Grundtvig, N. F. S. Den apostelige Troes-Bekjendelse i den christelige Daabspagt


209

Den apostelige Troes-Bekjendelse i den christelige Daabspagt.

(N. F. S. Grundtvig).


Det er nu hele tredive Aar siden, det Lys gik op for mig, at det hverken er eller kan være nogensomhelst Skrift, hellig eller søgn, men ene og alene “Troens Ord i vor Mund” den mundlige, lydelige, offenlige Troes-Bekiendelse ved Daaben efter Vorherres 👤Jesu Christi egen Indstiftelse, som udtrykker, og har ligefra Begyndelsen udtrykt, og skal til Verdens Ende udtrykke, den uforanderlige, for alle Christne fælles Christne Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn; og det gaaer nødvendig med alt virkeligt Lys, ligesom med Solen og Maanen, der, naar de er staaet op, bliver ved at skinne deres Tid og giøre deres Pligt, uden at bryde sig det mindste om, at alle de Blinde, og alle de, der med Flid lukke Øinene, har baade Ret i og Ret til at sige hvad sandt er, at de seer det ikke. Vistnok maae vi aldrig glemme, at alt aandeligt Lys i denne Verden, selv det allerklareste, er at ligne ved Sol og Maane bag Sky, saa det aandelige Lys har altid mange Hindringer som Skyer at giennembryde, men dette Giennembrud af Sandhedens Ord, som er det aandelige Lys, kan naturligviis ikke skee med en Pen, og det er just ret soleklart, at man umuelig med Skrift kan bevise, at Ordet af Hjertet i Munden er noget ganske andet og ypperligere end Ordet i 210Pennen og paa Papiret, saa det høieste, nogen Skrift i denne Sammenhæng kan bevise, det er sin egen aandelige Afmagt, hvoraf da følger med Nødvendighed, at har det aandelige Ord øvet noget aandeligt Storværk, da kan det ikke have været ved at staae paa Papiret, men maa have været ved levende at gaae fra Mund til Mund, saa at vil vi have noget velgrundet Haab om, at det aandelige Ord nu og herefter skal øve noget aandeligt Storværk paa Jorden, da maae vi bære os ad, ligesom vi læser, Apostlerne bar dem ad paa den store Pindsedag, og siden, saalænge de havde Ordet at føre, saa vi maae lukke vor Mund op og udtale hvad vi selv troer og hvad vi har fornummet Kraften i og Virkningen af, med det Haab, at dette Troens Ord i vor Mund og i vort Hjerte derved gjennem Øret skal bane sig Vei til vore Tilhøreres Hjerte, og der finde den samme Tro, som det har fundet i vort Hjerte, og føde den samme Bekjendelse paa deres Læber, som det har født paa vore Læber. Naar det er lykkedes, da kan vi vist nok, forsaavidt som vi er udrustede ogsaa dertil, efterligne dem af Apostlerne, som enten skrev op hvad der var skeet i “Tidens Fylde”, eller skrev Breve til dem, der havde hørt og troet Ordet, og en saadan Skrift kan altid for dem af de Troende, som har lært at læse og virkelig læser det, meer eller mindre være til Oplysning og Stadfæstelse, Opbyggelse og Trøst, men da maae vi ogsaa huske, at det er ikke de Vantroe, men de Troende, vi skriver for og skriver til, saa vi hverken giver os Mine af at prædike paa Papiret, eller Mine af at giendrive Ordets Modstandere med Pennen, hvorved vi kun trætte de 211Troende og binder Byrder til dem, som de Fleste slet ikke kan bære.

Saa skriver jeg da ogsaa her kun for og til de christelige Læsere, som selv er døbte paa den Tro, vi Alle ved Daaben bekiender os til, og som finder det klart nok, at den Tro, som alle de, der hidtil er blevet christnede og døbte efter Herrens egen Indstiftelse, har bekiendt sig til, det er ogsaa den eneste fælles, almindelige og uforanderlige Christne Tro, som tilligemed den tilsvarende Troes-Bekiendelse i det guddommelige Troes-Ord, der udtrykker Troen, er og maa være den eneste urokkelige Grundvold for vores og hele Menighedens levende Christendom.

