↩ Skiøndt nemlig, som jeg før har paavist*Senest i Stykket om ►det christelige Ægteskab., ►Tro og Haab og Kiærlighed, langt fra at være noget Splinternyt, der først blev til med Christendommen, tvertimod er saa gammelt som Menneske-Slægten, og maa, om end i nok saa ringe Grad og nok saa stor Besmittelse, dog ►nødvendig forudsættes og virkelig forefindes, hvor 👤Christi Evangelium skal kunne høres, fattes og modtages; saa maa det dog være en ►egen Tro: den christne Tro, et ►eget Haab: det christelige Haab, og en ►særdeles Kiærlighed: den christne Kiærlighed, som kan udgiøre en christelig Trefoldighed, saa at, naar Christeligheds-Begrebet skal være levende og forsvarligt, da maa det ligesaa vel være os givet i Herrens eget Ord ved hans Indstiftelser, som Christendoms-Begrebet. Var det anderledes, saa vi selv ►paa fri Haand skulde afgiøre, baade hvordan den Tro, det Haab og den Kiærlighed maatte være, som kunde og skulde udfylde 117Christelighedens Begreb, og hvorvidt den Orden og Følge, hvori “de Tre” nævnes, ogsaa var den eneste rette, da kunde vi aldrig komme til 138 (VU) nogen gyldig Afgiørelse af de Spørgsmaal, der dog maae være tilfredsstillende besvarede, førend der kan gives nogen egenlig christelig Oplysning. 👤Morten Luther følte det ogsaa godt og indskærpede det seierrig, at der ►nødvendig hørde et udvortes Guds-Ord til at afhjemle al christelig Oplysning og blotte alle de Sværmerier, der udsmykkede sig med dette Navn og beraabde sig paa det indvortes Guds-Ord, som Aandens umiddelbare Aabenbaring; men da han kun forgjæves stræbte at udvriste et saadant udvortes Guds-Ord til os af ►Bibelens Bogstav, og derved ►satte den blotte og bare Bibellæsning til den selvraadige Skrift-Klogskabs og den tøileløse Indbildnings Prøvesteen og Dommer, saa mislykkedes naturligviis Forsøget aldeles, da det døde Bogstav umuelig kan ►enten bære, ►meddele eller veilede Livs-Aander, saa det er altid en Døds-Dom over Livet at giøre Døden til Livets Skolemester.