Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Christelige Taler

Kierkegaard, Søren Christelige Taler

Søren Kierkegaards Skrifter

↩

I


Det Glædelige i: ► at man lider kun een Gang, men seirer evigt

✂ ►Den, der vil en Hensigt, maa ogsaa ville Midlerne. Men, ikke sandt, heri er indeholdt den Antagelse eller den Indrømmelse, at han veed hvad han vil. Naar dette er antaget, saa standse vi ham ved »Midlerne«, idet vi sige »saa maa Du ogsaa ville Midlerne.« Stundom er det dog maaskee nødvendigt at gaae endnu længere tilbage, og sige »Den, der vil Noget, han maa først og fremmest vide, hvad det er han vil, forstaae sig selv i hvad det er han vil.« For den Utaalmodighed, der strax vil naae sin Hensigt, synes det skrækkeligt Sinkende, dette om Midlerne som blive at bruge: o, men hvilken dræbende Langsomhed at begynde saa langt tilbage »Den, der vil Noget, han maa ogsaa vide hvad det er han vil, forstaae sig selv i hvad det er han vil.«

✂ Saaledes nu i Forhold til hvad der jo er den opbyggelige Tales Opgave: det at opbygge, eller rettere i Forhold til det at opbygges. Der var maaskee Den, som saadan ►for det Løse vil opbygges, ønsker at opbygges, og som, hvis han gav sig Tid til at forstaae hvad han vil, eller gav sig Tid til, at man forklarede ham det, vilde blive meget betænkelig, og nu hellere end gjerne ønske sig fritagen for at blive opbygget. Saadan Misforstaaelse hænder oftere i Livet. Et Menneske kan heftigt, lidenskabeligt, ja paastaaeligt begjere Noget, hvis nærmere Beskaffenhed han slet ikke kjender – ak, og hvis nærmere Beskaffenhed maaskee just er det Modsatte af hvad den Ønskende meente det at være. Saaledes er det med det Opbyggelige, der sandeligen er et Gode i og for sig, og just derfor maa fordre, at den Enkelte, som vil opbygges, har forstaaet sig selv, at han ikke letsindigt, verdsligt, tankeløst ønskende ►tager det Opbyggelige forfængeligt, og saa betakker sig, naar han faaer nærmere at vide hvad det da er.

✂ Hvad er nemlig det Opbyggelige? Det første Svar herpaa er, hvad det Opbyggelige først er: ►det er det Forfærdende. Det Opbyggelige er ►ikke for den Sunde men for den Syge, ikke for den Stærke men for den Svage; for den ►formeentlig Sunde og Stærke maa det derfor først vise sig at være det Forfærdende. Den Syge forstaaer sig naturligt i at være under Lægens Behandling; men for en Sund var det jo dog forfærdeligt at opdage, at han var falden i Hænderne paa en Læge, der uden videre behandlede ham som Syg. Saaledes med det Opbyggelige, der først er det Forfærdende: for ►den Ikke-Sønderknusede er det først det Sønderknusende. Hvor der slet intet Forfærdeligt er, og slet ingen Forfærdelse, der er heller slet intet Opbyggeligt, og slet ingen Opbyggelse. Der er Tilgivelse for Synd, det er opbyggeligt, det Forfærdelige er, at der er Synd; og Forfærdelsens Størrelse i Skyldbevidsthedens Inderlighed staaer i Forhold til Opbyggelsens. Der er Lægedom for al Smerte, Seier i al Strid, Frelse i al Fare, det er opbyggeligt, det Forfærdelige er, at der er Smerte, Strid, Fare; og Størrelsen af det Forfærdende og af Forfærdelsen svarer til det Opbyggelige og Opbyggelsen.

