Kierkegaard, Søren Fra Rasmus Nielsen · 29. maj 1849 · til SK

✂ De vil endnu erindre ►det Øieblik, da De første Gang »kaldte paa mig«. Hvad De den Gang udtalte, var tilvisse for alvorligt til at meddeles paa en Spadseretour.

✂ I Eenhed med hiint Indtryk er Det, der for nærværende Tid ligger mig paa Sinde, nu ogsaa af den Natur, at jeg for ingen Priis vil have det afhandlet paa en Spadseretour.

✂ Den Udvei at lade mit personlige Anliggende aldeles uberørt og spadsere frit omkring med Dem i ganske andre Samtaler er mig for søgt og for ►slibrig.

✂ De skjønner altsaa heraf, at vi neppe ville mødes igjen, før De engang finder Tid og Leilighed til atter »at kalde paa mig«.

✂ Om det nogensinde skeer, om det skeer iaar eller ad Aare, maa naturligviis beroe paa Dem: jeg har Tid at vente.