Grundtvig, N. F. S. Græsk og Nordisk Mythologi for Ungdommen

►Uranos og ►Gæa.

✂ I Begyndelsen var ►Chaos og dernæst den bredskuldrede ►Gæa med det store Moderskiød, og ►Eros, den Skiønneste af de udødelige Guder. ►Chaos fødte ►Erebos og ►Sortsmutten ►Nyx, og deres Børn var igien ►Æther og ►Hemera; men ►Gæa fødte først sin egen Mage, ►Uranos, som kunde overskygge hende og altid favne de salige Guder, hun fødte ogsaa ►Pontos, uden kiærlige Følelser, men, omfavnet af ►Uranos, fødte hun den dybtbevægede ►Okeanos, ►Köos, ►Krios, ►Hyperion og ►Japetos, ►Thea, ►Themis og ►Mnemosyne, den guldkrandsede ►Phøbe og den elskværdige ►Tettys, allersidst den snedige ►Kronos. Derpaa fødte hun de stolte ►Kykloper: ►Brontes, ►Sterops og den haardnakkede ►Argos, som havde kun eet Øie midt i Panden, men giorde deres Ting med Kraft og Styrke og Konst. Endelig havde ►Uranos med ►Gæa tre Sønner endnu, ubeskrivelige Uhyrer: ►Kottos, ►Briareus og ►Gyges, Vanskabninger, hver med hundrede Arme, halvtredsindstyve Hoveder, og saa med Væxt og Styrke derefter; men alle 2de forskrækkelige Børn hadede ►Uranos og lod dem ikke komme for Dagens Lys, men smed dem, saasnart de var født, i det mørke Hul. Derover sukkede imidlertid ►Gæa dybt i sit Inderste og opspandt onde Rænker, frembragde den graa ►Demant, skabde deraf en Segl, og opmuntrede sine Børn til at giøre en Ulykke paa deres Fader, som den, der først selv havde krænket Retten, og vel blev alle Børnene saa forfærdede ved den Tale, at Ingen vovede at knye, men endelig tog dog den snedige ►Kronos Ordet og lovede at følge sin Moders Raad. Ved Nattetid listede nu ►Kronos sig til at lemlæste sin Fader, men af Blodsdraaberne fødtes de frygtelige ►Errinnyer, og ►Uranos spaaede sine Børn, at det vilde gaae dem ilde for deres formastelige Udaad.

✂ Dette er ►Stamtavlens Begyndelse, med Udeladelse af hvad vi, især ved Sammenligning med ►Bibliotheket, kan see, er upassende Indskud, og vi seer strax, at det Eiendommelige ved denne Begyndelse er ikke ►Chaos eller det store Virvar, som allevegne møder os ved Tidens Ophav, men Maaden, hvorpaa Alt, baade det Synlige og det Usynlige, udledes deraf. Her er nemlig ingen Skabelse, men kun Fødsler og Ægteskaber, hvorved Alt af en hemmelig Grund-Drift udvikler og det Eensartede forbinder sig, og skiøndt den største Deel af denne Grund-Mythe maa være Ægyptisk og Phønicisk Arbeide, kun optaget af Grækerne som en død Forudsætning, saa har dog Sjælen deri behaget dem; thi saadanne Fødsler og 3Ægteskaber er aabenbar Sjælen i hele den Græske Mythologi.

✂ Begge Dele viser sig ogsaa strax i ►Bibliotheket, som giver os det Gængse, thi det begynder med ►Uranos (Himmelherren) og ►Gæa (Jordfruen), uden at nævne ►Chaos, ►Nyx (Natkonen), ►Erebos (Aftenmanden) eller engang ►Eros (Elskeren), men holder fast paa de tre Kuld Børn af ►Uranos og ►Gæa, og lader dem kun følge i en omvendt Orden, som vi maa kalde den Græske, saa først fødes ►Kykloperne og ►de hundredarmede Uhyrer, og sidst ►Gudebørnene; thi efter den Græske Tankegang maatte alt det Stygge, Vilde og Grændseløse fraskilles og udryddes eller bindes, før Skiønheden, rolig og afrundet, kunde udvikle og forplante sig.

✂ Ogsaa i Opregnelsen af ►Gudebørnene har ►Bibliotheket det for sig selv, at det indskyder ►Dione mellem de Kvindelige, men hun bliver da den Trettende, der ikke blot forstyrrer Parrene, men varsler ilde, saa ►Dione maa føres tilbage til ►Okeanos-Døttrene, hvor hun, efter ►Stamtavlen, har hjemme.

✂ Endelig giver ►Bibliotheket os Tal og Navn paa ►Erinnyerne, som vi, paa Latin, pleier at kalde ►Furier, saa de skal have været tre og hedt ►Alekto (Uro), ►Tisiphone (Hevnraab) og ►Megæra (Nidkiærhed), men saalænge vi hverken kiende Hjemmelen eller indsee Grunden, maae vi lade det staae ved sit Værd.

✂ Hvad nu Lemlæstelsen af ►Uranos angaaer, som vi allevegne møde, da passer den kun i ►Stamtavlen, 4hvor Gudebørnene fødes først og siden lutter Uhyrer, som Faderen raser imod, thi kun efter denne ægyptiske Tankegang kan det findes rimeligt at berøve ►Uranos Kraften til videre Forplantelse, og da ►Kronos skal være Tidsaanden, og hans Forhold til sin Fader altsaa afbilde Forholdet mellem Tid og Evighed, kan vi nok skimte, hvad de gamle Lurendreiere ved 📌Nilen ►havde bag Øret, at Evigheden jo paa en Maade maa afbrydes, for at Tiden og Tidsregningen kan træde i Kraft; men allerede ►Erinnyernes Fødsel ved denne Leilighed viser os, at Grækerne ikke havde den Betragtning, og vi skal siden see, at for dem svævede Tidsbegynderen ►Kronos kun som den himmelske Barndom. ►Uranos og ►Gæa vedbliver derfor ogsaa hos dem at staae i Baggrunden som et Par ældgamle, men dog guddommelige Aftægts-Folk, der vel ikke mere befatte sig med Verdens Bestyrelse, men holde dog Øie med deres Afkom og er til dens Tjeneste baade med Raad og Spaadom, naar de forlange det, saaledes som vi kan tænke os Forholdet, hvori Menneske-Aanden og Menneske-Hjertet i vore første Forældre staaer til alle fra dem nedstammende Folke-Aander og Hjertelag, et Forhold, der baade er dybt og sikkert nok, men for fjernt og dunkelt til ►uden ved overordenlige Leiligheder at kunne indtræde i Enkeltmandens eller selv i Folkeaandernes Bevidsthed.

✂ Hvorfor Gudebørnene (►Uranionerne) nu netop var sex Mandlige og sex Kvindelige, er ikke let at sige, da Indfaldet neppe er Græsk og røber sig derfor ikke ved Navnene, men vi seer dog heri Grunden til det almin5delige Sagn, at de egenlige Guddommes Tal var Tolv, thi naar dette ikke henføres til ►Uranionerne, tæller man aldrig saa tit, at man jo maa finde, der er Grund Nok til at tælle om igien. Ligesaalidt kan vi sige, hvorfor disse ►Uranioner kaldtes ►Titaner og ►Titanider, thi vel spiller ►Stamtavlen dermed paa et Græsk Ord, som betyder at stræbe og anstrænge sig, men det er et blot Ordspil, med mindre de skulde udtrykke ligesaamange Grund-Drifter hos Livet i deres mandlige og kvindelige Beskaffenhed, altsaa i deres Kraft og Kilde, Høihed og Dybde, Virksomhed og Omfang.

►Titaner og ►Olympier.

✂ For det meste giftede ►Titaner og ►Titanider sig med hinanden, saa ►Okeanos tog ►Tettys, ►Köos tog ►Phøbe, ►Hyperion ►Thea og ►Kronos ►Rea; men der var dog Undtagelser, thi ►Krios giftede sig med ►Pontiden ►Eurybia, og ►Japetos med ►Okeaniden ►Klymene, saa ►Titaniderne ►Themis og ►Mnemosyne blev ledige.

✂ ►Kronos og ►Rea fik imidlertid et Børnekuld, der frembragde en stor Omvæltning i Gudernes Verden, som ►Uranos og ►Gæa havde spaaet, at efter Giengiældelsens Ret skulde ogsaa ►Kronos stødes fra Thronen af sin Søn; men ►Kronos blev dog forsaavidt selv Skyld deri, som han, af Gru for Spaadommen, var grusom nok til at sluge alle sine Børn, saasnart de blev født. Saaledes slugde han ►Hestia, ►Demeter og den guldskoede ►Here, den ubarmhjertige ►Hades og Bulderbassen ►Poseidon; men 6det skar ►Rea i hendes Hjerte, saa da hun blev frugtsommelig sjette Gang, da søgde hun Raad hos ►Uranos og ►Gæa, fødte ►Zeus i Dølgsmaal og gav ►Kronos en stor Steen i Barnesvøb at sluge istedenfor Sønnen. Saaledes kom ►Zeus til Verden, og da han blev stor, bragde han ved List ►Kronos til at komme ud med Alt hvad han havde slugt, og da først med Stenen, der blev sat til et Mindesmærke i det hellige 📌Pytho under 📌Parnasset, og saa med alle Børnene. Det blev imidlertid ikke derved, thi nu gjorde ►Zeus og alle hans Sødskende Opstand, og der udbrød en farlig Krig i Gudernes egen Verden; thi alle de gamle ►Titaner, ►saa nær som ►Okeanos, holdt med ►Kronos, og trodsede paa Bjerget 📌Othrys, medens ►Kroniderne slog Leir paa 📌Olympen, og lokkede de unge ►Titaner og ►Titanider til sig med det forførende Løfte, at de skulle arve de Gamles Rang og Værdighed. Da nu Kæmperne paa begge Sider styrkede sig med Nektar og Ambrosia, saa trak Krigen ud i hele ti Aar og tegnede til at blive uendelig, men tilsidst kaldte ►Kroniderne, efter ►Gæas Raad, ►Kykloperne og ►de Hundredarmede til Hjelp, og det gjorde Udslaget, thi ►Kykloperne smeddede Tordenkiler og Lynstraaler til ►Zeus, og ►de Hundredarmede tog en Klippe i hver Haand og slyngede mod ►Titanerne, som da ikke blot maatte give tabt, men blev nedstyrtede til ►Tartaros, saa lavt under Himlen, som en Ambolt kan falde i atten Dage og saa dybt under Jorden, som den falder i Ni. ►Poseidon indsluttede dem der med en Kobbermur og ►de Hundredarmede sattes 7til at bevogte dem. Derpaa ►skiftede ►Kroniderne ordenlig med ►Samfrænder, saa hver fik sin Ret, og nu raadte ►Zeus uden Medbeiler.

✂ Saaledes skildrer ►Stamtavlen den store Omvæltning, og dermed stemmer vel ►Bibliotheket, men glider, som man kunde vente, let hen over Krigen, som dog er den mythiske Hoved-Begivenhed, og søger derimod at afrunde Fortællingen ved at tilføie, det var i en Hule paa det Kretensiske 📌Dikte-Bjerg, ►Zeus blev født, og af ►Melisse-Døttrene, ►Ida og ►Adrastea, han blev opfostret med ►Amaltheas Mælk, medens ►Kureterne gjorde saadant et Gny med deres Skjolde, at ►Kronos ikke kunde høre det lille Barn græde. Fremdeles høre vi, det var ►Okeaniden ►Metis, der ved at give ►Kronos et Brækmiddel, nødte ham til at kaste op hvad han havde slugt, at ►Kykloperne, foruden Tordenkilerne og Lynstraalerne til ►Zeus, smeddede en ►Hyllehat (Usynligheds-Hjelm) til ►Pluto og en Trefork til ►Poseidon, og endelig, at ved det store ►Samfrænde-Skifte faldt Himlen i ►Zeus's, Havet i ►Poseidons og ►Hades eller de Dødes Rige i ►Plutos Lodd.

✂ Herved maae vi især lægge Mærke til Herredømmets Deling mellem de tre Brødre, som en blot Slutning af ►Mythographerne, uden ordenlig mythisk Hjemmel, og i Henseende til Kretenser-Snakken, om ►Zeus i 📌Dikte-Grotten, oplyse, at vel findes i ►Stamtavlen et dunkelt Vink om Grotten ved 📌Lykta i 📌Ægos-Bjerget, som kan dreies til 📌Kreta, men hentyder dog kiendelig 8paa noget ganske Andet og nævner hverken ►Melisse-Nympherne, ►Amalthea eller ►Kureterne.

