Grundtvig, N. F. S. Græsk og Nordisk Mythologi for Ungdommen

Valhall og Helhjem.

Allerede i Vøluspa seer vi Valhall hæve sig med Valkyrierne og med alle Hærfaders Kæmper, som den guldkammede Hane vækker, og i Grimnersmaal faaer vi nærmere Besked om den store Riddersal, saalydende:

Guldprud Valhall i Gladhjem kneiser,
Helte-Skarernes Høieloftsal,
Skjoldtakt er Hallen, skinnende blank,
Kiendelig nok for Kæmpegiæster,
Sprinklet er Væggen med Spydstager graa,
Bænkene klædte med Brynier fagre,
Stædt i Vaande ved Vesterporten
Hængende Ulv under Ørneklo!

Valhalls Dørre, jeg vel tør sige,
De er femhundred og fyrretive,
Og hver af dem er saa vid paa Gavl,
At ottehundrede Odins-Venner
Allesammen jævnsides gaae,
Naar ud de drage paa Ulvejagten!

At imidlertid Valhalls Kæmper, som en rigtig “staaende Hær” fyldestgiør den almindelige Værnepligt paa Fælleden, lærer Vafthrudnersmaal, hvor det hedder:

228Ænherier alle paa Odins Tofter
Dagligdags vove en Dyst fuldheed,
Over Klingen de Alle springe,
Staaer med Æren dog op igien,
Drikke med Aser Øl det gamle,
Bedre forligte ved Banesaar!

Valkyrierne Skuld og Skøgul, Gøndul, Gunn og Hilde, som nævnes i Vøluspa, er vel egenlig kun hvad Navnet betyder: Val-Keiserinder, som paa Odins Vegne byde Giæster til hans Sal, men dog finder vi i Grimnersmaal, ved Siden ad Hrist og Mist, ogsaa Skøgul og Hilde blandt de Valhalls-Møer, som staaer for Skænken, saa de har i det Mindste tidlig faaet den dobbelte Bestilling baade at byde Giæster og at gaae for Borde.

I Grimnersmaal seer vi heller ikke blot Mundskiænkerinderne, men ogsaa Kiøkkensedlen, hvorefter Odin lever af Vin alene, og overlader Ulvene, Gier og Frek, Kiødet, men Ænherierne drikker ikke blot for Mjød Alt hvad Geden Heidrun kan malke, men æder ogsaa daglig Galten Sæhrimner, som Kokken Andhrimner koger i Gryden Ildhrimner.

Alt dette gientages i Gylfelegen, uden andet Tillæg, end at det er Nornen Skuld, som ogsaa regnes til Valkyrierne; men i Bragesnakken faaer vi den Oplysning, at Sværdet er Valhalls Lys, og af Skalda seer vi, at tæt udenfor Valhall er Glaserlunden, hvis Blade er af det røde Guld, som Skjalden synger:

229Hvor Seierguden har Salen sin,
Der skinner Glaser med Gyldenløv!

Naar de nye Mythographer nu heraf har sluttet, dels at Odin beholdt Vinen for sin egen Mund, og dels at vore Arilds-Skjalde havde samme Anskuelse, som 👤Peder Paars, at “uden Øl og Mad er Helten ingen Ting,” da brister aabenbar deres Hjemmel, thi Skjalden i Grimnersmaal har meget forsigtig sat under Kiøkkensedlen:

Paa Ænheriers Føde kun Faa vide Skiel,

og der staaer hverken i Grimnersmaal eller i Gylfelegen, at Odin alene drikker Vin, men kun at Vin er det Eneste, han nyder. Vi har desuden et Vers i Skalda, hvor det udtrykkelig siges, at det gaaer flot til med Vin i Valhall, naar der kommer Giæster, som har Smag for den, thi Odin siger:

Jeg drømde inat, at før Dag jeg sad op,
Og paa Ænherier høit jeg kaldte:
Rymmer nu op i Riddersalen,
Mens Valkyrier Vinen tappe,
Som naar af Fyrster vi faae Besøg.

Endelig maa det ikke glemmes, at Brage er den udødelige Valhalla-Skjald, som opliver Odins Giæster, ei blot ved Mindet om Fortidens Storværk, men ogsaa ved Haabet om Balders Gienkomst.

Ganske anderledes seer det ud og gaaer det til i Helhjem, hvor Lokes og Angerbodes Datter, Hel, er Dronning, det hører man Alt i Vøluspa, hvor Helhjems sodbrune Hane svarer til Valhalls guldkammede, og vel siger Hels Fru Moder i Vegtams-Kvi230den, at der staaer nybrygget Mjød til Balder, men da hun selv maa nøies med Regn og Snee, kan man nok vide, hvad den Mjød smager ad.

Efter Gylfelegen endelig har Fru Hel et meget surt og barsk Ansigt, kridhvidt paa den ene og kulsort paa den anden Side, og vel er der i hendes Slot Rum nok og høit til Loftet, men hendes Sal hedder Elendighed, Dørtærskelen Vippefælde, Fadet Mistemad, Kniven Sult, Sengen Afmagt og Omhænget den klare Fordærvelse.

Valhalls og Helhjems mythologiske Vigtighed er nu klar nok, da deres Indbyggere skal alle tage Deel i Ragnarok-Striden: Ænherierne paa Asernes og Helboerne paa Thussernes Side, og det dunkle Navn Ænherie (af det A. S. onherian) betyder Medbeiler, hvorfor der ogsaa meget smukt siges i Havemaal, at Hænderne er Hovedets og Mundens Ænherier.

Har nu i det Hele 📌Nordens Mythologi verdenshistorisk Betydning, da kan dens Valhall og Helhjem umulig fattes den, skiøndt det følger af sig selv, at disse Livets og Dødens hemmelige Oplagssteder og Forraadskamre ei lader sig saa tydelig opvise som Asgaard og den nærværende Krigs-Skueplads mellem Aser og Jetter. Allerede ved at fæste Øie paa 📌Engeland og 📌China kan vi imidlertid faae en levende Forestilling om Forholdet mellem det historiske Valhall og Helhjem, og naar vi da har et taaleligt Overblik af Verdens-Historien, vil vi strax see, at Hels Portner, som 👤Shakspear melder, nu har en besværlig Post, medens

231Valhall synes at kunne nøies med langt færre Dørre end 540; thi naar feige Folk opgiver Aanden og synker ned til de Umælende, da farer de jo til Hel, og af Oldtidens navnkundige Folk er Græker og Nordboer de Eneste, som, da de forlod den store Skueplads, kan skimtes i et Valhall, hvor de ved Brages Harpeslag mindes Fortiden og nære Haabet om en Fremtid, da de endnu engang synlig og kraftig skal deltage i den store Kamp. Det vil nu ogsaa snart vise sig, om vore Norner var Sandsigerinder, thi det er klart, at alle gamle Minder, som laae i Dvale, er nu ifærd med at vaagne, og maae da selv vise, hvad Kraft der er i dem, eller i hvad vi med eet Ord kalde “Historien,” til at bekæmpe det Falske, det Aandløse og Umenneskelige under alle sine Skikkelser. Verdenshistorisk staaer og falder da Valhall med Følelsen af den hemmelige Sammenhæng mellem de forbigangne og de følgende Slægter, thi ene deraf udspringer det levende Eftermæle, som giver Historien Indflydelse paa Efterslægten, medens overalt, hvor Følelsen af Blodets Baand fattes, Fortiden nødvendig bliver aldeles død og magtesløs for os, og Historien, som blot Sort paa Hvidt, er en øiensynlig Hel, paa den ene Side kridhvid og paa den Anden kulsort.