Kierkegaard, Søren Fra Rasmus Nielsen · 28. aug. [1849] · til SK

✂ ►De har nu atter Ret og atter dobbelt Ret: jeg har virkelig været ganske nærved at brænde mig paa ►Mediationen. Her er Historien, kort at fortælle:

✂ ►I Søndags var her stor ►Dînée herude: ►Hs Excellence med ►Suite, hvoriblandt ►»Mediationen«, var selv ⓘ tilstedetilstede] , < tilstæde. Jeg saae »Mediationen« ►og see, Alt var saare godt; jeg saae H. Exc. og see, jeg var i Unaade. Men det var, som De vel kan tænke Dem, en smuk Unaade. At vise en vis Nedladenhed mod en ringe Person er Ingenting; men at lade En være i Unaade paa en saa smuk Maade, at oversee et Stakkels Menneske saa complet uden ⓘ dogdog] tilføjet at fornærme, dertil hører der en Sikkerhed, som kun medfødt Talent og mangeaarig Øvelse kan give. Denne Sikkerhed besidder Hs Exc i høieste Grad, og jeg havde da forsaavidt i min Bedrøvelse en vis Glæde deraf. Derimod skal jeg aldrig negte, at det satte mig i en vis Forlegenhed, at 👤M. vilde besøge mig efter Kaffen. Gud veed, at 449Manden endnu er mig hjertelig velkommen; men – »Mediationen«! De veed, hvor svag jeg er i at modstaae Mediationen; De veed, hvor ⓘ stærkstærk] , < stærkt Mediationen virker paa en svag Constitution især umiddelbart efter Kaffen. Imidlertid holdt jeg mig dog ret godt, 1v naar jeg selv skal sige det; en ⓘ Lykke Lykke] , først skrevet Omg jeg dog ikke saa meget tilskriver hiint faderlig revsende ►quid pro quo, som ►de Ord, der tales hos 👤Anti-Climacus (S. 61. Lin 10 fra neden – S. 62. Lin 3) et Sted, jeg ofte læser til min Opbyggelse!