↩ Dette mener den oplyste Verden ogsaa virkelig, og Christen-Folket har ingen Grund til at trættes med Verden derom, da vi godt, uden at opgive det mindste af Røstens Ære eller af vort Haab om dens endelige Seier, kan svare: lad ►saa være, at den haandfaste romerske Betragtning maaskee nu er den afgiørende Seier over den jødisk-christelige, ►aandsfaste Betragtning af Mennesket og hele Verden som Ordets Odel og Røstens Arv, lige saa nær som 📌Roms dens ►verdslige Arm var sin Seier over 📌Israel, Guds aandelige ►Kæmpe, da 👤Christus blev født, og da han blev korsfæstet; saa fulgde deraf jo ikke mere, end at enten var Menneske-Røsten med Aand nu saa lav, at den maatte have gode Stunder til at hæve sig, før den igien kunde vise Verden sin Kraft, eller at den, i værste Fald, var sunket i Jorden som den Korsfæstede, saa der maatte en Paaske-Morgen til at bøde paa Langfredags-Mulmet; men om en af Delene end nys har været Tilfældet, saa er det dog ei længer ►saa; thi Røsten løfter sig nu paany saa kongelig, at har den nys været spæd, da er den voxet en guddommelig Væxt, eller var den nys begravet, da er den seierrig opstanden. Vel tør vi ikke i denne Henseende 209beraabe os paa hvad man i Verden kalder “Folkets Røst”, der i vore Dage synes idelig at byde ►Næve-Retten i Fyrste-Magten Trods, og ligesaalidt paa hvad man i Verden kalder “Kirkens Stemme”, thi hvor Røsterne viser, det er dog ikke paa Aanden, men paa Haanden de stoler, ligesom ►Zeus paa de ►Hundred-Armede, der er det altid igrunden Haanden, som vinder baade Magten og Æren. Hvor derimod Christen-Folket frit opløfter Røsten til at forherlige Aanden og fordømme ►Næve-Retten med de lange Arme, som en Ret til at lukke Munden, der beviser det unægtelig, at endnu lever Røsten og har Mod til at prøve, hvem der er stærkest.