Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Tro og Haab og Kjærlighed / Værk

Grundtvig, N. F. S. Tro og Haab og Kjærlighed

Grundtvigs Værker

✂
✂ 113

►Tro og Haab og Kjærlighed.

✂ (N. F. S. Grundtvig.)


✂ ►Jeg skriver eder til, ikke, fordi I ►jo nok veed Sandheden, men just fordi I veed den og veed, at der kommer ingen Løgn af Sandheden►.

✂ Saaledes lærer Vorherres Ven, Apostelen og Evangelisten 👤Johannes, os at betragte ►Apostel-Skriften, ikke som et ►Himmelbrev til Jøder og Hedninger, hvoraf de skulde lære at kiende Christendommen eller hvorved de skulde blive Christne, men som et ►Vennebrev til de Christne, for at oplyse, befæste og bestyrke dem i den ►bevidste christelige Sandhed; saa det er ikke Apostlernes Skyld, at de Skriftkloge har misbrugt og vedbliver endnu ►sædvanlig at misbruge ►Apostel-Skriften, trods Apostlernes Indsigelse i deres egen Haandskrift, til Christendoms-Kilde og ►Troes-Regel. Det nytter imidlertid allermindst med Pennen at hævde Bogstav-Skriften sin rette Plads i den christelige Tankegang, mod dem, der ikke forud er levende Christne, 114og kan derfor indtil videre ingen christelig Tankegang ►enten have, fatte eller følge. Vi maae derfor her overlade ►de Blindes blinde Veiledere til deres Blindhed og til Guds Barmhjertighed, som gjerne vil forflytte os alle fra Mørkets til Lysets og sin elskelige Søns Rige, og kun erindre den christelige Læser om, at det er ikke blot ved Spørgsmaalet om den christelige Troes-Grund og Livs-Kilde, at det gjør en Forskjel som paa Nat og Dag, ►enten man tænker, at noget er sandt og christeligt, fordi det staaer skrevet i Bogen, eller man tænker, at det staaer skrevet i den christelige ►Hovedbog, fordi det er sandt og christeligt, men at denne himmelhøie Forskiel kommer tilsyne ved ethvert christeligt Oplysnings-Spørgsmaal.

✂ Naar vi saaledes læser hos Apostelen 👤Paulus om “►Tro og Haab og Kiærlighed,” som en christelig Trefoldighed, da seer man let, det er et Hoved-Spørgsmaal om vi tænker, at det skrev Apostelen, fordi det var og er en christelig Grund-Sandhed, at Tro og Haab og Kiærlighed er hele Christelighedens levende Indhold, eller om vi tænker, at det kun er en christelig Grund-Sætning, fordi det staaer skrevet i 👤Pauli ►første Brev til Corintherne i det Trettende, saa at Grund-Sætningens christelige Rigtighed og Vigtighed skulde beroe paa, om 👤Paulus var en ægte Apostel, om det ►første Brev til Corintherne, og navnlig det ►trettende Kapitel deri og hvert Ord i det ►trettende Kapitels trettende Vers var ægte, og saa ovenikiøbet komme an paa, hvorvidt de Skriftkloge kunde forene dette ►mærkværdige ►Skriftsprog med alle de andre 115ægte ►Skriftsprog, der havde samme Ret som dette ►Skriftsprog til at afgiøre baade hvad der var ægte christeligt og hvad der hørde til de christelige ►Grund-Lærdomme.

✂ Da nu de Skriftkloge, naar de ikke, som de protestantiske, søgde Christendoms-Begrebet i ►Skriften, dog søgde det, som Papisterne, hvor det ligesaa lidt er eller kan være: i en ►selvgjort Aandelighed (Gejstlighed) eller Præstestand, saa er det begribeligt nok, at skiøndt de Alle kiendte det apostoliske Ordsprog om ►Tro og Haab og Kiærlighed, saa lod de sig dog ingenlunde styre og raade deraf, som en christelig Grund-Sætning, ►naar det enten gjaldt om at forsvare og rense de saakaldte christelige Kirke-Samfund, eller gjaldt om at reise og bedømme saakaldte christelige ►Lærebygninger.

