Kierkegaard, Søren Bogen om Adler

↩

41116Capitel I.

ⓘ DenDen] , først skrevet Den historiske; fulgt af linjeskift historiske Situation.

✂ ►Mag.👤Adlers Collisionⓘ somsom] , først skrevet som Enkelt med det Almene,►Lærer i Statskirken med det ⓘ BestaaendeBestaaende] herefter er slettet et indvisningstegn ; at ►han blev afskediget, ►Statskirkens fuldkomne ⓘ Berettigelse👤ABerettigelseA] indvisningstegnet har formentlig knyttet sig til en tilføjelse i den bortklippede marginalspalte ; om den særlige Enkelte i Særdeleshed og hvad der maa fordres af ham.

✂

✂ ►Det var i Aaret 1843, at Mag. 👤Adler udgav sine Prædikener, i Forordet til hvilke han paa den høitideligste Maade forkyndte, at ham var vederfaret en Aabenbaring1; at ved denne ham en ny Lære var bleven meddeelt¹; og ►i 42 selve Prædikenerne gjorde han, hvorved Alt blev afgjørende tydeligt,¹ Forskjel mellem de Taler, der vare af ham selv og de som vare under Aandens umiddelbare Bistand.²►Han underrettede os i Forordet om, at Aanden havde budet ham at brænde Alt hvad han ellers havde ⓘ skrevetbskrevetb] indvisningstegnet har ingen anmærkning eller tilføjelse tilknyttet . Saaledes stod han, eller præsenterede han sig ⓘ i Forordeti Forordet] tilføjet dramatisk som et Billede paa et i meest afgjørende Forstand nyt Udgangspunkt: bag ved ham en Ildebrand og han med det Ny reddet som en Flygtning.

✂ ►117Han var dengang Lærer i Statskirken. Saa kjært det nu end kan være Staten eller paa det religieuse Gebeet Statskirken at see, hvis ►det var saa, en ⓘ nyny] tilføjet ►Slægt af vordende Embedsmænd voxe op, der alle vare udrustede med ganske andre 43 Evner og Dygtighed end de tidligere, saa kjært ⓘ detdet] , < dette kan være Staten, og paa det religieuse Gebeet Statskirken, at see de meest udmærkede og fortrinligste Evner ⓘ atat] , først skrevet <for> hellige sig til Statens eller Stats-Kirkens Tjeneste: saa følger det af sig selv, at denne Glæde har een Betingelse, den nemlig, at ►de virkeligen ville tjene Staten, at de indenfor dens Grundsætninger ⓘ vedkjendendevedkjendende] , ændret fra vedkjende sig disse ►ex animi sententia ville benytte deres herlige Evner. I andet Fald maa Glæden forvandle sig til Bekymring; hvis der er Fare paafærde til Bekymring og Uro for sin egen Bestaaen, men i ethvert Tilfælde til bekymret Deeltagelse for den Enkelte eller de Enkelte, som saaledes forfeile deres Liv. Thi Staten og Stats-Kirken er ikke selvisk, ikke tyrannisk (hvad kun Ildesindede og Misfornøiede ville indbilde sig selv og Andre), den er, efter sin Idee, velvillig; naar den tager den Enkeltes Tjeneste, da mener den tillige at gjøre ham en Tjeneste ved at anvise ham den ønskelige, den ►beleilige Plads for hensigtsmæssig og gavnlig Anvendelse af sine Kræfter.

✂ Ved sit Aabenbarings-Faktum, ved den ny Lære,¹ ved at staae under Aandens umiddelbare Indskydelse maatte Mag 👤Adler let blive sig bevidst at 44 være stillet ⓘ som særlig Enkeltsom særlig Enkelt] tilføjet aldeles uden for det Almene, aldeles ►extra ordinem som ►Extraordinarius. Under saadanne Omstændig118heder at ville være ►i det Bestaaendes Tjeneste er en Selvmodsigelse, og at forlange det af det Bestaaende, at det skal beholde ham i Tjenesten, er egentligen at ville gjøre Nar af det ⓘ BestaaendeBestaaende] , først skrevet Almene, som var det noget saa Abstrakt, at det ikke kunde concentrere sig i en energisk Bevidsthed, om hvad det er og hvad det vil. At ville være i det Bestaaendes Tjeneste, og saa at ville tjene hvad der netop sigter det Bestaaende efter Livet, er lige saa urimeligt som hvis En vilde være i en Mands Tjeneste og dog vedgaae aabenlyst at hans Arbeide og Flid var at tjene denne Mands Fjende. Det vilde ingen Mand finde 45 sig i, og Grunden hvorfor man mener, at det Almene skulde kunne finde sig deri, er at man har en ►phantastisk-abstrakt Forestilling om det Almenes Upersonlighed, og en phantastisk Levebrøds-Betragtning, ifølge hvilken det Almene skal forsørge enhver Candidat. Naar Armeen staaer opstillet med front i det Bestaaendes Retning, saa at ville være med i Geleddet og ►stipendiarius men ville staae omvendt stillet lader sig ikke gjøre; i det Øieblik der skal marscheres (saasnart Livet rører sig) vil det jo vise sig, at man gaaer den modsatte Vei. Den Extraordinaire har derfor at træde ud af Geleddet. Det fordrer saa vel hans Betydningsfuldhed som det Almenes Alvor; thi en Extraordinair er for betydelig til at være med i Geled119det, og det Almenes Alvor fordrer Enighed og Eenshed i Rækkerne, fordrer at see ►hvo den Extraordinaire er eller at see at han er den Extraordinaire. I denne ►discrimen ⓘ skalskal] , først skrevet er det netop den Extraordinaire erhverve sin Competence: paa den ene Side det Ringe, det næsten Fortabte der ligger i saaledes at staae 46 udpeget som en Enkelt i særlig Forstand, at staae udpeget som ►en ⓘ fattigfattig] , først skrevet E 👤Peer Eriksen i Sammenligning med det Almene, saa ingen Klog turde være hans ⓘ VenVen] , først skrevet Ven, eller blot ►gaae med ham paa Gaden, saa hans Ven hvis han var klog ►svor paa at han ikke kjendte dette Menneske, saa ►»de Forbigaaende rystede paa Hovedet« (cfr ►Mth: XXVII, 39.) – og dog at være Den fra hvem noget Nyt skal udgaae. Dette er den smertelige ►Crise, men det skal heller ei være let at blive en Extraordinair.

✂ Da nu ►vor Tid som Bevægelsens Tid, der vil afføde noget Nyt, oftere maa opleve ⓘ CollisionenCollisionen] , ændret fra denne Collision ⓘ mellem det Almene og den Enkeltemellem det Almene og den Enkelte] : skal jeg dvæle ⓘ nærmerenærmere] , foran er slettet lidt ⓘ derved hvad maaskee i mere end een Henseende nok gjøres fornødent.derved hvad maaskee i mere end een Henseende nok gjøres fornødent.] , ændret i marginen fra derved. Dersom ⓘ nemlignemlig] , først skrevet d den særlige Enkelte elsker det Almene, tænker ringe om sig selv som Enkelt ►ligeoverfor det Almene, ►med Frygt og Bæven gyser for at være i en Vildfarelse: saa vil han gjøre Alt saa let og godt som muligt for det Almene. Og denne Adfærd er et Kjendetegn paa at det dog var muligt, at han var en virkelig Extraordinair. (Dette skal Alt senere blive udviklet nøie). Men dersom den Enkelte ikke elsker det Almene, ikke ærer det Bestaaende, hvad man godt kan skjøndt man har noget Nyt at bringe, dersom han maaskee i sit Inderste ikke er enig med sig selv om hvad han er, men kun fusker i at ville være Extraordinair, kun ⓘ prøver sig for om det betales godtprøver sig for om det betales godt] , < prøver om det betales godt; først skrevet prøver om det betaler sig; < prøver sig for om det betaler sig at være det: saa vil han, deels med sit Vidende (af ⓘ Chicane)Chicane)] , < Chicane), gjøre det Bestaaende Alt saa vanskeligt som muligt, deels gjøre det uden ret at blive sig det bevidst, fordi han nemlig i Grunden ikke kan undvære det Bestaaende og derfor klamrer sig til det, forsøger at skubbe Ansvaret fra sig over paa det Almene, ⓘ prokuratoragtigt at bringeprokuratoragtigt at bringe] , ændret fra vil prokuratoragtigt bringe det Almene til at gjøre, hvad han skulde gjøre. Naar et Menneske faaer den Idee, at han maa skilles fra et an47det Menneske, med hvem han lever i det nærmeste Forhold, dersom han da selv er sikker og afgjort besluttet: saa bliver Adskillelsens smertelige Operation ⓘ lettere. Menlettere. Men] , ændret fra lettere; men dersom han er usikker, raadvild, saa 120han nok vil men dog ikke ret har Mod til at vove, dersom han er en svigefuld Krabat der vil skubbe Ansvaret fra sig men stjæle ⓘ detdet] , først skrevet Lønnen Overordentliges Løn: saa bliver Adskillelsen en langvarig Historie og bliver en lang Tid et ►piinligt, smerteligt, ►fortrædigende Sammenhold.

✂ Lad os antage, at en theologisk Candidat i vor Tid var kommen til den Anskuelse, at ►Embeds-Eeden var uforsvarlig: nu ja, saa kan han jo yttre det frit og uforbeholdent, hvis han anseer det for gavnligt. »Men saa vil han spærre sig Adgang til ►Befordring, og maaskee endda Intet udrette, ingen Sensation vække, fordi en Candidat er for lille en Størrelse, der desuden endnu ikke ret har Haand i Hanke med Stats-Kirken, da han er ►en Privatiserende.« ⓘ Altsaa (thiAltsaa (thi] , < Altsaa, thi nu vil jeg tænke en Selvisk, der ikke blot ikke elsker men i Grunden er en Fjende af det Bestaaende), hvad kan ⓘ hanhan] tilføjet saa gjøre? Han tier indtil videre; han søger derpaa Ansættelse som Lærer i Kirken; han faaer den; han aflægger Eeden. Nu er han altsaa Embedsmand i Stats-Kirken. Derpaa udgiver han et Skrift, hvori han fremsætter sin revolutionaire Anskuelse. Hele Sagens Stilling er nu ⓘ forandret. Detforandret. Det] , ændret fra forandret; det havde været let for Staten at ►vippe en theologisk Candidat, let at sige til ⓘ ham:ham:] , < ham, ja naar Du har disse Anskuelser kan Du ikke blive Embedsmand; og Stats-Kirken var slet ikke 48 kommen til at handle i denne Sag, den havde i det Høieste ganske særskilt mod ham behøvet at tage en ►prævenerende ⓘ Forholdsregel,Forholdsregel,] , < Forholdsregel: ikke at ►befordre ham. Men den theologiske Candidat var snild og forstod snildt at gjøre sig selv ganske anderledes vigtig. Ansvaret, som Candidaten skulde have paataget sig for sin særlige Anskuelse, og dyrt kjøbt ved at offre sin Fremtid i et høiere Kalds Tjeneste, medens han søgte at gjøre det Bestaaende Sagen saa let som muligt – Ansvaret er nu veltet over paa Statskirken, der bliver den Handlende, som skal afsætte ham, der ved at være bleven Embedsmand tillige har gjort et Forsøg paa at interessere hele Embedsstanden i sin Skjebne. Som theologisk Candidat gjelder han kun for een, men som Embedsmand gjør han Forsøg paa at gjelde for ►Tusinde, stolende ogsaa paa den Fordeel, at det nu er Staten der skal gjøre Skridtet, saa der nu bliver ►overflødig Leilighed til at fortrædige det Bestaaende, da der dog maaskee skal en ►Prouste-Ret til, og det dog ikke er utænkeligt at have idetmindste ►en dissentierende Minoritet paa sin Side, og da man saa igjen ved Hjælp af Bladene kunde gjøre denne Minoritet til den intelligente, ►item til et Beviis paa, at 121i hele Embedsstanden er der Splid og Uvillie mod Embedseeden o: s: v:. ⓘ PaaPaa] , først skrevet <S> den Maade søger en saadan Revolutionair feigt og lumskt at gjøre det Almene hvad Bryderie han kan.

