►De christelige Livstegn.
✂ (N. F. S. Grundtvig.)
✂ Saalænge der har været Christendom i Verden, har ethvert alvorligt Menneske, der følde sig tiltalt af den, som guddommelig Sandhed, ogsaa følt, at ►Salighedens Sag umuelig kan være det evige Livs Sag, uden at have kiendelig Indflydelse paa det timelige Menneske-Liv, saa at hvem der virkelig nægter det, og venter kun en saakaldt “salig Død” af Christendommen, derved baade røber sin aandelige ►Dødhed, og udsætter Christendommen for den vantro Verdens bittre og tilsyneladende velfortjente Spot. Var nemlig 👤Christi Evangelium saadant et blot saakaldt “evigt Livs Ord”, som gjorde det timelige Menneske-Liv endnu dødere end det forhen var, da hverken kunde eller maatte noget sandhedskiærligt Menneske troe paa et saadant Evangelium, thi hvad der viser sig aandløst eller aandelig dødt og magtesløst i Tiden, kan umuelig være aandfuldt eller aandelig almægtigt i Evigheden, hvorfor da ogsaa Vorherre 👤Jesus Christus selv har vidnet, at ►vi maae aandelig gienfødes i Tidens Løb for at faae Deel i det evige Liv, og at ►dette er en Sandhed 2om det Jordiske, der først maa troes, inden man kan troe Sandheden om det Himmelske.►
✂ Uagtet derfor Papisternes Christendoms-Begreb var saa aandelig dødt og magtesløst, som det, uden at være soleklart selvmodsigende, vel lader sig tænke, saa ►drev dog selv Papisterne med strængt Alvor paa et saakaldt christeligt Liv, Munke-Livet nemlig, der skulde betragtes som hele Menighedens Eiendom, hvori ethvert Medlem kunde faae Lodd og Deel, ved at troe derpaa og efter Evne bidrage til dette saakaldte gudelige og christelige Munkelivs Vedlige 80 (VU) holdelse, Velgaaende og Ophøielse. At dette Munke-Liv imidlertid, selv med Straale-Krandsen som et Helgen-Liv, var, aandelig og christelig talt, kun et Skin-Liv, der netop røbede den aandelige Død, som det stræbde at skjule, 408 (US) det har Kirke-Historien sat i saa klart et Lys, at det, idetmindste mellem 👤Morten Luthers Discipler, neppe kan trænge til mere Beviis.
✂ Og hvad nu disse 👤Morten Luthers Discipler eller de saakaldte Lutheraner angaaer, da skal det ikke nægtes, at de især fortalde og forskrev sig meget slemt, som om det virkelig var deres Mening, at det timelige Menneske-Liv, som igrunden ugudeligt og uforbederligt, maatte man i ►Salighedens Sag slaae en tyk Streg over, og kun tænke paa en “salig Død,” som den vise “Prædiker” har sagt, at ►“Døds-Dagen er bedre end Fødsels-Dagen.” Da nu ogsaa de lutherske Lære-Bygninger (►Dogmatiker) ligesom de calvinistiske hvilede paa det døde Bogstav og Skrift-Begreb, og vore Skriftkloges ►Skolemester-Liv ►aabenbar var langt mindre gudeligt 3end Munke-Livet, saa kunde Papisterne ►med et godt Skin beskylde os for at have et endnu langt dødere Begreb om Christendommen end de, men desuagtet havde Lutheranerne dog igrunden valgt den bedste Deel og stillet sig paa Livets Side, idet de overlod Papisterne det aandelig døde Skin-Liv, og trøstede sig med den Aand, der trods Skin-Døden, kunde og vilde gjøre dem levende med 👤Christus.
✂ Midt under deres uforsvarlige ►Bandsættelse af hele det naturlige Menneske-Liv, og deres Lovtaler over den “salige Død” og de “salige Lig”, saa krævede Lutheranerne dog for ramme Alvor til sand Christendom en levende Tro, der beviste sin aandelige Kraft og Virkelighed i en levende Bekiendelse, Forkyndelse og Lovsang paa Modersmaalet, og vi tør dristig paastaae, at dermed har vi nævnet de rette christelige Livstegn, der aldrig ganske kan fattes hvor der er sand Christendom, og heller aldrig kan findes samlede ►uden hvor ►Herrens Aand, som gjør levende, er Menighedens guddommelige Talsmand, Trøster og Ledsager til al Sandhed.