Saa forudsætter jeg det da som en afgjort Sag mellem mig og mine christelige Læsere, at vor Troes-Bekiendelse ved Daaben, saaledes, som den lyder allevegne i Christenheden, hvor den ikke beviislig er blevet forandret, den er, hvad den kalder sig: den ægte, apostelige Troes-Bekiendelse, lige gammel med Troen, Daaben og Menigheden, og maa hos alle Christne være ligesaa uforanderlig som Troen og Daaben, Menigheden, Herren og Aanden.

Mellem os er da Spørgsmaalet kun, hvad det er for en Tro, denne vor Bekiendelse udtrykker, og hvad denne Troes-Bekiendelse ved Daaben, i sin uopløselige Forbindelse med “Forsagelsen”, fører med sig og skal udrette hos os, og derpaa skal jeg stræbe med Pennen at pege saa tydelig som mueligt, medens jeg maa overlade til Aanden og Munden og Menigheden selv at giøre Oplysningen levende og frugtbar.

212 Saa er da vor Troes-Bekiendelse, ikke som en Bogstav-Skrift paa Papiret, men som et sandfærdigt Ord i de Troendes Mund, det lyslevende Udtryk af hele det 👤Christi Evangelium, der er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som troer hvad vi ved Daaben bekiender, thi det følger af sig selv, at der ingen anden Tro kan behøves til Synds-Forladelse og Gienfødelse end den Tro, hvorpaa vi døbes med Synds-Forladelse og Gienfødelse, saa at hvem, der kræver en anden Grund-Tro af os, han prædiker ogsaa et andet Evangelium, som er hans eget eller Fjendens, ikke Vorherres 👤Jesu Christi Evangelium.

Derfor kan vi umuelig indrømme, at der i vor Troes-Bekiendelse ved Daaben skulde fattes enten lidt eller meget af hvad et Menneske maa troe, for at være en sand Christen, og for i Daaben med Synds-Forladelse at gienfødes af Aanden til det nye Menneskes, Vorherres 👤Jesu Christi Liv og Levnet, medens det er noget ganske andet, at der godt kan være Noget, som det ugienfødte Menneske ikke kan troe, og som derfor vor Troes-Bekiendelse ved Daaben ikke udtrykker, men som dog alle Troende og Døbte, benaadede og gjenfødte, Mennesker vil komme til at troe, som Tilfældet klarlig er med Herrens Ord til os ved hans Bord med den hellige Nadver, som er Kiødets Sands saa uudstaaelige, at kun de Gienfødte af Aanden kan med Sandhed sige, de troer derpaa.

Denne Christelige Grund-Sandhed, at vor apostelige Troes-Bekiendelse ved Daaben udtrykker alt hvad vi alle nødvendig maa troe for at være sande Christne, og at der af sande Christne ikke maa kræves nogen ny Tro, undtagen den Tro paa Indstiftelsens Ord ved 213Nadveren, som alle værdige Giæster ved Herrens Bord nødvendig maa have, denne Christelige Grund-Sandhed udelukker vist nok paa ingen Maade den Kiends-Gjerning, at den Christne Menighed har en hellig Skrift, som er meget troværdig, og som kan giøre sine christelige Læsere, der har den Helligaand, fastere i Troen, vissere i Haabet og klogere paa Guds Raad og Guds Veie; men den christelige Grund-Sandhed om Troes-Bekiendelsen ved Daaben udelukker nødvendig ikke blot alle papistiske Troes-Artikler, men ligesaa fuldt alle boglige og boglærde, saakaldte bibelske og skriftkloge, Indvendinger mod Troes-Bekiendelsens Almeen-Gyldighed og Fuldstændighed, saa at ingen Skriftklog, ingen Præst, ingen Biskop, ingen Pave, ingen Apostel, ingen Engel fra Himmelen, maa kræve nogen anden Tro og Bekiendelse af Menigheden, eller udelukke noget Menneske af Menigheden, uden hvem der beviislig har fornægtet eller gienstridig Modsiger Troes-Bekiendelsens eller Daabs-Pagtens tydelige Ord. Enhver Afvigelse herfra giør nemlig aabenbar Menighedens Tro usikker, giør Menighedens Lærere til Troens Herrer og indvikler Menigheden i alle de Skriftkloges uundgaaelige Trætter om den hellige Skrifts Oprindelse, Ægthed, Omfang, Indhold og Forklaring, lutter indviklede Spørgsmaal, hvorom kun meget faa Christne kan have nogen velgrundet Overbeviisning, og som ingen christelig sanddru Skriftklog i Tidens Løb kan paastaae, han kan give ufeilbarligt Vidnesbyrd om, eller giøre soleklar Rede for.

