↩
Efter Sagnet blev ►Frode Fredegod, ligesom
249►Skjold, fra en lille Dreng, under Formynderskab, opfostret til Danekonge, blev omsider Herre over hele 📌Norden, selv 📌Rusland iberegnet, over 📌Stor-Britannien og 📌Irland og over 📌Tydskland til 📌Rhinen, og tillige saa livsalig, at efter Døden bar man ham tre Aar om Land, før man nænde at begrave ham ved 📌Værebro. Dette Oldsagn er vel baade for langt til at meddele og for godt til at udstykke her, men det maa med Flid indskærpes, hvad man hidtil har overseet, at det aabenbar er et opløst Heltedigt om 📌Danmarks ►Guldalder under de ældste ►Skjoldunger. Herom vidner ikke blot Guldet, som laae sikkert paa Alfarveien, og de mange indstrøede Vers, men hele den store Sammenhæng og de med Flid indflettede Sagn om ►Erik (►Hedrik) og ►Roller fra 📌Rennesø, om Kampen paa 📌Samsø mellem ►Orvar-Odd og ►Angrims-Sønnerne, om ►Hedin og ►Hogne, om de Norske Fostbrødre ►Asmund og ►Asvid, og om ►Blinde-Giæst, der alle maae kaste Glands paa ►Fredegod. For dette Heltedigt er det da, ►Hjarne bliver kronet, som Mindesangen afløser Bedriften, men fortrænges snart af en grov Medbeiler, og stræber som ►Salt-Syder at hevne sig, hvad altid har været Poesiens Vane, naar den blev stødt fra Thronen. ►Hjarne (Hjerne) er nemlig samme Navn som ►Brage (af ►A. S. ►brægen ɔ: brain), Minde-Skjalden i ►Valhall, og Saltet, veed vi, er ►Vittighedens Rune paa alle Billedsprog.