun sagde: dersom det er saaledes, hvorfor fornemmer jeg dette? Og hun gik, at adspørge HERREN« (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 16

Ved Esrom ... ned mod Esrom : sigter til 📌Esrum Sø i 📌Frederiksborg Amt i 📌Nordsjælland, en 9 km langstrakt sø i N-S gående retning, i bredden vekslende mellem 2 og 4 km, omgivet på vestsiden af 📌Grib Skov ( 169,4) og på sydøstsiden af 📌Fredensborg Slotshave; kendt som en af 📌Danmarks smukkeste søer. If. regning fra hyrekusk 👤P.S. Lassen i 📌Lille Helliggeiststræde (regningen er tabt, men findes indirekte overleveret i EP III, s. 872) var SK den 20. sept. (og igen den 3. okt.) 1844 i 📌Fredensborg, hvor han hyppigt var gæst på 📌Hotel Store Kro i 📌Slotsgade lige ved 📌Fredensborg Slot. Ved enden af Slotsgade, mellem Fredensborg Slot og Hotel 📌Store Kro, tager 📌Skipper Allé sin begyndelse; den skråner let nedad mod V, sådan at man fra alléen har en fin udsigt over 📌Esrum Sø mod Grib Skov og 📌Nøddebo lige overfor (se kort 3, E3).

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 20

flankerer : sværmer; beskytter flanken, 'flankebeskytter'.

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 25

søger om at maatte nedsætte sig som Øltapper : søger om borgerskab for at kunne drive handel som øltapper, dvs. ølhandler el. krovært, der tapper el. udskænker øl. Jf. anordning af 23. april 1817, § 1: »Enhver, der vil drive Handel, skal i Almindelighed, derpaa have vundet Borgerskab.«

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 29

offentligt Fruentimer : 163,35.

I trykt udgave: Bind 18 side 227 linje 32

formeentes Øltapperen, fordi der var saa mange : »I Kjøbstæderne skulle Øvrighederne vaage over, at ei Flere meddeles Tilladelse til at drive borgerlig Næring som (...) Øltapper (...) end Dem, der efter hver Kjøbstads Leilighed kunne ansees tilstrækkelige«, 👤J.N. Høst Dansk Borgerret eller fuldstændig Fremstilling af den gjældende Lovgivning for de Handlende og Haandverkerne, samt Bryggerne, Brændeviinsbrænderne, Værtshuusholderne, Gjæstgiverne og Spiseværterne i Danmark, 📌Kbh. 1839 (forkortet Dansk Borgerret), s. 10. – Øltapperen: 227,29.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 4

da en Bager ... fik heller ikke Noget : Hvis der findes en kilde til dette, har den ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 7

Forførerens Taler : sigter formentlig til 👤Johannes Forførerens tale i manuskriptet til »'In vino veritas'« ( 227,11).

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 12

Skyer man kalder Ilinger : drivskyer, som medfører regn- el. haglbyger, der falder spredt og tilfældigt.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 12

