↩ Som Forfatter af de 4 sidste Bøger, som Genie (thi lad os et Øieblik glemme den totale Forvirring som ligger i Misforholdet mellem 👤Adlers Første og Sidste, eller nøiagtigere udtrykt, i, at dette Misforhold aldeles undgaaer hans Opmærksomhed) er 👤Adler et fortumlet Genie, ⓘ der har sit Liv og sin Tænkning i det Momentane. Hans egen Existents forklarer Intet, som kunde en Anden indrette sit Liv efter hans Veiledning; og der er intet æsthetisk eller religieust Begreb han har udviklet saaledes, at det 230 ved ham har vundet ny Klarhed, eller er tænkt med sand Originalitet. Derimod berører han det Forskjelligste, og forvirrer næsten overalt. Dybsindige Bemærkninger kan man dog ikke frakjende ham, men vel ubetinget Dybsind, dersom ellers ►den Forklaring, vi gave strax i Begyndelsen af denne Bog, er rigtig, at Dybsind forholder sig til Sammenhæng og Continuerlighed. Og selv i hans dybsindige Bemærkninger er der en vis Eensformighed, de ere for en stor Deel gjorte over een Læst. Det er med at have forstaaet en Tanke som med det at kunne declinere et Paradigma: kan man declinere Paradigmet, kan man ogsaa declinere alle de Ord som gaae efter det. Har man forstaaet ⓘ en Tanke, kan man ved at anvende den i mange »Exempler« synes at gjøre mange dybsindige Bemærkninger, og dog ere de mange kun Repetitioner, og man er, for atter at minde om Billedet, ikke berettiget til at sige om sig selv, at man har lært flere Declinationer, fordi man kan declinere de mange Ord, der gaae efter een Declination. Saaledes ogsaa med det at have forstaaet een Tanke; skal Repetitionerne ikke blive trættende, saa maa der et digterisk ►Moment til som gjør Exemplets Udførelse i sig selv æsthetisk værdifuld. Men dertil har da 👤Adler ingen Tid – han som ifølge authentisk Fortolkning af ham selv (►cfr § 1.) intet Nyt har at bringe; – han som ►lever hen i et lyrisk otium! ►Paa Formen, det 231 tilstaaer han selv, har han lidt Skade, han, som da han ikke har haft eller har noget Nyt at bringe (Indholdet) netop maatte stræbe at præstere Noget ved Hjælp af Formen. – En Tanke 👤A. især rider paa er ►ⓘ den gamle hegelske at Begrebet slaaer om, kun at den mere er bragt ind under Bestemmelsen af det Iro231niske. Denne Tanke er ►i min Disputats (om Ironie) udtrykt saaledes: Ironie gjør Phænomenet aabenbart. Hvorledes dette nærmere er at ⓘ forstaae, hvorledes det ⓘ gaaer for sig, er oftere forklaret og viist af Pseudonymerne. Den ironiske ►Underfundighed ligger i ved med negativ-handlende Consequents at forvandle sig selv til Intet at bringe Mod-Phænomenet i den Forlegenhed ikke at gjøre andet end at ►gjøre sig selv aabenbare.[1] Ved første Øiekast og for dumme Mennesker kan det see ud som var Ironien den tabende, medens ⓘ den netop i Underfundighed er den Seirende ved Hjælp af at Begrebet slaaer om ⓘ og medens det i Ironiens Øine netop er et Beviis for den[s] Seier, at dumme Mennesker troe den har tabt; thi Ironie kan da aldrig blive populair. Hvor mange Samtidige har ikke anseet ►👤Socrates for en Dumrian, ⓘ der paa ingen Maade kunde tage det op med Sophisten, der ⓘ kunde ►tilgavns ►maale ham Skjeppen fuld. Hvad var det nu 👤Socrates gjorde? ►Han forholdt sig i sin Uvidenhed med behørig ►Ataraxie negativ ⓘ consequent, derved ►foranledigede han Sophisten til yderligere og yderligere at diske op med sin Viisdom. Men see Begrebet havde vendt sig, 232 Sophisten kom til at forraade sin Dumhed netop ved sin megen Viisdom. Sophisten meente, ⓘ og det Samme var alle dumme Folks Mening jo mere han talte, ⓘ jo mere forraadte han sin Viisdom; 👤Socrates tillod sig ⓘ i al Underfundighed at være af en anden Mening, men den sagde han ikke ligefrem det havde været at hjælpe Sophisten, den fortiede han og hjalp derved Sophisten 232til yderligere at bestyrke 👤Socrates i sin Mening, at Sophisten forløb sig. Saaledes kan en Ironiker ved negativ-handlende Consequents forvandle en Angriber, en Anklager til En, der, uden at vide det, blot taler om sig selv, ►angiver sig ⓘ selv sin egen Ubetydelighed, Usselhed o: s: v:. Angriberen, Anklageren ►item alle dumme Mennesker er af den Mening, at jo mere han ►river af sig, jo mere skader han den stakkels ⓘ Ironiker, medens