Carl Sophus Petersen, 1873-1958 Uddrag fra BREV TIL: Säve, Carl FRA: Petersen, Niels Matthias (1855-08-26)

Ligesom dit sidste brev begynder med Hammershaimb, så får mit også begynde med ham. Han var her igår, for at sige farvel, da han i dag rejser som præst til Færøerne ²Hammershaimb var 21/5 1855 blevet udnævnt til sognepræst for Nord-Strømø præstegæld på Færøerne.), og meddelte mig af dit brev dit önske at se nogle rader fra mig. Tilvisse er det en en〈!〉 gammel gæld jeg er i, men det er ikke noget nyt, thi jeg vilde helst sige, som jo andre have sagt: jeg skriver aldrig breve. At jeg ikke har skrevet er en følge af mange omstændigheder: åbenbar var du forstemt og misfornöjet med tilstanden ved universitetet og forelæsningerne: af 8—900 studenter havde du kun 7—8 tilhørere. Nu, af 130000 mennesker havde jeg den gang over den danske literaturs historie — 4 ³Ved folketællingen af 1855 havde København 143,591 indbyggere. — N. M. Petersens angivelse af sine tilhøreres antal er misvisende. Han begyndte i efterårssem. 1854 at give en udsigt over den nordiske poesis historie fra den ældste tid til Oehlenschläger. Forelæsningen begyndte for 21 tilhørere men afbrødes ved hans sygdom, og han holdt derefter en forelæsning over Ynglingasaga. Til denne var der 4 tilhørere.). Forelæsningernes tid er forlængst forbi, s. 85og det er en grusom tilstand, at der af professorerne kræves forelæsninger, som ingen hører. At komme ind på dette litani, var mig ubehageligt. Men overhovedet er det nordiske studium, sköndt Gislason jo også virker med ¹Gislason var 2/5 1848 blevet ansat som extraordinær docent samt lektor i oldnordisk. N. M. Petersen havde stærkt anbefalet hans ansættelse, se Bondesen: Små mindeblade o. s. v. p. 61-69.), ingenlunde i den fremgang, som jeg havde håbet; alle ydre omstændigheder ere jo derimod. Politik sluger alt, og den fører os over til helstaten, til fællesstaten, det vil sige — til Tyskland. Det er nu den höje tid, at den skandinaviske idé atter lever op ²Om en „afslappelse“ i den skandinaviske bevægelse efter krigsårene se Julius Clausen: Skandinavismen p. 119 f. Den skandinaviske bevægelse i 50-erne fik, navnlig gennem Carl Ploug, en afgjort realpolitisk karakter, der nåede højdepunktet i efteråret 1856, og N. M. Petersen reves med, skønt han tidligere gang på gang havde protesteret mod politiks indblanding i Skandinavismen.); ellers er det forbi med os, og når Danmark bliver tysk, så er sandelig Sverige og Norge givet til pris for Moskoviterne. Ikke så? — Det kommer mig undertiden for, at jeg med kærlighed og varme har talt og skrevet om det danske og det nordiske som ett; man har svaret mig med hån og vås. Således har jeg da bestemt mig til, for dog at opfylde noget af mit livs bestemmelse, at virke ved skrifter i de få år, der endnu forundes mig, og i dem overalt at göre den rene videnskabs sag til mit formål, uden afgörende overvægt af nationaliteten. Et nyt hefte af den danske literaturs historie løber i disse dage af stabelen. Du, som véd hvad det er at frembringe en bog, kan også begribe, at hvad jeg behøvede, når jeg var træt af arbejdet, var hvile, total hvile.