Kierkegaard, Søren Bogen om Adler

↩

106156Capitel II

►Det saakaldte Aabenbarings-Faktumⓘ selvselv] tilføjet som Phænomen indordnet i den hele moderne Udvikling.

✂

✂ Det Samme der synes at give Christendommen og dens lærde eller veltalende Forfægtere et saa overordentligt ►ⓘ HoldHold] , Hold K; Held EP, Pap., det ⓘ SammeSamme] K, Sammer R er det, som paa saa mange Maader holder igjen og forhindrer Individerne ⓘ frafra] , først skrevet det forhindrer personligen at komme til ⓘ qvalitativ-væsentligqvalitativ-væsentlig] tilføjet Afgjørelse, det Samme er det der tilsidst maa spille Seiren i Hænderne paa ►Fritænkerne: og dette Samme er ►ⓘ dede] , < det ofte nok omtalte 18 Aarhundreder, hvad enten Sagen herved bringes paa en saa uhyre Afstand, at ⓘ IndtrykketIndtrykket] , først skrevet det af det Afgjørende eller det afgjørende Indtryk forsvinder i Phantasie-Dæmring, eller der ►paralogistisk ►argumenteres fra de 18 Aarhundreder til Christendommens Sandhed, ⓘ vedved] , først skrevet hvi hvilket glimrende og triumpherende Beviis Christendommens Sandhed uheldigviis netop undermineres, da den i saa Fald kun bliver sand som en Hypothese, bliver ved den seierrige Argumentation forvandlet fra en evig Sandhed til en Hypothese. Hvor skulde ogsaa en evig Sandhed ►falde paa at nedlade sig til at bevise sin Sandhed derved at den har be107staaet i saa og saa mange Aar, nedlade sig til ussel ►Kameratlighed med Løgn og Bedrag – der jo ogsaa har bestaaet ⓘ ii] , først skrevet og bestaaer mange Aarhundreder og bestaaer endnu; en evig Sandhed, der fra først til sidst er lige ⓘ sandsand] , ændret fra sandt, i ⓘ sitsit] , < sin sidste Øieblik ikke mere sand end i sit første, saa den ikke kom undseelig og forlegen ind i Verden da den endnu ikke havde Aarhundreder at ⓘ beraabeberaabe] , ændret fra raabe [sig] paa, saa den ikke blev ⓘ ►daarligtdaarligt] tilføjet opblæst ved at have bestaaet i saa lang Tid. Ja en Hypothese den er generet i Begyndelsen, derpaa ►prunker den med Aarene; men til Gjengjeld kan den ogsaa hvert Øieblik være hjemfalden til Tilintetgjørelse. En evig Sandhed har, qvalitativt forstaaet, Sit for sig selv, den har ⓘ intetintet] , først skrevet ingen Forhold til ⓘ BestaaenBestaaen] , ændret fra Bestaaende som Beviis for dens Sandhed, de 1000 Aar er intet ⓘ ArgumentArgument] , < Argumentet pro saa lidet som Nyheden i Aar 1 var en Indvending 157contra. Den evige Sandhed er lige sand i sit første Secund og i ⓘ sitsit] , først skrevet sid sidste; ►som 1000 Aar er for Gud ⓘ liigliig] , ændret fra som een Dag, ►saa er de ogsaa i Forhold til en evig Sandhed, og det er en Næsviished af de 1000 Aar at vilde indbilde sig at være Noget. Den evige Sandhed bliver ikke mere sand ved Hjælp af de 1000 Aar, og det bliver heller ikke ved Hjælp af dem mere indlysende, at den er sand. At sige noget Saadant er som man siger at ►bakke snagvendt eller ►snakke bagvendt. Lad os oplyse dette ved et andet Forhold. Naar en eminent Tænker i ►Consequentsens Idee strammer Tankens Tøile indtil det Yderste: saa bliver der kun Faae som forstaae ham, de ⓘ FlesteFleste] , først skrevet Flestes stødes fra. Slapper han derimod det Dialektiske, sluddrer lidt imellem: saa bliver der Mange, som forstaae ham. Naar der saa er Mange som 108 forstaae ham, saa siger Den, der bakker snagvendt: nu er han kommen Sandheden nærmere end før, da Ingen forstod ham. Ak, Ak, det er en Feiltagelse; ⓘ Sagen forholder sig omvendt,Sagen forholder sig omvendt,] fordi Tænkeren har sluppet Sandheden, derfor er der mange der forstaae ham ɔ: forstaae det Usande. Saaledes ogsaa, naar en evig Sandhed har bestaaet længe, saa er den rimeligviis blevet ►forkluddret, og derved er der Mange kommen med i Legen; og naar saa En bakker snagvendt, saa mener ⓘ hanhan] tilføjet , at den evige Sandhed nu er bleven mere indlysende, mere ►tilforladelig. Det Evige er nemlig ikke tilforladeligt nok, nei 1000 Aar og saa de Mange! Forunderlige Bagvendthed, man vil bevise det Eviges Sandhed ⓘ og Tilforladelighedog Tilforladelighed] tilføjet ved Hjælp af hvad der er uendeligt svigefuldt: Aarene og Menneske-Mængden.