Rötscher om den ethiske Accent : jf. 👤H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung ( 227,1): Afsnittet »Der ethische Accent« (s. 394-405) er det andet af to i kapitlet »Die Elemente zur Durchführung des Charakters«. I det første afsnit, »Das stumme Spiel« (s. 388-393), redegør Rötscher for det stumme spil som væsentligt element i skuespillets sammenhængende dialog, idet den fremstillede karakters bærende lidenskab (pathos) netop må kunne gives et mimisk udtryk; imidlertid er det element, hvori karakteren mest intensivt viser sig, den etiske karakter (ethos). Det særlige ved den etiske karakter som sprogligt udtryk for den samme karakteristiske pathos er, »daß er den individuellen Gemüthsausdruck des Charakters offenbart, mithin in jedem Momente uns die Individualität in ihrem persönlichsten Leben, in ihrer innersten Bewegung durch den charakteristischen Geist, welchen der Künstler dem Tone einzuhauchen weiß, mit Wahrheit enthüllt«, s. 394. – »Der ethische Accent, indem er jeden Gedanken als Ausdruck eines individuellen Lebens bezeichnet, reicht daher auch immer weiter, als der unmittelbare Sinn der Worte und läßt uns auf seiner höchsten Stufe oft in die verborgensten Tiefen der menschlichen Seele blicken. Ja, er erleuchtet Regionen des Gemüths, aus welchen uns die ganze Vergangenheit, wie die ganze Zukunft eines Individuums plötzlich vor unserer Seele stehn. (...) Es ist eine große Kunst des Darstellers, solche Momente herauszufinden, aus welchen er uns über die ganze Natur des Pathos aufhellen und die Hörer in die richtige Stimmung für den Charakter versetzen kann. Nur aus der Vergegenwärtigung aller Umstände, sowohl der objektiven Verhältnisse, als der ganzen Subjektivität des Individuums ist diese höchste Wirkung des ethischen Accents möglich«, s. 401f.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 15

Declamator : talekunstner, kunsttaler. – Udtrykket anvendes ikke i Die Kunst der dramatischen Darstellung, der alene beskæftiger sig med den sceniske fremstilling af en karakter, jf. »der Schauspieler«, s. 404, og »der darstellende Künstler«, s. 405.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 18

da jeg ... Skriget, jeg Smerten : 174,8 og 177,37.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 18

Shelley bemærker ... Prometheus : jf. den ty. overs. af det lyriske drama i fire akter af den eng. digter 👤Percy Bysshe Shelley (1792-1822) Der entfesselte Prometheus (eng. 1820), i Percy Bysshe Shelley's poetische Werke in einem Bande, overs. af 👤Julius Seybt, 📌Leipzig 1844, ktl. 1898, s. 55-92; s. 57, som bringes i *. – Prometheus: 👤Prometheus var i gr. mytologi en titan og hovedperson i en række heltedigte om gudernes og menneskenes indbyrdes forhold. Også i senere europæisk digtning opfattes han som et symbol på menneskenes trods mod guderne. Da 👤Zeus havde berøvet menneskene ilden, stjal Prometheus den fra 📌Olympen for at gøre det muligt for dem at overvinde naturen. Herefter straffede Zeus Prometheus ved at lænke ham til en klippe og om dagen lade en ørn hakke i hans lever, der voksede ud den følgende nat. Prometheus kunne dog også lænke Zeus, fordi han alene kendte spådommen om, at 👤Thetis' søn ville blive stærkere end ham. Zeus kunne kun ved at undgå forbindelse med Thetis hindre profetien i at gå i opfyldelse. Da Prometheus afslørede den for Zeus, blev han selv frigjort fra lænkerne. Jf. 👤W. Vollmer Vollständiges Wörterbuch der Mythologie aller Nationen, 📌Stuttgart 1836, ktl. 1942-1943, s. 1363f.

I trykt udgave: Bind 18 side 228 linje 23

høiere Eenhed ... absolute Modsætninger : sigter til den spekulative ophævelse af kontradiktionsprincippet ( 223,4).

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 3

det Positive ... positiv Aand : I den hegelianske sprogbrug kan 'det positive' benyttes dels om det umiddelbare, der skal ophæves ( 204,20) i refleksionen (det negative), dels om den spekulative enhed, der atter skal forsone el. mediere ( 160,23) de af refleksionen satte modsætninger. Denne elementære, logiske trehed fremstiller 👤J.L. Heiberg i § 15 af »Det logiske System« på denne måde: »at det første Led betegner det Hvilende, det andet dettes Bevægelse ud af sig selv, og det tredie Bevægelsens Resultat; eller: det første betegner det umiddelbart Positive eller Abstracte, det andet det Negative eller Dialectiske, og det tredie Negationens Negation, d. e. det medierede Positive eller det Speculative, Det, som har Negationen i sig selv; eller: det første betegner Uendeligheden som umiddelbar, det andet Endeligheden, og det tredie reproducerer Uendeligheden, men i en concretere Bestemmelse, nemlig indbefattende det andet Leds Endelighed eller Negation. Overalt er det tredie Led Eenheden af de to første; hele Udviklingen er et Kredsløb, hvori det tredie Led falder sammen med det første, men efter at have vundet en høiere Betydning«, Perseus ( 193,21), nr. 2, aug. 1838, s. 30f. Når der tales om, at »den Talende er en positiv Aand«, sigtes der formentlig til, at den hegelske filosofi for at gennemføre sin metode, selv må forudsætte at besidde den højeste sandhed el. det positive.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 5

