►Thor og ►Udgaards-Loke.
✂ Ved ►Ægers-Gildet siger ►Loke spydig nok til ►Thor:
✂
Din ►Øster-Leding du aldrig nævne!
Hvem skulde tænkt, det var ►Thor, der sad
Som ►Tommeliden i Tommeltotten!
✂ Hvad han dermed sigtede til, lærer vi imidlertid først af 195Gylfelegens brede Fortælling om en Reise, ►Thor, i Selskab med ►Loke og ►Thjalfe, gjorde til ►Udgaard, hvis Drot var en Mester i alskens Kogleri og Øienforblindelse. Da kom de nemlig, en Aftenstund, til Noget, de tog for en stor Lade og gik ind i et af Rummene og lagde sig, men om Morgenen kom der en uhyre ►Jette, som kaldte Huset sin Handske og spurgde, hvad de havde der at bestille? ►Jetten kaldte sig ►Skrymer (Pralhals) og gav sig i Følge med dem, men spillede dem et slemt Puds med Madposen, som han bandt, saa de kunde ikke faae den løst og maatte om Aftenen gaae sultne til Sengs, hvad ►Loke ogsaa ved ►Ægers-Gildet lod ►Thor høre, og da saa ►Thor om Natten vilde hevne Skade med ►Mjølner, gjorde ►Skrymer kun Nar ad hans Dommedags-Slag, som om det kun havde været, først et Blad, saa et Agern, og saa lidt Kvas, der faldt ham ned i Ansigtet, hvor han laae under Egen og sov. Dagen efter tog imidlertid ►Skrymer Afsked med ►Stalbrødrene og sagde dem, de havde ikke langt til ►Udgaard, men raadte dem til, naar de kom der, at ►tage Svøftet ind, da ►Udgaards-Loke og hans Hofmænd var vældige Kæmper, der bad Smaafolk skiemte med deres Ligemænd, og allerede ved ►Borgeledet blev ►Thor lidt sært tilmode, da han umulig kunde faae det lukt op, men maatte krybe ind mellem Tremmerne. Da de saa kom op i ►Steenstuen, varede det længe, førend ►Udgaards-Loke ændsede dem, og saa skottede han dog kun til dem og sagde: ►seent skal man Sandt spørge ad lange Veie, thi hvem skulde tænkt, at 196►Age-Thor var kun en halvvoxen Knøs, men stikker der Mere under, da lad os høre, hvad I duer til! for vi taaler Ingen her i vort Lag, uden han i en eller anden Maade er Karl for sin Hat.
✂ ►Loke tog nu Ordet og sagde, at han turde æde omkap med hvem det skulde være, og strax kom da en Karl frem, som hedd ►Fyr, og der blev sat et Trug fuldt af Kiød imellem dem, hvorpaa hver begyndte ved sin Ende, og de mødtes rigtig nok midtveis, men ►Fyr vandt dog Prisen, for han havde ædt Benene og det halve Trug med.
✂ Nu tilbød ►Thjalfe sig at løbe omkap og fik en vis ►Hug til Medbeiler, og de løb tregange, men ►Thjalfe blev immer længere tilbage, saa tredie Gang var han kun midtveis, da ►Hug stod ved Maalet.
✂ Endelig skulde ►Thor ogsaa vise sine Konster og han vilde ►drikke til Pæls, hvorpaa de gav ham et Horn, som ►Udgaards-Loke sagde, de skrappeste Drikkere ►stak ud i eet Drag, og de ►Vogeste i Tre, men da ►Thor havde drukket tre Gange af alle Livsens Kræfter, kunde man endda knap see, det sank i Hornet. Ja saa, sagde ►Udgaards-Loke, kan du da heller ikke løfte min graa Kat, som Børnene her pleier at lege med? ►Thor tog nu alvorlig fat, men Katten skiød Ryg lige op til Loftet, uden at lette meer end eet Been, og da blev ►Thor saa bister, at han bød hvem der vilde ud til en Dyst at brydes med ham. Nei, sagde ►Udgaards-Loke, der er Ingen af mine Mænd, der vil brydes med en Knøs, men siden du endelig vil i Hænder, saa kald paa min Amme, den gamle ►Ellen, hun har før sat saadanne Karle til Vægs! 197►Ellen kom nu ind, og ►Thor gjorde sit Bedste, men kunde med al sin Magt ikke rokke Kiællingen af Stedet, og saa tilsidst ►spændte hun Krog for ham, saa ►Thor sank i Knæ ved den ene Side, og dermed endtes Legen.
✂ Anden Dagen, da de Fremmede gik, fulgde imidlertid ►Udgaards-Loke dem selv paa Vei, og ved Afskeden fortalde han dem ikke blot, at det var ham selv, der havde fulgdes med dem, under Navn af ►Skrymer, men at Alt var gaaet til med Kogleri og Øineforblindelse, saa da ►Thor meende, han slog ►Skrymer for Panden, slog han Klipper flade; ►Fyr, som aad omkap med ►Loke, var en Løbeild, ►Hug, som løb omkap med ►Thjalfe, var en Tanke, Hornet, som ►Thor drak af, var en Green af Verdens-Havet, som kiendelig sank; den graa Kat var ►Midgaards-Ormen, og gamle ►Ellen var Ælden selv, som ellers aldrig Nogen kan brydes med.
✂ En saadan Mythe, der, ligesom de unge Philosopher, ret med Flid forklarer sine egne Vittigheder, har naturligviis i den Skikkelse kun Dun paa Hagen, men at den i sig selv dog ei er af de Yngste, seer man, blandt Andet, deraf, at der ►stikles paa den i begge ►de Eddiske Nidviser, og i Verdenshistorien seer vi ogsaa, det er, trods Ordsproget, dog ikke saa sjeldent, ►at Kæmper spilde deres Kraft paa Stene. Endelig speiler aabenbar hele Nordboens Kamp med Skinnet og Giøgleriet eller Skuespil-Væsenet sig i ►Thors Reise til ►Udgaard saa mangen stor philosophisk Lære-Bygning maa lignes ved ►Skrymers Handske, medens Gridskheden paa al Verdens Kundskaber klarlig speiler sig i ►Thors-Drikken af 198Verdens-Havet, og Brydningen med gamle ►Ellen kun alt for tydelig forklarer sig selv.
✂ Hvordan det for Resten mythologisk har hængt sammen med Navnet: ►Udgaards-Loke, som kun findes her og i et af 👤Saxos Oldsagn, er ei nemt at sige, men da det er en aabenbar Modsætning til ►Asgaards-Loke, henpeger det dog paa den giennemgribende Forskiel, det giør, enten man anvender sin Kløgt paa et virkeligt Storværk, godt eller slet, eller blot paa Giøgleri og Blændværk, som er aldeles huult og tomt. At ►Udgaards-Loke hos 👤Saxo er en Afgud, som den Danske Kong ►Gorm i Hedenskabets sidste Tid dyrker, er ogsaa ganske i sin Orden, og man har Sidestykket dertil i 📌Norge, hvor ►Jettekvinden ►Thorgerd Hølgabrud er 👤Hakon Hladejarls ypperste Gudinde.