✂ Christendommen er nu vel ikke i den Forstand en evig Sandhed som en mathematisk Sætning eller en ⓘ ►ontologiskontologisk] , < onthologisk; men desuagtet har Christendommen lige saa lidet med den Kategorie »Bestaaen« at gjøre, naar deraf skal bevises Noget pro eller contra. Christendommen er den paradoxe Sandhed, den er det Paradox: ►at det Evige eengang er bleven til i Tiden. Dette paradoxe Faktum (ⓘ ►ForstandensForstandens] , først skrevet Troens Anstød, Troens Gjenstand) bliver ikke mere sandt, fordi det er 1800 Aar siden, end det var den Dag det skete. Det at det Evige eengang er blevet til i Tiden er ikke ⓘ enen] , først skrevet <San> Sandhed, der skal staae sin Prøve i Tiden, ikke Noget ⓘ derder] , først skrevet Menneskene skal prøves af Menneskene, men er Paradoxet, paa hvilket Menneskene skal prøves, og derfor staaer det aldeles uforandret, og det Evige foragter stolt enhver næsviis, paatrængende ⓘ ArgumenterenArgumenteren] , < argumenteren fra de mange Aar. Og Paradoxet selv har da vel heller ikke bestaaet i mange Aar; det var til, da Christus 158levede, og siden den Tid ⓘ erer] , først skrevet bliver det kun til hver Gang En ►forarges eller 109 i Sandhed troer. Om Paradoxet havde været til i 1000 Aar eller kun i en halv Time gjør hverken fra eller til, det bliver ikke mere sandsynligt, fordi det var til i 1000 Aar, og ikke mindre usandsynligt, fordi det kun varede en halv Time.

✂ Skal det at være og at blive Christen have sin afgjørende qvalitative Realitet, saa gjelder det fremfor Alt om at faae hele det Efter-Historiskes ►Sandsebedrag bort, saa den der i Aar ⓘ 18461846] , < 1845 bliver Christen bliver det ved at være samtidig med Christendommens Indkomst i Verden i samme Forstand som de for 18 Aarhundreder siden Samtidige.¹ Til den Ende gjelder det for Alt om, at der ►befæstes en urokkelig qvalitativ Forskjel mellem det Historiske ved Christendommen (det Paradox at det Evige er blevet til eengang i Tiden, dette paradoxe Factum) og Christendommens Historie, dens Tilhængeres Historie o: s: v:. ►Det at Gud er blevet til i menneskelig Skikkelse under Keiser 👤Augustus: det er det Historiske ved det Christelige, det Historiske 110 ⓘ i deni den] SKS, i i denændret fra i den i den R; afviger i K paradoxe Sammensætning. Det er med dette Paradox Enhver, i hvilket Aarhundrede han end lever maa blive samtidig, hvis han som Troende skal blive Christen. Christendommens Historie har han i denne Henseende slet Intet med at gjøre. Men det Usalige ved vor Tid er blandt Andet, at det snart bliver ⓘ enen] , først skrevet umuligt Umulighed at finde et Menneske, der har Tid og Taalmod og Alvor og Tænkningens Lidenskab til vel optugtet at respektere den qualitative Dialektik.

✂ Naar den Fordring, at blive samtidig med Christendommens Ind159komst i Verden i samme Forstand som de Samtidige vare det, forstaaes rigtigt: saa er den en sand religieus og netop ►i Interesse af Christendommen. Imidlertid kan den samme Fordring gjøres af Fjenderne, af de Forargede, for at skade. Forunderligt ⓘ noknok] tilføjet at det, saavidt jeg veed, ikke er skeet, da dog ►i vore Tider Angrebene paa Christendommen har med fornyede Kræfter og langtfra uden Talent vovet det Yderste.

✂ Men istedenfor at ►urgere dette Begreb af Samtidighed, ►har Orthodoxien slaaet en anden Vei ind – ved Hjælp af de 1800 Aar. Skulde man betegne hele den orthodoxe-apologetiske Stræben i een eneste Sætning men ogsaa med Kategorie, maatte man sige: den gaaer ud paa at gjøre Christendommen sandsynlig. Derpaa maatte man ⓘ tilføie:tilføie:] , < tilføie, at hvis dette lykkes, saa vilde denne Stræben have den ironiske Skjebne 111 at den netop paa Seirens Dag havde forspildt Alt og aldeles casseret Christendommen. Godt derfor at det endnu ikke ganske er lykkedes de i ►Stundesløshed bekymrede Apologeter, som ►ikke vide hvad de gjøre, godt at der endnu imødesees et Skrift som skal o: s: v:. At gjøre Christendommen sandsynlig er det samme som at ►slaae falsk paa den. Og hvad er det vel Fritænkerne vil? Ih, de vil gjøre Christendommen sandsynlig. De veed nemlig meget godt, at naar de blot kan faae ⓘ Christendommens ►qualitativeChristendommens qualitative] , først skrevet Christendommen narret ud af Overspændthed narret ind i Sandsynlighedens vimse Geskæftighed: saa er det forbi med Christendommen. Men den orthodoxe-apologetiske Stræben vil jo ogsaa gjøre Christendommen ⓘ sandsynligsandsynlig] SKS, sandsynlige R; afviger i K: saa arbeider den jo lige i Hænderne paa Heterodoxien. Og dog har ►Apologetiken arbeidet i al Troskyldighed saaledes, og denne hele Taktik samt Forholdet her mellem Orthodoxie og Heterodoxie maa ansees for et forbausende Exempel paa, hvad Charakteerløshed og Mangel paa qvalitativ Dialektik kan føre til: at man angriber det, man forsvarer; at Orthodoxien og Heterodoxien vedblive at være Fjender, der vil udrydde hinanden, uagtet de ere Alierede der vil Eet og det Samme – gjøre Christendommen sandsynlig.