man skal tvivle om Alt : 189,28.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 14

skriver om Hamlet (...) at det er Reflexionssyge : sigter til 👤Rötscher, der i slutningen af kapitlet om 👤Shakespeares Hamlet skriver, at denne lider af »Krankeit der Reflexion«, jf. Cyclus dramatischer Charaktere ( 227,1) bd. 1 (som SK if. regning har købt hos 👤Philipsen den 25. juni 1844, KA, D pk. 8 læg 1), s. 99-132; s. 132.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 15

Væ! Væ! Væ! Siebenbürgen : jf. Gert Vestphaler, Lystspil i tre Acter. Samlet udaf den holbergske Femactscomedie af dette Navn, ved 👤K.L. Rahbek, 📌Kbh. 1816, 1. akt, 1. scene, hvor værten på et værtshus læser højt af en avis for nogle borgere: »Udi Siebenborgen skal der nylig være fød en Kalv med en Haarhue paa Hovedet, og Fryndser om Benene, hvilket, Indbyggerne holde for, ikke betyder meget godt. Samme Kalv døde strax, men talede, før han døde disse Ord: væ! væ! Siebenborgen!«, s. 4f. Replikken findes oprindeligt i 👤L. Holberg Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer, komedie i fem akter [1722]; 3. akt, 1. scene, jf. fx L. Holbergs Comedier, udg. af K.L. Rahbek, bd. 1-7 (bd. 7 udg. af 👤A.E. Boye), 📌Kbh. 1824-32; bd. 7, s. 39. Derimod findes replikken ikke i den forkortede Mester Gert Westphaler eller den meget talende Barbeer. Comoedie i en Act [1723], i Den Danske Skue-Plads ( 153,17), bd. 1. Ved opførelser på 📌Det kgl. Teater benyttede man sædvanligvis Holbergs udg. i én akt, men fra 6. april 1816 til 7. marts 1841 blev desuden Rahbeks bearbejdelse opført 10 gange.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 17

Prof. David : 👤Christian Georg Nathan David (1793-1874) da. nationaløkonom og politiker, 1830 ekstraordinær prof. i nationaløkonomi ved 📌Københavns Universitet, 1834 grundlagde han det liberale blad Fædrelandet, for hvis 'skrivefrækhed' han som ansvarshavende redaktør blev tiltalt, men frifundet; i 1836 blev han ikke desto mindre af kongen afskediget fra sit embede, men blev i 1840 valgt ind i såvel 📌Københavns Borgerrepræsentation ( 215,6) som østifternes stænderforsamling ( 296,27). Da samlingen trådte sammen i 📌Roskilde den 15. okt. 1844, fremstod David imidlertid som den enevældige monarks støtte, ligesom han opponerede mod en række liberale mærkesager som ministeransvarlighed og et konstitutionelt monarki uden de ty. hertugdømmer 📌Holsten og 📌Lauenborg, jf. fx Kjøbenhavnsposten den 28. okt. 1844 (nr. 254), s. 1014. Jf. også det rupublikanske Corsaren ( 256,20) den 29. nov. 1844 (nr. 219), som i sin parodierende »Kjøbenhavns uprivilegerede Adresseavis« lod indrykke følgende annonce: »Hos os, som første Opfindere af at 'vende Kapper', gives grundig Underviisning i bemeldte Kunst paa en ualmindelig nem Maade. Vi vende alle Slags Kapper og expedere dem vendte paa et Par Timers Tid eller, om forlanges, paa 1 Time. Betalingen er billig. / David & Ussing«, sp. 6.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 20

