Vilhelm Christian Sigurd Topsøe, 1840-1881 Breve fra Haldor Topsøe under Indkaldelsen i 1864

BREVE FRA HALDOR TOPSØE

UNDER

INDKALDELSEN I 1864

TRYKT SOM MANUSKRIPT

s. iis. iiiDisse Breve, som fandtes blandt Faders efterladte Papirer, har jeg ladet trykke — for paa Hundredaars-dagen for hans Fødsel d. 29. April 1942 at sende dem til Slægten som et lille Minde om ham.

Sorø, April 1942.

V. Topsøe.

s. ivSorø Bogtrykkeri A/S Gudmund & Kai R. Krog

Wandais Hotel, Svendborg.
Onsdag 8/6 64.

Kære Moder!

Efter en dejlig Overrejse fra Korsør til Svendborg ankom jeg til denne By igaar Formiddag Kl. 2. Jeg troede at finde et usselt Sted og fandt til min største Overraskelse en stor By med flere større Huse — med Gas (!) og Gæstgivergaarde, store Handlende o. s. v., ja endog en Grosserer med tilhørende Pakhuse og et Theater.

Vi, som skulde til 11. Regiment, meldte os ufortøvet til Regimentskommandøren, som modtog os hjærteligt; derefter skulde vi have Kvarterbilletter, og derpaa meldte jeg mig for min Kompagnikommandør, Premierlieutenant Sigetti, som trykkede min Haand og sagde nogle pæne Ord.

Kvarterbilletterne blev uddelt; jeg skulde bo hos en Bagermester Thriges Enke. Hun boede rædsomt i en Baggaard og op ad en Stige og vilde ikke modtage mig, da hun i Forvejen havde en Underofficer — (jeg regnes som Underofficer) og kun havde et meget lille Værelse. Jeg gik da op paa Byfogedkontoret og erholdt en ny Indkvarteringsbillet paa Glarmester Sørensen. Disse hor nydeligt i et lille Hus i Byens Østergade, men de havde i Forvejen en Kommandersergent, med hvem jeg maatte dele Seng, dersom jeg skulde bo hos dem. For den Fornøjelse betakkede jeg mig, og de var forresten yderst høflige og artige og var virkelig meget ulykkelige over, at de ikke havde Plads til mig. Jeg besluttede mig da til for den første Nat at sove i Wandals Hotel — vistnok en forbistret dyr Fornøjelse; den næste Dag vilde Glarmesteren skaffe mig ordentligt Kvarter.

I Morges skulde jeg stille Kl. 6¾; jeg paalagde Opvarteren at vække mig med Kaffe Kl. 6, men Kl. 6½ vaagnede jeg ved et rædsomt Spetakkel; det var en af Aspiranterne fra 12. Regiment, som skulde rejse Kl. 7 for at opsøge deres Regiment; han var vaagnet af sig selv. Jeg bandede Opvarteren og røg ud af Edderdunene, klædte mig paa, fik Sabel om og huggede Resterne af den fra Brogade medførte Mad i mig. Jeg fik ved et højt Fænrishyl vækket Opvartningspigerne og fik lige Tid til at koge min Hals og Mund med en Kop skoldhed Kaffe, Klokken var allerede 6¾, og jeg for som en Røg ned ad Gaden til Samlingspladsen, hvor jeg ankom i rette Tid.

Her erholdt jeg straks 21 Mand, for hvilke jeg skulde være Korporalskabsfører; jeg skal gøre Vagt som Menig, men tjene som Korporal. Kl. 7¾ blev der traadt af, og Mandskabet fik Befaling til at pudse fra Kl. 8—10.

s. viKorporalskabsføreren skal gaa omkring i Mandskabets Kvarterer og paase, at alt sker ordentligt. Med megen Møje har jeg forfattet en Indkvarteringsliste over mit Mandskab og skal nu rundt for at efterse Kvartererne.

Et Rygte fortæller, at vi først faar Lønning (21 Rd om Maa-neden) den 1. Juli baade for Juli og Halvdelen af Juni. I dette Tilfælde er jeg rædsomt i Vinden.

Staggemeier er kommen til 3. Kompagni og ligger i en Landsby ½ Mil fra Svendborg.

Arbejdstiden er fra Kl. 7—11; den øvrige Del af Dagen er i Reglen Fritid! !

Mit Kvarter er nu hos den omtalte Glarmester, som, da han mærkede, at han ikke kunde slippe fri for mig, beredte sig til at lave sin Havestue i Stand til mig.

Vejret er smukt og glohedt.

Jeg maa nu slutte, idet jeg underskriver mig som kære lille Mamas hengivne Søn.

Haldor Topsøe,
Officersaspirant ved 11. Reg. 6. Kompagni.

Landsbyen Brylle.
Mandag 13/6 64.

Kæreste lille Mama!

Da vi paa Rejsen nordpaa Fredag Eftermiddag ankom til Landsbyen Espe ca. 3¼ Mil fra Svendborg, hvor vi blev Natten over, skrev jeg nogle Ord til Dig; men jeg fik først Brevet afsendt idag. Du maa undskylde, at det var sjusket, men jeg havde ingen Skrivematerialier og maatte om Morgenen lade Manden forsegle det, da jeg havde meget knap Tid til at faa mine Folk samlede og faa dem transporterede til Stillepladsen.

Lørdag Morgen Kl. 5½ afmarcherede vi fra Espe nordpaa i den mest brændende Solvarme, som man kan tænke sig. Da vi havde marcheret en halvanden Mil, lod jeg mit Tornyster kaste paa Bagagevognen, da jeg ikke uden stor Anstrengelse kunde slæbe længere paa det, og da jeg ikke vilde risikere at faa min Skulder aldeles ødelagt af Byrden.

Folkene var aldeles ødelagte og kunde næppe slæbe sig fremad; navnlig var deres Fødder i yderst daarlig Tilstand. Jo længere vi kom henad den sandede Vej, des flere maatte vi lade tilbage i Grøften — og det endog Folk, som havde gjort hele Tilbageturen fra Dannevirke. Den almindelige Mening var, at disse to Dages March var næsten de drøjeste, de havde haft siden Affairen ved Sankelmark.

s. vii

Regimentet havde fem Folk døde! ! paa den forbistrede Tour; en Aspirant døde Søndag Morgen Kl. 4; nogle sagde, at han hørte til 2. Kompagni, og andre til 8. Kompagni. Jeg troede ikke herpaa, førend jeg i Gaar Eftermiddags ved Regimentsparaden fik den sørgelige Efterretning, at det var min bedste Ven Stagge-meier, som var død af Hjernerystelse, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at det er foraarsaget af den fordømte March midt paa Dagen i den brændende Solvarme.

I Morgen skulde vi videre hen ad Odense, men jeg haaber, at det bliver om Natten, vi kommer til at marchere. Vist er del, at min Bagage vil jeg ikke slæbe paa; jeg pakker alt i Rejsetasken og tager det tomme Tornyster paa for at foregaa Folkene med et godt Exempel. Jeg kan forresten mærke, at jeg har en sejg Natur, tænk Dig — lille Mama — at jeg uden at lide noget synderligt den første Dag gik med omtrent lige saa meget som de menige (30 Patroner havde jeg i Patrontasken) og det uden at Fødderne havde lidt Skade.

Her ligger jeg i Kvarter med Reserveløjtnant Groth, som har tjent som Underofficer i forrige Krig og er en tapper Soldat med fem Saar. Han er en Svoger til Brummersted og Brown i Fredensborg og en Fætter til Groth paa Vajsenhusapoteket. Jeg ligger ogsaa sammen med en Aspirant Bøthe, med hvem jeg kommer godt ud af det.

Vor Vært hedder Rasmus Ploug (en udspekuleret gammel Knægt); vi lever godt og bor smukt.

Penge har jeg endnu ikke faaet nogen af, men jeg skal have 23 Daler for Resten af Maaneden; jeg bruger ikke synderligt og vil derfor sende 10 Rd hjem for at faa mine Regninger fuldstændig klarede.

Jeg vil gerne have sendt snarest muligt et Par tynde Underbenklæder, en Notesbog (af Størrelse omtrent som jeg har afridset nedenfor eller maaske hellere ½ Tomme større paa langs og tværs; den maa have to Rum og en Klap til at lukke for den ved Hjælp af en Elaste). I Rummet vil jeg gerne have lagt Portrætter af Moder og Sødskene.

Jeg skal nu til at ride til Byen Tommerup for at faa Penge hos Intendanten; jeg vil derfor ende Brevet med Forsikring om, at jeg stadig er lille kære Mamas egen Haldor.

Jeg vil ogsaa gerne have købt to smaa Nysølvplader at sætte paa Enderne af Livgehænget; de have paa Bagsiden tre Stifter, hvorved man fastgør dem. De faas hos enhver Nysølvfabrikant (f. Ex. i St. Kongensgade).

Jeg kan ikke sætte mig ind i, at den kære Staggemeier er død.

Tirsdag Morgen 21/6 64.

I Morges Kl. 2¾ stillede vi til Afmarch i en skyllende Regn, som vedblev under hele Touren til Landsbyen Sanderum (½ Mil fra Odense). Vi vadede i Snavs til om Anklerne. Mit Kvarter er hos en Jansen og ligger ca. ½ Mil fra Stillepladsen, hvortil jeg maa begive mig to Gange daglig.

Aspirant Bøthe og jeg ligger sammen her. Vi kom strax op og skændes med Manden, som vilde lægge os op paa et Tagkammer, og fik udvirket, at han selv flytter derop og lader os faa sit Værelse. Der er udbredt noget vist svinsk over det hele her.

Med Hensyn til Staggemeiers Død har jeg erholdt nogle nærmere Oplysninger. Det blev ham tilbudt, da han var meget anstrængt, at komme op og køre, men han afslog dette Tilbud og et andet om at lade Tornysteren køre. Han vilde ikke være den første i Kompagniet, som unddrog sig de almindelige Marchbesværligheder.

Da Compagniet næsten var kommet til Kvarter, styrtede han, og Blodet strømmede ud af Næse og Mund. Han blev bragt paa en Seng og plejet meget omhyggeligt af Lægen, som vaagede over ham hele Natten. Han døde efter at have mistet Bevidstheden den næste Morgen Kl. 4.

Det bliver et tungt Stød for den gamle Fader, naar han erholder den sørgelige Efterretning. Faderen har fra 1846—1863 været Kommandør for 11. Regiment. Det bliver ogsaa et stort Savn for mig, naar jeg kommer til min gamle Beskæftigelse, ikke længere at se det kære Ansigt.

Sanderum.
20/6 64.

Min egen søde lille Mama.

I Gaar Eftermiddags (Søndag) modtog jeg den længselsfuldt ventede Pakke efter Dagen i Forvejen at have modtaget et langt Brev, som jeg til min store Glæde fandt, at Du — min egen lille Mama — havde skrevet helt og holdent, noget som jeg satte saa meget desto mere Pris paa, som jeg ved, at Du sjældent eller aldrig i de senere Aar har indladt Dig paa saa storartede Foretagender. Men det er nu ogsaa — kunde man sige — en ganske særlig Sag at have en Søn i „Felten“; ja ganske vist Felt og Felt er to Ting.

Det Feltliv, som jeg har ført siden min Afrejse, har nærmest været et efter Omstændighederne ret behageligt Landliv med forholdsvis store Afvekslinger. Snart i Byen, snart paa Landet, snart hos en lille Gaardmand og snart hos en større — snart i s. 1Ensomhed og snart i støjende og muntert Selskab. Afvekslinger og Forandringer, som forhaabentlig ville indvirke fordelagtigt paa min hele Sindstilstand. Jeg begynder virkelig allerede at mærke en Forandring til det bedre i denne Henseende. Jeg synes, at jeg allerede er begyndt at faa et noget lettere Sind end tidligere (naturligvis eller rettere desværre med Bibeholdelse af min Letsindighed). Man bryder sig her Pokker om den næste Dag; man tager Fornøjelsen, naar den tilbyder sig, uden at tænke sønderligt paa Følgerne heraf. Man tilbringer — for at tage et Eksempel — Aftenen i Odense, lever flot der, gaar i „Pantheon“ og ser Komedie, tager saa en Vogn paa Routen og kommer hjem Kl. 1—2 om Natten uden at tænke videre paa, at der den Dag er gaaet en 5 ä 6 Rd i Løbet, eller paa, at man skal op den næste Morgen Kl. 4.

