↩ 217Denne Følelse udbreder sig imidlertid ogsaa daglig mere i det nittende Aarhundrede, saa snart vil det kun være de selvklogeste Haand 206 (VU) værks-Folk, der finder det dybt sagt af Bonden, da man fandt hans Hane umælende, skiøndt den var solgt ►for en god Taler: ja, taler han ikke, saa tænker han desmere, og naar kun Røsten, som Ordet i sin Kraft igien erkiendes for Tankens eneste levende Udtryk, da vil Christen-Folket paany kunne, om ikke tale sig tilrette med Verden, saa dog tale sammen med den paa Aandens Enemærker, og lade den føle Kraften i den Røst, som vi kalder “👤Jakobs”, fordi den ►giennemtoner hele 📌Israels Folkeliv, og udgik fra 📌Jerusalem til Jorderigs Ender, og det skal da ikke længer være noget Spørgsmaal, om Christne maa tage Ordet ved Daaben og Nadveren for den Herrens Røst til sig, hvorom der staaer skrevet: ►Timen er kommet, da de Døde skal høre Guds-Søns Røst, og de, som høre den, skal leve; men Spørgsmaalet skal kun være, som det har 532 (US) været fra Begyndelsen, om den Røst med Aand, som er i os, er stærkere end den Røst, som er i Verden, og som vil altid have en “►verdslig Arm”, hvorpaa den igrunden stoler, men som den dog herefter, i en bedre oplyst Verden, kun nødig vil blotte, fordi det er blevet klart, at Røsten, ligesaa uhaandgribelig som Aanden, ligesaalidt som Aanden kan røres eller rammes af nogen Haand eller noget haandgribeligt Sværd, saa at Haanden, naar den allerkraftigst hævner sig paa Munden, dog kun, ligesom Straadøden nedbryder et Redskab for Aan218den og Røsten, som nyfødte Munde ►sagtens til Verdens Ende, ligesom hidtil, vil erstatte.