✂ Holder vi os nu til ►Stamtavlen, som vi i Regelen maae, naar Spørgsmaalet er om Mythernes Aandelighed, da lader Striden mellem ►Titaner og ►Olympier, med den paafølgende ►Kronos-Afsættelse, sig vel udtyde paa flere Maader, naar man hverken ►bryder sig om mythologisk Sammenhæng eller tænker paa, hvad der mulig kunde synes et saa aandrigt Folk, som Grækerne, en Grund-Aabenbaring af Aande-Livet; men der er kun een virkelig Forklaring af Mythen, som man finder ved at give Agt paa Menneske-Livets naturlige Deling i Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom; thi da kan man godt paa Græsk betragte Barndommen som en ►Kronos, der vel paa den ene Side ved Barnligheden skaber en Guldalder, men bliver dog ved Barnagtigheden i Tidens Længde en utaalelig Tyran, og ligner, ved at standse Udviklingen og forebygge Fremskridt, en unaturlig Fader, som sluger sine nyfødte Børn. At det nu er den yngste Søn, der gaaer fri, gjør Opstand og afsætter sin Fader, betyder naturligviis, at det er Ungdommen, man gaaer over til, naar man ►ryster Barnet af Ærmet, og Erfaringen tør vel stadfæste, at Barnet flygtig kan sætte sig ind i Manddommen og Alderdommen, men ikke i Ungdommen, som er dens naturlige Afløser og binder derfor Barndommen, saasnart de levende mødes. At endelig ►Kronos sluger en Steen istedenfor ►Zeus, skal ventelig sige, at Barndommen, som ikke vil rømme Marken for Ungdommen, nødes 9til at forstene sig, og Opkastningen følger af sig selv, naar Livet, ved Ungdommens Thron-Bestigelse, tilbagevinder sin for Øieblikket hemmede, fri Udvikling; men om det havde noget at betyde med Stenen, der blev sat til et Mindesmærke under 📌Parnasset, er et Spørgsmaal. At man i den Romerske Keisertid ved 📌Delphi foreviste den Steen, som ►Kronos havde slugt og kastet op igjen, vækker nemlig vel den Mistanke, at Stenens Opbevaring i det Hele er et af den Græske Middelalders Æventyr, men da netop 📌Parnasset, fra en vis Side betragtet, poetisk kan ligne en egensindig forstenet Barndom, lade vi bedst Spørgsmaalet staae aabent.

✂ Betragte vi nu den store Strid mellem ►Titaner og ►Olympier, som en Kamp mellem Barnlighed og Udvikling, begge guddommelige, da maae vi vel give Grækerne Ret i, at der var Ligevægt, saa, naar en af Parterne skulde underkues, maatte noget Tredie gjøre Udslaget, og det er forsaavidt klogt nok af ►Olympierne at kalde ►Kykloperne og ►de Hundredarmede til Hjelp, men det er ogsaa en farlig Sag at løse dem, thi de eenøiede ►Kykloper er naturligviis umaadelig eensidige, saa hvem der vil have dem paa sin Side, maa blive som de, og naar Bærsærke-Gangen ►kommer paa ►de Hundredarmede, der kun lever i Slagsmaal, da slaaer de aabenbar ned for Fode uden at spørge om Ven eller Fjende. Grækerne har derfor ogsaa følt, at Striden jævnedes bedst, naar ►Kronos frivillig trak sig tilbage og indrømmedes ►de Saliges Øer i en Udkant at beherske; thi denne Anskuelse træder ikke blot tydelig frem hos 10👤Pindar, men glimter ogsaa igiennem det Hesiodiske Dagværk, og i alt Fald har ►Olympierne smigret sig med, i ►Okeanos og ►Tettys at have beholdt det Bedste af Barndommen, nemlig den Barnlighed, som nødvendig hører til den rette Lyksalighed.

✂ Det kunde ellers synes, som, efter denne Anskuelse, ►Poseidon ogsaa i Tidens Løb maatte støde ►Zeus, og ►Pluto igien ►Poseidon fra Thronen, og man har ogsaa virkelig ymtet derom, ja, efter Iliaden, havde det engang nær lykkedes ►Poseidon, i Forbund med ►Here, at binde ►Zeus, saa det var kun den hundredarmede ►Briareus eller ►Ægæon, der havde forhindret det, men det er dog kun løse Rygter, og da ►Briareus, efter ►Stamtavlen, er blevet ►Poseidons Svigersøn, vilde han vel snarere opmuntret sin kiære Svigerfader til Oprør end standset ham deri. Vi kan ogsaa let opdage, hvorfor ►Zeus maatte beholde Thronen, naar ikke Himlen skulde falde ned og alle Fuglene med, thi det er ikke for Intet, at Himlen er hans Bolig og Ørnen hans Fugl, saalidet som det er tilfældigt, at Indbildnings-Kraften er stærkest hos Ungdommen, og det burde være os Alle bekiendt, at naar Lidenskabeligheden eller den umættelige Begiærlighed, som ►Poseidon udtrykker, gjør Oprør mod Indbildnings-Kraften, da mister den paa Timen hele sit høiere Præg, saa ►Jordrysteren bliver til et blot Jordskælv og han med Guld-Treforken til en „død Sø”. Endnu klarere er det, at Alderdoms-►Vætten ►Pluto, der sammensmelter med det ►Hades, han behersker, som død og magtesløs umulig kan bemægtige



11sig Regieringen, men kun paa en Maade arve den, naar hans Brødre døe, uden at han dog blev Konge over Andet end Skygger, da Livet uddøer med dem, han skal arve, saa med ►Zeus staaer og falder ►Olympen.

✂ Uagtet for Resten allerede ►Titanernes Nedstyrtelse til ►Tartaros viser, det hængde i Grunden daarlig sammen baade med deres og ►Olympiernes Guddommelighed, saa er “Nektar og Ambrosia” dog meget ordenlige Navne paa Gudernes Føde, thi de betyde Uforkrænkelighed og Udødelighed, og Grundtanken i den Græske Mythologi, at Mennesket i sin Natur kan og skal see Billedet af Guddommen, er aabenbar sand.

►Prometheus og ►Atlas.

✂ Efter ►Stamtavlen var baade den snu og smidige ►Prometheus, den stivsindede ►Atlas og den ►vindgale ►Epimetheus Sønner af ►Titanen ►Japetos og ►Okeaniden ►Klymene, og siden de ikke nedstyrtes til ►Tartaros med deres Broder ►Menøtios og de øvrige ►Titaner, maae de være gaaet over til ►Olympierne, men at dog ►Prometheus ►havde Skielmen bag Øret, kom snart for Dagen. Under den store Krig var nemlig Menneskens Børn raget uklar med ►Olympierne i ►Mikone (►Valmudalen), og da narrede ►Prometheus paa deres Vegne ►Zeus ved Offringen, i det han paa den ene Side lagde Benene smukt tilrette, dækkede med Fedt, og paa den anden Side Kiødet i Huden, skjult med Vommen. Vel stod nemlig Valget til ►Zeus, og han tog, siger Stam12tavlen, feil med Villie, men han skrev det dog bag Øret og straffede strax Menneskene ved at nægte dem den himmelske Ild, og saa stjal ►Prometheus den til dem fra Solen i en ►Trøskeplante (►Narthek), hvorover ►Zeus blev saa forbittret, at han med faste Baand lod ►Prometheus fængsle til en Steenstøtte og lod en Ørn bestandig udhakke hans Lever, som, fordi han var udødelig, fornyedes hver Nat til at fortæres om Dagen.

✂ Først maae vi nu lægge vel Mærke til, hvad ►Mythographerne har overseet, at dette er et Mellemspil i ►Titan-Krigen, og at den Ild, ►Prometheus stjæler fra Solen, ligesom ved et Brændeglas, er den Ild fra Himlen, der skulde antænde det velbehagelige Offer; thi først da seer vi, der er Mening og Sammenhæng i Mythen, som har laant Skikkelse af ►Sandsagnet om ►det første Offer.

✂ Dernæst see vi, at Mythe-Smeden har havt Øie paa Barne-Klogskaben, der ved sit troskyldige Udseende og den tilsyneladende Føielighed bedrager Ungdommen, og synes derfor at maatte bindes, før ►Zeus kan sidde fast i Sadelen, og dette, at Fængslingen af ►Prometheus var nødvendig for ►Olympens Fred, skal ventelig betegnes derved, at hans Baand, efter ►Bibliotheket, var af ►Oliekviste.

✂ Det blev imidlertid et almindeligt Sagn, at ►Herakles blandt sine mange Heltegierninger ogsaa giorde den at løse ►Prometheus og skyde Ørnen, som hakkede hans Lever, og skiøndt det sagtens er senere indskudt, staaer det nu udtrykkelig i ►Stamtavlen, med den Bemærk

13ning, at ►Zeus tillod det for at ►Herakles kunde vinde ►desstørre Ære og Berømmelse. At nu dette er en meget daarlig mythologisk Grund, har Grækerne selv følt, og derfor snart giættet paa at ►Prometheus forsonede ►Zeus ved en vigtig Spaadom, og snart fortalt, at ►Prometheus, efter Skæbnens Villie, skulde løses, naar en Udødelig vilde døe for ham, og at det skedte, da den udødelige ►Chiron blev kied af Livet. Det Sidste seer man nok, er reent hen i Veiret, da Udødeligheden ikke var den bundne ►Titans Savn, men ligesaavel hans Plage, som den ulægelig saarede ►Chirons, og den eneste rette Forklaring bliver da nok den, at i ►Herakles-Tiden, da ►Zeus aabenbar gik i Barndom, har han ventelig glemt sit Nag til ►Prometheus og maatte i alt Fald, som en afmægtig Sultan, taale Alt hvad der behagede hans vældige ►Storvezir ►Herakles. Det gik nemlig med de senere Græker, ligesom nu med os, at alle haarde Straffe ►syndes dem grusomme og i Aandens Verden nemme at afskaffe, derfor lod de ►Herakles løse ►Prometheus og ►syndes, det var deres Pligt, da, som vi seer af ►Bibliotheket, Ordet gik, at ►Prometheus var faldet i Unaade hos de nidkiære Guder for Menneskenes Skyld, som han baade havde skabt og skiænket den dem uundværlige Ild, som Guderne misundte dem. ►Prometheus-Mythen var desuden vist oprindelig ægyptisk, saa Grækerne har maaskee aldrig forstaaet og havde da nemt ved at forkvakle den.

✂ Om den stivsindede ►Atlas siger ►Stamtavlen, at han staaer ved Verdens Ende, hos ►Hesperiderne med 14den ►skingrende Stemme, og bærer Himmelen paa sit Hoved og sine utrættelige Hænder, som det er ham af ►Zeus beskaaret.

✂ Ogsaa denne Mythe er sikkert Ægyptisk, ei blot fordi man finder denne Himmelbærer mellem Hieroglypherne, men især fordi Fremstillingen er smagløs, dog kan ►Atlas-Navnet ogsaa paa Græsk betyde “Taalmodigheden,” der, som det Stærkeste af Alt, er den naturlige Himmelbærer. Naar vi i ►Bibliotheket høre, at ►Herakles afløste ►Atlas, mens han hentede ►Hesperidernes Æbler, og at han siden maatte narre ►Atlas til igien at paatage sig den svære Byrde, da beviser det kun, med saameget Andet, at i ►Herakles-Tiden meende Grækerne, at Legems-Styrke og Snildhed kunde bøde paa alle Savn og udrette hvad det skulde være.

►Guldalderen og ►Pandora.

✂ I ►Stamtavlen ender aabenbar den oprindelige ►Guldalder med Lemlæstelsen af ►Uranos, da med ►Erinnyerne baade den haarde Skæbne og den sorte Død kom til Verden, men dog møde vi allerede der den falske ►Tryllerinde, skabt af ►Hephæstos, som ►Epimetheus var tosset nok til at tage i Favn, og ved hvem ►Zeus haardelig straffede Menneskene for Ildtyveriet.

✂ I det Hesiodiske Dagværk er det imidlertid først, vi finde baade ►Pandoras Navn og hendes Æske, og her er hun Ulykkes-Fuglen, ved hvis Ankomst ►Guldalderen forsvinder, thi før, mens ►Kronos herskede, havde 15Menneskens Børn, jævnaldrende med Guderne, ført et Liv som deres, uden Slid, uden Sot, uden Sorg eller Alderdom; Kornet som Græsset kom op af sig selv og Hjordene mylrede frem, saa Enhver kunde sysle i Mag med hvad hans ►Hu stod til, alle Lemmer vare ligesaa smidige den sidste Dag som den første, og naar Menneskene døde, sov de sødelig hen uden Smerte og omsvævede i luftige Legemer deres Afkom som Skytsaander. Men da ►Prometheus havde stjaalet Ilden, befalede ►Zeus ►Hephæstos at skabe et Blændværk, der lignede en bly Jomfru, og hende udsmykkede ►Athene, ►Chariterne, ►Pitho, ►Aar-Diserne og ►Aphrodite med Skiønhed og Ynde, Guldkiæder og Blomsterkrandse og Alt hvad der kunde fortrylle, medens ►Hermes indblæste hende Falskhed og Smiger, og skiøndt ►Prometheus havde advaret sin Broder ►for alle Gaver af ►Zeus, modtog dog ►Epimetheus hende med aabne Arme, som en Gave fra alle Guderne, der svarede til Navnet ►Pandora. Da tog hun Laaget af Æsken, hvori alle Ulykker laae og de fløi ud over Jorden at forbittre Menneske-Livet, dog blev Laaget smækket til, før Haabet, som ►alt ►spillede paa Bredden, slap ud.

✂ Man seer strax, at ►Pandora-Mythen oprindelig er udsprunget af ►Sandsagnet om ►Kvinden, som forspildte Paradis-Livet, men hvad ►Mythographerne har overseet, er, at vi i ►Stamtavlen og Dagværket har Levninger af tre forskiellige Pandora-Myther, thi efter ►Stamtavlen gjorde ►Tryllerinden vor Ulykke ved at blive Stammoder til alle de skiønne men falske Kvinder, som 16sætter Ægtemænd graa Haar i Hovedet, og Dagværkets Fortælling er sammenflikket af to høist forskiellige Æske-Myther. Slutningen om Haabet, som ene blev tilbage i Æsken, hører nemlig aabenbar til en Mythe, hvorefter Kvinden havde en Æske fuld af virkelig gode Gaver, som skulde giemmes godt, men som hun af Nysgierrighed aabnede, saa de fløi alle bort paa Haabet nær, som hun dog havde Aandsnærværelse nok til at smække Laaget i for; da det derimod i Æsken med lutter Ulykker maa netop være det Modsatte: Mishaabet eller Fortvivlelsen, der ved et lykkeligt Tilfælde bliver inde, skiøndt det ►spiller paa Bredden, og skiøndt den ondskabsfulde ►Pandora har Lyst til at gjøre al den Ulykke, hun kan.