✂ Hvad der alligevel gjorde selv de ægte Lutheraner skindøde til Hverdagsbrug, og ►forknyttede deres christelige Liv i Væxten, det var deres forvirrede og selvmodsigende Tankegang om evangelisk Frihed med statskirkelig Trældom, om Gjenfødelse i Daaben med Tro og Liv efter ►Skriften, og endelig om Menneske-Livets christelige Fornyelse, uden et gammelt Menneske-Liv, der kunde 81 (VU) fornyes, saa at, naar vi nu, med Guds Hjelp, seer Lys i Herrens Lys, da vil ogsaa Bekiendelsen blive anderledes fast og fyldig, Forkyndelsen anderledes 4►jævn og kraftig, og Lovsangen anderledes klar og liflig, og hele vort timelige Menneske-Liv vil derved vinde en aandelig og hjertelig fornyet 409 (US) Skikkelse, hvis Christelighed vel ikke lader sig strængt bevise, men er dog sikker nok, fordi denne ædle og hjertelige Livs-Skikkelse kun vil findes, hvor den christelige Bekiendelse, Forkyndelse og Lovsang er lyslevende tilstæde. ►Vist nok har vi nylig seet, at denne Oplysning endnu er sjelden hos os, thi da 👤Søren Kierkegaard for et Øieblik siden vilde kyse Livet af os med ►Sortkridt-Tegningen af “Tigger-Munken”, som den eneste sande 👤Christi Discipel, der bogstavelig tog sit Kors paa Ryggen og fulgde ham, da mødte han ►sædvanlig kun tyk Uvidenhed om det christelige Liv, men i Krogene mødte han dog ►til Lykke Morgen-Lyset, som skal forgylde Livet, og som ►opeggedes netop ved den sorte ►Veirsky til kraftige Fremskridt paa sin Heltebane.
✂ Netop ved denne Leilighed blev det nemlig indlysende, at al Tale og Tvist om det christelige Liv er hen i Veiret, naar man ikke forudsætter og fastholder, at den Christne Menighed, som skabes ved ►Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, har i denne Daab og kun i den alene sin ►eiendommelige Livs-Kilde, og at derfor Menighedens Troes-Bekiendelse ved Daaben er den eneste christelige Bekiendelse, og er da, som den Christne Troes levende Udtryk, baade det første og det sidste christelige Livstegn. Med denne Grund-Oplysning om det christelige Liv, som et Troes-Liv, og om Menighedens Troes-Bekiendelse, som det egenlige Livstegn, med denne Oplysning seer man derimod 5let, at det kun er i en med Bekiendelsen overeensstemmende levende Forkyndelse og Lovsang, at det christelige Liv bestandig kraftigere og klarere kan og maa aabenbare sig, medens den christne Menigheds hele Levnetsløb maa vise, om det ny, christelige Liv er mere eller mindre menneskeligt end det Gamle, der enten er ført, førend 👤Christus kom, eller føres dog uden Daabs-Troen paa 👤Christus og Gienfødelsen til hans eget Menneske-Liv, i ►Daaben efter hans egen Indstiftelse.
✂ At nu denne vor christelige Børne-Lærdom strider imod ►Skriften, det kan man jo dristig paastaae, da Trætten om den rette Mening af døde Folks Ord i sig selv er uendelig, og da Bog-Kund 82 (VU) skab og Skrift-Klogskab desuden er og maa være saa høist forskiellig, at selv om alle Christne var skrappe Læsere, kunde dog kun meget Faa af dem have nogen ►velgrundet Overbeviisning enten om Christendommens Bibelskhed eller om ►Bibelens Christelighed, men vi christelige Skriftkloge vil dog til enhver Tid seierrig kunne forsvare den Paastand, at vor ►►hellige Skrift, langt fra at bestride vor christelige Børne-Lærdom om “Troen 410 (US) og Daaben”, tvertimod paa det nøieste stemmer overeens dermed, og giver især Troes-Bekiendelsen, som det grundchristelige Livstegn, et herligt Vidnesbyrd, med det Herrens Ord: ►hvem der bekiender mig for Menneskene, den vil jeg bekiende for min himmelske Fader og alle Hans Engle.