✂ Naar vi derimod, som hverken spørger det døde Bogstav eller det ►kiødelige Præsteskab om Christendoms-Begrebet, som baade maa være levende og aandeligt, men modtage Begrebet, hvor det gives og ►meddeles os ved Vorherres ►👤Jesu Christi egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren►, i Ordet til os af Herrens egen Munds Aande; naar vi læser hos Apostelen om de hos Menigheden ►forblivende “Tre”: Tro og Haab og Kiærlighed, hvoriblandt dog Kiærligheden er størst; da vedkiender den Helligaand, som 👤Christi Aand, sig strax dette Ordsprog som et ►uforbederligt Udtryk for det christelige Livs Begyndelse, Midte og Ende, altsaa den ægte, levende og fuldstændige Christelighed, der forbinder og forener alle sande Christne i de Helliges Fællesskab.

✂ 116Da nu imidlertid den Helligaand, som 👤Christi Aand, ►aldrig taler af sig selv, men tager af hvad der kiendelig er Herrens, saa udleder han med Flid Christeligheds-Begrebet i “►Tro og Haab og Kiærlighed” af Christendoms-Begrebet i Troes-Bekiendelsen, med Daabens og Nadverens Ord, hvoraf vi ene kan lære at kiende den christelige ►Saliggiørelses-Orden, og lære, hvad det er for en ►Tro, et Haab og en Kiærlighed, som udgiør hele den indvortes Christelighed, der, saavidt mueligt, skal aabenbare og ►afpræge sig i den sande Christenhed giennem et tilsvarende Christen-Liv og Levnets-Løb.

✂ Skiøndt nemlig, som jeg før har paavist*Senest i Stykket om ►det christelige Ægteskab., ►Tro og Haab og Kiærlighed, langt fra at være noget Splinternyt, der først blev til med Christendommen, tvertimod er saa gammelt som Menneske-Slægten, og maa, om end i nok saa ringe Grad og nok saa stor Besmittelse, dog ►nødvendig forudsættes og virkelig forefindes, hvor 👤Christi Evangelium skal kunne høres, fattes og modtages; saa maa det dog være en ►egen Tro: den christne Tro, et ►eget Haab: det christelige Haab, og en ►særdeles Kiærlighed: den christne Kiærlighed, som kan udgiøre en christelig Trefoldighed, saa at, naar Christeligheds-Begrebet skal være levende og forsvarligt, da maa det ligesaa vel være os givet i Herrens eget Ord ved hans Indstiftelser, som Christendoms-Begrebet. Var det anderledes, saa vi selv ►paa fri Haand skulde afgiøre, baade hvordan den Tro, det Haab og den Kiærlighed maatte være, som kunde og skulde udfylde 117Christelighedens Begreb, og hvorvidt den Orden og Følge, hvori “de Tre” nævnes, ogsaa var den eneste rette, da kunde vi aldrig komme til nogen gyldig Afgiørelse af de Spørgsmaal, der dog maae være tilfredsstillende besvarede, førend der kan gives nogen egenlig christelig Oplysning. 👤Morten Luther følte det ogsaa godt og indskærpede det seierrig, at der ►nødvendig hørde et udvortes Guds-Ord til at afhjemle al christelig Oplysning og blotte alle de Sværmerier, der udsmykkede sig med dette Navn og beraabde sig paa det indvortes Guds-Ord, som Aandens umiddelbare Aabenbaring; men da han kun forgjæves stræbte at udvriste et saadant udvortes Guds-Ord til os af ►Bibelens Bogstav, og derved ►satte den blotte og bare Bibellæsning til den selvraadige Skrift-Klogskabs og den tøileløse Indbildnings Prøvesteen og Dommer, saa mislykkedes naturligviis Forsøget aldeles, da det døde Bogstav umuelig kan ►enten bære, ►meddele eller veilede Livs-Aander, saa det er altid en Døds-Dom over Livet at giøre Døden til Livets Skolemester.

✂ En ganske anden Sag er det med Herrens levende, lydelige Ord ved Daaben og Nadveren, der baade kan bære, ►meddele og veilede ►Aanden, som ikke vil tale af sig selv, men tage af Herrens og forkynde os, thi ligesom der maa være et saadant udvortes Guds-Ord hos Menigheden, for at vi kan kiende hvad der i Aandens og Ordets Verden er Vorherres 👤Jesu Christi Eget, saaledes lærer Aanden os snart, at ligesom Menighedens Troes-Bekiendelse efter Herrens Mund er den christne Troes uforanderlige 118og ►uforbederlige Udtryk, saaledes udtrykker ►Herrens Bøn, som han selv ved Daaben lægger sin Menighed i Munden, nemlig vort “►Fadervor” som Børne-Bønnen i Guds Huus, klarlig Alt hvad det i Daaben gienfødte Guds-Menneske forlanger og forventer af sin himmelske Fader, udtrykker altsaa det christelige Haab, og ligeledes er ►Herrens Bord-Tale, som han ret egenlig med Brødet og Kalken ved Nadveren selv lægger sin Menighed i Munden, saavist Christen-Kiærlighedens levende Udtryk, som Kiærlighed i sin Fylde er Hjertets fulde Hengivelse.

