↩ Heraf maae vi da slutte os til ►Poseidons kongelige Indflydelse paa Havet, thi hverken finder vi i Stam66tavlen Noget om den berømte Deling af Herredømmet, ikke heller spores engang den vældige Trefork, som altsaa synes at være et senere Arbeide. Da nu desuden den gamle ►Okeanos, efter Mytherne, maa tænkes i fuld Besiddelse af sin forrige Værdighed, og vi heller ikke høre noget til at ►Uranos-Broderen, den ældgamle ►Pontos, har taget Deel i den store Strid, saa maa vor Forestilling om ►Poseidons Stilling være temmelig forvirret, til vi besinder os paa, at det var dog egenlig Menneske-Naturen, de Græske Guder enten stredes eller stræbde at enes om, i den Forudsætning, at Resten maatte følge af sig selv. Naar vi derimod lægge Mærke til de indvortes ►Opbrusninger og Rystelser, som har deres Billede i Jordskiælvene og det oprørte Hav, da seer vi, at Lidenskabeligheden udgiør ►Poseidons naturlige Kongerige, hvis Grændser vel, som Havets, er vanskelige at sætte, men hvis Virkelighed dog er sikker, og hvis Beskaffenhed er kiendelig nok. Herpaa hentyder da ogsaa baade ►Poseidons Navn og den Voldsomhed, der er i alle hans mythiske Bevægelser, selv naar de skal være af det kiærligste Slags, og naar vi lægger vel Mærke til, at det er ►Amphitrite, som, med sine Systre ►Kymodoke (Bølgefavnerske) og ►Kymatolege (Bølgejævnerske), beroliger baade Stormen og Havets Brusen, da seer vi, han var godt gift, thi uden saadan en Medhjelp bliver al Lidenskabelighed grændseløs ødelæggende. Sønnen ►Triton, om hvem vi mythisk slet ikke veed Andet, end at han kiønt blev hjemme hos sine kiære Forældre og i det Høieste blæste Bølgerne et Stykke i sin Muslingskal, udtrykker da 67Beroligelsen selv, som Frugten af det lykkelige Ægteskab, og ►Amphitrites Navn lader sig oplyse af de tre Verdensdele, der ikke blot omringe 📌Middelhavet, men ogsaa beroliger det i Sammenligning med den 📌Spanske Sø; thi det Samme giør hun ved at omfavne ►Poseidon.