►Maia og ►Hermes.
✂ ►Atlantiden ►Maia og hendes Søn ved ►Zeus, de Udødeliges Herold, den navnkundige ►Hermes, nævnes kun netop i ►Stamtavlen; men i Dagværket seer vi ham træde i Virksomhed, baade som Olympisk Sendebud og som Rænkesmed, thi han narrer ikke blot ►Epimetheus til at modtage ►Pandora, men har selv indblæst hende Frækhed og Rænkespind.
✂ Hans ypperste mythiske Dagværk er imidlertid, efter den saakaldte homeriske Hermes-Hymne og ►Bibliotheket, det fine Kotyveri paa ►Musebjerget, som han begik i sin spæde Barndom, mens han endnu laae i Svøbet, og gav ►Apollo-►Kiørene Sko paa, saa Ingen kunde spore dem. Herved forgreb han sig vel grovelig paa Næstens Eiendom, men skiøndt ►Apol ogsaa snart opdagede Tyven i den 📌Kylleniske Grotte, kunde han dog hverken finde Kosterne eller faae Tyven, der var Mester født, til at skrifte Sandheden, da han blev ved at paastaae, med Skielmen bag Øret, at han var saa uskyldig som Barnet i Vuggen. ►Apol tog da Krabaten og bar ham op paa ►Olympen, hvor han endelig maatte gaae til Bekiendelse og love at give ►Apol sine Malke-Kiør igien, men To af dem havde han allerede fortæret og gjort Strænge af 80deres Tarme til en Skilpadde-Skal, som derved blev en Lyre, og Resten af ►Kiørene byttede han sig til af ►Apol, som fik Lyst til Lyren. Saaledes blev ►Hermes da Hyrde paa ►Musebjerget, og da han for Morskabs Skyld gjorde sig en ►Syrinx eller ►Rørpibe, fik ►Apollo ogsaa Lyst til den, og kiøbde den for sin ►Guldstav, men ►Hermes var saa nærig, at han vilde havt Spaadomsgaven ovenikiøbet, og skiøndt ►Apol fandt, at det gik for vidt, gav han ham dog Anviisning paa en vis Giættekonst, der lod sig lære. Efter Hymnen, som bærer hans Navn, og er ventelig den, de Gamle tilskrev 👤Alkæos, var det tre Nympher paa 📌Parnas, altsaa ►Muser, ►Hermes skulde gaae i Skole hos, og lære at giennemskue og beherske alle Dyrene, fra Lammet til Løven.
✂ Endelig udnævnde ►Zeus ham til Herold og Sendebud mellem sig og de underjordiske Guder, og derved bemærker Hymnen, at ►Pluto, skiøndt selv ►ubegavet, er dog ganske gavmild, ventelig efter Ordsproget: ►den giver mest, som mindst formaaer.
✂
Da vi nu veed, at ►Hermes hos Grækerne, ligesom ►Thot hos Ægypterne, var en halv mythologisk og halv historisk Personlighed, hvem man takkede for mange snilde og nyttige Opfindelser, men især for Bogstav-Skriften, saa maae vi vente, at hans Mythe ogsaa dreier sig derom, og vi skuffes ingenlunde i vor Forventning; men vil vi ret have Fornøielse af Betragtningen, maae vi udvide vor Synskreds, og ikke blot, som hos ►Chiron, tænke paa Forholdet mellem Bogstav-Skrift og Billed-Skrift, men ogsaa paa det Tilsva
81rende mellem Hverdags-Sprog og Billed-Sprog, eller Prosa og Poesi, og selv paa den finere Forskiel mellem Fabel og Mythe, som mellem Giættekonst og Spaadomsgave; thi paa alt dette spiller Sagnet om Mester-Tyven, som bestjal ►Apol og ►endte en mager Proces med et fedt Forlig, hvorved han beholdt Kosterne, og om Mester-Tolken mellem ►Olympierne og de Underjordiske, som forstaaer Begges Sprog. ►Hermes-Navnet skal følgelig betyde Baandet, som han er, ikke blot mellem Haand og Mund, men mellem ►Olymp og ►Hades, Aandens og Skyggernes Verden, saa det tilsvarende Begreb er hvad vi med eet Ord kalde Literaturen, og tale virkelig om, som et eget levende Væsen, der bestandig er paa Færde, deels for at stjæle og deels for at bringe Budskab mellem smaa og store Verdener. Forsaavidt man nemlig stjæler, naar man tager en Andens uden hans Vidende og Villie, da er jo i Literaturen Tyveri et nødvendigt Onde, og er en ærlig Sag, naar vi giør vore Sager saa godt som han, der gav ►Apollo-►Kiørene Sko paa til at løbe let, og drev dem i Huus ved 📌Alpheos-Floden, hvor man havde ligesaa ondt ved at finde dem, som vi endnu har ved at gienfinde Billed-Skriften i Alphabetet. I Henseende til at løbe Ærender, baade for de olympiske og de underjordiske Guder, kommer Literaturen ogsaa bestandig mere til at ligne ►Hermes, thi Bogtrykker-Konsten og ►Dampen har nu aabenbar givet den et Par Fod-Vinger eller ►Talarer, der svare til dem, han afbildes med.
