Aage Friis, 1870-1949 Uddrag fra Fra det Heibergske Hjem

Allerede 1 December 1889, da Fru Heiberg følte sig svag og stundede mod sit Livs Afslutning, afgav hun under Samarbejdet med A. D. Jørgensen og Krieger, hvor de gamle Breve stadig var taget frem, en stor og meget vigtig Del af sine Papirer til Rigsarkivet, Udkast til Livserindringer og mange Breve, deriblandt de fortrolige Breve mellem hende og Heiberg fra 1854-55, der nu offentliggøres, en Offentliggørelse hun jo tidligere havde tænkt paa, da hun har ladet tage Afskrifter af en stor Del af netop disse Breve. Ved hendes Død forelaa ingen testamentarisk Bestemmelse vedrørende det skriftlige Efterladenskab, men en væsentlig Del gik via Krieger og A. D. Jørgensen til Rigsarkivet, hvorhen Kriegers mægtige Brevsamling og den lange Række af Dagbøger, som han havde skænket A. D. Jørgensen, ogsaa kom. En Del laa ved Jørgensens altfor tidlige Død 1897 endnu hos ham og kom nogle faa Aar senere til Rigsarkivet, hvor det indlemmedes i de Gyllembourgske og Heibergske Privatarkiver.