Kierkegaard, Søren Fra SK · udateret [aug. 1848] · til Rasmus Nielsen

Fra SK · udateret [aug. 1848] · til Rasmus Nielsen

Kjære!


Hvad»Frygt for en Misforstaaelse ved de hyppige Skriverier«: den fuldkomne Kjerlighed udjager jo Frygt. Og hvis den er eller nogensinde har været til hiin den eminente Dialektik i Dobbelt-Reflexionens Form: der er en Magt, som kan hamle op med den, den fuldkomne Kjerlighed. Dette kan jeg bevidne; thi jeg, som dog er saare langtfra at være fuldkommen i Kjerlighed, frygter dog ingenlunde for at falde Dem til Besvær ved de hyppige Skriverier.

De havde altsaa modtaget hiint Brev. Enten har De nu ikke læst det rigtigt, eller jeg har feilet i at troe, at De omtrent samtidigen vilde være vidende om et Noget, der vilde lade Dem forstaae det anderledes. Der var en Passus1 deri, som De maaskee har forstaaet om Deres Forhold til mig og mit til Dem, medens den sigtede til mit Forfatterskab overhovedet, hvortil der var Anledning ved hiint samtidige Noget. See, derfor, for at gjøre Dem ganske fri i Deres Dom om dette Noget, maatte jeg saa længe flytte ud paa det skarpe Hjørne, og er maaskee nødsaget til at boe der, saa længe jeg skriver Breve, eller skriftligt underholder mig med Dem. Men saa længe kan der jo heller ikke være Tale om at De vilde besøge mig. Derimod lød Indbydelsen paa, at De, naar De kom til 📌Kjøbenhavn vilde besøge mig. Det er nu en meget skarpsindig Bemærkning af Dem, at »man hvor smal man end gjør sig, dog ikke kan gaae lige ind af et Hjørne«, jeg vilde beundre den, hvis jeg ikke paa en Maade kom til at beundre mig selv, der selv har forstaaet dette. Men eet er skriftlig Meddelelse og især under særlige Omstændigheder, et andet personligt Besøg; og af Erfaring maa De jo vide, at Indgangen er fra 📌Tornebuskegaden. Indgangen er fra 📌Tornebuskegaden; hvor man saa kommer hen, maa De jo selv af Erfaring vide at bestemme, men jeg bedrager ikke, Indgangen er ikke fra Rosengaarden.

O, Kjære, i Frygt og Bæven er jeg dog en gammel Dialektiker; jeg frygter ikke ubetinget Misforstaaelse, jeg troer paa, at Misforstaaelse er et dialektisk Moment i Forstaaelse. Derfor bærer jeg den taalmodigt ogsaa da, naar jeg, forpligtet i det største Ansvar, veed at have handlet saa omhyggeligt og saa dialektisk nøiagtigt som muligt. Mein lieber Freund sehen sie! Og naar De kommer til 📌Kiøbenhavn dann hören sie!

Lad mig nu, saasnart De er kommet til 📌Kiøbenhavn, faae det at vide, at jeg kan sende Bud efter Dem. Paa denne Indbydelse lægger jeg Eftertrykket; i Forhold til skriftlig Meddelelse bad jeg Dem endogsaa forud at tilgive, hvis jeg engang skulde undlade at svare. Har dette stødt Dem, saa troer jeg, De har misforstaaet mig; men er De endnu af samme Mening, nu vel saa beder jeg om Tilgivelse, saaledes var det ikke min Hensigt, om der end deri var indeholdt en teleologisk Suspension i Retning af hiint oftere omtalte samtidige Noget.

De er vel blevet tyk og feed og solbrændt, jeg er ikke blevet federe – og magrere kan jeg ikke blive: i denne Henseende tør jeg ingen Overraskelse love Dem. Saaledes vil De, naar De følger Indbydelsen, træffe mig uforandret den Samme, paa Hjørnet af 📌Tornebuskegaden og Rosengaarden, med Indgangen fra 📌Tornebuskegaden.

Deres
👤S. K.

1 Anm: Den Passus begynder saaledes: al Meddelelse i Reduplicationens Form«, en Passus som i andet Fald vilde have været en latterlig Reminiscents.