✂ Saa dybt ligger det Opbyggelige. Det er i Henseende til at finde det Opbyggelige ligesom det er med ►hiin konstige Brøndboring, hvor man maa grave saa mange, mange Favne – det forstaaer sig, saa springer ogsaa Straalen desto høiere. Først maa man see nøie til for at finde det Forfærdende. Thi det Forfærdende er i Forhold til det Opbyggelige som ►Ønskeqvisten i Forhold til Kildespringet: hvor Qvisten bøier sig, der er Væld i Bunden, og hvor det Forfærdelige er, der er det Opbyggelige i Nærheden, i Grunden. Naar man saa, efterat have seet nøie til i at finde det Forfærdende, seer nøie til igjen, saa finder man det Opbyggelige.

✂ Saa sikkert er det Opbyggelige paa sig selv, saa ►tilforladeligt i sig selv. Man skal ikke blive bange for Forfærdelsen, som hindrede den Opbyggelsen, ikke holde den ►blødagtigt borte, i Haab om at gjøre Opbyggelsen desto behageligere; thi med Forfærdelsen gaaer just Opbyggelsen ud. Men paa den anden Side, netop i Forfærdelsen er Opbyggelsen. Saa seierrigt er det Opbyggelige, at Det, som ved første Øiekast kunde synes dets Fjende, gjøres til Forudsætningen, til Tjeneren, til Vennen. Som Lægekonsten seierrigt overvinder den Vanskelighed at forvandle Gift til Lægemiddel, saaledes, men langt herligere, forvandles i det Opbyggelige Forfærdelse til Opbyggelse.

✂ Saaledes nu med hvad der er denne Tales Gjenstand. Man lider kun een Gang. Det siges saa hurtigt, det lyder næsten letsindigt, ligesom jo ofte det høres i Verden, det letsindige Ord »►nyd Livet, man lever kun een Gang.« Men for at finde det Opbyggelige maa man først finde det Forfærdende, og saaledes her give sig Tid til at forstaae, at der i dette Ord jo er indeholdt den tungeste Betragtning af Livet. Man lider kun een Gang – ►det er, som naar man siger om En, han var kun syg een Gang i sit Liv, kun ulykkelig een Gang, det er, hele sit Liv igjennem. See, nu begynder i dybeste Forstand Opbyggelsen. Men jordisk Kløgt og Utaalmodighed, og verdslig Bekymring, der verdsligt søger Helbredelse, maa ikke forlange det Umulige, at man skulde kunne tale den til Opbyggelse, naar man da skal tale om det Christelige. Thi det Christelige begynder just egentligen der, eller det egentlige Christelige begynder just der, hvor den menneskelige Utaalmodighed, hvad den end havde af virkelig Lidelse at klage over, vilde finde denne uendelig forøget – ved Trøsten, ja – ved Trøsten til at fortvivle over; thi verdsligt er den christelige Trøst langt mere til at fortvivle over end den tungeste jordiske Lidelse og den største timelige Ulykke. Der begynder Opbyggelsen, den christelige Opbyggelse, som nævnes efter Ham vor Herre og Frelser; thi ogsaa ►Han leed kun een Gang – men hans hele Liv var Lidelse.

✂


✂ ►Saa lad os da tale om

✂ det Glædelige i: at man lider kun een Gang, men seirer evigt.

✂


✂ Man lider kun een Gang, men man seirer evigt. Forsaavidt seirer man jo ogsaa kun een Gang? Ganske vist. Dog er Forskjellen uendelig: at Lidelsens ene Gang er Øieblikket, Seierens Evigheden; Lidelsens ene Gang derfor, naar den er forbi, ingen Gang, Seierens ene Gang i en anden Forstand ingen Gang, thi den er aldrig forbi; Lidelsens ene Gang en Overgang eller en Gjennemgang, Seierens en evig varende Seier.