✂ Naar man derfor har overseet den ►Saliggiørelses-Orden i ►Tro og Haab og Kiærlighed, som Herren selv har indstiftet, da kom det ►aabenbar kun af, at man paa den ene Side tog det meget for løst med Herrens Indstiftelser, som de eneste ►Saligheds-Midler i hans Menighed, og at man paa den anden Side indbildte sig, at ►Tro og Haab og Kiærlighed i gudelig Forstand kunde betyde noget ganske andet end ►Tro og Haab og Kiærlighed i menneskelig Forstand, skiøndt det er soleklart, at Mennesket i saa Fald umuelig kunde kiende eller fatte hvad det var, som Guds Aand kaldte ►Tro og Haab og Kiærlighed.

✂ Vi, som paa den ene Side for ramme Alvor betragter ►Herrens egne Indstiftelser i Daaben og Nadveren►, som “Herrens Gierninger”, der kun bliver kiendelige ved Ordet til os af Herrens egen Mund, og skeer ved hans Munds Aande, og som paa den anden Side dristig forudsætter, at “Tro” ligesaavel i Forholdet til Vorherre 👤Christus, som i vort Forhold til andre Mennesker, er ►hjertelig Sikkerhed paa Sandheden af hvad han siger 119til os, og at “Haab”, ►enten det er løst eller fast, og ►enten det gaaer paa timelige eller evige Ting, er en trøstelig Forventning af et tilkommende Gode, og at “Kiærlighed” mellem 👤Christus og os, ligesom al indbyrdes Menneske-Kiærlighed, er en ►hjertelig Tilbøielighed, der kun kan fyldestgiøres i et fuldstændigt Fællesskab, vi seer et stort Lys opgaae over det christelige Menigheds-Liv, hvori det, saavidt det er kommet, klarlig gienkiender sig selv, og hvorved det i Aanden kan forudsee baade Maalet og Veien, som fører dertil. Hvad der saa inderlig bekymrede vore bedste lutherske ►Forældre, og gjorde dem bange for stadig at betragte Christen-Livet i ►Tro og Haab og Kiærlig hed► hos sig, som den eneste ægte Christelighed, det var jo den svage, dunkle og ufuldkomne Tilstand, hvori de fandt Livet og især Kiærligheden, som det ypperste; men det forvirrer og kyser ikke længer os, fordi vi paa den ene Side, i Ordet af Herrens egen Mund, har en usvigelig Prøvesteen for ►Troens og Haabets og Kiærlighedens christelige Ægthed, og paa den anden Side af den Helligaand, som Aanden i Herrens Munds Ord, oplyses om Christenlivets fuldstændige Menneskelighed, saa det har sin hemmelige Avling i ►Evangeliets godvillige Hørelse, hvor Guds Aand fører Ordet, har sin ►Fødsel af Vand og Aand i ►Daaben efter Herrens Indstiftelse, og har sin Opvæxt til Fuldkommenhed ved ►Herrens Bord, idet Udtrykket af ►Troen og Haabet og Kiærligheden giør et tilsvarende levende Indtryk, saa Christen-Livet begynder hos os med Troen, voxer med Haabet, og fuldkommes af og i Kiærligheden.

✂ 120Naar nu ►Aanden, som randsager alle Ting, ogsaa Guds ►Dybheder►, oplyser os om, at ►Tro og Haab og Kiærlighed ganske rigtig, som skrevet staaer, udgiør hele Christeligheden eller Hjertets Christendom, da oplyser han os tillige om, at dertil svarer paa det nøieste Guds Riges korte Beskrivelse, som ►Retfærdighed og Fred og Glæde, forsaavidt, som Guds Rige kan aabenbares paa Jorden i Troens og Haabets Dage, altsaa i Aanden, saa at Retfærdigheden svarer til Troen og Freden svarer til Haabet og Glæden svarer til Kiærligheden, som Troens Retfærdighed, Haabets Fred og Kiærlighedens Glæde.

