Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Hænderne og Røsten i Rom og Jerusalem

Grundtvig, N. F. S. Hænderne og Røsten i Rom og Jerusalem

Grundtvigs Værker

↩ 205

►Hænderne og Røsten i 📌Rom og 📌Jerusalem►.

✂ (N. F. S. Grundtvig.)


✂ ►“Røsten er 👤Jakobs, men Hænderne er 👤Esaus”.►

✂ Med dette verdensberømte ►Ord udtrykde den gamle 👤Isak ►aabenbar en langt dybere Sandhed, end man hidtil fandt deri, og ►sagtens dybere end han selv vidste, skiøndt det er klart, at dersom han virkelig lod sig ►skuffe af Hænderne, da var det, fordi han, ligesom 👤Esau, som Romerne, og som alle ►Verdens-Folkene, troede “Hænderne” bedre end “Røsten”. Naar vi nemlig betragter de menneskelige Vilkaar i det sande Lys, som oplyser hele det til Verden komne Menneske, da seer vi strax, at der er for Mennesker hverken meer eller mindre end to Slags Virkelighed med tilsvarende ►Virke-Kredse, nemlig Mundens og Haandens, som, da de begge er menneskelige, ingenlunde udelukke hinanden, men har dog i denne Verden meget ondt ved at forliges, og strides derfor ►sædvanlig paa Liv og Død om Herredømmet, hvorfor ►Odin i ►Havamaal siger meget ►vittig, at “Haand og Mund” er to ►Enherier, altsaa ►valhalliske Medbeilere, som daglig slaaer hinanden ihjel, men staaer ogsaa daglig op til Kampens Fornyelse.

✂ Naar vi nu i Menneske-Slægtens store Levnetsløb vil betragte denne mageløse Kamp og dens Indflydelse paa Menneske-Livet og dets Oplysning, da viser den sig vel klarest i Modsætningen mellem Bogstav-Skriften, som er Haandens, 206og Tale-Røsten, som er Mundens Værk, da de ►aabenbar strides om, hvem der skal beholde Ordet, men det er dog kun et Syn for Bogorme, saa vi maa heller fæste Øie paa den store Skueplads, hvor Hænderne kæmper med Røsten om, hvem af dem der skal beherske Livet og Lyset og dermed hele Verden.

✂ ⓘ Naar vi nu siger: Røsten er 📌Jerusalems men Hænderne er 📌Roms, da har vi dermed kun nævnet en verdenshistorisk Kiends- Gierning, som hele den oplyste Verden nødes til at indrømme, og vil i det mindste endnu heller ikke krympe sig ved, da den endnu hylder den Romerske Oplysning, at Hænderne har den Stærkeres Ret til at raade over Røsten, og dermed, saavidt det er Mennesket mueligt, over hele Verden.

✂ Hermed staaer vi midt i Christen-Folkets uforligelige Strid med alle ►Verdens-Folkene i Oplysnings-Sagen, og da især i Oplysnings-Tiden, thi Christen-Folket bygger ei blot paa den Grundsætning, at Røsten med Aandens Ret ogsaa har den Stærkeres Ret over Hænderne og dermed over hele Verden, men Christen-Folket erklærer sig selv for en Skabning af Aandens Røst, som gienfødtes i 📌Jerusalem og udgik derfra paa glødende Tunger til Verdens Ende, saa der skal ikke være nogen Vraa, hvor ►jo Røsten, trods al Verdens Hænder, skal høres, saa i Christen-Folket, som en udødelig ►Kæmpe, fører Menneske-Røsten sin gamle Kamp med den selvraadige og herskesyge Menneske-Haand, i det Haab, at den, sammensmeltet med Guds-Røsten, skal omsider vinde af207giørende Seier, som skrevet staaer: ►Himmel og Jord skal forgaae, men mine Ord skal ikke forgaae.

✂ Uforgængeligheden, det er nemlig det eneste visse Kiendemærke paa den sande Virkelighed, saa Alt hvad der omsider slides op, var det end først i Millioner Aar, det var dog ikke den ægte Virkelighed, som skrevet staaer: ►selv Himlene ældes, de skal ►omskiftes som et Klædebon, men dine Aar faaer aldrig Ende►, saa at dersom Røsten og Troen derpaa engang ►sledes op, men Haanden og det Haandgribelige ikke, saa havde Haanden vundet, ligesom i modsat Fald Røsten vil have vundet, hvortit den saa end ►syndes kvalt i Struben af stærke Næver.