✂


✂ Lidelsens ene Gang er Øieblikket, eller man lider kun een Gang. Om Lidelsen varer ►halvfjerdsindstyve Aar, den er kun een Gang; om den ene Gang er de ►syv Gange Gange de halvfjerdsindstyve Gange, den er dog kun een Gang. Thi Timeligheden selv, heel og holden, er Øieblikket; evig forstaaet er Timeligheden Øieblikket, og Øieblikket evig forstaaet kun een Gang. Forgjeves vil Timeligheden ►gjøre sig vigtig, tælle Øieblikke, og tælle og tælle sammen – naar det Evige faaer Lov at raade, kommer den aldrig videre end til, bliver aldrig til Mere end den ene Gang. Evigheden er nemlig Modsætningen; den er ikke Modsætningen til et enkelt Øieblik i Timeligheden (dette er meningsløst), den er Modsætningen til hele Timeligheden, og den sætter sig med Evighedens Kræfter imod, at Timeligheden bliver til Mere. Som ►Gud sagde til Vandet »hertil, og ikke videre«, saa siger Evigheden til Timeligheden »hertil, og ikke videre; Du er, hvor længe Du end vedbliver at være, Øieblikket, hverken Mere eller Mindre; det indestaaer jeg, Evigheden, for, eller det tvinger jeg, Evigheden, Dig til.« Saa lidet som ►den snyltende Plante, hvor længe den end vedbliver at voxe, og hvorvidt den end breder sig langs Jorden, nogensinde voxer i Høiden, saa lidet bliver Timeligheden, hvor længe den end varer, til Mere end Øieblikket og den ene Gang – naar Evigheden raader. Derfor siger Ynglingen, som staaer ved Livets Begyndelse, med samme Ret som Oldingen, der staaer ved dets Ende og skuer ud over det Tilbagelagte: man lider kun een Gang. Med samme Ret, nemlig i Kraft af det Evige, men ikke med samme Sandhed, om Udsagnet end er lige sandt. Thi Ynglingen siger hvad sandt er, men Oldingen har sandet det, har gjort Det sandt, som dog er evig sandt. Dette er kun Forskjellen, som man dog nok i disse Tider har overseet, hvor man over al denne Bevisen og Bevisen ganske har glemt, at det Høieste et Menneske formaaer er at gjøre en evig Sandhed sand, at gjøre det sandt, at det er sandt – ved at gjøre det, ved selv at være Beviset, ved et Liv, som maaskee ogsaa skal kunne overbevise Andre. Har ►og vel Christus nogensinde indladt sig paa at bevise een eller anden Sandhed, eller at bevise Sandheden? Nei, men han gjorde Sandheden sand, eller han gjorde det sandt, at ►Han er Sandheden.

