↩
Han er altsaa theologisk Candidat, men som fortrinligt Begavet kan han naturligviis ikke afslutte sine Studier med en Embeds-Examen. Han begynder tvertimod vel først nu ret at studere, og da Studiet af ►den hegelske Philosophie, en Philosophie der understøttet af en almægtig Opinion staaer formentligen paa Høiden af al Videnskabelighed, ►uden for hvilken der ingen Frelse er men kun Mørke og Dumhed. Med Begeistring for Philosophiens ►Heros, ⓘ
glad følgende Feldtraabet: Du mangler Alt, studeer 👤Hegel og Du har Alt, fortryllet ved Haabet om at vinde Alt, ►i græsk Stiil vel takkende Guderne for at være bleven samtidig med Menneske-Slægtens høieste Udvikling
– gaaer han til Studiet. Han er ikke i Besiddelse af een eneste Forudsætning, der ⓘ
inderligere kunde gjøre ham opmærksom paa, at denne Philosophie totalt ►confunderer ⓘ
Christendommen; der er intet dybere religieust Liv i ham som maa tilbagetrænges for at han kan sætte sig ind i denne Philosophie; han er i religieus Henseende, uden ►Orthodoxiens uden dybere religieuse Indtryks svære Oppakning, en Letbevæbnet, hvem det falder kun altfor naturligt og let i Skjødesløshed at forstaae, ►hvad 265 👤Hegel i 251Skjødesløshed har foredraget, at hans Philosophie var Christendommens høieste Udvikling. Ja han er vel i religieus Henseende endog saa let bevæbnet, at dette Spørgsmaal slet ikke falder ham ind. – Saa studerer han da, og hvad mangen Forfængelig gjør skjødesløst og blot for at være paa Moden, det gjør han, om end henreven af Tiden, dog med Iver og Interesse; han ►holder endog Forelæsninger ⓘ
ved ⓘ
Universitet[et] over denne Philosophie, og ►udgiver en populair Fremstilling af 👤Hegels objektive Logik. At ►være au fait med den Verdens-Anskuelse, hvilken Samtiden beundrer, er altid ⓘ
fornøieligt. Naar man ⓘ
saa tillige reent personligt finder Hvile og ►Tilhold i den, da er Ens Existents, aandelig forstaaet, ►betrygget; man bliver sig bevidst, at man ganske hører hjemme i den Tidsalder i hvilken man lever, og man tør prætendere at have sin Plads blandt de Fremmeligere. Her er intet ►Sinkerie, inden Individet forstaaer sig selv ind i Samtidens Tankegang, intet Mismod, intet Subjektivitetens fare- og smertefulde ►tentamen, hurtigt gaaer man med, bæres derpaa af Samtiden for da i Samtiden og med den at stræbe videre, Alt ►uno tenore. Man er som de Andre, Distinktionen ligger blot i, hvilke de Andre ere, med hvem man væsentligen har Fællesskab.