de Ord af Baggesen ... fik Ende : jf. »👤Jeppe, et siællandsk Eventyr« (1785), 10. sang, i Jens Baggesens danske Værker ( 180,1) bd. 1, s. 200f.: »Den Kiol, Herr Orgon fierde Gang lod vende – / Ja selv – (o! hvad kan holde Tiden Stang!) – / Herr Jespers Præken sidste Aftensang / Fik Ende«. – Baggesen: 👤Jens Baggesen (1764-1826), da. digter, fra 1790 prof., 1796-1803 tillige viceprovst på 📌Regensen, fra 1798 meddirektør for 📌Det kgl. Teater, 1811-14 prof. i da. sprog og litteratur ved universitetet i 📌Kiel. – den Kjole som Hr. N. tredie Gang lod vende: For at forlænge fx en kjoles el. et par buksers brugstid kunne man sy dem om, sådan at vrangsiden blev vendt udad, heraf udtrykket vendekåbe, dvs. en, der (som 👤Prof. David) skifter mening som en anden vender sin kåbe. – Aftensang: På Baggesens og SKs tid var aftensang en kort gudstjeneste, der fandt sted kl. 13 eller 14 på alle søn- og helligdage.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 20

Recensent : 195,13.

I trykt udgave: Bind 18 side 229 linje 29

Assessoren i »Vrangen og Retten« : sigter til 👤Assessor Wilhelm som den pseudonyme forfatter af »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser« ( 239m,1), som SK oprindeligt havde tænkt sig at udgive sammen med »'In vino veritas'« ( 227,11) under titlen »Vrangen og Retten«, men siden udgav sammen med »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'« under titlen Stadier paa Livets Vei 239,3. Optegnelsen er en afskrift af et stykke af kladden (Pap. V B 190,26), som SK under renskrivningen i nov. 1844 kasserede, men åbenbart ville bevare ved at skrive ind i journalen, hvor det dog fik en noget anden ordlyd, jf. tekstredegørelsen til Stadier paa Livets Vei, SKS K6, 50.

I trykt udgave: Bind 18 side 229m linje 1

lade en Kjole vende to Gange : 229,20.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 3

Fader : 179,2.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 4

Porcellains-Kjole : udtrykket har ikke kunnet identificeres. Formentlig har SKs fader anvendt en bestemt kjole som 'stadskjole', selvom denne snarere var robust end fin, jf. udtrykket 'porcellænsbonde' om en bonde, der i finhed vil gå ud over sin stand (👤H.F. Feilberg Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmål bd. 1-4, 📌Kbh. 1886-1914). SKs niece 👤Henriette Lund bevarede også en prægnant erindring om 👤M.P. Kierkegaards »gamle ærværdige Skikkelse i den lange drapfarvede Frakke«, Erindringer fra Hjemmet, 📌Kbh. 1880, s. 25.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 4

skrabet : renset.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 5

Grundtvig : 220,28.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 7

traadt af i Vaudevillen : fratrådt en tidl. bestilling for at gøre tjeneste i vaudevillen ( 260,34), komedien.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 7

Prophet og Seer : formentlig en allusion til 22. levering af Dansk Pantheon, et Portraitgallerie for Samtiden, der blev annonceret som udkommet i Adresseavisen ( 168,8) den 3. aug. 1844 (nr. 181), og hvor »Nikolai Frederik Severin Grundtvig« præsenteres som »et aldeles enestaaende og magelöst Exempel paa en Profet i 'Nyaarstiden'« og som en »mægtig bevæget Seer« (upagineret).