Ja, nu bliver Du vist helt bange over denne Bekendelse! Men for at berolige Dig, vil jeg straks bemærke, at jeg vel har forbedret mig men dog ikke i en saa ekstravagant Grad! Af de 21 Rd, som jeg modtog i Lønning fra den 10. i denne Maaned, har jeg dog endnu de 17 Rd. For imidlertid fuldstændigt at bortjage enhver moderlig Bekymring for, at Sønnen i Fyen skulde ligge og blive et forfaldent Subjekt, vil jeg dog fortælle Dig lidt om de sidste Dages Begivenheder, som passende kunde grupperes om følgende to: Odense og Aalykkegaarden.

Odense.

At Vorherre maa have været i meget daarligt Humør, da han skabte Odense, er den almindelige Mening blandt Officererne; om man dog ikke vil sanktionere denne Ytring, saa kommer man dog — efter at have været i Odense blot ½ Time til det Resultat,, at den er ugudelig kedelig. Jeg har været der nu fire Gange; den første Gang var jeg der den samme Dag, som vi ankom fra Brylle til Sanderum efter et skyllende Regnvejr. Jeg kørte derind om Formiddagen Kl. 10 med min Bonde, blev der en Times Tid og tog hjem med det ovenfor antydede Indtryk.

Anden Gang var jeg der til Staggemeiers Begravelse, og Du kan nok tænke dig, at den sørgelige Anledning, i hvilken jeg kom dertil, ikke bragte mig til at betragte Byen med gunstige Blikke.

Tredie Gang besøgte jeg den (Uf! hvor de to Tvillinger skriger; det er ikke til at høre paa) efter at have aflagt Faneeden ved Regimentskvarteret.

Ceremonien havde intet højtideligt ved sig; vi blev — ca. 50 i Tallet — opstillede kompagnivis paa en Mark, Fanen blev baaret frem, Auditøren oplæste Edsformularen og gav en kummerlig Forklaring tilbedste. Vi oprakte (hvor den Vask dog er s. 2dyr; nu maatte jeg ud med 14 S. for nogle Smaating; i det hele taget har jeg i de 14 Dage, jeg har ligget paa Fyen, givet 3,40 for denne Artikel) vore Hænder og gentog den sidste Sætning: Saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord; derpaa blev Fanen ført bort, og vi fik Lov til at gaa vor Vej. For denne Ceremonis Skyld maatte jeg gaa en god Mils Vej med fuld Oppakning, og da jeg saa kom, skulde jeg slet ikke have noget deraf paa. Tøjet blev forresten kørt hjem for mig.

Efter Edsaflæggelsen gik jeg i Følge med Immanuel til Odense, hvor vi i „Billes Hotel“ drak to Flasker Seltersvand hver; dette er en Nydelse, til hvilken alle Officerer og Aspiranter er meget henfaldne; derpaa gik vi ud for at gøre en Del Smaaindkøb, som imidlertid løb skammeligt op. Senere spiste vi en daarlig Boeuf paa det samme Hotel og forsøgte derpaa at tilbringe nogen Tid paa Gaden. Vi mødte en Aspirant Petersen, som jeg kender meget godt fra Laboratoriet. I Forbindelse med ham drev vi lidt omkring, og jeg foreslog da for at faa noget af Tiden til at gaa, at jeg og Petersen skulde gaa et Kvarterstid op til Krohns Onkel, Grosserer Vilh. Petersen i Familie med Aspiranten. Vi aflagde der et kort Besøg og blev meget godt modtaget af Fruen, som bad os komme der en Aften, førend vi rejste.

Derefter gik vi ned paa Dampkøkkenet for at tage os et Bad. Jeg valgte et Styrtebad, som virkelig forfriskede meget godt. Imidlertid var Klokken bleven henimod halvto, og vi gik fortvivlede ned ad Gaden, hvor jeg mødte en af mine Lieutenanter (Kjær), som foreslog mig at blive til Kl. 6 og saa at tage hjem sammen med ham. Jeg gav intet bestemt Løfte, og glad var jeg, thi Kl. 2 kunde jeg ikke længere holde det ud, men begav mig paa Hjemvejen, uagtet det begyndte at regne.

Nogenlunde tør kom jeg hjem Kl. 3 uden at have mødt nogen Vogn paa Vejen. Her paa Gaarden hørte jeg, at der skulde være Sundhedsparade Kl. 5 i Højme (den Landsby, hvor Kompagniet stillede), og jeg besluttede derfor, endskønt jeg var temmelig overbevist om, at jeg ikke behøvede at møde dertil, dog at gaa min halve Mil; jeg vilde tillige besøge Lieutenant Groth, som ligger der. Da det regnede, iførte jeg mig Regnkappen — den er desværre lidt for kort — og vandrede afsted. Da jeg kom derud, begyndte det at skylle ned. Jeg bivaanede Paraden, som plejer at finde Sted omtrent hver Uge og har til Hensigt at undersøge, om Mandskabet er blevet befængt med Fnat eller Utøj

Efter endt Parade fulgte jeg hjem med Lieutenant Groth og passiarede med ham til Kl. 8. Vi gik da sammen til Stillepladsen for at være tilstede ved Parolen. Da vi gik henad Vejen, kom der s. 3en lukket Pakvogn kørende; i den var Lieutenant Kjær, som kom fra Odense efter at have tilbragt en behagelig Dag der formedelst 9 Rd.

Efter at Parolen var udgivet, inviterede han og jeg os til Gæst hos Groth og fulgte hjem med ham. Jeg satte mig der til at læse dit kærkomne Brev, som jeg havde erholdt samme Aften, og kort efter kom ogsaa den anden Aspirant i det mest øsende Regnvejr, man kan tænke sig. Han kom iført hvide Buxer og Trøje med Kappen helt over sig og med Træsko paa Fødderne. Vi fik hentet en Flaske Rom, af hvilken vi lavede en Bolle, ved hvilken vi sad og passiarede til Kl. 11, da skiltes vi ad, og enhver gik til sit.

Det var Lørdagen, som tilbragtes paa den ovenfor omtalte Maade.

Om Søndagen var vi tilsagte til Oberst Rist til „selskabelig Sammenkomst“, som der stod i Parolen, Kl. 11. Jeg sov til Kl. 8, stod op og drak min Kaffe og foreslog min Bonde at køre mig til Odense, da Vejen var meget sølet, og da han efter al Rimelighed blev fri for mig et Par Dage efter. Jeg havde nemlig hørt den foregaaende Dag, at Regimentet Tirsdag eller Onsdag skal til Nyborg for derfra at tage op til Vendsyssel. Hvorvidt det er sandt, kan jeg ikke sige; rimeligt er det for Resten — men før Onsdag bliver det imidlertid ikke. Maaske kommer vi til Middelfart for der først at øve Landgangsforsøg i Smag med det, som for nogle Dage siden blev foretaget paa Langeland med en Styrke af 4000 Mand.

Bonden kørte mig da til Odense, hvorfra jeg gik til Aalykke-gaarden. Efter at Selskabet var endt Kl. 3 (hvorom senere), gik jeg til Odense, hvor jeg i Forbindelse med flere Officerer og Aspiranter tog ind paa „Lassens Hotel“. Her indtog jeg lidt efter lidt Seltersvand, Boeuf (ganske udmærket), Bajersk 01 og Kaffe (dyr Historie!). Derpaa gik jeg ind for at se Sct. Knuds Kirke.

Et Øjeblik efter at jeg var kommet herind, hører jeg en bekendt Stemme spørge, om det ikke er Hr. Topsøe, og da jeg skulde til at se rigtigt efter, opdagede jeg, at det var min Værtinde fra Svendborg, som stod for mig. Vi glædede os begge over at se hinanden. Hun havde været i Odense nogle Dage og skulde nu hjem om Aftenen; hendes Mand og Svigersøn var der ogsaa; den sidste traf jeg senere paa Gæstgivergaarden. Jeg maatte love dem endelig at komme til Svendborg igen for at gøre de Toure til Taasinge og Thurø, som jeg ikke fik gjort den første Gang.

Sct. Knuds Kirke er ganske smuk; der er noget simpelt i hele Stilen, som virkeligt er tiltalende; for Resten havde jeg gjort mig en ganske anden Forestilling om den. Ligesom i Roskilde Domkirke bestaar den af Skibet med to lange Gange hver paa sin s. 4Side; man kommer ind fra Siden, og der findes aldeles ingen Port, svarende til Kongeporten i Roskilde. Kirken i dens Helhed gør et smukt Indtryk. I Kirken findes i et lille Kapel to smaa Fyrretræskister med Glaslaag; den ene af dem indeholder Benene af Knud den Hellige og den anden af hans Broder. Benene var tidligere indmurede i Væggen lige ved Altret, men Chr. VIII, som ønskede at faa nøjagtige Underretninger om, hvor de egentlig fandtes, lod foretage omhyggelige Efterforskninger og fandt dem da ogsaa paa det angivne Sted. Han lod dem da tage ud. Desuden findes Christine Munks Kiste. Den var tidligere til at aabne, og man kunde da se hendes Lig ligge fuldstændigt bevaret, men da Frederik VII engang besøgte Kirken, og det tilfældigvis traf sig, at Kisten stod aaben, blev han meget opbragt og lod straks en Smed hente, som skruede den til. Der blev desuden forfærdiget en ny ydre Kiste betrukket med sort Læder, ovenpaa hvis Laag der blev anbragt C. M.

Efter at have beset Kirken gik jeg ud, meget i Tvivl om jeg virkelig skulde blive i Odense om Aftenen. Det var oprindelig bestemt, at der skulde være Bal i „Fruens Bøge“ af Officererne af 11. og 12. Regiment, men det blev om Morgenen — rimeligvis paa Grund af Vejrets Ustadighed — ombestemt saaledes, at det skal finde Sted i Dag. Der var propfuldt af Soldater og Officerer i Byen, og der var den største Sandsynlighed for, at „Pantheon“ vilde blive Samlingsstedet for dem alle. „Pantheon“ er en Have med Beværtningssteder i Forbindelse med Theater, hvor der bliver givet Forestillinger af omrejsende Skuespillerselskaber. Jeg havde forresten faaet en instinktsmæssig Modbydelighed for dette Forlystelsessted, da Skiltet er gult paa rød Grund! Paa Vejen mødte jeg vor Kommandersergent, som underrettede mig om, at han havde en Pakke og et Brev (fra Jonas) til mig. Dette bestemte mig. Jeg sikrede mig Plads paa hans Vogn og gik nu op i Billes Hotel for at vente, indtil vi skulde rejse.

Her traf jeg Immanuel, som fortalte mig, at han havde tilbragt hele Dagen der, da han om Morgenen var blevet saa drivende vaad ved at tage ud til Rists Selskab, at han ikke kunde komme dertil. Han forsøgte nu at overtale mig til at blive i Odense om Aftenen, men jeg var fast og kørte hjem Kl. 5½. Da jeg var kommet hjem, aabnede jeg Pakken og fandt alt, hvad jeg havde udbedt mig; alt var efter Ønske. Notesbogen var ypperlig, Aviserne kærkomne (ligeledes Chocoladekagen), Saalelæderet superbt, Underbenklæderne velkomne o. s. v. Jeg bringer Eder herved min Tak for den Omhu, med hvilken I har besørget alle mine Kommissioner.

s. 5Aalykkegaard.

