↩ Hvorledes derimod den haandværksmæssige Oplysning og ligesaa umenneskelige som ugudelige Bort-Forklaring baade af Gud og Menneske, blev herskende midt iblandt os, hele atten Aarhundreder efterat den levende Gud og det guddommelige Menneske-Liv 205 (VU) havde aabenbaret sig med Herlighed, da ►Ordet blev Kiød, og havde bevist sig selv med Liv og Lys, overalt hvor 👤Christi Evangeliums Røst blev hørt, uden at al Verdens Hænder kunde forhindre det, det er ►vistnok ►svart at forstaae, men det er ligefuldt en urokkelig Kiendsgierning, som vi ikke blot maae lade staae, men maae tage for gyldigt Beviis paa al den virkelige Kraft, som Storværket krævede. Den Romerske Oplysnings Gienfødelse og Triumph over den Jødisk-Christelige Betragtning af Gud og Verden, og navnlig af Menneske-Livets Forhold til Gud, Verden og sig selv, lader sig ►vist heller ikke grundig forklare blot af Pavedømmet, 📌Tyrkiet, Slave-Folkene og Latin-Skolen, der, ligesom Romerne, ►syndes at have 216indtaget 531 (US) hele den dannede Verden med Hænderne, ligefra den høitidelige Haands-Paalæggelse, ned til Hverdags-Afretningen med Stokken og ►Tampen, Ørefigen og ►Haandtager, men det samme var Tilfældet med den Romerske Oplysning i sin Hjemstavn, der, ligesaalidt som det Romerliv, der bar dem, lader sig forklare ►uden af en virkelig Aand, som Romerne selv kaldte Verdens-Sjælen (►anima mundi), som man nu ►sædvanlig kalder Natur-Aanden, og som ►Skriften ogsaa blandt andet kalder ►Verdens-Guden og ►Luft-Aanden, men brændemærker som ►den gamle Slange og ►Løgnens Fader. ►Vistnok ►brød den Romerske Oplysning i det attende Aarhundrede Staven over alle Aander uden Undtagelse, som virkelige Væsner, men de benaadede dog Verdens-Aanden igien under Navn af den selvstændige og selvraadige Fornuft, der i hele sin Uvirkelighed skulde kunne ►virke Umueligheder, saa det var kun en Selv-Modsigelse, man tillod sig, efter det da giældende Ordsprog: ►min Mund er i mit Brød, den skal sige hvad jeg vil, ligesom jo ►Kopernikanerne endnu vil true os til at sige, baade at Solen staaer op og gaaer ned, og at Solen hverken staaer op eller gaaer ned. Det giælder nemlig fremfor alt om Selv-Modsigelsen, som den aandelige Daarekiste, at ►det er kun det første Skridt, som koster, thi naar man først tænker og siger, at man modsiger ikke sig selv, skiøndt man siger det Modsatte om sig selv, fordi Ordet, hvori Tanken udtrykker sig, ikke kan udtrykke Tanken, da er ►aabenbar ethvert Ord spildt paa den Haand eller Aand eller Fornuft, som truer Munden til at ►vrævle i det Uendelige.