✂ Reiser vi saa i Tankerne til 📌Rom og til 📌Jerusalem, som de nu er, da finder vi vel, at Tiden har taget haardt paa dem Begge, saa Ingen af dem har Udsigt til den Evighed, de engang giorde sig Haab om; men hele Verden er dog enig om, at 📌Jerusalem, der kun er som en Skygge af sig selv, skiælvende for de Voldsmænds Hænder, der ikke agter Røsten for mere end hvad de træde paa, den er ingen Ting ved Siden ad det stolte 📌Rom, der vel ikke længer haandgribelig behersker Verden, men er dog endnu Hovedsædet for hvad Verden kalder den mægtigste Røst paa Jorden i Haandens Skygge, og er Hovedsædet for Haandens skiønne Konster, hvis Dyrkelse er den eneste, den store Verden nu tilskriver “►Aand og Sandhed”. Lægger vi nu hertil, at den Romerske Betragtning af Menneske-Livet, hvori Hænderne er Hoved-Sagen, er saa vidt udbredt og saa vel grundfæstet som baade Pavedømmet og Latin-Skolen, da kan Hændernes Seier over Røsten let 208(som den udøvende Magts over den lovgivende) synes ligesaa afgiort, som 📌Roms over 📌Jerusalem, ►i de Dage, da Keiser 👤Augustus i 📌Rom udgav den Forordning, hvorefter den høitfrugtsommelige Guds-Ords Moder maatte slæbe sig frem fra 📌Nazaret til 📌Bethlehem, for at føde i en Stald og svøbe i en Krybbe►, eller da ►den Romerske Statholder i 📌Jerusalem, 👤Pontius Pilatus, lod Ordet, som var blevet ►Kiød, ►hudstryge og korsfæste►.

✂ Dette mener den oplyste Verden ogsaa virkelig, og Christen-Folket har ingen Grund til at trættes med Verden derom, da vi godt, uden at opgive det mindste af Røstens Ære eller af vort Haab om dens endelige Seier, kan svare: lad ►saa være, at den haandfaste romerske Betragtning maaskee nu er den afgiørende Seier over den jødisk-christelige, ►aandsfaste Betragtning af Mennesket og hele Verden som Ordets Odel og Røstens Arv, lige saa nær som 📌Roms dens ►verdslige Arm var sin Seier over 📌Israel, Guds aandelige ►Kæmpe, da 👤Christus blev født, og da han blev korsfæstet; saa fulgde deraf jo ikke mere, end at enten var Menneske-Røsten med Aand nu saa lav, at den maatte have gode Stunder til at hæve sig, før den igien kunde vise Verden sin Kraft, eller at den, i værste Fald, var sunket i Jorden som den Korsfæstede, saa der maatte en Paaske-Morgen til at bøde paa Langfredags-Mulmet; men om en af Delene end nys har været Tilfældet, saa er det dog ei længer ►saa; thi Røsten løfter sig nu paany saa kongelig, at har den nys været spæd, da er den voxet en guddommelig Væxt, eller var den nys begravet, da er den seierrig opstanden. Vel tør vi ikke i denne Henseende 209beraabe os paa hvad man i Verden kalder “Folkets Røst”, der i vore Dage synes idelig at byde ►Næve-Retten i Fyrste-Magten Trods, og ligesaalidt paa hvad man i Verden kalder “Kirkens Stemme”, thi hvor Røsterne viser, det er dog ikke paa Aanden, men paa Haanden de stoler, ligesom ►Zeus paa de ►Hundred-Armede, der er det altid igrunden Haanden, som vinder baade Magten og Æren. Hvor derimod Christen-Folket frit opløfter Røsten til at forherlige Aanden og fordømme ►Næve-Retten med de lange Arme, som en Ret til at lukke Munden, der beviser det unægtelig, at endnu lever Røsten og har Mod til at prøve, hvem der er stærkest.