✂ Man lider kun een Gang. Men som hiin snyltende Plante, der sniger sig langs Jorden, hvis Du agter paa den, hvert Øieblik har en Tilbøielighed til at voxe i Høiden, og dersom den underveis finder Noget, hvorad den kan slynge sig op, da sniger sig op til Høihed, eller tillyver sig Høihed: saaledes vil ogsaa Timeligheden, naar den i sin snigende Gang finder Noget, hvortil den kan klamre sig, snige sig op til at være Noget – ved fremmed Hjælp. Ja, ved fremmed Hjælp, og dog nei, ikke ved fremmed Hjælp, thi skeer det, bliver Timeligheden saaledes til Noget, saa skeer det ved det Menneskes Hjælp, til hvis Ulykke det skeer ham. Naar Mennesket ikke henter sin Kraft fra det Evige, og ved ►Samfundet med det Evige faaer Kraft til at holde Timeligheden nede: saa stjæler den hans Kraft fra ham, og ved denne stjaalne Kraft bliver den nu til noget uhyre Noget, den bliver hans Utaalmodighed, hans Fortvivlelse, maaskee hans Undergang. ►Hovmod slaaer sin egen Herre; men Timeligheden er lige saa utaknemlig, den bliver til Noget ved at stjæle Evighedens Kraft fra et Menneske, og bliver saa til Gjengjeld hos ham og gjør ham til sin Træl. Ak, saa faaer Mennesket Meget at vide om Øieblikket; større og større blive Tallene, han regner med – o, og dette samme Regnestykke er een Gang een, naar Evigheden faaer Lov at raade. Nu er saa een Dag i Lidelse lang, een Maaned forfærdelig lang, eet Aar dræbende langt, ikke til at udholde, til at fortvivle over. Nu kan man huske den Gang og den Gang og den Gang, og tilsidst saa mange Gange, at Ingen veed hverken Ende eller Begyndelse paa Lidelsens mange Gange. ►Men havde dog ikke Viingaardens Herre Ret, da han efter Overeenskomsten lod Arbeiderne betale lige stor Løn, skjøndt de vare kaldte til Arbeidet ved forskjellig Time, havde han ikke evig forstaaet Ret; thi evig forstaaet havde de kun arbeidet een Gang. De Arbeidere, der klagede, ►som skeete dem Uret, de maae altsaa af Timeligheden have faaet Noget at vide, som ikke er evig sandt, og deri laae jo just deres Feil, og det var dem, der havde Uret, ikke Herren. Herren er Evigheden, ►for hvem Tids-Forskjellen ikke er til, for hvem Timeligheden kun er den ene Gang; den lige Løn er igjen det Evige. Derfor havde Ingen Grund til at klage; thi i Forhold til det Evige er kun een Overeenskomst mulig, den for alle Mennesker lige, og i Forhold til at faae Evighedens Løn har En ikke arbeidet længere, fordi han var kaldet ved den tredie Time, ikke længere end Den, som var kaldet ved den ellevte Time.

✂ O, Du Lidende, Du ►hører jo hver Aften Tilraabet »at vogte Lys og Ild«, Du hører maaskee ogsaa stundom det Tilraab »brug Tiden«: hellere vilde jeg tilraabe Dig og mig: pas for Alt paa at omgaaes Timeligheden med Forsigtighed, endnu forsigtigere end Ild og Lys, at den aldrig bliver Dig mere end den ene Gang! Begynd aldrig paa det forfærdelige Regnestykke, som dog aldrig Nogen, der begyndte paa det, blev færdig med, at ville tælle Øieblikkene og Gangene! Pas for Alt paa i eet væk at forkorte Brøken ved Hjælp af det Evige, hvori bestandigt alle Øieblikke gaae op, og saaledes, at de kun blive een Gang! Slip aldrig denne opbyggelige Trøst »man lider kun een Gang«; værg Dig ved den, det er ved det Evige, mod nogensinde i Dit Liv at komme til at lide mere end een Gang! Thi, ikke sandt, een Gang, o, det kan dog nok et Menneske holde ud; men blot han skal lide to Gange – saa er Utaalmodigheden paafærde. Er dette ikke saaledes; det var jo just Utaalmodigheden, som lærte ham, at det var anden Gang, han leed – ved Evighedens Hjælp lider man kun een Gang. Naar derfor Aftenen kommer, saa lad den Dags Lidelse være glemt, at naar saa den næste Dag den samme Lidelse begynder, Du dog kun lider een Gang. Og naar saa Aaret er omme, saa lad dette Aars Lidelse være glemt, at naar saa det næste Aar den samme Lidelse begynder, Du dog kun lider een Gang. Og naar saa Din sidste Time er kommen, lad saa dette Livs Lidelse være glemt – ja, ikke sandt, saa er den glemt, Du leed kun een Gang! O, ►hvo Du end er, føler Du Dig end saa tungt fangen i Lidelsens livsvarige Indskrænkning, ak, som et fangent Dyr i sit Buur – see, denne Fange gaaer hver Dag Buret rundt, maaler Lænkens Længde for at gjøre sig Bevægelse: saa maal Du ogsaa Lænkens Længde ved at gaae til Tanken om Døden og Evigheden, saa faaer Du Bevægelse, for at kunne holde ud, og Du faaer Livs-Lyst. ►Liid taalmodigt; men Alt, Alt hvad der lader sig sige om det at lide taalmodigt er egentligen og er væsentligen indeholdt i dette ene Ord: lad Evigheden hjælpe Dig til kun at lide een Gang.

