Opgøret med den “voltairiske” arv
✂ Efter at have afsløret vennerne af 1700-tallets oplysning og vist, hvordan tænkningen spredte sig til den danske kirke, ønsker Grundtvig at fremstille den “voltairiske og semlerske” oplysning som antikristelig. Det gør han ved hjælp af modsigelsens grundsætning, der siger, at noget ikke kan være både én ting og dens modsætning på samme tid (s. 110). 👤Voltaire og hans kumpaner oplyser ikke mennesket, men forfører det i stedet til at glemme evigheden for timeligheden. De bringer således ikke lys, men mørke, og 1700-tallets oplysning levede derved ikke op til sit navn (s. 29). For Grundtvig handler det dog ikke om at opbygge en ny metafysik på 1700-tallets aske, men om at genfinde læren fra 1500-tallet, hvilket han, med Reformationen i tankerne, betragter som det ægte oplysningsårhundrede. Han slår et slag for den gamle lutherske kristendom, der “svæver for os som en kraftfuld, klarøjet, gudhengiven Olding, der er anderledes værd at høre paa, end den surøjede [dvs. gnavne], udmarvede, verdsligsindede Spottefugl, vi finde, det attende Aarhundredes Oplysning ligner” (s. 25).
✂ Vennerne af 1700-tallets oplysning, der fulgte denne “verdsligsindede Spottefugl”, kunne således ikke være kristne. Rationalisternes fornuftsdyrkelse umuliggjorde simpelthen en forening med den kristne tro. De betragtede ►Bibelen som den eneste kilde til kristendommen, men var samtidig styret af den kritiske eksegese, der fik dem til at så tvivl om det mirakuløse i 👤Jesu gerninger og liv. Det var, hvad man “efter 👤Semlers Tid, kaldte den rensede, fornuftige, oplyste Christendom” (s. 116). 👤Jesus var ikke længere ét med Gud og blev i det hele taget betragtet blot som en moralsk lærer (s. 114). Men Bibelhistorierne skulle ifølge Grundtvig hverken bortforklares, rationaliseres eller omskrives, hvis man var ægte kristen, og det “voltairiske og semlerske” førte i sin konsekvens til antikristelighed.