►Mid-Odin.
✂ Vore ►Oldgrandskere havde engang faaet det fortvivlede Indfald at flække baade ►Odin og ►Stærkodder, saa der blev tre Stykker af Hver, men Intet i det Hele, og det kan synes, som om vi her begyndte paa noget Lignende 178ved at tale om en “Mid-Odin;” men en blot tilsyneladende Lighed med noget Splittergalt maa dog ikke kyse os fra noget aabenbar Rigtigt, som har verdenshistorisk Betydning, og det har aabenbar den ►Mid-Odin, 👤Saxo har lært os at kiende.
✂ Først hedder det nemlig i ►Hading-Sagnet, at mens ►Odin havde sit Høisæde i 📌Maglegaard (📌Byzants), lod 📌Nordens Konger hans Billed støbe i purt Guld og sendte ham, hvorover han blev meget glad, men havde snart den Ærgrelse at see Støtten ►vanhældet af nogle Guldsmede, der stjal af den for at giøre Smykker til hans Dronning ►Frigga. ►Odin lod nu vel Guldsmedene hænge og fik ikke blot Støtten sat iveiret, saa den blev vanskelig at naae, men fik den ogsaa forhexet, saa den gav en Lyd fra sig, naar man rørde ved den; men En af hans Fortrolige, som ►Frigga gjorde sig ►godevenner med, fik dog Støtten draget ned og smeltet om til Kvindesmykker. Af Skamfuldhed herover gik ►Odin frivillig i Landflygtighed, og nu var der en Hexe-Mester, ved Navn ►Mid-Odin, som opsvang sig i hans Sted og gjorde den Forandring i Gudsdyrkelsen, at man ikke længer maatte offre til alle Guder under Eet, men kun til Hver især. Efter nogen Tids Forløb kom imidlertid ►Odin tilbage, og Hexemesteren, hvis Konst slog ham feil, maatte flygte til 📌Fyen, hvor Indbyggerne slog ham ihjel, men havde endda Ulykke Nok af ham, da han blev ved at gaae igien og tilredte alle dem ynkelig, der kom hans Gravhøi nær, indtil man endelig faldt paa 179at grave Liget op igien, hugge Hovedet af og ramme en Pæl ned igiennem Kroppen.
✂ Siden hedder det i ►Balders-Sagnet, at da ►Odin, for at skaffe ►Balder en Hevner, beilede til den ►Ruteniske Kongedatter, som var meget knipsk, prøvede han allehaande Konster og paatog sig ►iblandt andet Kvindedragt, men det fandt Guderne i 📌Maglegaard (📌Byzants) var en stor Vanærelse, der blev Skyld i, at Folk beloe Gudstjenesten som Narrestreger; desaarsag landsforviste de ►Odin, satte en vis ►Uller (►Oller) i hans Sted og tillagde ham endog ►Odins-Navnet. Imidlertid tog de dog senere den gamle ►Odin til Naade igien, og hjalp ham at fordrive Hexemesteren ►Uller, som da tog sin Tilflugt til 📌Sverrig, men blev dræbt af de Danske.
✂ Endelig har vi i Yngling-Saga et langt Sagn om ►Odin i ►Asgaard, som engang var saa længe borte paa Tog, at hans Brødre ►Ve og ►Vile tænkde, han var død, og tilegnede sig baade Kronen og hans Dronning ►Frigga, som de vel maatte slippe, da ►Odin kom tilbage, men fik dog Kronen igien, da han frivillig vandrede ud og nedsatte sig ved 📌Sigtun i 📌Sverrig.
✂ Hvorvidt nu disse Sagn i det Hele lader sig forlige, kan ikke her undersøges, men i dem Alle speiler sig aabenbar en Tempel-Mythe om en ►Mid-Odin der ikke blot har folkehistorisk men verdenshistorisk Betydning.
✂
Folkehistorisk er nemlig ►Odins Ophold i ►Asgaard eller 📌Maglegaard ved det 📌Sorte Hav, hvor
180de udvandrede Gother herskede, blev naturligviis berørte af den Græske Konst, der røber sig i ►Friggas Forhold til Guldsmedene, og vedblev at staae i en mythisk og poetisk Vexel-Virkning med vort 📌Norden, som især findes udtrykt i Rammen om Gylfelegen, hvorefter den Svenske Kong ►Gylfe reiser til ►Asgaard og hører der ►Aserne selv fortælle Mythologien. Folkehistorisk er ogsaa ►Odins Nedsættelse i 📌Sverrig, som sagtens løber derpaa ud, at da de udvandrede Gother begyndte at skifte Tro, har en Skare, med ►Odins Ypperstepræst i Spidsen, søgt tilbage til vort 📌Norden og hævet 📌Upsala-Templet til den Høide, hvorpaa vi senere finde det; men verdenshistorisk er den kirkelige Middel-Alder, som ►Mid-Odin betegner; thi overalt, hvor der har været Aand i Troen og Anskuelsen, kommer en Tid, da man opgiver Aanden og holder sig til Præsterne, Billederne og den udvortes Gudstjeneste, hvad i Christendommens lyse Historie giennem Middel-Alderen kom soleklart tilskue. Ligesom nu 👤Christus kom aandelig igien ved Reformationen, saaledes søger Hedning-Skjaldene paa anden Omgang ogsaa altid at bringe de gamle Folke-Guder aandelig tilbage og hevne dem paa Præsterne, som har stræbt at herske og glimre i deres Sted, og skiøndt det naturligviis igrunden mislykkes, faaer dog ikke blot Præsterne Skam, men baade i 📌Grækenland og 📌Norden kan man tydelig spore de tre mythiske Tidsrum: først Gudernes egenlige Levealder, saa Præstetiden, som ogsaa er ►Kæmpetiden, og endelig Skjaldetiden. Især i 📌Norden, hvor
181Vøluspa er en mageløs mythologisk Kilde og hvor Alt er giennemgribende historisk, kan man ordenlig inddele Mytherne ⓘ
derefter i ►Asamaal, ►Bjarkemaal og ►Kragemaal, og pege paa Hyndla-Sangen og alle de ►Eddiske Kvider som klare Speile for Hexemesteren ►Mid-Odin, eller for den præstelige Mellem-Tid, da Alting gaaer til med Hexeri og alt ►Livsskin er Spøgeri og Gienfærd.
✂ Ja, i de Nordiske Oldsagn har endelig baade ►Asamaalet og ►Bjarkemaalet deres kiendelige ►Ragnaroke: Hint i ►Rolv Krages Fald, som gav Guldet sit sidste poetiske Tilnavn, og Dette i ►Braavalla-Slaget, hvor den forklædte ►Odin selv slaaer sin Yndling ihjel, og hvor ►Stærkodder øver sin sidste Bedrift.