✂ Lidelsens ene Gang er ingen Gang. Det er ►som Ordsproget siger: een Gang er ingen Gang. Om det er sandt i Forhold til Det, hvorom Ordsproget taler, afgjør jeg ikke; det er nok muligt, at Ordsproget ikke er sandt, og dog er det sandt hvad Ordsproget siger – et Ordsprog er jo ingen evig Sandhed, og taler kun om det Timelige. Det er evig vist, og aldrig kan det saaledes tydeligt og afgjørende vise sig, at een Gang er ingen Gang, som naar Forholdet er: Timelighed – Evighed. Hvad er vel halvfjerdsindstyve Aar mod en Evighed! Og i Evigheden skal det vise sig, at al denne Lidelse, denne ene Gang er ingen Gang! Man skal slet Intet kunne mærke paa de Salige, at de have lidt, hvad de have lidt, paa slet Intet kunne mærke det; ►hver Taare skal være aftørret af det Øie, som nu lyser straalende af Glæde; hvert Savn skal være stillet i det Hjerte, som nu saligt eier Alt og eier det der (o, salige Eiendomssikkerhed!), der hvor Intet kan tage Glæden fra det, der hvor de Helligede saligt sige: een Gang er ingen Gang.

✂ Kun ►Synden er Menneskets Fordærvelse, kun Synden har Magt til at mærke et Menneske saaledes, at det ikke strax, eller ganske, ja saaledes, at det maaskee aldrig forvindes i Evigheden. Al Timelighedens Lidelse, dens ene Gang er ingen Gang.

✂ Lidelsens ene Gang er en Overgang, en Gjennemgang. Du maa igjennem den, og varer den end længe, som Livet, og er den end tung, som et Sværd, der gaaer gjennem Dit Hjerte: det er dog kun en Gjennemgang. Det er ikke saa, at det er Lidelsen, der gaaer gjennem Dig, Du gaaer gjennem den – evig forstaaet, ganske uskadt. Det seer i Timeligheden og i dens Forstand saa forfærdeligt ud, det seer ved en Øienforblindelse ud, som gik Lidelsen gjennemborende gjennem Dig, saa Du omkom i den, istedetfor at det er Dig, der gaaer gjennem den. Det er en Øienforblindelse. Det er som naar i Skuespillet den ene Skuespiller dræber den anden; det seer livagtigt ud som gjennemborede han ham, men vi veed jo Alle, at det ikke er saa, at han ikke krummer et Haar paa hans Hoved. Men ikke mere uskadt gaaer den myrdede Skuespiller hjem, og ikke mere ►uskadt gik 👤Daniel ud af Løvekulen, og ikke mere ►uskadte gik de Tre i den gloende Ovn – end en Troendes Sjel ind i Evigheden, uskadt af al Timelighedens Lidelse, uskadt af Døden. Thi al Timelighedens Lidelse er Blendværk, og Døden selv, evig forstaaet, en ►Comoediant! ►Saa lidet som Møl og Rust kan fortære Evighedens Skat (og hvad er vel umuligere!), ►saa lidet som Tyvehaand kan stjæle den: saa lidet formaaer al Timelighedens Lidelse, hvor længe den end varede, i fjerneste Maade at beskadige Sjelen. Det formaaer ikke hverken Sygdom, eller Mangel og Nød, eller Kulde og Hede – hvad de saa end fortære; det formaaer ikke hverken Bagvaskelse eller Forhaanelse eller Krænkelse eller Forfølgelse, hvad de saa end stjæle og røve; det formaaer ikke Døden!

