↩ Lidelsens ene Gang er en Overgang, en Gjennemgang. Du maa igjennem den, og varer den end længe, som Livet, og er den end tung, som et Sværd, der gaaer gjennem Dit Hjerte: det er dog kun en Gjennemgang. Det er ikke saa, at det er Lidelsen, der gaaer gjennem Dig, Du gaaer gjennem den – evig forstaaet, ganske uskadt. Det seer i Timeligheden og i dens Forstand saa forfærdeligt ud, det seer ved en Øienforblindelse ud, som gik Lidelsen gjennemborende gjennem Dig, saa Du omkom i den, istedetfor at det er Dig, der gaaer gjennem den. Det er en Øienforblindelse. Det er som naar i Skuespillet den ene Skuespiller dræber den anden; det seer livagtigt ud som gjennemborede han ham, men vi veed jo Alle, at det ikke er saa, at han ikke krummer et Haar paa hans Hoved. Men ikke mere uskadt gaaer den myrdede Skuespiller hjem, og ikke mere ►uskadt gik 👤Daniel ud af Løvekulen, og ikke mere ►uskadte gik de Tre i den gloende Ovn – end en Troendes Sjel ind i Evigheden, uskadt af al Timelighedens Lidelse, uskadt af Døden. Thi al Timelighedens Lidelse er Blendværk, og Døden selv, evig forstaaet, en ►Comoediant! ►Saa lidet som Møl og Rust kan fortære Evighedens Skat (og hvad er vel umuligere!), ►saa lidet som Tyvehaand kan stjæle den: saa lidet formaaer al Timelighedens Lidelse, hvor længe den end varede, i fjerneste Maade at beskadige Sjelen. Det formaaer ikke hverken Sygdom, eller Mangel og Nød, eller Kulde og Hede – hvad de saa end fortære; det formaaer ikke hverken Bag15vaskelse eller Forhaanelse eller Krænkelse eller Forfølgelse, hvad de saa end stjæle og røve; det formaaer ikke Døden!