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 10

fade Djærvhed ... Lars Mathiesen : 👤Lars Mathiesen (1769-1852) drev fra o. 1800 til sin død 1852 et traktørsted på Frederiksberg Alleegade 13, i dag 📌Allégade 7. Den korpulente Lars Mathiesen var kendt for sin tvangfri påklædning og ligefremme tone, der kunne udarte til grovhed; hans traktørsted var meget søgt af borgerskab og studenter, jf. fx regensianernes hyldestsang til Lars Mathiesen i 👤J.C. Hostrups studenterkomedie Gjenboerne, som blev opført første gang på 📌Hofteatret den 20. feb. 1844.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 13

han har valgt de Ord: Damer og Herrer : Fra 20. nov. 1843 til marts 1844 gav Grundtvig 25 offentlige foredrag i auditoriet på 📌Borchs Kollegium i 📌St. Kannikestræde (se kort 2, C1), annonceret blandt offentlige forelæsninger i Kjøbenhavnsposten den 17. nov. 1843, nr. 270: »Pastor Grundtvigs Forelæsninger for Damer og Herrer over de græske og nordiske Myther og Oldsagn. Adgangskort til disse Forelæsninger, der holdes hver Mandag, Onsdag og Fredag i Aftentimerne 6–7 erholdes hos Boghandler Reitzel.« I foredragene gav Grundtvig en parallel fremstilling af den gr. og den nordiske mytologi, og som noget nyt havde kvinder adgang. Grundtvig titulerede forsamlingen »Damer og Herrer«, men henvendte sig desuden synligt og lydeligt opstemt alene til »Damerne«, hvilket gav anledning til offentlige mishagsytringer fra mændene. Foredragene blev udgivet i 1844, og SK købte dem if. en boghandlerregning fra Reitzel (KA, D pk. 7 læg 6) straks ved udgivelsen den 14. sept., jf. 👤N.F.S. Grundtvig Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, 📌Kbh. 1844, ktl. 1548.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 14

Dyrehavsbakken : en bakke i 📌Jægersborg Dyrehave N for 📌København, hvor der fandtes (og findes) en helligkilde, 📌Kirsten Piils kilde. Omkring kilden voksede der i sommertiden et marked op med boder, gøgl og andre folkelige forlystelser. På SKs tid var 📌Dyrehavsbakken kun åben fra sankthansdag (24. juni) til Mariæ besøgelsesdag (2. juli).

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 15

de Barhalsedes: oi! Ei! o! ah! : sigter til 'barhalsede' (grove) personers primitive udtryk for begejstring.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 16

Ved at tale ... det Dunkle : jf. Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, s. 7: »hvorfor skulde Talen ikke ligesaa godt kunne lade sig høre, som Bogen kunde lade sig læse, baade af Damer og Herrer? og skulde man ikke ved den mundtlige Tale endnu langt sikkrere end ved Skrift turde regne paa det dunkle men levende Indtryk, der tit er langt mere værd end de bedste Forklaringer!«

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 19

Helveg sprang paa Prædikestolen : 👤Hans Friedrich Helveg (1816-1901), da. præst, 1842-43 kapellan i 📌Øster-Starup og 📌Nebel, fra 1844-46 i 📌København, hvor han i 1844 – som en af 👤Grundtvigs tilhængere – prædikede ved aftensang i 📌Vartov Hospitalskirke (se kort 2, A2) 24. marts, 4. april, 28. april, 4. aug., 29. sept., 13. okt. og 17. nov. At han 'sprang paa Prædikestolen' har ikke kunnet verificeres, men han var kendt for at være en meget livfuld taler og prædikant.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 25

halv Alen : el. 1 fod ( 269,23), svarende til 31,4 cm.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 28

Tonarten stiger ... gjentager det Samme sig : I musikteoretisk forstand er en toneart hverken stigende eller faldende; det princip, Kierkegaard refererer til, svarer til den regelmæssighed i forandringen, der opstår, hvis den samme sekvens af toner spilles gennem flere oktaver. Man vil opfatte en stigning eller et fald, men også at det samme gentages.

