↩ Det var 👤Knuth meget om at gøre, at akademiet fik de bedst tænkelige lærerkræfter. Og han anså den nu 45-årige lektor i historie 👤C.F. Wegener, 👤Dahlmanns opponent, for akademiets absolut dygtigste lærer og for særligt værdifuld netop nu, hvor skolen skulle styrke historiefaget og statskundskaben. Derfor skrev han til kongen og opfordrede denne til at udnævne 👤Wegener til kongelig historiograf, dvs. rigshistoriker, for herved at holde på ham i Sorø. I midten af juli modtog Wegener udnævnelsen, hvilket Grundtvig erfarede kort før sin privataudiens hos kongen. Det var et ‘hjertestød’ for ham – han havde selv ønsket sig netop denne post (►Rosendal 1897, s. 54). Også her måtte han se sig forbigået.