Kierkegaard, Søren Om min Forfatter-Virksomhed

1 * 5 6 7 59 ►Om min Forfatter-Virksomhed


Af


👤S. KIERKEGAARD





Kjøbenhavn

Forlagt af Universitetsboghandler 👤C. A. Reitzel

Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker 👤Bianco Luno

1851

✂ 2 60 ►8Wer glaubet, der ist groß und reich,
Er hat Gott und das Himmelreich.
Wer glaubet, der ist klein und arm,
Er schreiet nur: Herr Dich erbarm!

✂

✂ 3 9 61 Regnskabet

✂

5 11 63 ►Regnskabet

✂

✂ ►Kbhavn i Marts 1849

✂ Naar et Land er lille, er selvfølgeligt i alle Forhold Proportionerne smaae i det lille Land. Saaledes literairt; ►Honoraret og Alt, hvad dertil hører vil kun være ubetydeligt; det at være Forfatter – naar man da ikke er Digter, og ►saa igjen dramatisk, eller man skriver Lærebøger eller paa anden Maade er Forfatter ►i Forhold til en Embedsstilling – omtrent den daarligst ►aflagte, den mindst ►betryggede, forsaavidt den ►utaknemmeligste Ansættelse. Lever der nu en Enkelt, som er i Besiddelse af Evne til at kunne være Forfatter, er han ►derhos saa lykkelig at have ►nogen Formue, saa ►bliver han da Forfatter, noget nær for egen Regning. Dette er imidlertid ganske i sin Orden, derom Intet videre at sige; saaledes skal den Enkelte i Gjerning elske sin Idee, det Folk han tilhører, den Sag han tjener, ►det Sprog han som Forfatter har den Ære at skrive. Det vil ogsaa skee saaledes, hvor der er ►Samdrægtighed mellem den Enkelte og Folket, hvilket saa igjen i det givne Tilfælde vil være en Smule ►skjønsomt mod denne Enkelte.

✂ Om det Modsatte heraf paa nogen Maade skulde have været mit Tilfælde, om jeg af Nogen eller af Nogle skulde 6 være blevet behandlet uskjønsomt: det vedkommer jo egentligen ikke mig, men ret egentligen dem og bliver deres Sag. Hvad der derimod vedkommer mig, og hvad der er mig saa kjert at det vedkommer mig, er at skulle og burde ►takke for, hvad Gunst og Velvillie og Imødekommen og Paaskjønnen der, i Almindelighed eller af de Enkelte særligen, er blevet mig beviist.

✂

✂

✂

✂ 12Den Bevægelse Forfatterskabet beskriver er: fra »Digteren« – fra det Æsthetiske, fra »Philosophen« – fra det Speculative til Antydningen af den meest inderlige Bestemmelse i det Christelige: fra ►den pseudonyme »Enten – Eller« ►gjennem »Afsluttende Efterskrift«, med mit64 Navn som Udgiver, ►til »Taler ved Altergangen om Fredagen«¹, 7 ►af hvilke de to vare holdte i 📌Frue Kirke. Denne Bevægelse er tilbagelagt eller beskrevet ►uno tenore, i eet Aandedrag, om jeg saa tør sige, saa ►Forfatterskabet, totalt betragtet, er religieust fra Først til Sidst, Noget, Enhver, der kan see, 13naar han vil see, ogsaa maa see. Og som den Naturkyndige paa Traadenes Krydsning i Spindet, strax ►kjender, hvilket kunstforstandigt lille Dyr det er, hvis Spind det er: saaledes vil den Indsigtsfulde ogsaa kjende, at til dette Forfatterskab svarer som Ophav En, der ►qva Forfatter ►»kun har villet Eet«. Den Indsigtsfulde vil tillige kjende, at dette Ene er det Religieuse, men det Religieuse heelt og holdent ►sat ind i Reflexion, dog saaledes, at det heelt og holdent tages ud af Reflexion tilbage i Eenfold, det er, han vil see, at den tilbagelagte Vei er: at naae, at komme til Eenfoldighed.