✂ ⓘ Hvor megetHvor meget] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang nemlig end Staten eller Statskirken kan være sig bevidst at være i Sandheden, at have Retten paa sin Side og ogsaa at have Sundhed nok til at 49 ►secernere en saadan Enkelt uden at frygte, at Mange skulde have Skade deraf: saa kan det dog aldrig ►være Staten eller Statskirken tjenligt, at dens første Principer for hyppigt drages ind under Discussion. Ethvert Liv, enhver Existents har i sin Grundforudsætning i sit Grundprincip sit skjulte Liv, Rodens Liv, fra hvilken Livskraften udgaaer til at give Væxt. Det er ►bekjendt nok af Physiologien, at der er Intet fordærveligere for Fordøielsen end den idelige Reflexion over Fordøielsen: og saaledes er det ogsaa i Aandens Forhold det Fordærveligste, naar Reflexion for ofte griber feil og, istedenfor at tjene i den ►Omsætning der sætter det skjulte Livs forborgne Arbeiden over i det Aabenbare, kaster sig paa Grundprinciperne selv. Dersom et Ægteskab vilde idelig reflektere over Ægteskabets Realitet: blev det eo ipso et maadeligt Ægteskab, thi Kraften som skulde bruges til Realisationen af det ægteskabelige Livs Opgaver, blev brugt til ved Reflexion at fortære Grunden. Dersom en Mand, ⓘ der har valgt en bestemt Livs-Stilling,der har valgt en bestemt Livs-Stilling,] idelig vilde reflektere over, om nu denne Stilling var den rette: saa bliver han eo ipso en daarlig Makker. Selv derfor om Staten eller Statskirken har Sundhed nok til at afsondre den Revolutionaire: saa er det dog skadeligt at Reflexionen foranlediges. Om Alt hvad der skal være skjult og forborgent gjelder det, ►hvad der staaer i Visen: blot et Ord Du nævner. Det er let nok at sige 50 et saadant skjebnesvangert Ord, men det er uberegneligt hvilken Skade det kan ⓘ afstedkomme og der skal maaskee en Gigant til at standse den skadelige Virkning af et Ord, som ►en 👤Peer Ruus lod udgaae i Søvne.afstedkomme og der skal maaskee en Gigant til at standse den skadelige Virkning af et Ord, som en Peer Ruus lod udgaae i Søvne.] , ændret i marginen fra afstedkomme. Og skal Staten eller Stats-kirken hyppigt suspendere ⓘ mangemange] tilføjet saadanne Enkelte, saa ►fremkogles tilsidst herved et Skin, at det er Staten selv der er ►in suspenso; det Svævende fremkommer altid, naar man ikke hviler paa Grunden, men Grunden selv gjøres dialektisk.

✂ ⓘ FarligtFarligt] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgangⓘ kankan] , først skrevet f Sligt let blive for Staten, fornemlig ogsaa af den Grund, fordi den Art af Discussion allermeest frister – alle ubetydelige Hoveder, alle Snakkesalige, alle tomt Opblæste, og altsaa især Publikum. Jo 122concretere nemlig Gjenstanden er, ⓘ overover] tilføjet hvilken der skal tænkes og om hvilken man skal yttre sig, desto hurtigere og desto tydeligere vil det vise sig, om den Talende har Forudsætninger til at kunne tale med eller ikke. Men de uhyre Opgaver det er ret Noget – for de ubetydeligste Sladder-Mestere. Det er maaskee ikke af Veien at minde herom, thi da vor Tid, Bevægelsens Tid, paa mange Maader ⓘ i Stat og Kirkei Stat og Kirke] tilføjet intenderer at bringe Grund-Forudsætningerne under Discussion, saa bliver Følgen deraf let, at en eventyrlig Menneske-Masse kommer paa Bene og faaer Munden paa Gang i Discussions-Legen, et Publikum som aldeles Intet forstaaer, hvorimod Opgavens uhyre Størrelse begunstigende skjuler over de Discuterende og Yttrendes respektive Uvidenhed. Dersom en Lærer vil favorisere en ►Døgenicht af Discipel, saa kan han gjøre det paa forskjellig Maade, men han kan blandt Andet ogsaa gjøre det ved at forelægge ham en 51 saa uhyre Opgave, at Censorerne slet Intet kan slutte af hans Svars Ubetydelighed, fordi Opgavens uhyre Størrelse berøver ⓘ demdem] tilføjet Maalestokken. Maaskee kan jeg oplyse det ved et Exempel fra Videnskabens Verden. ►Et ⓘ videnskabeligtvidenskabeligt] , foran er slettet egentlig Vrøvlehoved, der i Grunden Intet veed, faaer man sjeldent til at indlade sig paa noget Concret; han taler ikke om en enkelt Dialog af 👤Plato, det er for Lidt for ham – det vilde maaskee ogsaa let vise sig, at han ikke havde læst den. Nei han taler om hele 👤Plato, eller vel endog om hele den græske Philosophie, men især da om Indernes og Chinesernes Viisdom. Dette: hele 👤Plato, hele den græske Philosophie, hele den østerlandske Dybsind er det uhyre ⓘ Store, det Grændseløse,Store, det Grændseløse,] , ændret fra Store det Grændseløse der begunstigende skjuler over hans Uvidenhed. Saaledes er det ogsaa meget lettere at tale om en Forandring i Regjeringsformen end at afhandle en ganske lille concret Opgave; og det Uretfærdige mod de faae Dygtige ligger i, at de paa Grund af Problemets uhyre Størrelse tilsyneladende blive Ligemænd med enhver ►Peer, der »ogsaa yttrer sig.« Det er saaledes meget lettere for en Snakke-Mester at criticere vor Herre end at bedømme en dansk Stiil af en Discipel i den lærde Skole, ja end at bedømme en ►Svovelstik; thi naar Opgaven blot er concret, saa vil han, forhaabentligen, snart ►forraade hvor dum han ⓘ er. Mener. Men] , ændret fra er; men vor Herre og ►hans Styrelse af Verden er noget saa uhyre Stort, at i en vis svimlende abstrakt Forstand, den Taabeligste 52 lige saa godt kan snakke med som den Viseste.

✂ ►ⓘ 123Det SophistiskeDet Sophistiske] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang ligger vor Tid maaskee kun altfor ⓘ nær:nær:] , < nær, at man sætter de største Problemer under Discussion for at begunstige de ubetydeligste og tankeløseste Mennesker til at komme med i Discussionen. Lad os ikke glemme, at hiin ædle Reformator, ►den eenfoldige Vise i 📌Grækenland, som jo ►havde med Sophister at gjøre, at han netop ►havde sin Styrke i at jage ⓘ SophisterneSophisterne] , < Sophisternes ud af det Abstraktes og det Altomfattendes Skalkeskjul, havde sin Styrke i at gjøre Samtalen saa concret, at Enhver, som talte med ham, og meente at tale om een eller anden uhyre Gjenstand (Statsstyrelsen overhovedet, Opdragelsesvæsenet overhovedet o: s: v), inden han vidste et Ord deraf, var bragt til at tale om sig selv – om han vidste Noget eller han ikke vidste Noget. Man skulde næsten troe, at vor Tids Sophister item deres ►Tillæg: Publikum var sig bevidst, hvorledes de bruge et Skalkeskjul; thi det er jo Skik og Brug det er en etableret Opinion, at ansee det for flaut, om Nogen tager fat paa en saadan Sophist, afhjælper ham hele hans phantastiske Paaklædning, og gjør ham til hvad han er et sølle Skrog, der i Publikums, i Critikens, i Aarhundredets Navn har gjort saa megen Alarm. Det skal være flaut, mig ⓘ synessynes] , herefter er slettet det, at det dog er flauest for det sølle Skrog, naar man har hjulpet ham af det meget Overtøi, og at han nu staaer for os i naturlig Størrelse. Men i vor Tid imponerer man – ved Hjælp af Overtøiet. Saaledes imponerer det ogsaa naar man faaer en uhyre stor Pakke sendende med Posten; 53 men naar man forvisser sig om at Pakken er lutter Convoluter: saa imponerer det ikke mere.

✂ Dog tilbage til den theologiske Candidat. Maaskee vilde En sige: »men det er da ogsaa haardt at forlange af en Mand, ⓘ derder] , først skrevet at har ►habiliteret sig til et Levebrød, at han skal spærre sig sin Fremtid, saa han end ikke har det Haab tilbage, hvilket han dog kunde have, hvis han, efterat være bleven ansat, ►blev afskediget: at faae Pension.« Ja, vist er det haardt, men det skal ogsaa være haardt – at være en Extraordinair; ja, det skal være saaledes haardt, at Ingen, hvis han forstaaer dette, kunde ønske at være en Saadan, om end Den, der er det i Sandhed, vel i sit Guds-Forhold vil finde Trøst og Tilfredsstillelse og Salighed. Thi den sande Extraordinaire skal netop ikke trøstes eller søge Lindring eller finde Lindring hos det Almene, men ene hos Gud; og deri ligger det Dialektiske som er Qvalen og Crisen, og tillige Saligheden.

✂ ⓘ NaarNaar] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang derimod en Tid bliver charakteerløs, saa er det vel muligt, at een 124og anden Enkelt faaer nogle Symptomer af at ville være Extraordinair; men ►det har ingen Art, og derfor vil han at det Almene skal hjælpe ham dertil, han vil at det Almene, det Bestaaende og han skal slaae sig sammen ⓘ omom] , ændret fra op at lade ham blive en Extraordinair. Hvilken Bagvendthed! Den Extraordinaire skal jo netop bringe det ny 54 Udgangspunkt, han er i Forhold til det Bestaaende som ►Den, hvis Fødder staaer udenfor og skal bære det Gamle bort: og saa skulde det Bestaaende selv være ham behjælpelig. Nei det Almene skal netop ►stramme imod; og hvis det Bestaaende ikke gjør det, saa udvikles her igjen noget ⓘ Sophistisk ligesomSophistisk ligesom] , først skrevet Sophistisk: at det bliver det med Discussionen af de uhyre Opgaver: at det bliver det allerletteste at være en Extraordinair, Noget enhver ►Bønhas aspirerer til, Noget for alle dem, som ellers ikke due til Noget. Der ⓘ erer] tilføjet i vor Tid ►Epigrammer nok, som Tiden selv frembringer uden at forstaae dem eller ⓘ paaagtepaaagte] SKS, paa agte R; afviger i K dem; lad os ikke glemme, at nuomstunder er en Martyr, en Reformator en Mand der dufter af Vellugt, en Mand der sidder med Krands i Haaret og mæskes ved Gjestebuder, en Mand der har alt Sit paa det Tørre, en Mand der egentligen slet Intet vover, og dog vinder Alt selv Reformatorens ⓘ Titel. HansTitel. Hans] , ændret fra Titel; hans Titel; thi vor Tids Vittighed ligger da endnu og tærper i det Forslidte med at ►spotte Regjeringerne for deres Titler og Ordener, den har ikke opdaget, at det egentligen er Publikum og den offentlige Mening der lege med Titler, naar ⓘ dede] tilføjet , som Børn der lege Soldat, udnævne den Betydeligste de har paa deres Partie til verdenshistorisk og absolut Rangerende. Men naar det Bestaaende ikke strammer Tøilerne, saa bliver tilsidst Enhver, som ikke vil lyde, en Reformator. Naar Faderen bliver svag, naar Huslivet bliver rørt af en oprørsk Reflexion: saa forvexler det uartige Barn sig me55get let med en Slags Reformator. Naar Skolemesteren taber Tøilerne: saa forvexler den næsvise Discipel sig meget let med en Art Reformator. Det er jo ogsaa derfor i vor Tid kommen saa vidt, at der egentligen ikke hører Mod til at trodse Kongen, til at fortrædige og krænke ►Statsstyrelsen, men vel lidt Mod til at sige ►Pøbel-Triumphatorerne og ►de ⓘ OverendeOverende] K, slettet uden erstatning i R et Ord, Mod til – at tale mod Reformatorerne.

