↩ Hertil kom, at ►Herrens ►Fodtvætning ved Nadverens Indstiftelse► tidlig vakde den Formodning hos mig, at skjøndt jeg ikke kunde ►oprede Sammenhængen, maatte der dog være en særegen Sammenhæng mellem Syndsforladelse og Nadver, da Pavens Efterabelse af ►Fodtvætten ved at vadske ►Stodderbeen Skjærtorsdag kun var latterlig, og der dog ►aabenbar efter Evangeliet var noget deri, som Herren vilde at hans Disciple skulde efterligne, 280og Herrens Ord til 👤Peder: ►hvem der er badet, behøver kun at ►toe Fødderne,► ►syndes mig tydelig nok at henvise til Synds-Forladelsen i Daaben som den egenlige Renselse, der dog, langtfra at udelukke, desuagtet krævede en Fuldendelse ved Nadveren. Her laae den papistiske ►Skilsmisse mellem den fælles Arvesynd og den Enkeltes ►gjørlige Synder mig nær, da “Fødderne”, som skal tvættes, ►nødvendig paa Billed-Sproget maa betyde “Vandringen”, som skal reengjøres, men Aanden og Lyset tillod mig dog aldrig en saadan Deling af Synds-Forladelsen, men først i den seneste Tid gik det op for mig, at her vel ikke kan være Tale om en Deling, men nok om en Dobbelthed, der, langtfra at være Christne noget Nyt eller Fremmed, er lagt os alle paa Hjerte i ►Herrens Bøn, naar vi beder vor himmelske ►Fader ►forlade os vor Skyld, som vi ►forlader vore Skyldnere►.