✂ Tænke vi os nu en saadan Literatur, som den 82Græske, da kan vi godt forstaae, at han, der skulde gaae og giælde for den, maatte have ►Zeus til Fader, og at Moderen heller ikke var ilde valgt, lærer baade hendes Navn og Hulens, hvor hun laae i Barselseng, thi ►Maia betyder Finger-Følelsen og 📌Kyllene den hule Haand, som alle hurtige Penne maae kalde Moder og Vugge.
✂ Husker vi endelig, at ►Maia var en Datter af Himmelbæreren ►Atlas, Broder baade til ►Prometheus og ►Epimetheus, den sunde og den syge Fornuft, altsaa Legemligheden, der virkelig paa en Maade bærer alt det Aandelige vi har, da seer vi at Slægt-Registeret er i sin naturlige Orden, og faaer meget bedre Tanker om ►Stamtavlen end selv dens Lovtalere hidtil har havt.
✂ Betænker vi nu paa den anden Side, hvilken Rolle Skrivning og Regning spiller i Handel og Vandel, og hvilken Rolle Handelen med Phønicierne maa have spillet i Grækernes Historie, da forstaae vi let, hvorledes ►Hermes maatte blive den halv mythologiske og halv historiske Person, som enhver ægte Halv-Gud er, og medens han for de senere Græske Historieskrivere blev Idealet af en klog og snu Kiøbmand, brugde naturligviis de senere Digtere ham, som en “tjenstagtig Aand”, man kunde give hvad Ærende, man vilde, og tillægge alle de Finter, man nok vilde spille, men ikke svare for. Allerede i de Homeriske Digte er ►Hermes en saadan ►Vindspiller med et Olympisk Echo, og lærer, som en Mestertyv i Tugthus-Forstand, ►Autolykos paa 83📌Parnasset baade at lyve og stjæle, uden at det bør komme ham til Skade paa hans mythiske Navn og Rygte, da det Første er en ►blot Misforstaaelse af den Troskab, hvormed han røgter alle Olympiske Ærender, og det Andet er reen Bagtalelse, da ►Autolykos (selvgjort Ulv) er nødt til at svare for sig selv. Løierligt nok, for Resten, at det den Dag idag gaaer med Literaturen ligesom med ►Hermes, at den faaer Skyld for alt det Onde, der skeer i Læseverdenen, og det er i denne Henseende ordenlig ►mærkværdigt, at selv naar ►Althemenes (Lægedommen) slaaer sin Syster ►Apemosyne (Sundheden) ihjel, skal ►Hermes, efter ►Bibliotheket, igrunden ogsaa være Skyld i det. Paa den anden Side ligner ►Hermes ogsaa Literaturen deri, at han faaer Æren for meget, han umulig kunde giøre, og da især for det Konst-Stykke ei alene at have stjaalet Senerne, ►Typhon skar af ►Zeus, men at have sat dem paa igien, hvad netop er ligesaa troligt, som at ►Mythographerne kan opvække de afdøde Guder.