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 30

Kanonade : måske en allusion til de to daglige kanonsalutter, hvormed flåden morgen og aften ærer det danske flag på batteriet 📌Sextus📌Nyholm (se kort 2, H3).

I trykt udgave: Bind 18 side 230 linje 32

Skuespilleren skal ... det forfeilet) : jf. 👤H.T. Rötscher Die Kunst der dramatischen Darstellung ( 227,1), s. 77: »Der Künstler zeigt sich also auf dieser Stufe [nemlig 2. trin, refleksionens, hvor 1. trin er umiddelbarhedens] von dem Gedanken befeelt, nichts unmittelbar in sich walten zu lassen, sondern sich von allen Intentionen des Dichters Rechenschaft zu geben, und in keinem Momente seiner Darstellung sich dem unbewachten Augenblicke, dem Affekte und der unmittelbaren Inspiration zu überlassen, sondern überall der Reflexion und dem denkenden Selbstbewußtsein Gehör zu verstatten. Der Schauspieler diser Stufe, in jedem Momente nicht nur wissend, was er will und vermag, wird, eben weil er seine Mittel kennt und sich in ihren vollen Besitz gesetzt hat, nichts intendiren, als was er auch mit ihnen wirklich ausführen kann. Da er nicht dem Affekte unterthan, so ist der Zuschauer auch von dem peinlichen Gefühle frei, ihn von den unsichern Wogen der Empfindungen umhergetrieben zu sehn.«

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 7

3 Bogs 3d Capitel af Aristoteles de anima : 👤Aristoteles ( 147m,5) Om sjælen, 3. bog, kap. 3 (427a 17 - 429a 9), jf. Aristotelis de anima Libri tres, udg. af 👤F.A. Trendelenburg, 📌Jena 1833, if. regning købt hos Reitzel den 18. dec. 1844 (KA, D pk. 7 læg 6), ktl. 1079, s. 82-87.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 13

de omnibus dubitandum : sigter til SKs ufærdige manuskript til Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, som han her angiver at være begyndt på halvandet år tidligere, dvs. o. juni 1843.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 15

Det bevægende Begreb ... Vildfarelse : SK bruger ikke i det nævnte manuskript udtrykket 'vildfarelse'. Måske sigter han til, at 👤Johannes i sine gentagne forsøg på at tilegne sig den nyere filosofis hovedsætninger – man må tvivle om alt, filosofi begynder med tvivl, m.v. – summarisk afslører disse som 'misforståelser', hvorved han tvinges til at eftertænke stadigt flere stadier i den tidligere filosofi. Blandt disse fremhæver Johannes de gr. skeptikere, som netop ville tvivle for at undgå 'vildfarelser' ved at dømme forkert om dette eller hint fænomen: »I en vis Forstand bleve de derfor aldrig færdig [med at tvivle], thi indtil deres sidste Øieblik var der en Mulighed af at løbe vild«, Pap. IV B 13,11.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 17

Saaledes gjør Aristoteles det ogsaa : jf. 👤Aristoteles Om sjælen (427a 29 - 427b 6) i Aristotelis de anima Libri tres, s. 83, som bringes i *. Jf. den da. overs. af det gr. citat i Aristoteles' Skrift om Sjælen. De anima, overs. af 👤Poul Helms, 📌Kbh. 1949, s. 98f.: »Og dog burde de [gamle tænkere] ogsaa have talt om, hvorledes man tager fejl, for det er jo mere ejendommeligt for de levende Væsner, og det er noget Sjælen bliver ved med i længere Tid. Derfor maa nødvendigvis enten, som nogle siger, alle Fænomener være sande, eller Berøringen med det uligeartede maa medføre Vildfarelse, for det er jo det modsatte af at erkende det ligeartede ved det ligeartede. / Men baade Vildfarelse og Viden synes dog i lige Grad at gælde baade Objekterne og deres Modsætninger.«

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 18

Plato : 163,21.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 20

Den forbandede ... det Græske : sigter formentlig ikke til noget bestemt sted hos 👤Hegel ( 193,21), da han som alle filosoffer siden skolastikken gentænker den gr. filosofis grundbegreber. – Squadroneren: huggen om sig med kården; snakke vidt og bredt om, prale el. skryde med noget.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 21

Trendlenburg : 157,5.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 26

»Forord« af Nicolaus Notabene : I Forord ( 213,25) polemiserer SK særligt mod 👤J.L. Heiberg, 173,20. – Nicolaus Notabene: 182,9.

