Aage Friis, 1870-1949 Uddrag fra Fra det Heibergske Hjem

Heiberg og Fru Gyllembourg var ikke glade ved Jfr. Pätges’ Ophold i det Wexschallske Hjem, og de syntes ej heller om Rejseplanen, maaske især fordi den unge Skuespillerinde vilde komme til at tilbringe længere Tid sammen med N. P. Nielsen, som de forstod ingenlunde var hende helt ligegyldig, og hvis Karakter frastødte dem; han var ogsaa ved at indvikles i et Forhold til Madam Wexschall. Men Rejsen kom i Stand, efter at Johanne Luise havde maattet afvise endnu et skriftligt Frieri, denne Gang fra en af Heibergs allernærmeste Venner, den udmærkede Læge Nikolaj Christian Møhl (f. 1798), der havde mødt den unge Pige i det Wexschallske Hus. 2) Hun elskede ikke Møhl, og da han i sit, ikke bevarede, Frierbrev ovenikøbet havde stillet den Betingelse, at hun straks skulde forlade Teatret, var Afslaget, hvor megen Pris hun end iøvrigt satte paa Møhl, hende ikke vanskeligt.