✂ ►Noget Underfundigt skal man nu visseligen ikke beskylde Mag. 👤Adler for; ►langt fra ham har det ⓘ vistnokvistnok] været med Svig at være traadt i ⓘ Stats-KirkensStats-Kirkens] , først skrevet Statens Tjeneste Tjeneste. Noget ganske Andet er, om, hvad der synes ⓘ atat] , < af fremgaae af ►Katastrophen, han ikke temmelig letsindigt, maaskee kun 125i Betragtning af og i Tillid til at have ►absolveret theologisk Examen, har valgt at blive Præst. ►Dette skal senere vorde belyst, fordi 👤Adler i denne Henseende som Phænomen ►udviser hvor forviklet Alt er blevet derved, at Christenheden er bleven ►en Titulatur, saa det i et christen Land, hvor alle ere Christne, kan hænde, at man endog kan være theologisk Candidat, ja blive christelig Præst, – uden engang at være kommen i Berøring med ►det selvprøvende Spørgsmaal, om man da selv er en Christen, da dette tilsidst følger af sig ⓘ selvselv] , < selv, ligesom det at man er Menneske.

✂ 56Han var da Præst – og nu først indtraadte den Begivenhed, der maatte stille ham som den særlige Enkelte ►extra ordinem. Collisionen er der; thi at 👤Adler var saaledes situeret er let at see og kun for yderligere Tydeligheds Skyld skal jeg ganske kortelig angive de dialektiske Forhold mellem det ⓘ a)a)] tilføjet Almene og ⓘ b)b)] tilføjet den Enkelte og ⓘ c)c)] tilføjet den særlige Enkelte ɔ: den Extraordinaire. Naar den Enkelte blot reproducerer det Bestaaende i sit Liv (naturligviis ⓘ forskjelligtforskjelligt] tilføjet i Forhold til hvilke Kræfter og Evner, hvilken Dygtighed han har), saa forholder han sig som den normale Enkelte den ►ordentlige Enkelte til det Bestaaende; han udfolder det Bestaaendes Liv i sin Existeren; det Bestaaende er for ham det til Grund Liggende, der dannende gjennemtrænger og udvikler hans Evner i Lighed med sig; han forholder sig som en Enkelt, hvis Liv bøier sig efter det Bestaaendes Paradigma. Lad os imidlertid ikke glemme (thi Misfornøiede og ►Ildesindede ville gjerne udsprede ⓘ falskefalske] tilføjet Rygter): derfor er hans Liv ingenlunde ⓘ aandløst. Hanaandløst. Han] , ændret fra aandløst; han er ikke een med i ►Ramsen ⓘ afaf] , ændret fra paa Gloserne som gaae efter Paradigmet, nei han er fri og væsentligen selvstændig; og at være en saadan ordentlig Enkelt er ►i Ordenen i Reglen den høieste, men ogsaa den qvalitative betydningsfulde, Opgave der er sat noget Menneske.¹ – 57 Saasnart derimod den Enkelte lader sin Reflexion gribe saa dybt, at han vil reflektere over det Bestaaendes Grundforud126sætning: saa er han ifærd med at intendere at ville være en særlig Enkelt, og saa længe han reflekterer saaledes er han vragende det Bestaaendes ►impressa vestigia, er extra ordinem ►paa eget An- og Tilsvar. Og naar den Enkelte vedbliver ad denne Vei og gaaer saa vidt, at han ikke som den ordentlige Enkelte reproduktivt fornyer det Bestaaendes Liv i sig ved under evigt Ansvar at ville indordne sig deri, men vil fornye det Bestaaendes Liv ved at bringe et nyt Udgangspunkt for dette, et nyt Udgangspunkt i Forhold til det Bestaaendes ⓘ Grund-Forudsætning,Grund-Forudsætning,] , < Grund-Forudsætning: naar han ved umiddelbart at indordne sig under Gud maa forholde sig omskabende til det Bestaaende: saa er han den Extraordinaire, det vil sige saa bliver denne Plads ham at anvise, hvad enten han nu er berettiget eller ikke, 58 han maa her seire og her finde sin Dom, det Almene skal netop lukke ham ⓘ ude.ude.] , ændret fra ude. –

✂ ⓘ SomSom] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang overalt saa gjelder det her fornemlig om at den qvalitative Dialektik respekteres med ethisk Alvor. I en charakteerløs Tid kan nemlig det Sophistiske fremkomme, at En, der intenderer at være en Extraordinair vil at denne Intention skal endog komme ham til Gode i det Almenes Tjeneste, saa han ►paa Grund der af ⓘ endogendog] , først skrevet b bliver en ⓘ ualmindeligualmindelig] , først skrevet ul blandt de Ordinaire. Usalige Forvirring, som har sin Grund i en tankeløs letfærdig ►Qvantiteren. Enten skal et Menneske ville tjene det Almene, det Bestaaende, udtrykke dette, og i saa Fald bliver hans Fortjeneste i Forhold til som han med Troskab og Nøiagtighed veed at indordne sig i det, veed at gjøre sit Liv til en skjøn og riig og tro Gjengivelse af det Bestaaende, udarbeide sig til Type for det Bestaaende; eller han skal for Alvor være en Extraordinair, og saa skal han extra ordinem, ud af Geleddet, ud af Rækkerne, hvor han ikke hører hjemme. Men i vor Tid forvirres Alt. En misfornøiet Embedsmand fE vil endogsaa være noget Overordentligt, fordi han er Embedsmand – og tillige misfornøiet. Sørgelige, ►usædelige ►Confusion! Er han misfornøiet, fordi han har noget Nyt fra Gud at bringe os: saa ud af Geleddet, 59 ►»Strikken om Halsen«¹ 127og lad ham saa tale, saa er Situationen som en sand Extraordinair behøver den og maa fordre den, for at kunne gestikulere og faae ►Sangværket i Gang. Men har han ikke noget Nyt fra Gud at bringe ⓘ os,os,] , først skrevet os:; først skrevet os, saa skal det ingenlunde ►anslaaes ham til Fordeel, at han er misfornøiet – og tillige Embedsmand. Men Tidens Charakteerløshed og nyfigne Feighed gjør det tilsidst til en Slags vanærende Bornerethed, at være Noget ►tilgavns: enten en tro Embedsmand med Liv og Sjel, eller en Reformator ►med Sværdet over Hovedet, i Livsfare, i Selvfornægtelse. ►Εις ϰοιϱανος εστω, og saaledes ogsaa Een være den Extraordinaire. Vil ►en heel Slægt være Konge, og en heel Slægt fuske i at være ⓘ Extraordinair,Extraordinair,] , < Extraordinair: saa bliver det ⓘ JuxJux] , ændret fra Skidt. Og Følgen deraf bliver kun ►Sinkerie. Dersom ►Styrelsen havde tiltænkt Slægten 60 en Extraordinair: saa vil Følgen blive, at der maa ventes, at der maaskee først maa sendes en Forløber, en Betjent, der har at ►gjøre Luft, har at cassere alle disse falske Propheter, har at bringe lidt Mening og Fynd ind igjen i de udmarvede og meningsløse Forhold. Naar nemlig hele Generationen er bleven reformatorisk, saa kan den sande Reformator slet ikke komme til at vise sig i sin Sandhed; det ⓘ er,er,] , først skrevet er s for at erindre om ►et tidligere Udtryk, ligesom naar ved en Ildebrand ⓘ AlleAlle] , < alle commandere: saa kan Brandmajoren ikke commandere.

