↩ Ethisk Ædruelighed, der er modsat 👤Adlers Svimmelhed, ligger væsentligen i, at Ens Stræben nøiagtigt ►redupplicerer sig i Midlets Dialektik, saa Midlet, man bruger, saa Maaden paa hvilken man kæmper for sin Idee, saa det Mindste man tillader sig for at realisere den er En lige saa vigtigt, absolut lige saa vigtigt, som Det, ⓘ hvorfor der kjæmpes og arbeides. Man tænke fE paa orthodoxe Kirkelæreres Strenghed, paa ►👤Augusti247nus strenge Lære om Sandhed, at Ingen end ikke maatte frelse sin Kydskhed ved en Usandhed; og hvorfor vel ikke? Fordi Usandhed er mere ⓘ Ukydskhed end den sandselige Krænkelse, som ingen ►Concupiscents ►samtykker. Man tænke paa den af Oldtiden ►for sin Reenhed priste 👤Pythagoras, med hvilken reduppliceret Consequents han forfulgte sit Princip. Men en ►👤Don Juan, en ►👤Napoleon, en ►👤Nero kort alle fremstormende Individualiteter de hylde Natur-Analogierne – og saa 👤Adler, hvem dog en ny Lære er betroet ved en Aabenbaring af Frelseren – en ny Lære maaskee – og dog det er det heller ikke, – men af Frelseren!