Fra SK · udateret [nov.-dec. 1853] · til [Rasmus Nielsen]
2571rKjere!✂ I ►de Aar jeg ⓘ nu har samtalet med Dem, har Forholdet omtrent været dette. ►Betræffende hver enkelt af ►Deres offentlige Præstationer (Deres Skrifter) har jeg paa det bestemteste sagt ⓘ Dem, at jeg fra mit Synspunkt ikke kunde billige det, jeg har tillige forklaret hvorfor, selv har ⓘ De ogsaa yttret Dem saaledes, at jeg maatte ansee mig for forstaaet, ⓘ ►derhos har De bestandigt privat udtalt Dem ganske anderledes end De offentligt yttrede Dem. Imidlertid sagde De bestandigt, at ⓘ det næste Skrift skulde jeg see vilde blive anderledes. Jeg har derfor holdt ud at vente.
✂ Dog nu maa det have en Ende. Jeg maa herved – ⓘ aldeles uden nogensomhelst Vrede – afbryde en Forbindelse, som ⓘ dog blev begyndt med et ⓘ Slags Haab, og som jeg heller ikke i dette Øieblik haabløst opgiver.
✂ Dette vil sige: jeg kan ikke mere 1v ►spadsere med Dem efter bestemt Aftale. Noget Andet er om ►en Skjebne eller et Forsyn fører vore Veie 463sammen, da skal det være mig en Fornøielse at tale med Dem som med saa mange Andre.
✂ Misforstaae nu endeligen ikke dette, som var det hermed min Hensigt at foranledige Dem til offentlig Yttring eller paa nogensomhelst Maade at influere paa Beskaffenheden af denne ⓘ eller herved at lade Dem forstaae, ⓘ hvad jeg vil dømme om den mulige Yttring. Nei, nei! Som De ubetinget har Deres Frihed saa forbeholder jeg mig ubetinget min ⓘ Frihed, ►jeg kan det ikke anderledes.
✂ Men misforstaae nu endeligen heller ikke dette saaledes, som beklagede jeg mig herved over Noget, som gjorde jeg Dem en Bebreidelse. Nei, jeg er uforandret den Samme som ved Begyndelsen, men jeg tør ikke paa den Maade lade længere Tid gaae hen.
👤S. K.