✂ Uagtet det imidlertid kun er ►til Enden, det kan vise sig, om Haanden eller Røsten igrunden har den Stærkeres Ret, saa er “Ret” dog i sig selv noget, der ikke beroer paa Styrke eller Overmagt, men kun paa “den evige Sandhed”, som altid har Ret, og ►borger sig selv for Almagten, da Alt hvad der er udenfor Sandheden, hvor virkeligt det end kan synes, dog nødvendig er falsk, og maa, naar det kommer for Lyset, i alle Maader blottes, og paa een Gang miste al den Ret og al den Magt, som det kun paa Sandhedens Bekostning ►syndes at have.

✂ Rets-Spørgsmaalet mellem Hænderne og Røsten, og dermed mellem den haandfaste og den aandelige Betragtning og Brug af Menneske-Livet, beroer da ►aabenbar paa det Forhold, hvori de staaer til den evige Sandhed, og da 👤Pilatus vendte det store Sandheds-Vidne Ryggen med det haanlige Spørgsmaal: ►“hvad er Sandhed!” da udtrykde han uforbederlig de selvraadige og herske210syge Hænders afgiort fiendtlige Forhold til den evige Sandhed, som da ►nødvendig maa være giensidigt, saa de Hænder, som vil beherske Røsten og hele Verden, maa ►nødvendig have den evige Sandhed imod sig, hvis der er en evig Sandhed, hvad dog ikke kan nægtes uden dermed at bekræftes, da jo saa Benægtelsen af den evige Sandheds ►Tilværelse, maatte selv være den evige Sandhed, hvis ►Utilværelse den paastaaer, og røber sig derved i soleklar Selvmodsigelse som den vitterlige Løgn. Derfor seer vi ogsaa, at da Haanden første Gang ►giorde Oprør mod Røsten midt i 📌Paradis, og plukkede af det forbudne Træ,► da var det i Forbindelse med den grove og vitterlige Løgn: ►det er ikke sandt hvad Gud har sagt, thi det var jo en vitterlig Løgn og Sandheds-Fornægtelse, da det er soleklart, at enten maatte der ingen sand Gud være til, og da havde Han heller ikke sagt noget, eller ogsaa maatte det være sandt, hvad den sande Gud sagde.

✂ Det er i Følelsen heraf, at den falske Oplysning, der forudsætter det Haandgribelige som det eneste Virkelige for Mennesker, og vil dog, om mueligt, bevare ►Skin af Ærbødighed for Sandhed, er kommet paa det fortvivlede Indfald, at benægte Menneske-Ordets ►Bekvemhed til at udtrykke Menneskets inderste og dybeste Tanker, hvoraf da skulde følge, at man godt kunde soleklart modsige sig selv, uden dog derved at gribes i vitterlig Løgn, da man kunde trække sig tilbage til det Uudsigelige, der nok skulde kunne være sandt, skiøndt det kun lod sig udtrykke med Løgn; men dette Indfald er 211jo reent fortvivlet, fordi man derved rask udsiger hvad man selv kalder Uudsigeligt, og vil vedblive at give os Oplysning om Altings Grund med det Ord man erklærer udueligt dertil, saa Selv- Modsigelsen bliver saa grov, at man ligesom med Hænder kan tage og føle paa den, og endelig, fordi intet Menneske, der elsker Lys, kan tage for Oplysning hvad der med Flid indhyller Menneske-Livet i et uigiennemtrængeligt Mørke, da vi alle veed med os selv, at det Sanddru hos os søger Lyset, medens det Falske kun kan trives i Mørke.

