↩ 121 (VU) Dette kommer imidlertid ingenlunde af den christelige Omvendelses Vanskelighed i sig selv, thi da den christelige Omvendelse kun bestaaer i det oprigtige Ønske, at blive ham kvit, der, som den store ►Menneske-Morder ligesaa vel er Menneske-Hjertets ►arrigste Fiende, som han er Mørkets Fyrste og Løgnens Fader►, Guddoms-Lysets og den sande Guds ►arrigste Fiende, saa kan det igrunden aldrig falde et Menneske vanskeligere at omvende sig til den guddommelige Frelser, end det faldt ►den ►forlorne Søn i Lignelsen►, som Svine-Hyrde, med Hungers-Døden for Øine, at gaae i sig selv og ønske sig hjemme i sin kiærlige Faders Huus; men lige saa umuelig som en sand Omvendelse er for ►Løgnens Fader, ligesaa umuelig er den for alle hans Børn, og i samme Grad da, som vi har ladt os overtale af Fristerens søde og sledske Ord til at tage ham i Faders Sted, i samme Grad bliver følgelig Omvendelsen til vor himmelske Fader og Hans eenbaarne Søn os vanskelig, da den forudsætter, at vi selv under Frafaldet og midt under Syndens Herskab, dog igrunden har beholdt ►Tro, som et Senepskorn, paa vor himmelske Faders af os gruelig miskiendte og med sort Utaknemmelighed lønnede Kiærlighed. Dette, at den christelige Omvendelse, som den Christne Tro klarlig forudsætter, vel meget dunkelt men dog ligesaa vist og virkelig forudsætter Troen paa den Guds Faderkiærlighed, ►i Hvis Billede Mennesket er skabt, det giver vel den Christelige ►Saliggjørelses-Orden det ►Skin af Taabelighed, som er Korset, alle Herrens Disiple maa bære efter 308ham, men det afhjemler derfor ikke desmindre den store Oplysnings-Grundsætning, der giør Guds Viisdom Ære, at det fra først til sidst er Ordet og Troen: Guds-Ordet og Menneske-Hjertets Tro derpaa, hvorved al Guds Gierning paa Jorden udrettes, som Herren selv har sagt: ►dette er Guds Gierning, at I troer paa Hans Søn; thi Sønnen og Ordet er jo for evig een og den samme!