✂ Ethvert Forsvar for Christendommen, der forstaaer hvad det vil, maa lige omvendt af yderste Evne med qvalitativ Dialektik hævde Christendommens Usandsynlighed. En saadan Indlednings-Videnskab, der ud112viklede det Usandsynliges Dialektik ⓘ og dets Omfang, samt den Existents-Categorieog dets Omfang, samt den Existents-Categorie] , ændret fra og den hele Cyclus af Existents-Categorier som svarer dertil (Tro) vilde især naar der lagdes et græsk Underlag for ved Modsætning at belyse, en saadan ►Indlednings-160Videnskab vilde i vor Tid være en ►Fornyelsens Festlighed, af hvilken der dog lod sig haabe Noget. Hidtil synes dette skjult for Theologernes Øine; thi jeg vilde dog spørge, hvor det skulde være at man fandt noget Spor til den qvalitativt forandrede Methode. Under forskjellige Navne lige indtil det sidste: ►Spekulation, har man ⓘ arbeidetarbeidet] , først skrevet søgt paa at gjøre Christendommen sandsynlig, begribelig, at faae den ud af Paradoxets ►Gudesprog og oversat i Spekulationens eller ►Oplysningens ►Plat-Tydsk. Og for dog at ►desperere om Noget, har man despereret om at det vilde lykkes (hvilken Ironie!); eller man har jublet over, at det var lykkedes, har ladet Christendommen i den Anledning modtage Gratulation (hvilken Ironie!). ►Den Mand der reiste fra 📌Jericho og faldt iblandt Røvere var ikke saa ilde ►bestædt som Christendommen, thi den orthodoxe Apologetik der forbarmende tog sig af den har gjort det lige saa galt som Røverne.

✂ ⓘ DetDet] , ændret fra det Christelige har ingen Historie, thi det Christelige er dette Paradox, at Gud eengang er blevet til i Tiden. Dette er Anstødet men ogsaa Udgangspunktet; og hvad enten det er 1800 Aar siden eller ⓘ detdet] , først skrevet ikke er ⓘ igaar:igaar:] , < igaar, man kan lige godt være samtidig med det. ►Som 📌Polar-113Stjernen aldrig forandrer sin Stilling, og derfor ingen Historie har: saaledes staaer dette Paradox urokket og uforandret; og om Christendommen bestod i 10,000 Aar man er ⓘ i afgjørende Forstandi afgjørende Forstand] ikke kommen længere fra det end de Samtidige vare. Thi Afstanden er ikke til at maale med Tidens og Rummets ►Quantiteren, da den er den qvalitativt-afgjørende, at det er et Paradox. Christendommens Historie forholder sig heller ikke ligefremt til dette Christelige, som naar Træets Bestaaen ved dets Voxen forholder sig til Spiren. Det Christelige er et evigt Afsluttet som ⓘ derder] tilføjet ikke skal sættes Noget til eller tages Noget fra, og i hver Generation og i hvert Individ, hvis han i Sandhed er ⓘ ChristenChristen] , ændret fra christen, begyndes der for fra, fra hiint Paradox. Der begyndes ikke der, hvor den foregaaende Generation slap, men for fra.¹