✂ Og dette er ogsaa (i Reflexion, som det faktisk var det oprindeligt) 65den christelige Bevægelse. Christeligt er det ikke det Eenfoldige, fra hvilket man gaaer ud, for saa at blive interessant, vittig, dybsindig, Digter, Philosoph o. s. v. Nei, lige omvendt; her begynder man, og bliver saa eenfoldigere og eenfoldigere, kommer til det Eenfoldige. Dette er, i »Christenhed«, christeligt Reflexions-Bevægelsen; man reflekterer sig ikke ind i Christendom, men man reflekterer sig ud af Andet og bliver, eenfoldigere og eenfoldigere, Christen. 8 Havde Forfatteren været en riigt begavet Aand, eller, hvis han har været det, havde han været en dobbelt saa riigt begavet Aand, vilde han vel have behøvet en længere, eller en dobbelt saa lang Tid for, i Forfatter-Frembringelse, at beskrive denne Vei og naae dette Punkt.

✂

✂ Men som Det, der er blevet meddeelt (det Religieuses Tanke) er blevet sat heelt og holdent ind i Reflexion og atter taget tilbage ud af Reflexion: saaledes har ogsaa Meddelelsen afgjørende ⓘ væretværet] K, være A mærket af Reflexion, eller der er brugt den Art Meddelelse, som er Reflexionens. »Ligefrem Meddelelse« er: ligefrem at meddele det Sande. ►»Meddelelse i Reflexion« er: at bedrage ind i det Sande; men da Bevægelsen er at komme til det Eenfoldige, maa dog atter Meddelelsen engang, tidligere eller sildigere, ende i den ligefremme Meddelelse. Der begyndtes, ►maieutisk, med æsthetisk Frembringelse¹, og den hele pseudonyme Productivitet 14er et saadant Maieutisk. Derfor var ►denne Productivitet jo ogsaa pseudonym, medens ►det ligefremme Religieuse – der fra Først af var tilstede i en Antydnings Glimten – bar mit Navn. Det ligefremme Religieuse var fra Først af tilstede; thi ►»to opbyggelige Taler 1843« ere jo samtidige1 9 med »Enten – Eller«. Og for at sikkre denne det ligefremme Religieuses 66Samtidighed, derfor ►fulgte saa samtidigt med enhver Pseudonym en lille Samling af »opbyggelige Taler«, indtil ►»Afsluttende Efterskrift« kom, der stiller Problemet, som ϰατ' εξοχην er »Problemet«, hele Forfatterskabets Problem: »det at blive Christen«². Fra det Øieblik ophører det ligefremme Religieuses Glimten; thi nu indtræder den blot religieuse Produktivitet: ►»opbyggelige Taler i forskjellig Aand«; ►»Kjerlighedens Gjerninger«; ►»Christelige Taler«. Men for omvendt at erindre om 15Begyndelsen kom (som svarende til hvad »to opbyggelige Taler« var ved Begyndelsen, da de volumineuse Skrifter vare æsthetiske) ved Slutningen (hvor i lang Tid Alt udelukkende og volumineust var blot religieus Produktivitet) ►en lille æsthetisk Artikel af »Inter et Inter« i Bladet »Fædrelandet« Juli 1848 Nr. 188–191: de to opbyggelige Talers Glimten ved Begyndelsen ►betydede, at det egentligen var Det, der skulde frem, Det, hvortil der skulde kommes; den lille æsthetiske Artikels Glimten ved Slutningen betydede ved Gjenskæret, at det bragtes til Bevidsthed, at det 10 Æsthetiske fra Begyndelsen af var Det, hvorfra der skulde gaaes bort, Det, der skulde forlades. ►»Afsluttende Efterskrift« er Midtpunktet, og – hvad da naturligviis kun gjør Fordring paa at være en Curiositet – saa nøiagtigt, at selv ►Qvantum af Præstation foran og efter er noget nær lige stort, naar man da, som jo er i sin Orden, regner ►18 opbyggelige Taler med til den blot religieuse Produktivitet; og selv ►Forfatterskabets Tid foran »Afsluttende Efterskrift« og efter den er noget nær lige lang.

