►Balders Opstandelse og ►Gylden-Aaret.
✂
For hendes Øine atter sig løfter
Jorden af Havet,
Elve falde og Ørnen stiger,
Fiske paa Fjeldtop fanged han nys!
✂
►Aser mødes paa ►Idasletten,
Eftermæle faaer ►Midgaards-Fienden,
Minderne vaagne om Magtens Dage,
Fortids Runer og ►Fimbultyr;
Atter findes i ►Eftergræsset
Faure ►Guldbrikker, som ►Fjølners Slægt,
►Asafolket, i Arildstiden
Deelde med Drotten dyrebar.
✂
Agre bære da ubesaaet,
Bod fanger Alt for Banesaar,
►Balder og ►Høder boe da sammen,
Styre med Vælde ►Valguders Arv;
Vælge kan ►Hæner og vrage da,
Brødrenes Borge er begge hans,
Ham ei for vid er ►Vindhjem heel,
Mærker I, hvad jeg mener nu!
✂
Sol fordunkles af Salen prud,
►Gimle straaler med Gyldentag,
241Der skulle ►dannis Drotter ►bygge,
Evig leve saa ►yndelig,
Der staaer for Styret den Store selv,
►Ophjems Herre med Alt i Haand,
Dom han fælder, og Fred han giør,
Evig giælder hans gyldne Lov!
✂ Saaledes skildrer Vøluspa det store ►Gyldenaar, der, trods ►Ragnaroke, skal krone Værket og med den opstandne ►Balder bringe ►Guldalderen ►forklaret tilbage, og derved bliver ►Asamaalet unægtelig det prægtigste Seiers-Drama, man vel kan tænke sig.
✂ Vøluspas Skildring kan vi ogsaa godt spore i Gylfelegen, dog med Undtagelse af Vinket om “den Store,” der netop ved sin Klarhed kan falde mistænkeligt, og af det dunkle, men dybe Træk om ►Hæner, som under hele Tidsløbet har været usynlig, men skal nu arve begge sine Brødre, ►Odin og ►Loder, og seer den hele vide Verden staae sig aaben. Dette kan vi ogsaa godt forstaae, har været Gylfelegens Forfatter en bælgmørk Tale, skiøndt den bliver os soleklar, naar vi betragter ►Hæner som Slutnings-Tidens ►Vætte, der ved Tids-Løbets Ende nødvendig afløser baade Arilds-Tidens og Mellem-Tidens ►Vætter og har hele Verden til sin Tjeneste.
✂ Derimod har Gylfelegen optaget Alt hvad vi om Tilstanden efter ►Ragnaroke finder i Vafthrudnersmaal, hvor ►Jetten melder, at ►Vidar og ►Vale skal være ►Odins, og ►Mod og ►Magne skal være ►Thors Arvinger, Solens Datter skal træde i sin Moders Fod242spor, og et eneste Par Folk, ►Liv og ►Livthraser, der ►i Løn ►opholdtes af Morgen-Duggen, skal forplante Menneske-Slægten.
✂ Endelig nævner Gylfelegen, foruden det ►guldtakte ►Gimle, endnu tre andre Borge, som skal findes efter ►Ragnaroke, hvoraf den Ene, ►Brimer, skal være lystelig for hvem der sætter deres Glæde i at ►drikke tilpæls, den Anden, ►Sindre, paa ►Nidafjeld, af det pure Guld, skal være for skikkelige Folk, og den Tredie, ved ►Nastrond, ►takt med Orme-Rygge og fuld af Drage-Hoveder, som spye Edder og Forgift, skal beboes af Mordere og Meenedere.