✂ 114161Saasnart man derimod forvexler Christendommen og det Christelige, saasnart man begynder at tælle Aarene: saa begynder man at ville forandre det Usandsynlige til det Sandsynlige. Man siger: nu har Christendommen bestaaet (thi det Christelige er jo et Faktum for 1800 Aar siden) i 300 Aar, nu i 700, nu i 1800: ja saa maa den vist være det Sande. Ved denne Fremgangsmaade vinder man at forvirre Alt. Afgjørelsen (den at blive Christen) bliver for den Enkelte let en reen Ubetydelighed; falder det ham allerede let nok at antage Skik og Brug i den By, hvor han lever, fordi de Mange gjøre det: skulde det saa ikke falde ganske af sig selv at han blev Christen med – naar Christendommen har bestaaet i 1800 Aar! Paa den anden Side bliver det 115 ⓘ ChristeligeChristelige] tilføjet svækket, gjort til en ⓘ UbetydelighedUbetydelighed] , foran er slettet fjern ved Hjælp af Afstanden, ved Hjælp af de 1800 Aar. Hvad der hvis det skete samtidigen vilde komme som Forfærdelse over Menneskene, vilde oprøre dem Tilværelsen fra Grunden, hvad de, hvis det skete samtidigen, enten vilde ►forarges paa vilde ►hade og forfølge og om muligt faae udryddet, eller troende tilegne det sig: det synes man nok man saadan kan antage og troe (ɔ: saadan lade staae hen) siden det er 1800 Aar siden. Thi Samtidigheden er ⓘ Spændingen,Spændingen,] , ændret fra Spændingen der ikke tillader En at lade det staae hen, men tvinger En til enten at forarges eller tro; Afstanden derimod er ►det ⓘ Aflad,Aflad,] , ændret fra Aflad der begunstiger Dorskhed i den Grad, at det troende at antage Noget saadan bliver identisk med at lade det staae hen. Hvoraf kommer det vel, at ingen Samtid kan komme ud af det ⓘ medmed] tilføjet Sandhedens Vidner, og neppe er Manden død saa kan Alle saa ypperligt komme ud af det med ham? Det kommer der af, at saa længe han lever og de Samtidige med ham i Samtidighedens Situation: saa føle de ►Braaden af hans Existents, han tvinger dem til en mere anstrænget Afgjørelse. Men naar han [er] død, saa 162kan man godt være gode Venner 116 med ham ⓘ og beundre hamog beundre ham] tilføjet ɔ: saadan tankeløst og mageligt lade det Hele staae hen. Hvorfor mon ►👤Socrates sammenlignede sig selv med en Bremse, ►uden fordi han forstod, at hans Leven med ⓘ dede] , først skrevet dem v Samtidige var en Braad. Da han var død, forgudede de ham. Naar en Mand oplever en lille Begivenhed i sit Liv: saa lærer han Noget deraf, og hvorfor? Fordi Begivenheden ret ►kommer ham paa Livet. Derimod kan den samme Mand sidde i Theateret og see Tragediens store Optrin, han kan læse i Aviser om det Overordentlige, han kan høre Præsten: og det gjør Alt ikke ret noget Indtryk, og hvorfor? Fordi han ikke bliver samtidig med det, ⓘ fordi han i de to første Tilfælde mangler Phantasie, i det sidste indre Erfaring for ret at blive samtidig med det Fremstillede;fordi han i de to første Tilfælde mangler Phantasie, i det sidste indre Erfaring for ret at blive samtidig med det Fremstillede;] fordi han tænker som saa, det er ►nok mange Aar siden det skete.

✂ Naar nu saaledes gjennem hele Aarrækker en desorienteret Orthodoxie, som ikke veed hvad den gjør, og en oprørsk Heterodoxie, der dæmonisk veed hvad den gjør og kun forsaavidt ikke veed hvad den gjør, have forenet sig om ved Hjælp af de 1800 Aar at forvirre Alt, at forskylde det ene Sandsebedrag galere end det andet, den ene ►Paralogisme værre end den anden, den ene ►μεταβασις εις αλλο γενος mere ►confunderende end den anden: saa er Hovedsagen nu at kunne gjøre Terrainet ⓘ ryddeligtryddeligt] , først skrevet <e>, faae de 1800 bort, saa det Christelige foregaaer for os, som skete det idag. Det der har pustet Indvendingerne mod Christendommen og Forsvaret for den op til ►volumina er de 1800 Aar. Det der har ►bedøvet Forsvarerne og hjulpet Angriberne er de 16, de 17, de 1800 Aar. Det der har holdt Utalliges Liv 117 hen i en Indbildning er de 1800 Aar. Ved Hjælp af de 1800 Aar har Forsvarerne bagvendt gjort Christendommen til en Hypothese, og Angriberne gjort den til Ingenting.

