Om min Forfatter-Virksomhed

Sammenfatning

FV, hvis titel først er kommet til i sept. 1850, er udsprunget af arbejdet med det konglomerat af skrifter om forfattervirksomheden, som navnlig i tiden efter de politiske omvæltninger i 'katastrofeåret' 1848 beskæftigede SK. Disse skrifter indgik på et tidspunkt i løbet af 1849 som tredje bind i et planlagt trebindsværk med titlen »Fuldendelsens samlede Skrifter, Frugten af Aaret 1848«, der også omfattede Sygdommen til Døden, Indøvelse i Christendom og »Den bevæbnede Neutralitet«. Hovedparten af FV udgøres af »Regnskabet«, der oprindelig havde titlen »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed«, og som bærer dateringen »Marts 1849« i førstetrykket. Dette kan enten være en tilbageføring af affattelsestidspunktet, som synes at have været april samme år eller (mere sandsynligt) dokumentation for, at »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« på dette tidspunkt blev til »Regnskabet«. SK overvejede samtidig at bringe »Regnskabet« som »et Følgeblad« til Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, ligesom han overvejede at udgive skrifterne om forfattervirksomheden i forbindelse med anden udgave af Enten – Eller (både Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen og anden udgave af Enten – Eller udkom den 14. maj 1849).

Til »Regnskabet« hører en fodnote, dateret »I October 1849«, der fungerer som en opdatering af, hvilke skrifter SK har udgivet efter brødtekstens affattelse. Til denne note findes der et ganske stort manuskriptmateriale, der imidlertid ikke indeholder andre dateringer end førstetrykkets. Dog er det sidst anførte skrift i noten, »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen, først udkommet efter dateringen, nemlig den 14. nov. 1849.

»Regnskabet« følges af to separate sider trykt med større typer end resten af bogen. Denne tekst, som er udsprunget af en tidligere og meget længere tekst, har endnu i trykmanuskriptet båret overskriften »Efterskrift«, men var oprindelig planlagt til at blive trykt foran »Regnskabet«.

Anden del af FV bærer titlen »Et Følgeblad«, trykt med små typer og dateret »Nov. 1850.« SK har tidligere, i journalen fra april 1849, udkastet en tekst benævnt »'Følgeblad' til 'Regnskabet'«, men denne tekst blev ikke benyttet. Undertitlen til »Et Følgeblad«, »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik«, bærer reminiscenser af undertitlen på skriftet »Den bevæbnede Neutralitet« fra 1848, som på et tidspunkt var tænkt som et tillæg til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed og da fik undertitlen »Min Position som christelig Forfatter i Christenheden«. Af det ganske rodede trykmanuskript til »Et Følgeblad« fremgår, at det oprindelig har været planlagt som et anhang til Indøvelse i Christendom.

SKs journaler er især i årene 1849-50 fulde af omhyggelige overvejelser om betimeligheden af en udgivelse af skrifterne om forfattervirksomheden. På det, han betragter som sin forlovelsesdag, den 8. sept., nævner han i journalen fra 1850 specifikt muligheden af at udgive FV, men først i juli 1851 meddeler han, at »Nu trykkes der.«* I optegnelsen fra den 8. sept. 1850 nævner han desuden muligheden af en dedikation af skriftet til 👤Regine Schlegel, en plan han i jan.-feb. 1850 også havde overvejet, formentlig i forbindelse med en planlagt udgivelse af et skrift omfattende »Regnskabet«, »Tre Noter betræffende min Forfatter-Virksomhed« (hvortil mottoet til FV oprindelig var knyttet) og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. I manuskriptmaterialet findes flere udkast til en dedikation, der eksplicit eller implicit er stilet til 👤Regine Schlegel, men FV blev ikke forsynet med en sådan. Det gjorde derimod To Taler ved Altergangen om Fredagen, der ligesom FV udkom den 6. aug. 1851.*