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 29

Forskrifter, eller Prøver paa forskjellig Skrift : alluderer til titlerne på forskellige udg. af håndskrift til brug for læseøvelser i skolen, jf. fx 👤E. Bjerring og 👤A. Kjeldskov Danske Forskrifter bd. 1-3: De to første bd. er uden år og meddeler på titelbladet, at de er »Antaget til Indförelse i de offentlige Skoler af Directionen for Borger- og Almueskolevæsenet i Kjöbenhavn«, mens bd. 3, 📌Kbh. 1844, som alene er udg. af E. Bjerring, ikke har denne påskrift. SKs idé til en parodi kan være inspireret af, at hans daværende sekretær, sprog- og litteraturforskeren 👤Israel Levin, samtidig barslede med sit Album af nulevende danske Mænds og Qvinders Haandskrifter. Til Brug ved Skriftlæsning i Skolerne, 📌Kbh. 1846, ktl. 1955. I feb. 1845 udsendte Levin til 130 notabiliteter en opfordring til at bidrage med deres håndskrift til dette album. SK betakkede sig, jf. B&A bd. 1, s. 144 (nr. 123).

I trykt udgave: Bind 18 side 231 linje 31

den Plads, som Politik indtog i Grækenland (...) (det egl. Folkelige) ... virkes ved Talen : I det attiske demokrati kunne enhver fri borger ytre sig om politiske sager, fx fra talerstolen i folkeforsamlingen, hvor borgerne havde plads efter tur, eller i retten, hvor borgerne ligeledes efter tur havde embede som dommere. Jf. 👤Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 1 (1354b 27-31), i Aristoteles Rhetorik, overs. af 👤K.L. Roth, bd. 1-2 med fortsat paginering, i Schriften zur Rhetorik und Poetik bd. 1-2 (i Aristoteles Werke, i Griechische Prosaiker in neuen Übersetzung, udg. af 👤Tafel, 👤Osiander og 👤Schwab, bd. 132-133), 📌Stuttgart 1833, ktl. 1092; bd. 1, s. 14: Her argumenterer Aristoteles for den politiske tales forrang, »weil es nämlich in der politischen Rede weniger ersprießlich ist, Das, was über die Sache hinaus liegt, vorzubringen, und weil die Staatsrede weniger Arglist zuläßt, als die gerichtliche, sondern mehr gemeine Sache ist; denn da giebt der Urtheilende [oversætterens note: Nämlich das Volk, oder der Senat, überhaupt die Person oder die Personen, welche in letzter Instanz über die vorhandene Sache entscheiden, und an welche die Rede gerichtet ist] seine Entscheidung über Das, was ihn selbst angeht, weßhalb es nur des Beweises bedarf, daß die Sache sich so verhält, wie der Rathgeber sagt.«

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 3

Aristoteles' Rhetorik : SK ejede 👤Aristoteles' Retorik i to separate udg., jf. De arte rhetorica, stereotypudg., 📌Leipzig 1831 (ktl. 1080), og især 👤Roths førnævnte overs., Rhetorik, hvortil SK eksplicit henviser i en optegnelse i et eksemplar af Om Begrebet Ironi (Pap. IV A 207), i et excerpt fra 1845 (Pap. VI C 5) og i et udkast fra samme år med arbejdstitlen »Noget om den gudelige Talekunst / med noget Hensyn til Aristoteles Rhetorik« (Pap. VI A 146). Aristoles' Retorik findes desuden i de udg. af hans samlede værker, som SK havde i sit bibliotek ( 147m,5).