✂ Hvad ⓘ den ►Intet mindre end travleden Intet mindre end travle] tilføjet 👤Johannes Climacus i denne Henseende har gjort for at opspore ethvert Sandsebedrag, ►attrapere enhver Paralogisme, anholde enhver svigefuld Vending, kan her ikke gjentages.¹ Det er gjort saaledes af ham, at enhver ⓘ videnskabeligerevidenskabeligere] , ændret fra videnskabelig Dannet, 163naar han for Alvor vil anvende lidt Tid paa dagligt at indøve sig i det Dialektiske, let vil forstaae det. Anderledes er det rigtignok ikke gjort, og anderledes kunde det heller ikke gjøres. Sligt kan ikke fremsættes i en Avis og læses ►»medens man tager Skjæget af«, eller ►mens man er paa 164Lokumet. Saadanne travle Mennesker, der kun have Tid at læse det Øieblik de ere paa Lokumet, ⓘ og altsaa i det Høieste kun en Smule ►otium naar de engang imellem have ⓘ DiarrhoeDiarrhoe] SKS, Diarrhoe. Rog altsaa i det Høieste kun en Smule otium naar de engang imellem have Diarrhoe] SKSDiarrhoe. R] maa det overlades Aviser at skrive for. 👤Climacuss Fremstilling er anstrængende, som Sagen fører det med sig. Hans Fortjeneste er den: ved 118 Hjælp af ⓘ DialektikDialektik] , først skrevet Phantasie med Phantasie at have ►trukket (som man siger det om en Kikkert) hiint urokkelige Christelige saa nær for Øiet, at Læseren forhindres i at komme til at see feil af de 1800 Aar. Hans Fortjeneste er ved Hjælp af Dialektik at have skaffet ►vüet, Perspektivet. At rette sit Øie mod en Stjerne er ikke saa vanskeligt, fordi Luften er som et tomt Rum, og der derfor saa godt 165som Intet er underveis der 119 * standser eller adspreder Blikket. Anderledes derimod, naar Retningen som Øiet skal tage er lige ud ⓘ somsom] , først skrevet gjennem 1800 Aar, og der da ad en Vei, og der da tillige er Trængsel og Mylder og Opløb og Larm og Travlhed, gjennem hvilken Øiet skal trænge sig, for at faae vüet, medens ethvert Sideblik, ja enhver Blinken med Øiet absolut forstyrrer qvalitativt; og endnu vanskeligere bliver det, naar man tillige skal staae i en Omgi120 *velse der ►pro virili arbeider paa at forhindre En i at faae vüet. – Og dog er Samtidigheden med det urokkede Christelige det Afgjørende. Denne Samtidighed er imidlertid at forstaae i samme Betydning som ►de Medlevende havde den da Christus levede.²

✂ 166Det der behøves er fremfor Alt at faae ⓘ dede] , foran er slettet alle uhyre Bibliotheker og Skriverier og de 1800 Aar til en Side for at faae vüet. Og dette er ingenlunde en dumdristig Fordring af en høitflyvende Dialektiker, det er den ganske tarvelige og ægte religieuse Fordring, som Enhver maa gjøre – ikke for ⓘ VidenskabensVidenskabens] , < Videnskabenes og Publikums Skyld; men for sin egen Skyld, reent personligt 121 for sin egen Skyld, hvis det er ham Alvor med at blive Christen; og ⓘ detdet] , < dette er hvad Christendommen selv maa fordre. Thi det Christelige vil netop staae urokket som 📌Polar-Stjernen, og vil derfor ud af al det Vrøvlerie, der kun tager Livet af det.

✂ Dog er den Samtidighed, om hvilken her er Tale, ikke en Apostels Samtidighed, forsaavidt han blev kaldet ved en Aabenbaring, men er blot den Samtidighed, som enhver Medlevende havde, den Mulighed i Samtidighedens Spænding at maatte forarges eller gribe Troen. Og til den Ende er det netop nødvendigt at der luftes ud saaledes, at det, som eengang, bliver muligt, at et Menneske for Alvor kan forarges, eller troende tilegne sig det Christelige, at det ikke bliver med det Christelige som med en Retssag, naar den har staaet hen i umindelige Tider: at man hverken veed ud eller ind paa Grund af den megen Viden. Samtidighedens Situation er det Spændende, som ⓘ givergiver] , ændret fra giver giver Kategorierne qvalitativ Elasticitet; og det maa da være en stor Dosmer, der ikke veed, hvilken uendelig Forskjel det gjør, naar man for sin egen Skyld i Samtidighedens Situation betænker Noget, og naar man saadan tænker over Noget i den Indbildning, at det er 1800 Aar siden; i den Indbildning, ja i den Indbildning, thi netop fordi 122 det Christelige er det qvalitative Paradox, er det en Indbildning, at 1800 Aar er længere siden end igaar.

✂ Naar nu Forholdet er saaledes i Christenheden, at det netop gjelder om, at faae Ende paa denne seiglivede Dorskhed med de 1800 Aar: saa kan man ikke nægte, at det, at der pludseligen traadte en Mand frem og beraabte sig paa en Aabenbaring, kunde afgive et ønskeligt Incitament, thi saa er der dannet en analog Samtidighedens Situation. ►Jo jeg takker, alle de dybsindige og spekulative og lærde og svedende ►Prækere, der godt kan forstaae, at man for 1800 Aar siden fik en Aabenbaring – de vilde geraade i Forlegenhed. Den som overhovedet kan forstaae, at et Menneske faaer en Aabenbaring, han maa dog vel lige saa godt forstaae det, om det er skeet for 6000 Aar siden eller det skeer om 6000 Aar, eller det skeer idag. Men Prækeren har maaskee levet christeligt af de 1671800 Aar, har præket sig ⓘ ind iind i] , først skrevet ind,, at han kunde forstaae det – fordi det var 1800 Aar siden. Dersom Sagen ikke var saa alvorlig, kan jeg ikke nægte, at jeg vilde ansee det for den kosteligste Comedie der overhovedet nogensinde kunde blive digtet i Verden: at lade hele den moderne 123 Exegese og Dogmatik gjennemgaae sit Cursus – i Samtidighedens Situation. Alle disse svigefulde psychologiske Paafund, alt dette til en vis Grad og saa igjen til en vis Grad, Bravour-Dybsindet, og saa fremfor Alt den ►stadselig[e] Mediation som forklarer – da det er 1800 Aar siden Det skete, som forklares: alt Dette vilde tage sig ypperligt ud i Samtidighed med ►det Omforklarede. Det er ganske vist, at langt bedre end al videnskabelig Bekæmpen vilde een eneste ►aristophanisk Comedie i den Stiil rydde op i den moderne christelige Videnskabs ►Confusion.