✂

✂ Endeligen er atter denne Forfatterskabets Bevægelse afgjørende mærket af Reflexion, eller den er Reflexionens. Ligefrem begynder man med enkelte, nogle faa Læsere, og Opgaven eller Bevægelsen er saa at samle Mængde, at faae sig et ►Abstraktum: Publikum. Her 67begyndtes, maieutisk, med Sensation, og med hvad dertil hører, Publikum, som altid er med, hvor der er Noget paafærde; og Bevægelsen var, maieutisk, at ryste »Mængde« af for at faae fat i »den Enkelte«¹ religieust forstaaet. Just i 16det samme Øieblik, ►da den Sensation, »Enten – Eller« vakte, var paa sit 11Høieste, just i det samme Øieblik udkom »to opbyggelige Taler« 1843, der ►anbragte Formlen, som siden blev stereotyp gjentaget »den søger hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser«. Og just i ►det critiske Øieblik, da »Afsluttende Efterskrift«, der, som sagt, stiller »Problemet«, var ►afleveret til Bogtrykkeren, for at Trykningen snarest muligt skulde paabegyndes, og ►Udgivelsen altsaa vel snart maatte paafølge: just i det Øieblik ►gjorde en Pseudonym, og paa det dertil hensigtsmæssigste Sted, i en Blad-Artikel, den størst mulige Anstrengelse for at støde fra i Retning af Publikum²; og derpaa begyndte den afgjørende religieuse Produktivitet. Religieust holdt jeg anden Gang paa ►»hiin Enkelte«, til hvem saa det (efter Afsluttende Efterskrift) næste væsentlige³ Skrift »opbyggelige Taler i forskjellig Aand« eller sammes første Deel »ⓘ SkriftetalenSkriftetalen] R, Striftetalen A« var helliget. Da jeg første Gang ►anbragte Categorien »hiin Enkelte«, 68lagde man maaskee ikke Mærke til den; stort lagde man vel heller ikke Mærke til, at den stereotyp blev gjentaget i Forordet til hvert Hefte af opbyggelig Tale: da jeg anden Gang, eller i anden Potens, gjentog Budet og stod ved mit første Bud, var der gjort Alt, hvad jeg formaaede, for at Eftertrykkets 12 hele Vægt 17maatte falde paa denne Categori. Bevægelsen er atter her: at komme til det Eenfoldige, Bevægelsen er: fra Publikum til »den Enkelte«. Religieust er der nemlig intet Publikum, men kun Enkelte⁴; thi det Religieuse er Alvoren, og Alvoren er: den Enkelte, dog at ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske, som han jo er det, kan være, ja skal være den Enkelte. Mig, den opbyggelige Forfatter, var og er det derfor en Glæde, at ogsaa just fra hiint Øieblik af ►De blive flere, som blive opmærksomme paa det om »den Enkelte«; det var og er mig en Glæde, thi ►vistnok har jeg Tro paa min Tankes Rigtighed trods hele Verden, men hvad jeg dog ►næst den sidst opgav, er min Tro paa de enkelte Mennesker. Og dette er min Tro, at saa meget Forvirret og Ondt og Afskyeligt der kan være i Menneskene, saasnart de blive det Ansvar- og Angerløse »Publikum«, »Mængde« o. D.: lige saa meget Sandt og Godt og Elskværdigt er der i dem, naar man kan faae dem Enkelte. O, og i hvilken Grad skulde Menneskene ikke blive – Mennesker og Elskelige, naar de vilde blive Enkelte for Gud!

