↩ “►Hvem der tager sine Gaver igien, hans Børn bliver sorte ”, det er et Dansk Ordsprog, som ►alt i min Barndom gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, og jeg kan see, blandt andet af ►Udsættelsen hos 👤Saxo paa den berømte Kong ►Skjold, at det har gjort ligesaa paa det Danske Folk fra Arildstid, saa naar dette gode, gamle Ordsprog rigtig opfriskes paa den Danske ►Høiskole, og anvendes paa den fri Stilling, den Danske Konge og det Danske Folk rigtig nok ikke har givet sig selv, men givet hinanden, og oplyses fra alle Sider, da vil der i 📌Danmark aldrig mere være Tale om, at Kongen skulde give sin ►Enevoldsmagt tilbage, men heller aldrig Tale om, at Kongen kunde tage tilbage hvad han til venligt Giengiæld har givet Folket, især da det i 📌Danmark kun er Kongens og Folkets ældgamle Rettigheder, som de bitterlig maae angre nogensinde at have taget fra hinanden og høilig maae juble over at have “►ustokket, ublokket og unødt” tillidsfuldt med ædel Dristighed givet hinanden tilbage. Men det er ogsaa den høie Tid, at en Dansk ►Høiskole sætter vor Forfatning i sit rette Lys, thi fra begge Sider (saavel den saakaldte conservative, som den saakaldte liberale) stræber man 259 (Gskv) daglig mere at formørke den, saa uden folkelig Oplysning om Sagens rette og ønskelige Sammenhæng, maatte Enden blive, at enten Kongen eller Folket tog sin Gave tilbage, og i begge Tilfælde var 📌Danmark ►forloren, saameget ►desvissere ►forloren, som hverken Kongen eller Folket, i vore Dage, uden en folkelig ►Høiskole, kan lære at betragte deres Rettigheder i det rette Lys eller bruge dem paa den rette Maade, som ene er til fælles Bedste. Den Langmodighed, den Danske Konge siden 1834 har maattet beflitte sig paa, er nemlig slet ikke mindre 53end den Taalmodighed, det Danske Folk maatte beflitte sig paa efter 1660, og Langmodigheden er for en fri Konge i Længden meget vanskeligere at øve end Taalmodigheden for et bundet Folk, saa der maa snart ►blive Maade med den Kongelige Langmodighed, man kræver og frister, og det kan der kun paa en god Maade blive, naar Folket lærer ei at forlange anden Frihed, 464 (VU) end den, der kan bestaae med Kongens Frihed, der dog vel ikke af et frigivet Folk skal som en Kryster lade sig krone med Trældom, og lærer at forstaae, at Kongens og Folkets Friheder og Rettigheder, i det mindste i 📌Danmark, ikke alene godt kan forliges, men ære, forædle, forskiønne, understøtte og betrygge hverandre. Var derfor en ægte Dansk ►Høiskole ei ellers nødvendig, eller kunde man dog ellers kun vente lidt eller intet Gavn af den, saa var den dog lige uundværlig, for Freds og Enigheds Skyld mellem Kongen og Folket, og gjorde allerede uberegneligt Gavn blot ved at oplyse ►Enevoldsmagtens og ►Folkeraadets Danske Betydning og folkelige Opgave, saa hvor vanskeligt end netop det kan synes, maa det dog være Høi skolens nærmeste Hensigt, og, jeg tør sige, naar man gaaer hensigtsmæssig frem, vil det ogsaa være dens første og visseste Frugt.