Naar vi nu nærmere betragte vor Troes-Bekiendelse ved Daaben, som det korte, men dog fuld214stændige Grund-Begreb af den Christne Tro, da seer vi strax, at ligesom den lærer os, hvad det er for en “Fader” og “Søn” og “Hellig Aand,” i hvis Navn vi døbes med Vorherres 👤Jesu Christi Daab, saaledes aabenbarer Bekiendelsen den eiendommelig Christne Tro, at den eneste sande Gud, Himmelens og Jordens Skaber, som haver alt at raade, Han er en virkelig Fader, saa at baade har Han virkelig en Søn, og er saa vidunderlig kiærlig en Menneske-Fader, at Han lod sin eenbaarne Søn blive et virkeligt Menneske-Barn, med Navnet Jesus (Frelseren) Christus (den Salvede), og lod ham lide Pine og Død paa Korset, men opreiste ham igien fra de Døde, optog ham til Himmels, satte ham ved sin Høirehaand, og vil lade ham dømme Levende og Døde, og at Gud-Fader endelig lader sin Helligaand altid og allevegne skabe, opholde og hellige en Christen Menighed, som i helligt Fællesskab har Synds-Forladelse, Kiøds-Opstandelse og evigt Liv.

Dette er jo vist nok det Samme, som vi christelige Skriftkloge altid har stræbt at lægge ind i det bekiendte Skrift-Sprog: saa elskede Gud Verden, at Han hengav sin eenbaarne Søn, for at hver den, som troer paa ham, skal ikke fortabes, men have det evige Liv; men da skyldte vi Menigheden baade Beviset for, at dette Skrift-Sprog var en ægte Opskrift af Vorherres Munds-Ord, og Beviset for, at hvad vi lagde deri, havde vi ikke taget af os selv, men modtaget af Herren. Det første Beviis kunde vi imidlertid slet ikke føre for den Deel af Menigheden, der havde høiest Trang dertil og fuldest Krav derpaa: de Umyndige og Vankundige, og det andet 215Beviis lod sig kun føre ved at forudsætte og paavise Troes-Bekiendelsen ved Daaben, der ingenlunde kan bevises eller forklares af Skriftsproget, men beviser og forklarer Skrift sproget, ved at sige det Samme med hjemlede og klare Ord, saa man hører, baade hvorfor Gud elskede Verden saa høit, og hvem Hans eenbaarne Søn er, som vi skal troe paa, og hvad der skal menes med at troe paa Guds eenbaarne Søn til vor Frelse, og hvor vi ved Troen paa Guds eenbaarne Søn kan finde det evige Liv.