✂ Lidelsens ene Gang er en Gjennemgang, som slet intet Spor efterlader sig paa Sjelen, eller endnu herligere, det er en Gjennemgang, som luttrende renser Sjelen, saa altsaa Reenheden bliver det Spor, som Gjennemgangen efterlader sig. Thi ►som Guld renses i Ild, saaledes Sjelen i Lidelser. Men hvad berøver Ilden Guldet? Ja, det er en underlig Tale at kalde det at berøve, den berøver Guldet alle de uædle Bestanddele. Hvad taber da Guldet i Ilden? Ja, det er en underlig Tale at kalde det at tabe, Guldet taber i Ilden alt det Uædle, det er, Guldet vinder i Ilden. Og saaledes med al timelig Lidelse, den tungeste, den langvarigste; afmægtig i sig selv formaaer den Intet at tage – og hvis den Lidende lader Evigheden raade, tager den det Urene, det er den giver Reenheden.

✂ Synden er Menneskets Fordærvelse. Kun Syndens Rust kan fortære Sjelen – eller evigt fordærve den. Thi dette er jo ►det Mærkelige, hvoraf allerede ►hiin eenfoldige Vise i Oldtiden beviser Sjelens Udødelighed, at det ikke er med Sjelens Sygdom (Synden) som med Legemets Sygdom, der slaaer Legemet ihjel. Synden er heller ingen Gjennemgang, som man een Gang skal igjennem, thi fra den skal man tilbage; Synden er ikke Øieblikket, men et evigt ►Affald fra det Evige, derfor er den ikke een Gang, umuligt altsaa dens ene Gang ingen Gang. Nei, som der ►mellem hiin rige Mand i Helvede og 👤Lazarus i 👤Abrahams Skjød var et svælgende Dyb befæstet, saa er der ogsaa en svælgende Forskjel mellem Lidelse og Synd. Lad os ikke forvirre, saa Talen om Lidelse maaskee blev mindre frimodig, fordi den ogsaa tænkte paa Synden, og denne mindre frimodige Tale dumdristig-fræk, forsaavidt den talte saaledes om Synden. Just dette er det Christelige, at der er denne uendelige Forskjel mellem hvad man forvirrende kalder Ondt og Ondt; just dette er Christendom, ►betræffende Timelighedens Lidelse bestandigt at tale frimodigere og frimodigere, seierrigere, gladere, fordi, christeligt, Synden, ene og alene Synden er Fordærvelsen.

✂ Man lider kun een Gang, men seirer evigt. Lad mig anskueliggiøre Dig denne Forskjel. Der er ►i en Kirke etsteds her i Landet ved Alteret et Konstværk, som fremstiller Engelen, der rækker Christus Lidelsens Kalk. Idet Du nu betragter Billedet, saa gjør det jo paa Dig det Indtryk, som Konstneren vilde frembringe; Du fortaber Dig i dette Indtryk, thi saaledes var det jo, den blev ham rakt, Lidelsens Kalk! Men dersom Du blev en heel Dag siddende ved Alteret for at see paa dette Billede, eller dersom Du hver Søndag Aar ud og Aar ind betragtede det: o, ikke sandt, hvor fromt Du end altid mindes Hans Lidelse, ►derhos bedende Ham, stadigt at minde Dig om den, ikke sandt, der vil komme et Øieblik, hvor Alt uendelig forandrer sig for Dig, hvor Billedet saligt ligesom vender sig omkring, hvor Du vil sige til Dig selv: »nei, saa længe varede det dog ikke; Engelen vedblev jo dog ikke at række ham Kalken; Han tog den jo villigt af Engelens eller ►lydigt af Guds Haand – Han har jo ►tømt den, Lidelsens Kalk, thi ►hvad Han leed det leed Han een Gang, men Han seirer evigt!« – Tænk Dig ham derimod i Hans Seier; ja, hvis nogen Konstner kunde fremstille dette, mon, hvor længe Du end blev siddende, om Du end hver Søndag fromt betragtede dette Billede, mon det Øieblik nogensinde vilde komme, da Du sagde til Dig selv: »nei, dette varer dog for længe, det faaer jo ingen Ende.« O, nei Gud være lovet, just dette er jo det evig Salige, at Hans Seier aldrig faaer Ende. Dog er Hans Seier ogsaa kun een Gang, som Hans Lidelse var een Gang; men Seierens ene Gang er Evigheden, Lidelsens ene Gang Øieblikket. Det kan ►vistnok være Utaalmodighed, der ikke kan udholde at see paa det Billede, hvor Kalken rækkes Ham; men det kan ogsaa være Troen, der da altsaa ikke utaalmodigt vender sig bort, men troende ►underskyder Seierens Billede under Lidelsens.