✂

✂ 13 69 18Saaledes forstaaer jeg det Hele nu; fra Begyndelsen har jeg ikke saaledes kunnet overskue, hvad der jo tillige har været min egen Udvikling. Til ►vidtløftig Fremstilling var da her mindst Stedet; her gjaldt det netop om ganske korteligen at kunne folde Det sammen i Eenfold, Det, som er udfoldet i de mange Bøger eller som udfoldet er de mange Bøger; og er denne korte Meddelelse ►nærmest ►foranlediget ved, at Forfatterskabets Første nu kommer anden Gang, det nye Oplag af »Enten – Eller«, ►hvilket jeg ikke tidligere har villet lade udgaae.

✂ Personligt – saa vel naar jeg betænker mine indre Lidelser, som hvad jeg personligt kan have ►forskyldt – personligt beskjeftiger mig Eet ubetinget, er mig vigtigere end hele Forfatterskabet og ligger mig mere paa Hjerte, at udtrykke saa oprigtigt og saa stærkt som muligt, ►hvad jeg aldrig noksom kan takke for, og hvad jeg, naar jeg engang har glemt det hele Forfatterskab, uforandret evigt vil erindre: hvor uendelig meget Mere Styrelsen har gjort for mig, end jeg nogensinde havde ventet, kunde have ventet, eller turde have ventet.

✂

✂

✂

✂ 14►19»Uden Myndighed« at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige, er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet. ►At jeg var »uden Myndighed«, har jeg fra første Øieblik indskærpet og stereotyp gjentaget; jeg betragter mig selv helst som en Læser af Bøgerne, ikke som Forfatter.

✂ ►»For Gud«, religieust, kalder jeg, naar jeg taler med mig selv, hele Forfatter-Virksomheden min egen Opdragelse og Udvikling, kun ikke i den Mening som var jeg da nu fuldkommen eller fuldkommen færdig i Henseende til at behøve Opdragelse og Udvikling.

✂

✂ 15 71 ►21Et Følgeblad

✂

✂ 17 73 ►23Min Position som religieus Forfatter i »Christenhed«,

✂ og min Taktik

✂

✂ 1.

✂ Min Position

✂ ►Kbhavn i Nov. 1850

✂ Aldrig har jeg kæmpet saaledes, at jeg har sagt: jeg er den sande Christne, de Andre ere ikke Christne, eller vel endog Hyklere o. D. Nei, jeg har kæmpet saaledes: ►jeg veed, hvad Christendom er; min Ufuldkommenhed som Christen erkjender jeg selv – men jeg veed, hvad Christendom er. Og at faae dette ►tilgavns at vide synes mig maa være i ethvert Menneskes Interesse, han være nu Christen eller Ikke-Christen, hans Agt være at antage Christendommen eller at opgive den. Men Ingen har jeg angrebet, at han ikke var Christen, Ingen har jeg dømt; ja ►Pseudonymen, 👤Joh. Climacus, der stiller Problemet »at blive Christen«, gjør endog det Omvendte, ►negter sig at være Christen, og indrømmer de Andre det – dog vel den størst mulige Afstand fra at dømme Andre! Og ►selv har jeg fra først af indskærpet, og atter og atter, stereotyp gjentaget: jeg er »uden Myndighed«. Endeligen er i ►den sidste Bog af 👤Anti-Climacus (►der, især i Nr. I, ved Hjælp af et Digterisk, som vover at sige Alt, og et Dialektisk, som ingen Conseqvents skyer, har stræbt at forstyrre Sandsebedragene) atter Ingen, Ingen dømt; ►den eneste Navngivne, hvem det gaaer ud over, at han, i Stræben efter Idealiteten, kun er en saare ufuldkommen Christen, er (jvf. det tre Gange gjentagne Forord) mig selv, den eneste Dømte, hvad jeg villigt finder mig i, thi mig beskjeftiger det uendeligt, ►at dog idetmindste Idealitetens Fordringer høres. Men dette er dog vel atter den størst mulige Afstand fra at dømme Andre.

✂

✂ 2.