✂ Dette, som vi, med Hensyn paa ►Asa-Dramet, maae finde, ingensteds har hjemme, spores imidlertid dog midt i Vøluspa, hvor baade ►Jetten ►Brimers Drikkesal paa ►Okolne, og ►Sindre-Ættens Guldborg paa ►Nidafjeld, ved ►Slidfossen, og ►Nastronds-Fængslet for ►Mordulve, Meenedere og Ægteskabs-Djævle pludselig dukker op; og maa det end der betragtes, som et ubehændigt Indskud, saa maa det dog være ældgammelt. Udentvivl har disse Borge da hørt til den ►Vaniske Mythologi, thi det kunde ligne ►Freia, naar hun havde samlet i ►Folkvang Alt hvad hun ►syndes om, da at sørge godt for sine gamle Tjenere ►Alferne (►Sindre-Ætten), og selv at lade ►Jetterne drikke sig fulde, saa længe de gad, men det ligner hende ogsaa at være uforsonlig mod ►Mordulve, Meenedere og Forførere. Denne Anskuelse bestyrkes ogsaa ved ►Hading-Sagnet hos 👤Saxo, hvor vi i den anden Verden baade finde Fossen, som sva243rer til ►Slid i Vøluspa, og Opholdssteder til Hver efter sin Lyst; thi at ►Hading svarer til ►Niord, og at Kvinden med Vinter-Blomsterne maa være ►Freia, har vi seet.
✂ Vender vi nu tilbage til Vøluspas Skildring af Tilstanden efter ►Ragnaroke, eller ►Gimle-Mythen, og spørger, om den ogsaa lader sig verdenshistorisk forklare, da er Svaret vist nok ikke let, og vil synes Mange utilfredsstillende, men det lader sig dog finde, og maa, for Fuldstændighedens Skyld, tilføies.
✂ Tænker vi os nemlig alle Folke-Guder døde, alle Folke-Aander borte, alle Billed-Sprog forgaaede, alle ►Borgerlige Selskaber opløste, alle Skoler forstyrrede, kort sagt, hele det oprindelige og historisk berømte Menneske-Liv forsvundet, da er det kun en fordybet og udvidet Forestilling om den verdenshistorisk velbekiendte Tilstand i den gamle Verden, ved 👤Christi Fødselstid, og det er en ligesaa urokkelig, som vidunderlig Kiendsgierning, at ved Christendommen gienfødtes og fornyedes hele det historiske Menneske-Liv baade i Kirke, Stat og Skole, og Altsammen i en høiere Orden og klarere Sammenhæng.
✂ Dette mageløse verdenshistoriske Vidunder maa aabenbar ligesaavel kunne gientage sig, som det kunde oprinde, og naar det skeer, da er ►Gimle-Mythen soleklar og optager ►Balders-Mythen i sig; thi ►alt i mange Aarhundreder har den oprindelige Christendom, med sit ►Breidablik, sin Stad paa Bjerget, som ei kan skjules, sin Livsalighed og hele sin ►Guldalders Glands, lignet ►Balder i ►Hel, og Reformationen 244i det Sextende Aarhundrede hevnede vel den oprindelige Christendoms Død, som ►Vale ►Balders, men gjorde den just derved Alle vitterlig, saa naar nu, desuagtet, Christendommen atter viser sig i sin medfødte Kraft og oprindelige Glands, da er det en ►Balders Opstandelse, som nødvendig medfører baade den ny Jord i aandelig Forstand og det ►guldtakte ►Gimle, hvor den Store selv “fælder Dom, giør Fred” og giver “gylden Lov, som evig giælder.” Alt det Folkelige staaer da ogsaa op, men, som ►Liv og ►Livthraser, kun næret af Morgen-Duggen, i ►forklaret Skikkelse, optaget og indlemmet i det reent Menneskelige, thi kun i denne Betydning ophæver Christendommens Aand Forskiellen mellem Jøde og Græker, ►Skythe og ►Barbar, og slige Ord tages kun bogstavelig til Død, naar de tages aandløs, mens ►Balder er i ►Helhjem.
✂ Hvem der ikke har Lyst til at gaae saa vidt med sine Tanker, kan derfor ogsaa standse ved den Opstandelse af Folke-Aanderne, som, ved Christendommens Mægling, nu er i Giære og vil overalt, hvor man har grædt for Guld, medføre Noget, der ligner en gylden Høst, og vi kan aldrig slutte Overblikket af den egenlige 📌Nordens Mythologi bedre end med Gylfelegens sidste Ord: ►hver nyde, som han nemmer!