✂ Men idet vi nu saaledes ►nødvendig baade først og sidst maa udvortes lægge samme Vægt paa Troes-Bekiendelsen, som vi indvortes lægger 6paa Troen, da Bekiendelsen i det ny Liv svarer til Aandedrættet i det Gamle, saa ►være det dog langt fra os, dermed at ville udelukke ►enten Forkyndelsen eller Lovsangen, som ogsaa er Livstegn, der ligesaalidt kan udeblive, hvor det christelige Liv skal lykkes og trives, som dette Liv, der fødes af Troen, kan ►vinde og vare og blive fuldvoxen uden tilsvarende Haab og Kiærlighed, der staaer i samme Forhold til den levende Forkyndelse og Lovsang, som Troen staaer til den levende Bekiendelse, saa at hvor Bekiendelsen er det eneste Livstegn, der vil Troes-Livet altid findes svagt og sygeligt, og under enhver Prøvelse ►drages med Døden. Dette finder da ogsaa sin yderligere Forklaring deri, at baade er den Christne Tro først kommet til Verden ved hans Forkyndelse, som kom ovenfra og talde ret egenlig “Guds Ord”, og tillige forplanter Troen sig, efter Apostelens udtrykkelige Vidnesbyrd, kun ved den levende Forkyndelse af Troens Ord, saa han spørger ikke blot: ►hvordan skulde Nogen paakalde Herren uden at troe paa ham? men han spørger ligesaa fuldt: hvordan skulde de troe, uden at have hørt, og hvordan skulde de høre, uden nogen prædiker?
✂ Uagtet derfor den christelige Troes-Bekiendelse kan findes og er fundet levende, hvor Troens Forkyndelse i det hele, i Menigheden, maatte kaldes uddød, saa vil dog Bekiendelsen i dette Tilfælde enten snart uddøe og tage Troen i Graven med sig, eller den vil vinde Kraft til at gienføde den levende Forkyndelse, som det umiskiendelig skedte hos og ved 👤Morten Luther.
✂ 7Hvad der nemlig i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede var 83 (VU) Tilfældet hos os, det var ►aabenbar næsten over hele Christenheden Tilfældet i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, saa at den levende Forkyndelse af Troens Ord var for menneskelige Øine enten aldeles uddød, eller ►bar dog saa øiensynlig paa sin Helsot, at den, for at kunne fremdeles forplante Troen fra Slægt til Slægt, maatte ►vidunderlig gienfødes, og den blev ►aabenbar saaledes gienfødt hos og ved 👤Morten Luther, som paany med 411 (US) Aand og Liv forkyndte det gamle “Troens-Ord” paa sit Folks Modersmaal, og oplivede derved ikke blot Forkyndelsen hos Frænde-Stammerne i 📌Engeland og de tre nordiske Riger, men selv til en vis Grad hos de Romanske Folk, som det vel tydeligst sees paa Calvinisterne, men er dog allevegne kiendeligt.
✂ Ved dette store ►Vidunder bevistes ►vist nok ikke nær saa meget, som Calvinisterne tænkde, om det “almindelige Præstedømme”, thi 👤Morten Luther var jo selv præsteviet, men dog bevistes der ved Forkyndelsens Gienfødelse hos ham, at Præsteskabet i Christenheden ligesaalidt har nogen ►udelukkende Fuldmagt eller Eneret til (Monopol paa) at forkynde Evangeliet, som de har nogen aandelig Raadighed over Herrens Indstiftelser.
✂ Da nemlig 👤Morten Luther, langt fra at tilskrive sin Præste-Vielse mindste Deel i sit Kald eller sin Dygtighed til at forkynde Evangeliet, tvertimod fraskrev al Præste-Vielse ethvert Krav paa at giælde for et ►Naade-Middel til de Troende, saa kunde det 8►aabenbar ikke ligge i hans Præste-Vielse (Ordination), at Evangeliets levende Forkyndelse netop gienfødtes hos ham, medens dog denne Forkyndelsens Gienfødelse er et langt større og kiendeligere Guds-Under end Forkyndelsens ►ordenlige Fortsættelse nogentid kan være.