✂ Det der saaledes gjør Forskjellen mellem den ordentlige Enkelte og den særlige Enkelte er Udgangspunktet; forresten kan det godt være, at en ordentlig Enkelt er, menneskeligt talt, større end en virkelig Extraordinair. Den ⓘ sidstesidste] , ændret fra sande Maalestok, efter hvilken Menneskene rangere, er det Ethiske, i ⓘ ForholdForhold] , < forhold til hvilket ►Differentserne (selv den i særlig Forstand at være kaldet af Gud) er et Forsvindende; men det verdslige Sind lader omvendt Rangfølgen bestemmes efter Differentsen. Lad os tage 128et Exempel paa en saadan ordentlig Enkelt, og lad os ret glæde os ved, at vi har Exempler at ⓘ pegepege] tilføjet paa; lad os ►nævne honoris causa, men ogsaa for at oplyse dette Forhold: ►ⓘ Stats-Kirkens øverste Geistlige, visseligen ogsaa dens troeste TjenerStats-Kirkens øverste Geistlige, visseligen ogsaa dens troeste Tjener] 📌Sjellands beundrede Biskop – og Enhver gjør vel i her at beundre; thi Den der ⓘ herher] tilføjet udtrykker ⓘ ogsaaogsaa] tilføjet det Almene skal man netop gjøre sig en Glæde af at 61 beundre, ⓘ da man af ham kan læreda man af ham kan lære] , ændret fra thi af ham kan een lære; ændret fra thi af ham kan man lære. Biskop 👤Mynster har ikke det Mindste af Det, som man i strængeste Forstand maatte kalde den særlige Enkeltes ⓘ Signalement. TværtimodSignalement. Tværtimod] , ændret fra Signalement; tværtimod, med ophøiet Rolighed, glad hvilende i sin Overbeviisning som rigeligt Indhold for et riigholdigt Liv, med formanende Eftertryk, med Alvorens ædruelige Besindighed, indtil Grændsen af en ædel lille ironisk Vending mod fortumlede Hoveder har denne Mand bestandigt vedkjendt sig, at det ikke var noget Nyt, han havde at bringe, at det tvertimod var det gamle Bekjendte; han har aldrig rokket ved det Bestaaendes Piller, tvertimod har han selv staaet urokket som ►en Grund-Pille. Og naar han ►reviderer første Oplag af sine ⓘ tidligstetidligste] tilføjet Prædikener, saa »finder han Intet at forandre i det Væsentlige« (som havde han siden den Tid maaskee været saa heldig at ►overkomme een eller anden frisk arriveret ⓘ systematisksystematisk] tilføjet Nyhed); og naar han engang paa sit Dødsleie, ikke for det ny Oplags Skyld, men ►til Vitterlighed reviderer alle Prædikenerne, saa finder han formodentligen igjen »Intet at forandre i det Væsentlige«. Nei, det var Altsammen det gamle ⓘ Bekjendte –Bekjendte –] , først skrevet Bekjendte. som dog i ham fandt et saa friskt og saa forfriskende Udspring, et saa ædelt, saa skjønt og saa riigt Udtryk, at han i et langt Liv bevæger Mange forunderligt nok ved 62 det Gamle ⓘ og at efter hans Død Mange, bevægede, ville længes efter denne Gamle og dette Gamleog at efter hans Død Mange, bevægede, ville længes efter denne Gamle og dette Gamle] , ændret fra og Bekjendte, og at han efter sin Død vil vedblive at bevæge Mange, der vil længes efter dette Bekjendte; detteer kursiveret som man længes efter Ungdommens Liflighed, som man i Sommerens Varme kan længes efter Kildens ⓘ Kølighed – forunderligt nok, at det skal være noget Gammelt og Bekjendt!Kølighed – forunderligt nok, at det skal være noget Gammelt og Bekjendt!] , ændret i marginen fra Kølighed. Ja, sandeligen, dersom en Lære engang i sin første Begynden maa ønske en Apostel, der i strængeste Forstand som ⓘ ExtraordinairExtraordinair] , < extraordinairt staaer udenfor Geleddet: o, da vil den samme Lære i en sildigere Tid ønske saadanne Husholdere, der intet Nyt have at bringe, der tvertimod kun i Alvor have deres Glæde af selv at udtrykke det Almene, og 129deres Glæde af at gaae med i Geleddet og lære os Andre at holde Takten – naar vi blot passe paa at ►see flinkt op til Høire. – ►En Viis har sagt om Piger: at de skulle giftes, naar de ere Piger i Alder men Koner i Forstand. En Mand har ikke et saadant Øieblik, om ham maa der siges at Opgaven er at bevare sig selv gjennem et heelt Liv. Men hvad er det at bevare sig selv? Det er, naar Blodet er varmt og Hjertet banker heftigt i Ungdommens Dage, da at kunne ►køle næsten med en Oldings Besindighed; og det er, naar Dagen hælder, naar det stunder mod Afskeden, da som Olding at kunne opflamme med Ungdommens Friskhed. Naar skal en Pige giftes? ⓘ Oldtiden svarer:Oldtiden svarer:] naar hun er Pige i Alder, men Kone i Forstand.« Naar skal en Mand være Lærer? ⓘ Naar han er en Mand i Alder men i ⓘ BesindighedBesindighed] , ændret fra Viisdom en Olding.Naar han er en Mand i Alder men i Besindighed] ændret fra Viisdom en Olding.] , ændret i marginen fra Naar han har Ungdommens Kraft og Oldingens Viisdomændret fra Naar han har Ungdommens Kraft og Oldingens Forstand; først skrevet Naar han har ung Og naar staaer han paa sit Høieste? naar han engang 63 * er en Olding i ⓘ Alder og BesindighedAlder og Besindighed] , ændret i marginen fra Alder og Viisdom; ændret fra Aar og Forstand, men ⓘ hjertefriskhjertefrisk] , ændret fra frisk som en Yngling. ⓘ Thi hvad er vel det at bevare sig selv, hvilket væsentligen forstaaet er Mandens høieste Opgave? Det er, naar Blodet er varmt og Hjertet banker heftigt i Ungdommens Dage, da at kunne ⓘ ►svalesvale] , ændret fra køle næsten med en Oldings-Besindighed; og det er naar Dagen hælder, naar det stunder mod Afskeden da at kunne opflamme med Ungdommens ⓘ IldIld] , først skrevet Friskhed.Thi hvad er vel det at bevare sig selv, hvilket væsentligen forstaaet er Mandens høieste Opgave? Det er, naar Blodet er varmt og Hjertet banker heftigt i Ungdommens Dage, da at kunne svale] ændret fra køle næsten med en Oldings-Besindighed; og det er naar Dagen hælder, naar det stunder mod Afskeden da at kunne opflamme med Ungdommens Ild] først skrevet Friskhed.] – Men er dette ikke en Fornærmelse mod ►den Høiærværdige at sidde og skrive noget Saadant; dersom det Fremsatte er sandt, saa er Biskop 👤Mynster jo ingen stor Mand, saa har han jo aldrig fulgt med Tiden, saa veed han jo ikke, hvad ►Tidens Fordring er, end mindre at han selv har været istand til at ►inventere den. Nei, inventeret Noget har han ikke; om han maaskee ikke har kunnet (han der dog nok som ►skarpsindig ⓘ PsychologPsycholog] , først skrevet Theol kjender de menneskelige Daarskaber fra Grunden, og altsaa er i Besiddelse af Nøglen til det store ►Pakloft, hvor de diverse Tidens Fordringer ligger opdyngede), skal jeg ikke ►fordriste mig til at afgjøre; men vist er det, han har ikke ⓘ inventeretinventeret] , først skrevet villet Noget.

✂ Det ny Udgangspunkt ⓘ erer] , ændret fra var altsaa Differentsen mellem den sande Ordinaire og den sande Extraordinaire; den væsentlige menneskelige Maalestok: det Ethiske have de begge tilfælles. Naar da den Enkelte virkelig er den sande Extraordinaire, og virkelig har et nyt Udgangspunkt, naar han fatter sit Livs betrængte Vanskelighed i hiin ►discrimen mellem det Al130mene og Enkeltheden extra ordinem: maa han være ubetinget ►kjendelig paa, at han er villig til at bringe Offer.¹ Og dette maa han være villig til for sin egen Skyld og for det Almenes Skyld.

✂ 64 *Netop fordi den Extraordinaire, hvis han er det i Sandhed, maa ⓘ vedved] , først skrevet være sit Guds-Forhold være sig bevidst, at han ►ϰατα δυναμιν er stærkere end ►summa summarum af alt det Bestaaende, har han slet Intet med den Bekymring at gjøre: om han nu bare seirer. Nei denne Bekymring er han ganske fritagen for; men derimod har han den særlige Enkeltheds rædsomme Ansvar for hver Skridt han gjør, om han nu indtil det Mindste nøie følger sin Ordre, om han bestemt og ene og ►lyt hører Guds ⓘ Stemme –Stemme –] , først skrevet Stemme, det rædsomme Ansvar, hvis han hørte eller havde hørt feil. Netop af den Grund maa han ønske sig al mulig Modstand udenfra, ønske, at det Bestaaende har Kræfter ⓘ forfor] , først skrevet til at kunne gjøre ham hans Liv til et ►tentamen rigorosum, thi denne Prøve og dens Smerte er dog Intet mod Ansvarets Rædsel: ►hvis han var eller havde været i en Vildfarelse! Dersom fE en Søn skulde føle sig kaldet til at bringe en ny Anskuelse af det huslige Liv (og som en Søn er bundet i Pieteten, saa skal og bør enhver Enkelt være bunden i Pietet ligeoverfor det Almene): vilde han da ikke, hvis der var Sandhed i ham, netop ønske, at Faderen var den Stærke, som kunde ►træde ham imod med faderlig Myndigheds fulde Kraft? Sønnen vilde nemlig ikke ⓘ saasaa] , først skrevet frygte det meget frygte ►det at ligge under, hvis han havde Uret, altsaa at maatte ydmyget men frelst vende om til det Gamle, som han vilde gyse for den Rædsel: at seire – hvis han i Grunden havde Uret.

✂ ⓘ SaaledesSaaledes] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang med den 65 sande Extraordinaire; han er det sorgløseste Menneske ►betræffende hiin de verdslige Heltes timelige Bekymring, om nu Det han har at forkynde skal seire i Verden; derimod er han ængstet som en arm Synder, sønderknuset hver Gang han betænker sit Ansvar, 131og om han nu paa nogen Maade skulde have taget feil; ja det er ham, som skulde Aandedrættet standse, saa tungt kan Ansvarets Vægt hvile paa ham. Netop derfor ønsker han Modstand: ⓘ han –han –] , først skrevet han, den Svage, han – den Stærke, der, skjøndt eenligt Menneske, ϰατα δυναμιν i sin Svaghed er stærkere end hele det Bestaaendes forenede Magt, hvilken naturligviis har Magt til baade at ►hudflette og henrette ham som Ingenting. ►Naar Berserkegangen kom over vore nordiske Fædre, da lode de sig tvinge ind mellem Skjolde: saaledes ønsker ogsaa den sande Extraordinaire det Bestaaende Kraft til at danne behørig Modstand. Forsaavidt maatte Mag. 👤Adler, dersom han ellers i Sandhed var den Extraordinaire, ret oprigtigt være glad ved, at der ►som øverste Geistlig i den danske Stats-Kirke staaer en Mand som Biskop 👤Mynster, en Mand, der uden at være grusom eller borneret, ved selv at ►lyde strengt har tugtet sig op til med Alvorens tunge Eftertryk eller ►Gravitet at turde fordre det Almene af 66 Andre; en Mand der ►nok kan tage Tag, dersom blot den sande Extraordinaire er ⓘ der.der.] , først skrevet der, Forsaavidt behøvede altsaa 👤Adler ikke, hvad ellers kunde gjøres fornødent, at laane det Bestaaende lidt af sine Kræfter, at dette kunde gjøre ham behørig Modstand. Men i ethvert Tilfælde skylder 👤Adlers Sag Biskop 👤Mynsters Holdning meget. En svagere Mand paa ⓘ en saadanen saadan] , ændret fra denne Post, en Mand, som maaskee selv havde nogle Symptomer af at ville være lidt Extraordinair: saa var 👤Adler ⓘ formodentligenformodentligen] , først skrevet ikke ikke ►bleven afskediget, ►Forholdet ikke consequent og dygtigt ordnet; ¹ saa var det Hele vel blevet et meningsløst, »mærkværdigt Noget.« En fortumlet Extraordinair til at bringe det Ny, og en svagbenet Regjerings-Mand til at holde igjen passe jo rigtignok for hinanden, men kun som ►132Mage til Broget. Thi mangler vor Tid sande Extraordinaire, 67 * saa mangler vor Tid ogsaa hine alvorlige Skikkelser, hine i høieste Forstand tugtede Individualiteter (►ad majorum disciplinam non ad hujus seculi levitatem instituti) der netop ved Selvtugt veed at ave Andre – og forsaavidt ogsaa at opdrage sande Extraordinaire; thi ikke ►laxe Begreber og ikke ubestemt flydende Forhold danne en sand Extraordinair, de forkjele og fordærve ham kun. Og muligen behøver vor Tid ingenlunde en sand Extraordinarius ⓘ velvel] , foran er slettet men derimod hine ⓘ grundredeligegrundredelige] , ændret fra redelige Mænd, der med gudfrygtig Resignation fatte det som Opgaven: ikke at inventere noget Nyt, men med Liv og Sjæl at være troe i det Bestaaende. Men hvad enten nu vor Tid behøver Extraordinaire eller ikke: det staaer fast, at den sande Extraordinaire er kjendelig paa, at han er villig til at bringe Offer.

✂ ►Bevægelses-Mændene i vor Tid (de uægte Extraordinaire) forstaae og tage Sagen anderledes. Det er maaskee efter en ret forstandig, endelig Overveielse af Forhold, Hensyn o: s: v:, at en Mand kommer til det Resultat, at han har et nyt Forslag at gjøre. Fra nu af er han færdig i Retningen ind efter i Selvfordybelse og Ansvar for Gud – han har jo ogsaa et Resultat. Han tager nu front mod det Bestaaende, og ►τελος for hans Stræben er, at dette hans Forslag, hans Plan maa seire. Det er vist og fast, at hans Plan er det Sande, Opgaven og Arbeidet er kun at faae 68 * den til at seire.