Dette er nu vel, hvor det levende forkyndes og udlægges, allerede blevet saa indlysende, at neppe Nogen, der enten vil være eller giælde for en Christen, drister sig til at modsige det, men ligesaalidt som vi, paa de christelige Enemærker, kan taale nogensomhelst Indvending mod vor apostelige Troes-Bekiendelses Grund-Christelighed og Fuldstændighed, ligesaalidt kan vi i Menighedens Skiød taale nogensomhelst Indvending imod Troes-Bekiendelsens Reenhed og fuldkomne Sandhed, saa at enten det var 👤Jesu Christi Undfangelse ved den Helligaand, eller hans Fødsel af 👤Maria-Mø, hans Korsfæstelse og Død under 👤Pontius Pilatus, eller hans Nedfart til Helhjem, de Dødes Rige, hans virkelige Himmelfart, Sæde ved Gud-Faders Høirehaand og Hjemkomst til Dommedag, eller noget andet Ledd af Troes-Bekiendelsen, man vilde kalde uefterretteligt eller ubetydeligt, da maae vi blive ved vor urokkelige Paastand, at “Troens Ord” i alle Dele, ligesom i det Hele, er en reen Tale, som Sølvet syv Gange luttret, og at Ingen faaer det christelige Saligheds-Haab, uden han bygger det paa den Tro, heel og holden, 216som den christne Troes-Bekiendelse udtrykker, enten han saa kan eller ikke kan giøre sig selv og Andre Rede for, hvad der er Grunden til hvert enkelt Udtryk i den rene Tale.

Dette er den ene Side af Sagen, men paa den anden Side maae vi, som kalde os 👤Christi Sendebud, og som jo skal meddele Menigheden al den Oplysning i Troen, som Aanden, ved Skriften eller paa anden Maade skiænker os, vel vogte os for at giøre vore Oplysninger enten om Troes-Bekiendelsen i det Hele eller om dens enkelte Ledd og Dele til Troes-Artikler, og det er klart, at netop, naar vi er fast overbeviste om, at de Oplysninger, vi give, er ikke vore egne, men den Helligaands, da kan vi godt nøies med den Vished, at den Helligaand, der ikke blot er vores, men Troens og hele Menighedens Aand, vil hos alle vore troende Tilhørere give sine egne Oplysninger Medhold og Vidnesbyrd.

Saaledes skal vi da, til fri Benyttelse af dem, der troer hvad vi alle bekiender, især oplyse, at Gud-Fader udtrykkelig kaldes “Himmelens og Jordens Skaber”, fordi Mennesket maa ikke troe paa nogen anden Gud end sin og hele Verdens Skaber, saa det maa være Alle vitterligt, at den Gud, paa hvis Faderlighed vi, som Christne, lægge særdeles og mageløs Vægt, er ingen Anden end den eneste sande Gud og Skaber. Vil man desuagtet beskylde os for Afguderi, fordi vi tilbede Sønnen og den Helligaand tilligemed Faderen, og fordi Evangeliets Prædikanter og vore hellige Skrivere altid har kaldt baade Sønnen Gud og Aanden Gud, da er Troes-Bekiendelsen dog lige ulastelig, og Menigheden 217har kun at svare for Tilbedelsen, som flyder af det guddommelige Fællesskab mellem Faderen og Sønnen og den Helligaand, som Daabs-Ordet aabenbarer, medens det bliver de christelige Skriftkloges egen Sag at forsvare deres Brug af Guds-Navnet, som dog vist er meget forsvarlig, forsaavidt vi bedre end han, der skrev den saakaldte athanasianske Bekiendelse, stadig har havt den gyldne, apostelige Rettesnor for Øie, at om der end omtales Guder baade i Himlen og paa Jorden, som der er mange Guder og mange Herrer, saa har vi dog kun een Gud-Fader, af Hvem Alting er, og een Herre 👤Jesus Christus, ved hvem Alting er. Denne Rettesnor vil da ogsaa herefter staae klarere for os og giøre sig langt mere giennemgribende giældende, da vi har opdaget, at Ordet “Almægtigste” i vor Danske Troes-Bekiendelse om Faderen, ligesom omnipotens i den Latinske, kun er en Nødhielp, i Mangel af et eget Navne-Ord, sva rende til det GræskePantokrator”, som betyder Ham, der paa mageløs Maade har Alt i Vold, og kunde vel bedst i Bekiendelsens Sammenhæng fordanskes ved “Over-Herren”. Vi er da ogsaa saa heldige, at det Danske “Tre-Enighed” langt bedre end baade det Latinske trinitas og det Græske trias lader sig bruge til at udtrykke den guddommelige Trilling-Bevidsthed, som vi med et fremmed og tvetydigt Konstord pleier at kalde “de tre Personer i Guddommen.”