✂ Skiøndt Præste-Vielsen (Ordinationen) derfor godt, trods 👤Luthers Benægtelse, kan være, hvad jeg ►sikkerlig troer, den er: Aandens ►Naade-Middel for de christelige Skriftkloge, som har Tro dertil, saa kan Præste-Vielsen dog umuelig, trods den Lutherske Kiendsgierning, sætte mindste Farve paa nogetsomhelst ►Pavedom eller Præste-Herskab. Det giælder nemlig her om at forstaae Apostelen ret, naar han i Talen om Ordets Forkyndelse spørger: ►hvordan skulde de prædike (føre Ordet, tale høit i Menigheden) uden de udsendes? Paa den ene Side ledes vi nemlig herved nærmest til at tænke paa en saadan udvortes kiendelig Udsendelse, som Præste-Vielsen 84 (VU) med Haands-Paalæggelse, men paa den anden Side kan Apostelen 👤Paulus ikke udelukkende have tænkt derpaa, siden han selv var en Undtagelse og giør tit udtrykkelig den Undtagelse giældende, ►at han, paa en kun ham selv ►vis og vitterlig Maade, var udsendt af den himmelfarne Herre selv til med hans Aand at forkynde Evangelium►. Da nu 👤Morten Luther, som vi veed, i det hele betragtede det Christelige Liv meget paulinsk, saa er det forklarligt nok, at han, lige over for Paven og hans ►vanartige Præsteskab, med en vis Ensidighed 412 (US) holdt sig til den ►Paulinske Udsendelse. Vel kan vi ikke billige denne uforsvarlige Ensidighed, 9hvorved Undtagelsen giøres til Regel, og selv paa Apostelen 👤Pauli Vegne maae vi giøre 👤Morten Luther den Indvending, at baade lod ►Apostelen sig selv indvie med Haands-Paalæggelse til Reise-Præst (Missjonær), ogsaa ►tilskriver han udtrykkelig de Ældstes Haands-Paalæggelse en præstelig Naadegave, og ►endelig indrømmer han en ►egen Udsendelse til at døbe, som han fattedes►, men med alt dette staaer det dog lige fast, at den himmelfarne Herre har forbeholdt sig, ogsaa uden videre menneskelig Mellemkomst, at udsende Prædikanter med sin Aand, som, naar de selv er døbte, ogsaa har Lov til at døbe hvem de vil, saa at intet Præsteskab, hvor ægte apostolisk det end maatte være, kan paa christelig Grund hævde sig Eneret ►enten til at forkynde ⓘ Evangelium, eller til at forrette Daaben, altsaa heller ikke giøre christeligt Krav paa aandelig Raadighed ►enten over det christelige Lys eller det christelige Liv. Følelsen heraf kan da, og maa, under visse Omstændigheder, ►nødvendig avle hvad man hos os kalder “Opvækkelse” og “gudelige Forsamlinger”, hvis Christelighed derfor ingenlunde maa bestrides paa Præsteskabets Vegne, som et uforsvarligt Lægmands-Værk, men skal bedømmes, ligesom den præstelige Embeds-Gierning, efter deres Forhold til den christelige Bekiendelse, Forkyndelse og Lovsang, i uopløselig Forbindelse med den hellige Daab, der ved Gienfødelsen aabner den christelige Livs-Kilde og med den hellige Nadver, som i Fællesskab med Herren selv skaber og ►opholder den christelige Livs-Strøm.
✂ 10Ligesom nemlig Menighedens Troes-Bekiendelse ved Daaben er den ufravigelige Rettesnor for al christelig Bekiendelse, og maa være Kiernen i al christelig Forkyndelse af Evangeliet, saaledes maa alt christeligt Liv udelukkende ud 85 (VU) ledes af Herrens egne Gierninger med sin Munds Ord, i Daaben og Nadveren, og kun ved at ophøie det christelige Liv og Levnet i denne Forbindelse bliver Menigheds-Lovsangen christelig. Ligesom det derfor er et sikkert Kiendetegn paa den aandelige ►Dødhed hos Papisterne, at Menigheds-Lovsangen paa Modersmaalet aldeles forstummede, saaledes er den Lutherske Menigheds-Lovsang paa ⓘ Modersmaalet et klart Livstegn og et gyldigt Vidnesbyrd om Christeligheden af den Lutherske Prædiken, da Lovsangen altid vil svare til Forkyndelsen, fordi det er med Lovsangen, Menigheden svarer paa Tiltalen. Derfor fødte den Calvinistiske Prædiken paa Modersmaalet vel ogsaa en tilsvarende Lovsang, men kun i jødisk, ikke i christelig Skikkelse, og frakiendte derved 413 (US) den Calvinistiske Prædiken det christelige Liv, hvortil den, ved sit storagtige Forhold til Livs-Kilden i Daaben og til Livs-Strømmen i Nadveren, da heller ikke havde mindste Adkomst; thi saalænge man kun betragter Daaben og Nadveren som Skygge-Billeder enten af Omskiærelsen og Paaskelammet eller af den aandelige Gienfødelse og Livsnæring, da barer man sig nok for ►at gaae tørskoet over det røde Hav og lige ind i det forjættede Land!