✂ Betragte vi nu ►Pandora-Mythen, som den findes i ►Stamtavlen, da maae vi først frikiende den for, hvad kun meget flygtige eller meget uartige Læsere har bragt ud deraf, at hele det smukke Kiøn skulde nedstamme fra ►Skiftingen, thi der giøres udtrykkelig Forskiel mellem hendes Døttre, som er Jordens Plage og de ædle Kvinder, som tvertimod forsøde Livet og bringe Ligevægt mellem Sorg og Glæde ind i Huset, naar de ►hjemføres; men selv dette hører ligesaalidt til Mythen, som ►Titanen ►Epimetheus hører til Menneskens Børn, naar de betragtes adskilte fra Guderne. Tage vi derimod Ildtyveriet, som det sig bør, billedlig, og det fortryllende Blændværk, hvormed Tyveriet straffes, ligesaa, da bliver ►Hephæstos-Værket ►Pandora til det grove Afguderi med Billeddyrkelse, der ganske rigtig er Straf17fen for den pantheistiske Leg med Ild og Lys, som falder Barndommens Selvklogskab naturlig.

✂ Vender vi os derpaa til de to ►Pandora-Myther, hvoraf vi har Brudstykker i Dagværket, da er den, hvorefter Kvinden medbragde alle Himlens Gaver til Jorden, men forspildte dem paa Haabet nær, unægtelig den dybeste og ret egenlig i Nordisk Smag, men den Anden, hvorefter Æsken var fuld af Ulykker, som alle slap ud, paa Fortvivlelsen nær, er saa ægte Græsk, at den ►lyver sig ikke Moder til.

✂ Denne paa et hængende Haar nær fortvivlede Anskuelse af Livet vedkiender da ogsaa Dagværkets Digter sig, thi efter ►Guldalderens Slægt, siger han, kom der en anden, der kunde lignes ved Sølvet, og saa en tredie som Kobber, baade indvortes og udvortes, og vel stræbde ►Zeus at raade Bod paa Jordens Vaande ved at skabe Halvguder, men de uddøde snart ved 📌Theben og 📌Troja, og nu, siger Skjalden, er Alt af Jern og Staal, saa jeg vilde ønske, jeg var født enten før eller efter den femte Slægt, som tidlig graaner og færdes saa ugudelig, at selv ►Ædos og ►Nemesis (Blu og Billighed) har forladt Jorden.

✂ Uagtet nu Dagværkets Digter unægtelig tog ►Jernalderen med sine ►Jernbaner meget for tidlig, maae vi til hans Undskyldning dog bemærke, at Halvgudernes mislykkede Forsøg paa at fornye ►Guldalderen ganske rigtig ligger bagved den Homeriske og Hesiodiske Tid, der da godt kunde friste Aanden til Fortvivlelse.

►Kronider, ►Giganter og ►Typhon.

✂ ►Giganterne med deres glimrende Rustning og skarpe Spyd nævnes ►vel ►alt i ►Stamtavlen, som ►sambaarne med ►Erinnyerne (►Furierne) ved Lemlæstelsen af ►Uranos, men om deres Kamp med Guderne høre vi først i ►Bibliotheket, hvor ►Porphyrion og ►Alkyoneus nævnes som Hovedmænd, og 📌Pallene som Stedet, hvorfra de beskiød Himlen med Klippeblokke og brændende Egestammer. ►Til Lykke var de Alle dødelige, thi selv ►Alkyoneus kunde døe, naar han kom bort fra sit Fødested, og vel stræbde ►Gæa at skaffe dem Udødeligheds-Urten, men det forhindrede ►Zeus ved at formørke baade Sol og Maane, mens han kom ►Gæa i Forkiøbet og afskar Urten. Desuagtet var de Guderne høist farlige, fordi de, efter Skæbnens Villie, ei kunde fældes uden med en Dødeligs Haand, og derfor bad ►Pallas Athene ►Herakles om Hjelp, som ogsaa ganske rigtig nedlagde dem med sine Pile, efterat ►Zeus havde ►lynslaaet eller de andre Guder saaret dem.

✂ Dog, ►Gæa blev nu rasende forbittret og avlede med ►Tartaros sin yngste Søn, ved Navn ►Typhon, som var alle Guders ►afsagte Fiende og det frygteligste Uhyre, man kan tænke sig; thi han havde ikke mindre end hundrede Dragehoveder, som alle spyede Ild og kunde efterligne alle mulige Røster, ligefra Slange-Hvislen til Gudernes eget Tungemaal, saa den Trold vilde bestemt ødelagt baade Guder og Mennesker, hvis der ikke havde været Torden til, men da ►Zeus mærkede Uraad, blev han ved at tordne og lyne ud i eet, som Verden 19skulde forgaae, og en stor Deel af Jorden smeltede virkelig, som Tin i Støbekarret, før Uhyret, sønderknust, nedstyrtede til ►Tartaros.

✂ Dette er ►Stamtavlens Fremstilling af Undergangs-Kampen med ►Typhon, men skiøndt det upaatvivlelig er den ældste og den ægteste, er ►Eftersnakken i ►Bibliotheket dog her ingenlunde at foragte.

✂ Alle Guderne, hedder det nemlig, paa ►Zeus nær, maatte flygte for ►Typhon til 📌Ægypten, hvor de skjulde sig i Dyrene, og vel forfulgde ►Zeus ham med ►Demant-Seglen, men kom dog, da de brødes, tilsidst til at ligge under, hvorpaa ►Typhon vristede Seglen fra ham, skar Senerne ud baade af Hænder og Fødder, og puttede begge Dele ind i den 📌Korykiske Hule under Varetægt af Dragen ►Delphine. Nu havde det da været ude med ►Kronidernes Herredømme, hvis ikke ►Hermes og ►Pan havde været snilde nok baade til at stjæle ►Zeus og hans Sener ud af Hulen og til at helbrede Skaden; men da ►Zeus igien kom til Kræfter, forfulgte han ►Typhon paa sin Vogn med de vingede Heste og naaede ham ved ►Nysebjerget, hvor ►Mørerne (►Nornerne) havde standset ham med det Æventyr, at hans Styrke vilde voxe, naar han dvælede og nød ►Døgnfrugter. Vel havde ►Zeus endnu en haard Kamp at bestaae, men fik dog omsider Bugt med sin arrigste Fiende og smed Bierget 📌Ætna ovenpaa ham, hvor han ligger endnu og spruder Ild, men maa dog lade ►Kroniderne i Fred.

✂ I ►Gigant-Mythen speiler sig nu aabenbar al 20den dagligdags Vantro, Formastelse og Bespottelse af de Dødelige, som ikke blot ►Kroniderne, men alle Guddomme nødvendig er udsatte for, da Gudsfrygt til alle Tider og under alle Himmelegne naturlig hviler paa Troen, og Troen, som en Hjertesag, ei lader sig beherske af Guderne. Det er ogsaa et dybt Træk, at Een af ►Giganterne, ved Navn ►Alkyoneus, var udødelig, saalænge han blev paa sit Eget, thi netop saaledes er det med den ►Vittighed, der kan være i Bespottelsen, og herpaa hentyder selv Navnet ►Alkyoneus (Saltsyder), thi skiøndt ikke ►alt Salt er “Attisk” betyder det dog ►Vittighed paa alle Billedsprog. At endelig Guderne maa kalde et Menneske til Hjelp ⓘ forfor] GV, or A at faae Død paa ►Giganterne, klinger vel meget fattigt, og naar man seer, hvad det hjalp, at de herskende Kirker kaldte den verdslige Arm til Hjelp mod Formastelse og Bespottelse, da fristes man til at beklage de stakkels ►Kronider, hvis Throner stod saa løse; men skiøndt det naturligviis kun er Afguder, som staae og falde med Folketroen, saa maae dog ganske rigtig ogsaa de aandelige Vaaben, hvormed ►Giganterne tilgavns skal bekæmpes, altid føres af dødelige Helte.

✂ ►Tartaros-Sønnen ►Typhon, seer man let, er den klare Ugudelighed, udrustet med alle de Kræfter, som fræk Selvforgudelse og fuldkommen ►Trædskhed kan anmasse eller tilsnige sig, og skiøndt det følger af sig selv, at den sande Guddom fælder ogsaa denne Fiende, saa skeer det rigtig nok, som ►Stamtavlen ymter om, kun ved en Verdens-Forstyrrelse, der ligner Undergang, og

21hvad alle saadanne Guder, som ►Kroniderne, angaaer, da lærer ikke blot Verdenshistorien, at de overvindes af ►Typhon, men det er soleklart, at Phantasien umulig kan forsvare sig og sine Hjernespind mod en vantro Fornuft, der ikke skyer Gudsfornægtelse og lader kun det Haandgribelige giælde. Konststykket at helbrede den lemlæstede ►Zeus kan derfor umulig lykkes nogen ►Hermes og ►Pan, ►uden forsaavidt som al Sandheds Afmagt er kun tilsyneladende og helbredes virkelig ved aandelig Forstand.

►Zeus og ►Here.

✂ De tre ►Kronos-Døttre ►Hestia, ►Demeter og ►Here skal aabenbar svare til de tre ►Kronos-Sønner ►Pluto, ►Poseidon og ►Zeus, og maae da sagtens betyde Hjemligheden, Travlheden og Høitideligheden, der ogsaa ►kiger ud af deres Navne; men skiøndt man da kan finde det rimeligt nok, at ►Zeus, som den herskende Indbildnings-Kraft, vælger den guldskoede ►Here, som hun alene kaldes, til sin Dronning, saa høre vi dog, at det holdt haardt, før Giftermaalet kom istand, og at det, som hvad man kalder et Fornuft-Giftermaal, eller rettere et Stats-Ægteskab, ikke var af de Lykkeligste. Vel staaer de Homeriske Digte, hvorefter ►Zeus og ►Here lever med hinanden som Hunde og Katte, mythisk talt, slet ikke til Troende, saa efter saadanne løse Rygter tør vi ikke beskylde Dronningen for den Majestæts-Forbrydelse at ville have bagbundet Kongen; men at hun, efter ►Stamtavlen, kun bliver hans Gemalinde til Syvende og 22Sidst, saa hun er slet ikke Moder til hans ypperste Børn, det røber noksom Kulden paa hans Side, og at hun havde enten alle sine Børn, eller dog sin Kiæledægge ►Hephæstos, paa sin egen Haand, det viser unægtelig, at Varmen paa hendes Side var heller ikke synderlig stor. Kommer nu hertil ►Heres grændseløse ►Mistænkelighed og rasende Skinsyge, som slet ikke kan dølges, da seer man let, at ►Zeus umulig kunde have nogen Husfred, uden at ►tage den med Staalhandsker, og det er derfor ikke urimeligt, at han engang, som ►Thetis fortæller i Iliaden, maatte lade den hundredarmede ►Briareus hente op for at holde Styr. Derfor, uagtet vi ingenlunde maae tænke, at dette naturlige Misforhold mellem Ungdoms-Aanden og den stive Høitidelighed, eller, som vi kalde det i jordiske Paladser, “Ceremoniellet” var Sjælen i den Græske Mythologi, saa nødes vi dog i det Følgende ofte til at berøre det, især ved alle de Forbindelser, ►Zeus knytter med Menneskens Døttre, da de naturligviis i ►Heres Øine er ligesaameget under hans Værdighed, som imod hendes Eneret.

✂ I vore Øine er imidlertid ►Zeus's andre Forbindelser nok saa naturlige, som den med ►Here; thi overalt hvor Menneske-Livet skal røre og udvikle sig, veed vi af Erfaring at Indbildnings-Kraften er uundværlig, og kun som Despot kan den finde det nødvendigt at omgive sig med den stive Høitidelighed, hvormed den intet Stort kan udrette og hvoraf den nødvendig maa hindres i sin fri og kraftige Bevægelse. Det berømte Giftermaal mellem ►Zeus og ►Here er altsaa igrunden

23Mythens Overgang til Troes-Artikel, hvorved den kun vinder en vis Høitidelighed baade paa Sandhedens og Frihedens Bekostning, og bliver Skalke-Skjulet for et bestandig grovere og mere aandløst Afguderi, og det er Følelsen deraf, som har gjort Paafuglen til ►Heres Sindbillede, thi man behøver blot at tænke sig denne parret med Ørnen, som tilhørde ►Zeus, for at see det Olympiske Giftermaal i sit rette Lys.

✂ Naar der saaledes gaaer et Lys op for os over det ulykkelige, men efter Omstændighederne uundgaaelige Ægteskab, da see vi, blandt andet, ogsaa Grunden til de forskiellige Meninger om Frugterne af Ægteskabet, da Somme paastod, at ►Here havde alle sine Børn, Andre, at hun havde slet ingen af dem med ►Zeus, thi da der naturligviis ingen "Aand" er i dem, kan man søge Grunden dertil enten i at de var ►Zeus uvedkommende eller i Giftermaalets Aandløshed.