✂ ⓘ ManMan] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang seer let, at Forholdet er det omvendte af den sande Extraordinaires. Denne er ene bekymret for sin Instrux og sit Forhold til Gud, ene beskæftiget med det underjordiske Arbeide i Gruben at grave Skatten ud, eller at fornemme Guddommens Stemme; han spøger letsindigt med det at seire i Verden, thi det veed han nok, at er blot Alt i sin Orden med hans Forhold til Gud, saa seirer nok hans Idee, selv om han falder. Den sande Extraordinaire bliver i dette sit Forhold til Gud sig sin Ueensartethed med Timeligheden bevidst, og han har derfor i dette Ueensartethedens ►spatium den Plads, paa hvilken han kan røre sig i at vove for sin Sag, vove Liv og Blod. Bevægelses-Manden har ingen evig Overbeviisning, han kan derfor umuligt i evig Forstand være sikker, ei heller er han kun beskæftiget med at erhverve denne Sikkerhed: netop derfor har han ingen Plads ⓘ ogog] , først skrevet at ingen Tid til at vove noget Synderligt. Hans Sag er ⓘ aldelesaldeles] tilføjet eensartet med Timeligheden, det er derfor 133ikke blot hans Stræbens τελος at den skal seire, men det at den seirer skal i Grunden forvisse ⓘ Bevægelses-Manden om, Bevægelses-Manden om, ] kursivering ophævet at han havde ⓘ Ret,Ret,] , < Ret. at hans Forslag var sandt. De samme Mennesker, der danne det Bestaaende, skal han altsaa ikke blot bruge igjen, men han trænger til dem, kun at de faae en ny Uniform paa i Overeensstemmelse med hans Plan.¹ Man seer let, hvorledes hans Stræbens 69 Dialektik maa blive, han som vil støde det Bestaaende omkuld, og ikke tør støde til af Frygt for selv at falde, da ⓘ dettedette] , ændret fra det ikke blot var en fatal Omstændighed, men tillige, efter hans egne 134Begreber, Beviis for at han havde Uret. Alt dreier sig, som sagt, om at seire, ikke blot fordi hans Plan saadan skal være sand, men tillige for at hans Plan ved at seire – kan blive sand. Han har ikke Visheden, men faaer den først naar han har ⓘ seiret; hvorimod denseiret; hvorimod den] , ændret fra seiret. (Den sande Extraordinaire har den ueensar70tede Vished, har Evighedens ⓘ VishedVished] , < Vished), hvad enten han falder eller ⓘ ikke.ikke.] , < ikke.)

✂ ⓘ At villeAt ville] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang bevæge paa ⓘ hiinhiin] , < den Maade er i Grunden ligesom hvis En vilde tilbyde sig at gjøre et Kunststykke – »dersom det lykkes«, og for en ⓘ FuldstændighedsFuldstændigheds] , først skrevet Forsigtigheds Skyld Skyld sætte det med paa Plakaten. Den, der vil bevæge Noget maa selv staae fast, men Bevægelses-Manden har Intet fast, det er først fast – naar det er blevet fast ɔ: bag efter. Han kunde derfor ønske at det Bestaaende var svagt og affældigt, for desto lettere at seire. Er dette ikke Tilfældet saa maa han bruge ethvert Middel for at seire, List, Snildhed, ►Haandtryk, Complimenter, ⓘ et trumfendeet trumfende] tilføjet ►👤Fanden gale mig og ⓘ et ►indrømmendeet indrømmende] tilføjet hvadbehager, ⓘ Reformatorens Optræden maa være som Dens, der søger ►Condition med at gaae Ærender i Byen, eller som en væver ►Urtekræmmer paa en travl Torvedag,Reformatorens Optræden maa være som Dens, der søger Condition med at gaae Ærender i Byen, eller som en væver Urtekræmmer paa en travl Torvedag,] han maa endog paa behørig Sted prutte 71 i Forhold til Planen selv, faae den behørigt forkluddret ved Hjælp af Comiteer, og fremfor Alt maa der ⓘ gaaegaae] , først skrevet af Bud til Publikum med en yderst forbindtlig og indsmigrende Invitation, om et høistæret dannet Publikum ikke vil gjøre Urtekræmmeren, eller hvad ⓘ detdet] , < der var jeg vilde sige, Reformatoren den Ære at staae Fadder til Barnet: og saa seirer endeligen dette ►Kludderie.¹ En saadan Bevægelses-Mand kan umuligt og kan umuligt vove at staae alene som Enkelt og derved 135faae Plads til at vove Liv og Alt; tvertimod han trænger 72 selv til Majoriteten, for at faae Vished om, det er sandt, om det duer noget Det han vil. Han vil bevæge Andre, og i Grunden vil han, at de Andre skal holde paa ham, at han kan staae fast. Men saa er der jo ingen Bevægelse, thi han staaer først fast, 73 naar Sagen er afgjort og Majoriteten vunden, saa længe dette ikke er afgjort (og dette er jo det Spatium i hvilket Bevægelsen skulde foregaae) staaer han ikke fast.

✂ ⓘ Naar manNaar man] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang har Bevægelses-Mandens Anskuelse af Tilværelsen sees let, at den Betragtning maa udvikle sig, der anseer det at vove for latterlig 136Galskab eller Dumhed. Og man maa ►billigt indrømme at fra dette Synspunkt seer det saaledes ud, men til Gjengjeld tager Bevægelses-Manden sig ogsaa pudseerlig nok ud fra et andet Synspunkt, Bevægelses-Manden der ikke staaer fast i det Øieblik det behøves (saa længe Sagen er i Minoriteten) men først staaer fast, naar han ikke behøves, Bevægelses-Manden der besynderligt nok mener, at det er ham det Hele skyldes. Al Bevægelse forudsætter (det vil Enhver forvisse sig om der vil tænke dens Dialektik) et Punkt, et fast Punkt udenfor – og saaledes er den sande Extraordinaire Punktet udenfor, han staaer paa ►hiint archimediske Punkt udenfor Jorden ɔ: han har i sit absolute Guds-Forhold et fast Punkt ►extra ordinem – et terram movebit. Men han har ogsaa Plads til at røre sig, naar det gaaer løs paa Liv og Død og Hudflettelser og andet Saadant, som det nok ikke kan hjælpe om man vil foreslaae Majoriteten at ►entrere paa, og som det da er utænkeligt kunde hænde Den, der er i Majoriteten. Om den sande Extraordinaire seirer idag eller imorgen, eller om tusind 74 Aar gjør ham hverken fra eller til, thi han har seiret, hans Guds-Forhold er hans Seier; ja, om hvad han har at forkynde aldrig seirede i Verden, saa maatte han dertil svare: det er værst for Menneskene selv.

✂ ⓘ See,See,] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang denne Attitude er Bevægelsens; men Bevægelses-Manden har intet Evigt og derfor intet Fast, han har som Følge deraf heller ikke Mod til at ⓘ bliveblive] , først skrevet være den ►kjendelige Enkelte, der vil og vil vove Noget. Væsentligen handler han slet ikke, han gjør i ►Anskriget et fingeret Udfald, hans Virksomhed culminerer i at raabe Noget ud. Som naar Børn lege, et pludseligen raaber: skal vi saa ikke lege det, saaledes raaber Bevægelses-Manden: »skal vi saa ikke gjøre det.« Naar de derpaa ere blevne Mange, naar Majoriteten er paa deres Side og Sagen er dreven igjennem: saa først kommer egentligen Bevægelses-Manden tilsyne ►ret kjendelig, han gaaer nemlig omkring og gratulerer Nyt-Aar, sigende: »det var egentlig mig, der stod i Spidsen for Bevægelsen og den ny Retning.« Stundom fremkommer endogsaa den Confusion, at man med Forundring seer, at der, naar Alt er afgjort, endog er flere Bevægelses-Mænd, som gaae omkring og gratulere 75 hver især sigende: det var egentlig mig, som stod i Spidsen for ⓘ BevægelsenBevægelsen] , først skrevet o: s:og saa videre og for o: s: v:. Altsaa nu viser det sig, at der ikke blot var ⓘ EenEen] , < een ⓘ menmen] K, men men R endogsaa Flere i Spidsen. Denne ►pudserlige Confusion indeholder en dyb Sandhed, den nemlig, 137at der slet Ingen var som stod i Spidsen, og at forsaavidt den Ene er lige saa berettiget som den Anden til at gaae omkring og gratulere. En sand Extraordinair, der stod ene, forladt, i den særlige Enkeltheds udpegede Gabestok, en sand Extraordinair, der blev kjendt paa, at han blev henrettet: ja, det forstaaer sig, han kan rigtignok ikke senere ►gaae om at gratulere – men han kan heller ikke forvexles.

✂ ⓘ Bevægelses-MandenBevægelses-Manden] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang kunde man maaskee hellere kalde en Røre-Pind. Denne er jo ogsaa den væsentlige Forskjel mellem Bevægelse og Røre, at Bevægelse er i Retningen: fremad, Røre er Bevægelsen op og ned, rundtomkring ligesom ►Stangen i en Smørkjerne, ligesom ►Dens Fødder, der træder Tørv, ligesom Rygte og Bysnak, ligesom ►Sløven i Kokkepigens Haand, naar hun rører i ►Røret. Forsaavidt er det kun et Sandsebedrag, naar disse Bevægelses-Mænd spotte de Dygtige, de Urokkede, der i Sandhed staae stille, menende at de selv ikke staae stille; thi Røre er dog ikke Bevægelse, der er ikke Røre i en Flod naar 76 den rinder men i et stille staaende Vand; og der er heller ikke Røre i det, naar det ligger stille og dybt. ⓘ Ved Hjælp af Røret bliver det heller ikke til Noget; man kan paa dette Forhold anvende hvad Fiskeren siger, at der i visse Maaneder er Bid nok men lutter ►falske Bid, eller at ►Fisken bider falsk. Det falske Bid er det Symptomatiske, grundet i, at Fisken ikke ret har Lyst, og hvad der skeer ved Hjælp af Røre er ogsaa altid kun symptomatisk.Ved Hjælp af Røret bliver det heller ikke til Noget; man kan paa dette Forhold anvende hvad Fiskeren siger, at der i visse Maaneder er Bid nok men lutter falske Bid, eller at Fisken bider falsk. Det falske Bid er det Symptomatiske, grundet i, at Fisken ikke ret har Lyst, og hvad der skeer ved Hjælp af Røre er ogsaa altid kun symptomatisk.] – Det her Fremsatte er let at forstaae, falder det Nogen vanskelig da ►kan jeg ikke for, at det er lykkedes en moderne Tid ved at blive ganske jordisk og verdslig aldeles at glemme hvad selv Hedenskabet forstod.