✂ ►Vist nok havde den Lutherske Prædiken og Lovsang ogsaa deres Brøst og Mangler, da de 11hverken klart eller levende nok henførde “Troen” til “Troens Ord” ved Daaben, og kunde derfor heller ikke klart og levende nok udlede det christelige Liv i sit Udspring og sin Udstrømning af Herrens egne Ord og Gierninger i Daaben og Nadveren; men fordi den Lutherske Forkyndelse og Lovsang dog dunkelt forudsatte og levende paastod Guds-Ordets virkelige Tilstedeværelse og levendegiørende Kraft ved Herrens egne Indstiftelser, see derfor yttrede dog det christelige Liv sig kraftigere og kiendeligere i dem end Tilfældet havde været i mange Aarhundreder. Da nu ogsaa Feilene ved den Lutherske Forkyndelse og Lovsang, hos os, saa at sige, har rettet sig af sig selv, det vil da sige, har ladet sig rette af Aanden i Menighedens Bekiendelse og Livet i Herrens Indstiftelses-Ord, saa paastaaer vi med Rette, at Feilene kun havde deres Grund i den Mangel paa Lys og Kraft, der i den spæde Barndom er utilregnelig, thi at den nyfødte christelige Prædiken og Menigheds-Lovsang i 👤Morten Luthers Mund og Dage kun var spæde, det følger af sig selv.
✂ 86 (VU) Her seer man det maaskee allerbedst, hvor ►hinderlig og ubetimelig enhver anden Lære-Forskrift end den ►Hellige Skrift, og enhver ufravigelig Alterbog og Psalmebog, har været og maa være netop for den Lutherske Prædikens og Lovsangs levende Udvikling i christelig Retning, thi selv i sin taaleligste Skikkelse maa alt Saadant lignes ved en stræng afmaalt eensformig Levemaade paa smal Kost, der vel i Alderdommen kan findes nødvendig, kan forebygge ►hidsige Sygdomme og kan maaskee enstund forsinke Døden, men vil i Barndommen langt 12vissere svække Livs-Kræfterne, forhindre Livs-Udviklingen og ►forknytte Opvæxten. Skal derfor den gienfødte christelige Prædiken og Lovsang paa hvert Folks Modersmaal, disse to velsignede 👤Luther-Børn, blive fuldvoxne i Aandens Kraft og blive med Æren udødelige paa Jorden, som vi ønsker og haaber, da maae vi, 414 (US) uden at ændse alle Dødbideres Surmuleri og ►Forkiættrelse, give Forkyndelsen og Lovsangen frit Spillerum efter Aandens Drift paa Bekiendelsens Enemærker, thi det er den rette “evangeliske Frihed”, ►Paradis-Friheden til at ►æde af alle Træer i Haven, undtagen Døds-Træet,► som er den Skriftklogskab og Theologi, der sætter sig i Vorherres Sted til at bedømme hans Ord og Gierninger: hans Ord til os og hans Gierning indeni os. Saasnart vi nemlig, istedenfor at bygge paa og hvile i Aandens og Menighedens Vidnesbyrd om den Christne Tro og Bekiendelse, og om Herrens Indstiftelser som hans egne Gierninger, med det Guds-Ord, som han igrunden selv er og ene har i sin Magt, tvertimod drager denne Troens Grundvold og Menighedens Livs-Kilde (►Klippen med Springvandet) i Tvivl, og bryster os under hvilketsomhelst Navn paa Dommer-Sædet, for at afgiøre ►paa fri Haand, om vi virkelig har et levende Guds-Ord hos os, om dette Guds-Ord er sandt og godt i alle Maader, og om det virkelig kan udrette saa store Ting, som ►Sjæle-Tvæt og Liv af Døde, da staaer vi, ►ligesom 👤Eva, ved det forbudne Træ og ►holder Raad med Slangen om de Frugter, som synes ►lystelige og gode at faae Forstand af paa Ondt og Godt►, ►alt som skrevet staaer: ►jeg er bange 13for, at ligesom Slangen bedrog 👤Eva med sin ►Træskhed, ogsaa eders Hjertelag skal besviges for sin christelige Enfoldighed►!