Denne er den første og store Oplysning vi har at give om Troes-Bekiendelsen og dens rette Brug, til at drage Grændsen mellem Herrens egen Lær218dom, som er Troens Grund, og vores christelige Lærdom, der, selv naar den aldeles faldt sammen med Apostlernes Lærdom, ikke er Troens Grund, men Troens Befæstelse af den Helligaand paa den urokkelige Grundvold, som Apostelen skriver, at 👤Jesus Christus er selv den eneste forsvarlige Grundvold, hvorpaa der kan bygges, enten (som Apostlerne bygde) med Guld og Sølv og Ædelstene, eller (som Paverne og vore Skriftkloge har bygt) med Træ, Rør og Straa, der fortæres i Skiærs-Ilden, men det maa ikke forundre eller forarge os, at det vil gaae seent med denne Oplysning, da Forskiellen mellem Herrens egen og Apostlernes Lærdom nys er blevet misbrugt til at formørke alt, som om Christendommen igrunden slet ikke var christelig, ikke var Vorherres 👤Jesu Christi egen Lærdom. Vi var vel selv aldrig kommet til dette Lys, naar ikke Aanden havde lagt os paa Hjerte, at vi jo alle, ligesom Apostlerne, maae have Ord af Herrens egen Mund, hvorpaa vi kan kiende hans Aand fra vor egen Aand og fra alle Vildfarelsens Aander!

Den anden Hoved-Oplysning, vi skal give om Troes-Bekiendelsen og dens christelige Brug, er, at Guds eenbaarne Søns Navn 👤Jesus Christus skiøndt det er uforanderligt paa alle Tungemaal, maa dog sammensmelte med de Ord paa vort Modersmaal, som for os levende udtrykker “Frelseren” og “den Salvede,” da vi først derved kan faae den Følelse, at 👤Jesus Christus svarer til sit Navn, er virkelig hvad hans Navn skal udtrykke. Derved oplyses det da ogsaa, baade at Frelsen har sit levende Udtryk i Troes-Bekiendelsens 👤Jesus,” 219saa det var som Frelser Guds Søn blev født, døde og opstod, og at Navnet 👤Christus (Messias) i Troes-Bekiendelsen er det levende Baand mellem den gamle og den ny Pagt. Men skiøndt det følger af sig selv, at Aandens skriftkloge Redskaber hertil knytter mange Oplysninger baade om Frelsens og Gienløsningens Beskaffenhed, og om Rigdommen i 👤Christus-Navnet og Salvelsen af Gud, som 👤Christus deler med alle sande Christne, saa vil de dog ikke, saa maae vi dog ikke giøre nye Troes-Artikler af saadanne Oplysninger, men skal lade Menigheden fatte deraf hvad den kan og vil, lade den tage, hvad den kan bære.

Den tredie Hoved-Oplysning om Troes-Bekjendelsen og dens christelige Brug, er den, at den Helligaand, paa hvem vi bekiender Tro, og i hvis Navn, tilligemed Faderens og Sønnens, vi er døbte, det er den Helligaand, ved hvem Guds eenbaarne Søn, som 👤Jesus Christus, er undfanget og født af 👤Maria-Mø og at hvad der i Troes-Bekiendelsen er føiet til hans Navn, det er hans Gierning og Virkning, hvorpaa han skal kiendes, ligesom Faderen paa Verdens Skabelse, og Sønnen paa sit jordiske Levnetsløb, saa vor Tanke om den Christne Menighed og det christelige Menigheds-Liv bliver kun levende ved Troen paa den Helligaand, som Faderens og Sønnens selvbevidste Aand og Menighedens Livs-Kraft. Hertil hører nu vist nok hele den videre Oplysning om Menighedens Skabelse ved Troen og Daaben, og om det hellige Fællesskabs Dannelse ved Bønnen og Nadveren, og endelig om Aand og Kiød, om Synd og Naade, Liv 220og Død, og Tid og Evighed, men her giælder det atter, at disse Oplysninger ikke maa giøres til Troes-Artikler for Menigheden, men overlades til fri Brug for Aanden og Menigheden.