Denne lille Herregaard (3—400 Td. Land) tilhører den unge Stenbach. Han har ikke boet der siden Forældrene døde, men Gaarden bestyres af Forvalter Esmann. Ejeren kommer forresten derud i denne Uge; jeg hørte, at hans Søster for 14 Dage siden har holdt Bryllup med Lemvigh. Paa denne Gaard har Regiments-kommandøren opslaaet sin Bopæl, og det var der, Selskabet skulde finde Sted. Mellem Kl. 11½ og 12 Søndag Form. samlede Selskabet sig, bestaaende af næsten alle Officererne af 11. Regiment og en stor Del af Odenses unge Damer.

Regimentsmusikken spillede paa Pladsen foran Havesalen, medens man staaende og gaaende indtog en net, men tarvelig Frokost: Smørrebrød, Portvin, Madeira, Rødvin, Lacrima Christi, Kaffe og Chocolade med Hvedebrød. I Begyndelsen var det gyseligt kedeligt. Herrerne talte indbyrdes sammen og lode Damerne skytte sig selv. Efter at have gaaet nogen Tid og set herpaa, anmodede jeg en Hr. Sidenius fra Odense, med hvem jeg havde talt nogle Ord, om at forestille mig for nogle Damer, idet jeg gjorde ham bekendt med mit Navn. Efter at have talt noget med den Dame, for hvem han præsenterede mig, udbragte Oberst Rist en Skaal for Aspiranterne og særligt for dem, der var Studenter. Derpaa blev det antydet, at vi skulde danse, og jeg fik fat i en ung Frøken Grønvold, med hvem min Kompagnikommandør Sigetti forlovede sig i Svendborg, og deltog efter bedste Evne i Dansen. Jeg var den eneste af Aspiranterne, som dansede. Senere præsenterede jeg mig selv for de to netteste Damer, der var, nemlig en Frk. Scholten og en Frk. Nielsen, og engagerede dem med det samme til Ballet Tirsdag Aften. Da Klokken blev henimod 3, skiltes vi ad, efter at Obersten havde takket sine Gæster og med nogle smukke Ord havde udtalt sin Tillid til, at Officererne vilde gøre deres Pligt i Kampen for Danmarks Ære. Jeg gik derfra — efter at have moret mig særdeles godt. Den gamle Oberst, der endnu halter efter et Saar, han fik ved Sankelmark, var Livligheden og Munterheden selv; han dansede og kurtiserede Damerne som en ung Modeherre.

I vil maaske undre Eder over, at jeg var i Stemning til at kunne deltage i denne Lystighed. Jeg gjorde det ogsaa selv, men jeg er kommet til det Resultat, at det gennemgaaende letsindige og sorgløse, som gennemtrænger dette omflakkende Soldaterliv, og som fremtræder i Samtaler med hvilkensomhelst Officer, (der kun behandler Themaet: Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang . . . .) udøver en magisk Virkning paa Sindet, en Virkning, som bestaar i at bortrykke alvorlige og sørgelige Tanker, mildne Savn og Længsel, bringe én til at se alt med lysere Blikke, kort s. 6sagt udøver Virkninger paa Sindet som Lethes Bølger paa de afdødes Aander og bringer til til en vis Grad at forglemme alt det forbigangne — ikke at tænke paa Fremtiden, men kun at leve i Nutiden. Nu kan jeg godt forstaa, at Tapperhed i et Slag, hvor der til Soldatens Letsindighed maa føjes den opflammende Begejstring, ikke saa meget maa roses, naar den findes, som man maa dadle den, hvor den ikke findes.

I Aften skal jeg vistnok til Ballet i Fruens Bøge.

Modtog Brev fra Jonas, der meddelte mig, at han er kommen nogenlunde godt fra sin Examen. Forresten var det, som man kunde vente af et Par Linier, indholdsløst og sløjt. Jeg vilde saamænd ikke svare paa det Brev, dersom det ikke var for at give ham et Bevis paa Rigtigheden af en Paastand, som jeg i det sidste Aar personlig har fremsat: at han til stor Skade for sig selv mere og mere „forbenes“ og kun bliver Mumie uden Aand og Liv, et udtrykligt Afbillede af den gamle Jonas. Jeg er for lang Tid siden kommen til det Resultat, at Lærdom ikke er en sur Sild værd, naar den kun erhverves med Opgivelsen af alt andet, som har Betydning i Livet; at Kundskab aldrig kan blive frugtbringende for dem, som for at komme i Besiddelse af den, har maattet begaa aandeligt Selvmord. Efter at være kommet til dette Resultat, har jeg ofte prædiket for ham i samme Retning, men uden nogen Nytte.

Om et Par Dage kommer vi vistnok til at rejse herfra, og hvorhen er ikke bekendt; efter al Rimelighed er det til Nyborg og derfra til Vendsyssel. Vi kommer til at marchere om Natten (som den Dag vi drog fra Brylle hertil), saa at Du, kære Moder, ikke behøver at gøre Dig Bekymringer for Marchens Skyld for Din trods hans Letsindighed ikke mindre hengivne Søn Haldor.

Kustrup pr. Middelfart.
27/6 64.

Nu er da Krigen atter brudt ud, og vor Brigade (11. og 12. Reg. = 7. Brigade) forlagt til Egnen ved Baaring Vig. Hvad vi skulde gøre her, ved ingen. I Parolen i Aftes stod der intet om vor Bestemmelse, hvorimod det blev omtalt, at de andre her liggende Regimenter skulle overtage Strandvagterne og Kystens Forsvar. Efter hvad jeg har bragt i Erfaring, ligger her følgende Regimenter 9., 20., 22., 2., 16., 17., 8., 15. samt 11. og 12. Af disse bestaar de 4 første hver kun af 4 Comp, (siden Dybbøl Affæren) altsaa kun den halve Styrke. Ialt ligger her 9000 Mand. Paa Als skal ligge 4 Reg. (3., 18. og to andre) og Resten samt Kavalleriet er i Vendsyssel. Man formoder, at vi (1., 11. og 12. Reg., hvilket sidste har udskudt s. 7næsten alle Slesvigere og i Stedet for har erholdt Rekrutterne fra Odense Skolen) skulle anvendes som Landgangstropper.— — —

— — — Næste Morgen afmarcherede vi Kl. 4 i ubehageligt

Bygevejr; den første Mils Vej var Pokkers drøj; vi marcherede ad sandede Biveje, som den vedholdende Regn havde forandret til Moradser, hvor man sank i i Lergrød til op over Anklerne; men da vi kom ud paa Middelfart Chausse, gik det ypperligt. Den Egn, vi marcherede igennem, var mageløs dejlig. Der var en Af-vexling i Landskabet, som jeg aldrig har set paa Sjælland; overalt var der Bakker og Lavninger. Markerne var indhegnede med levende Hegn og rundt omkring fandtes smaa Trægrupper, navnlig i Nærheden af Bøndergaardene, som paa Fyn ser ganske anderledes velhavende og smukke ud end paa Sjælland. Kl. 7½ kom vi til Vissenbjerg Kro, hvor der blev gjort et længere Holdt, da alle Compagniets 8 Compagnier skulde samles og ordnes her. I Kroen drak jeg Kaffe og talte med en Del Officerer og p. p. Of-ficersaspiranter fra Regimentet.

Da vi skulde afmarchere, saa jeg Frøken Nielsen fra Odense; hun var kørt med Frøken Rist for at tage Afsked med den gamle Premierløjtnant. Da vi marcherede forbi, hvor de stod, gik jeg hen og sagde Farvel til hende; Student Stenbach var der ligeledes; ham hilste jeg ogsaa paa.

Nu gik det under Sang og Lystighed videre, indtil vi Kl. 11 kom til Gripsvad Kro, hvor Kvarterbilletter og Patroner blev uddelte. Jeg kom til sammen med Løjtnant Groth og Aspirant Bøthe og 20 Mand at ligge hos en Kammerraad Schierup paa Ormehøj ½ Fjerdingvej fra Gripsvad Kro. Her havde vi det meget godt. Der var for Resten noget lurvet baade ved Manden og Konen. Han var gammel Student, og jeg morede mig meget ved at tale med ham hele Eftermiddagen om forskellige Ting. Han kom jævnligt paa Erholm (½ Mils Vej derfra) og kendte godt Carl Cederfeld, hvem jeg skulde bringe en Hilsen fra ham.

Den Dag havde vi marcheret 3¼ Mil.

Den næste Dag (Søndag) stod jeg op Kl. 3¼. Vi drak Kaffe og afmarcherede Kl. 4½ fra Gaarden. Her hørte jeg, at den ædle Kammerraadinde havde forlangt 12 Sk. af hver af Soldaterne og det uagtet de havde afleveret deres „Natur og Menneskeforplejning“ (ca. 14 u Kød) og næsten alt deres Brød. De var rædsomt opbragte derover, og jeg ved sandelig ikke heller, hvad de havde faaet for de Penge, da de for Kødet tilbyttede sig Middagsmad og for Brødet Smør.

Løjtnant Groth og vi to Aspiranter var om Morgenen, førend vi havde hørt dette, blevet enige om, at vi ikke kunde byde dem s. 8noget for vort Ophold der; vi lagde 4 Sk. som Drikkepenge paa Toilettebordet, men jeg tvivler nu ikke om, at Kammerraaden ial Fald hans Kone gerne havde set et saadant Tilbud. Vi trøster os imidlertid med, at Drikkepengene her vilde blive tagne til Indtægt for Herskabet.

Kl. 5 traf vi sammen med den anden Del af Compagniet, og nu gik det rask videre ad den udmærkede Chaussè. Vejret var mageløst dejligt; det havde allerede den foregaaende Dags Eftermiddag forandret sig til det bedre.

Kl. 6½ kom vi til Indslev Kro, hvor der blev gjort et langt Hvil. Her drak jeg Kaffe og traf Immanuel, med hvem jeg laa og passiarede en Times Tid.

Kl. 8 brød Regimentet op og marcherede videre ad Hovedlandevejen. I Nærheden af Rærslev drejede vi af, og nu droge vi nedad imod Kysten af Baaring Vig.

Regimentet blev indkvarteret meget sammentrængt i de nærliggende Byer, af hvilke Kustrup blev belagt med 6. Compagni. Jeg blev med Bøthe og 4 Mand indkvarteret i et Hus hos Husmand Jens Andersen. Det er kun Smaafolk, men vi havde det særdeles godt efter Omstændighederne. Vi havde to Værelser, et lille med en Seng, et Bord og to Træstole, og et stort Rum møbleret med 5 Dragkister og et Skab. Vi spise rigtig Bondekost.

Om Eftermiddagen var jeg et Par Timer henne hos Løjtnanterne Haar og Groth, som sammen med Compagnikommandøren bebo en stor grundmuret og skifertækt Gaard med dejlige Ladebygninger. Det er en af disse store Bøndergaarde, som man hyppigt træffer paa Fyen, men som jeg aldrig har set Magen til paa Sjælland. Compagnikommandøren var paa Regimentskontoret for at høre Ordre, og vi vare derfor meget spændte paa, hvad Aftenen vilde bringe. Kl. 8½ kom han tilbage, men havde ingen anden Besked end, at vi skulde passe paa en Baune ved Kaustrup.

Vort Regiment ligger i anden Række og er foreløbig kun Reserve.— — — —

I Morges stillede vi til Appel Kl. 8 og sov derfor til Kl. 7 fra Kl. 10 om Aftenen. Der var intet nyt, og vi blev kun opfordrede til at være parate til at rykke ud, naar der blev blæst Allarm. Jeg erholdt et andet Gevær i Stedet for det, jeg tidligere havde haft; det er 2 u tungere, men til Gengæld skyder det langt sikrere.