✂ I det forfærdelige Ansvar som den sande Extraordinaire ideligt har at betænke (thi han har ikke et Resultat eengang for alle, han er ikke bleven Guddommens Befuldmægtigede eengang for alle¹, men han maa daglig høre sig for) er ogsaa indeholdt den Bekymring, at hans Exempel, naar han indtager Stillingen extra ordinem, kan forlede Andre, 138svage, ubefæstede, letsindige, nyfigne Mennesker til ogsaa at ville forsøge sig i noget Lignende; at hans Exempel altsaa kan blive en Snare, en Fristelse. Den Bekymring nemlig, som ellers plager travle, ⓘ ►bissende,bissende,] Folk at faae nogle Efterabere, nogle Tilhængere som ere enige med ham, et Selskab stiftet, som har et eget Signet: den 77 Bekymring kjender han ikke, i denne Henseende er han aldeles letsindigt spøgende, han har end ikke den Klogskab som Køerne har, thi ►naar en Ko vil til bissende at forsøge sig i det Extraordinaire, saa seer den sig først om, hvorvidt det vinder Sympathie hos Publikum eller ⓘ EngensEngens] , først skrevet <et> samtlige Køer, hvis ikke, saa stikker den Halen forstandigt mellem Benene. Med Tant og Forfængelighed veed den sande Extraordinaire at spøge; men det Forfærdelige, om han blev til Skade for et andet Menneske, om han foranledigede noget Menneske til at ville forsøge sig letsindigt i hvad der har Enkelthedens tungeste Ansvar: dette Forfærdelige fatter han fra Grunden. I en Bevægelses-Tid som vor, hvor Symptomer af at ville være lidt extraordinair er en Omgangssyge, maa han især med ►Frygt og Bæven vogte paa sit forfærdelige Ansvar. Han vil derfor ⓘ igjen herigjen her] , ændret fra her igjen netop gjøre sin Stilling saa afskrækkende som muligt for Andre, saa lidet tiltrækkende og fristende som muligt. Ogsaa af den Grund ønsker han haard Modstand; seer blot de Letsindige at det bliver en Smule Alvor med at holde Noget ud, saa falde de snart fra, ja de forvandle sig endog til Modstand mod den Extraordinaire. Letsindigheden vilde gjerne ►tage den Extraordinaire forfængelig som Legekammerat; mærker den, at dette ikke lader sig gjøre, da samler den sin barnagtige Vrede mod ham. Men ubetinget skylder enhver Extraordinair det Bestaaende ved eet eller andet dybsindigt Skridt først at for78vandle sin Extraordinaritet til Modbydelighed om muligt, at hans Exempel ikke skal gjøre Skade og blive en Snare. Og en sand Extraordinair i vor ⓘ Tid (efteratTid (efterat] , < Tid, efterat Reflexionen og Forstanden er saa uhyre udviklet) maa vide Beskeed om alt Muligt kjende Farerne og ►Mislighederne. At en Mand i vor Tid kunde faae en Aabenbaring, tør ikke ubetinget benægtes; men en saadan Udvalgts hele phænomenale Fremtræden vil være væsentlig forskjellig fra alle Ældre, hvem noget Saadant ►vederfores.

✂ ⓘ En sandEn sand] , linjeskift og indrykning angivet i marginalspalten med ordene Ny Udgang Extraordinair maa bestandigt have sin Tids Forudsætninger som Tjenende; forsaavidt ⓘ maattemaatte] , først skrevet maa han han i vor Tid disponere eminent over hvad der er Tidens Særkjende: Reflexion og Forstandighed. Den væsent139lige phænomenale Forskjel mellem en Mand i vor Tid, hvem en Aabenbaring er bleven til Deel, og en Mand i en ældre Tid, vil være at den Første med i høi Grad udviklet Besindighed overtager dette Overordentlige. Vor Tid er reflekterende, det lader sig ikke tænke, at ►den guddommelige Styrelse ikke selv er opmærksom derpaa. Den Udvalgtes Reflexion skal ikke tilintetgjøre ham ⓘ detdet] , < dette Overordentlige, Aabenbaringen, nei men han maa have hele Reflexionens ►Circumspektion som Tjenende i det Øieblik han sætter sig og sin Aabenbaring ind i Tidens Sammenhæng. Han 79 maa ⓘ dialektiskdialektisk] , < dialektiske kjende Farer og Misligheder som den Udvalgte i en ældre Tid ingen Anelse havde om. En Udvalgt i ⓘ ReflexionensReflexionens] , først skrevet vor Tid Tidsalder, maa være Eenheden af at være den ved en Aabenbaring Kaldede (og dette maa staae ham urokkeligt fast, at det var og er en Aabenbaring) og af at være Tidsalderens største ►Maieutiker. Hans Gaver og ethiske Udvikling i sidste Henseende gjør ham ingenlunde værdig til at udvælges af Gud, nei ►ligeoverfor Guds Kald er der ingen Værdighed som er værd at tale om, men at han har disse Gaver og er saaledes ethisk udviklet er ►hans phænomenale Særkjende.

✂ Nu er det vel sandt, at ►Mag.👤Adlers hele Sag fik et høist uheldigt Udfald, saa hans Exempel blev afskrækkende nok; men dette er ikke hans Fortjeneste, han har Intet gjort for i denne Henseende at hjælpe det Almene, og han havde dog formodentligen ikke ventet, at Udfaldet vilde blive saa uheldigt, han som endog ⓘ havde ►truffet Foranstaltningerhavde truffet Foranstaltninger] , ændret i marginen fra lod Typerne staae i Bogtrykkeriet for at det andet Oplag kunde komme desto hurtigere. Sæt altsaa det, som man siger, havde taget sig brillant ud med at faae sig en Aabenbaring, sæt det var blevet Tidens Fordring, sæt det havde gjort Lykke; og sæt saa, at det Almene ved Mag. 👤Adlers Exempel var blevet ⓘ belæmretbelæmret] , først skrevet blev med en lille Forstærknings-Bataillon af hysteriske ►Fruentimmer og ►nervesvage Studenter og ►Studiosi, som ikke vilde tage Em80beds-Examen, ►item af nogle snurrige ►Pandurer som sidde og ►grillisere paa en Præstegaard ¹ – hvilke Alle havde forsøgt sig i at fornye deres Mønt ved at faae sig en Aabenbaring.

✂ 81140Jeg skal nu reent dialektisk ved Phantasiens Hjælp forsøge et lille Anlæg, der om muligen kan vise, hvad 👤Adler kunde have ⓘ gjort eller jeg skal løfte ham heel og holden ind i Reflexionen.gjort eller jeg skal løfte ham heel og holden ind i Reflexionen.] , ændret i marginen fra gjort. Havde han været den sande Extra82ordinaire, var det, han havde fundet fornødent at gjøre, naturligviis blevet langt dybsindigere end hvad en ringe tjenende Critiker kan hitte paa. Det var blevet ⓘ nogetnoget] tilføjet langt dybsindigere; og egentlig er da Dybsind den dybe existentielle Gjennemførelse af en Idee, som umid83141delbart corresponderer med Gud. Nuomstunder mener man, at det er en stor Herlighed om Nogen er saa heldig at faae et dybsindigt Indfald, at gjøre en dybsindig Bemærkning, at skrive nu og da ►horis succisivis noget Dybsindigt sammen, som 84 man existentielt hver anden Stund fragaaer. Nei som ►Udholdenhed (i Modsætning til det blussende Øiebliks ►Skuffelse) er den sande Dyd, saaledes er ogsaa Dybsind ikke en Yttring, et Udsagn, men en Existeren; Dybsind er det billedlige over142førte Udtryk, der betegner, ►hvor mange Fod et Menneske existerende stikker, i samme Forstand som dette siges om Skibet. Men Skibet siges jo ikke at stikke saa og saa mange Fod dybt i den Forstand som ►en Søger, man momentant jager ind i Noget, men det er den afgjørende Bestemmelse i Forhold til Skibets hele og daglige ►Tilvær, at det stikker saa og saa mange Fod. Eller for at betegne det Samme paa en anden Maade: jo flere Udtræk en Kikkert har, jo bedre er den, og saaledes ogsaa: jo flere Udtræk et Menneske har inden man naaer hans inderligste Livs Forborgenhed, desto dybere stikker han. ⓘ DetDet] , først skrevet Den Dybsindige dybe Sind er ⓘ ingeningen] , foran er slettet derfor æsthetisk Bestemmelse i Retning af Genialitet, men er væsentligen en ethisk Bestemmelse; og netop derfor maa Den der virkelig skal kaldes dybsindig være det til daglig Brug, dog ikke saa det bliver paafaldende, thi det Paafaldende er atter en æsthetisk Bestemmelse. Lad 85 os tænke paa Skibene: naar to Skibe seile sammen, sees det ikke, hvilken Forskjel der kan være med Hensyn til hvor mange Fod de stikke – nei de seile begge.

✂ 143Der antages nu her, at 👤Adler virkelig har haft en Aabenbaring,¹ at det er ham vist og staaer for ham urokkeligt fast, at det var en Aabenbaring, saa hans Liv fra dette Øieblik er taget under guddommeligt Beslag. ⓘ SpørgsmaaletSpørgsmaalet] , først skrevet Spørgsmaaa er da om den tjenende Reflexion, med hvilken han overtager dette Overordentlige,² med hvilken han sætter det ind i ⓘ detdet] , først skrevet Virkelighedens Bestaaendes Sammenhæng. Med denne Overveielse kan Critiken ypperligt indlade sig, og paa denne tjenende Reflexion vil, som sagt, den Udvalgte i vor Tid, være at kjende som forskjellig fra enhver Udvalgt i en ⓘ ældreældre] , først skrevet Tid Tid. 86 Det væsentlige Fælles de have er det Afgjørende: er Aabenbarings-Faktumet, ►Benaadelsen; det phænomenale Forskjellige er Reflexionen, som den Udvalgte i vor Tid maa have, thi ►ⓘ derder] tilføjet er intet Nyt i Verden, men der er heller ingen eensformig, reent copierende 144Gjentagelse. Aabenbarings-Faktumet er det Faste, men Reflexionen er Mægleren. Det falder jo dog ikke Mægleren i det daglige Liv ind, at hengive sig til den taabelige Indbildning, at han eier alle de Penge, der gaaer gjennem hans Hænder; ak, nei Pengene er Pengemandens, men Mægleren er den Tjenende. Kun maa vi her huske paa, at i Forhold til det religieuse Høieste er Mægleren ikke en Endelighedens kløgtige Forretningsmand, tvertimod vil hans eller Reflexionens Opgave være ►at forhindre, at det Overordentlige ret bliver det det er, ikke bliver forvexlet med noget Andet, at det Overordentlige fE ikke kommer til paa en reent forkeert Maade at gjøre Lykke i Verden o: s: v:. Det falder heller ikke Kyperen ind, at Vinens kostbare Liflighed er hans Frembringelse, nei han veed at ⓘ denden] , < det er Naturens velsignede Gave, men Kyperen forstaaer sig paa ⓘ atat] , først skrevet at aftappe den lade den giære, at ►aftappe og afproppe den saaledes, at Vinen 87 ved Behandlingen netop bliver den ædle Viin den er, ikke taber Noget og ikke faaer nogen Bismag.

✂ Dialektisk vilde nu 👤Adler strax have indseet, at den guddommelige Naadegave har den Farlighedens ►discrimen, at hvad der er bestemt til høieste Velsignelse for Andre kan blive til ⓘ størstestørste] tilføjet Fordærvelse for dem ved uforsvarlig og uforsigtig Omgang. I samme Øieblik som han da havde overtaget Naadegaven i samme Øieblik havde han ►sluttet sig sammen, ►sluttet af for den og ►sluttet af med enhver Anden, at ingen uforsigtig Yttring, ⓘ ingeningen] , først skrevet ind dialektisk Uforsigtighed skulde fordærve det Hele i Snaksomhed; men det Overordentlige faae Tid til at sætte sig i Taushedens Pause (►in pausa). ►»Man sætter ikke en ny Lap paa et gammelt Klædebond, ei heller ny Viin paa gamle Læderflasker, at Hullet ikke skal ⓘ bliveblive] , først skrevet spræn større og Læderflasken sprænges« – og saaledes vil det jo netop skee, naar det absolute ny Udgangspunkt ved uforsigtig Omgang i overilet Travlhed bliver ►kluddret ind i det Gamle: saa gjør det kun Skade istedenfor Gavn. Den tjenende Reflexion ►vilde strax i samme Øieblik lært ham Taushed,¹ den Taushed, 88 i hvilken han ved hellig Be145slutning havde indviet sit Liv til ene at tilhøre dette Overordentlige (som Moderen helliger sig ved kun at ville være for Barnets Skyld); og den Taushed, ved hvilken han indtil videre havde forhindret enhver Meddelelse til noget eneste andet Menneske, for ikke at meddele noget Forkeert ⓘ ellereller] tilføjet paa en forkeert Maade.