Den fjerde Hoved-Oplysning om Troes-Bekjendelsen og dens christelige Brug, er, at den, heel og holden, tilligemed Forsagelsen i Daabs-Pagten, maa tages og troes som Ord af Herrens egen Menneske-Mund, da Daaben ellers umuelig kunde være Herrens egen Indstiftelse, hvortil det ligesaa nødvendig hører, at han har foresagt Apostlerne Daabs-Vilkaaret som han har foresagt dem Døbe-Ordet, der ei engang kan kiendes for christeligt uden i uopløselig Forbindelse med det Troens Ord, som lærer os, i hvilken Faders og Søns og Helligaands Navn, det er, vi døbes. Til denne Hoved-Oplysning kan og skal vi vist nok knytte al den Oplysning, vi kan give om Forholdet mellem Herren og Aanden, om Apostlernes og alle Ordets Tjeneres og hele Menighedens Forhold til Begge og igien nem dem til Faderen, som vil tilbedes i “Aand og Sandhed”, det er lyslevende i Sønnen og Aanden; men disse Oplysninger, som i Tidens Løb maae falde mere eller mindre uklare, maae vi ingenlunde sammenblande med de Hoved-Oplysninger, der baade kan være klare for Alle, og som er aldeles nødvendige for at kunne levende tilegne sig Troen og Daaben, og fatte det evige Livs Haab i Vorherres 👤Jesu Christi Navn.

Det samme giælder naturligviis om de Oplysninger, vi kan og skal give om de enkelte Ledd af Troes-Bekjendelsen, som Erfaring har lært, indvortes og udvortes er mest udsatte for Misforstand, Tvivl 221og Indvendinger, at vi ogsaa der maa skielne saa skarpt som muligt, mellem den almeengyldige Hoved-Oplysning, der udgaaer fra Troes-Ordet selv, og de Oplysninger, som komme andensteds fra, og saadanne Ledd er da de om Herrens “Nedfart til Helvede” og Sæde ved Faderens Høirehaand,” og om “Kiødets Opstandelse.”

Hoved-Oplysningen om disse Ledd er nu den, at de maae tages og troes i den Mening, som Ordene giver, saa Menigheden maa slet ikke taale nogen Indvending derimod af sine Skriftkloge, til hvis Troes-Bekiendelse, saavelsom til hele Menighedens, disse Ledd høre, og maa have hørt fra Begyndelsen, enten de saa findes opskrevne eller ikke, og enten man tidligere eller senere, hist eller her, har vovet at udelukke eller forandre noget af dem.