✂ Efter ►Stamtavlen var imidlertid baade den Olympiske Jordemoder ►Ilithya, ►Ares, den store ►Hugaf, og den guldlokkede ►Hebe Fælles-Børn, saa ►Heres eget Æg var kun Krøblingen ►Hephæstos, som et latterligt Sidestykke til ►Pallas Athene; thi da hun var født af sin Faders Hjerne, vilde ►Here vise, hun var ogsaa selvstændig og fødte den store Konstner, som kun havde Vinden til Fader.

✂ At der nu ogsaa er ganske god Mening i denne Mythe, seer man let, thi naar den mythiske Høitidelighed vil være selvstændig, da forstener den sig ganske rigtig i et aandløst, grovt Afguderi, som paa et Haar 24ligner ►Kulfusten, lam paa begge Been, der bygger Kobberhuse til ►Olympens Guder, og er da virkelig, mythisk talt, født hen i Veiret, enten saa den storagtige Gude-Dronning har snydt ham ud af Næsen eller bragt ham for Lyset ved selv at slaae Ild af sine Øine.

►Okeanos og ►Tettys.

✂ Det gamle Par Ægtefolk: den dybtbevægede ►Okeanos og den elskelige ►Tettys, som de i ►Stamtavlen kaldes, begge ►Uranioner, sidder vel under ►Kronidernes Herskab stille ligesom i en Afkrog, medens ►Poseidon svinger Treforken over alle Floder og Have; men det er dog allerede en stor Udmærkelse for ►Okeanos, at han ikke med sine Brødre, ►Titanerne, er nedstyrtet til ►Tartaros, og det, siger man, kommer af, at han havde for ømt et Hjerte til at tage Deel enten i Opstanden mod Fader ►Uranos, eller i Undergangs-Kampen mellem ►Titaner og ►Olympier. Tør vi i Nogetsomhelst troe Iliadens ►Here, som ellers lyver slemt og indbilder Guderne, at det ærværdige Ægtepar er blevet ►usaattes paa deres gamle Dage, saa hun, som selv aldrig kan ►spændes med sin Gemal, maa see til at forlige dem; da var hun selv opfostret hos dem, og da ►Tettys betyder Amme, klinger det rimeligt nok.

✂ Iliaden kalder for Resten ►Okeanos alle Guders Fader og skiøndt han, efter ►Stamtavlen, maa nøies med at være Stamfader til ►Strømkarle og ►Elvepiger i Tusindtal, saa er han dog sagtens mythisk kaldt Gudernes Fosterfader, thi at han stikker noget dybere end de

25sædvanlige ►Strømkarle, seer vi klarlig deraf, at iblandt hans mange Døttre, de saakaldte ►Okeanider, fandtes ikke blot Mødrene til ►Prometheus, til ►Pallas Athene og ►Chariterne, men selv ►Pitho, Overtalelsens ►Dise, saa hos ham har Grækerne aabenbar søgt Kilden til Alt hvad der flyder og strømmer, ogsaa Talens Strøm og den flydende Tunge.

✂ Ligesom det derfor er vist, at de Gamle tænkde sig en ►Paradis-Flod, der ombæltede hele Jorden, og hedd ►Okeanos, saaledes tage vi neppe feil ved i hans Navn og Mythe at see det Kredsløb speile sig, der unægtelig finder Sted inden i os Alle og ►er gammel gift med Kilden til Alt hvad der udstrømmer af os; thi naar vi saaledes see det Dybe og Hjertelige udvikle sig i ►Okeaniderne, ligesom det Høie og Aandelige i ►Kroniderne, da finde vi baade Venskabet og Ægteskaberne i deres naturlige Orden. Den Dunkelhed, hvori ►Okeanos mythisk er indhyllet og synes at tabe sig, er da ogsaa meget forklarlig, thi dels er Dunkelheden hos os uadskillelig fra Dybden, og dels kom den dybe Følelse slet ikke frem i den Græske Udvikling, men trængdes bestandig mere tilbage, saa dens mythiske Udtryk maatte nødvendig blive mere og mere gaadefuldt, til det omsider opløste sig i den fabelagtige ►Paradis-Flod ved Verdens Ende.

►Metis og ►Pallas Athene.

✂ At det var ►Okeaniden ►Metis, der gav ►Zeus det gode Raad, hvorved ►Kronos nødtes til at nyføde 26sine Børn, har vi allerede hørt, men at hun blev ►Zeus's første Gemalinde og Moder til ►Pallas Athene, det var allerede i den mythiske Tid nær ved at glemmes ►over Viisdoms-Gudindens glimrende Fødsel af sin Faders Hjerne.

✂ Efter ►Stamtavlen, som ►Bibliotheket ogsaa heri følger, gik nemlig ►Metis (Dybsindigheden) paa naturlig Maade frugtsommelig med ►Vidskabs-Disen, men da det var spaaet ►Zeus, at efter den kloge Datter vilde ►Metis føde ham en Søn, der skulde støde sin Fader fra Thronen og blive alle Guders og Menneskers Herre, saa overtalde han hende til at lade sig spise, og fik derved Æren for selv at være baade Fader og Moder til ►Pallas Athene eller ►Tritogenia, som udsprang af hans Hjerne.

✂ Skiøndt nu ►Mythographerne sædvanlig oversee det, er det dog heraf indlysende, at dette Hjerne-Foster er hverken meer eller mindre end en Græsk ►Vittighed, men dog maa det bemærkes, at ►Stamtavlen ingen Deel har i den Tilsætning, at ►Prometheus eller ►Hephæstos maatte give ►Zeus et dygtigt Slag for Panden, før ►Vittigheden slap ud. Hvad nu ►Hephæstos angaaer, da har vi hørt, at han først blev til i Modsætning til ►Pallas Athene, saa hans Bistand ved hendes Fødsel er aabenbar ligesaa uægte, som ►Vittigheden vilde været, hvis han med sin Forhammer havde ►fremkonstlet den, men da vi ogsaa har hørt at ►Prometheus ved at narre ►Zeus, baade med det jordiske Offer og den himmelske Ild, virkelig gav ham et føleligt Slag for 27Panden, saa tør vi ikke nægte, at han kan have havt Deel i, at ►Vittigheden kom hovedkulds til Verden.

✂ Naar vi imidlertid ikke i ►Pallas Athene søge den dybeste, men kun den Græske ►Vidskabs mythiske Forbillede, da er hendes unaturlige Fødsel rimelig nok, thi den Græske ►Vidskab var ligesom hun saa ►koldbrystet, at den vel maa kaldes moderløs, og kom meget for tidlig til at forklare den Dybsindighed, hvori den dog havde sin Rod.

✂ Med ►Pallas og ►Athene som Navne paa den Græske ►Vidskabs-Dise, seer det derimod reent fortvivlet ud, thi naar man fortæller os, hun fik det Første, fordi ⓘ hunhun] GV, han A af Vanvare slog sin Legesøster ►Pallas ihjel, og det Andet, fordi hun vandt Seier over ►Poseidon i en Væddestrid om hvem af dem der skulde være 📌Athenens Skytsaand; da maa man nødvendig spørge, hvad hun hedd førend hun begyndte at lege og slaae Folk ihiel, og førend 📌Athenen blev til? Navnet er da sikkert nok af fremmed Byrd, men det er endnu ikke oplyst, om af ægyptisk eller phønicisk, medens det er klart nok, at den ►Vidskab, hun sædvanlig rostes for, var ægyptisk Verdens-Klogskab og Nævenyttighed, thi Uglen, som kun seer skarpt i Mørke, var hendes Yndlingsfugl, og hun satte, siger man, sin Ære i baade indvortes og udvortes at væve saa fint at Ingen kunde giøre hende det efter eller sige, hvad der var ►Rendegarn og hvad der var ►Islæt.

✂ Saaledes er det nemlig, ►Pallas Athene med de ►blakkede Øine, som man ikke veed, om skal kaldes blaae 28eller graae, foresvæver os i de Homeriske Digte, hvor hun, paa Digterens Vegne, spiller Hoved-Rollen; men at dette dog ingenlunde udtømmer Grækerens mythiske Forestilling om ►Vidskabs-Disen, kan man forud vide, og seer det, blandt andet, paa ►Arachne-Mythen, skiøndt den kun er kommet til os i ►Romersk Forklædning. Denne Phrygiske Væverske, som var oplært af ►Pallas selv, men vilde saa formastelig maale sig med hende, frembragde nemlig et Konst-Stykke, hvori alle Gudernes Elskovs-Handeler var indvævede, og man maa da nødvendig tænke sig et aandfuldt ►Pallas-Værk, hvoraf dette var en mislykket Efterligning, og hvori altsaa den ægte Gudehistorie (Theogoni) var indvævet, og saaledes komme vi til Mythologien, som den ►Vidskabs-Dise, der udsprang af den Olympiske Konge-Hjerne. Derfor hedder det ogsaa, at ►Pallas Athene forvandlede ►Arachne, der beskæmmede Guderne med sine Æventyr, til hvad hendes Navn betyder: en Edderkop, som udspinder sin Væv af sig selv, medens ►Kronidens Førstefødte naturligviis kun vævede af hans Hjerne-Spind, som hun levende udtrykde, og derfor siges hun vel at være udsprunget i fuld Rustning.

✂ At for Resten den Phrygiske Væv mythisk svarer til den ►Lydiske Tonesætning, der historisk er bekiendt for sit Kiælenskab, det følger af sig selv, og ►Arachne-Mythen er da fra det mythiske Efteraar, da man begyndte at tage Billed-Sproget bogstavelig og fandt derfor alle Halvgude-Sagnene under Heelgudernes Værdighed, en Synsmaade, man da ogsaa paaduttede 29►Pallas Athene, skiøndt netop hun, efter Mytherne, baade raadte ►Olympierne at kalde ►Herakles til Hjelp mod ►Giganterne, og er i det Hele meget ►igaaet med ►Hermes og alle Halvguderne.

✂ Herved mindes vi om en anden Medbeilerske, som er blevet langt navnkundigere end ►Arachne, ►Medusa nemlig, hvis Liv Gudinden lagde Raad op imod med Halvguden ►Perseus, og hvis Hoved hun immer siden førde i sit Skjold at forstene sine Fiender med. Vel veed vi ingen videre Beskeed om ►Medusas ►Vidskab, men da hendes Navn betyder “Grublersken” kan vi dog ikke tage feil ad, hvori det var, hun vilde maale sig med ►Athene, og da ►Perseus er fra 📌Argos, hvor den ►Saitiske eller Ægyptiske ►Athene havde sit Tempel, maae vi vel betragte ►Medusa som den Phøniciske, der mythisk maatte bukke under for den Ægyptiske, hvoraf den selv kun var en Skygge.

✂ Grækerne har altsaa ventelig kaldt deres ►Vidskabs-Dise ►Tritogenia, den tregange fødte, fordi hun dels var af ægyptisk, dels af phønicisk og dels af græsk Herkomst, og paa 📌Ægypten peger aabenbar ligesaavel ►Olietræet, der var hendes Plante, som Uglen, der var hendes Fugl. 📌Sais, hvor den Ægyptiske ►Athene havde sin berømte Helligdom, betyder nemlig Olie, og det ligner Ægypterne at kalde Olien Moder til Oplysningen, men det ligner ogsaa Grækerne at misforstaae det fremmede Billedsprog og betragte ►Olietræets Opelskning som en Hovedsag for ►ⓘ Vidskabs-Vidskabs-] GV, Vidskabs A 30►Gudinden, saa dette er sikkert den mythiske Rod til ►Olie-Træet i ►Athenes Tempel, hvis historiske Væxt i 📌Parthenon fra Arildstid og ►Nyskud efter Perser-Krigen 👤Herodot bevidner.

✂ Skiøndt det nemlig er for galt at lade ►Athene faae Navn af 📌Athenen, istedenfor at lade Byen faae Navn efter hende, saa er de To dog virkelig ikke blot historisk, men ogsaa mythisk tæt forbundne; thi man siger ikke alene, at den Atheniensiske Kong ►Erichtonios, Søn af ►Hephæstos, gav ►Athene hendes første Billedstøtte, men lægger til, at han var enten en Søn eller dog en ►Foster-Søn af selve Gudinden.

✂ Hele dette Sagn om ►hvorlunde Krøblingen ►Hephæstos angreb ►Pallas Athene, og hun, trods sin Koldsindighed og dybe Foragt for ham, dog tog sig varmt og moderlig af hans saakaldte Søn, der da igien paa den groveste Maade forgudede og tilbad hende, det klinger vist nok baade stygt og urimeligt; men da det grove Afguderi er en historisk Kiendsgierning, kan Mythen derom umulig være smuk eller fiin, naar den skal være sand, og det er jo ganske rigtigt, at den Græske Mythologi, trods al sin Kløgt og Fornemhed, dog nedlod sig til at benytte og besmykke det groveste og væmmeligste Afguderi, hvad mythisk ei lod sig sandere beskrive end ved et meget ureent og urimeligt Forhold mellem ►Hephæstos og ►Pallas Athene. Det er nemlig altid Verdens-Klogskaben, der fra Først af bevæger den mythisk-poetiske Anskuelse af Guddommen til at taale og benytte det grove Afguderi, og det er godt udtrykt ved 31Slangen, som ►Pallas Athene sendte til 📌Athenen med den spæde ►Erichthonios, og som siden ei blot var hans staaende Sindbillede, men blev ogsaa Moder til den levende Slange, vi af 👤Herodot veed, blev æret og næret i 📌Parthenon eller Jomfruburet, som ►Vidskabs-Disens berømte Tempel i 📌Athenen kaldtes.