✂ Men meddeles skal det jo dog dette Overordentlige, det skal sættes ind i Virkelighedens og det Bestaaendes Forhold; Tausheden skal ikke fordrive det, som man ►fordriver et Foster. Dog ingen Utaalmodighed! Der er en ►nervesvækket Skjælven, som i rystende Utaalmodighed ikke kan holde paa Noget og heller ikke sundt give Noget fra sig: lad os ikke bedrages af den. Enhver der veed, hvad det er i Sandhed at være besluttet, han veed meget godt, at man kan holde ud og holde en Beslutning fast. En Mand kan være saaledes stillet i Livet, at han roligt har sagt sig selv for Gud, den Vei jeg gaaer maa føre mig paa Baalet: og desuagtet gaaer han roligt Skridt for Skridt 89 frem. Men Utaalmodigheden siger: jo før jo hellere;¹ og den nervesvækkede Utaalmodighed si146ger, paa Grændsen næsten til Afsindighed: blot det saa ikke gaaer over igjen, blot Trangen ⓘ i migi mig] tilføjet ikke forsvinder, saa der maatte siges det Rædsomme om mig: ►Børnene ere nær ved Fødselen, og der er ingen Kraft til at føde. ►Esaias 37, 3. Men det er dog vel ogsaa forfærdeligt af bare Travlhed at ►føde Vind. Her er ikke Tale om den dyriske Dorskhed hvormed et reent verdsligt et næsten blot vegeterende Menneske kan lade Tiden gaae. Den der nogensinde har tjent en Idee, og nogensinde været grebet af det Evige, han veed meget godt at dette Sammenstød af det Evige og det Timelige i Øieblikket, i Nuet, er en rædsom Spænding, der kun altfor let bliver Søvnløshed, og altfor let Afsindighed; han veed ogsaa, at det er som gjaldt det om dette Secund, som var Alt tabt, hvis dette Secund ikke blev benyttet. Men han veed ogsaa at der er et Middel mod dette Symptomatiske: Tro. Dersom En ved hellig Beslutning har besluttet at offre sit Liv, og han saa i nervesvag Utaalmodighed gaaer hen og kaster sit Liv bort og bliver henrettet jo før jo hellere: har han saa gavnet Noget, og har han saa egentligen holdt sin Beslutning? Sagen er kun, at Reflexionen og Tiden ikke faaer Lov til at rokke ved hans Beslutning; men derimod er der et andet Middel end det taabeligt at lade det skee strax idag, dette Middel er Tro, er Ydmyghed, er daglig Ind90vielse. Og det er da ogsaa kun i en meget anstrænget eller sandselig op147hidset Indbildning at det Evige, ikke ⓘ symptomatisksymptomatisk] , < sympotomatisk et enkelt Øieblik, men stadigt væk antager Lighed med hvad der er det Evige meest ⓘ modsatmodsat] , først skrevet Modsatte: det sandselige evige Øieblik. Thi her gjelder det jo med ►hiin i 📌Helvede brændende rige Mands Tørst: grib til, grib til; grib til medens det skummer, o Fortvivlelse i næste Øieblik er det forbi; pluk Blomsten, pluk Blomsten, o Fortvivlelse i næste Øieblik er den visnet. Forfærdeligt, om Nogen i en saadan Sinds-Tilstand tager feil og vil behandle det Evige paa samme Maade!

✂ Altsaa det Overordentlige skal meddeles, skal sættes ind i det Bestaaendes Sammenhæng; og den Udvalgte, ⓘ denden] , først skrevet den ogsaa særlige Enkelte, skal som man siger tage Stødet, det forfærdelige Stød: at være et Paradox, hvorved han netop ⓘ giver Stødetgiver Stødet] , ændret i marginen fra giver Stødet. Dialektisk ⓘ erer] tilføjet her et Dobbelt: at Stødet virkeligt, i qvalitativ-dialektisk afgjørende Forstand, bliver Stødet; og paa den anden Side at det Bestaaende bliver skaanet saa meget som muligt. ►Saa lidet som Gud er Forvirringens Gud, saa lidet er den Udvalgte kaldet til at forvirre – og saa rende fra det. Han skal elske 91 det Bestaaende og derfor være villig til at offre sig selv. Som man med den yderste Forsigtighed omgaaes Helvedessteen, (ikke for ikke at bruge det, men for at bruge det retteligen), har det indviklet i Noget, at Ingen kommer umiddelbart til at berøre det: saaledes maa han passe paa, at indvie sig selv til at være den særlige Enkelte, at Ingen ved ligefremt Forhold til ham faaer Skade. Den Kaldede er tillige ►den ⓘ sigsig] tilføjet Devoverende. Thi hvad der i ham, hvis han er den sande Extraordinaire, er evig Sandhed, guddommelig Naadegave, det er i enhver Anden, i det ligefremme Forhold kun til den Extraordinaire, Leflerie, Usandhed, Fortabelse.

✂ Naar vi nu gaae videre ad denne Vei, da maa her paa dette Punkt ligge den omtalte dybsindige Opgave: at den Kaldede først gjør sig selv næsten afskyelig. Thi Naadegavens Overordentlighed er i een Henseende som Helvedessteen, uagtet den i en anden Henseende er Himlens Velsignelse; den særlige Enkelte er heller ikke ligefrem det Overordentlige, han er det først, naar den Tanke gaaer imellem at han er paradox. Og dette Dialektiske kan gjengives saaledes, at den særlige Enkelte først gjør sig til den Afskyelige, at Ingen kunde ville ligne ham, Ingen ønske at være som han. ⓘ I denne SmerteI denne Smerte] , ændret i marginen fra Deri ligger blandt Andet hans Selvopoffrelse, og den Forsoning med det Bestaaende han i Kjerlighed til 148dette har at bringe.¹ At Nysgjerrige og Daarer og 92 ►Vindmagere hellere ønske noget Andet for at faae Noget at løbe med og Noget at efterabe; at fortumlede Extraordinaire der afskye Tugt og Tvang, og ►helst ville ⓘ slaaeslaae] , ændret i marginen fra slog sig selv ⓘ og Andreog Andre] tilføjet løs som ►fratres et sorores liberi spiritus: forsmaae dette, gjør Intet til Sagen. En sand berettiget Talsmand for det Bestaaende vil dømme anderledes. Han vil ikke nægte Muligheden ⓘ afaf] tilføjet at der kan være noget Nyt at bringe, men han vil vist heller ei nægte, at den her beskrevne Forsigtighed vel er noget nær den størst mulige. Thi lad mig endnu engang oplyse den særlige Enkeltes ⓘ Dialektik (detDialektik (det] , < Dialektik, det er i mine Tanker af stor Vigtighed at Sligt om muligt gjøres ret eftertrykkeligt klart i en Tid der netop ►en masse fusker i at være ⓘ extraordinairextraordinair] , < extraordinairs) og lad mig gjøre det ved at tage et Hensyn til en ægte græsk Fremstilling af ►👤Aristoteles. Som bekjendt ►gjør 93 👤Aristoteles overalt den teleologiske Betragtning gjeldende, saaledes ogsaa i Physiken. Han urgerer at Naturen har et τελος; Naturen tenderer til at ⓘ udtrykkeudtrykke] , først skrevet udvikle Reglen, at frembringe det Normale. Men altid lykkes dette ikke, stundom har Naturen Uheld med sig, og frembringer Vanskabninger, det Mutilerede, det Defecte o: s: v:. Alt saadant ⓘ VanheldetVanheldet] , < Vanhellet ⓘ slaaerslaaer] , først skrevet kalder Aristoteles 👤Aristoteles sammen i een Bestemmelse og kalder det Underet (το τεϱας). Altsaa Underet er i græsk Forstand det Abnorme, ►det Forknyttede det Ufuldkomne. Vi derimod ere christeligt vante til at ansee Underet for det Overordentlige, der er høiere end Normen, over det Almene. Dog er Underets sande Dialektik netop Eenheden af disse tvende Momenter. Derfor maatte ►149Christendommen blive Græker en ⓘ DaarskabDaarskab] , først skrevet Forargelse; thi at Guden aabenbarede sig i Lidelse var netop det Paradoxe;² Lidelse er Abnormiteten, er Svagheden, og dog er den den negative Form for det Høieste – den ligefremme Form er Skjønhed, Magt, Herlighed o: s: v:, men det at det Høieste har sin adæquate Form i den ligefremme Form viser netop at det Høieste ikke er det overordentlig Høieste. Underets Dialektik er i een Forstand (i græsk Forstand) at være lavere end det Almene, og da først i paradox Forstand at være høiere end det Almene. Underet er ikke det Almene og saa lidt til, nei Underet er lavere end det Almene og saa først 94 høiere. Heri ligger Forliget med det Almene som den særlige Enkelte ved Selvopoffrelse har at søge, at han ikke ved tillige at ville være det Almene bliver for meget; han har ikke den ligefremme Overlegenhed over det Almene, men den lidende Overlegenhed. ⓘ DetDet] , < Dette er denne Eenhed af Ydmyghed og Ophøiethed som gjør ham ⓘ taalelig.taalelig.] , først skrevet taalelig, Den hvem Gud ikke i den særlige Enkeltheds Forstand har benaadet, ham er det Almene anviist og han bliver stor i Forhold til som han udtrykker dette; men Den, hvem Gud særligen benaader, ham trykker han først i een Forstand langt under det Almene. Dette er Guddommens Misundelse paa sig selv, men ogsaa Udtrykket for Guddommens Kjerlighed til det Almene, at Ingen skal have Noget at klage over.

✂ Men hvorledes nu gjøre sig afskyelig? Lad os dog først recapitulere. Den Udvalgte har haft en Aabenbaring, dette staaer fast; han har sluttet sig inde i sig ⓘ selvselv] , først skrevet selv, med dette Faktum; ikke et Ord har forraadt Noget, ikke en Mine, og hans Taushed er heller ikke paafaldende, thi saa forraader den jo Noget, 95 nei han er ganske som andre Mennesker, taler som andre Mennesker om hvad der forefalder – Ingen kan derfor vide, at han ⓘ tier. Mantier. Man] , ændret fra tier; man kan nemlig tie paa to Maader, man kan tie bumstille, men saa er Tausheden mistænkelig, eller man kan tale om alt muligt 150Andet, saa er der jo Ingen, som kan ►falde paa, at man tier. Og dog er det Overordentlige skeet, og der lever et Menneske, som med et Liv indviet i hellig Beslutning arbeider i al Taushed. Har Gud benaadet ham med sin Fortrolighed, saa vil han (om han end meget godt veed hvor tungt det maa falde Gud at have med et ringe Menneske at gjøre, selv om dette ringe Menneske anstrænger sig af yderste Evne) dog i det mindste ikke fornærme Gud ved at gjøre hans Fortrolighed til ►løs Tale og Bysnak, til Noget der skal ►bralles ud. Thi ingen Utaalmodighed! Men der er et nervesvækket: bekjend, bekjend;¹ og der er i aandelig Henseende en Tilstand som ligner Dens physiske, der ikke kan holde sit Vand. 96 ►👤Paulus taug i 3 Aar. Den nervesvækkede Utaalmodighed kan have sin Grund i, at Individet mangler Kraft til at bære, at han er bleven som et sprængt Kar, eller i at Individet er ►skrækket op i fortvivlet Angest; eller i en Slags forceret ►Poenitentse der vil indhente det Forsømte ved Minut-Bekjendelse, og spæge sig selv ved at udsætte sig for mulig Spot. Thi der gives ikke sjeldent fortumlede Opvakte, som med en besynderlig religieus Egoisme, ⓘ søgesøge] , foran er slettet vil at misbruge andre Mennesker ved at faae dem til at spotte sig, hvilket i Intention kan være lige saa tyrannisk som naar en Tyran vil misbruge dem til at trælle.