I Dag var Compagnikommandøren i Middelfart; den var næsten ganske udflyttet. Paa Vejen fra Vissenbjerg Kro mødte vi baade i Lørdags og i Søndags mange svære Vogne med Flyttegods derfra. Her i Landsbyen ligger flere Folk, som ere brudte op fra Byen.

s. 9Der er sket en betydelig Udrensning af Underofficerer ved Regimentet; alle de fordrukne (6 à 7) have i Dag erholdt deres Afsked. Ved vort Compagni er der en — Vaabenmester Pagh — som er i denne Casus. Det gjorde os lidt ondt for ham; i en Fægtning skal han være ubetalelig. Ved Vejle var han nok mageløs tapper; han og vor Kommandersergent førte her hele Compagniet i den Affære. I al den Tid, jeg har været her, har der intet været i Vejen, men der har flere Gange i Forvejen været slemme Historier om ham. Før Affæren ved Vejle fik han Vand og Brød for Insubordination under Drukkenskab.

Min Vært har været en Ungdomsven og Legekammerat med Rasmus Nielsen, som er født i en By lige her i Nærheden, og som har vogtet Faar paa Marken her i Omegnen. Præsten tog sig efter Jens Andersens Sigende af Rasmus og satte ham i Viborg Skole. Efter at være bleven teologisk Candidat har han været her flere Gange, da Broderen er Spækhøker i Kauslunde. Dersom Du taler med ham, kan Du paa mine Vegne bringe ham en Hilsen fra Husmanden.

I Paraden i Aften erholdt Regimentet Ordre til at besætte og bevogte Strækningen fra Strib til Baaring Vig, saa at det altsaa synes, som om Udsigten til at blive Landgangstropper, ikke er sønderlig stor.

I Morgen Kl. 9¼ bryde vi op. Strandvagten begynder i Morgen Aften Kl. 6.

Ligeoverfor Middelfart er der opkastet et Batteri paa 8 og tre paa 4 Kanoner, saa at altsaa Byens Existens er meget kortvarig. I Middelfart verserer det Rygte, at England og Sverige har erklæret Tyskland Krig, efter at Konferencen er sprængt. Gud give, at det var Tilfældet.— — — —

Sig endelig til lille søde Mama, at hun ikke skal være bange, da den Strækning, som Regimentet har besat, næsten aldeles ikke er udsat for nogen fjendtlig Ild.

Middelfart er belagt med Masser af Soldater; i Kirken er et Compagni (200 Mand) indkvarteret. Paa Hindsgaul er der 3 Com-pagnier. Denne smukke Herregaard gaar i Løbet ved de første Skud.

Skrillinge.
18. Ormemaaned 1864.

Kære lille Mama.

Jeg har indtil i Gaar Eftermiddags været under saadanne Forhold, at jeg næsten ikke har kunnet skrive. Jeg har nemlig siden sidste Brev (12 Dage) enten ligget under aaben Himmel eller i s. 10et Træskur af en saadan Beskaffenhed, at man der ikke kunde tage sig stort andet for end at ligge henstrakt paa Halmen og døse.

Jeg begyndte her paa et Brev til Carl for at takke ham for den mageløse — blandt mine Venner enestaaende — Omhyggelighed for at vedligeholde Korrespondancen med mig, men dette Brev saa jeg mig først i Stand til at afsende en Ugestid, efter at jeg havde paabegyndt det; jeg kunde kun fortsætte det i smaa Stumper ad Gangen. I dette Brev, som han vel har meddelt Eder, har jeg givet en kort Oversigt over den Maade, paa hvilken jeg har tilbragt de sidste Dage, og jeg meddelte tillige den eneste Nyhed, som har praktisk Betydning, nemlig at jeg Lørdagen d. 8. blev udnævnt til Sergent og saaledes fra nu af ej længere bærer Gevær med dets Tilbehør. Det, der har generet mig mest af alle disse Armaturgenstande, og som jeg var mest glad for at blive fri for, er den store Patrontaske, som fyldt med 30 Patroner hang midt paa Livgehænget og ikke alene tyngede paa Marchen men ogsaa gjorde Hvilen — hvad enten jeg sad eller laa — temmelig anstrængende. Ja, ja Gud ske Lov „ils sont passés ces jours de fêtes“.

Siden mit sidste Brev til Hjemmet har jeg gjort et Fremskridt herovre: fra nu af læser jeg dog regelmæssigt Aviser. Det er virkeligt et Gode, som man i København eller i det hele taget i Hjemmet ikke ret forstaar at paaskønne: det regelmæssigt at spørge Nyt fra det politiske og civilt sociale Liv. Herovre havde jeg, siden jeg kom fra Svendborg, kun nogle faa Gange — egentlig kun de Gange jeg var i Odense, læst Aviser fra Hovedstaden, førend de blev saa forældede, at man hellere brugte dem til Indpakning end til Læsning. Ved saaledes aldrig at høre noget Nyt begyndte jeg at tabe Interessen for alt, og — som det gik mig — saaledes gik det ogsaa Løjtnant Haar. Jeg talte derfor med ham om i Fællesskab at holde Dagbladet, noget hvorpaa han med Glæde gik ind. Vi fik to andre Løjtnanter med, og nu faar vi Dagbladet Dagen, efter at det er udkommet. Det er virkelig en ren Nydelse at faa noget at vide om, hvad der bevæger sig og røres uden for den snævre Kreds af Begivenheder, som man oplever her; dersom man ikke ved Aviser, Breve og deslige vedligeholdt Forbindelsen med den øvrige Verden, tvivler jeg ikke paa, at man i Løbet af et halvt Aars Tid vilde gaa hen og blive idiotisk. Thi uagtet Feltlivet virkeligt i sig indeholder en Mængde Afvexlinger og Forandringer — ja maaske endog flere end det Liv, som jeg tidligere har ført, nogensinde har affødt — bliver dog disse Afvexlinger ensformige og disse Forandringer stereotype, naar man ikke betragter dem med Aandens Blik eller gennemlever dem i Reflexioner; og hvorledes er dette muligt, naar Aanden af Mangel s. 11paa Opvækningsmidler efterhaanden mere og mere dør bort, ligesom Marven i et sygt Træ efterhaanden tørrer ind og erstattes af det mere materielle Ved.

Men der hører virkelig meget til — herovre under det Liv, man er nødt til at føre, at vedligeholde Aandens Interesser; man vænner sig til at gøre, hvad man skal, uden at tænke derover; følgende Ytring er karakteristisk for Livet her:

Soldaten: Jeg tænkte, Hr. Løjtnant, at det skulde være saaledes.

Løjtnanten: Sludder din Slyngel; Du skal ikke indlade Dig paa at tænke.

Ja, ja — saa galt som jeg her skildrer det, er det dog egentlig ikke; dersom det kun varer nogle Maaneder, kan denne Aandens Brakliggen bære gode Frugter — naar man saa kommer tilbage, vil man med saa meget desto større Lyst og Iver tage fat paa Studierne igen efter at have genvundet de legemlige Kræfter, — men varer det hele Aar, ja saa Gud skal vide, hvordan det saa egentlig skal gaa. Dog nok herom.

I Begyndelsen af mit Brev ytrede jeg, at jeg nu havde Lejlighed til at skrive; det forholder sig hermed saaledes: I Stedet for efter de reglementerede 4 Dages Forposttjeneste (1 Dag Feltvagt, 1 Dag Piket og 2 Dage Reserve i Bivouak) at rykke til Kauslunde med dets herlige Stue, ligger Bataillonen nu i 4 Dage som Reserve i Byen Skrillinge ¼ Mil fra „Meilfart“ (o: Middelfart), og her har jeg faaet et nogenlunde anstændigt Kvarter i et Værelse med 1 Seng til 3 Aspiranter. To ligger i Sengen (NB. rene Lagener var ikke til at opdrive) og en paa Gulvet — det vil sige om Dagen, thi om Natten rykker vi ud paa Skrillinge Mark for at være fuldstændig parate i Tilfælde af Angreb.

Du kan tro, at det var med en sand Glæde, at jeg i Morges Kl. 4 (efter at være kommet tilbage fra Marken) efter i 3 Uger (!) ikke at have været af Klæderne afførte mig mit Overmunderingstøj og i Underbenklæder krøb op i de skidne Lagner. Det var en sand Nydelse — en Nydelse, som I vist væmmes ved at tænke paa. Ja, man lærer virkelig at være nøjsom her.

Det eneste, som endnu mangler for at gøre de 4 Dages Ophold i Skrillinge aldeles idyllisk, er det at komme til at sove under Tag om Natten; det er Toppunktet af forpostelig Lyksalighed.

d. 19. Fmd. Kl. 1.

I Morges modtog jeg efter at have tilendebragt nogle Fourer-forretninger Dit Brev af 17. ds.; at det naturligvis glædede mig s. 12i høj Grad at se min egen lille Mamas Haandskrift, hehøver jeg vist ikke at fortælle Dig; naar Du skriver, saa kommer der virkelig saadan en Duft fra Hjemmet.

I Dit Brev opkaster Du en Del venlige og kærlige Forespørgsler, som jeg nu skal forsøge at besvare, endskønt de fleste egentlig er besvarede i et Brev til Carl, som jeg afsendte i Lørdags, og som I vist nu vil have læst.

Du mener, at jeg har været paa Fænø og Strib! Nej; jeg har kun været paa Hindsgaul; den første Bataillon af vort Regiment laa nogle Dage paa Fænø, men 2. Bataillon har stadig, naar den har forrettet Forposttjeneste, ligget i de Skove, som ligger paa Hindsgaul. Feltvagter og Piketter laa i Hindsgaul Skov og Reserven i Oxenvad Skov.

Uagtet Vejret af og til har været noget raakoldt, har min Hals dog Gud ske Lov endnu ikke været daarlig (den Medicin, jeg fik tilsendt, vilde jeg kun have for muligt paakommende Tilfælde), og det er et Bevis paa, at jeg i legemlig Henseende har haft meget godt af Feltlivet. Min Mave har ogsaa holdt sig i forholdsvis god Orden.

I Brevet til Carl fortalte jeg, at vi ved vort Compagni har faaet en Messe arrangeret, og saaledes faar jeg ikke alene god Middagsmad, men ogsaa rigelig Frokost og Aftensmad.

Naar vi ligger paa Feltvagt og Piket (det halve af Compagniet er paa Feltvagt og det andet halve paa Piket en Dag, og saa skifter det om) bliver Maden tillavet og serveret i Pikettet, og saa, naar de have spist der, afløse de de Officerer, som er paa Feltvagt, saaledes at disse ogsaa kommer op og spise. For at give Dig et Begreb om, hvad vi spiser, skal jeg levere Spiseseddel for nogle Dage:

Morgen (i Reglen Kl. 3½) The, Smørrebrød med Ost og Kød

Aftensmad (Kl. 9) ligesom Frokosten, men med The

Frokost (Kl. 9—11) Smørrebrød med Kød, saltede Sager, Ost og undertiden Kaffe

Middagsmad (Kl. 2—4) Æggesøbe Boeuf Kødsuppe Kogt Kød Sagosuppe Steg Risengrød Fricassè Jordbær (2 Gange)

Hvorledes bliver nu alt dette tillavet?

Vi har 4 Officersoppassere; een af dem (Slagtermester Jensen, „Overdunk") staar for det meste, og de andre er bare Medhjælpere. Vi koger i store Blikspande og steger i to Blikpander, og de samme Kar gaar som Terrin, Ragoutfade o. s. v.

s. 13Maden er virkelig god, men meget kostbar, da vor Overdunk aabenbart ikke kender til alle de finere Husholdningsfif. Til en lille bitte Oksesteg brugte han en Dag ½ u Smør uden at kunne faa den til at give Sauce af sig; i 4 Dage brugte han 1 u The (! ! !), men nu maa han indskrænke sig til noget mindre. Vi bruger 6 i Tallet 1½ u Smør og 1 u hvidt Sukker om Dagen. Det er en forbistret dyr Messe, men man er jo nødt til at holde den, da man ellers udsætter sig for ingen Mad at kunne faa.