denne i al Underfundighed beskedent tillader sig at være af en anden Mening. Den ironiske Underfundighed culminerer i den List med hvilken man bringer et ⓘ Menneske til at tale om sig selv, angive sig selv, aabenbare sig selv, netop da, naar han i egne Tanker ⓘ taler slet ikke om sig selv, ja endog har glemt sig selv. Eet er det at lære et Menneskes Indre at kjende, naar han i Fortrolighed aabner sig for En, og et Andet ironisk at faae hans Opmærksomhed henvendt paa et andet Punkt netop i det Øieblik man i ►hvert hans Ord ⓘ taler med hans Indre. Det er ironisk rigtigt, naar en Mand siger noget Overordentligt om sig selv, da at troe ham (det Negative ligger i, at man ikke gjør ham ligefrem Modstand, positiv-vrælende benægter det), for ad den Vei 233 ved Hjælp af sin Troskyldighed at faae det ►gjort aabenbart, at det er Usandhed, at faae Løgnen lokket ud af ham. Troskyldigheden forholder sig tilsyneladende ►affirmerende, netop for at bringe Benægtelsen ud. Man seer let, hvorledes Begrebet slaaer om. Ved sin Troskyldighed gjør Ironikeren den Broutende uforsigtig: og saa fanges han. Naar et Menneske har væsentlig ethisk Selvbeherskelse, behørig Ataraxie, og Mesterskab i Dialektik saa vil han være istand til at gjøre et hvilketsomhelst dialektisk forviklet og tvetydigt Phænomen aabenbart, ikke just for Alle, thi Ironie er og bliver upopulair, og en Ironiker der kan forstaaes af Alle er eo ipso ingen Ironiker, men en Spasmager. – Dog nok herom; det Forunderlige er, at alt Sligt endnu kan have Overraskelsens Interesse for 👤Adler, ⓘ han forekommer mig som et Barn, der er saa sjeleglad over, at kunne gjøre et Kunststykke, at det bliver ved at gjøre det, og ligesom ikke kan faae det i sit Hoved, at der nok ogsaa er Andre, der kan gjøre det. 👤A. dvæler længe ved dette Dybsindige, at ►Loven forløb sig, idet den dømte Christus. Loven saae sig ikke for, hvo Christus var, at han var den Uskyldige, den forløb sig, og dette var dens Undergang. ⓘ Nu ja, det vil sige Begrebet slog om: Loven kom til at gjøre Uret, og dømte derved sig selv, netop idet den dømte Christus. 234 Et andet og vanskeligere Spørgs233maal, hvorpaa 👤A. ikke indlader sig, er hvorvidt denne hele Opfattelse af Forholdet mellem Loven og Christus ikke faaer et Anstrøg af aldeles uchristelig Letsindighed, idet den overseer meget afgjørende dogmatiske Bestemmelser angaaende Christi opoffrende Død, og angaaende at ⓘ Christus var kommen til Verden for at lide og døe. ⓘ Dog herpaa kan jeg ikke videre indlade mig i dette Sammenhæng; derimod vil jeg blot tilføie en Bemærkning angaaende Begrebernes Slaaen-om. ►At Begreberne slaae ⓘ om (μεταβολη, μεταβαλλε[ι]ν εις το εναντιον) er allerede den platoniske Dialektik opmærksom paa. Hos ►👤Hegel blev Sagen forvirret derved, at han med sin uhyre Autoritet ligesom paanødte Menneskene det ►Sandsebedrag, forpligtede dem til at troe, ►at det er Begrebet selv der med immanent Nødvendighed slaaer om. Ironien har den Fortjeneste at være opmærksom paa Overgangen, forsaavidt den er opmærksom paa dens ►Pudserlighed eller dens ►Sindrighed. Den qvalitative Dialektik (der netop ►protesterer den immanente Nødvendighed) er egentligen først i Forstaaelse ⓘ med ►Springets Categorie, en Categorie, som, hvad man kunde vente, 👤A. forkluddrer.
- Anm: Det danske Sprog har en Deel ►verba neutra, som i Sammensætningen med Præpositionen: for betegne et uheldigt Udfald af det som Stammeverbet betyder. fE: at forløbe sig, at forsee sig, at forhaste sig, at fortale sig, at forsnakke sig o: a:. ⓘ Ironien hjælper nu et Menneske dertil, men hvorved og hvorledes? Ved at forholde sig negativ og indirecte. Lad os tænke et Vexelforhold mellem tvende Mennesker, af hvilke den ene er en Ironiker. Ironikeren gjør sig nu til Intet og forholder sig reent negativt, og derved hjælper han indirecte den Anden til at forløbe sig. Dette Sig, dette ►pronomen reflexivum skjuler Ironien. ⓘ Manden forløber sig, han gjør det altsaa selv, men han gjør det ved Ironikerens negative Hjælp; Manden staaer i den Formening at han har med et andet Menneske at gjøre, men ved Ironikerens Underfundighed faaer Manden kun med sig selv at gjøre, thi han forløber sig jo. (tilbage)