✂ Da jeg ⓘ derfor, uden endnu selv at have seet ►hans Prædikener og disses Forord,derfor, uden endnu selv at have seet hans Prædikener og disses Forord,] , ændret i marginen fra derfor hørte at ►Mag.👤Adler var ►traadt op og havde ►beraabt sig paa en Aabenbaring, kan jeg ikke nægte jeg blev forbauset; om jeg lever længe, vil jeg maaskee ikke let igjen blive saa forbauset. Thi jeg er ikke uden Kjendskab til hvad der gjærer i Tiden, jeg følger med, om end i særskilt Kahyt. Da jeg hørte det, tænkte jeg: enten er dette Manden, vi behøve, den Udvalgte, der i guddommelig Oprindelighed har det ny Kildespring til at forfriske Christenhedens ►trevne Jordbund, eller det er en Forarget, men en udstuderet ►Gavtyv, der for at sløife Alt ogsaa en Apostels Værdighed, for at styrte Alt 124 sammen, bringer en saadan Christenhed som den nærværende i den anstrængende Afgjørelse, at skulde gjennemgaae sin Dogmatik i Samtidighedens Situation.

✂ ⓘ UnderUnder] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang Antagelse af det Sidste vilde det jo rigtignok have overrasket mig, om en Forarget virkeligen havde været saa klog. Skjøndt man nemlig ikke kan ⓘ nægtenægte] , først skrevet nægted de Forargede ⓘ Talent ogTalent og] , først skrevet Talent, dæmonisk Inspiration, saa pleie de dog i Almindelighed ►derhos i total Forstand at være noget dumme ɔ: de veed egentligen ikke rigtigt, hvordan man skal gribe Sagen an for at gjøre Skade. De angribe Christendommen, men de stille sig selv uden for den, og netop derfor gjør de ingen Skade. Nei den Forargede maa see at komme Christendommen ganske anderledes paa Livet, see at skyde, ligesom en ⓘ MuldvarpMuldvarp] , ændret fra Mulhvarp, op midt i Christenheden. Sæt ►👤Feuerbach istedenfor at angribe Christendommen, var gaaet ►underfundigere tilværks, sæt han i dæmonisk Taushed havde lagt sin Plan, og 168derpaa var traadt frem og forkyndt han havde haft en Aabenbaring, og sæt han nu, som en Forbryder formaaer at fastholde en Løgn, urokkeligt havde holdt dette ⓘ fast,fast,] , < fast: medens han tillige kløgtigt havde afluret ►Orthodoxien alle dens svage Sider, som han dog langtfra angreb men kun med en vis troskyldig Naivitet vidste at ►holde for Lyset, sæt han havde gjort det saa godt, at Ingen kunde blive klog paa hans List: han 125 vilde have bragt Orthodoxien i den største Forlegenhed. ►Orthodoxien kæmper i det Bestaaendes Interesse for, at vedligeholde det Skin, at vi saadan alle ere Christne, at Landet er christeligt og Menighederne Christne. Naar da En stiller sig udenfor og angriber Christendommen, saa skulde jo, hvis han seirede, Menigheden uleiliges ud af sit behagelige ►Tummerumme med saadan at være Christen som Folk er flest, den skulde ud i den Afgjørelse at opgive Christendommen. Hvilken Uleilighed; nei saa er det bedre at blive ved det Gamle. ⓘ See derfor udretter den Forargede Intet.See derfor udretter den Forargede Intet.] Fremdeles, naar En angriber Christendommen og stiller sig udenfor, saa forsvarer Orthodoxien den ved Hjælp af de 1800 Aar; ►den taler i de høie Toner om Guds overordentlige Foranstaltninger i sin Tid ɔ: for 1800 Aar siden. Og det maa man nu sige om det Overordentlige ⓘ ogog] , først skrevet om om Guds overordentlige Foranstaltninger, det gaaer lettere i Folk, ⓘ jojo] , først skrevet s længere det er siden. Altsaa den Forargede angriber Christendommen, Orthodoxien forsvarer den ved Hjælp af Afstanden, og Menigheden tænker som saa: naar det er 1800 Aar siden saa kan man nok forstaae, at der er skeet noget Overordentligt. Den Forargede udretter igjen Intet. Anderledes derimod naar han selv snildt traadte op med en Aabenbaring, naar han forbandet vel studeret i Orthodoxien vidste at 126 skjule sin dæmoniske Kløgt i en underlig troskyldig Naivitet, hvormed han bestandigt ►bragte Orthodoxien i Vinden, medens han som en Borre hang sig fast ved Orthodoxien. Paa den ene Side turde Orthodoxien ikke godt være bekjendt at nægte, at det var det Orthodoxe han foredrog, paa den anden Side var det dog yderst fatalt, at faae ⓘ detdet] , først skrevet s sagt paa en saa ligefrem ⓘ Maade,Maade,] , først skrevet Maade. der ⓘ tvangtvang] , først skrevet O Orthodoxien til i en Samtidighedens Situation at rykke bestemt ud med Sproget.