✂ O, Du Lidende, hvo Du end er, som Du begynder hver Dag med Gud, med at bede ham om at give Dig Taalmod til at lide den Dag, saa bede Du ham ogsaa hver Dag, at ►minde Dig, at man kun lider een Gang. En Christen beder ►i Fader vor om det daglige Brød idag. Man tænker vel nærmest, at denne Bøn er for den Fattige, hvis Opgave det er at ►komme ud af det med Armodens daglige Brød. O, men Du som i Henseende til Lidelse, maaskee fra dit Livs Begyndelse og for hele dit Liv, blev saa rigeligt udstyret med Lidelse i Overflod, for Dig er ogsaa denne Bøn opfunden, for Dig er Opgaven den omvendte og dog den samme: at komme ud af det med ►Lidelsens Daglige, at Du engang ved Dit Livs Ende, som den Fattige siger »jeg ►slog mig dog igjennem og fik det Daglige«, Du ogsaa saaledes maatte kunne sige »jeg slog mig dog igjennem og fik ►det Daglige.« Den Fattige slaaer sig igjennem, værger sig mod Armod, finder det Daglige. Det er maaskee vanskeligere gjennem Lidelsens Overflod at slaae sig igjennem med det Daglige; men det er Opgaven. Læg Dig saa ogsaa endnu Følgende ret paa Hjerte. Betænk, at om et Menneske havde levet hen sit hele Liv i uforstyrret Nydelse af alle jordiske Goder, betænk, at han da i Dødens Øieblik slet Intet har at erindre, slet Intet til at gaae Erindringens uhyre Fremtid imøde med. Thi Nydelse er i Øieblikket det Behagelige, men dette tager sig, just som det tomt Øieblikkelige, ikke ud for Erindringen, og er slet ikke til for en evig Erindren. Derimod, der er ingen Erindren saligere, og intet Saligere at erindre, end Lidelser ►overstandne i ►Samfund med Gud; dette er Lidelsernes Hemmelighed. Altsaa: enten ►halvfjerdsindstyve Aar i al mulig Nydelse, og Intet, Intet for en Evighed (rædsomste af al Mangel, som ►jo og den langvarigste!), eller halvfjerdsindstyve Aar i Lidelse, og saa en Evighed til saligt at erindre. Saligt at erindre Lidelser overstandne i Pagt med Gud! Saligt ►vistnok at erindre uforskyldte Lidelser for en god Sag, som jo ►Herren siger: »naar Menneskene forhaane Eder og sige allehaande Ondt om Eder og lyve, da priser Eder salige!« Ja, saligt saaledes at lide, saligste Erindring! Men det gjælder dog om enhver Lidelse, som er baaren i Pagt med Gud, det er saligt at erindre den i Evigheden. Man lider kun een Gang, men man seirer evigt. Forunderligt, hvor det vender sig om! Thi Langvarigheden, som synes at tilhøre Timeligheden, de halvfjerdsindstyve Aar – hvis Timeligheden holdes nede, er kun een Gang; men saa kommer det igjen i Evigheden, hvor det i Længden, langvarigt bliver saligt at erindre denne ene Gang!