Historikerstriden Wegener versus Dahlmann
✂ Grundtvig satiriserer flere steder over lærde tyskere, som ifølge ham “ikke bryder sig stort om, eller kiender stort til det lille Danmark, men har dog længe, for Naboskabs Skyld, taget sig skolemesterlig af vor Opdragelse” (s. 9). Men længere fremme bliver den generelle anti-tyske satire skærpet til det yderste:
✂ “Ligesom […] alle de stormægtige Tydske Keisere i Middelalderen haardnakket paastod, at Dan-Mark, ligesom Ucker-Mark og hele Mark-Brandenburg, og saa mange andre ‘Marker,’ hørde oprindelig til det hellige Romerske Rige, […] saaledes veed vi jo, at alle de stortalende Tydske Skribenter i det Nittende Aarhundrede ligesaa haardnakket paastaaer, at baade Sønder og Nørre-Jylland [… og] de saakaldte Danske Øer, [… må] indlemmes i det Tydske Forbund” (s. 19).
✂ Et tysk krav på hele Danmark? Dette sidste udfald går tydeligvis længere end blot polemik imod den slesvig-holstenske bevægelse. Dennes mest vidtgående krav var jo alene Slesvigs og Holstens løsrivelse fra den danske helstat og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund, som Holsten allerede var medlem af. Men hele Danmarks indlemmelse i Det tyske Forbund?
✂ Der var ikke noget sådant krav fra nogen side. Når Grundtvig bruger en så polemisk vending, må det højst sandsynligt forstås på baggrund af en aktuel historikerstrid om Danmarks historie frem til højmiddelalderen.
✂ Den ansete tyske historiker 👤Friedrich Christoph Dahlmann var siden 1842 professor i Bonn, tidligere docent i København og professor i Kiel og Göttingen. Han havde i en række værker beskæftiget sig indgående med hertugdømmernes historie. Han var oprindeligt tilhænger af den danske helstat, men ansås på dette tidspunkt (og anses stadig) for at være den slesvig-holstenske bevægelses ideologiske ophav. Som hans hovedværk regnes ►Geschichte von Dännemark, der udgaves i Hamburg 1840-1843; værket udkom desuden i dansk oversættelse fra 1841: ►Danmarks Historie indtil Reformationen; tredje dels sidste hæfte forelå på dansk netop i 1847.
✂ Men allerede efter fremkomsten af værkets første bind på henholdsvis tysk og dansk reagerede den dengang 39-årige danske historiker 👤Caspar Frederik Wegener med en 148 sider lang kritisk anmeldelse: ►Om Dahlmanns Danmarkshistories Første Bind (1841). Første bind omfatter tiden frem til 👤Valdemar 4. Atterdag
✂ Grundtvig ejede både 👤Dahlmanns værk (på tysk) og 👤Wegeners svar (if. Bogfortegnelse 1873, nr. 5.695-5.698); og der er særligt tre hovedpunkter i 👤Wegeners kritik, som må have interesseret ham:
✂ 1) 👤Dahlmann fremhæver ofte og med bemærkelsesværdig “Smaalighed” nogle af de danske middelalderkongers lensed eller formelle vasalforhold til de tysk-romerske kejsere (s. 31). Men om noget reelt vasalforhold var der aldrig tale, og dette tager 👤Wegener også andre tyske historikeres udsagn i ed på (s. 33; se også s. 75 f. og s. 131 f.). Her er vel grunden til Grundtvigs polemik imod et angiveligt tysk krav på hele Danmark.
✂ 2) I behandlingen af sagnhistorien tillægger 👤Dahlmann oftest udenlandske (islandske) kilder større vægt end de danske, navnlig 👤Saxo (s. 5 f.). Dette kritikpunkt må have interesseret Grundtvig særligt, idet han selv havde forsvaret den saxoske tradition vedrørende sagnhistorien imod 👤Dahlmann.
* I Grundtvig Arkivet, fasc. 267.2, befinder der sig 3 hefter med notater om 👤Saxo samt et løst ark foldet til to blade med et upubliceret notat “Om Oldsagnene hos 👤Saxo”. Grundtvig henviser heri til en strid mellem 👤Dahlmann og den danske 👤Saxo-ekspert 👤P.E. Müller om 👤Saxos pålidelighed som historisk kilde og tager 👤Müllers parti.✂ 3) 👤Wegener retter en sønderlemmende kritik imod de meget talrige fejl i den danske udgave af værket, men navnlig af, at oversættelsen overhovedet var blevet foretaget: “En Oversættelse af Dahlmanns Historie giver os en i tydsk Aand forfattet Danmarkshistorie, og en saadan var det – synes mig – naturligst, at vi søgte paa Tydsk” (s. 136). Det må være i tilslutning til denne kritik, Grundtvig bemærker, at “vore fleste Oversættelser af Tydske Bøger, er aldeles hovedløs” (1847, s. 17).
✂ Symbolikken i striden mellem netop denne tyske og denne danske historiker må for Grundtvig have været slående: Selve den slesvig-holstenske bevægelses åndelige fader kontra 👤C.F. Wegener, som bestred lektoratet i historie netop på Sorø Akademi.
✂ Grundtvigs opgør i ► Lykønskning til Danmark med den slesvig-holstenske bevægelse i almindelighed og med tyske historikeres syn på Danmarks og Slesvigs historie i særdeleshed må ses på baggrund af historikerstriden mellem 👤Wegener og 👤Dahlmann.
* Det var hverken første eller sidste gang, Grundtvig tørnede sammen med 👤Dahlmann. Året efter skrev Grundtvig i sit ugeblad ► Danskeren, at “det er snart en heel Menneske-Alder siden, at 👤Dahlmann offenlig krævede mig til Regnskab for den Udaad at ville aandelig bygge Dannevirke op paa ny […] Det var i Anledning af Tidsskriftet ‘Dannevirke’ som jeg udgav i Aarene 1816 og 17” (Grundtvig 1848, s. 350). Det har endnu ikke været muligt at fastslå, hvilken udtalelse af 👤Dahlmann, Grundtvig refererer til.