✂ ►ⓘ Det erDet er] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang oftere sagt, at dersom Christus nu traadte frem – i Christenheden, hvis han i endnu strengere Forstand end fordum »kom til sine Egne«: saa vilde han igjen blive korsfæstet, det skulde da være at Dødsstraffen var afskaffet, men i saa Fald vilde han komme til at lide den 169Straf, der var traadt isteden for Dødsstraffen; og Orthodoxien vilde især være ivrig for at faae ham arresteret og dømt. Og hvorfor vilde det vel igjen gaae saaledes? Fordi Samtidigheden giver det behørige qualitative Tryk; Distance derimod hjælper baade til at gjøre Noget til Ingenting, og til at gjøre noget til det Overordentlige omtrent i Forstand af Ingenting. Hvorfor forargedes vel næsten Alle paa Christus da han levede, uden fordi det Overordentlige skete lige for deres Øine, saa Den, der vilde tale derom, maatte sige: igaaraftes, imorges, i Eftermiddags skete det.¹ Men naar Miraklet er skeet for 127 1800 Aar siden – ja saa kan man sagtens forstaae, at det er skeet og at det var et Mirakel. Blandt ►Præste-Foredragets mange ►kostelige og ►uskateerlige ►Syllogismer maa denne ansees for ⓘ eeneen] , < en af de kosteligste: at Det, som man ikke kan forstaae, hvis det skete idag, det kan man forstaae og troe naar det er skeet for 1800 Aar siden, naar det vel at mærke er ►det ⓘ Vidunderlige,Vidunderlige,] , ændret fra Vidunderlige der til enhver Tid paa Dagen baade Kl. 4 og Kl. 5 ►overgaaer menneskelig Forstand. Vil man nemlig ⓘ kunkun] tilføjet sige, at man kan forstaae, at hine Mænd for ⓘ 1800 Aar1800 Aar] K, 1800 R siden troede at det var et Mirakel: saa kan man lige saa gjerne sige lige ud, at man selv ikke troer det. Dog foretrækker man at hjælpe sig ved svigefulde Vendinger, som nu denne, der seer saa troende ud, og dog netop nægter Miraklet, da den siger om hine Mænd, at de troede det ɔ: at de meente det ɔ:, at man selv ikke troer det.

✂ ⓘ At troAt tro] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang i eminent Forstand svarer ganske rigtigt til det ⓘ VidunderligeVidunderlige] , < Vidunderligt, det Absurde, det Usandsynlige, det der er ►Forstanden en Daarskab, og netop derfor er det ⓘ aldelesaldeles] , ændret fra aldes ligegyldigt hvor længe det er siden eller om det er idag. Enhver der har fjerneste Begreb om Dialektik i sin Pande maa dog indsee, at Den, der troer det, 128 naar det er skeet for 1800 Aar siden, han kan lige saa godt tro det, naar det skeer idag – med mindre 170han troer det, fordi det er 1800 Aar siden, hvilket slet ikke er at ⓘ tro.tro.] , først skrevet tro; Troer han ⓘ det ogdet og] , ændret fra det, og det er skeet for 1800 Aar siden, saa er han netop i Troen paradox samtidig med det ►som skete det idag. Hvad forøvrigt Præste-Foredraget paa dette Punkt præsterer i Galimathias: ja lad os ikke tale derom; ei heller om, hvorledes de menige Christne ved dette Præsteforedrag beroliges i deres Saligheds Sag. Thi det gjøre de, og derimod er Intet at sige, det skulde da være, at det nok i vor Tid baade var vigtigere men ogsaa vanskeligere at gjøre Menigheden lidt urolig og bekymret for sin Saligheds Sag. Bare dog den Dialektik ikke var til, den gjør kun Bryderier. Hvilken skjønnere Lovtale kunde der vel tænkes over et Lands Geistlighed, end at den beroliger Menighederne i deres Saligheds Sag. Og det gjør Geistligheden i vor Tid. Stundom høres der dog ►Klage i et eller andet ⓘ afaf] , først skrevet B vore fortræffelige Blade over, at en Vægter raaber for høit og forstyrrer Beboernes Rolighed og Nattesøvn; men Geistligheden høres der ingen Klage over, den bero129liger Menigheden i dens Saligheds Sag! Hvis Christus nu kom til sine Egne, ►han vilde vel finde Menighederne sovende – ⓘ vedved] , først skrevet b Geistlighedens Hjælp beroligede i ⓘ deresderes] , ændret fra dens Saligheds Sag.