✂ Naar nemlig Verden lader, ►som den slet ikke vidste, hvad Sandhed i sig selv er og at Ordet er ligesaa vel skikket som skabt til at udtrykke det Usynlige, som det er, da veed vi dog med os selv, at alle Mennesker baade kan og bør vide det, da vi jo alle, som kan tale, ogsaa kan udsige hvad vi tænker og troer om os selv og hinanden, og at Sandhed netop er Udtalelse af det Virkelige, som det er, saa at naar vi omtaler vor Tro og Tanke, som vi veed, de ikke er, da lyve vi vitterlig. Dette er den sande Samvittighed, som Mennesket vel kan fornægte, fordi han kan lyve, men aldrig blive kvit, fordi al aandelig Sandhed er evig. Følelsen heraf og den derfra udspringende Frygt for Helvede eller evig Fordømmelse, ►hvor Ormen ikke døer og Ilden aldrig slukkes, den var det, som nødte den falske Oplysning til at fornægte det evige Liv og kaste sig i Armene paa den evige Død, som Fredens sikkre Havn; men dermed satte den sig i ►aabenbar fiendtligt Forhold ei blot til den levende Gud, men ogsaa til hele Menneske-Livet, som den ►be212tog► sit Maal, sit Haab og sin Trøst, saa det maatte enten føre til, at Menneske-Livet blev et fortvivlet Helvede paa Jorden, eller at Menneske-Livet benægtede sig selv som det vitterlig er, og udgav sig for et vanskabt Dyreliv, der, ved at rense sig selv for alt Menneskeligt, maatte stræbe at tilbagevinde sin dyriske Uskyldighed og Ligegyldighed for Liv og Død, som for Tid og Evighed.

✂ Af alt Usynligt beholdt da Haands-Begrebet, som et Haandværks-Begreb om Menneske-Livet, kun Løgnen, Mørket og Døden paa sin Side, og kunde ikke engang tilskrive dem Virkelighed, uden at benægte sin egen Grundsætning om det Haandgribelige, som det eneste Virkelige i Modsætning til alt det Uhaandgribelige, følgelig baade til Sandhed og Løgn, baade til Lys og Mørke, baade til Liv og Død, og at vi har sluttet rig tig, det viser baade den Romerske saakaldte Oplysnings-Tid, fra 👤Julius Cæsar til 👤Didrik af Bern, og den tilsvarende Tid, især i de Romanske Lande, fra 👤Ludvig den Ellevte til 👤Ludvig den Attende.

✂ Allerede heraf maatte man formode, at Røsten fra 📌Jerusalem, der altid havde Hænderne fra 📌Rom imod sig, baade først og sidst har Sandheden, Lyset og Livet med sig, som skrevet staaer: ►jeg er Sandheden og Livet og atter: ►jeg er Verdens-Lyset, og jo mere vi kiender til 📌Jerusalems og Christen-Folkets Historie, des klarere bliver denne Forbindelse os, og des ►upaatvivleligere bliver vort Seiers-Haab, hvor mørke end de nærmeste Udsigter maatte være.

✂ 213Betænker vi saaledes, at Keiser 👤Augustus i 📌Rom og 👤Jesus Nazaræus, ►Jødernes Konge i 📌Jerusalem, var samtidige, og at, trods den gjennemgribende Forskiel mellem Verdens-Keiseren og ►Kongen, hvis Rige var ikke af denne Verden, disse to, i hele den dannede Verden navnkundige Mænd, dog virkelig var hinandens Medbeilere til Navn af den store ►Freds-Fyrste, kommet i ►Tidens Fylde, med det længe attraaede, savnede og forventede ►Gyldenaar, og vilde begge tilbedes som den guddommelige Frelser, der maatte følges med uindskrænket Tillid, paa den ny Bane fra Mørket til Lyset, fra Splid til Enighed og til den rolige Nydelse af Livet i hele dets Fylde; naar vi betænker det, og lægger Mærke til Udfaldet, da seer vi klarlig, at Haands-Begrebet paa sit Romerske Høisæde, som ►Skriften kalder ►Satans ►Stol►, blev saa dybt beskæmmet, som det vel paa Jorden var mueligt, af Mund-Begrebet i 📌Jerusalem, med Korset til sit Høisæde, som ►Skriften kalder ►Naade-Stolen i Blodet. Medens nemlig Verdens-Keiseren i 📌Rom paa sin Dødsseng maatte nøies med den Trøst at have spillet sin Rolle i det store Skuespil udmærket, da havde ►Jødernes Konge i den anden Verden ►sit 📌Paradis at dele selv med en bodfærdig Røver►, og hvor høit man end vilde skatte Oplysningen, Freden, Velstanden og Livsnydelsen i Keiser 👤Augusts saakaldte gyldne Tid, saa blev det dog lige vist, at for Menneske-Livet har der aldrig været en sørgeligere Tid end den, der udviklede sig under Tilbedelsen af Keiser 👤August, under den Oplysning, der forgudede ham, og 214under den Tingenes Orden, som han grundede paa ►Næve-Retten, medens man, paa den anden Side, hvor lidt man end troede paa 👤Christi Opstandelse og Himmelfart og paa ►den Helligaands Udgydelse over hans Apostler med glødende Tunger, ei kan miskiende, at under ►👤Christi Tilbedelse►, som ►Guds-Ordet, der blev Kiød, under den Oplysning, der var i hans Aand, og under den Tingenes Orden, som han grundede, opblomstrede Menneske-Livet i den ædleste, lyseste og glædeligste Skikkelse, som det nogensinde, siden Synden og Døden kom til Verden, har havt under Solen, saa vi siger med Rette, at Forskiellen mellem Tids-Fylden, ►Gyldenaaret, Freden og Oplysningen, i 📌Jerusalem og i 📌Rom er Forholdet mellem det Ægte og det Uægte, det Sande og det Falske, Virkeligheden og ►Skinnet.