Foruden vor Naturalforplejning (¾ u Kød og 1½ u Brød om Dagen), som koster os 5 Rdl om Maaneden, kommer Messen paa 5 Daler om Ugen. Dersom det bliver ved, er vi (ɔ: Lt. Haar, Groth og jeg) enige om at nedlægge Protest, da den paa Als under Løjtnant Groths Bestyrelse ikke kostede mere end 12 Rdl + Naturalforplejning.

Men nu hører den vel op en af Dagene, da vi jo nu efter troværdige Mænds Sigende, (thi nogen officiel Underretning derom vente vi ikke før om en Ugestid) — have faaet Vaabenhvile, og om -dens Varighed vide vi intet bestemt, — det antages, at den varer til Begyndelsen af næste Maaned.

Oberst Kauffmann har jævnlig (4 à 5 Gange) været som Par-lamentær ovre hos Prins Friederich Carl; denne skal have ytret til ham under deres Forhandlinger: „Jeg skal gerne overbringe Deres Forslag, men jeg vil af min Evne søge at forhindre, at der sluttes Vaabenhvile, førend jeg har taget Fyen. Med min Armè har jeg med ubetydelige Tab tilkæmpet mig „glorreiche“ Sejre. Paa Fyen vil jeg ofre 2.000 Mand, saa jeg kan nok tage dem.“

[For Resten siden vi taler om Preussernes Tab, have Preusserne ikke lidt smaa Tab paa Als; Lt. Haar havde igaar Brev ovre fra Jylland fra sin Familie; her havde en preussisk Officer an-slaaet deres Tab ved Aisaffæren til 6.000 Mand! Men hvorvidt det er en blot løs Taxation, eller om det er begrundet paa officielt militære Beretninger, kan jeg naturligvis ikke sige.]

Der kom i Gaar Telegram fra „Rolf Krake“ om at være yderst paapassende og ikke lade sig paavirke af Berlingskes Efterretning om øjeblikkelig Vaabenhvile. Blot de nu vilde prøve paa at tage Fyen; dersom kun Artilleriet og navnlig Besætningen i de fortrinlige (15) Skanser vilde gøre deres Pligt, Infanteriet er parat. Paa Hindsgaul f. Eks. staar der med 5 Minutters Varsel 18 Compagnier i kampmæssig Stand, og bag ved hele Forsvarslinien ligger betydelige Troppemasser concentrerede. Hvad Forsvaret af Kysten angaar, da er der foretaget betydelige fortificatoriske Arbejder; Løbegrave sno sig langs hele Hindsgauls Kyststrækning kun afbrudt af mægtige Skanser, som tildels er nedgravede i Bak-s. 14kerne. Det eneste, der endnu mangler, er — Kanoner! Bagved er der ligeledes anlagt forskellige Befæstninger; saaledes indtog vi i forgaars til Øvelse en Stilling, som er ganske fortrinlig, og hvorfra vi selv fuldstændigt dækkede kunde modtage en fremrykkende Fjende med en morderisk Ild.

Dersom Vaabenhvilen virkelig er kommen i Stand, bliver Regimentet naturligvis trukket tilbage til en eller anden Landsby, hvor vi kommer til at ligge i Hvilecantonnement.

Af Dit Brev ser jeg, at I har faaet lavet en Dolk til mig: jeg havde egentlig ikke troet, at del kunde lade sig gøre, da den Adresse, jeg opgav, var i højeste Grad mangelfuld; jeg købte mig derfor i Middelfart en almindelig Kniv, men jeg vil alligevel gerne have den anden tilsendt, da den er langt hensigtsmæssigere, og jeg allerede et Par Gange har været ved at tabe den anden ud af Lommen. Jeg fortryder aldeles ikke, at jeg har faaet den lavet, da jeg stedse har ønsket mig en saadan.

Dersom I endnu ikke har afsendt Pakken, vil jeg gerne foruden følgende Ting, som jeg har opregnet i Cederfelds Brev 1) Kort over den nordlige Del af Fyen (Mansa) 2) mit Exemplar af Dumas philosophie chimique 3) Kort over Jylland (ɔ: dersom der er Vaabenhvile, bryder jeg mig ikke sønderligt derom; i al Fald behøver det ikke at være klæbet paa Lærred, men kun være som det, vi har hjemme) have tilstillet „Dandserinden“ og „Amor og Psyke“ samt ½ u Tobak og 25 Cigarer (Pluribus). Du skal derimod ikke sende nogen Fødevarer; Messen har en vældig Beholdning af sligt, tilsendt Løjtnant Sigetti fra hans Forlovede i Svendborg. At jeg naturligvis er min søde lille Mama lige saa taknemmelig for hendes kærlige Tilbud i denne Retning, som om jeg havde modtaget det, behøver jeg ikke at sige.

Du skriver, at jeg skal gemme mit Indrulleringsbevis; det kan jeg ikke, da jeg ikke længere har det. Jeg fik det tilsendt fra Major Schüdtler, medens vi laa paa Kathrinebjerg, men jeg skrev kun mit Nummer op og lod saa Beviset skytte sig selv; jeg havde nok at passe paa i Forvejen, og en af Løjtnanterne sagde, at det var komplet overflødigt, naar jeg blot vidste mit Indrullerings-nummer, som er Litra G. No. 3259.

Middelfart Byvagt
d. 8. August 1864.

Kære lille Mama.

Det er et rigtigt Middelfart Brev, som Du her modtager; det er skrevet paa middelfartsk Papir, paa Middelfart Byvagt og i middelfartsk Stemning, og af den Grund beder jeg Dig foreløbig s. 15om Overbærenhed med det, da det som alt i Middelfart er mid-delmaadigt. Ja det er en skammelig By; trods dens smukke Beliggenhed med Vand paa den ene Side og Skov paa den anden og med Marker med Udsigt til Fænøsund paa de andre, er der intet Liv i den og ingen Behagelighed ved Opholdet i den. Der findes ingen smukke unge Damer i Byen, hvilket er et overordentligt stort Savn ved en Købstad, hvor man ligger under Vaa-benhvile eller Vaabenstilstand.

Det eneste, som findes i Middelfart, og det i store Kvantiteter, er Købmænd; man skulde næsten tro, at hele Befolkningen er Købmænd, saa mange findes der. Som Følge af denne foruroligende Mængde Handelsmænd burde man kunne faa billige Varer her; men det er langtfra Tilfældet; tværtimod tror jeg, at de har ind-gaaet et Komplot om at sælge alt saa dyrt som muligt; og det maa man lade disse: Sammensværgelsen er ledet ganske fortrinligt, selv i dens mindste Detailler.

Vi betaler Sukker, som om det kunde være Sølv, vi købte, medens Købmanden betragter Osten som Guld ikke alene om Morgenen, hvad den jo i Følge et gammelt Mundheld skal være, men ogsaa Middag og Aften. At The og Kaffe holdes i Pris som ædle Sten lader sig let forklare, dersom det var Andet end tørrede Kirsebærblade og brændte Ærter, ved den Lighed, som findes imellem dem, nemlig at de begge kommer fra fremmede Lande.

Kort sagt Middelfart er en rigtig „Kjøb“siad, og da jeg i Almindelighed nærer al mulig Respekt for Kjøbstæder og Kjøbstadlivet kan Du nok forstaa, lille Mama, at denne By er mig i høj Grad modbydelig.

Men hvoraf kan det komme, at der ingen smukke Damer findes her i Byen? Det er mig uforklarligt. Ellers plejer jo den i en smuk Egn opfødte Ungdom at være smuk. Naar Grækenlands dejlige Natur og Svendborgs (naturligvis „sans comparaison“) fortryllende Beliggenhed har kunnet paavirke Mødrene, saaledes at de føde smukke Børn, hvorfor skulde da ikke ligeledes Middelfarts smukke Omegn øve en lignende Indflydelse? Ja, der falder mig i Øjeblikket en Formodning ind, jeg kunde saaledes tænke mig Muligheden af, at den gyselige prosaiske „Handel und Wandel“ kunde modarbejde og ligesom neutralisere den idealiserende Virkning af Naturskønheden. Dog det er kun en Formodning.

Som sagt Middelfart er kedelig, og jeg er virkelig glad over nu efter en 8 Dages Ophold i Byen at være bleven forlagt til en i Nærheden liggende større Landsby — Staurby —. Jeg befinder mig langt bedre og er langt mere tilfreds ved at ligge i en Landsby; hele det stille og rolige Livs Ensformighed virker beroligende s. 16paa mit Sind. Jeg befinder mig i et ganske anderledes aandeligt og sjæleligt Velvære i en Bondegaard paa Landet end i et Hus i en Kjøbstad; uagtet det i Virkeligheden ikke er Tilfældet, synes jeg, at jeg er mere min egen Herre, og jeg har en mageløs Følelse af at kunne anvende Tiden efter Behag, og det selvom jeg ikke bor ene. Det er en Følge af det Stilleben, som omgiver en i en Landsby.

Til Staurby kom Compagniet i forgaars Aftes Kl. 7. Jeg havde først den sørgelige Udsigt til at komme til at ligge sammen med en af Underofficererne og havde virkelig ogsaa faaet en Indkvarte-ringsliste hertil; men saa fik jeg da Gud ske Lov forandret det saaledes, at jeg kom til at ligge ene. Folkene hedder Lars Rasmussens; de lader til at være meget flinke, venlige og villige. Selve Kvarteret bestaar i en stor Stue med en Seng og for Resten prydet med en halv Snes Dragkister, som staar langs Væggene.

Da jeg kom der om Aftenen, saa der meget uhyggeligt ud. Værelset var opfyldt af vadsket Tøj, Seletøj o. desl., og i Vinduerne var der Ruder saa grønne, som om de var lavet af Rødvinsflasker. At der manglede nogle enkelte Stykker, bevirkede, at der kom lidt Lys ind i Værelset. Den næste Dag kom det til at se en hel Del bedre ud, men var dog endnu ikke hyggeligt. Jeg havde tænkt paa at faa et andet Kvarter og havde allerede en ny Indkvarteringsbillet, men jeg undlod at afbenytte den, da Folkene viste sig meget forekommende og tegnede til at ville gøre alt for at tilfredsstille mig. Jeg vil hellere bo i en ussel Rønne, hvor Beboerne, er villige, end i den eleganteste Gaard, hvor de er vrantne og trevne.

Gaarden er for Resten stor nok, den er paa 70 Tdr. Land, men Bygningerne er næsten faldefærdige; de skulde have været bygget om i Sommer, dersom Krigen ikke var kommen.

I Gaar Eftermiddags Kl. 3 erholdt jeg Tilsigelse om at overtage en Vagt i Middelfart, som vort Compagni forretter. Jeg marcherede Kl. 5 med 20 Mand ind til Byen — efter af Løjtnant Groth at have faaet nøjagtige Oplysninger om, hvorledes man skulde gerere sig paa en saadan Garnisonsvagt — og marcherede op udenfor Kommandantens Bopæl, hvor jeg meldte mig. Derpaa marcherede jeg stadig med dragen Sabel op til Vagten, som jeg derefter afløste med Iagttagelse af de forskellige Ceremonier, som i Fredstid omgiver Soldaterstanden med den især af Børn og saa-danne unge Damer, hvis Ideal er en Løjtnant, i saa høj en Grad beundrede Glorie.

I Løbet af Natten udsendte jeg det behørige Antal Patrouiller og i Morges forfattede jeg den fra en Vagt udadskillelige Rapport s. 17og Melding — to højest forskellige Ting. Min Rapport gav Underretning om, at jeg havde overtaget Vagten, havde modtaget to Tællelys og to Ark Papir, samt at jeg havde ladet Værelserne feje om Morgenen, hvorimod Meldingen oplyste, at Vagten var blevet inspiceret om Aftenen.

Til Vagten hørte et Krumslutningsjern samt Nøglen til Arrestlokalerne. Jeg var bange for, at jeg skulde komme i den ubehagelige Situation at skulle anvende nogen af Delene, da den slesvigske Arbejdsbataillon skulde permitteres i Dag, og jeg formodede, at de i den Anledning vilde gøre Spetakler om Natten. Jeg gjorde mine Patrouiller — navnlig de, som skulde eftersé og muligvis rydde Værtshusene rigtig mandstærke; men Natten forløb heldigvis roligt.