✂ Som sagt et Dilemma havde jeg tænkt mig i Forhold til Opfattelsen af det Overordentlige,¹ at en Mand beraaber sig paa et Aabenbarings-171Faktum: at han enten var den Udvalgte eller en dæmonisk-kløgtig Forarget. 👤Adlers Optræden 130 har imidlertid forvisset mig om, at der maa være et Tredie, samt om at jeg ved at tage ham for hvad han udgav sig for har været til Nar,² thi han er ingen af Delene. At han ikke er den Udvalgte, at det Hele med hans Aabenbaring er ⓘ MisforstaaelseMisforstaaelse] , ændret fra Vind, skal jeg nok ►senere 131 vise og bevise. ►Langtfra mig være det, ligefremt, i Kraft af ►nogen min Anskuelse eller Theorie, at ville benægte Muligheden af at 👤Adler kan have haft en Aabenbaring, nei men det lader sig af 👤Adlers senere Attituder og senere Skrifter tilstrækkeligt godtgjøre, at han i Grunden ikke selv troer det, uden at han dog har fundet sig foranlediget til angrende at tilbagekalde sit Første.³ En dæmonisk-kløgtig Forar172get er 132 han ⓘ om muligtom muligt] tilføjet endnu mindre, dertil er der ikke det mindste Spor eller Symptom. Derfor er han imidlertid ingenlunde uden Betydning, og jeg veed Ingen i min Samtid der i strængere Forstand maa kaldes et Phænomen end 👤Adler. Tilværelsens Kræfter har haft fat i ham, og han er som Phænomen en Anticipation af den Dialektik der giærer i Tiden. Men Phænomenet selv veed Intet at forklare ɔ: man maa selv være Lærer for at lære Noget af 👤Adler. ⓘ SandsynligviisSandsynligviis] , først skrevet Uden uden nogen væsentlig christelig Forudsætning er han gaaet hen og blevet Præst – ►da ⓘ kommerkommer] , først skrevet h Crisen pludselig paa ham, dobbelt forfærdelig, fordi han paa en saa høitidelig Maade jo allerede havde udgivet sig for at være Christen, da han har paataget sig at være christelig Præst. Som ved et Slag ►gaaer pludseligen det Christelige op i ham; i den anstrengede Situation producerer han de forskjelligste Yttringer af forskjelligartet christelig Orthodoxie og af ►Kjætterie mellem hinanden. Hvad Andre ved Læsning og Erfaring veed Beskeed om, det ►piner ligesom ud af ham, bryder ►primitivt frem, men 133 aldeles confust. Men primitivt er det ⓘ ►vistnokvistnok] tilføjet i ham, thi han har upaatvivleligen den Gang ikke læst det Mindste i Retning af ►den strængere ⓘ OrthodoxieOrthodoxie] SKS, Orthodoxien R; afviger i K, eller ►Pietismen. 👤Adler er saaledes ret egentligen et Tegn, han er et høist alvorligt Beviis for at det Christelige er en Magt, som ikke er til at spøge med. Men paa den anden Side er han snarere end en Udvalgt en Henhvirvlet, som er slynget hen liig en advarende ►Forfærdelse. Istedenfor at kunne hjælpe os Andre er han snarere som den bange fortumlede Fugl, der med Angestens Vingeslag styrter foran Uveiret, som følger, medens man endnu kun hører en Hvis173len; og han[s] mange Tanker ere som den forvirrede Fugleskare der i mellem hinanden flygter foran Uveiret. At man derfor skulde være berettiget til at opgive ham eller tænke ringe om hans Mulighed er ⓘ langt fralangt fra] , < langtfra min Mening. Trods ►de forfærdelige Overhalinger han har faaet, trods al den Skade han upaatvivleligt vilde have gjort, hvis han ikke heldigviis var bleven ignoreret, er det idetmindste min Mening, at der i ham er meget Haab tilbage. Upaatvivleligen har han som Candidat ►levet hen i den Indbildning, at det fattige theologiske Kjendskab som ►examinando fordres ved theologisk Embeds-Examen 134 at det var Christendom. Da saa det Christelige kom over ham, ⓘ erer] , først skrevet har han geraadet i den besynderlige Situation at vide i en vis Forstand Beskeed derom, men ved Hjælp af en Nomenklatur. I Skyndingen griber han det stærkeste Udtryk for at betegne hvad der er vederfaret ham: og saa har vi hans Aabenbaring. Men saa meget er tillige vist, at han hvor længe han end lever og hvad han end præsterer først skylder at tilbagekalde sit Første, eller ►træde i dettes Charakteer og anullere det Mellemliggende.

✂

✂

✂