✂ Kommer vi nu fra denne Side og paa denne Vei til Spørgsmaalet om Enkeltmandens christelige Sikkerhed i sin ►Saligheds-Sag, som nys ved Haarene er trukket ind i Tvisten om Alterbogs-Daabens chri 87 (VU) stelige Gyldighed, da gaaer det os dermed, som med alle christelige Oplysnings-Spørgsmaal, at vel finder vi det ikke fyldestgiørende besvaret i nogen Lærebygning (Dogmatik), men dog findes ogsaa her den store Lutherske (Ordets og Troens) Grundsætning for christelig Oplysning ligesaa frugtbar, som urokkelig. Vel har nemlig Papisterne Ret i, at Enkeltmanden skal bygge Sikkerheden i sin ►Saligheds-Sag paa sin Deelagtighed i hele den Christne Menigheds Tro og Haab og Kiærlighed, saa det var 👤Morten Luthers store Vovestykke at henvise enhver Sjæl især til den Helligaands indvortes Vidnesbyrd, som det eneste Pant paa Guds Naade og det evige Liv, men dog var dette Vovestykke blevet nødvendigt ved den ►Dødhed, hvormed Præste-Herskabet og Tvangs-Daaben havde forpestet Menigheds-Begrebet. Ligesom nemlig Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes, saaledes er den Helligaand heller ikke den døde Kirkes, men kun den levende Menigheds Aand, saa det er en aldeles falsk og 415 (US) fordærvelig Sikkerhed i sin ►Saligheds-Sag, som man udleder af sin Sikkerhed paa at være Medlem af en aandelig død Kirke, hvori de christelige ►Saligheds-Midler og Livs-Nødvendigheder (Daaben og Nadveren) enten er forvanskede eller dog ude af 14levende Virksomhed. En saadan død Kirke er nemlig kun en selvgiort “geistlig ►Brandkasse”, som, for et vist udvortes Indskud og aarligt Bidrag, paatager sig at indestaae sine Medlemmer for al aandelig Brandskade baade i Skiærs-Ilden og det hede Helvede, og 👤Morten Luther havde jo Ret i, at det er lutter Bedrageri og Sjælemord med al den Sikkerhed, en saadan geistlig ►Brandkasse kunde give enten paa at undgaae Helvede eller paa at indgaae i Himmerig, og da 👤Luther stadig henviste til det udvortes, klare Guds-Ord, hvoraf vi kan og skal lære at kiende og forstaae den Helligaand, saa laa Feilen hos ham her, som ved hele hans ►evangelistiske Virksomhed, kun deri, at han sammenblandede hele sin bibelske Prædiken med Troes-Bekiendelsen og Indstiftelses-Ordene, som om det Altsammen var et klart Guds-Ord, hvoraf man kunde lære at kiende og forstaae den Helligaand. Saasnart vi derfor lære at adskille hvad kun vi og ikke Vorherre 88 (VU) har sammenføiet, saa Menighedens Troes-Bekiendelse ved ►Daaben efter Herrens Indstiftelse bliver det klare Kiendemærke baade paa Menigheden og dens Aand, da bliver det indlysende, at vi, som Medlemmer af denne Menighed, som det christelige og aandelige Guds-Folk, kan faae samme Sikkerhed i vor ►Saligheds-Sag, som Menigheden har, ved Betragtningen af de christelige Livstegn i Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen, og at disse Livstegn vil blive stærkere og klarere baade i det Hele og i det Enkelte, jo friere Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen er, medens enhver udvortes Tvang paa Aandens Enemærker 15►nødvendig baade svækker Livs-Yttringen og skjuler Livs-Tegnene. Ligesom nemlig Ingen kan blive ret sikker paa sin christelige Bekiendelses Oprigtighed og Fasthed, hvor denne Bekiendelse er et ►borgerligt Paalæg og Modsætningen en ►borgerlig Brøde, saaledes kan den christelige Forkyndelse af Evangeliet og Menigheds-Lovsangen heller aldrig blive de stærke og klare Livs-Yttringer og Livstegn, som giver aandelig Sikkerhed paa Livskraften og Fremvæxten, med mindre de udvortes er aldeles frie, saa at hvem der sætter sig imod ►Præste-Friheden og ►Psalme-Friheden, de sætter sig, ►vitterlig eller ►uvitterlig, ligesaa vel mod al ►velgrundet Sikkerhed i ►Salighedens Sag, som mod den Aand, der kun virker med Frihed, i Frihed og til Guds Børns herlige Frihed i alle Maader! Hvor derimod 416 (US) alt Aandeligt er frit, der kan vi dristig sige til enhver Troende, der spørger os om sin Daabs Gyldighed: hvi spørger du mig? spørg den Helligaand ad! Han, som er baade Troens og Daabens Aand, vil strax sige dig, ►om du er født af Vand og Aand til at indgaae i Himmeriges Rige, og, hvis du ikke er det, vil han baade drive dig og vise dig Veien til at blive det.