I disse Dage foregaar — som Du vel har set af Aviserne — betydelige Permitteringer. Vort Regiment skal for Fremtiden reduceres til 600 Mand istedetfor 1600, og som Følge heraf faar jeg nu efter Permitteringen kun 20 Mand at kommandere over i Stedet for 45.

Jeg vilde give en hel Del til, at jeg ogsaa blev hjempermitteret, men derom kan der aldeles ikke være Tale. Jeg kommer efter al Sandsynlighed til at ligge her ved Regimentet mine tre Maaneder endnu, før jeg bliver Løjtnant; og saa først kommer jeg hjem.

Foreløbig skal Regimentet ligge her paa Fyen; det synes, som om vi skulde ligge parate rundt om Strib for, naar Fjenden trækker sig fra Jylland, at sættes over til Frederits og derfra drage nordpaa til Aalborg.

Jeg haaber, at I lige saa flittigt vil skrive til mig nu under Vaabenhvilen som under Feltforholdene; thi nu trænger jeg til om muligt endnu mere stadig Korrespondance med Slægt og. Venner end under det bevægelige Feltliv.

Staurby,
d. 28. Aug. 64.

Kære lille Mama.

Det ynkelige forfløjne Brev, som jeg for et Par Dage siden afsendte til lille Agnes, er det eneste, som jeg har formaaet at skrive i de sidste 3 Uger omtrent. Du kan tro, at jeg i al den Tid har beklaget ikke at kunne besvare de Breve, som jeg modtog dels fra Hjemmet og dels fra gode Venner som Fætter Vilhelm og Carl Cederfeld; jeg har imidlertid maattet føje mig i min Skæbne, og hvor ubehageligt end den Forretning har været, som har holdt mig saa bunden, saa har det dog i en vis Henseende været et taknemmeligt Arbejde, som jeg har haft, da jeg Dag for Dag har s. 18kunnet glæde mig over dets Fremgang, og da jeg vidste, at dets Tilendebringelse vilde frigøre mig fra den mindst behagelige af en Aspirants Forfremmelsesgrader. Jeg havde da ogsaa den Tilfredsstillelse, da jeg efter at have afsluttet det mig betroede Hverv kom hjem efter en meget anstrængende Dag fra Kl. 7 Morgen til Kl. 7½ Aften, at jeg her af Løjtnant Haar blev takket paa Compag-niets Vegne for den Nidkærhed og Iver, med hvilken jeg havde varetaget Arbejdet.

I de sidste 14 Dage har jeg herude paa Landet haft det usædvanligt interessant; Løjtnant Haars Kæreste har nemlig været herude for at besøge ham. Det er en mageløs vakker ung Pige; hun er livlig og munter, 20 Aar, medens hun paa den anden Side er fornuftig og alvorlig. Hun har et rigtig rart lille Ansigt, som formelig bliver smukt, naar hun taler om noget, der interesserer hende. Hun er saa naturlig, fordringsfri og ligefrem, som jeg sjælden har truffet nogen ung Pige, og i Forbindelse hermed er hun saa forstandig og dannet, at det er en Fornøjelse at omgaas hende.

Hendes naturlige Ligefremhed, som i ingen Henseende gør Skaar i hendes Kvindelighed, gør det let og morsomt at samtale med hende, medens hendes Aandsdannelse og Forstandighed ikke alene gør en ordentlig Samtale mulig, men tillige virkelig gør den interessant og forfriskende. Det er i det hele taget et Ideal paa en ung Pige; hun er saa elskværdig og indtagende, at jeg næsten kunde misunde hendes Kæreste Besiddelsen af hende. Jeg har tilbragt flere behagelige Timer i hendes Selskab; hun boede hos den Gaardmand, hvor hendes Kæreste var indkvarteret, og jeg havde saaledes daglig Lejlighed til at komme sammen med hende.

Du bliver vistnok forbauset over at høre, at en saa ung Pige har rejst alene fra Aalborg til Snoghøj og derfra til Staurby for at besøge sin Forlovede; Du korser Dig vel endelig over, at hun boer alene her hos sin Kæreste, og det vil vistnok næsten alle gøre, som ikke kender Løjtnant Haar og hans Principper; „Folk“ vilde vistnok i Almindelighed faa et meget uheldigt Begreb om en ung Pige, som saadan sans façon rejser gennem et af Fjenden besat Land og bor alene hos sin Forlovede; jeg vilde ganske vist ej heller faa videre gode Tanker om en ung Pige i Almindelighed efter en saadan fri Tilsidesættelse af alle Former; thi hvorlidt jeg end selv ynder Iagttagelse af disse smaalige Hensyn til andre Tolks Mening og Opfattelse — den Spændetrøje paa Naturlighed og Ligefremhed i Omgang, som gaar under det tiltrækkende Navn Konvenients — kan jeg dog ingenlunde billige, at en ung Pige aldeles tilsidesætter saadanne „Former“, hvis Opgivelse let medfører Skaar paa den kvindelige Tilbageholdenhed.

d. 2. September 1864.

Samme Aften, som jeg paabegyndte dette Brev, fik jeg en meget ubehagelig Efterretning; den Underofficer, som efter mig skulde overtage Vaabenmesterforretningerne skulde indlægges paa Lazaret, og jeg skulde derfor den næste Dag ind paa Depotet for at vise en ny Underofficer til Rette. Den næste Morgen kørte jeg til Middelfart efter forgæves at have ventet en halv Time paa Underofficeren, og da jeg var kommen næsten helt ind til Byen, indhentedes jeg af en endnu ubehageligere Efterretning, at ogsaa han var bleven syg, og at jeg foreløbig maatte vedblive at fungere som Vaabenmester.

Det var noget af det uhyggeligste, der kunde vederfares mig, da jeg dermed blev nødsaget til at overtage Forfattelsen af en Del Lister, som jeg med god Grund havde frygtet. Listerne skulde være indleverede den næste Dags Morgen Kl. 7, og der var aldeles ikke begyndt paa dem. Jeg sendte derfor Melding til Compagniet, at jeg ikke kunde blive i Middelfart, og at der maatte sendes en ny Underofficer derhen, for at jeg kunde komme hjem og ufortøvet tage fat paa Arbejdet, til hvilket jeg endnu ikke havde alt Materialet.

Jeg begyndte ufortøvet at affatte Listerne og blev ikke færdig før Kl. 2 den Morgen, som de skulde afleveres Kl. 7. Jeg maatte derpaa den næste Dags Formiddag gaa og arbejde paa at faa en Mængde Tøj, som samme Dags Aften skulde være i Middelfart, ordnet og fik derpaa, efter om Aftenen at have besørget Tøjet til Byen, Underretning om, at den ene af Listerne var fuldstændig fejl, og at jeg nok vilde komme til at skrive den anden, som var i to Exemplarer, om, da der maatte foretages nogle Forandringer i Tallene. Kl. 8 om Aftenen begyndte jeg paa den ene Liste, men kom, da Kl. var blevet 2¾ om Morgenen, til det Resultat, at jeg ikke kunde forfærdige den, da jeg ikke kunde erholde det halve af det til dens Affattelse nødvendige Materiale samlet. Jeg lukkede derfor mine Bøger sammen og kastede mig paa Sengen i fuld Uniform, da jeg den næste Morgen skulde op Kl. lidt før fem for med det øvrige Compagni at marchere til Kauslunde, hvor hele Regimentet skulde samles.

I en skyllende Regn marcherede vi dertil, og jeg fik — efter at have staaet der til Kl. 8½ — Tilladelse til at træde af for at gaa til Middelfart, hvor jeg maatte være paa Depotet for at deltage i den endelige Ordning af Compagniets Tøj, som skulde afleveres ordentligt og vel sorteret til Regimentet Kl. 12. Da Klokken var blevet 9, kom jeg aldeles vaad til Skindet ind paa Depotet, hvor Optællingen holdt mig til Kl. 10½.

s. 20Nu skulde jeg forfatte to Afleveringslister, som skulde være færdige til Kl. 11½, til hvilken Tid de skulde afhentes til Regi-mentskontoret. Jeg blev lige færdig, da Compagnikommandøren kom for at hente dem, og nu først kunde jeg begynde at puste lidt og glæde mig over uigenkaldeligt at blive fri for Vaaben-mesterforretningerne, som jeg havde maatlet overlage paa en Tid, da den foraarsagede gamle Underofficerer, der havde været Vaa-benmestre i en halv Snes Aar, de største Bryderier. Havde jeg blot en Maaneds Tid endnu skullet forrette det Arbejde, som jeg havde haft i de sidste tre Uger, er jeg overbevist om, at jeg vilde blive helt syg, og en Uge af Beskaffenhed som de sidste to Dage vilde have ruineret mig fuldstændigt.

For Resten blev der mig al mulig Paaskønnelse for Udførelsen af dette Arbejde tildelt af Compagniets Officerer med Undtagelse af Compagnikommandøren, som dog i allerhøjeste Grad maa være mig Tak skyldig, da han vilde have været meget ilde stedt, dersom jeg ikke havde arbejdet, som jeg gjorde; der var ikke en eneste ved hele Compagniet, der vilde og kunde have udført Forretningerne med den Omhu som jeg.

Jeg fortalte ovenfor, at jeg nu uigenkaldeligt var fritaget for at være Vaabenmester; dermed hænger det saaledes sammen: Efter en Bestemmelse af Regimentet skulde alle Underkorporaler, midlertidige Underofficerer og Aspiranter, samt nogle enkelte Officerer gennemgaa en Kommandoskole, som skal etableres her i Nærheden af Middelfart i en By ved Navn Røjle. Vi blev i Gaar Morges, da Regimentet var samlet ved Kauslunde, udtagne, og vi blev fra den Dag af sat ud af Tjeneste ved Compagnierne.

Skolen forestaas af en Premierløjtnant Franck og af Løjtnant Haar; den tog sin Begyndelse i Morges Kl. 7. I Begyndelsen var det Bestemmelsen, at alle skulde have Geværer og skulde staa i Geled sammen, men senere blev det forandret derhen, at Aspiranter og Løjtnanter skulde fungere som Lærere for de andre i Exercits, og at de tillige skulde øves i at gøre Delingsfører- og Underofficerstjeneste ved Evoleringsøvelser, ved hvilke Underofficererne og de dygtigste Underkorporaler gør Tjeneste som Menige.

Jeg havde forestillet mig det hele som i højeste Grad ubehageligt, men det tegner virkelig til at blive ganske rart, og under alle Omstændigheder langt bedre end Compagnitjenesten, som nu er begyndt at blive meget stræng (7 Timers Øvelse daglig).

Vi holder Øvelse fra Kl. 7—11 Fmd. og Kl. 4—6 Efterm.; vor Eksercerplads ligger et Kvarters Gang fra Staurby, hvor jeg endnu ligger. Det er ogsaa en stor Lettelse, at jeg beholder mit gamle Kvarter i Stedet for at skulle forlægges til Røjle, hvor hele s. 21Skolen efter den oprindelige Bestemmelse skulde indkvarteres; om selve Øvelserne skal jeg fortælle Eder i et senere Brev; de er virkelig yderst interessante.

Af det ovenstaaende vil Du, kære lille Mama, se, at jeg har haft gyldig Grund til ikke at kunne fortsætte det Fragment af et Brev, som danner de første to Sider af denne Skrivelse førend nu. At jeg ikke lige fortsætter, hvor jeg blev afbrudt, er ganske naturligt, da jeg ikke efter 4 Dages Forløb — især efter 4 Dage, som har været saa bevægede som de forløbne — kan være saa nøjagtig i samme Stemning, som den i hvilken Brevet blev paabegyndt, at jeg vilde kunne fortsætte en paabegyndt Sætning og en afbrudt Tankegang.