✂ Ogsaa denne Oplysning, skiøndt den er meget stor, og giver os det virkelige Christenheds-Begreb, som 👤Christi Riges Begreb, denne Oplysning er dog saa jævn, og paaviser kun den inderlige Sammenhæng mellem det christelige Liv og den christelige Tilstand, som Ingen har tvivlet om, ja, er baade saa rimelig og saa glædelig, at Menigheden, naar den ret faaer Øinene op, ►vist uden al Modsigelse vil give den Magt, men Aanden afhjemler den ligefuldt med Herrens egne Ord til os i hvad vi kalder den tredie Troes-Artikel, hvor Synds-Forladelse, ⓘ Kiøds-Opstandelse og evigt Liv ►aabenbar udgiør Menighedens Fælles-Gods, som vi maae tilegne os i ►Tro og Haab og Kiærlighed, for at høste Frugt deraf i ►Retfærdighed og Fred og Glæde.

✂ Naar desuagtet Menigheden, selv i det Lutherske Kirkesogn, vil have endeel at kæmpe med, før den ret kommer ind i denne grundchristelige Tankegang, da vil det kun sige, at naar man er kommet bag121vendt ind i Christenheden, da har man ondt ved at blive retvendt, og er der noget, man giennem Aarhundreder med Flid har vænnet Menigheden til at søge i Mørket istedenfor i Lyset, da er det Guds-Riget i denne Verden, med Vorherre 👤Jesus Christus til sin aandelige Konge og med den Helligaand, som hans virkelige og fuldmægtige ►Sætte-Konge eller hans “andet Jeg.” Det christelige Ordsprog om ►Guds-Riget, som Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand, er derfor, mellem Papister og Protestanter, hist blevet endnu grovere misbrugt, og her endnu løseligere ►overfaret, end Ordsproget om ►Tro og Haab og Kiærlighed, idet man hist i Kirke-Staten (Kirke-Riget) vilde paanøde 👤Christus et Rige af denne Verden, og her i Stats-Kirkerne (Rigs-Kirkerne) frakiendte ham alle virkelige Riger i denne Verden, henvisende ham til en anden Verden, der først skulde dages paa ►hin Side Graven.

✂ Ligesom vi derfor maatte vende de Skriftkloge Ryggen for at see Christeligheden eller det christelige Liv i Herrens Lys, saaledes maae vi tillige vende alle Paver og Ærke-Bisper Ryggen for at “►see Guds Rige” i det samme Lys, som ret egenlig er “Sandhedens” Lys, efter Herrens Ord til 👤Pilatus: ►mit Rige er ikke af denne Verden, thi var mit Rige verdsligt, da skulde mine Tjenere stridt for mig, saa jeg ikke var faldet i Jødernes Hænder, men alligevel er jeg, som du siger, en Konge, thi jeg er dertil født og kommet til Verden, at jeg skal give Sandheden Vidnesbyrd og hvo som er af Sandhed, ►lyder min Røst.►

✂ 122Saalænge vi nemlig i Tankegangen enten følges med dem, der vil troes paa, som Aandeligheden (►spiritualitas, Geistligheden) selv, og udgiver alt hvad der falder dem ind for christelig Sandhed, eller følges med dem, for hvem Aandelighed og Luftighed eller egen Fornuftighed er ►eenstydige Ord, og som erklære baade den guddommelige og den christelige Sandhed for en mørk Tale, hvorpaa der maa giættes til Dommedag; saalænge hjelper det os ►aabenbar slet ikke til et levende og forsvarligt Begreb om det christelige Guds-Rige, ►enten at 👤Christus har sagt, at ►hans Rige er Sandhedens Rige, eller at Apostelen 👤Paulus har skrevet, at ►Guds Rige er i den Helligaand, altsaa et aandeligt Rige, saa det er først ved, ligesom Apostlerne og deres ►Fostersønner, at tage Troens Ord ved Daaben for den christelige Sandheds Grund-Begreb, og ved, med de samme ►Mærkesmænd, at troe paa den Helligaand som Sandheds-Aanden og den sig selv guddommelig bevidste Guds-Kraft i Guds-Ordet til os, først derved vi blive skikkede til baade at modtage og at benytte Oplysningen om det christelige Guds-Rige som udelukkende aandeligt, men ikke desmindre sandt og virkeligt, da det er saa virkeligt som den sande ►Retfærdighed og Fred og Glæde kan findes i denne Verden.