Den videre Oplysning er imidlertid først den om “Nedfarten til Helvede” og “Sædet ved Faderens Høirehaand,” at det ligger i Sagen selv, at vi ikke kan giøre os nogen tydelig Forestilling enten om “Himlen eller Helvede,” men kun om Jorden og hvad der skeer paa den, saa en tydelig Forestilling enten om “Nedfarten” eller om Høisædet skal vi aldrig prøve paa at give Menigheden og endnu mindre kræve af den, men vi kan og skal oplyse, at ved Nedfarten til Helvede ifølge Ordet inferi”, som bruges i Latinernes, og Ordet hades som bruges i Grækernes Troes-Bekiendelse, maa tænkes paa “de Dødes Rige” i det hele, baade med hvad der kaldes “Hvilestedet” og hvad der kaldes “Pinestedet”, og at vi skal huske, at alt hvad der i Troes-Bekiendelsen siges om Vorherre 222👤Jesus Christus, det siges om ham som Frelser, saa vi maae tænke, at Frelseren kom aandelig til de Afdødes Sjæle, og prædikede ikke Loven, men Evangelium for dem. Denne Oplysning fin der, som Erfaring har lært, for Øieblikket megen Modsigelse, men det maa ligesaa lidt afholde os fra at give den, som friste os til at giøre en Troes-Artikel deraf, det skal kun drive os til at være desmere opmærksomme paa hvert Ord, vi siger derom, og til at giøre det ret indlysende for Menigheden, at enten maae vi forudsætte Evangeliets Prædiken for de Døde, der ikke har hørt det i levende Live, eller vi maatte, hvad Guds Kiærlighed aldrig tillader, frakiende dem alt Haab om Frelse, thi at giætte paa en Frelse uden 👤Christi Evangelium og Tro derpaa er for Christne saa klar en Selv-Modsigelse, at vi med mindste Oplysning umuelig kan giøre os skyldige deri.

Om vor himmelfarne Frelsers Sæde ved Faderens Høirehaand har vi egenlig ikke og kan neppe have nogen anden Oplysning at give, end den Herren selv gav, ved at lægge Vægt paa 👤Davids-Sangen: Herren sagde til min Herre: sid ved min Høirehaand, mens jeg lægger alle dine Fiender under din Fodskammel, thi det følger af sig selv, at Udtrykket “Høirehaand” maa tages billedlig, da Talen ei er om en jordisk, men om en himmelsk Høirehaand, hvori Faderen har sin Styrke, altsaa om den Helligaand, som er Kraften fra det Høie, saa Menneske-Sønnen, 👤Christus, har Aanden til sin Tjeneste ogsaa i Egenskab af Menneske-Søn.

223Hvad nu endelig “Kiødets Opstandelse” angaaer, da seer vi af Apostel-Brevene, at dette Ledd af Troes-Bekiendelsen tidlig er blevet forkastet eller dog betvivlet og bestridt, til Fristelse og Forargelse i Menigheden, men at Apostlerne lagde netop samme Vægt derpaa som paa Leddet om Frelserens Opstandelse, saa de to Ledd maa staae og falde med hinanden. Dette er Hoved- Oplysningen, vi herom har at give Menigheden, med den alvorlige Formaning, aldrig herefter at taale den Ombytning af Kjødets med “Legemets” Opstandelse, som desværre hos os længe har fundet Sted, thi vel meende man hos os neppe noget Ondt dermed, men da vi veed, at Vantroen har søgt og vil fremdeles søge Skjul under det mere ubestemte Ord “Legeme”, som om det ikke var Legemet af Kiød og Been der taldes om, saa maa der i Troes-Bekiendelsen hol des fast paa Udtrykket “Kiødets Opstandelse” baade for Herrens Skyld og for Menighedens, der ellers vil besviges for det evige Livs Haab i hele dets aandelige og legemlige Fylde. Hertil skal vi naturligviis ogsaa knytte al den Oplysning, vi har, om Forholdet mellem Aand og Kiød hos Mennesket i Guds Billede, som det klarlig viste sig hos den Menneske-Søn, vi tilbeder: Vorherre 👤Jesus Christus, og skal endnu klarere vise sig paa de sidste Christne, der oplever Herrens Hjemkomst til Menigheden og skal, uden mellemkommende Død, legemlig fornyes og forklares, saa deres Støv for evig er en velbehagelig Bolig, et fuldkomment Redskab og et soleklart Speil for Guds Aand; men al denne stigende Oplysning maa overlades til 224den fri Tilegnelse, som vi er sikkre nok paa, kan ikke udeblive, hvor den Aand raader, som udgaaer fra Faderen for at herliggiøre Sønnen paa Jorden!