For dog imidlertid at sætte en Slags Slutning paa det paabegyndte Thema, vil jeg kort og godt (da jeg nu i Mellemtiden har faaet andet at skrive om) sige, at Frk. Haar er en Pige af den Beskaffenhed, at hvad der hos andre vilde blive optaget som Bevis paa Mangel paa Kvindelighed (og maaske ogsaa i Virkeligheden er det) hos hende kun er Følgerne af en Naturlighed, som hendes Kæreste, der er en Hader af alt Formalitetsvæsen og Snerperi, har søgt at vedligeholde og fremelske. Hun og jeg kom ypperligt ud af det sammen; jeg syntes godt om hende og hun i lige Maade om mig.

Dagen, før jeg rejste, havde jeg en behagelig og interessant Samtale med hende; jeg havde spist til Middag sammen med hende og Løjtnant Haar, og da denne skulde i Forretninger til Middelfart, blev jeg hos hende og holdt hende med Selskab i tre Timer, som svandt saa hurtigt, som om det havde været Minutter. Hun lovede at sende mig et Portræt, og da hun var rejst, fik jeg af hendes Kæreste en Hilsen fra hende, at jeg var et rigtigt prægtigt Menneske! !, og at hun gerne vilde have en lille Ting til Erindring øm mig.

Efter at hun var rejst, flyttede jeg ind i det Værelse, hvor hun havde boet, og jeg ligger saaledes nu hos den samme Gaard-mand (Hans Andersen Olsen), hvor Løjtnant Haar ligger. I det gamle Kvarter hos Enken kunde jeg ikke blive liggende, da hun i de sidste Dage ikke vilde lave Middagsmad til Bøth og mig; desuden vilde jeg gerne komme til at ligge alene, da Bøths Selskab er mig overordentlig trættende.

Her har jeg det udmærket godt; jeg har et pænt lille Kvarter med en Seng, tre Træstole og et Bord; jeg spiser sammen med Løjtnant Haar, og Maden er fortræffelig; det er aldeles ikke Bondekost, vi faar. Stegte Duer, Kyllinger og Ænder; Omelette, Ragout, Æggekage, Sødsuppe, Risengrød, Æggesøbe, Rødgrød o. s. v. er s. 22vore almindelige Retter. Jeg var derfor meget glad over, at vi, der ligger i Staurby, ikke skulde rykke bort ved Kommandoskolens Oprettelse.

For et Par Dage siden modtog jeg Sigrids Brev; det var længe siden, jeg havde hørt fra det kære Hjem, og jeg havde allerede i flere Dage med Utaalmodighed ventet et Brev. Jeg blev derfor meget glad ved at se den bekjendte Haandskrift udenpaa Brevet, og jeg blev ikke lidet forundret over at se deraf, at lille Marie nu er blevet opereret; at den første Operation faldt heldig ud, har naturligvis glædet mig i lige saa høj Grad, som jeg haaber, Enderesultatet maa blive lykkeligt.

Sigrid skriver, at Marie viste sig meget heltemodig og ikke engang vilde have Kloroform; jeg havde nok tænkt mig, at hun, naar det kom til Stykket, ikke alene med Rolighed vilde udholde de med Operationen forbundne Smerter, men ogsaa med Taalmodighed finde sig i de paafølgende Dages Savn og Lidelser. Sigrid skriver, at hun skal rejse til Vester Egede for der at tilbringe nogen Tid; hvor længe hun vil blive der, omtaler hun ikke. Jeg haaber, at det vil blive mindst en fjorten Dages Tid, hvis hun vil have rigtigt godt deraf.

Bare ogsaa Du, kære lille Mama, vilde tage noget paa Landet i denne Maaned, der jo skal være den smukkeste af alle Aarets Maaneder. Jeg glæder mig over, at jeg ligger paa Landet nu i Stedet for i en eller anden By; det er første Gang, at jeg har tilbragt Tiden efter Sommerferien ude i Guds frie Natur.

Rygtet gaar, at vort Regiment om en fjorten Dages Tid skal over til Jylland; det er naturligvis ikke sandt, og jeg haaber, at under alle Omstændigheder den Del af Rygtet, der siger, at vi skulle ligge i Horsens, ikke maa slaa til, da jeg ikke har synderlig Lyst til at komme til denne By. At ligge i Vejle vilde derimod være mig særdeles behageligt, da Omegnen her skal være saa mageløs dejlig.

Jeg har gentagne Gange søgt at faa Permission, uden at det er lykkedes for mig. Da jeg frygtede for Afslag, bad jeg Løjtnant Haar om underhaanden at føle sig for hos Regimentet, men Oberstløjtnanten var ingenlunde tilbøjelig til at gaa ind derpaa.

Kort Tid efter skulde vore Frivillige permitteres til Kjøbenhavn, og da der skulde et Par Underofficerer med dem, søgte jeg om at være blandt disse, men der var saa megen Rift derom, at endogsaa Kommandersergenten søgte derom, endskønt det kun skulde være Korporaler, som ledsagede Folkene derind. Jeg vil saaledes næppe kunne komme hjem, førend jeg bliver hjemper-mitteret, og dertil er jo Udsigterne forbistret lange.

s. 23Samtidig med Sigrids Brev modtog jeg et Brev fra Madsine, som altsaa ingenlunde fyldestgør min Søsters Profetier; naar jeg faar bedre Lejlighed, vil jeg skrive til lille Petra, og jeg haaber at være lige saa heldig paa dette Sted. Jeg kan virkelig heller ikke forstaa, hvorfor de skulde genere sig for at skrive til mig; jeg har jo kendt dem begge i saa lang Tid, at jeg burde staa paa en saadan Fod med dem, at en Brevveksling faldt ganske naturlig.

Jeg undrer mig for Resten — siden jeg er kommet til at skrive om „Veninder“ — over, at Fru Dresing ikke har svaret mig paa mit sidste Brev; det er snart en 6 Ugers Tid siden, jeg skrev. Richter har ogsaa holdt inde med sin Brevskrivning. Vil Du ikke nok sige ham, at hans „Heroisme“ lader til kun at have været momentan; han kunde godt lade den udstrække sig lidt videre, uden at han risikerer noget synderligt derved.

Fra Sofus Vind fik jeg ogsaa et Brev; han ligger i Frederiksborg og har gjort et meget kort Felttog til Middelfart og tilbage til Sjælland igen samme Dag. Bed Vilhelm hilse Axel Petersen fra mig; jeg fik for en 14 Dages Tid siden et lille Brev fra ham, som jeg nok skal besvare med det første.

For en Maaneds Tid siden skrev Agnes til mig om en Sofa, som Cederfeld vil skille sig af med, og som hun spurgte, om jeg vilde købe. Jeg savner ganske vist en Sofa oppe paa mit Værelse og har længe ønsket at købe en saadan; jeg vil imidlertid ganske henstille til Dig, lille søde Mama, om jeg skal købe den eller ej; det Valg, Du træffer, vil nok i et og alt tilfredsstille mig.

For denne Gang vil jeg bede Dig tage til Takke med disse Linier, til hvilke jeg kun endnu vil føje flittige Hilsner til hele den kære Familie og Ønsket om, at den lille Patient maa bedres Dag for Dag.

Staurby
6.—7.—8. Oktober 1864.

At modtage to lange Breve fra Dig, lille søde Mama, med saa faa Dages Mellemrum er en saa uhørt og tillige saa behagelig Overraskelse, at det nødvendigvis maa føre til, at jeg ufortøvet paabegynder nogle Linier til Dig. Dit næstsidste Brev har jeg ventet paa i omtrent to Maaneder; og det var derfor med synlig Glæde, at jeg saa Din pæne Haandskrift udenpaa et „foruroligende“ tykt Brev, som Løjtnant Haar i Søndags førte med sig fra Byen. Jeg fik det forresten først læst hen paa Aftenen, da det var mig en meget traul Dag.

s. 24Kommandoskolen skulde nemlig have Presentation for Regimentskommandøren den paafølgende Dag, og i den Anledning vilde jeg have forfærdiget mig en ny Journal over Skolens Anliggender, for at han kunde se, at jeg tiltrods for Løjtnant Sigettis Udsagn dog nok alligevel, uden at have lært det ved 6. Compagni, kunde udføre Kommandersergentsforretninger saa ordentligt som nogen. Jeg sad derfor hele Dagen i Hundekulde i mit eget Værelse, da Løjtnant Haar ikke var hjemme, og arbejdede paa min Bog, som jeg da ogsaa om Aftenen Kl. 12 fik lavet saa smukt og fuldstændigt i Orden, at jeg den næste Dag blev takket derfor af Løjtnant Franck, Skolens Forstander.

Om Eftermiddagen var jeg sammen med Løjtnant Haar inde en Times Tid hos en 76aarig Bonde Anders Nielsen, som havde en Datter til Konfirmation den Dag. Det er en komisk gammel Fyr, som vi begge oftere havde talt med paa Vejen til vor Ekcer-serplads, der tilmed er et Stykke af hans Mark. Det er en gammel Soldat fra 1812 eller saa omtrent, og der er endnu ikke lidt militærisk ved ham. Naar vi mødte ham, tog han til Huen som Soldat, og saa træder han af med en saadan Appel, at han er nærved at dejse omkuld.

Han kommer jævnlig ud til os paa Ekcerserpladsen og foreslaar jævnlig Løjtnant Franck at lade Folkene gaa hjem for den Dag; og lige saa jævnligt jager han os bort, naar vi har overskredet det Stykke Jord, som vi har lejet af ham. I Anledning af dette vort Bekjendtskab til ham besluttede vi os til Søndag Eftermiddag efter Appellen at gaa ind og gratulere ham. Vi kom ind i to Stuer; i den forreste sad Fruentimmerne stuvede sammen under Præsidium af Skolelærerens Kone, og efter at vi under Nik og Buk havde passeret dette Oplag af Kisteklæder med Bønderkoner i, og efter at vi venskabeligt havde trykket nogle Smaapiger paa en halv Snes Aar i Haanden, da vi med Rette antog, at Konfirmandinden maatte være en af dem, og endelig efter at have lykønsket en Bondekone, som vi tænkte os Muligheden af at kunne være den Rette blandt Smaapigernes Mødre, kom vi ind i Storstuen, hvor Mandfolkene med Merskumspiber i Munden og et meget storagtigt Udtryk i Ansigterne sad og forhandlede med Skolelæreren om Dagens brændende Spørgsmaal: Tyskernes Ophold i Jylland, Danmarks Ulykke og Høstens Udfald.

Da vi kom derind, blev der gjort Plads for os ved et langt Bord, om hvilket de sad, og nu maatte vi drikke Konfirmandindens Skaal i et Par Glas Brændevin. Det var de strammeste Snapse, jeg endnu har drukket; der stod nemlig to Brændevinsglas paa Bordet halvt fyldte med den ædle Vædske; de havde aabenbart s. 25været anvendte til den samme Velkomstceremoni før. Det Brændevin, som var efterladt i Glassene, blev nu — det skulde nemlig, være gyseligt fint — tappet paa Flasken, og da Glassene derved var blevet tomme uden derfor at lide af nogen overvættes Grad af Renhed, blev de præsenterede for os og derpaa fyldte af Flasken. Tanken om alle de Slatter, som i Dagens Løb paa denne Maade var samlede sammen af forskellige Glas, og om alle de Bønder-læber, som havde været i nærmere Berøring med den Vædske, som vi nu skulde til at kvæle, gjorde Snapsen alt andet end velsmagende. Men den gled da ned, og saa fik man ovenpaa til Belønning for det udviste Heltemod nogle Smaakager, som — fortærede i det tilbørlige Antal — tildels tog den ilde Smag af Munden.