✂ Alt dette giælder da ret egenlig den Græske ►Athene, som udsprang af den Olympiske Hjerne, men vil vi see den Ægyptiske ►Athenes Forhold til Afguderiet, da er det udtrykt i ►Pallas-Mythen, hvorefter ►Athene er født i 📌Lybien (📌Afrika) ved Floden 📌Triton og opdraget hos en Mand af samme Navn, hvis Datter ►Pallas var hendes Legesyster, som hun slog ihjel af Vanvare, men forsonede med en Billedstøtte, der siden, nedkastet fra Himmelen, blev det berømte ►Trojanske Palladium.

✂ Det vil nemlig sige, hvad sandt er, at den Ægyptiske ►Athene slog den Phøniciske ihjel og skabde selv det grove Afguderi, som ved 📌Nilen havde Indfødsret; thi ligesom ►Pallas er ►Athenes eget Navn, saaledes forsynede hun, efter Mythen, ogsaa ►Palladiet med ►Ægiden, som var hendes eget Kiendemærke.

►Hephæstos.

✂ Hvordan den “berømte Krøbling,” som ►Hephæstos meget passende kaldes i ►Stamtavlen, først kom til Verden, har vi allerede hørt, men hvordan han kom til Jorden og saa igien op til Skyerne, det skulde vi ogsaa vide, og medens vi nok kan giætte os til, han kom 32ned ved et stort Fald, har vi des vanskeligere ved at fatte, hvordan han, som ikke kunde giøre store Spring, kom saa høit op igien. Selv siger han i Iliaden, at han blev smidt to Gange ned, først af sin egen Moder, som skammede sig ved ham, og siden af ►Zeus, da han vilde hjelpe ►Here imod ham, men skiøndt begge Dele faldt rimelig nok, er dog hverken han eller Iliaden saa god en mythologisk Kilde, at vi tør troe dem meer end paa det Halve. Efter samme Hjemmel skulde han ellers i hele ni Aar have havt sit Værksted hos ►Okeanos, hvor han smeddede Spænder og Ringe, Kiæder og Klokker, til ►Thetis og ►Eurynome, som havde frelst ham, medens han, efter andre løse Rygter, havde sit Værksted paa 📌Lemnos, og blev først bragt tilbage til ►Olympen af ►Bacchos, hvad i alt Fald viser, det hængde kun maadeligt sammen med hans Olympiske Tilværelse.

✂ At imidlertid ►Zeus tidlig nok tog Tusindkonstneren i Tjeneste, seer vi af ►Stamtavlen, hvor ►Pandoras Skabelse udtrykkelig tilskrives ham, og skiøndt han ved denne Leilighed ei blot benyttede ►Pallas Athenes men Manges Bistand, bliver det dog uden Sammenligning hans mythiske Mesterstykke, for Livets Skyld, der er i hende; thi vel har de Lærde i Iliaden læst sig til hele to lyslevende Pigebørn, som ►Hephæstos skulde have smeddet af det pure Guld, men dels vilde i saa vigtig en Sag den Homeriske Hjemmel briste, og dels har man aabenbar læst feil, da Digteren kun taler om to konstige Guld-Krykker i Pige-Skikkelse, der paa et Haar lignede levende Folk.

✂

33 Uden derfor at dvæle enten ved disse Krykker, ved ►Achils berømte Skjold, ►Guld-Nettet til at fange liderlige Fugle, ►Harmonias ulykkelige Halsbaand, eller selv ved ►Olympiernes ►Kobberhaller, som vel kunde giøre ►Dædaler, men aldrig Konst-Guder Ære, maae vi holde os til ►Pandora, som det eneste Olympiske Konstværk, der ⓘ tillæggestillægges] GV, tillæges A ham, og da hun, med al sin Glimmer, dog var hjerteløs, saa var det aabenbar igrunden kun Blændværk med al hans Konst, som det nødvendig maa være med al den Konst, der med Aandeligheds Skin vil besmykke det grove Afguderi. At Grækerne ogsaa selv følde det, viste ikke blot alle deres mythiske Sagn om ►Hephæstos, men vel især den historiske Kiendsgierning, at de, med al deres Beundring for Konsten, dog skammede sig ved at dyrke ham, uden høist i Forbindelse med ►Pallas Athene.

✂ Vel kan vi ikke lægge mythisk Vægt enten paa Iliadens Udstilling af ►Hephæstos, som ►Olympiernes Hofnar, eller paa 👤Virgils Efterretning, at de ikke vilde spise af Fad med ham, men dog beviser ogsaa disse poetiske Uartigheder, hvor lavt denne Tusindkonstner har staaet i Grækernes Øine. Hans berygtede Giftermaal med ►Aphrodite synes ogsaa blot at være en saadan poetisk Uartighed af ►Phæaker-Skjalden i Odysseen, thi selv efter Iliaden er han velfornøiet med En af ►Chariterne, og af ►Stamtavlen seer vi, det var ►Aglaia (Glimmeren) den Yngste af dem. Paa ►Erichthonios nær, tillægges ham heller ingen Børn, thi Rygtet om at Røveren ►Periphetis med Jernkøllen var hans Søn, er 34vel ogsaa blot en Uartighed, skiøndt det er ganske rigtigt, at naar Konsten døer fra Afguderiet, føler man først ret dets Jernaag.

►Themis og ►Mørerne.

✂ Efter ►Stamtavlen var ►Uranos-Datteren, den standhaftige ►Themis, ►Kronidens anden Gemalinde og blev derved Moder til de saakaldte ►Mører eller ►Norner: ►Klotho, ►Lachesis og ►Atropos, der tildele enhver Dødelig sin Lodd, saavelsom til ►Eunomia (Lovligheden), ►Dike (Retspleien) og ►Irene (Fredningen), der forskiønne Menneske-Livet.

✂ Da nu Bestemtheden ligger tydelig nok i ►Themis-Navnet, saa er hun unægtelig den rette Moder til Ordenlighed i alle Maader, og naar desuagtet, paa et andet Sted i ►Stamtavlen, ►Mørerne kaldes Nattens Døttre, maa det fra alle Sider betragtes som et ubehændigt Indskud; men det ligner for Resten Grækerne at skyde de strænge ►Norner, der synes at ophæve Friheden, tilbage i Mørket, og det har aabenbar kun været den Kretensiske ►Zeus, der ►alt i sin Ungdom var saa ægyptisk gammelagtig, at han sværmede for den allerstrængeste Orden. Ligesom derfor hos Grækerne de tre ►Norner træde saaledes i Skygge, at ►Klotho (Spindekonen) er den Eneste, man kan ►tage Kiende paa, saaledes dukke der ogsaa ganske andre ►Themis-Døttre op, blandt hvilke ►Thallo (Løvspring), ►Auxo (Frodighed) og ►Karpo (Frugtning) er de Synligste, og viser os, at den Orden,



35Grækerne helst betragtede som guddommelig, var Naturens Orden baade i og udenfor Mennesket.

✂ Det maa derfor ikke undre os, at skiøndt ►Themis, som ►Eunomias, ►Dikes og ►Irenes Moder, vedbliver at være Kongernes ►Fylgje, og som ►Nornernes Moder er den gamle Orakel-►Dise, hun dog kun fører et Skyggeliv i Mytherne, og ligner slet ikke de blomstrende og fyldige ►Aardiser eller ►Urer, som dog immer kaldes hendes Døttre. Naar vi imidlertid giennem Iliaden skimte ►Urerne, som de der aabne og lukke Himlens Porte, da maa vi tænke paa de Gamle: ►Eunomia, ►Dike og ►Irene, med hvem den rette Tingenes Orden i Aandens Verden unægtelig staaer og falder.

►Eurynome og ►Chariterne.

✂ Efter ►Stamtavlen var ►Okeaniden ►Eurynome den høie ►Kronides tredie Gemalinde, og blev Moder til de rosenkindede ►Chariter: ►Aglaia, ►Euphrosyne og ►Thalia,

✂ Naar de blinke med Bryn,
Hvilket deiligt Syn!
Da man seer fra ►Glugg
Dryppe ►Elskovs-Dugg.

✂ Det er kort og godt om ►Chariterne, som man seer, i den gamle Skjalds Øine har svaret til deres Navn og været meget yndige, men uden at tale om, hvad de siden, under Navn af “de tre ►Gratier” blev til, har vi dog allerede hørt, at ►Hephæstos om ikke løb saa dog ►hinkede af med ►Aglaia, og i de Homeriske Digte er 36de sunket ned til Kammerpiger hos ►Aphrodite, saa det har kun været i deres tidligste Ungdom, at de, som ►Stamtavlen siger, gik i Dands med ►Muserne.

►Demeter og ►Persephone.

✂ I ►Stamtavlen seer vi blot, at den meget ►nærsomme ►Demeter var den Mellemste af de tre ►Kronos-Døttre, som ►Zeus tog til sin fjerde Gemalinde, og avlede med hende den hvidarmede ►Persephone, som, til sin Moders store Sorg, men dog ingenlunde ►Zeus uafvidende, blev bortført af ►Ædoneus eller ►Pluto, og throner siden med ham, som Dronning i de Dødes Rige; men det er dog tidlig blevet en af de vidtløftigste Græske Myther, som man især finder beskrevet i den saakaldte Homeriske Demeter-Hymne.

✂ Bortførelsen, siger man, skedte paa en Guld-Vogn med sorte Heste for, da ►Persephone engang gik i Enge og plukkede Blomster, og Alting gik saa hemmeligt af, at ►Demeter kun forgiæves løb Verden rundt med Fakler og ledte om sin Datter, indtil hun endelig fik ►Helios i Tale, som var den Eneste, der havde seet det. Da hun imidlertid ikke kunde faae Ret over Røveren, blev hun saa vred, at hun forlod ►Olympen, skabde sig om til en gammel Kiælling og skjulde sig, enten i 📌Eleusis, eller i en anden Afkrog, hvorpaa der blev Misvæxt allevegne, og Guderne selv var utrøstelige, til de endelig opdagede hendes Smuthul og fik hende, efter lang ►Underhandling, formildet paa det Vilkaar, at hun skulde faae sin Datter at see, og hvis hun ikke havde nydt Noget hos ►Pluto,

37da ogsaa beholde hende. ►Pluto havde imidlertid lokket ►Persephone til at spise nogle faa Kierner af et Granat-Æble, saa hun kunde ikke mere blive ham kvit, men maatte tilbringe en Tredie-Deel af hvert Aar hos ham.

✂ Dette er Indholdet af Demeter-Hymnen, naar man springer over hvad der fortælles om Gudindens Bedrifter i sin ►Kiællinge-Dragt, da hun, blandt andet, selv skal have stiftet de ►Eleusinske Mysterier, thi hvor vigtig en Mine end Sligt kan give sig, og om end Ordsproget stadfæster sig, at blind Høne finder ogsaa et Korn, saa er det dog langt mindre Mythe end ►Kiællinge-Snak.

✂ Derimod er det en mythisk Fortsættelse, at den forvovne Krop, ►Lapither-Høvdingen ►Pirithoos, vilde med Magt berøvet ►Pluto sin Dronning, men groede naturligviis selv fast dernede, og man har en Fortælling om den berømte Thebanske Skjald 👤Pindar, som viser os, at ►Persephone-Mythen vel i Perser-Krigens Dage laae i sidste Aandedræt, men kæmpede dog endnu med Døden og haabede at overvinde den. Man siger nemlig, at nogle Dage før Skjaldens Død aabenbarede ►Persephone sig for ham i Drømme og klagede over, at hun var den eneste Gudinde, han ikke havde besunget, men lagde til, at hun skulde nok med det Første ►afnøde ham en Sang. Derpaa døde Skjalden, men kort efter aabenbarede han sig i Drømme for En af ⓘ sinesine] GV, sin A Veninder, som sang fortræffelig, og lærde hende en ny Sang om ►Persephone, som hun kunde udenad, da hun vaagnede.

✂ Vende vi nu tilbage til Mythen, da falder det 38strax i Øinene, at ►Demeter er den forgudede Natur og ►Persephone følgelig dens blomstrende Ungdom, der ulykkeligviis snart henvisnede i Dødens Arme, og en saadan kort og kiernefuld mythisk Natur-Historie lader sig naturligviis baade forklare paa flere Maader, og, naar man tør, paa en Maade fortsætte med det Tillæg, at Natur-Skiønheden, om ikke heel og holden, saa ⓘ dogdog] GV, do A halvveis, blev igien udfriet af Dødens Vold.

✂ Bliver man nemlig med sit Natur-Begreb, som de Fleste, bogstavelig ved Jorden, da er det jo os Alle vitterligt, at dens naturlige Skiønhed forsvinder hvert Efteraar men fornyes igien hvert Foraar, saa selv i de koldere Lande bliver ►Dyrets ►Persephone dog kun de to Trediedele af Aaret i de Dødes Rige.

✂ Hæver man sig derimod lidt høiere, til Menneske-Naturen, hvis eiendommelige Skiønhed udspringer af dens Forbindelse med Aanden, som et Ægteskab mellem ►Demeter og ►Zeus, da finder man den sørgelige Bortførelse endnu sikker nok, men veed ikke ret hvad man skal sige om Resten; thi vel fornyer den blomstrende Ungdom sig ogsaa paa en Maade, trods Døden, i Menneske-Livet fra Slægt til Slægt; men dels halter det dog med Lignelsen, og dels er ikke enhver blomstrende Ungdom, men kun den, som blomstrer i høiere, menneskelig Stil, en ægte ►Persephone, Datter af ►Zeus.

