Arilds-Tiden og ►Bør-Sønnerne.
✂
I Arildstiden, i ►Ymers Dage,
Før ►Midgaard bygdes, det ►Bør-Sønners Værk,
Da var ikke Himmel, Hav eller Sand,
Da fandtes ei Jorden fjern eller nær,
Og Græs der ei groed i ►Ginnunggab;
Maanens Syster, hin klare Sol,
Kiendte ►end ei sin ►Gyldenstol,
Og af alle de Stjerner smaa
Ingen vidste, hvor de skulde staae,
Maanen drev sine Dage hen,
Ei han kiendte sin Styrke ►end!
✂
Solen skinned paa sorten Muld,
Grøn blev Jorden, med Græs beklædt,
Ny og ►Næde fik Navne da,
Aften og Morgen, Aar ogsaa,
Som de gaves i Guders Raad.
✂
►Asker og ►Embla, evneløse,
Laae ►end paa Marken, leved knap,
Førend dem ændsed ►Aser trende,
134Kraftens Sønner med kiærlig ►Hu:
Aand gav ►Odin og Indsigt ►Hæner,
Farve gav ►Loder og ►Faverhed!
✂ Saaledes omtrent synger ►Vola om Verdens Skabelse, og alle de Spørgsmaal, man herved kan opkaste, er unyttige, da Ingen kan besvare dem, thi vi bliver slet ikke klogere paa Verdens og Menneskets Oprindelse ved Gylfelegens Fortælling om Koen ►Ød-Humle, der var jævnaldrende med ►Ymer ►Jettefader, og slikkede saa længe paa ►Rimstene, til der blev en Mand af, som hedd ►Bur og var Farfader til ►Odin, ►Ve og ►Vile, der skabde Verden af ►Ymers Jettekrop, og enedes om at giøre Mennesker af Træklodsene, ►Asker og ►Embla, saa den Ene gav Aand, den Anden Vid og ►Rørelse, den Tredie Aasyn, Mæle, Syn og Hørelse. Naar imidlertid hertil kommer, hvad ►alt findes i Grimnersmaal, at Jorden blev skabt af ►Ymers Kiød, Klipper af hans Been, Hav af hans Blod, Himmel af hans Hovedskal og ►Midgaard af hans Øienbryn til Menneske-Bolig, da er det saagodtsom Alt hvad Edda siger om Tidens Fødsel.
✂ Det sidste Ord, som ogsaa egenlig er det Første (►ár var allda), maae vi især lægge Mærke til, thi ligesom det i den Naturlige Mythologi er Stadet og det Stadige, saaledes er det i den Historiske Mythologi Tiden og det Timelige, det giælder om. Derfor hører vi ogsaa i Vøluspa, at det Første, Guderne raadslog om, var passende Navne til Aar og Dag, Ny og ►Næde, og ligesaadan maa Skabelsen af ►Ymers 135Krop forstaaes, saa vi deraf lade os lære, at alt det Haandgribelige hedd paa Gudernes Sprog fornævnte Dele af en uhyre ►Jettekrop; thi blandt Andet beviser Skalda, det var mythisk Skik i 📌Norden først at give Alting gaadefulde Navne og siden dertil at knytte gode eller slette Fortællinger, som skulde løse Gaaden.
✂ ►Midgaard (►middangeard) betyder nu vel paa ►Angelsk hele Verden, men da den mythologisk kaldes ►Ymers Øienbryn og er ►Mandhjem i Modsætning til ►Jotunhjem, saa seer vi, derved skal forstaaes Høiderne med de store Udsigter, hvorfor ►Midgaard ogsaa i Gylfelegen lignes ved en Borg, hvorfra man overseer ►Jettelandet med den ►flakke Strandbredd. Nu at tage dette bogstavelig, vilde altid være upoetisk, og ret aabenbar unordisk, da Strandkanten var vore Gamle meget for kiær til at overlades Fienden, men tager vi det historisk-poetisk om Tiden, hvis Begyndelse og Ende er ►Jetterov, medens Midten kun beherskes og benyttes af Guderne, da tage vi neppe feil ad den mythiske ►Midgaard, og kan da godt forstaae den hyppige men ellers høist urimelige Talebrug “under ►Midgaard” om hvad der sees eller skeer blandt Guder og Mennesker.
✂ Hvordan det hænger sammen, at ►Hæner og ►Loder i Gylfelegen kaldes ►Ve og ►Vile, kan vi saameget mindre oplyse, som Menneske-Dannelsen er den eneste Leilighed, hvorved ►Loder nævnes, og ►Hæner ligeledes forsvinder til efter ►Ragnaroke, saa vi maa nøies med den Mærkelighed, at vore Gamle ei hos Mennesket vilde nøies med Sjæl og Legem, men vilde have Aand til, og 136det var vist heller ingen Skade; thi man sige om Aand hvad man vil, saa er den dog det Samme for Sjælen, som Aande for Legemet, og følgelig til et rigtigt Menneske-Liv uundværlig.
✂ Hvad endelig ►Odins og alle ►Asers Nedstammelse fra Koen ►Ød-Humle angaaer, da maae alle Giætninger om et saa løselig henkastet Ord nødvendig være meget løse, men naar man ogsaa her fremfor Alt tager “Tiden” i Betragtning, og tænker paa Nordisk, at det er immer med Munden, man nævner og deler Tiden, da oversætter man helst ►Ød-Humle (efter det Islandske ►umla) ved Mumlersken og ►Ymer (efter ►ymia) ved Skraaleren, saa Røsten naaer først sit Maal, bliver et ordentligt Tunge-Maal, hos ►Bur eller ►Bør, Sønnen af den rige Mumlerske, som da igien bliver Fader til Heltene, der dræbe ►Ymer, dele Tiden og danne Mennesket. En saadan Mumlen og Skraalen er nemlig den dunkle Baggrund i ethvert Folkeliv, og Nordboen, som opfattede Alt historisk, maatte da tænke sig en Lignende i Menneske-Slægtens Levnetsløb. Følgen heraf vilde blive, at man tænkde sig ►Bør-Sønnerne som de tre Tider, guddommelig lyslevende, veltalende og virksomme, og efter Delen, de tog i Menneske-Dannelsen, maatte ►Odin blive Fortidens, ►Hæner Fremtidens og ►Loder Nutidens Sjæl eller ►Vætte. Med denne løse Giætning kan man ogsaa godt nøies, til man finder en Bedre, thi da alle disse mythiske Personer, paa ►Odin nær, forsvinder med det Samme, giør Meningen om dem ingen videre Forskiel.
✂
Endnu bør det vel nævnes, hvad Gylfelegen
137melder, at ►Bør-Sønnerne satte ►Dværgene ►Øster og ►Vester, ►Sønder og ►Nør til at bære Himmelen, thi i alt Fald tager det sig bedre ud med disse ⓘ
fire Hovedpiller end med den bredskuldrede ►Atlas, og desuden behøver man ogsaa her kun at tage Tiden i Betragtning, for at finde, det slaaer til. Naar man nemlig, som det sig bør, ved Himlen tænker paa den høiere Livs-Anskuelse, da begynder den verdenshistorisk aabenbar i 📌Østen og gaaer ►solret om, fra 📌Indien og 📌Palæstina til 📌Spanien og 📌Engeland, saa nu giælder det kun, om vi i 📌Norden kan holde paa den, saa den ikke ►gaaer Krebsgang i Nordost.