↩ Vilde imidlertid nogen af de Herrer givet sig Skin af at forstaae Sagen og at have den velgrundede Overbeviisning, at de to Trediedele af hvad 👤S. G. agter at levere, var ikke Bogtrykkersværten eller Bekostningen værd, da maatte de dog enten, med de trykte ►Kæmpevise-Bøger ►for sig, 11stræbt at vise, at de to Trediedele af hvad de gav os, som “gamle Folkeviser” ei var Trykningen værd, eller de maatte i det mindste, med 👤S. G.s ► Prøve for sig, stræbt at vise, at et Værk, som lignede den, vilde have to Trediedele for meget; men ingen af Delene har de engang gjort Mine til, saa de har aabenbar slet ikke gjort andet end “blind Allarm”, for at prøve, om de derved kunde forhindre et Værk, det ligesaa vidt overgaaer deres Evne at bedømme, som at udføre. Til den blotte, bare, end ikke af ►Skingrunde tilsyneladende understøttede Paastand, at enten een Trediedeel eller to Trediedele, eller hvilkensomhelst Deel af hvad 👤S. G. agter at udgive for gamle Danske Folkeviser, vist eller sikkert eller rimelig eller formodenlig ikke vil være værd at trykke eller læse, dertil kan og skal kun svares skiemtende: ja, Somme vil vist ogsaa sige, at Endeel, eller to Trediedele af hvad 👤Ch. Molbech og N. F. S. Grundtvig har skrevet eller vil skrive, ja, selv af hvad Hr. 👤Levin og Hr. 👤Liebenberg har skrevet eller vil skrive, var vist igrunden ikke Trykningen værd, men desuagtet lader vi dog allesammen trykke, hvad vi troer, kan fortjene det, og tør mene, vore Læsere vilde intet vinde ved, at somme Andre, Hr. Justitsraad 👤Reiersen eller en anden Censor, slog en Streg over de to Trediedele, uden at give anden Grund, end at det var ikke værdt, der blev trykt Saameget, Lidt kunde være Nok.