✂ At det nu ogsaa virkelig var en høiere Natur-Skiønhed end den, der aarlig kommer igien af sig selv, Grækerne saae i ►Persephone-Mythen, det seer vi, blandt andet, deraf, at denne Mythe var Løsenet i 39alle deres ►Mysterier, fra de ►Samothrakiske til de ►Eleusinske; thi skiøndt det ikke er værdt at tale om disse ►Mysteriers Bedrifter, var det dog deres pralende Løfte, at de paa en Maade kunde tage Brodden fra Døden og fornye Menneske-Naturens oprindelige Skiønhed.

✂ Naar vi for Resten, som alle de Gamle, tænke os den oprindelige Natur-Skiønhed i alle Henseender som et 📌Paradis, tidlig forsvundet, da opgaaer der et nyt Lys over ►Persephone-Mythen, og over Hvede-Dyrkningen, som ►Demeter lærde snart ►Triptolemos og snart en Anden; thi da Hveden ikke mere voxer paa Jorden af sig selv, maa den historisk være overført fra en bedre Natur-Tilstand, og mythologisk være en Opfindelse og Gave af Natur-Gudinden.

►Hades og ►Elysion.

✂ ►Hades er hos Grækerne Navnet baade paa de Dødes Rige og paa Kongen deri, som ellers kaldes ►Pluto og ►Ædoneus, og Alt hentyder her paa Kulde, Tomhed og Mørke.

✂ Navnet ►Elysion, som ventelig er af østerlandsk Oprindelse og betyder “Gladhjem,” findes ikke i ►Stamtavlen, og i Dagværket peges kun paa ►de Saliges Øer ved Verdens Ende, hvor ►Kronos hersker og Heltene hvile, men naar, ved det store ►Samfrænde-Skifte efter ►Kronos, En af Seierherrerne vælger ►Hades til sin Deel, maa man dog altid forudsætte et ►Elysion, med et om ikke kraftigt og virksomt, saa dog smukt og behageligt Liv, som vi pleier at kalde idyllisk. 40Noget Saadant synes ogsaa at have foresvævet den gamle Skjald, der i ►Stamtavlen fortæller os, at tæt ved ►Plutos og ►Persephones Borg boer Brødrene ►Hypnos og ►Thanatos (Søvnen og Døden), ►vel Begge Sønner af den bælgmørke Nat, men dog høist forskiellige:

✂ ►Hypnos, menneskekiærlig og blid,
Svævende sagte hid og did,
►Thanatos, Guders og Menneskers Fiende,
Haard som Stenen og grum i Sinde,
Mødt og ►grebet er eet for ham.

✂ Turde vi troe Iliadens ►Here, da sukkede ►Hypnos ogsaa for En af ►Chariterne, og fik Løfte paa hende, hvad dog, uden et ►Elysion, vilde været alt for galt, og i alt Fald er ►Persephones Bortførelse at betragte som en Forflyttelse af de ►Elysæiske Marker eller den paradisiske Idyl fra Jorden til ⓘ Skygge-RigetSkygge-Riget] GV, Skygge,-Riget A. Kun da, naar ►Hades vinder i det mindste Noget af hvad Jorden taber, kun da er der nemlig Mening i, at ►Pluto, efter hemmelig Aftale med ►Zeus, overrasker hans Datter paa 📌Sicilien, eller et andet Sted, mens hun i sin favre Ungdom gaaer og plukker Blomster, og hjemfører hende paa en Guld-Vogn i Triumph til at dele Skygge-Rigets Throne med sig.

✂ Om et saadant ►Elysion i Græsk Stil kan vi ogsaa giøre os en meget træffende og behagelig Forestilling, naar vi nu i Menneske-Livets Alderdom sidder med Grækernes og alle Hoved-Folkenes store Myther for os, som Sort paa Hvidt, med Øine til at see “baade frem og tilbage;” thi da sidder vi virkelig paa ►Plutos Throne, 41med ►Persephone ved Siden, omringede af alle Guders og Heltes glimrende Skygger, der, paa vort Vink, ved et konstigt Lys, maae selv opføre deres forrige Bedrifter, og lade os raade for hvad det Alt skal have at betyde. At nu dette morer de gamle Guder og Helte langt mindre end os, indrømmer vi ogsaa gierne, og om vi end krympe os lidt derved, maae vi dog nødes til at bekiende, at det er en Bortførelse, vi skylde vor Lykke, en Bortførelse, der vel skedte efter Aandens hemmelige Tilskyndelse, men maa dog kaldes et Ran fra Naturen, da Skriveren snappede Taleren, ►Mythographen ►Mythologen, Ordet af Munden, hvor det var i levende Virksomhed, og førde det til Bogs, hvor det i Stilhed og Afmagt kun throner skyggeviis. Ligheden voxer ogsaa kiendelig, naar vi seer, at netop ►Idyllen er den sidste Skikkelse, hvori Folke-Poesien levende bevæger sig, og det saa lavt og bøiet, som en Jomfru, der plukker Blomster i det Grønne, ja Ligheden bliver ordenlig forbausende, naar vi seer, at 📌Sicilien, hvorfra de Fleste sige ►Persephone blev bortført, var netop Hjemmet for 👤Theokrit og de andre ►idylliske Digtere, i hvem den Græske Folke-Poesi gav de sidste Suk og dukkede siden kun op som Sort paa Hvidt i 📌Alexandrien, den verdensberømte Hovedstad i 📌Ægypten, som fra Arildstid var de Dødes Rige.

✂ Herved mindes vi tillige historisk om Natur-Grunden til at Grækernes ►Elysion ogsaa mythisk mislykkedes; thi ligesom Ordet aldrig gribes saa levende i Tankerne, at det ►jo døer i Pennen og vender naturlig 42kun tilbage fra Bogen til Munden som en Skygge, saaledes kunde ►Persephone hverken sætte Liv i Skyggeriget eller vende meer end skyggeviis tilbage, ja i den smukkeste Beskrivelse af ►Plutos Rige, vi nu har, som unægtelig er den ►Odysseiske, løber aabenbar mythisk, ligesom historisk i 📌Alexandrien, ►Elysion og ►Tartaros sammen, saa selv de lykkeligste Skygger klynke og kan ei engang lukke Munden op uden at have faaet en Slurk Blod af sorte, nyslagtede ►Offernød. Noget livligere maa vistnok ►Elysion have taget sig ud i Mytherne om ►Dionysos, der hentede ►Selene, om ►Herakles der hentede baade ►Alkeste og ►Kerberos, og selv om ►Orpheus, der nær havde bragt ►Eurydike hjem fra ►Hades, men i det Hele vil det dog have været med Grækernes ►Elysion, som med deres philosophiske ►Lærebygninger, hvori man ogsaa, efter Sigende, ublændet af Indbildningen, uforstyrret af Lidenskaberne og Verdenslarmen, skulde kunne føre et misundelsesværdig smukt og roligt Liv, medens det dog kun var Kong 👤Plato, den philosophiske ►Pluto, der levede taalelig.

✂ Færgemanden ►Charon, som satte Skyggerne over ►Styx, er vel for Øieblikket ligesaa navnkundig som ►Pluto, men hvor vigtig en Rolle han end kan have spillet i de ægyptiske Myther, hvor Mumierne virkelig maatte sættes over 📌Nilen, saa kiender dog end ikke Odysseen noget til ham, og vil vi høre sunget om ham i 📌Grækenland, maae vi gaae til Spottefuglen 👤Lukian, som naturligviis i ham finder sit mythiske Forbillede. Paa Veien til det philosophiske ►Elysion er der 43for Resten ganske rigtig en saadan gammel, gnaven Færgemand, som vi kalde Reflexion eller ►Nakøie, fordi han seer tilbage, mens han roer frem, og som vi maae see godt paa Fingrene, hvis han ikke, som er hans gamle Vane, skal føre os til ►Tartaros, istedenfor til ►Elysion.

✂ Hvad endelig den verdensberømte Helved-Hund ►Kerberos angaaer, da skal han efter ►Stamtavlen have været af ►Medusas Afkom, Broder til den ►Lernæiske Vandsnog, men da man umulig kan kiende ham i Mørket, vil vi bie med at betragte ham til ►Herakles bringer ham for Lyset.

►Mnemosyne og ►Muserne.

✂ ►Uranionen ►Mnemosyne var, efter ►Stamtavlen, ►Zeuses femte Gemalinde og med hende avlede han de over al Verden berømte ni ►Muser, som i deres Ungdom boede lidt nedenfor 📌Olympens Tind med ►Chariterne og ►Hemeros (Længselen), førde med bestandig Sang og Dands et lysteligt Liv, og besang, som ►Olympens Nattergale, især deres Fader ►Zeus med alle Guderne. Hyppig dandsede de dog alle taktfast paa 📌Helikon (Soelbjerget), badede sig i ►Hippokrene, ►Olmis og 📌Permesse, og foer vidt om Land med ►Apollo, lærende Jordens Skjalde at synge sødt om det Forbigangne, det Nærværende og det Tilkommende, saa Tilhørerne forglemde brat al deres Sorg og Kvide. Med Kongerne havde de vel egenlig intet at giøre, 44da ►Zeus sørgede selv for dem, men dog ledsagede den Ældste af ►Muserne, ►Kalliope, enkelte ærværdige Drotter;

✂ ►Honningdugg drypped da fra deres Tunge,
De kunde tale, som Skjaldene sjunge,
►Bulder at stille og ►Trætter at jævne
Dertil fik ►Konninge-Læber da Evne,
Paa deres Glands, hvor de stod eller gik,
Som paa en Gud hviled Skarernes Blik!

✂ Alt dette og meget mere kan man læse om ►Muserne med deres Guldsmykker i den ellers saa ordknappe ►Stamtavle, saa der aabenbar var Noget i, hvad dens Skjald fortæller, at ►Muserne havde mødt ham selv, da han vogtede Faar paa 📌Helikon, og skammet ham ud, til de fik ham opflammet, hvorpaa de rakde ham Laurbær-Grenen med de mærkelige Ord:

✂ Sandsynligt kan vi giøre Tant,
Men ►og, naar vi vil, tale Sandt.

✂ Naar vi nu veed, hvad dog selv de Lærde ved denne Leilighed har været nær ved at glemme, at ►Mnemosyne betyder ikke blot Hukommelse, men ligesaavel Opmærksomhed, og at ►Muser betyder Indsigter, da maae vi vel finde, at Mythen er altfor klar til at være poetisk dyb, men dog er det et mærkeligt Træk, at ►Mnemosyne boede paa 📌Eleuther-Høiene (Frimands-Bakkerne), thi det er en dyrebar Græsk Sandhed, at skal Indsigten blive klar, maa Udsigten være fri. Dette havde Grækerne da ingenlunde lært af Ægypterne, hvem for Resten vist nok baade ►Mnemosyne og hendes Døttre maae takke for deres Op45høielse, thi kun dem lignede det ►alt i den mythiske Tid at forgude Opmærksomheden, og lade Skjaldene gaae i Skole hos Sangersken og Dandserinden.

✂ Hvad Tallet angaaer, skal Ægypterne kun have havt syv ►Muser, svarende til syv Grundtoner eller musikalske 📌Nil-Mundinger, og man veed egenlig ikke, hvordan Grækerne fik Ni, da de ogsaa fra Først af kun skal have talt Syv, men dertil har dog sikkert været gode mythiske Grunde, som man ►sagtens engang opdager. Da nu ogsaa de Ni ►alt har Aartusinders Hævd baade paa 📌Helikon, 📌Parnasset og hele 📌Pierien eller Literaturens ►Kanaan, men er for gamle til at være Digternes Legesøstre og for gode til at være Philologiens ►Pyntekoner; saa burde man foretage en ny ►Udskiftning imellem dem, thi det er uden al mythisk Hjemmel og for det meste reent hen i Veiret, man har tildeelt ►Kalliope Heltedigtet, ►Erato Elskovssangene, ►Melpomene Tragedien, ►Thalia Komedien, ►Terpsichore Balletten, ►Euterpe Musiken, ►Polymnia Talekonsten, ►Klio Historien og ►Urania Astronomien.

✂ Uagtet nemlig Grækerne, ved at erkiende de ægyptiske ►Mnemosyne-Døttre for ægte Gudebørn og Skjaldemødre, allerede mythisk røbede deres Lyst til tidlig Klarhed, selv paa Dybdens Bekostning, saa lod de dog ►Apol som ►Museleder give dem en poetisk Opdragelse, og at den ►frugtede, høre vi i Mythen om deres Væddestrid med ►Sirenerne, som alle er enige om, var ganske mageløse Sangerinder, hvad ogsaa deres Navne: ►Thelxiope (Tryllefløiten), ►Molpadia og ►Pi46►sinoe melder. Ikke desmindre, saa da de, man siger efter ►Heres Tilskyndelse, vilde maale sig med ►Muserne, blev deres Vinger stækkede og maatte tjene ►Muserne til Krandse, naturligviis, fordi ►Sirenernes Triller var aandløse. Alle de Indsigter og tilsvarende Konster, som udvikle sig af en ordenlig Forbindelse mellem Aand og Opmærksomhed, og oversvæves derfor af en høiere Livs-Anskuelse, har da virkelig deres klare mythiske Forbillede i de Græske ►Muser, som ogsaa af ►Apol havde lært en dem egen Spaadoms-Konst.