Efter at have siddet en halv Times Tid og talt med Bønderne om Kejser Napoleons og Sveriges Upaalidelighed, Englands Lumpenhed, Pavens Forfald og Høstens Udfald, trøstede vi os over alle disse Genvordigheder ved en Kop Kaffe med Smaakager til, en Nydelse, i hvilken jeg pludselig blev afbrudt derved, at en Haand blev stukket hen frem foran mig. Jeg saa da op og fik Øje paa en Bondepige, som pludselig sank ned i Knæene til et smagfuldt Knix. Da jeg lige netop var begyndt paa min Kaffe, og da Smaakagerne endnu ikke trængte til Fornyelse, da der kort sagt ikke var nogensomhelst synlig Anledning til Bondepigens Fremtræden og endnu mindre til Fremrækkelsen af hendes Haand, forsøgte jeg — da hun vedblev at staa og ligesom vente paa noget, — at mane hende og hendes Haand bort ved at række min frem. Forsøget lykkedes, og hun trak sig synligt tilfredsstillet bort fra mig for at gaa hen ved Løjtnant Haars Stol og gentage den samme Ceremoni der. Ved ligeledes at udlevere sin Haand til hendes fri Raadighed fik han hende bevæget til at betragte sit gaadefulde Hverv som tilendebragt, og nu forsvandt hun uden at have bragt os til at indse Nødvendigheden eller Nytten af hendes Optræden.

Kort Tid efter tog vi Afsked og forlod Gaarden — efter at først Løjtnant Haar yderst forbindtligt havde trykket alle Tilstedeværende i Haanden; det hørte med til en saadan „Stads“, mente han.

Om Mandagen havde vi Præsentation, ved hvilken det gik særdeles smukt; Regimentskommandøren og Brigadekommandøren var til Stede og var begge særdeles tilfredse.

Mit gamle Compagni havde Præsentation et Par Dage derefter, og jeg fik da Tilladelse til at gaa hen og overvære den Scene. Jeg skal ikke nægte, at det glædede mig, at det gik dem s. 26komplet skidt. Majoren rettede bestandig ikke alene paa Folkene, men ogsaa paa Officererne (endog paa Sigetti), hvem han tilsidst anbefalede at læse Exercerreglementet. Sigetti var aldeles ikke glad over at se mig derude; da vi gik hjem, nedlod han sig til at spørge mig om, hvorledes jeg havde syntes, det gik, og jeg fortalte ham da, at det efter mine Begreber var gaaet daarligt.

Den næste Dag kom han ud for at se Kommandoskolens Exercits, og vistnok nærmest for at se, hvorledes jeg gererede mig. Det gik ganske ypperligt; vi marcherede saa smukt og evolerede saa elegant, at han udtrykte sin Beundring for Løjtnant Franck. I spredt Fægtning foretog vi forskellige Bevægelser, som alle foregik med Ro og Orden, og jeg viste ham, at jeg nok kunde føre en Deling og føre den bedre end nogen af hans Officerer.

Der har i denne Tid gaaet Rygter om, at 11. Regiment skulde afløse 18. Regiment i Kjøbenhavn; men det er nok ikke Tilfældet; det vilde for Resten være meget behageligt, om det var saa. Derimod skal nok Halvdelen af Regimentet ligge i Middelfart; men der er jeg da Gud ske Lov ikke med.

Du taler i Dit sidste Brev om, at jeg skulde søge min Afsked; jeg har selv tænkt en hel Del derover, men nu vil jeg foreløbig se Tiden an; da der jo maaske kun er 1—2 Maaneder, til jeg bliver udnævnt, tror jeg, at det vilde være urigtigt at trække sig tilbage, da der rimeligvis forestaar en Forlængelse af de Meniges Tjenestetid, og da der intet vides om de Vilkaar, paa hvilke man faar sin Afsked. Skulde man tjene den Tid, der resterer i den fulde Tjenestetid, kunde jeg, naar jeg senere bliver indkaldt — efter at denne er forlænget maaske til 1½ eller 2 Aar, komme til at ligge i det mindste over ½ Aar som Menig i en Garnison. Og en saadan Forlængelse vil nok — efter hvad jeg har hørt — Krigsministeren søge at faa indført; og den kan sandelig ogsaa være nødvendig, da vore Folk er en udisciplineret Horde, der ikke engang har lært at lystre Kommando.

I Gaar blev nok lille Maries Øje underkastet en ny Operation — forhaabentlig den sidste. Gud give, at den maa have den tilsigtede Indflydelse.

Dersom Kufferten ikke er pakket og afsendt, vil jeg gerne foruden alle de andre Sager, som jeg tidligere har skrevet om, have en Pengepung med. Min er aldeles i Stykker, og jeg vil ikke købe nogen dyr i Middelfart. Man har nogle af Læder halvrunde med en Klap over; de er billige og stærke og slider ikke paa Lommerne; en saadan vil jeg gerne have.

I Gaar fik jeg Frøken Haars Portræt tilsendt. Det glædede mig meget, da hun er en af mine særdeles Yndlinge.

s. 27Hils gamle T. og andre gode Bekendte (Scharling!) fra mig. Hils ligeledes den kære gamle Carl.

Dersom der er nogle lange Uldstrømper derhjemme, vil jeg nok have et eller to Par herover.

Staurby,
d. 17. Oktober 1864.

Kæreste lille Mama!

I Gaar Søndag Aften modtog jeg endelig den med Længsel ventede Kuffert, som ikke alene i sit Ydre men ogsaa i sit Indhold overtraf mine Forventninger. Det er dog en rigtig smuk og. stærkt udseende Rejsekuffert, som nok er sine 7 Rd. værd. I skal have Tak for den Omhyggelighed, hvormed I har samlet alle de Sager, som jeg efterhaanden har bebyrdet Eder med at skrabe sammen, og for den Ulejlighed, som I alle — og Du specielt, lille Mama, — har haft med at besørge mine forskelligartede Kommissioner.

Du skal ret have Tak for Din venlige Hensigt at ville sende noget til Frokost — hvilket vides ikke — det ligner Dig ganske — kære lille Moder —; men jeg kan ikke klage paa den Mad, jeg faar her; og det vilde derfor ikke være mig kjært at modtage dette „Noget“, som I derved vilde berøve Eder selv. Næsten al Middagsmaden er god; nogle enkelte Retter kunne kun nydes af Folk, som sætter Pris paa smeltet Smør anvendt paa den uberegneligste Maade. Men det vilde i det hele være en Skam at klage paa Maden.

Just som jeg sad i Gaar Aftes og skrev, kom Løjtnant Haar ind til mig for at hente mig til et Wistparti hos Løjtnant Groth; da han hørte, at jeg skrev til Dig, lille Mama — fik han Lyst til at sende Dig en direkte Hilsen, som Du ser staaende ovenfor. Jeg tænker for Resten, at han føjer nogle Ord til i Slutningen af Brevet; han har faaet øget Interesse for Dig ved at se Dit Portræt i mit Album; han kunde nok se, at Du ikke hører til den Slags Damer, som man træffer saa mange af, de saakaldte Verdensdamer, der er baade ham og mig en Rædsel. Han syntes ogsaa godt om Søstrene og følte sig tillige tiltalt af lille Petrea og Massine (alt efter Portrætterne) og bad mig hilse dem fra ham, naar jeg skrev til dem.

For at fortsætte, hvor jeg slap i Gaar Aftes — nemlig de ved Dit Brev foranledigede Forretningsanliggender — maa jeg udtale min Forundring over, at den ene Bog, som jeg havde skrevet om, ikke lod sig finde. Den maa ganske sikkert være i Reolen, s. 28men I have vistnok overset den, hvad der let kan arrivere, da Titlen derpaa er noget kompliceret. Dens malebariske Titel er: „Graham — Otto’s ausführliches Lehrbuch der Chemie I Band I Abtheil". Dersom I finder den, vil jeg gerne engang, naar I sender mig noget andet, have den med. Tillige vil jeg nok have min Barberkniv, Barberkost og min store Strygerem, da jeg vil tage mit Skæg af; det lader ikke til at ville blive til noget synderligt endnu. Men disse Ting ønsker jeg naturligvis kun sendt lejlighedsvis.

Den grønne Pengelomme, som Du selv har haft Ulejligheden med at skaffe til Veje, synes jeg ikke er saa grim endda; derimod er den noget lille af Skabning; men det gaar nok. Stærk er den da, og det er en væsentlig Fordel.

Har Vilhelm hos Gad faaet de Oplysninger, som jeg bad ham skaffe mig? Vil Du ikke nok spørge ham derom. Men han maa endelig lade det vente, til han kommer derind af en anden Grund; thi han bruger jo sin Tid til Examenslæsning, og jeg vil ikke, at han skal ofre nogen Tid paa at løbe Ærinder for mig.

Nu tror jeg, at jeg har tilendebragt det forretningsmæssige af dette Brev, og jeg vil derfor endnu engang, førend jeg forlader dette Thema, takke Eder alle derhjemme og Dig i Særdeleshed for den Ulejlighed, I har haft med at besørge mine Kommissioner.

Jeg behøver ikke at fortælle Dig, hvor meget det glæder mig at se ogsaa af Dit Brev, at lille Maries Øjne tegner godt nu; naar det nu blot maa holde sig, og hun ikke kommer til at gaa forlænge, førend hun atter faar den fulde Brug af Øjnene.

Naar Du taler med Tante Franciska, da hils hende fra hendes gamle Ven og sig hende, at hun staar saa tydeligt i min Erindring, naar hun under Fortællingen af en eller anden komisk Scene illustrerede den med lynende Øjne, Kast med Nakken og et efter Omstændighederne forsorent eller ynkeligt Smil om Munden. Hvorledes har hun det egentlig? Bring min kære gamle Tante mine flittigste Hilsner; jeg har ofte fortrudt, at jeg ikke har skrevet hende til; hun er dog een af dem, som føler mest Interesse for mig.

Vil Du sige til lille Fru Dresing, at jeg har tænkt paa hende i disse Dage, og at jeg for flere Dage siden har paabegyndt et Brev, som kunde træde i Stedet for en Visit i hendes nye Lejlighed.

For nogle Dage siden fik jeg endelig Brev fra lille Petrea; det er en sød lille Pige — man sige forresten om hende, hvad man vil.

I Aften har jeg faaet — foruden et Brev fra Sigrid — et Brev, som unægtelig overraskede mig; det var Dit andet Brev, lader Du undertiden — lille Moder — gaa lang Tid hen mellem s. 29dine Brevvexlinger, saa indhenter Du pludselig paa én Gang det forsømte. Naar blot Dine Øjne kunde taale det meget Skriveri paa en Gang; Du skulde under ingen Omstændighed skrive ved Lys. Af Dit forrige Brev ser jeg, at Dine Brystsmerter ikke har forladt Dig, men har Du det ikke noget bedre i dette Efteraar end i forrige?

Skønt Klokken kun er 9, er jeg saa træt og søvnig paa Grund af en Øvelse i Bajonetfægtning, i hvilken jeg af min fri Drift deltager, at jeg maa til Køjs; jeg vil derfor slutte disse Linier med at bede Dig bringe mine Hilsener til Sødskene — i Særdeleshed Marie.

Dersom I af mine Breve har faaet det Indtryk, at jeg snart vil blive udnævnt til Officer, da tage I mærkelig fejl. Nu bliver snart det ældste Hold udnævnt og efter deres Udnævnelse vil der hengaa ca. 2 Maaneder, førend Touren kommer til os andre. Naar jeg bliver Officer, søger jeg Permission for en Uges Tid, men før den Tid ser I mig ikke.

Det vilde være en stor Glæde at se Dig herovre, naar blot det var Sommer- og ikke Vintertid.

Frk. Haars Portræt skal jeg en anden Gang sende Eder til Gennemsyn. Løjtnant Haars og Groths Portrætter har I nok beholdt derhjemme.

Hils Vilhelm og sig ham, at jeg misunder ham, at hans Examen er saa nær forhaanden, medens min foreløbig er in suspenso.

Hils endelig ogsaa Krohn og Haslund fra mig; jeg tænker tit tilbage paa den Tid, vi tilbragte sammen i Kastellet; det er sørgeligt, at allerede èn af den lille Kreds dér er reven bort og det paa en saa bedrøvelig Maade.