✂ Min Taktik

✂

✂ Den i lang Tid brugte Taktik var: at anvende Alt, for at faae saa Mange som muligt, om muligt Alle til at gaae ind paa Christendommen – men saa ikke at tage det saa ganske nøie med, om nu 74Det, man fik dem til at gaae ind paa, om det virkelig var Christendom. Min Taktik var: med Guds Bistand at anvende Alt for at faae det klart, hvad Christendommens Fordring i Sandhed er – om saa 24ikke een Eneste vilde gaae ind derpaa, om jeg selv maatte have opgivet det at være Christen, hvad jeg i saa Fald vilde have følt mig forpligtet 18 * til offentligen at vedgaae. Fra den anden Side var min Taktik denne: istedetfor end i fjerneste Maade at give det Skin af, at der dog ere saadanne Vanskeligheder ved Christendommen, at en ►Apologi bliver fornøden, hvis ►vi Mennesker skulle gaae ind paa den: ►istedetderfor at fremstille den, hvad Sandhed er, som noget saa uendeligt Høit, at Apologien falder paa et andet Sted, ►bliver for os, at vi vove at kalde os Christne, eller forvandler sig til en bodfærdig Bekjendelse, at vi takke Gud, naar vi blot tør ansee os selv for Christne.

✂ Dog maa dette heller ikke glemmes. Ligesaa streng som Christendommen er, ligesaa mild er den, netop ligesaa mild, det er, uendelig. Naar den uendelige Fordring er hørt og hævdet, høres og hævdes i sin hele Uendelighed, da tilbydes »Naaden«, eller Naaden tilbyder sig, ►til hvilken saa den Enkelte, hver især, som jeg gjør det, kan henflye; og saa gaaer det nok. Men det er dog vel ingen Overdrivelse (hvad jo tillige ogsaa just er i »Naadens« Interesse), at Uendelighedens Fordring, den »uendelige« Fordring fremstilles – »uendelig«; det er kun, i en anden Henseende, Overdrivelse, naar ene Fordringen fremstilles, og Naaden slet ikke anbringes. Derimod er det Christendommens ►Forfængeliggjørelse, naar enten (maaskee i Betragtning af – hvad der formeentligen vel skal kunne imponere baade Gud i Himlen og Christendommen og Apostlene og Martyrerne og Sandhedsvidnerne og Fædrene med samt ►deres »Praxis« – at ►»saaledes gaaer det ikke til i det praktiske Liv«) den »uendelige« Fordring endeliggjøres, eller den vel endog ganske udelades, og »Naaden« udenvidere anbringes, hvilket jo betyder, at ►den tages forfængelig.

✂ Men aldrig har jeg, end ikke i fjerneste Maade, gjort Mine til, eller Forsøg paa, at ville føre Sagen ud i, hvad der er min Sjel og mit Væsen fremmed, pietistisk Strenghed, ei heller paa at ville overanstrenge Existentserne, hvad der vilde ►bedrøve Aanden i mig. Nei. Det jeg har villet er at bidrage til, ved Hjelp af ►Tilstaaelser, at bringe om muligt noget mere Sandhed ind i disse (►i Retning af at være ethisk og ethisk-religieus Charakteer, at forsage verdslig Klogskab, at ville lide for Sandhed o. d.) ufuldkomnere Existentser, 75som vi føre dem, hvilket dog altid er Noget, og i ethvert Tilfælde den første Betingelse for at komme til at existere ►dygtigere. Det jeg har villet forhindre er, at man da ikke, indskrænkende sig til og ►nøiede med det Lettere og Lavere, derpaa ►gaaer videre, afskaffer det Høiere, gaaer videre, sætter det Lavere i det Høieres Sted, gaaer videre, gjør det Høiere til Phantasteri og latterlig Overdrivelse, det Lavere til Viisdom og sand Alvor, at man da ikke i »Christenhed« existentielt tager 👤►Luther og Betydningen af 👤Luthers Liv forfængeligt: dette har jeg villet bidrage til om muligt at forhindre.