✂ Naar man fortæller os, at det var ►Aloiderne, ►Otos og ►Ephialtes, de samme gruelige Bærsærker, som lagde 📌Ossa paa 📌Olymp for at bestorme Himmelen, der først indførde ►Musernes Dyrkelse, da klinger det vistnok latterligt, men dog kun til man betænker, at ►Musernes Dyrkelse med Stads og Fjas er netop det plumpeste af alle Afguderier, og desuden hører vi, at ►Aloiderne havde tre ►Muser for deres egen Mund: ►Melete (Betænkning), ►Mneme (Erindring) og ►Aoida (Afsyngning), hvis Navne noksom lærer os, at de havde intet med ►Apol at giøre.

✂ At endelig ►Muserne havde ►Eupheme (godt Lov) til Amme, og altsaa hendes kiære Søn ►Krotos (Klapihaand) til ►Pattebroder, det maa vel synes os lidt betænkeligt, men det er dog saa ægte Attisk, at vi nødes til at kalde det godt Græsk, og uden alt Bifald trives dog det Skiønne heller ikke under vor Himmelegn, saa vore ►Muser maae ogsaa finde sig i at dele Bifaldet med 47meget Stygt, som den smagløse ►Krotos, en Søn af ►Pan, sædvanlig klapper stærkest ad.

►Leto, ►Apol og ►Artemis.

✂ Efter ►Stamtavlen var ►Leto en Datter af ►Uranionerne ►Køos og ►Phøbe, og blev, som den høie ►Kronides sjette Gemalinde, Moder til “de sødeste Børn under Solen” de mageløse Tvillinger: ►Apol og ►Artemis, men hun var da ogsaa selv sød og mageløs:

✂ Ombølget af Sløret, som Himmelen blaat,
Det venligste Væsen paa Gudernes Slot,
Saa ømmere Hjerte for Store og Smaa,
For Guder og Mennesker kunde ei slaae.

✂ Endnu 👤Pindar bekiender, at Sangen begynder og ender bedst med den høibarmede ►Leto, men han lægger rigtignok meget spidsborgerlig til “og med de raske Ryttere.” Derimod kan man af et Brudstykke see, han har sunget smukt om ►Letos Fødselsveer, indtil Øen, hvor hun først kunde forløses, hævede sig fra Havets Bund paa fire urokkelige ►Suler:

✂ Den kaldes nu 📌Delos paa Menneskers Sprog,
Men hist paa ►Olympen de Salige dog
Den hædre med Navnet af Jorderigs Stjerne,
I Dunkelhed svøbt, men dog seet i det Fjerne!

✂ Denne ►Letos haarde Forløsning med de sødeste Børn fortælles vidtløftig nok, men aandløst, i den saakaldte Homeriske Apollo-Hymne, og overensstemmende dermed fortælles kortelig i ►Bibliotheket, at ►Leto, fordrevet af ►Here fra hele Jorden, først paa 📌Delos fandt et Hvilested.

✂ 48Dette klinger vistnok baade ægyptisk og urimeligt, især da ►Here, efter ►Stamtavlen, endnu ikke dengang var blevet Dronning, men da 📌Delos betyder Aabenbaring, har det dog sin gode mythiske Grund, at Orakel-Guden fødes der; at det holder haardt, naar det store Ord skal fødes, er ogsaa naturligt nok, og godt udtrykt ved at Dragen ►Pytho (Opløsning) forfølger ►Leto; og hvad endelig Øen angaaer, da var det poetisk nok at kalde Tungen, hvorpaa Ordet ene kan fødes, en usynlig Øe, der dog dages i rette Tid, og bærer derfor med Ære ►Fødsels-Palmen og ►Apollo-Templet alle Dage. Da nu derhos ►Lito, som vi skulde sige istedetfor ►Leto, kan betyde Bønlighed, hvorfor hun ogsaa siges at faae alt hvad hun beder om, saa er denne Mythe om det Prophetiske Ords Moder og Fødsel baade en af de Skiønneste og Dybeste, man har, og hvad enten man tænker paa ►Apol som ►Museleder og alle Skjaldes Stamfader, eller paa hans Fugle: Ravnen og Svanen, eller paa hans berømte Guldsværd, Tryllestav, Sølver-Bue og klangfulde Kogger, da er Alt i sin Orden, undtagen Digterlegene med det Altsammen, og den aandløse Tankegang, hvorefter man kan være et stort Orakel uden Aand, og gjøre Folk veltalende, skiøndt man selv er umælende.

✂ Kun for denne sørgelige Uordens Skyld maa det bemærkes, at 👤Pindar endnu kalder alle sine poetiske Ord Pile af det klangfulde Kogger, og at det “ⓘ vingedevingede] GV, vin ede A Ord” vel, naar Aanden fattes, nødvendig kommer i Vanrygte, som en ►Ikaros, der dratter ned og druk

49ner, men at der dog altid er en himmelhøi Forskiel mellem Hverdags-Ordet, der, som de synlige Tings Navn og Tegn, naturligviis kun er deres Skygge, og ►Søndags-Ordet, der er de usynlige Tings eneste Aabenbaring og Udtryk, saa derigiennem virker Aanden, hvor den findes, med hele sin Kraft, og da sees Menneske-Ordet selv fra de evige Høie som "Jorderigs Stjerne."

✂ Men er ►Apol saaledes den Klareste af alle ►Olympierne, da er hans Tvilling-Søster ►Artemis, med Buen, som hun sjelden, og med Guldthronen og Guldtenen, som hun aldrig synes at bruge, saa gaadefuldt et Væsen, at man let, som ►Aktæon, kunde fristes til at være ►Speider, hvor hun badede sig, men hans Exempel vil dog ikke friste os, naar vi har hørt hans Skæbne.

✂ Man har en lang Fortælling om ►Bie-Kongen ►Aristæos, som skal have været en Søn af ►Apol og ►Kyrene fra 📌Pelion, men her maa vi nøies med at melde, at han giftede sig med ►Kadmos-Datteren ►Autonoe (Egensindighed) og blev ved hende Fader til ►Aktæon (Vindspilleren), som opfostredes af ►Chiron, og skal have ⓘ væretværet] GV, være A en vældig Jæger, der belurede ►Artemis, da hun badede sig i Spaadoms-Kilden ►Gargaphe, ja skal, efter Sommes Sigende, endog gjort sig Tanker om hendes Haand, men blev derfor af den fortørnede Gudinde skabt om til en Hjort og derpaa sønderrevet af sine egne Hunde.

✂ Vi maae derfor ►heller nøies med at slutte fra den fuldkomne Enighed, der var mellem de berømte Tvil50linger, at ►Artemis havde Indtrykket af Alt, hvad ►Apol var Udtrykket for, og svarede altsaa til ham omtrent som Melodien til Ordene i en rigtig ►Høisang. Hendes Bue er her slet ikke iveien, naar vi tænke paa 👤Pindars Sprog og paa de “søde Pile,” som ►Artemis netop er berømt for; hendes deilige Sang-Stemme i ►Muse-Choret er ogsaa en mythisk vitterlig Sag, og endelig slaaer den berømte Strid mellem ►Leto og ►Niobe, om hvem af dem der havde de sødeste Børn, udentvivl Hoved paa Sømmet.

✂ Samme ►Niobe, en Datter af den høitbegavede, men utaknemmelige ►Tantalos, var nemlig gift med den berømte Spillemand ►Amphion, som først paa Lydisk gav Lyren de syv Strænge og lærde dermed Stene at dandse, og hun var saa kry af sine syv Par Tvillinger, at hun loe ad dem, der kaldte ►Leto den lykkeligste Moder; men saasnart ►Leto beklagede sig derover for sine Børn, spændte de deres Buer og fældte i et Øieblik alle ►Amphions og ►Niobes Børn, enten paa een Dreng og een Pige, eller paa to Piger nær, hvorover ►Amphion enten tog Livet af sig selv eller faldt ved en Storm paa ►Apollo-Templet, og ►Niobe blev, med eller mod sin Villie, forstenet.

✂ See, det er der Altsammen Mening i, naar ►Apol og ►Artemis udtrykker Poesie og Musik i saa inderlig Forening, som de kun kan findes i ⓘ Menneske-MundenMenneske-Munden] GV, MenneskeMunden A; thi da bliver de syv Par Spillemænds-Børn naturligviis syv Toner i Dur og Mol (Mandlig og Kvindelig), som de kan fremtvinges eller udlokkes af det

51Umælende, og enten man nu selv troer, at ►Apol og ►Artemis kun behøvede at lukke Munden op for at tilintetgiøre al den Velklang, der vilde overdøve deres Stemme, eller ikke, saa er det lige klart, at Grækerne tænkde det, og at Menneske-Munden maatte være gal, om den gav det Umælende sin Stemme imod sig selv.

✂ Hermed stemmer det da ogsaa overeens, at ved de Pythiske ►Lege, som holdtes i 📌Delphi, vandtes Prisen oprindelig kun ved at synge en Hymne, man selv havde giort til ►Apols Ære, saa først efter ►Thamyris-Dagene gav man En Prisen, som sang sødt hvad en Anden havde giort, og igien langt senere, i den 48de Olympiade, begyndte man først at krone Fløite-Spillere.

✂ Hvormeget nu især det Sidste har været ►Apol imod, kan man vide af hvad der fortælles om hans Væddestrid med ►Marsyas, som havde fundet ►Fløiten, da dens Opfinderske, ►Pallas Athene, smed den bort, fordi den skæmmede Ansigtet; thi først spillede ►Apol Giæk med ham, ved snart at synge til ►Guitaren og snart vende den om, og forlange at Fløitespilleren skulde giøre ligedan, og siden, siger man, ►Apol flaaede ham, hvad dog vel ikke vil sige Andet, end hvad der endnu kan hændes en ►Trompeter, som giver sig i Kast med sin Overmand, at ►Marsyas gik ud af sit gode Skind.

✂ At det nu var paa Mundens Vegne, som lægges under Beslag, ►Apol, ligesom ►Stærkodder, bar Nag til Fløitespilleren, følger af sig selv, men i den 48de Olympiade brød man sig selv i 📌Delphi ikke stort om ►Apols 52Vrede og endnu mindre om hans Mund; thi allerede før den Trojanske Krig havde de berømte mythiske Bygmestere ►Trophonios og ►Agamedes reist en Steen-Hal til Oraklet, istedenfor Kobber-Hallen: et ►Hephæstos-Værk, der enten var sunket i Jorden eller smeltet i en stor Ildebrand, og Oraklet havde endda havt to Leiligheder førend den: først et ►Daphne-Lysthus af Laurbær-Træer fra 📌Tempe, og siden ligesom en Bikube af Bregner og Honningkager, hvad naturligviis, oversat af Billedsproget i Hverdagsstil, vil sige, at først var Oraklet levende, som Fuglesang i Lunden, siden kun, som Surren af Bier med søde Blomsterkys, derpaa halvdødt og endelig steendødt.

✂ I ►Bie-Tiden har det nu ventelig ogsaa været, man gav ►Artemis Bien til Fugl, og i ►Kobber-Tiden, man har drømt sig til den rasende Jagtlyst, som ►Mythographerne tilskrive hende, og den uskyldige Anledning har formodenlig været deels hendes gamle Tilnavn ►Jocheæra og deels den skarpe Tugtelse, hun skal have givet de to vældige Jægere: ►Aktæon og ►Orion, hvad man i Søvne ei har kunnet finde anden Grund til, end at hun maatte selv være en Olympisk Jægerinde, og betragtede derfor dem, der udmærkede sig i samme Haandværk, som Krybskytter. Ligesom vi imidlertid har hørt, det var ►Aktæons Nysgierrighed, der giorde hans Ulykke, saaledes skal vi paa sit Sted see, at den vilde Jæger ►Orion faldt heller ikke for sin Dyds Skyld, og hvor ustridbar ►Artemis endnu har været i 👤Homers Dage, kan man see af Iliaden, hvor ►Here ►visker hende 53om Ørene► med hendes eget Pilekogger, uden at ►Jocheæra veed andet Raad end at tye op til Fader ►Zeus og lade ham ►kiæle for sig, som et ►Skiødebarn.

✂ At nu endelig de nyere ►Mythographer har sammenblandet ►Apol og ►Artemis med ►Helios og ►Selene, det er hverken Mythernes eller de gamle ►Mythographers Skyld, som her aabenbar give hver Sit, men det forstaaer sig selv, at til alle Tider vil hos grove Afgudsdyrkere det indvortes og usynlige Lys, som kun straaler i Ordet og gløder i Sangen, fordunkles af det udvortes og synlige Lys, som skinner fra Soel og Maane, og saa bagvendt kan man tilsidst blive, og var maaskee allerede ►Autonoes Søn ►Aktæon, at man ►ordenlig tænker, det Usynlige er kommet af det Synlige og Ordets Kraft af Ordets Afmagt. I dette Tilfælde rives imidlertid alle vilde Jægere paa Tankens Enemærker ►nødvendig ihiel af deres egne Hunde, hvad Skikkelse de saa end har, thi Modsigelsens Grundsætning kiender ingen Persons-Anseelse.

►Ares og ►Aphrodite.

