↩ Det synes derfor ved første christelige Øiekast, ⓘ som om det ►almindelige Skriftemaal med ►Afløsning maatte være en blot papistisk Uskik, der havde indsneget sig ved Nadveren, ligesom den ►almindelige Djævle-Besværgelse (Exorcismen) ved Daaben, hvad jo let kunde skee og ►sagtens maatte skee, naar man, ved at lokke og true Folk til Daaben, fyldte det saakaldte Herrens Huus med Vantro og Ugudelighed, thi da er det et følgeligt Skridt, i Selv-Modsigelse at betragte og behandle dem alle paa een Gang som lutter Christne og lutter 278Uchristne, lutter Guds og lutter Djævelens Børn. Under saadanne Omstændigheder maae nemlig Daabens og Nadverens Virkninger Dag for Dag blive sjeldnere og ukjendeligere, og Troen paa dem aftage, og Trangen opstaae til at faae flere ►Naademidler, som, da ►man fattes det ny Klædebon, kan tænkes at lappe paa det Gamle, og da man nu, fra den første Gang en ►Affalden vendte angerfuld tilbage og forlangde paany at optages i Menigheden, maatte faae Skriftemaal med Synds-Bekjendelse og ►Afløsning, før den Bodfærdige ►stædtes til ►Herrens Bord, saa laae det nær i Statskirken, som i Kirkestaten, at anvende det paa hele Flokken, hvis Liv og Levnet ►sædvanlig viste, at enten havde de aldrig faaet Daabs-Naaden eller var faldne fra den, var enten aldrig gjenfødte eller tidlig afdøde.