✂ Altsaa hvorledes skal han nu gjøre sig afskyelig, naar dette vel at mærke skal gjøres saaledes, at han ikke afstedkommer Skade derved ⓘ saa han ikke gaaer hen og gjør det Religieuse afskyeligt, men gjør sig selv afskyelig; thi den fortumlede Opvakte tjener det Religieuse egoistisk og gjør derfor dette afskyeligt og sig selv vigtig, den sande Extraordinaire tjener ydmygt det Religieuse og gjør derfor sig selv afskyeligsaa han ikke gaaer hen og gjør det Religieuse afskyeligt, men gjør sig selv afskyelig; thi den fortumlede Opvakte tjener det Religieuse egoistisk og gjør derfor dette afskyeligt og sig selv vigtig, den sande Extraordinaire tjener ydmygt det Religieuse og gjør derfor sig selv afskyelig] . Den Extraordinaire, hvis han er den sande, maa naturligviis i eminent Forstand være vidende om, hvad jeg der kun er en ringe tjenende Critiker endda ikke veed saa daarlig Beskeed om: hvor undermineret vor Tid er 151i religieus Henseende – medens travle Mennesker holde Generalforsamlinger om 97 Ubetydeligheder, og medens ►Kanoners Torden kalder sammen til Forlystelser. ►Naar saa er, maa det ikke være vanskeligt i det Dæmoniskes Sphære, at finde den sværtede Paaklædning, der kunde gjøre ham afskyelig. Og lad os vel huske det Foregaaende: der er endnu i den hele Verden intet Menneske mere vidende om hvad der er foregaaet med den Extraordinaire end den Pen er det som jeg holder i min Haand, eller det Blækhuus, hvori jeg dypper den uden dog derfra at hente Tankerne.

✂ 👤Adler kunde da ►mir nichts und Dir nichts have nedlagt sit Embede, sagt at det Hele med hans Præsteskab blot var en ►Flyvegrille, Noget han blot vilde ►probere; og han kunde have sørget for at dette blev den authentiske Fortolkning. Derved havde han idetmindste gjort Alt hvad han formaaede for at hans Exempel ikke skulde friste Andre; paa den Maade at ville være ualmindelig, ►det er ved Charakteerløshed og Ustadighed ved Mangel paa Alvor og Holdning, kunde ⓘ IngenIngen] , < ingen ønske, idetmindste ingen Bedre blandt de Samtidige, der ⓘ havehave] , først skrevet ved at deres Liv i det Bestaaende og tjene det Bestaaende. Forsigtighed i Omgang med det stærke Lægemiddel lærer, at ⓘ manman] tilføjet først gjør det muligt, at det stærke Middel kan anvendes uden at gjøre Skade, og saa først bruger man det. Naar Extraordinariteten stilles fristende frem som en glimrende Differents, 98 saa kan et saadant Exempel have skadelig Indflydelse paa det Bestaaendes maaskee ellers troe Tilhængere, det kan om ikke andet dog gjøre dem lidt utaalmodige med deres Stilling. Ved derimod foreløbigen med Selvopoffrelse at svække Indtrykket af sig selv, vilde 👤Adler have gjort det muligt, at han som særlig Enkelt kunde udsondres, uden at rive Nogen med sig.

✂ Under alt Dette maatte naturligviis det Compas, hvorefter han styrede, staae uforandret, ikke være vegen en Streeg i Henseende til Inderlighed, men ved hellig Indvielse fra Dag til Dag maatte han fornye sig selv i sin Oprindelighed – medens enhver Bedre med Uvillie og med Afskye vendte sig bort fra en saa umandig Adfærd som den at lege med at være Præst: dette havde han jo selv fremkaldt, at ingen Bedre skulde tage Skade ved at forsee sig paa hans Extraordinaritet. Ja, dersom man lider af nervesvag Utaalmodighed: saa er det jo rigtignok ⓘ nemmerenemmere] , først skrevet <k> at faae det ud jo før jo hellere – om der ogsaa gaaer nogle Mennesker i 152Skudder Mudder, om Ubefæstede ledes i Fristelse: hvad gjør det i Sammenligning med det Overordentlige man har at meddele.¹

✂ 99Derpaa kunde 👤Adler (thi hans ubetingede Taushed indtil videre, gav ham jo ⓘ indtilindtil] , først skrevet ubetinget videre ubetinget Raadighed) maaskee have leveret en digterisk Fremstilling, hvori han havde skildret en Dæmon, der kjendte vor Tids Mangel paa Religieusitet og vor Tids Christenhed; en Dæmon, som, udsendt af 👤Djævelen, for at vise hvilken Christenheden var, for at haane den, selv blev Præst, han der i sit Hjerte ikke blot var en Hedning ⓘ menmen] , først skrevet <i>men ►en 👤Mephistopheles. De Tider vare forbi da 👤Djævelen 153streed mod Christenheden, den Gang var der nemlig virkelige Troes-Helte, nu fandt han end ikke det Umagen værd, ⓘ saasaa] , foran er slettet han morede sig blot godt som sikker paa, at han i Grunden havde seiret, morede han sig blot ved at lade en af sine Udsendinge blive Præst, 100 ikke for at forføre de Christne, aah nei, det behøves ikke, men for at spotte ►den Christenhed, der er bleven en Titulatur. Denne Dæmon blev da Præst, uden nogen Vanskeligheder thi deri laae netop ►Epigrammet; og derpaa nedlagde han ⓘ Embedet,Embedet,] , først skrevet Embedet. da den onde Aand tilstrækkelig havde moret sig derover. – Dette var et Forsøg paa at skrue Extraordinariteten endnu lavere ned. Enhver Bedre vilde væmmes ved en saadan Afskyelighed.

✂ Under alt Dette maatte naturligviis det Compas hvorefter 👤Adler styrede, staae uforandret, ikke være vegen en Streeg i Inderlighed. Det forstaaer sig, denne Methode er langsom, det er ►næmmere at bralle ud strax. Derimod er det forfærdeligt saaledes taust at arbeide af 101 yderste Evne, i en vis Forstand sig selv imod¹ – hvis man døde forinden, og der da Ingen var som vidste et eneste Ord ⓘ derom,derom,] , først skrevet derom! Ingen der vidste mere derom end min Pen veed, eller det Blækhuus, hvori jeg dypper den uden dog derfra at hente Tankerne! Det ⓘ erer] , først skrevet har Rystende ►naar 👤Hamlet i Dødens Øieblik næsten fortvivler over, at det skjulte uhyre anstrængede Liv han har ført i ⓘ enen] tilføjet Idees Tjeneste, skulde af Ingen blive forstaaet, ja Ingen skulde faae det at vide; men dersom 👤Hamlet bliver blødsøden i Døden, saa kunde han jo have talt i Livet ɔ: ladet det Hele fare. Ja vist er det rædsomt, naar et saadant indesluttet Menneske tænker paa Travlheden uden om ham, der vel neppe har fem Minutter at spilde paa at forstaae et Kæmpeværks Sindrighed. 102 Men dersom det gy154ser i 👤Hamlet, og dersom denne Gysen faaer Overhaand: saa er det Forfængelighed. Der gives et Middel mod al nervesvag Utaalmodighed: det er Tro, Ydmyghed. Den Gud, i hvis Tjeneste den Udvalgte har indviet sig, den Gud der hver Dag har været paakaldt til Vitterlighed og til Bistand, han veed det jo dog vel Alt; han er dog vel heller ikke ►en Stundesløs! Og hvad behøves saa mere. Hvis saa Døden kommer og sætter Punktum paa et forkeert Sted – nei saa kan netop Døden ikke sætte Punktum paa et forkeert Sted, thi den kan dog vel ikke komme uden Guds Villie.

✂ Naar saa 👤Adler saaledes havde gjort sig afskyelig, og derved sikkret sig mod, at ingen Bedre kunde fristes af hans Exempel: ja, da kunde han, ydmyg for Gud, have slaaet sig for sit Bryst og sagt: nu er det Første gjort, Offret er bragt det Almene. Menneskelig talt er jeg svækket, Ingen skal vildledes ved mit Exempel, ei heller er jeg paatrængende mod Gud, og gjør frisk væk hans Sag til min, nei trods al min Arbeiden tilintetgjør jeg tillige mig selv: 103 saa bliver Æren Guds.

✂ Lad os nu recapitulerende see, hvad 👤Adler har gjort, og til Motto minde om ►hine Ord af 👤Paulus: Alt hvad der gjøres, det gjøres til Opbyggelse; hvad enten En taler i Tunger eller han propheterer, han gjøre det til Opbyggelse.« I dette ⓘ OrdOrd] , først skrevet er indeholdes Fordringen til Besindighed og det ethiske Ansvar, at Ingen tumultuarisk skulde mene, at det er et Menneskes end sige en Udvalgts Opgave at være som en ►Troldkjærling.

✂ Har 👤Adler selv nedlagt sit Embede, for paa den Maade at imødekomme det Bestaaende? Nei, ►han blev i det, og lod ligesom ingen Ting, indtil Stats-Kirken gjorde nogle Skridt, og da søgte han at forblive i sin Stilling, uden at man dog kan beskylde ham for alle de Chicanerier som ellers ere brugelige ved slig Leilighed. Har han gjort noget for at forhindre og om muligt forebygge alle ►mislige Følger for det Bestaaende af hans Exempel? Nei, slet Intet. Uden at have forstaaet sig selv, uden som det synes, at have tænkt det allermindste over alle de vanskelige Problemer han ved sit ►Assertum om 104 en Aabenbaring satte i Bevægelse: har han saadan paa Maa og Faa styrtet ⓘ sigsig] , først skrevet sin ind paa det Bestaaende med sit alarmerende Faktum. Det er den særlige Enkeltes Sag at vide Beskeed indtil det Nøiagtigste om Alt, hvad der staaer i Forhold til hans Vanskelighed: i det Sted har han saadan ladet det Bestaaende om at forklare alle disse Vanskeligheder; han har maaskee tænkt ligesom ►155hiin Portskriver der skrev saa Ingen kunde læse det, at det var kun hans Sag at skrive Collegiets at læse: saaledes har han tænkt, at det var hans Sag at kaste en Brand ind i det Bestaaende, og det Bestaaendes at sørge for Følgerne. I en vaklende Tid, hvor ►den opvoxende Slægt ⓘ al[l]eredeallerede] tilføjet næsten fra Barndommen af ►destoværre indvies i ►allehaande ⓘ ►TvivlsmaalTvivlsmaal] , < Tvivsmaal, i en vaklende Tid, hvor det kan falde de faae Dygtige tungt nok dog at holde igjen, at værge om 105 det Helliges og det Ærværdiges ►Pathos: i en saadan Tid at brænde løs med en Umodenhed, der staaer i det nærmeste og i det fataleste Forhold til det Høieste – er mildest talt yderst uforsvarligt. At man heldigviis indtil Dato kan sige om ham, at han ingen synderlig Skade har gjort, er visseligen ikke hans Fortjeneste, det har sin Grund i, at han er bleven aldeles ignoreret. Og dog selv saaledes har han gjort Skade, thi Religieusiteten i vor Tid er ingenlunde saa stor og saa alvorlig, at det er ønskeligt, at Spot og Letsindighed faaer en saadan ►Prise som 👤Adler er.