✂ Det er nemlig med det christelige Guds-Rige og med ►Retfærdigheden og Freden og Glæden deri, ligesom med de christelige Guds-Gaver: ►Tro og Haab og Kiærlighed, at var der intet Menneskeligt, hvori Guds-Riget kunde speile sig, saa var det Rige alle Mennesker ufatteligt, men da vi nu alle 123kan vide, at ogsaa i de verdslige Kongeriger, med ►borgerlige Selskaber, er ►Retfærdighed, Fred og Glæde hvad Folkene ønsker sig og forlanger af deres Konger, som det Eneste, Rigerne kan blomstre ved, saa kan vi ogsaa Alle fatte, at naar Vorherre 👤Jesus Christus skiænker Menigheden, som sit aandelige Folk, den i Sandhed aandelige, og i Aanden og for Hjertet sande og virkelige ►Retfærdighed og Fred og Glæde, da viser han sig derved som en Konge over alle Konger og giør sit Rige blomstrende over alle Verdens Riger.

✂ Naar vi nu med denne Oplysning betragter hvad der enten i det Hele eller navnlig hos os kalder sig Christendom, Christelighed og Christenhed, da seer vi ikke blot strax en grændseløs Forvirring af Begreberne, men finder Tilstanden saa utaalelig, at turde vi ikke haabe en væsenlig Forbedring, da maatte ►vi Blindfødte, som Herren har gjort seende, heller idag end imorgen vende saavel Stats-Kirken som Kirkestaten Ryggen og redde os ud af Vilderedet, med det Troes-Ord, som altid eens skal frit forkyndes og modtages, og med Herrens Indstiftelser, som kun er ►Saligheds-Midler for de Troende, men skal staae til deres fri Raadighed, og maa det ►nødvendig, for at Haabet og Kiærligheden kan komme til at svare til Troen, og for at det aandelige Guds-Folk kan komme i virkelig Besiddelse af det aandelige Guds-Rige, som er ►Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand. Saalænge vi imidlertid tør haabe paa en væsenlig Forbedring af vor Tilstand, da skal vi holde ud i den bundne Stilling, hvori Herren har kaldet os, og den 124christelige Oplysning, vi under de meget ugunstige Forhold har naaet, kan og skal lære os, at ved en vis Grad af ►borgerlig Frihed, i aandelig og ►hjertelig Henseende, vil Tilstanden være saa væsenlig forbedret, at baade Nydelsen af Guds Naade i 👤Christus og Renselsen, som altid maa begynde indenfra, naar de skal være ægte, kan giøre ►Kæmpeskridt, og at de maae have gjort dem, førend Menigheden er skikket til at være som ►Staden paa Bjerget► og bære hele Verdens Fiendskab, hvad den ►vistnok, ligesom fra først af, dog maa tilsidst.

✂ Derfor har jeg, ligesaavel efter den ►borgerlige Religions-Friheds Indførelse, som før den Tid, haabet paa Sognebaandets ►Løsning og hilset den, som Halvdelen af den Frihed, 👤Christi Aand, som Sandhedens Aand, ►nødvendig kræver, naar han skal blive og virke hos os, og derfor haaber jeg bestandig paa Præsternes ►Afløsning fra ►Embeds-Eden, forsaavidt den paalægger dem verdslige Baand i deres aandelige Stilling, ved Evangeliets Forkyndelse og ved ►Husholdningen med Guds Hemmeligheder, og naar denne Tungebaands-Løsning opnaaes, da skal jeg hilse den anden Halvdeel af den Frihed, 👤Christi og Sandhedens Aand kræver, for ogsaa hos os at røgte sit guddommelige Ærinde, som er aandelig og ►hjertelig at skille alt det Menneskelige fra det Verdslige og Syndige, ligesom det adskildtes ved Guds-Ordets ►Kiøds-Paatagelse hos 👤Jesus, 👤Marias Søn, og at opelske Menigheden ligesaa menneskelig i ►Guds Billede, som han (den Helligaand) opelskede 👤Jesus paa Jorden til ►den elskelige Søn, i hvem den himmelske Fader baade har og aabenbarer sin Velbehag. 125Da nu ogsaa 👤Christi Aand, som den guddommelige Sandheds-Aand, har alle menneskelige Tungemaal i sin Magt, og vil vise det endnu klarere ►den sidste Pindsedag end den første, saa ►har det slet ingen Nød, at vi ►jo nok, naar vi ret faaer ham til vor “Ledsager”, baade lærer at forstaae hans “Tale til Menigheden,” og at troe ham paa Ordet, til det giennem en tilsvarende christelig Livs-Erfaring beviser og ►forklarer sig selv.

