►Nornegiæst.
✂ Der kom engang en fremmed Vandringsmand, som kaldte sig ►Nornegiæst, til 📌Nidaros, hvor Kong 👤Olav Tryggesen holdt Hof, og han var en mesterlig Harpespiller, men hvad der gjorde mest Opsigt, var dog hans Væddemaal med de Andre paa Giæstebænken, at han kunde vise dem bedre Guld end der var i Ringen ►Netting, som Kongen nys havde faaet og lod gaae rundt ved Drikkebordet, hvor den blev høilig beundret. Da nu Kongen skulde dømme i Sagen, kom ►Nornegiæst frem med Noget af et Guldspænde, som strax vandt Prisen, og var, efter hans Sigende, af ►Sigurd Fofnersbanes Sadelgjord, som brast engang, da ⓘ ►Grane satte over en Grøft med ham.
✂ ►Nornegiæst maatte nu fortælle Alt hvad han vidste om ►Sigurd, ►Brynhild og ► Gudrun, og da Kongen 278spurgde, hvordan det var mueligt, at han kunde være fra ►Volsungernes Tid, forklarede han det paa den Maade, at mens han laae i Vuggen, ensteds nede i 📌Danmark, som hedd ►Grønningen, kom der tre ►Norner eller ►Spaadiser ind i Huset, hvoriblandt den Ene blev vred, fordi hendes Systre gav ham for god en ►Lykke, og derfor spaaede hun, at han skulde ikke leve en Time længer end de Lys brændte, som stod over Vuggen, men saa slukde hans Moder strax et af Lysene, og det, sagde ►Nornegiæst, gaaer jeg om med endnu.
✂ Kong 👤Olav havde meget Morskab af at tale med ►Nornegiæst, som havde kiendt baade ►Stærkodder, ►Regner Lodbrog, 👤Harald Haarfager og alle 📌Nordens Stormænd i mange Aarhundreder, men da Kongen hørde, at han var ikke rigtig døbt endnu, men kun primsignet (korset) engang hos Keiseren i 📌Tydskland, saa lod han ham døbe, og dermed tabte ►Nornegiæst Lysten til at leve længer i denne Verden, tændte selv sit Gravlys og opgav Aanden.
✂ Dette ►Nornegiæst-Sagn falder godt i Traad, hvad enten man tænker paa ►Aslaug i Harpen, paa 📌Danmarks Forhold til Arildstiden, eller paa den vitterlige Kiendsgierning, at det var med 👤Olav Tryggesen, det gamle 📌Norden paa en vis Maade godvillig opgav sin Aand, skiøndt, blandt andet, 👤Halfred Vanraad-Skjalds Farvel til ►Odin siger os, det var dog med et Suk.
✂ Som et Sidestykke til ►Nornegiæst's Sagn maae vi for Resten nævne det Angelsachsiske Vidsidsmaal, 279hvori Skjalden 👤Vidsid (►Vidfarne) opregner, hvormange Konger og Folk, han har kiendt og kvædet for; thi vel er dette ei nær saa godt udført, men stiler meget høiere, da 👤Vidsid har været allevegne, hvor Aanden slog Harpen, lige fra 📌Palæstina og 📌Grækenland til det høie 📌Norden. Mærkeligt er det ogsaa, at ►Nornegiæst begynder netop hvor 👤Vidsid slipper, nemlig med ►Irminriks Dage, thi saaledes række i det Hele Angelsachser og Islændere historisk-poetisk hinanden ⓘ Haand. Det er endelig aabenbar i den fælles Aand, 👤Vidsid slutter:
✂
Mig Livet har lært paa lange Reiser,
At Drot bruger bedst sin Dag i Glands,
Naar dem han udmærker, som muntre gaae
Giennem ►Hall og Hytte med Harpeslag,
Ei ►gnier paa Guld, men gavmild saaer
Hvad op kan voxe til Ærehøst!
Er Livet svundet og Lyset slukt,
Ei døer dog ►Ædlingens Daad og Navn,
Som Stjernen tindrer hans Storheds Ry!