✂ At nu Romerne meget let kunde komme til at hylde den falske Oplysning, der vil bortforklare baade Guds evige Liv og hele det Menneske-Liv, der forudsætter dette evige Liv og attraaer Deelagtighed deri, og vil forklare hele Verden og Dyre-Livet, selv i den menneskelige Skikkelse med Selv-Bevidsthed, Mund og Mæle, af Haandværks-Begrebet, aldeles haandværksmæssig (mekanisk), det maae vi forsaavidt kalde naturligt, som det saakaldte Romer-Folk, efter sin egen Beskrivelse, fra sin Tids-Fødsel til sin Tids-Fylde, fra sin spæde Barndom giennem hele sin Ungdom og Manddom, havde, saavidt mueligt, ført et selv-klogt Rovdyrs-Liv og udrettet alt deres Storværk med Hænderne, og derved havt Lykke til at indtage baade 📌Ægypten, 📌Karthago og 📌Grækenland, ja hvad 215de kaldte hele Verden, saa dette Folk maatte jo vel fristes til at sige med 👤Senakerib: ►hvilken af alle Hedningernes Guder har vel kunnet frelse sit Land ►af min Haand?► ja, til at spørge med Pharao: ►hvem er den ►Jehova, hvis Røst jeg skulde lyde?► men dog hører vi paa ►den Romerske Høvedsmand i 📌Kapernaum, at selv Romere kunde det slaae, at Røsten af det mundlige Ord havde dog igrunden baade Ret og Magt til at raade over Haanden, som skrevet staaer: siig kun et Ord! thi siger jeg til min Tiener: giør det! saa giør han det►.

✂ Hvorledes derimod den haandværksmæssige Oplysning og ligesaa umenneskelige som ugudelige Bort-Forklaring baade af Gud og Menneske, blev herskende midt iblandt os, hele atten Aarhundreder efterat den levende Gud og det guddommelige Menneske-Liv havde aabenbaret sig med Herlighed, da ►Ordet blev Kiød, og havde bevist sig selv med Liv og Lys, overalt hvor 👤Christi Evangeliums Røst blev hørt, uden at al Verdens Hænder kunde forhindre det, det er ►vistnok ►svart at forstaae, men det er ligefuldt en urokkelig Kiendsgierning, som vi ikke blot maae lade staae, men maae tage for gyldigt Beviis paa al den virkelige Kraft, som Storværket krævede. Den Romerske Oplysnings Gienfødelse og Triumph over den Jødisk-Christelige Betragtning af Gud og Verden, og navnlig af Menneske-Livets Forhold til Gud, Verden og sig selv, lader sig ►vist heller ikke grundig forklare blot af Pavedømmet, 📌Tyrkiet, Slave-Folkene og Latin-Skolen, der, ligesom Romerne, ►syndes at have 216indtaget hele den dannede Verden med Hænderne, ligefra den høitidelige Haands-Paalæggelse, ned til Hverdags-Afretningen med Stokken og ►Tampen, Ørefigen og ►Haandtager, men det samme var Tilfældet med den Romerske Oplysning i sin Hjemstavn, der, ligesaalidt som det Romerliv, der bar dem, lader sig forklare ►uden af en virkelig Aand, som Romerne selv kaldte Verdens-Sjælen (►anima mundi), som man nu ►sædvanlig kalder Natur-Aanden, og som ►Skriften ogsaa blandt andet kalder ►Verdens-Guden og ►Luft-Aanden, men brændemærker som ►den gamle Slange og ►Løgnens Fader. ►Vistnok ►brød den Romerske Oplysning i det attende Aarhundrede Staven over alle Aander uden Undtagelse, som virkelige Væsner, men de benaadede dog Verdens-Aanden igien under Navn af den selvstændige og selvraadige Fornuft, der i hele sin Uvirkelighed skulde kunne ►virke Umueligheder, saa det var kun en Selv-Modsigelse, man tillod sig, efter det da giældende Ordsprog: ►min Mund er i mit Brød, den skal sige hvad jeg vil, ligesom jo ►Kopernikanerne endnu vil true os til at sige, baade at Solen staaer op og gaaer ned, og at Solen hverken staaer op eller gaaer ned. Det giælder nemlig fremfor alt om Selv-Modsigelsen, som den aandelige Daarekiste, at ►det er kun det første Skridt, som koster, thi naar man først tænker og siger, at man modsiger ikke sig selv, skiøndt man siger det Modsatte om sig selv, fordi Ordet, hvori Tanken udtrykker sig, ikke kan udtrykke Tanken, da er ►aabenbar ethvert Ord spildt paa den Haand eller Aand eller Fornuft, som truer Munden til at ►vrævle i det Uendelige.

