↩ Paa sine gamle Dage blev imidlertid ►Gorm slaaet 273af et nyt Beviis for Sjælens Udødelighed og faldt i urolige Tanker om, hvor hans Sjæl skulde fare hen, hvorpaa Nogle, som havde et Horn i Siden paa ►Thorkild, raadte Kongen at lade ham reise til ►Udgaards-Loke og udspørge ham om denne vigtige Sag. ►Thorkild maatte ogsaa virkelig paatage sig den farlige ►Langeleds-Færd, men han hevnede sig paa Raadgiverne, ved at vælge dem selv til Følgesvende, og naaede omsider Hulen, hvor ►Udgaards-Loke sad som en Støtte i Jernlænker, med Haar som Horn. ►Thorkild trak nu et Haar af hans Skiæg, men var nær blevet kvalt af den Stank, der fulgde med, og omringedes desuden brat af ►forgiftige, flyvende Slanger, som ødelagde hele hans Følge, paa Fem nær. Selv slap dog ►Thorkild ud af det yderste Mørke ved at paakalde ►Alfader (►universitatis deum) og drev saa op under 📌Tydskland, hvor Christendommen var blevet indført, saa de første Glimt af det himmelske Lys bragde han hjem med sig.