✂ Hvad der behøvedes var blandt Andet en gudfrygtig Satire. Denne har jeg repræsenteret især ved Hjælp af Pseudonymer, der heller ►ikke have ladet mig gaae Ram forbi. Men for at der da ingen Forvexling skulde kunne finde Sted, for 25at denne Satire da ikke skulde kunne forvexles med, hvad der kun altfor gjerne vil udgive sig for at være Satire: de dybest sunkne profane Magters profane Opstand, saa var jeg, der har repræsenteret denne gudelige Satire, just jeg var ►Den, der kastede mig mod og udsatte mig for hiin Pøbel-Opstandens profane Satire. Saaledes har jeg gudfrygtigt stræbt for det Første at være 19 redelig. Og dernæst, om end Fremstillingerne have en Sandhedens ►Braad, saa er dog det Hele gjort saa mildt som muligt, da der kun er Tale om Indrømmelser og Tilstaaelser, og Indrømmelser og Tilstaaelser, som det overlades til Enhver at gjøre sig selv for Gud. Dog just denne Mildhed er maaskee i en anden Forstand Nogen til Uleilighed; det var meget lettere at blive det Hele qvit, naar Forfatteren var et fortumlet Hoved, der paa ethvert Punkt overdrev baade Sigtelsen og Fordringen. Og da dette nu ikke er Tilfældet, saa kunde vel En og Anden hitte paa at udsprede, at dette er Tilfældet. Dog vil med Guds Hjælp dette Forsøg nok mislykkes. Ja ►var jeg en stærk ethisk-religieus Charakteer – ak, istedetfor at jeg er næsten kun en Digter! – og altsaa beføiet til og forpligtet til i Sandhedens Medfør at gaae strengere frem: saa var det vel muligt, at jeg, istedetfor at ►finde Indgang hos Samtidige, kun fandt Modstand. Men da jeg ikke er saa stærk, vil det ►vistnok lykkes mig at finde Indgang hos Samtidige, altsaa ikke paa Grund af min Fuldkommenhed, en Tilstaaelse jeg mener at skylde Sandheden.

✂ I Forhold til et »Bestaaende« har jeg – conseqvent, da jo mit Bestik har været »den Enkelte« med polemisk Sigte paa det Numeriske, Mængde o. d. – altid gjort lige det Modsatte af at angribe, jeg har aldrig været eller været med i ►»Opposition«, der vil have 76»Regjering« bort, men afgivet hvad man kalder ►»Correctiv«, der vil, at der da for Gud i Himlens Skyld maatte blive regjeret af Dem, som dertil ere beskikkede og kaldede, at de, frygtende Gud, maatte staae faste, kun villende Eet, det Gode; og har jeg derved opnaaet at have lagt mig ud med Oppositionen og Publikum, ja stundom ovenikjøbet ►maattet finde mig i Misbilligelse af en og anden dog maaskee mindre vel underrettet Embedsmand. – Forsaavidt ►et kirkeligt Bestaaende forstaaer sig selv, vil det i samme Grad ogsaa forstaae ►den sidste Bog »Indøvelse i Christendom« som et Forsøg paa ideelt at finde ►Holdningspunktet for et Bestaaende. Dette (hvad da forresten ►Forordet ligefrem udtrykker ved at udtrykke, hvorledes jeg forstaaer Bogen) har jeg ikke strax villet sige saaledes ligefrem¹ som jeg her siger det, for, i det Sandes 26Interesse, ikke at skaane mig selv i Forhold til, hvad der, rimeligt eller urimeligt, dog var en Mulighed, for ikke at unddrage mig de Vanskeligheder og Farer, som kunde afstedkommes, hvis det Bestaaende havde paataget sig – hvad der vilde have aabnet et betænkeligt Indblik i det Bestaaendes religieuse Sundhedstilstand – at forvandle Meddelelsen til Opposition, hvilket Gud være lovet imidlertid dog ikke er skeet, hvorimod det vel var muligt, at det Ligegyldige, det Comiske endnu kunde skee, at en eller anden velunderrettet Embedsmand, hvem det alene er nok, at jeg ikke er Embedsmand, kommer ilende for at forsvare og værge om det Bestaaende mod dette – ja det 20 er dog ►vistnok i dette Øieblik det mulige Forsvar for et Bestaaende, dersom dette forstaaer sig selv.

