Kierkegaard, Søren Rasmus Nielsen

Hjemkommen i dette Øieblik fra en lille Reise i Landet, lidt anstrenget, er det Første jeg modtager et Brev fra Dem, som ikke uden Betydning bærer et Lam til Vignet eller Skilt. Og det Første jeg gjør er ogsaa strax at svare – om dette end ikke tør gjøre Fordring paa at forraade et Lammesind, saa er det dog altid Noget.

Der existerede en Aftale imellem os at mødes om Torsdag Middag til en Spadseretour. Jeg var – som en ringe Tjenende – paa Pletten; af Deres Billet maa jeg slutte, hvad jeg ellers ikke havde fundet mig foranlediget til at slutte, at De officielt er udeblevet. Dersom nu »hvad der for Øieblikket ligger Dem paa Sinde, er af den Natur, at De for ingen Priis vil have det afhandlet paa en Spadseretour« hvad havde da været naturligere, end, efter Aftalen at træffe mig og sige mig det, eller ved en Billet forud avertere mig derom, at jeg ikke, efter Aftalen skulde foranlediges til at gaae i en vis Forstand forgjeves; i en vis Forstand, thi, Herre Gud, jeg gik da i Selskab med mig selv.

At De for Øieblikket kunde ønske at tale med mig paa en noget anden Maade end det kan skee paa en Spadseretour, kunde jeg vel tænke, men mig syntes, at just en Spadseretour ganske egnede sig til eet og andet Foreløbigt – og en Aftale er jo dog en Aftale. At De var kommet, vilde have været det Naturlige; at De med Forsæt og Hensigt er udeblevet, synes mig noget Kunstlet, der dog væsentligen Intet forandrer i hvad jeg forøvrigt havde betænkt at gjøre.