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 6

Det hele Spørgsmaal ... til Rhetoriken : jf. 👤Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 1 (1354a 26-28), hvor han med henvisning til en part i en retssag skriver, »daß der Verfechter seiner Sache Nichts zu thun hat, als in Bezug auf den Gegenstand zu zeigen, daß er ist, oder daß er nicht ist, daß Etwas geschehen, oder daß es nicht geschehen ist«, Rhetorik bd. 1, s. 12. – ουσια πϱωτη og δευτεϱα cfr. Kategorierne: sigter til Aristoteles' Kategorierne, kap. 5 (2a 11ff.), hvor han etablerer en kategorial skelnen ml. første og anden substans, dvs. ml. subjekt og et prædikat, der med nødvendighed må tilskrives subjektet. – ουσια πϱωτη: gr. (ousia prōtē) første substans. – δευτεϱα: gr. (deútera) anden (substans).

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 7

frembringe Overbeviisning. πιστις ... πιστεις : sigter til begreber, som præsenteres i 👤Aristoteles' Retorik, 1. bog, kap. 1: πιστις (1355a 5), gr. (pístis) tro, tiltro, tillid, troskab; bevis, bevismiddel, bevisførelse for retten; overbevisning. 👤Roth overs. med »Ueberzeugung«, Rhetorik, s. 15, jf. hans note samme side: »Ueberzeugung im activer Sinne, das Uberzeugen. Die deutsche Sprache hat kein Wort, welches das Griechische ganz genau wiedergäbe.« πιστεις (1354a 13, 1355a 4), gr. (písteis) pl. af pístis. Roth overs. med »Ueberzeugungsmittel«, s. 11 og s. 15.

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 12

i Minna ... tilbede Gud paa : jf. frøkenens replik i 2. akt, 7. scene, i Minna von Barnhelm, oder das Soldatenglück. Ein Lustspiel in fünf Aufzügen, i Lessing's sämmtliche Schriften ( 145,27) bd. 20, 1827, s. 241: »Ein einziger dankbarer Gedanke gen Himmel ist das vollkommenste Gebet!« – Lessing: 146,1.

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 15

de blaae Bjerge : 223,7.

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 21

høirøstede og letsvedende ... Alvorlighed : sigter formentlig især til 👤Grundtvig ( 220,28) og præster med tilknytning til ham, se JJ:285.

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 25

alvorlig ligesom Jeronimus hos Holberg : I 👤Holbergs ( 174,5) komedier (jf. Den Danske Skue-Plads 153,17) optræder »Jeronimus« hyppigt og typisk i skikkelse af en filistrøs husfader, der tugter ungdommen med sin bornerte moral.

I trykt udgave: Bind 18 side 232 linje 32

Reitzel : dvs. Reitzels Boglade, grundlagt af 👤C.A. Reitzel (1789-1853) i 1819 og siden 1827 beliggende i 📌Købmagergade, nuværende nr. 44, jf. Kiøbenhavns Veiviser ( 177,1), 📌Kbh. 1845, s. 548: »Reitzel, C. A., Universitets- og Waisenhuus-Boghandler, (...) store Kjøbmagerg. 6« (se kort 2, C2).

I trykt udgave: Bind 18 side 233 linje 5

Über die Aesthetik ... Hamburg 1844 : 👤W. DanzelUeber die Aesthetik der Hegelschen Philosophie, 📌Hamborg 1844. – Wilhelm Danzel: ty. æstetiker og litteraturhistoriker (1818-50), var inspireret af 👤Hegel ( 193,21), men frigjorde sig fra hans tænkning i det nævnte værk.

I trykt udgave: Bind 18 side 233 linje 7

Hamanns: 156,27.

I trykt udgave: Bind 18 side 233 linje 10

Roth i Fortalen til 3d Bind : Om 👤Hamanns breve, som <