►Titaner og ►Olympier.
✂ For det meste giftede ►Titaner og ►Titanider sig med hinanden, saa ►Okeanos tog ►Tettys, ►Köos tog ►Phøbe, ►Hyperion ►Thea og ►Kronos ►Rea; men der var dog Undtagelser, thi ►Krios giftede sig med ►Pontiden ►Eurybia, og ►Japetos med ►Okeaniden ►Klymene, saa ►Titaniderne ►Themis og ►Mnemosyne blev ledige.
✂ ►Kronos og ►Rea fik imidlertid et Børnekuld, der frembragde en stor Omvæltning i Gudernes Verden, som ►Uranos og ►Gæa havde spaaet, at efter Giengiældelsens Ret skulde ogsaa ►Kronos stødes fra Thronen af sin Søn; men ►Kronos blev dog forsaavidt selv Skyld deri, som han, af Gru for Spaadommen, var grusom nok til at sluge alle sine Børn, saasnart de blev født. Saaledes slugde han ►Hestia, ►Demeter og den guldskoede ►Here, den ubarmhjertige ►Hades og Bulderbassen ►Poseidon; men 6det skar ►Rea i hendes Hjerte, saa da hun blev frugtsommelig sjette Gang, da søgde hun Raad hos ►Uranos og ►Gæa, fødte ►Zeus i Dølgsmaal og gav ►Kronos en stor Steen i Barnesvøb at sluge istedenfor Sønnen. Saaledes kom ►Zeus til Verden, og da han blev stor, bragde han ved List ►Kronos til at komme ud med Alt hvad han havde slugt, og da først med Stenen, der blev sat til et Mindesmærke i det hellige 📌Pytho under 📌Parnasset, og saa med alle Børnene. Det blev imidlertid ikke derved, thi nu gjorde ►Zeus og alle hans Sødskende Opstand, og der udbrød en farlig Krig i Gudernes egen Verden; thi alle de gamle ►Titaner, ►saa nær som ►Okeanos, holdt med ►Kronos, og trodsede paa Bjerget 📌Othrys, medens ►Kroniderne slog Leir paa 📌Olympen, og lokkede de unge ►Titaner og ►Titanider til sig med det forførende Løfte, at de skulle arve de Gamles Rang og Værdighed. Da nu Kæmperne paa begge Sider styrkede sig med Nektar og Ambrosia, saa trak Krigen ud i hele ti Aar og tegnede til at blive uendelig, men tilsidst kaldte ►Kroniderne, efter ►Gæas Raad, ►Kykloperne og ►de Hundredarmede til Hjelp, og det gjorde Udslaget, thi ►Kykloperne smeddede Tordenkiler og Lynstraaler til ►Zeus, og ►de Hundredarmede tog en Klippe i hver Haand og slyngede mod ►Titanerne, som da ikke blot maatte give tabt, men blev nedstyrtede til ►Tartaros, saa lavt under Himlen, som en Ambolt kan falde i atten Dage og saa dybt under Jorden, som den falder i Ni. ►Poseidon indsluttede dem der med en Kobbermur og ►de Hundredarmede sattes 7til at bevogte dem. Derpaa ►skiftede ►Kroniderne ordenlig med ►Samfrænder, saa hver fik sin Ret, og nu raadte ►Zeus uden Medbeiler.
✂ Saaledes skildrer ►Stamtavlen den store Omvæltning, og dermed stemmer vel ►Bibliotheket, men glider, som man kunde vente, let hen over Krigen, som dog er den mythiske Hoved-Begivenhed, og søger derimod at afrunde Fortællingen ved at tilføie, det var i en Hule paa det Kretensiske 📌Dikte-Bjerg, ►Zeus blev født, og af ►Melisse-Døttrene, ►Ida og ►Adrastea, han blev opfostret med ►Amaltheas Mælk, medens ►Kureterne gjorde saadant et Gny med deres Skjolde, at ►Kronos ikke kunde høre det lille Barn græde. Fremdeles høre vi, det var ►Okeaniden ►Metis, der ved at give ►Kronos et Brækmiddel, nødte ham til at kaste op hvad han havde slugt, at ►Kykloperne, foruden Tordenkilerne og Lynstraalerne til ►Zeus, smeddede en ►Hyllehat (Usynligheds-Hjelm) til ►Pluto og en Trefork til ►Poseidon, og endelig, at ved det store ►Samfrænde-Skifte faldt Himlen i ►Zeus's, Havet i ►Poseidons og ►Hades eller de Dødes Rige i ►Plutos Lodd.
✂ Herved maae vi især lægge Mærke til Herredømmets Deling mellem de tre Brødre, som en blot Slutning af ►Mythographerne, uden ordenlig mythisk Hjemmel, og i Henseende til Kretenser-Snakken, om ►Zeus i 📌Dikte-Grotten, oplyse, at vel findes i ►Stamtavlen et dunkelt Vink om Grotten ved 📌Lykta i 📌Ægos-Bjerget, som kan dreies til 📌Kreta, men hentyder dog kiendelig 8paa noget ganske Andet og nævner hverken ►Melisse-Nympherne, ►Amalthea eller ►Kureterne.
