►Hermod og ►Thøk.
✂ Da ►Aserne, stumme af Sorg, stod som forstenede paa ►Banetuen over ►Balders Lig, da var ►Frigga den Første, som kom til Besindelse, tog Ordet og udbød sin Hyllest og Naade til hvem der vilde ride til ►Hel og byde hende Løsepenge for ►Balder. Det Ærende paatog sig da strax En af ►Odins Tjenere, ► Hermod hin Rappe, som ogsaa paa ►Sleipner kom til Vei-Ende, og stræbde at røre ►Hels Hjerte med Beskrivelsen af den almindelige Sorg, der var i Verden over ►Balders ⓘ Død. ►Hel gav da ogsaa sit Minde til, at ►Balder maatte komme igien, naar virkelig Alting i Verden, baade Levende og Dødt, vilde græde for ham. Desaarsag sendte nu ►Aserne Bud til alle ►Vætter om at græde for ►Balder, og fik Ja af dem Alle, paa en gammel Hex nær, ved Navn ►Thøk, som sad tvær i sin Hule og brummede:
✂
148►Thøk kun græder med tørre Øine
For ►Balders Skæbne og Banesaar,
Mig han ei ►baader, bleg eller rød,
►Hel, som har ham, beholde ham kun!
✂ Herved var da intet videre at giøre, men ►Hermod havde dog ikke blot seet ►Balder og ►Nanna i ►Helhjem, men ogsaa hjembragt Vennegaver, fra ►Balder nemlig Ringen ►Drypner til ►Odin, og fra ►Nanna et Slør til ►Frigga.
✂ Dette Sagn i Gylfelegen finder vi ikke mindste Spor til i Eddasangene, hvor Vegtams-Kviden derimod beskriver et ►Helrid af ►Odin selv før ►Balders Død, hvorved han opmaner ►Hels Moder ►Angerbode (Ulykkesfuglen) og faaer af hende Vished om, at ►Balder kan ikke reddes, men skal blodig hevnes, og dette ►Odins ►Helrid, seer man strax, vilde giøre ►Hermods utænkeligt, men det kan mythologisk ikke forsvare sig selv, da ►Asernes Tryghed efter ►Vætternes Edtagelse er hævet over al Tvivl. Vegtams-Kviden er følgelig, som alle Kviderne, fra ►Mid-Odins Tid, eller fra vor hedenske Middelalder, da ►Aserne maatte færdes, som Præsterne ►syndes, og ►Hermods-Sagnet er ganske anderledes poetisk, men er desuagtet yngre, som alle Forsøg paa at blæse Liv i de afdøde Guder.
✂ I sit Slags, som en Frihaands-Tegning af Sorgen over ►Balder, er imidlertid ►Hermods-Sagnet en Perle, opfisket fra Dybet, thi trods den klare Umulighed prøver Hjertet dog altid engang paa at græde sine Kiære op af Graven, og naar Aanden staaer bi, vin149der det altid derved et dyrebart Minde og den Overbeviisning, at sad kun ikke Hexen Ligegyldighed i en Krog og græd med tørre Øine, da vilde Yndlingens Gienkomst ei heller findes umulig.
✂ Denne Betragtning behøve vi nu blot at udvide til et Folkefærds Graad for sin Guldalder, som gienføder Aanden med Billedsproget, da seer vi allevegne ►Hermod ride til ►Hel paa ►Sleipner og komme tilbage med Ringen og Sløret og med den Trøst, at svarer kun Savnet virkelig til Tabet, da skal selv det Umulige findes muligt.
✂ Udvide vi endelig Synet til Menneske-Slægtens Graad for sit 📌Paradis, da giennemtoner det ikke blot den Christne Kirke, at der har fundet et guddommeligt ►Helrid Sted, hvorfra Hjemkomsten var en Triumph, men i denne Kirkes Historie efter Middelalderen seer vi i 👤Morten Luther en lyslevende ►Hermod, paa hvem vi kan anvende det Nordiske Sagn fra Først til Sidst.
✂ Hvad nu ellers ►Hermods mythiske Personlighed angaaer, da lader Udtrykket “►Odins Tjener” den meget ubestemt, og det nytter ikke, at Skalda vil ►mynte en ►Odins-Søn af ham, da den ikke engang har en Moder til ham, men af Hyndla-Sangen og især af Bjovulfs-Drapen seer vi, han i de ældgamle Sagn har været en Nordisk Helt, som dog ikke svarede til de store Forventninger, man havde gjort sig om ham, og endte sørgelig sine Dage i ►Jettevold, saa dette har oprindelig været hans ►Helrid, hvortil den senere Skjald 150har givet ham modent Ærende, og hvorfra han har stræbt at føre ham med Æren tilbage. Hvad Hjemmel 👤Eivind Skaldaspilder har havt for at lade ►Hermod følges med ►Brage ud af ►Valhal for at modtage 👤Hakon Adelsteen, kan det vel synes latterligt at spørge om, da det kun er med en aldeles ►uhjemlet Fripostighed, han viser 👤Hakon til ►Valhall, men man tør dog vel deraf slutte, at ►Hermod saavelsom ►Brage har havt ret egenlig poetisk Navnkundighed.