↩ 168195Vi gaae nu over til ►👤Adlers ⓘ sidste Skrivelse og det deri indeholdte Tilsvar paa hiint Øvrighedens No 2. For at gjøre Alt hvad der kan gjøres i faveur af 👤Adler, ►ville vi atter minde om, at ►han selv betragter denne Skrivelse »som saa stort et Tilnærmelses-Skridt som ham var muligt.« Den der kun er dannet for ikke at sige forvirret ved hegelsk Dialektik, ifølge hvilken Alt saa omtrent bliver Eet og det Samme, ham kan det vel synes saa, at Tilnærmelsesskridtet ikke gaaer for vidt, uagtet det aldeles tilintetgjør den qvalitative Distinktion. En saadan Dialektiker kan ypperligt leve i den Indbildning at: a) det at være kaldet ved en Aabenbaring og have modtaget en Lære; b) det at være reddet paa en vidunderlig Maade; c) det at have haft et begeistret Øieblik: at det saadan er Eet og det Samme, saa man kan være ⓘ Øvrigheden til Tjeneste med hvilket af disse Udtryk den synes bedst om. Enhver, der har blot nogen religieus Tugt, veed god Beskeed om den qvalitative Forskjel, og at vi ved den sidste saakaldte Forklaring endog gaae aldeles ud af det Religieuses Sphære ind i den æsthetiske.