✂ Holder vi os nu til ►Stamtavlen, som vi i Regelen maae, naar Spørgsmaalet er om Mythernes Aandelighed, da lader Striden mellem ►Titaner og ►Olympier, med den paafølgende ►Kronos-Afsættelse, sig vel udtyde paa flere Maader, naar man hverken ►bryder sig om mythologisk Sammenhæng eller tænker paa, hvad der mulig kunde synes et saa aandrigt Folk, som Grækerne, en Grund-Aabenbaring af Aande-Livet; men der er kun een virkelig Forklaring af Mythen, som man finder ved at give Agt paa Menneske-Livets naturlige Deling i Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom; thi da kan man godt paa Græsk betragte Barndommen som en ►Kronos, der vel paa den ene Side ved Barnligheden skaber en Guldalder, men bliver dog ved Barnagtigheden i Tidens Længde en utaalelig Tyran, og ligner, ved at standse Udviklingen og forebygge Fremskridt, en unaturlig Fader, som sluger sine nyfødte Børn. At det nu er den yngste Søn, der gaaer fri, gjør Opstand og afsætter sin Fader, betyder naturligviis, at det er Ungdommen, man gaaer over til, naar man ►ryster Barnet af Ærmet, og Erfaringen tør vel stadfæste, at Barnet flygtig kan sætte sig ind i Manddommen og Alderdommen, men ikke i Ungdommen, som er dens naturlige Afløser og binder derfor Barndommen, saasnart de levende mødes. At endelig ►Kronos sluger en Steen istedenfor ►Zeus, skal ventelig sige, at Barndommen, som ikke vil rømme Marken for Ungdommen, nødes 9til at forstene sig, og Opkastningen følger af sig selv, naar Livet, ved Ungdommens Thron-Bestigelse, tilbagevinder sin for Øieblikket hemmede, fri Udvikling; men om det havde noget at betyde med Stenen, der blev sat til et Mindesmærke under 📌Parnasset, er et Spørgsmaal. At man i den Romerske Keisertid ved 📌Delphi foreviste den Steen, som ►Kronos havde slugt og kastet op igjen, vækker nemlig vel den Mistanke, at Stenens Opbevaring i det Hele er et af den Græske Middelalders Æventyr, men da netop 📌Parnasset, fra en vis Side betragtet, poetisk kan ligne en egensindig forstenet Barndom, lade vi bedst Spørgsmaalet staae aabent.
✂ Betragte vi nu den store Strid mellem ►Titaner og ►Olympier, som en Kamp mellem Barnlighed og Udvikling, begge guddommelige, da maae vi vel give Grækerne Ret i, at der var Ligevægt, saa, naar en af Parterne skulde underkues, maatte noget Tredie gjøre Udslaget, og det er forsaavidt klogt nok af ►Olympierne at kalde ►Kykloperne og ►de Hundredarmede til Hjelp, men det er ogsaa en farlig Sag at løse dem, thi de eenøiede ►Kykloper er naturligviis umaadelig eensidige, saa hvem der vil have dem paa sin Side, maa blive som de, og naar Bærsærke-Gangen ►kommer paa ►de Hundredarmede, der kun lever i Slagsmaal, da slaaer de aabenbar ned for Fode uden at spørge om Ven eller Fjende. Grækerne har derfor ogsaa følt, at Striden jævnedes bedst, naar ►Kronos frivillig trak sig tilbage og indrømmedes ►de Saliges Øer i en Udkant at beherske; thi denne Anskuelse træder ikke blot tydelig frem hos 10👤Pindar, men glimter ogsaa igiennem det Hesiodiske Dagværk, og i alt Fald har ►Olympierne smigret sig med, i ►Okeanos og ►Tettys at have beholdt det Bedste af Barndommen, nemlig den Barnlighed, som nødvendig hører til den rette Lyksalighed.
✂
Det kunde ellers synes, som, efter denne Anskuelse, ►Poseidon ogsaa i Tidens Løb maatte støde ►Zeus, og ►Pluto igien ►Poseidon fra Thronen, og man har ogsaa virkelig ymtet derom, ja, efter Iliaden, havde det engang nær lykkedes ►Poseidon, i Forbund med ►Here, at binde ►Zeus, saa det var kun den hundredarmede ►Briareus eller ►Ægæon, der havde forhindret det, men det er dog kun løse Rygter, og da ►Briareus, efter ►Stamtavlen, er blevet ►Poseidons Svigersøn, vilde han vel snarere opmuntret sin kiære Svigerfader til Oprør end standset ham deri. Vi kan ogsaa let opdage, hvorfor ►Zeus maatte beholde Thronen, naar ikke Himlen skulde falde ned og alle Fuglene med, thi det er ikke for Intet, at Himlen er hans Bolig og Ørnen hans Fugl, saalidet som det er tilfældigt, at Indbildnings-Kraften er stærkest hos Ungdommen, og det burde være os Alle bekiendt, at naar Lidenskabeligheden eller den umættelige Begiærlighed, som ►Poseidon udtrykker, gjør Oprør mod Indbildnings-Kraften, da mister den paa Timen hele sit høiere Præg, saa ►Jordrysteren bliver til et blot Jordskælv og han med Guld-Treforken til en død Sø. Endnu klarere er det, at Alderdoms-►Vætten ►Pluto, der sammensmelter med det ►Hades, han behersker, som død og magtesløs umulig kan bemægtige
11sig Regieringen, men kun paa en Maade arve den, naar hans Brødre døe, uden at han dog blev Konge over Andet end Skygger, da Livet uddøer med dem, han skal arve, saa med ►Zeus staaer og falder ►Olympen.
✂ Uagtet for Resten allerede ►Titanernes Nedstyrtelse til ►Tartaros viser, det hængde i Grunden daarlig sammen baade med deres og ►Olympiernes Guddommelighed, saa er “Nektar og Ambrosia” dog meget ordenlige Navne paa Gudernes Føde, thi de betyde Uforkrænkelighed og Udødelighed, og Grundtanken i den Græske Mythologi, at Mennesket i sin Natur kan og skal see Billedet af Guddommen, er aabenbar sand.