✂ Den mythiske Grund, vi, ved at nævne ►Ares og ►Aphrodite, betræde, er i alle Maader saa ►slibrig, at den, naar det var muligt, helst skulde undgaaes; men da de Homeriske Digte baade har Aartusinders Hævd paa at fremstille Grækerlivet ligesaa tro i dets Høitidsdragt som i dets Hverdagsklæder, og Fremstillingen i alt Fald er mesterlig, saa nødes vi til dog i Forbigaaende at kaste et Side-Blik til ►Guld-Nettet, hvor54med de sidste Græske Mythe-Smede stræbde at giøre selv den kun altfor bekiendte stygge Forbindelse mellem Vellyst og Grusomhed fortryllende.

✂ At det nemlig ingenlunde er Kiærlighed og ►Kiækhed selv, men kun deres fornævnte ►Uglebilleder, ►Aphrodite og ►Ares i de Homeriske Digte udtrykke, er kun altfor aabenbart, og vel er Forholdet efter ►Stamtavlen langt sømmeligere, da ►Ares og ►Aphrodite i lovligt Ægteskab endog har en Datter med det deilige Navn ►Harmonia (Samklang); men de have dog Sønnerne ►Phøbos og ►Deimos (Frygt og Rædsel) ved Siden, saa allerede der er ►Ares en Slagter og ►Aphrodites Kiærlighed igrunden saa falsk som Skum paa Vand. At hun ogsaa mythisk var dukket op af Havskum, læser vi rigtignok nu i ►Stamtavlen, men 👤Apollodor synes ikke at have læst det, da han uden videre, ligesom Iliaden, lader hende fødes af ►Zeus og ►Dione, og ►Aphrodites Fødsel af ►Aphros er da sagtens etymologisk istedenfor mythologisk. Den smukke og elskværdige ►Okeanide ►Dione, som nu staaer ledig i ►Stamtavlen, maa da agtes for ►Aphrodites rette Moder, skiøndt man kun kan faae Plads til hende i de syv Ægteskaber, ved, ligesom ►Zeus, at spise ►Metis; men da ►Dione saaledes bliver det ægte mythiske Udtryk for kvindelig Skiønhed og Kiærlighed, bliver ►Aphrodite, som skulde ►hedt ►Harmonia, rigtignok en Skifting, der vel havde en blændende Lighed med sin Moder, men ligesaa lidt hendes Dybde og Blyhed som Faderens Adel og Høihed,

55og blev derfor ganske passende kaldt ►Aphrodite eller ►Galdyre.

✂ Hvorledes det kunde falde Grækerne ind at give deres ►Zeus en saadan ►Kannibal som ►Ares til Søn, er rigtignok gaadefuldt, saa det er intet Under, man ymtede om, at han var en Søn af Uhyret ►Enyo (Ødelæggelsen), men som en Frugt af den daglige Kiv og Splid, der var mellem ►Zeus og hans syvende Gemalinde, kan man dog vel komme til at betragte ham som et “nødvendigt Onde”, og at det var saaledes baade Grækerne betragtede “Krigen”, og selv den Homeriske ►Zeus betragtede ►Ares, det seer vi klarlig af Iliaden, hvor ►Zeus siger reent ud, at dersom han ikke, desværre, havde været hans egen og ►Heres kiødelige Søn, skulde han for længe siden ligget dybere i Helvede end Nogen af ►Titanerne.

✂ At nu ►Ares selv som Krigsgud var i Grækernes Øine aldeles mislykket, siger i det mindste Iliaden hvorefter han blev bagbundet af ►Aloiderne og maatte forgaaet i Kobberkiedlen, dersom ikke ►Hermes havde stjaalet ham ud.

►Eros.

✂ Strax i Begyndelsen af Gudernes Græske ►Stamtavle dukkede ►Eros (Elskeren) op af det store Virvar, med den Lovtale, at han er den Skiønneste af alle de Udødelige og Trøsteren baade for Guder og Mennesker, som kan bøie Hjerter og Sind, men dermed forsvinder han mythisk, saa vi maae gjætte os til, at han er den 56skjulte Aarsag til alle de følgende Fødsler og Ægteskaber.

✂ Først efter den mythiske Tid, da Poeterne kaldte ►Tyrannen 👤Polykrat paa 📌Samos den Lykkeligste af alle Dødelige, dukker der igien en ►Eros op af Vinfadet hos 👤Anakreon, men det er en Søn af ►Aphrodite, man veed ikke med hvem, den evig kaade Dreng, der siden, især under Navn af ►Amor og ►Cupido, har faret giennem Verden med Pil og Bue og skudt, som man siger, iblinde efter Hjerterne, men i Virkeligheden, uden at ændse Hjertet, skudt efter Øinene.

✂ Kun forgæves søgde 👤Plato at opmane den gamle ►Eros, thi Sangerne holdt sig til den Unge, og Latinerne, som aldrig havde kiendt nogen Anden, gav den Olympiske Gadedreng saaledes ►Frispas i deres poetiske Verden, at det selv i Vores giælder for ►Hovedhængeri ei at ville taale ham; men det maa dog ikke hindre os fra at erklære ham for ligesaa uægte i Poesien som i Mythologien.

✂ Hvad derimod den ægte Græske ►Eros angaaer, da maa vi, trods Dunkelheden, hvori han svæver, i ham erkiende et Glimt fra et høiere Solsystem end det Olympiske, svarende til Gnisten af den udødelige Kiærlighed, som er den skiulte Grund til hele Menneske-Naturens Adel og Skiønhed.

►Helios, ►Selene og ►Eos.

✂ ►Helios (Solkongen), ►Selene (Maanedronningen) og ►Eos (Morgenrøde-Prindsessen) var, efter ►Stam57►tavlen, det glimrende Børnekuld af ►Titanen ►Hyperion og ►Titaniden ►Thea, og om de ikke havde andet mythisk Værd, maatte de dog, efter Omstændighederne, være os velkomne med deres klare Vidnesbyrd om alle de ►Mythographers Blindhed, som forvexle dem med ►Letos Tvillinger og ►Asterias Eenbaarne.

✂ ►Helios udmærkede sig naturligviis i 📌Grækenland, som allevegne, ved sit skarpe Syn, saa han var den Eneste, der saae at ►Pluto bortførde ►Persephone, og, efter de adspredte Vink om hans Palads, hans Have og Hjorde, havde han dem enten hos ►Hesperiderne eller paa ►Erythia; men dog havde han ogsaa et berømt Lyststed paa 📌Rodos, hvorom 👤Pindar giver os den mærkelige Oplysning, at ved det store ►Aasteds-Møde, da ►Olympierne ►udskiftede 📌Grækenland, kom ►Helios bag efter, men havde ►til Lykke seet 📌Rodos nær ved at dukke op af Havet og fik den udlagt til sin Lodd. Da det nu var efter sin Gemalinde, ventelig ►Okeaniden ►Rodia (Rosenblomme), ►Helios opkaldte Øen, saa har det givet Anledning til megen ►Eftersnak, og 👤Diodor har en lang Fortælling om Rodiske ►Heliader, som de Første, der opdagede ►Athenes Fødsel, læste i Stjernerne og talde Timerne; men dermed kan vi her ikke videre befatte os, da det er ►Phaeton, vi med Øinene maae følge paa hans glimrende men ►slibrige Bane. Om denne ►Helios-Søn havde ►Rosenblommen eller ►Okeaniden ►Klymene (Berømmelsen) til Moder, kan være os det Samme, thi Sagen er, at han tiggede sin Fader saalænge til han fik Lov en Dag at kiøre Soel-Vognen med de fire vælige 58Heste under een Tømme, men forstod ikke sin Konst og havde desuden, som alle unge Kudske, en urimelig Lyst til at bruge Svøben, hvor den ikke behøvedes, saa det gik splittergalt, Hestene løb løbsk, og Verden maatte forgaaet, hvis ikke ►Zeus endnu i rette Tid havde nedlynet ►Phaeton, saa han faldt af og druknede i Floden ►Eridanos, hvor hans Systre, ►Heliaderne, siden staaer, forvandlede til Sølvpopler, og græder Ravtaarer for ham.

✂ Af ►Selene er det eneste Livstegn i Tidens Løb hendes dunkle Forhold til ►Endymion, en Søn eller Sønnesøn af ►Zeus, som skal have udbedt sig den Naade at slumre altid, uden at døe eller ældes, thi ham skal ►Selene have brændt for og kysset isøvne. Efter et løst Rygte skal de ogsaa have havt halvtredsindstyve Døttre sammen, men ►Herse (Duggen) er dog den Eneste, man veed Navn paa, og sagtens var hun da Moder til den “Søn af ►Herse”, ►Kephalos, som ►Eos forelskede sig i.

✂ ►Eos var imidlertid, efter ►Stamtavlen, ordenlig gift med ►Titanen ►Astræos og ved ham Moder til alle de tindrende Stjerner, samt til ►Zephyr, ►Notos og ►Boreas, og hendes andre Forbindelser viser, hun var yderst letsindig, men havde ogsaa Held derefter; thi hendes første Elsker, ►Orion, kom snart galt af Dage, den Anden, ►Tithonos, blev hende snart for gammel, hvad der var saameget værre, som hun havde faaet ham gjort udødelig, og den Tredie, ►Kephalos, synes snart at være blevet kied af hende og at have ►stjaalet sig bort.

✂ Denne tredobbelte Lys-Mythe hører ikke til de dybeste, men dog gienkiender man i ►Helios, ►Selene og 59►Eos Lysets tre Egenskaber: Glands, Varme og Lethed, og hvis ►Endymion (Inderligheden) svarede til sit Navn, havde den Græske ►Selene unægtelig Ære baade af sit Kys og af sin Datter ►Herse.

✂ Med ►Phaeton er det ogsaa høist mærkeligt, at naar man vil have ham til at være Andet end Helten i et Ammestue-Æventyr, da bliver han af sig selv et overraskende tro Forbillede paa den glimrende men falske Oplysning, som man vel allerede saae Nok af i 📌Grækenland og 📌Rom, men som vi dog først har lært at kiende tilgavns og seet gaae tilbunds, saa hvad enten man tager ►Eridanos for 📌Po eller for 📌Østersøen, kan vi pege paa ►Phaeton-Systrene, som ►fortræede græder over ham, saa den eneste Forskiel er, at Taarerne ligner hverken Guld eller Rav, men snarere Bly.

✂ Hvad det derimod skulde betyde, at ►Eos var Moder til ►Zephyr, ►Notos og ►Boreas, det maae Ægypterne vide, thi da ►Stamtavlen ordenlig lægger Vægt paa, at det kun var dem, som var saa høibyrdige, medens de andre, altsaa de østlige, Vinde var ►typhoniske og ødelæggende, baade til Lands og Vands, saa kan vi ikke tvivle paa, det jo var efter den Ægyptiske Almanak, der omtrent falder sammen med den Ægyptiske Mythologi.

►Hestia.

✂ Skiøndt ►Stamtavlen nævner ►Hestia først mellem ►Kronos-Døttrene, synes hun dog siden glemt som en gammel Jomfru, død for Verden, saa man finder end 60ikke et offenligt Billede af hende nævnt i 📌Grækenland, undtagen i det mageløs fromme 📌Athenen, som 👤Pausanias kalder det, hvor baade ►Heleos (Barmhjertighed) og ►Ædos (Undseelsen) havde deres Altre.

✂ Efter en af de saakaldte Homeriske Hymner til ►Aphrodite havde imidlertid baade ►Apol og ►Poseidon beilet til ►Hestia, men faaet Afslag, og da ►Hestia høitidelig ►tog Sløret, gav ►Zeus, paa hvis Hoved hun ved ►Nonne-Løftet lagde sin Haand, hende Høisædet i alle Guders og Menneskers Huse.

✂ Da nu ⓘ ►HestiaHestia] GV, H'estia A betyder Arnen, saa forklarer hendes Mythe forsaavidt sig selv, at man strax seer, det var Hjemligheden, der i hende forgudedes; thi at Arnen hos de Gamle var Husgudernes Plads, følger af sig selv; men at Hjemligheden, som noget indvortes Menneskeligt og Guddommeligt, er Hjerteligheden, det maae vi selv lægge til, thi det har ikke blot ►Mythographerne overseet, men det seer vi af Grækernes hele Historie, svævede kun meget dunkelt for dem.

✂ Det var derfor en følgelig Sag, at ►Hestia-Mythen maatte synes ufrugtbar, men naar vi betænker at Arnen, ►Hestias Høisæde, var i 📌Grækenland et Fristed for mange Ulykkelige og en Helligdom, ►hvor Vuggen gik baade med Giæste-Venskab og Fædrenelands-Kiærlighed, da seer vi dog, at Hjemlighedens Græske Gudinde, den gamle Husholderske allevegne, selv i 📌Delphi og paa ►Olympen, havde idetmindste smukke Pleiebørn og afslog kun de ringere Guders Haand, fordi hun følde sig hemmelig forbundet med den Høiere.

►Styx og ►Hekate.

✂ Efter ►Stamtavlen blev ►Titanen ►Krios gift med ►Pontos-Datteren ►Eurybia og ved hende Fader til tre Sønner: ►Astræos, ►Pallas og ►Perses, men de to Sidste vilde for længe siden været ⓘ glemteglemte] GV, glcmte A, dersom ikke ►Pallas havde faaet den ældste ►Okeanide ►Styx til Frue, og ►Perses havt den Lykke at blive Fader til ►Hekate, thi kun de reddede deres Ære og Værdighed under det store Skibbrud, hvorved ►Titanerne gik tilgrunde.