✂ Det er nemlig med Christen-Livet, som med Menneske-Livet i alle sine Skikkelser, at al sund Menneske-Forstand derpaa kun langsomt udvikler sig under Livets Selv-Betragtning i Sandheds Lys, eller, som vi pleier at sige, derved, at Livet i en vis Grad bliver sig selv klart, saa det er ►aabenbar kun giennem et christeligt Levnetsløb, i ►Tro og Haab og Kiærlighed, at Menigheden, og vi i den, kan komme til Forstand paa og til Klarhed over det Forhold, hvori den christne Tro, det christelige Haab og den christne Kiærlighed staaer saavel til hinanden indbyrdes, som til deres Kilde i Herrens Munds Ord ved ►Daaben og ►Nadveren, og til deres Frugter i det aandelige Guds-Rige paa Jorden, og endelig til de tre guddommelige Vidner i Himlen, da det følger af sig selv, at det trefoldige Menneske-Liv i ►Guds Billede maa finde sin ►Forklaring i det treenige Guddoms-Liv, eller, som vi pleier at sige: den guddommelige Tre enighed. Kun i samme Grad, som vi nærmer os denne Klarhed, bliver det betimeligt og gavnligt at arbeide paa en christelig ►Lærebygning, og det er ►aabenbar først nu, da vi begynder at see Lys i Herrens Lys over Christen126dommen, Christeligheden og Christenheden, i ►Saliggiørelsens Orden, i Guds-Folkets Liv og paa Guds-Rigets Enemærker, at vi kan udkaste en Grund-Tegning paa Papiret, som, med alle sine Mangler og i hele sin Ufuldkommenhed, dog sigter til det rette Maal.

✂ Saalænge man nemlig hverken kiender Forskiel paa Tro og ►Lærdom, eller paa Liv og Levnet, eller paa Liv og Død i Aandens Verden, endsige da paa de aandelige Livs-Kræfter og deres Virkninger, ja, saalænge man slet ikke veed, hvad Christendom, Christelighed og Christenhed vil sige i Guds Mund og paa Aandens Sprog, men kun hvad man selv paa Verdens Sprog kalder ►saa; da kan der neppe tænkes noget mere latterligt end at ville reise en christelig ►Lærebygning, og dog har man ►sædvanlig overgaaet sig selv i Latterlighed, ved at ville reise hele to Christelige ►Lærebygninger: en dogmatisk og en moralsk, eller en Troes-Lære og en Livs-Lære, hver paa sin Grund-Sætning, som ►nødvendig maatte blive Død for den ene og Vantro for den Anden.

✂ Nu, da Menigheden i alle Maader trænger høilig til al den christelige Oplysning, vi kan give, om Troen paa Gud-Fader, paa 👤Jesus Christus, Hans eenbaarne Søn og paa den Helligaand, som denne Tro ved Daaben bekiendes og i Daaben beseigles, men er dog kun Menigheden daarlig bekiendt, fordi baade Forsvarerne og Modstanderne af Treenigheds-Læren har kappedes om at formørke og forvirre den, og da det fremforalt er en Livs-Sag i Menigheden, at Troen paa den Helligaands gud127dommelige Selvbevidsthed paany bliver levende og frugtbar, ⓘ nu skal jeg i et eget Stykke om Treenigheden bidrage dertil hvad jeg med Pennen kan, og da vil man faae at see, hvad der er blevet mig klart og hvad der endnu er mig mørkt i Forholdet mellem det christelige Guds-Begreb og Menneske-Begreb, og i Fællesskabet mellem Gud og Mennesket i 👤Jesus Christus, som Fællesskab om ►det Guds-Rige, der er Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand, altsaa med andre Ord, see mit Forhold til en christelig ►Lærebygning, hvis Grund-Træk jeg øiner, men mægter dog ikke saaledes at forbinde, at de kan skues i deres klare Sammenhæng.