✂ 217Denne Følelse udbreder sig imidlertid ogsaa daglig mere i det nittende Aarhundrede, saa snart vil det kun være de selvklogeste Haand værks-Folk, der finder det dybt sagt af Bonden, da man fandt hans Hane umælende, skiøndt den var solgt ►for en god Taler: ja, taler han ikke, saa tænker han desmere, og naar kun Røsten, som Ordet i sin Kraft igien erkiendes for Tankens eneste levende Udtryk, da vil Christen-Folket paany kunne, om ikke tale sig tilrette med Verden, saa dog tale sammen med den paa Aandens Enemærker, og lade den føle Kraften i den Røst, som vi kalder “👤Jakobs”, fordi den ►giennemtoner hele 📌Israels Folkeliv, og udgik fra 📌Jerusalem til Jorderigs Ender, og det skal da ikke længer være noget Spørgsmaal, om Christne maa tage Ordet ved Daaben og Nadveren for den Herrens Røst til sig, hvorom der staaer skrevet: ►Timen er kommet, da de Døde skal høre Guds-Søns Røst, og de, som høre den, skal leve; men Spørgsmaalet skal kun være, som det har været fra Begyndelsen, om den Røst med Aand, som er i os, er stærkere end den Røst, som er i Verden, og som vil altid have en “►verdslig Arm”, hvorpaa den igrunden stoler, men som den dog herefter, i en bedre oplyst Verden, kun nødig vil blotte, fordi det er blevet klart, at Røsten, ligesaa uhaandgribelig som Aanden, ligesaalidt som Aanden kan røres eller rammes af nogen Haand eller noget haandgribeligt Sværd, saa at Haanden, naar den allerkraftigst hævner sig paa Munden, dog kun, ligesom Straadøden nedbryder et Redskab for Aan218den og Røsten, som nyfødte Munde ►sagtens til Verdens Ende, ligesom hidtil, vil erstatte.

✂ Saaledes vil den Tid forberedes, da et Folk vil staae op mod et andet Folk i Aanden: ►Verdens-Folket med en ►opladt Mund, der taler ►stolte Ord mod Himlene og alle deres Indbyggere, og Christen-Folket, der paa Himlens Vegne taler milde Ord til Jorden, men Hads-Ord mod Helvede og hele dets staaende Hær, og da vil det i en ægte ►Ragneroks-Kamp blive soleklart, hvad der igrunden altid har været en afgjort Sag, at ikke Løgn, men Sandhed har den Stærkeres Ret, og at, som skrevet staaer: ►af dine Ord skal du frikjendes og af dine Ord skal du dømmes.

✂ See, det vil de Lærde, saalænge de snakker ►pluddervælsk, kalde Kampene mellem “Naturens og Historiens” Aand, men vi, som skal kalde alt ved sit rette Navn, vi kalder det Kampen mellem det falske og det sande Verdens-Lys!