✂ De brast i ►Aaret 48 Klogskabens Traade; det hørtes det Hviin, der bebuder Chaos! ►»Det var det Aar 48, det var et Fremskridt« ja – hvis der nemlig skaffes »Regjering« tilveie, hvortil maaskee ikke behøves en eneste ny Embedsmand, eller nogen ældres Afskedigelse, men vel maaskee en inderlig Forvandling i Retning af at ►blive fast ved at frygte Gud. Feilen fra oven var vistnok den, at i det Hele taget fra øverst til nederst Regjeringen igjennem var Styrken væsentligen verdslig Klogskab, hvilket just væsentligen er Mangel paa 77Styrke; Skylden fra neden var den at ville have al Regjering bort: Straffen – thi Syndens Maade er altid Straffens Maade – Straffen er: det der bittrest bliver savnet bliver just: Regjering. Aldrig som i vort Aarhundrede var vel ►Slægten og de Enkelte i den (den Bydende – den Lydende; den Foresatte – den Underordnede; Læreren – den Lærende o. s. v.) saaledes frigjorte fra, om man saa vil, alle Gener af, at Noget staaer og skal staae ubetinget fast; aldrig følte vel »Meningerne« (de meest ueensartede, paa de forskjelligste Gebeter) sig saaledes, i ►»Frihed, Liighed og Broderskab«, ugenerede og ►lyksaliggjorte under ►Frispasens ►»til en vis Grad«: aldrig vil vel Slægten saa dybt komme til at sande, at den og hver Enkelt i den trænger til, at Noget staaer og skal staae ubetinget fast, trænger til, hvad Guddommen, den Kjerlige og i Kjerlighed, opfandt, det Ubetingede, istedetfor hvilket Mennesket, den Kloge til egen Fordærvelse, beundrende sig selv ►satte dette Beundrede »til en vis Grad«. Byd Sømanden at seile uden ►Baglast – han ►kulseiler; lad Slægten, lad hver Enkelt i den forsøge at bestaae uden det Ubetingede: det er og bliver ►Hvirvel. Det kan i længere eller kortere Tid, i Mellemrum synes anderledes, at det er Fasthed og Tryghed: i Grunden er og bliver det Hvirvel, selv de største Begivenheder og det meest anstrengede Liv dog Hvirvel eller som ►det at sye uden at fæste Ende – indtil Enden atter gjøres fast derved, at det Ubetingede ►anbringes, eller derved, at den Enkelte, om end paa nok saa stor Afstand, dog forholder sig til et Ubetinget. Leve blot i det Ubetingede, indaande kun det Ubetingede kan Mennesket ikke, han omkommer, som Fisken naar den skal leve i Luften; men paa den anden Side, uden at forholde sig til det Ubetingede kan et Menneske heller ikke i dybere Forstand »leve«, han udaander, ►det er, han vedbliver maaskee at leve, men aandløst. Er – for at blive ved Mit: det Religieuse – er Slægten, eller en stor Deel Enkelte i Slægten voxede fra dette 27Barnlige, at et andet Menneske for dem er Den, der repræsenterer det Ubetingede: vel, derfor kan alligevel det Ubetingede ikke undværes, snarere, saa meget desto mindre kan det undværes. Saa maa »den Enkelte« selv forholde sig til det Ubetingede. Det er dette jeg, efter forundt Evne, med yderste Anstrengelse og mangen Opoffrelse, har kæmpet for, kæmpende mod ethvert Tyranni, ogsaa det Numeriskes. ►Denne min Stræben er blevet lagt for Had som uhyre Stolthed og Hovmod – jeg troede, og jeg troer, at dette er Christendom og ►Kjerlighed til »Næsten«.